Jørn Damsgård

Portræt af en af travsportens mest populære gentlemen, fhv. Aalborg-træner Jørn Damsgård.

Jørn Damsgård kan se tilbage på et langt liv inden for travsporten, og selvom han tidligere på året rundede de 80, er han stadig yderst aktiv som “catchdriver” hos sin tidligere trænerkollega Kaj Westergård.

-Jeg kommer hos Kaj to gange om ugen, hvor jeg hjælper til med træningen, siger Jørn Damsgård.

-Jeg kører kun – jeg er ikke staldmand, og det hænger sammen med at jeg har lidt problemer med skuldrene efter de flere styrt jeg har været involveret i gennem årene, så jeg kan ikke længere gi’ hestene seletøj på, men der er ingen problemer med at holde i linerne.

Det er fem år siden, Jørn Damsgård stoppede som træner efter 47 år på Racing Arena Aalborg, men interessen for travsporten blev faktisk vakt langt væk fra de nordjyske vidder “helt ovre” i Ordrup, et (langt) stenkast fra Klampenborg Galopbane.

-Jeg er født i Ringkøbing, men da jeg var to år gammel flyttede mine forældre til Ordrup, hvor min far havde en fiskebåd  liggende i Skovshoved Havn. Som knægt hørte jeg indimellem lidt travsnak nede på Ordrup Jagtvej, men det bedste jeg vidste var egentlig, når mine forældre om søndagen tog mig med over på Klampenborg Galopbane, fortæller Jørn Damsgård.

-Noget andet jeg husker fra min barndom er, at mine forældre altid købte “Hvem-Hvad-Hvor” og i 1939 var der et billede af Koster med Sonny Diamond – det fascinerede mig og har på en eller anden måde været drivkraften for mig igennem alle årene.

Fra Ordrup til Skive
Under 2. verdenskrig flyttede familien tilbage til Jylland – nærmere bestemt Skive, hvor faderen ernærede sig som muslingefisker. Dengang var der ingen travbane i byen, men i 1948 blev Nordvestjysk Væddeløbsbane indviet og så vendte travsportsinteressen tilbage for den unge Jørn.

-Jeg havde længe haft lyst til at tage ud på travbanen, men kendte ikke rigtig nogen jeg kunne tage med. En dag – jeg mener det var i 1950 – mødte jeg imidlertid en kammerat, som jeg kendte fra min FDF-tid, Arne Brix Nielsen, som viste sig at være kommet i lære hos træner Viktor Borregård og på den måde kom jeg med ud på Skive-banen for første gang, fortæller Jørn.

-Jeg begyndte så at komme i stalden hos Viktor Borregård, men kunne ikke spænde for på det tidspunkt, så jeg blev i stedet snoretrækker. Overstarteren i Skive dengang hed i øvrigt Møller og han er far til Aksel Møller, som i dag er overdommer på bl.a. Racing Arena Aalborg, så ham har jeg kendt siden han var en lille dreng.

-Det fortsatte jeg med et års tid, inden jeg så fik lov til at hjælpe med at spænde for. Jeg kom i stalden to gange om ugen efter skoletid og fik to kroner – det var lige til to biografbilletter og det var ikke så ringe dengang.

Sådan gik de næste par år, men i 1954 fik Jørn Damsgård sin realeksamen og samme dag startede han som staldmand hos Viktor Borregård.

På deltid hos Stald Kima
I midten af 50’erne var travsport stadig en sæsonsport, hvor Skive f.eks. kun afviklede løb fra Skærtorsdag til midten af oktober, men Jørn Damsgård kom ikke til at gå arbejdsløs.

-Jeg fik et tilbud fra Karl Laursen, Stald Kima, som dengang havde Estvadgaard, der ikke ligger ret langt fra travbanen, og var så dér i vinteren 1954/55, 1955/56 og 1956/57, siger Jørn.

-Året efter blev jeg så indkaldt til militæret og blev sergent, men fik desværre gigtfeber og blev hjemsendt efter kun tre måneder som sergent. Det var så egentlig meningen, at jeg skulle ha’ været tilbage til Viktor Borregård, men han havde i mellemtiden ansat en dengang meget kendt travsportsmand, han hed aldrig andet end “Gamle Ejnar” og han havde skaffet tre nye heste til stalden, så ham kunne han jo ikke bare bede om at skrubbe af fordi jeg skulle starte igen.

-Jeg havde imidlertid hørt, at Preben Webner i Aalborg manglede en staldmand, så ham kontaktede jeg og vi blev enige om, at jeg i første omgang skulle være der en tre måneders tid – men jeg begyndte 1. marts 1959 og blev altså hængende heroppe, griner Jørn, der vandt sit første løb som jockey med hesten Ritza Root i 1955.

-Så vidt jeg husker vandt jeg fire løb mens jeg var i Skive og i alt 41 løb som jockey, inden jeg startede som træner.

---

Træner på dispensation
Efter halvandet år hos Preben Webner gik turen videre til Erik Hansen, hvor Jørn Damsgård var i to år inden han afsluttede sin uddannelse med to år hos Enrico Haupt, der overtog Erik Hansens stald efter at denne valgte at stoppe som træner i Aalborg for i stedet at slå sig ned i Odense, og endelig ét år hos Kjeld Pedersen – alle Aalborg-trænere.

-Jeg var på  trænerskole i Århus sammen med en anden jockey fra Aalborg. Vi skulle til eksamen i oktober måned i København, og en af censorerne var Aalborg Væddeløbsbanes næstformand, som ringede til sin formand, Peter Lind, og sagde at jeg klarede mig fint på trænerskolen, siger Jørn.

-De stod på det tidspunkt og manglede trænere i Aalborg og umiddelbart efter ringede Peter Lind til mig: “Har De nogle hesteejere på hånden?” spurgte han. “Joh, det mente jeg da nok.” – “Få det undersøgt, så skal jeg sørge for at De får dispensation til at starte med det samme.”

-Vi aftalte så, at jeg skulle ringe til ham efter Delegeretmødet i Centralforbundet den 1. juni i Skive. Jeg havde fået lovning på et antal heste og ringede derefter til Hotel Royal i Skive og spurgte efter Peter Lind. Han kom til telefonen og da jeg præsenterede mig, sagde han bare: “Det er i orden” – og så var jeg klar til at starte som træner.

-Det er klart, at det kunne være gået galt på trænerskolen, men det, at jeg havde fået dispensation til at starte inden eksamen, opildnede mig jo bare til at gøre en ekstra indsats – og det gik jo heldigvis også godt.

-Jeg startede ud med tre heste. Min kone og jeg havde selv en hest og så fik jeg bl.a. en fra Niels Erik Kaufmann, Stutteri Luneborg, men der var ikke de store stjerner imellem, husker Jørn Damsgård, der i øvrigt vandt sin første start som træner med Niels Erik Kaufmanns Harlekin Boy.

---

Har tilkørt to Derbyvindere
Jørn Damsgård nåede lige netop ikke 1.000 sejre, men måtte “nøjes” med 995 sejre.

Han producerede ikke de store sejrsheste og årgangsstjerner, men havde til gengæld gennem alle årene en stabil og solid forretning, og har bl.a. haft et tæt samarbejde med flere af landets allerbedste opdrættere, heriblandt Lars Nødgård, H.C. Sørensen, Ekman Hørsel (Stutteri Løjberg), Poul Uggerhøj (Stutteri Bangsbo) og Bent O. Pedersen (Stutteri Bakkelygård) omkring tilkøring af ungheste. Jørn Damsgård har således tilkørt en lang række senere topheste med Derbyvinderne New Quick og Okay Bee, Kriteriumsvinderen Odin Vang og Mombasa Bee i spidsen.

-Det at tilkøre ungheste handler for mig at se meget om idealisme; jeg vil gerne være med til at give hestene den bedst tænkelige start på livet som væddeløbshest, og jeg har nok den nødvendige tålmodighed, der skal til. Jeg har da også ofte fået ros for at mine ungheste er godt tilkørte og har sunde ben. Det kan jeg egentlig takke min lærermester Erik Hansen for. Han var også et meget tålmodigt menneske og når man spurgte ham, om den og den hest ikke skulle ha’ noget mere arbejde, svarede han: “Jeg vil hellere høre om to heste, der er blevet gode efter de har forladt min stald, fremfor om én jeg har ødelagt fordi den har fået for meget arbejde.” – dén filosofi har jeg taget med mig i min egen karriere.

-Lars Nødgård og svigersønnen H.C. Sørensen har jeg eksempelvis haft et fantastisk samarbejde med gennem årene og de havde jo et hav af gode heste, bl.a. Dilli Hanover, men hende kørte de selv til og så kørte jeg den bare hurtigt inde på banen nogle gange. Da hun skulle starte for første gang syntes Lars Nødgård, at jeg skulle køre hende – og vi vandt løbet, ligesom jeg også kørte Dilli Hanover i hendes livs sidste start, som hun også vandt, fortæller Jørn Damsgård, som gennem årene har haft heste i træning for størsteparten af Aalborg-banens store hesteejere.

Han nævner selv sejren i Derby Consolation med Wimbo som karrierens største sejr, men “Damse” har også vundet andre årgangsløb, bl.a. Aalborgs 2-års Mesterskab med Mazina Mosebæk og Aalborgs 4-års Mesterskab med Miss Flicka.

Nævnes skal også heste som U’man Åensgård, Nordin, Chalmer Toft, Camilla, Major Hanover (9 sejre i 12 starter som 3-års), Lilli Hanover (mor til Dilli Hanover), Tika Kignæs, Minna Girl (17 sejre), Seminent (som 2-års), Snoopy Mission (vinder af bl.a. Aalborgs 3-års Mesterskab Consolation og Marie The Great-løb), Titter Toftegård og Akko Busk.

To gange (1981 og ’82) har Jørn Damsgård været trænerchampion på Racing Arena Aalborg, ligesom hans stald igennem flere år også var Aalborg-banens mest vindende.

---

Gårdejer og hingsteholder
I 1965 købte Jørn Damsgård sammen med sin daværende hustru Mosagergaard i Fjellerad sydøst for Aalborg, hvor man indrettede stutteri og træningscenter med omkring 20 bokse.

-Vi havde selv et par følhopper, men det blev aldrig den helt store succes. Vi skulle også ha’ en avlshingst og købte via Walther Kaiser-Hansen den tidligere Derbytoer Aconto, som på det tidspunkt var 10 år og havde haft det meste af sin karriere i Sverige, siger Jørn Damsgård.

Aconto blev en udmærket avlshingst hvis afkom har vundet 4,7 mill. kroner tilsammen. Bedst er heste som Fenrik Borup og Oberst Aconto – begge med over 300.000 kr.

-Desværre ville min kone ikke blive på Mosagergaard, og da gården stod i hendes navn endte det med at vi solgte den og i stedet flyttede ind til Aalborg, hvor vi boede et par år – men vi var lidt uenige om mange ting og det endte med at vi blev skilt.

Grundlagde Hovhedegaard
I 1988 var Jørn Damsgaard med til at opbygge Hovhedegård i Guldbæk ved Støvring, der i danner rammen om både Århus-træner Kaj Jensens træningscenter og en af landets største hingstestationer, som bl.a. har flere hingste opstaldet for Opdrætterforeningen.

-Forhistorien var, at min daværende svigersøn Lars Berg, som var revisor og havde haft travheste i en halv snes år, fik idéen til at opføre et topmoderne træningscenter med bl.a. svømmebassin og dyrlægeklinik. Vi så på nogle forskellige ejendomme, men det var mig, som kom til at bestemme at det blev Hovhedegaard, fortæller Jørn Damsgård.

-Jeg sagde til Lars, at dét her sted lå helt ideelt – i rolige og fredelige omgivelser, og så var der mulighed for at bygge både stalde, træningsbaner m.m. Det blev et fantastisk sted vi fik lavet. Der var en enkelt staldbygning i forvejen, men der blev opført i alt 69 nye bokse og derudover svømmebassin (med en diameter på 12 meter), dyrlægeklinik, solarier samt diverse træningsbaner.

-Min kone og jeg flyttede ind i hovedbygningen i juni ’88 og jeg havde selvfølgelig selv en del heste på Hovhedegård, men beholdt dog min stald på Aalborg Væddeløbsbane. Det var oprindeligt Lars’ ønske, at vi skulle være sammen om driften af Hovhedegaard, men det ville jeg ikke – jeg har altid gerne selv ville bestemme. Derfor beholdt jeg stalden inde på banen, hvor jeg kom hver dag, og så hjalp jeg bare til hvor jeg kunne når jeg kom hjem.

-Det var planen, at faciliteterne skulle udlejes til forskellige trænere og hesteejere. Vi havde bl.a. en del svenske heste stående, ligesom der også var mange, som kom for at få deres heste svømmetrænet.

-I 1991 fik vi også Derbyvinderen Indus opstaldet som avlshingst, men det viste sig desværre også, at den måde, Lars Berg drev Hovhedegaard på, ikke var forretningsmæssigt forsvarligt og derfor blev han tvunget til at sælge stedet samme år. Herefter blev Hovhedegaard overtaget af en gut, som imidlertid heller ikke “holdt” mere end et par år, og så blev gården solgt til Kaj Jensen, der gennem årene har videreudviklet Hovhedegaard på flotteste vis.

---

To ferier på 58 år
Tidligere på året rundede Jørn Damsgård som tidligere nævnt de 80, men selvom han forlængst kunne have trukket sig tilbage og nyde sin pensionisttilværelse, brænder han stadig for travsporten.

Da han fyldte 75 i 2012 valgte Jørn Damsgård at stoppe som træner. Han havde allerede dengang problemer med skuldrene og kørte ikke løb de sidste tre-fire år, men kun prøve- og rutineløb. Den sidste sejr vandt han i 2002.

-Jeg syntes at det var på tide at stoppe, men der er da heldigvis brug for mig stadigvæk og det er jeg selvfølgelig meget glad for – det hjælper mig til ikke at gå helt i stå. Jeg kommer bl.a. hos Karsten og Anne Marie Kristensen, Stald G Wenbo og hjælper med at køre deres heste hurtigt – så får vi lidt mad og en snak; det nyder jeg meget. Jeg har også et par andre gamle hesteejere, Hans-Erik Nielsen (Spirit H H) og Svend Christensen (Elholm-hestene), som jeg mødes med på banen engang imellem, hvor jeg også kører hestene hurtigt og så får vi en snak om gamle dage. Det er jo folk, jeg har kendt i 40-50 år, smiler Jørn.

-Det handler om at holde sig i gang – ellers går man bare i stå – sådan har jeg egentlig altid haft det; siden jeg var helt ung.

-Man hører ofte at travtrænere ikke har tid til at holde ferie, og det kan jeg godt tale med om. Fra jeg gik ud af skolen som 17-årig til jeg stoppede som træner da jeg var 75, havde jeg kun ferie to gange – og begge gange var jeg i Australien – i 1986 og ’91, smiler Jørn Damsgård, som under sit sidste besøg “down under” fik lejlighed til at køre tre løb.

“Det var en halsbrækkende oplevelse. De må alting, som er forbudt inden for de danske løbsbestemmelser. De kører tæt på hinanden, de må skubbe til hinanden og de må flytte hinanden. Efter jeg havde køre tre løb, havde jeg fået nok.” (Væddeløbsbladets Årsrevy 1988)

-Det var en hesteejer jeg kendte fra min tid hos Preben Webner, som flyttede til Australien. En dag kom hans mor over i stalden og sagde, at hendes søn gerne ville ha’ at jeg kom en tur til Australien og han ville gerne betale rejsen. Det var en stor oplevelse, og da jeg var dernede sagde jeg, at som tak for turen ville jeg komme tilbage igen når han fyldte 50.

-Min gamle ven, der mange år tidligere havde nedsat sig som træner i Vestaustralien, spurgte mig også til råds om en ustartet hest, som han ikke rigtig kunne få til at fungere. Jeg kørte en tur med den og den gik 1.20/2400 meter, hvilket var en ret god tid dengang – i hvert fald efter danske forhold – men hvor langt den rakte i Australien ved jeg ikke.

-To ferier på næsten 60 år lyder nok ikke af meget, men for mig har hver dag været en ferie – travsporten har ikke kun været et arbejde; det er også min hobby, og den dag i dag står jeg stadig op kl. 4 hver dag – det ligger stadig i blodet, siger Jørn Damsgård.

---

Populær trænerformand, handicapper m.m.
Forfatteren til denne artikel bad på Facebook-gruppen Travsport om input til dette portræt, og både her og i de artikler, der gennem årene er skrevet om Jørn Damsgård omtales han som den dygtige, sympatiske, retskafne og altid positive træner, som altid fløjtede når han trænede på banen – altid hjælpsom over for alle, hvad enten det var en stor eller lille hesteejer.

Det var således nok heller ikke uden grund, at Jørn Damsgård i mange år var formand for den lokale trænerforening, ligesom han som kusk altid var fair og reel over for konkurrenterne. “Damse” er bl.a. flere gange kåret som Årets Gentlemankusk på Racing Arena Aalborg.

-Der skete egentlig ikke noget banebrydende mens jeg var trænerformand, men jeg var da med i propositionsudvalget sammen med formanden for hesteejerforeningen (bl.a. Peter Bødtker), formanden for Aalborg Væddeløbsforening (Jørgen Larsen og senere Bent Harbo) samt den aktuelle driftsleder. Det var ret interessant at være med til. Det foregik på den måde, at driftslederen delte alle de heste, der havde starter inden en given periode og delte dem op i otte grupper – så vidste vi, hvilke heste vi havde at gøre godt med og ud fra dét lavede vi propositionerne, fortæller Jørn Damsgård, som i en periode også var Aalborg-banens handicapper.

-I min tid i Skive hjalp jeg i øvrigt også til med at lave statistikker når sæsonen var slut, og da jeg siden hen kom til Aalborg, spurgte Peter Lind mig en dag, om jeg ikke ville tage et bogholderikursus for så kunne jeg komme i betragtning når de skulle ansætte en ny dritftsleder. Men jeg sagde Nej Tak. Jeg vidste jo en masse om væddeløb, men har altid været udemenneske, og desuden er en driftsleder-stilling øretævernes holdeplads. Der er altid nogen, som skyder på den pågældende fordi de ikke har de samme meninger.

-Jeg har også prøvet at være official på de såkaldt sociale lørdage, hvor hesteejerforeningens formand, Kurt Larsen, og jeg skiftedes til at være starter, men da jeg fyldte 80 var det desværre ikke længere muligt. Jeg ved ikke helt hvorfor, men sådan er reglerne vel – det har jeg helt fint med, slutter Jørn Damsgård.

---

Kilder:
Interview med Jørn Damsgård
Væddeløbsbladets Årsrevy 1988 og 1990
Væddeløbsbladet 1955-2005
Travkalenderen 1955-2009
Trav- og Galopavisen 1978-80