Mogens Ingvard

Portræt af den københavnske træner Mogens Ingvard (1930-90), som vandt Derby med Gigant. 

Hvis man siger Mogens Ingvard kommer man ikke uden om Derbyvinderen Gigant, som hans træner- og kuskekarriere hang sammen med i en årrække, men som det fremgår af dette portræt – der bl.a. bygger på interviews med hans søn, Søren Ingvard, Klaus Koch, Rolf Laugesen, Axel Jacobsen, Torben Fischer og Flemming Ankerdal – var Mogens Ingvard trods alt andet og meget mere end “bare” manden bag Gigant.

Uddannet hos Ingdam og Sølberg
Mogens Ingvard hed oprindelig Mogens Pedersen, hvilket var det navn han startede med i travsporten, men da det blev for let at forveksle ham med den kendte amatørkusk Mogens “66” Pedersen, begyndte han i 1960 i stedet at anvende sit mellemnavn Ingvard – præcis som mange af hans senere kollegaer – Mogens Frost, Torben Fischer, Niels Duus, Ole Hjorth, Steen Juul, Jens Ferløv, Palle Günther og Erik Bondo – også har gjort det.

Mogens Ingvard blev uddannet hos Mark Ingdam og Fredi Sølberg, og tog trænereksamen i februar 1954 på hold med senere trænere som Tommy Petersen, Sophus Bügel Hansen, Benth Kyvsgaard, Alvar Poulsen og Per Hansen. Tommy Petersen begyndte dagen efter trænereksamen som selvstændig, mens de øvrige ventede noget.

Ingvard har fortalt i interviews, at tiden hos det uortodokse talent Mark Ingdam, med hurtig succes og en næsten lige så hurtig deroute, var en rigtig god tid:

-Ingdam var jo den store opfinder, og det var nærmest ham der indførte startvognen i Danmark. Og jeg var den første der kørte den!

-Jeg var stærk som en okse og med mange armkræfter, og det var også nødvendigt, da de tunge startvinger skulle drejes med håndkraft samtidig med jeg kørte. Det var nærmest med livet som indsats!

---

GRØN ENERGI FRA MODSTRØM? KLIK HER FOR ET GODT TILBUD!

---

-Jeg fik mange forskellige køreture i min jockeytid. Bedst husker jeg min første sejr, lyder ordene fra Mogens Ingvard selv i et af sine interviews.

Ingvard var nærmest ude som fyld i et løb for de heste, der lige havde startet i Derbyet.

-Min hest Jørn Bellwood var meldt til, for at feltet kunne blive stort nok, men havde absolut ingen chance.

-Jeg skulle starte fra spids og gik før løbet, og var lidt knotten over at skulle ud på så umulig opgave. Det har aldrig været mig, det der med bare at køre til start, og så ellers være bagefter hele turen. Når jeg skal deltage, skal det være for at vinde eller i hvert fald være med i kampen. Men så gik det hverken værre eller bedre, end at de store favoritter lå og lurede på hinanden, og min hest var så pludselig lige så speedy som favoritternes. Vi klarede den!

Ingvard bliver selvstændig træner
Mogens Ingvard fik chancen, da Tage Boldt stoppede den 15. september 1956. Boldt var søn af træner William Jensen og og startede som træner 1. februar 1951, men valgte at stoppe allerede efter få år.

De første år kørte Mogens Ingvard i rød dragt med to hvide tværstriber og rød/hvid hue, men da man omkring sensommeren 1961 overgiik til obligatorisk hjelm, skiftrede farver til gul med sort trekantet bærestykke, bælte og sorte manchetter, gul og sort hjelm. Endnu senere (1970) skiftede han til hvid trøje med sort bælte og monogram.

Ingvard startede med syv heste i stalden – Onita (ejet af Peter Svendsen), Paré, Scotland, Thorbjørn og Wim (alle ejet af John Hansen) samt Sila Axworthy og UG, der begge var ejet af Stutteri Baunebjerg.

Langstrup-hestene
Vi er nu i sommeren 1960, hvor den inden for travsporten kendte bogtrykker Helge Martved, Stutteri Statene i Allerød, pludselig døde – kun 47 år gammel. Martveds mange heste blev solgt til bl.a. en ny mand i sporten, gårdejer Ole Christensen, Langstrup ved Fredensborg.

Mogens Ingvard havde fået Ole Christensens første løbshest, Susanne, i træning, og den nye hesteejer fik stor betydning – ikke kun for Ingvard, men for københavnsk travsport som  helhed.

Ole Christensen anvendte efternavnet “L” til sit opdræt. Gerlev L var den første, Haboune L, Hildeborg L, Kadet L, Mon Desir L, Nimbus L, Langstrup, Mylord L og Jet L nogle af de mest kendte.

Men snart blev stutteriejerens søn, Leif Christensen, en ivrig amatørkusk og ville køre hestene i løbene, hvilket ikke rigtig passede Mogens Ingvard, og derefter gik Langstrup-hestene i stedet til træner Carlo Frederiksen. Samme Leif Christensen fik i øvrigt efterfølgende stor succes med hoppen Iboune, der bl.a. blev nummer to i Dansk Trav Derby 1967.

En kommende Derbyvinder kiggede forbi
I 1962 fik Mogens Ingvard en interessant 2-åring i træning fra Aksel Madsen på Fyn. Det blev til nogle starter dét år, men så solgtes hesten til Stald Sofus & H.C., som havde sine heste hos Leif Løfgren. Hesten var såmænd den senere Derbyvinder og dobbelte DM-vinder Fox Hanover, der blev alletiders mest vindende hest i dansk travsport med 321.000 kroner i indkørte præmier.

I samme årgang havde Mogens Ingvard i en periode også stortalentet Filia Olympia, som han kørte i hestens første starter, inden den gik til Palle Sperling.

---

Derbyvinderen Gigant
Året efter (1963) fik Mogens Ingvard endnu en spændende hest i stalden, 2-årige Gigant, der var tilkørt hos Per Hansen, men ejer og opdrætter, slagtermester Arne Hermansen, Stutteri Horsemose i Ganløse valgte altså nu at satse på Ingvard – og det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning for begge parter.

Gigant var Arne Hermansens første opdræt – faldet efter championtræner N. J. Kosters ynglingshest og den hest han vandt sin sidste sejr med, Oscar Den Store, som Mogens Ingvard i øvrigt også nåede at ha’ i træning og vandt nogle løb med.

Mogens Ingvard havde også vundet løb med Arne Hermansens hoppe Eclipso, men den gik i avlen og i stedet modtog træneren Gigant.

Gigant sejrede i sin debut som 3-åring, og kun ni måneder og fire dage senere blev den kraftfulde hingst fejret som Derbyvinder!

Gigant virkede dengang utrolig speedy, men ikke overvældende distancestærk, og Mogens Ingvard drømte ikke om på det tidspunkt, at han havde en kommende derbyvinder i sin stald.

Gigant sejrede ellers seks ud af otte starter som 3-års i 1964, men ingen regnede med den i Derbysammenhæng. I travsportens julenumre i 1964 blev hesten således ikke nævnt med ét eneste ord blandt de mange G-heste, der havde præsteret rimelig gode resultater i løbet af sæsonen, og som kunne blive Derbyaktuelle.

Derbyet i 1965
Alt var lagt op til endnu en stor Derbydag på Lunden. 1. løb skulle afvikles kl.14, men allerede kl. 13 blev der sat bom for parkeringspladserne, og restauratøren var “på sammenbruddets rand” over de mange bønner, der kom ind via telefon for at få plads ved et bord.

Trafikken var ved at bryde sammen, men et talstærkt opbud fra Gentofte Politi hjalp til. I den store spillehal, og de fleste andre steder, var der trængsel og mylder overalt, og køen til at spille V5 var meget lang.

Der var 19 heste i Derbyfeltet, men i sidste øjeblik blev Løfgren-trænede Gosse slettet og derved fik Gigant lov til at rykke op som yderst i første række. Koster førte feltet op i sin gamle væddeløbsdragt og med sin hue, og i en alder af 82 år kunne den gamle championtræner glæde sig over at se et afkom efter Oscar den Store løbe først over stregen i årets største løb – Derbyet.

Kneben favorit i totalisatoren blev Gokke med Leif Løfgren, mens Gigant stod til over 10 gange pengene.

Rent faktisk så mente Mogens Ingvard, at man ikke skulle starte i Derbyet og i stedet prøve at vinde en masse sejre i almindelige løb. Derved kunne hesten også få en mere roligere udvikling – mente altså Ingvard. Men ejeren så Derbyet som den måske eneste chance for at få en hest med i det store løb – og sådan blev det.

Gigant kom fint fra start i 4-årssæsonen og vandt fire løb inden Derbyet, men uden at imponere det store. Mogens Ingvard regnede tilsyneladende heller ikke med den store vinderchance – i hvert fald ud ad til.

Gigant var dark horse
I en lidt rodet start, hvor startvognen nok kørte for langsomt op til selve startafgangen, galoperede Gokke, mens Mogens Ingvard fik spids med Gigant – for snart efter at overlade føringen til Granit og Jens Jensen, hvilket var helt efter Mogens Ingvards plan. Planlagt var det dog ikke, at Granit var træt hurtigere end beregnet, og Gigant blev skovlet lidt længere ned i feltet.

Ud på sidste omgang begyndte General Virup, Generalen og Gratify at røre på sig i bagfeltet, mens Gigant stadig sad et stykke nede i feltet på en ottende-niendeplads.

General Virup var kort i front, men i sidste sving var der klar føring til Generalen og Walther Kaiser-Hansen.

Så lavede Mogens Ingvard sin hurtige genistreg, da han fik “hullet”.

Da der manglede 500 meter indledte Gigant sit angreb. Ingvard har selv fortalt følgende om afviklingen af Derbyet i 1965:

-Jeg var vel ikke andet end outsider, en slags dark horse. Jeg havde jo vundet mange løb med Gigant, men altid holdt ham fri af de allerskrappeste i årgangen.

De seks store man talte om i årgangen forud for Derbyet var først og fremmest Generalen/Walther Kaiser-Hansen, desuden Gokke/Leif Løfgren (hesten senere kendt under navnet Gokke Pater), Gogo Lloyd/Egon Larsen, Gnisten/Dan Jensen, General Virup/Gerhard Petersen og Gam Pride/Poul Guttermann.

-Jeg overgav spidsen, da jeg tænkte, at der vel ville blive et hul på et tidspunkt over den lange derbydistance. Jeg kørte i en af de smalle vogne, der ellers var få af dengang, en sulky jeg havde lånt af den gamle træner Arnold Jensen, fortalte Mogens Ingvard.

I øvrigt en sulkytype som Mogens Ingvard selv efterlavede, og som mange af hans trænerkollegaer også begyndte at bruge. Disse vogne var ikke kun smallere end de gængse typer den gang, men også tungere.

-Men mange heste havde gavn af en lidt tungere vogn, så de ikke behøvede vægt på benene. Og derbyvinder Gigant var lidt skævbenet!

Mogens Ingvard var på det tidspunkt stadig skeptisk over for de ny lette amerikanske sulkytyper, der på det tidspunkt var ved at komme frem. Men den mening ændrede han dog senere.

“Kom så, Pedersen”
Mogens Ingvard indrømmede efter løbet, at han skubbede lidt til Gogo Lloyd med Egon Larsen for at komme ud.

I Derbyreferatet fortælles det endvidere, at Ingvards gode trænerkollega Palle Sperling spændt stod på staldsiden og fulgte løbet, mens han råbte:

-Kom så, Pedersen!

Alle på banen havde tilskrevet Walther Kaiser-Hansen Derbysejr, da han i sidste sving fik et tilsyneladende afgørende forspring med Generalen. Gunnar “Nu” Hansen var heller ikke i tvivl, da han referede Derbyet i radioen: “Generalen og Walther henter de andre ikke”.

Og Generalen havde da virkeligt også fået et ordentligt forspring i spidsen – måske omkring 50 meter.

Walther Kaiser-Hansen anede tilsyneladende heller ingen fare – men da han for tredje gang kiggede bagud, så han overrasket ind i Gigants øjne. Den lille Gigant fløj forbi, mens Generalen fejlede 90 meter før mål og måtte også se andenpladsen forsvinde.

-Walther havde kigget sig tilbage én gang, uden at få øje på nogen. Da han i opløbssvinget vendte sig endnu engang, stirrede han lige ind i Gigants øjne. Vi havde fanget ham! fortalte Ingvard efterfølgende.

– Det slog nok Walther lidt ud af stilen, og han forivrede sig vel en smule, som vi alle er tilbøjelige til at gøre, når vi bliver meget overrasket eller også var Generalen ved at være træt, mente Mogens Ingvard efter sin populære Derbysejr.

Generalens galop betød samtidig Walther Kaiser-Hansens farvel til endnu en derbysejr og andenpladsen forsvandt også. Arne Hermansens første travopdræt havde vundet Derbyet.

Generalens staldkammerat Gam Pride blev i stedet nummer to i derbyet for sin ejer, amatør Poul Guttermann, som havde en stor derbydag, da han også vandt Derby Consolation med Gigli The Great. De næste placeringer i Derbyet gik til fuldt godkendt General Virup (Gerhard Petersen), Gogo Lloyd (Egon Larsen), Giovani (Carlo Frederiksen), Gulla Hanover (Preben Munch) og Gulf Lindbjerg (Jørgen Olsen).

Den tyske mesterkusk Johannes Frömming var også med i Derbvyet med Glob Olympia, der dog var chanceløs.

En af ven af Arne Hermansens søns optog i øvrigt en farvefilm fra Derbyet, der blev set igen og igen de følgende år hos familien Hermansen i Ganløse.

---

Gigants videre karriere
Gigant skuffede lidt i løbene i de første starter efter Derbyet, men blev i de næste sæsoner en af travsportens mest betydende heste.

Gigant var dog – trods de generelt flotte resultater – noget ustabil i perioder, og den havde særligt et startproblem. Heldigvis fejlede den ikke i Derbyet, men ellers fejlede den en del gange i startmomentet i autostartsløb. Måske den led af rheumatisme, som det var fremme.

Året efter derbysejren var Gigant meget længe om at komme i gang, men i september kronedes anstrengelserne med held, og sejren blev fulgt op i oktober, hvor Mogens Ingvard og Gigant tog livet af selveste Cim Payne – datidens bedste hest.

I de næste to sæsoner klarede Gigant og Mogens Ingvard sig godt. I 1968 blev det f.eks. til seks sejre og mange fine placeringer, bl.a. en tredjeplads i Mesterskab for Danmark efter Herold Samson (Viggo Andersen) og Florens (Ejler Petersen). Men 1969-sæsonen var klart under standard i forhold til det ”normale” for Gigants vedkommende og mange troede, at nu var ved at være tid for karrierestop.

Tilbage på toppen
Gigant lagde hårdt ud i 1970-sæsonen. Allerede den 1. februar var to sejre hjemme i hhv. 2. og 3. afdeling af Otto Hallings Mindeløb, som den tidligere Derbyvinder også blev samlet vinder af.

Efter en pæn placering på Jägersro vandt Gigant fire sejre i træk – bl.a. Firekilometeren og en meget populær sejr i Øresundspokalen på Lunden, hvor den svenske storfavorit Near Me overlegent blev slået.

Gigant var fjerde i Mesterskab for Danmark 1970 efter Fox Hanover (Leif Løfgren), Karina Axworthy (Hans Svensson) og Ikaros (Peter Bratholm).

I julehæftet “Travsporten 1970” lød det således:

”Da Øresundspokalens anden afdeling skulle køres i Sverige, var Gigant holdt op for i år. Han kommer givet igen, og præmiesummen på 195.670 kroner skal nok blive forbedret.  Det var i hvert fald glædeligt, det han viste i år, i særdeleshed, når man tænker på de skuffende resultater i fjor.”

Gigant startede til og med sin 12-årssæson i 1973, hvor det blev til seks sejre, deraf flere i handicap, men også i hurtigklassen – og en enkelt gang løb han dødt løb med selveste Nallo, der havde en suveræn sejrsrække i hurtigklassen i København.

“Mallorca, here I come”
Gigant startede sidste gang i Danmark den 9. december 1973, hvor den endte uplaceret i amatørløbet ”Hammers Ærespræmie” med Hans Jørgen Olsen i sulkyen – men fortsatte herefter karrieren i yderligere nogle sæsoner på Mallorca!

Det var en af de helt store profiler, der nu forlod dansk travsport. I 198 starter i Danmark og Sverige vandt Gigant således 40 sejre, 22 andenpladser og 52 mindreplaceringer, mens det blev til 250.000 kroner i indkørte præmier.

-Der var en del oprørte stemmer, som lod sig høre angående Gigants fortsatte løbskarierre på Mallorca, men sandheden var, at Gigant havde det godt på øen og selv bestemte, hvornår han havde fået nok, oplyser Klaus Koch.

Gigant levede endnu mange år på ferieøen. Ifølge mine oplysninger kom den gamle danske derbyvinder, efter optræden på Mallorca, videre til Ibiza, hvor den mest blev brugt i avlen.

I øvrigt blev den gule sulky, Gigant vandt derbyet med, også ”eksporteret” til Mallorca, hvor den lokale danske træner Jens Ipsen benytted den.

Gigant var en herlig hest. Den havde en enorm speed, men var lidt distancesvag i visse perioder, hvilket Mogens Ingvard kompenserede for ved at køre nogle strålende taktiske løb.

Gigant kunne flyve til front, han kunne komme flyvende midt i løbet eller komme flyvende i opløbet. Gigant gav datidens store travpublikum mange fine oplevelser, og Mogens Ingvard fik vist sine evner som kusk.

---

Rolf Laugesen mindes Gigant
Rolf Laugesen – der har prøvet stort set alt inden for dansk travsport, i særdeleshed på den administrative side – fortæller om sine oplevelser sammen med Gigant:

-Min mor arbejdede i Arne Hermansens slagterforretning, og som helt ung knægt på 12 år, var jeg afhængig af, at far og især min mor tog mig med på travbanen, ofte lørdag, hvor hun kunne få fri fra slagterforretningen. Så tog vi en tur ind på banen og besøgte enten Mogens Ingvard eller tog til Ganløse Ore og besøgte Karen og Arne Hermansen. Om søndagen var det selvfølgelig ind til travløbene. På Lunden i loge på den åbne tribune, og på Amager Travbane i tribunen for enden af opløbet.

-Det blev til mangen en lørdag på banen, og megen tid sammen med Gigant og Mogens, forsætter Rolf Laugesen sin fortælling.

– Man sagde at det var muligt at sove i boksen hos Gigant, men det fik jeg nu aldrig lejlighed til at prøve.

-På Derbydagen, i et rigtigt lortevejr, var vi i stalden om formiddagen. For en gangs skyld var hele familien på plads i vores loge i den åbne tribune, inklusive vores lille puddel. Allerede ved starten, hvor Gigant suste til front, var hele logen oppe at køre. Men vi har noget forundret over at han slap fronten til en konkurrent, der ikke hørte til forhåndsfavoritterne, kun for at få en masse lort på snuden fra den mudrede bane.

-Mange af forhåndsfavoritterne sad langt tilbage, nogle af dem havde galopperet så forhåbningerne om en sejr var der dog stadig. Ud på sidste omgang angreb de bagfra og med Gigants indelukkede position, opgav vi mere eller mindre håbet. Men de sidste 1000 meter kostede flere heste deres sidste luft, og i sidste sving var Gigant sluppet fri.

-Der blev råbt og skreget i vores loge, og så meget, at hunden lige fra den dag reagerede voldsomt aggressivt på klapsalver og “Kom så”-lyde. Måske råbte vi Gigant hjem eller Walther Kaisers hest over i galop, griner Rolf Laugesen.

-Men i hvert fald kunne vi nyde de sidste 100 meter op mod mål, og falde hinanden om halsen. Familien Laugesen var total solgt til væddeløb.

-Det fik et par år senere mor og far til at opgive slagterfaget, og det dejlige hus i Bagsværd blev byttet til en mindre landejendom i Ganløse – ikke langt fra Hermansens Stutteri Horsemose i Ganløse Ore.

Det betød en lidt længere knallerttur for Rolf Laugesen pga. af hans arbejde i Det Danske Travselskabs bogholderi, dengang ledet af Aage Ulrich med C. C., Junge som ansvarlig for sporten og Per Larsen som bogholderileder.

-Vores hjem i Ganløse dannede ofte rammen om et til to ugentlige besøg af Mogens Ingvard og hans Birgitte. Det blev til mange fornøjelige timer med kortspillet Casino og min mors gode mad.

-Der blev bygget en ny staldbygning med familie og venners hjælp og snart var der to følhopper og en etårig hingst med et stort ’L’ bag navnet. Ongvard L, hed den, selvfølgelig med Gigant som far.

Gigant fik nogle afkom i Danmark, inden afrejsen til Mallorca, og bl.a. husker denne skribent Oscar The Great, med Eclipso som mor, og den vandt en del sejre på bl.a. Bornholm.

Til Holland med Gigant
På Charlottenlund havde Mogens Ingvard stald sammen med Aksel Pedersen, hvor Henrik Mylner var førstemand. Siden hen var det ved siden af bl.a. Hans Hansen.

-I Ingvards stald fik vi ofte besøg af Ingvards trænerkollegaer, Palle Sperling og Fredi Sølberg, husker Rolf Laugesen.

-Jeg var også med, når Gigant startede på Amager Travbane. Vi havde et fantastisk sammenhold i den stald hvor vi altid blev placeret sammen med Ejler Pedersen, Jens Jensen, Eric Malver og Birger Jansen – en stald der tog utallige sejre med heste som Cim Payne, Florens, Jørgen Toftegård og så ”vores”, Gigant og Flying Statene.

-Mine fridage kunne bruges i stalden hos Ingvard, og det blev også til ture til Aalborg og helt til en start i Holland med Gigant. Ingen af gangene var Gigant desværre helt på top, men det ødelagde ikke nogle pragtfulde dage, fortæller Rolf Laugesen.

“Minderne har man da lov at ha’”
Iflg. Rolf Laugesen ødelagde travkrigen forholdet til Amager Travbane og de herlige dage der.

-Mogens Ingvard lukkede sig mere og mere inde i loyalitet til, at det var Det Danske Travselskab, der foretog sig det rigtige i krigen, mens jeg i min spæde ungdom havde svært ved at se meningen med at travfolket bekrigede hinanden, lyder det fra Rolf Laugesen, som i slutningen af 1971 fortsatte sin karriere inden for travsporten i Jydsk Væddeløbsbanes kontor i Århus.

-En af de gode venner jeg mødte i stalden hos Ingvard, var Leif Grave, der havde nogle servicetankstationer, og han var en del af cykelfolket med bl.a. storhesteejer med Stutteri Kathrinedal, Bent Ole Retvig. Grave var ejer af Mac Senator, der havde indledt sin karriere på fantastisk vis som 2-åring med to sejre og to andenpladser i fire starter. Jeg fik fortalt, at Mac Senator siden havde stået i en boks – ud for en staldgang, hvor der blev bedækket. Han blev skør i hovedet af det og var ikke længere samarbejdsvillig. Leif Grave forærede mig ham med ønsket om, at han skulle få det godt, siger Rolf Laugesen.

Og det fik han. Ole Lærke, staldmand hos træner Poul Kragh, sejrede oven i købet med Mac Senator en løbsdag i Århus, hvor Ongvard L også vandt – en superdag for travbanens nye bogholder.

Udover sin far og mors opbakning til hesteholdet i Århus, fik Rolf Laugesen også en gave fra Gigants ejer, Arne Hermansen.

Gigants lillebroder, Norway, var meget lille, men særdeles speedy hest, dog som regel helt uden lyst til at gøre arbejdet færdigt. Men Norway var rigtig fin som “uddannelseshest” for Rolf Laugesens korte karriere som amatørkusk.

-På den måde sluttede ringen omkring Gigant for mig, selv om jeg fra min plads i Århus ikke kunne være sammen med ham mere, afslutter Rolf Laugesen sin Gigant-beretning.

---

Hestene væltede stadig ikke ind i Ingvards stald
Derbysejren med Gigant kom dog stort set aldrig til at betyde ret mange flere heste i Mogens Ingvards stald, og på et tidspunkt blev han privattræner på Stutteri Donse Avlsgård.

-Måske spillede det ind, at jeg tog op til Donse. Hesteejerne har måske ment, at jeg ikke kunne administrere begge dele, at være privattræner og samtidig drive en stald inde på banen, reflekterede Mogens Ingvard selv senere.

-Og måske jeg gik lidt for meget op i stutteriet og pasningen af de mange heste på Donse, og ikke gjorde nok ved træningen inde på banen. Sådan lød lidt af Ingvards egen selvransagelse på et tidspunkt.

Alternative metoder
Mogens Ingvard var en af de få trænere, der dengang gik meget ind for at give hestenes ømme muskler massage. Det fandt han meget vigtigt.  Mogens Ingvard trænede også med gummidæk efter træningsvognen, hvilket gav meget moro og morsomheder fra kollegaerne.

-Med dækket får hestene udviklet bagben og muskler i bagparten. Dækket hænger i en snor efter sulkyen, og ja, jeg ved godt, jeg er lidt til grin hos de andre, fortalte Mogens Ingvard om sine til tider alternative træningsmetoder. Dens tids bodybuilding.

Andenplads i Derbyet
1970 var som nævnt en god sæson for Mogens Ingvard, som ikke var langt fra at få endnu en Derbysejr, men Mylord L måtte nøjes med andenpladsen bag Max Hanover.

Mogens Ingvard fik Mylord L i træning i 4-årssæsonen for at forberede den til Derbyet, og han holdt næsten hele vejen.

Ingvard speedede til front i det store løb og kontrollerede løbet totalt. Desværre Mylord L var der én konkurrent, som var for god – Max Hanover, der for Børge Simonsen i opløbet spurtede forbi til sikker sejr, men Mylord L blev en fin nummer to.

I 1975 fik Mogens Ingvard god succes med Pan Viking, der var Væddeløbsbladets største “stjernevinder” det år. Pan Viking fik således i alt 21 stjerner for sine præstationer, mens der var 20 stjerner til heste som Napalm, Snoopy Mission, Stormlytøsen og Tanja Trolle – og “kun” 19 til Tarok.

Foruden de allerede nævnte havde Mogens Ingvard også fin succes med heste som Dollarprinsessen, Flying Statene, Max Gørding, Tino Vixi og Unikum Mellergård samt i høj grad Permit Vixi. De fleste var gode heste på de lange distancer.

Mogens Ingvard vandt i alt 160 sejre – den sidste i 1983 med Gillon Hedevang – og stoppede som træner i 1984.

---

Søren Ingvard:
En humoristisk mand

Mogens Ingvards søn, Søren Ingvard, har også mange gode minder om sin far.

-Mine forældre blev skilt, da jeg var 10 år, og jeg så ikke min far i fem år. Jeg lærte først min far rigtigt at kende, da jeg var 15 år. Jeg begyndte at komme lidt på løbsdagene, og da jeg gik ud af skolen, kom jeg hver dag i stalden for at have noget at lave, siger Søren Ingvard.

-Det var sådan, det startede. Jeg blev siden ansat som ungarbejder/lærling hos min far, indtil jeg blev 18 år. Det var et par lærerige år, hvor jeg så, hvor dygtig min far var til at træne ungheste.

-Jeg nåede også at se, at han stadig var en god kusk med heste som Permit Vixi, Watergate og Unikum Mellergård. De sidste år havde han kun få heste og havde nok mistet gnisten til at være træner mere.

-Derefter fik han arbejde på Danske Pels auktioner i Glostrup, hvor han var frem til sin død i 1990, oplyser Søren Ingvard.

– Min far hjalp mig med at starte derude i Charlottenlund igen i efteråret 1988, så vi nåede at arbejde sammen lidt endnu en gang.

En humoristisk mand der døde tidligt
Søren Ingvard beskriver sin far som en meget humoristisk mand.

-Der er stadig nogle derude, der kan huske, at han f.eks. satte falske kameraer op, så vi blev ”overvåget”. Det skabte stort postyr og megen latter, mindes Søren Ingvard.

Far og søn var meget sammen de sidste år, og spiste tit sammen. Der blev grinet meget.

-Min far døde i 1990 efter tre blodpropper, jeg var der heldigvis den sidste gang, mindes Søren Ingvard, der arbejdede som staldmand på Lunden i 10 år – først to år hos Gerhard Petersen/Helge Rasmussen, tre år hos Jørgen Olsen og sluttelig fem år hos Max Nielsen, indtil han var nødt til at stoppe på grund af for dårligt blodomløb i fingrene.

Det var en stor hæmsko for ham, så Søren Ingvard vurderer, at han aldrig fik det ud af det, som han havde lyst og evner til.

-Det var en fantastisk tid, specielt hos Max Nielsen sammen med Asbjørn Nielsen, Svend Dyhrberg, Christian Clausen, Per Iversen og Helle Clemmensen, og i fritiden også sammen med Claus Nielsen og Anette Olsen. Vi ses i øvrigt stadig to gange om året; Max, Claus og Anette plus vedhæng.

-Efter jeg stoppede var jeg ferieafløser på Axel Jacobsens Stutteri Langesø tre uger hvert år i syv år.

-Jeg vandt fem løb med bornholmske Hicho Klinteby, en dejlig hest, men med dårlige ben.

-Jeg mødte min hustru Sanne på travbanen, da jeg kom i stalden hos Niels Duus, og nu har vi lige haft sølvbryllup, slutter Søren Ingvard, som har været 32 år Danske Pels Auktioner/Kopenhagen Fur, men i 2021 er det jo tilsyneladende slut grundet covid-19.

---

Klaus Koch:
Et stort talent

Klaus Koch havde Gigant som noget af en favorithest og vurderer Mogens Ingvard således:

-Jeg kom til at kende Mogens Ingvard vældig godt, eftersom hans søn Søren var min staldmandskollega og kammerat. Men det var på et tidspunkt, hvor hans far havde trukket sig mere og mere tilbage og kun havde en eller to heste i træning ad gangen.

-Mogens Ingvard var efter min opfattelse en umådelig dygtig træner, et kæmpetalent helt enkelt. Men han var alt for flegmatisk til at udnytte det, og havde sine principper, som ikke altid stemte overens med andres, og derfor blev han aldrig så stor, som han kunne have blevet.

-Mogens var utroligt praktisk og elskede at rode med forskellige tekniske projekter. Hans bedste hit var definitivt ”Ingvard-vognen”, en lang jernvogn for træning, som han selv smedede sammen.

-På Lunden havde mange trænere i denne periode i princippet mindst én ”Ingvard-vogn”. Men alt dette med de tekniske projekter kostede jo fokus på trænerforretningen, som også havde ændret sig, da Mogens i begyndelsen af 70’erne flyttede på landet til Stutteri Donse, hvor han kombinerede stutterichefjobbet med det at være publictræner, slutter Klaus Koch.

---

Axel Jacobsen:
Mogens Ingvard satte gang i min kuskekarriere

Træner Axel Jacobsen har gode minder og oplevelser med og om Mogens Ingvard, der rigtig satte gang i Jacobsens kuskekarriere.

-Han var en fantastisk mand, meget humoristisk, og personligt kan jeg takke ham for utroligt meget. Han bakkede mig altid op, og hans store tillid til mig, satte gang i min kuskekarriere, fortæller Axel Jacobsen.

-Jo, jeg har meget at takke ham for, Mogens Ingvard troede på mig, så jeg fik gode køreture i amatørløbene med heste fra hans stald.

Axel Jacobsen – som med sin egne ord dengang var en urutineret amatørkusk – vandt mange sejre med heste som Max Gørding, Pan Viking, Marloo og Kadet L, og takket være de mange køreture med heste fra Mogens Ingvards stald blev “Mester Jacob” også amatørchampion i 1977.

-Jeg tror ikke, Ingvard var så interesseret i selv at køre i sine sidste trænerår, og det kom mig til gode. Mogens Ingvard fandt gode løb til sine heste i amatørløbene.

Axel Jacobsen erindrer også mange sjove historier med Mogens Ingvard, og giver selv et eksempel:

-Mogens havde en hund, som fulgte ham trofast, og den fik lov til at løbe rundt på staldterrænet, helt uden at den var til gene for nogen.

-Så var der selvfølgelig nogen, der fik ondt i leveren over det, og der blev sat et skilt op med teksten “Løse hunde må ikke færdes på staldterrænet”. Men en nat var Mogens Ingvard gået i aktion, og næste dag kunne man i stedet læse på det selvsamme skilt: ”TANDløse hunde må ikke færdes på staldterrænet”! – Og sådan fik det skilt lov til at stå i flere år, som Axel Jacobsen husker det.

---

Jørn Clevin:
En livsnyder

Travhistorikeren Jørn Clevin har også minder fra Ingvard-perioden:

-Den omtalte Mogens Ingvard-roadcar, var lavet ved hjælp af smeden John, som kom og hjalp i stalden på fridage, men i det daglige var han ansat hos brødrene Thomsens Stald Buldog, der store hesteejere hos træner Hans Bagge.

-Jeg mener Mogens Ingvard sluttede med at være nattevagt på Charlottenlund Travbane, og indrettede en lille lejlighed i Brødrene Christensens hestetransports gamle kontor, ved garagerne oppe bag ved staldene.

-Hans trofaste sidste hund blev arvet af Hans Christian Nielsen, den kendte cykelrytter, som også var en glimrende amatørkusk, bl.a. hos Jørgen Olsen.

Jørn Clevin opfattede Mogens Ingvard som en livsnyder, et venligt menneske og en dygtig hestemand, men han kunne også have meninger, og hvor travkrigen i 70’erne og den daværende bestyrelse i Charlottenlund og Trænerforeningen der, fik fuld support fra hans side af.

---

Flemming Ankerdal:
Gjorde tingene anderledes

Skive-træner Flemming Ankerdal lærte Mogens Ingvard at kende som barn, hvor han som 12-årig begyndte at heste på Stutteri Horsemose:

-Arne Hermansen var slagter og med egne butikker i Farum og på Bispebjerg. Jeg boede hos Arne Hermansen og var med til at passe hans heste. Mogens Ingvard og Hermansen gik på jagt hver mandag året rundt i mange år, og selvfølgelig var det også med en god afsluttende frokost, husker Flemming Ankerdal, nu træner i Skive.

-Så jeg kendte Mogens Ingvard ganske godt, helt til hans sidste tid, og måske kendte jeg bedre privatmanden Ingvard end travtræneren Ingvard.

-Mogens Ingvard var en meget humoristisk mand, helt nede på jorden, men han gik også sine egne veje, og gjorde ofte tingene anderledes, både travmæssigt og privat.

Det med det humoristiske hos Ingvard giver Ankerdal et eksempel på:

-Den unge træner Mogens Larsen havde jo i 70’erne kæmpesucces. En gang hvor han skulle ned på banen og køre et hurtigarbejde, råbte Mogens Ingvard til ham, at der var telefon inde i vægten. Straks stod Mogens Larsen af sulkyen, og gik ind i vægten, men hvor telefonen bare sagde “dut-dut-dut”!

-“Der var da ingen i den anden ende i røret?” sagde han. “Det har jeg heller ikke sagt, jeg sagde bare, at der var telefon i vægten!” grinede Ingvard. Og det var jo rigtig nok – der stod da en telefon.

-Mellem Derbyvinderen Gigant og Ingvard var der et helt særligt forhold. Ja, man kan godt sige, at de elskede hinanden, mener Flemming Ankerdal.

-Gigant havde jo været inde til tilkørsel hos træner Per Hansen, men efterfølgende kunne han ikke rigtig få den til at fungere. Gigant var også oppe på Stutteriet Lindholm, hvor der var mange gode løbsheste opstaldet i perioder, og hvor Hans Jørgen Olsen var bestyrer.

-Gigant forsatte jo med at løbe efter 12-årssæsonen på Mallorca, hvor jeg mødte den igen, da jeg var ansat hos Jens Ipsen (KLIK HER).

-På en måde kan man godt sammenligne Ipsen og Ingvard, funderer Flemming Ankerdal.

-De gik begge lidt deres egne veje ind imellem, og måske var ambitionerne heller ikke lige store hele tiden. Begge levede livet, og havde forskelligt kvindeligt selskab gennem livet. Ingvard havde problemer i sin sidste tid med sygdom, siger Flemming Anderdal, hvis far, Børge Ankerdal, glarmester med eget firma og rutineret amatørkusk, havde mange heste – en af de bedste var Adjudant – der ofte var i træning hos flere forskellige trænere, bl.a. Mogens Ingvard.

---

John L. Graversen:
Pure love

At Gigant og Mogens Ingvard havde et godt forhold til hinanden – som Flemming Ankderdal nævner – bekræfter denne rørende historie, fortalt af John Graversen, der var med til at passe hesten på Mallorca og køre den i løb, i de otte måneder, han var hos træner Jens Ipsen på San Pardo-banen i 1974.

-Jeg kan huske en gang, hvor Jens Ipsen havde hentet Birgitte og Mogens Ingvard i lufthavnen, og de var kommet tilbage til San Pardo-banen, hvor de gik og talte sammen om forskelligt, mens de nærmede sig staldene, hvor også Gigant stod, fortæller John Graversen.

-Gigant kunne nu høre Mogens Ingvards stemme, og så strittede hans ører som aldrig før og han bare vrinskede og vrinskede, så derefter blev det den helt store krammetur mellem Ingvard og Gigant, der var en dejlig hest, slutter John Graversen.

John Graversen kørte nogle løb med Gigant og fik som bedst en andenplads, men også Mogens Ingvard kørte løb med Gigant på San Pardo-banen.

John Graversen er ikke sikker, men mener, at Ingvard vandt en enkelt sejr på Mallorca med Gigant, der vandt tre-fire sejre på den spanske ferieø – som skal lægges til de 40 hesten vandt i Danmark. Gigant blev endvidere brugt en del i avlen på Mallorca, og formentlig også på Ibiza.

Efter Mallorca-opholdet kom John Graversen til Lunden, først i kort tid hos ”Lille Leif”, træner Leif Nielsen, og derefter fem år hos Hans Bagge, og hvor bl.a. trænereksamen blev klaret.

---

Torben Fischer:
Startede som ungarbejder 

Fhv. trænerchampion på Lunden, Torben Fischer, får de sidste ord om Mogens Ingvard:

-Jeg kom som 15-årig ungarbejder til Mogens Ingvards stald, hvor jeg passede staldens heste på Amager Travbane. På Amager Travbane var en del folde, hvor hestene kunne komme ud og røre sig i mere frie udfoldelser. Det var kun en mindre stald, men Ingvard havde også nogle af sine heste stående i Charlottenlund, fortæller Torben Fischer.

Torben Fischers barndomshjem lå lige overfor den gamle Amager Travbane på Løjtegårdsvej, så for ham var det nemt at komme på arbejde. Her mødte han tidligt om morgenen for at fodre hestene og rense boksene. Når Mogens Ingvard så kom, begyndte de at træne hestene ude på banen.

-Ingvard var god til især at lave fine og holdbare langdistanceheste; det var han dygtig til.

Torben Fischer var kun i Mogens Ingvards stald tre-fire måneder, inden han flyttede over til Ejvind Schnells stald, hvor han dog også kun var i en kortere periode, inden turen gik videre til Leif Nielsen. Sidenhen startede Torben Fischer hos Walther Kaiser-Hansen, hvor han var førstemand i 10 år inden han startede op som selvstændig træner.

---

Artikelsponsor (KLIK på logo)