Far og søn: Egon Larsen/Mogens Frost

MogensFrost

Mogens Frost – 75 år i 2016

Der har gennem årene været talrige eksempler i dansk travsport på far og søn, som begge har været trænere – endda oftest samtidig og på samme bane. To af disse var Egon Larsen og Mogens Frost, som begge var trænere på Lunden og hinandens konkurrenter i 20 år. 

-Jeg er jo kommet på travbanen siden jeg var helt lille. Min far blev træner i ’48, men noget af det tidligste jeg kan erindre, er de gange jeg var med ham og Leo Roy til Skandinavisk Mesterskab på bl.a. Bjerke (1951), siger Mogens Frost.

-Det var nogle ganske særlige oplevelser, selvom jeg var så skrækkelig søsyg da vi sejlede til Oslo – jeg har aldrig været søstærk.

-Leo Roy var med i Skandinavisk Mesterskab fem gange og jeg kan bl.a. også huske en tur til Sverige, hvor der var en stor banket. Her sad jeg over for den svenske storhesteejer fra Stall Gån (Hugo Åberg, red. anm.), som bl.a. havde Lep Hanover. Jeg kan huske, at jeg var meget fascineret over, at sådan en rig mand, som i øvrigt var meget almindeligt klædt, gad at sidde og tale med en ung knægt på 12-13 år.

Det er efterhånden 25 år siden, Mogens Frost sluttede som travtræner. Til sommer (3. juni) fylder han 75, men minderne om 40 år i travsportens tjeneste, sidder stadig klart på nethinden.

Som søn af Egon Larsen (1920-89) er Mogens Frost, som droppede efternavnet Larsen da han selv blev træner i 1969, født ind i travsporten, og der var aldrig tvivl om hvilken vej han skulle vælge.

-Da jeg var barn boede vi på Amager, men da jeg var 11-12 år gammel flyttede vi til Gentofte. Jeg havde imidlertid store problemer med især at lære engelsk – på min gamle skole foregik det udelukkende med lydbøger og det lærte jeg ikke meget af, mens mine nye klassekammerater nærmest talte flydende engelsk. Det var stærkt medvirkende til, at jeg hurtigt blev træt af skolen, siger Mogens, der efter endt skolegang startede som staldmand hos sin far på Lunden.


EgonLarsen-JoeLouis

Egon Larsen
Mogens Frost’s far, Egon Larsen, er først og fremmest kendt som manden bag den firedobbelte DM-vinder Leo Roy.

Leo Roy vandt Mesterskab for Danmark i 1951 og 1953-55. Dén rekord står stadig og bliver formentlig aldrig slået. Tre heste har vundet Mesterskab for Danmark tre gange: Rex The Great, Ruder Konge og Rudolf Le Ann.

Leo Roy vender vi tilbage til, men lad os starte med begyndelsen.

Egon Larsen startede, iflg. Trav-Tidendes Julenummer 1948, som staldmand hos Axel Leth-Olsen og kom siden til Albert Hill og Peter Andersen.

Som staldmand var Egon Larsen lidt af en anfører for alle knægtene på Lunden, og det er fra den tid, hans kælenavn “Joe Louis” stammer.

Efter Peter Andersen kom Egon Larsen til Arnold Jensen og sluttede sin uddannelse hos Mark Ingdam, inden han startede som selvstændig træner på Lunden 1. januar 1948.

Egon Larsen havde allerede i december 1942 bestået sin trænereksamen sammen med bl.a. Mark Ingdam, Fredi Sølberg, Erik Hansen, Gunnar Jensen og Alex Simonsen, men ventede altså fem år inden han sprang ud på det dybe vand som selvstændig.

Med blot to sejre i 139 starter fik Egon Larsen ikke den bedste start på trænerkarrieren, men året efter gik det meget bedre med 15 sejre, heraf seks med Leo Roy.

Eventyret med Leo Roy
Leo Roy var desværre ikke meldt i de klassiske løb på Lunden, men var formentlig årgangens bedste hest.

Som 3-års blev det som nævnt til seks sejre og som 4-års vandt Leo Roy ni sejre og 19.700 kroner, hvilket gjorde ham til årets mest vindende 4-åring. Derbyvinderen Lykkeprins vandt således kun 16.300 kroner, og som Otto Donatzky skrev i Trav-Tidendes Julenummer 1950:

“Uanset om Lykkeprins vandt Derby, Flic-Flac mesterskab, Frances Bulwark “Skandinavisk” (Mesterskab, red.) og Mons Kriteriet, så er ét sikkert: Leo Roy var travsæsonen 1950’s store navn.”

Leo Roy var opdrættet af Svend Andersen på godset Hendriksholm ved Roskilde, hvor hesten var på auktion i efteråret 1947, men den senere firedobbelte DM-vinder blev købt tilbage for 3.000 kr.

-Efter auktionen havde jeg ham fremme til mønstring, og selvom Ingdam og Fredi Sølberg sagde til mig, at han ikke duede, fik jeg ham til 2.800 kroner, men på betingelse af at Sv. Andersen fodrede ham til den 1. februar, sagde Egon Larsen bl.a. i ovennævnte interview.

Købt på afbetaling
-2.800 kroner var rigtig mange penge dengang og min far købte faktisk hesten på afbetaling med renter, fortæller Mogens Frost.

Egon Larsen solgte kort tid efter Leo Roy til bogtrykker Helge Martved, som i flere år startede sine heste under pseudonymet Stald Tretten. Martved købte senere Statenegården i Allerød og ændrede pseudonym til Stutteri Statene.

-Efter 2-årssæsonen fik min far et bud på Leo Roy fra amatørkusken Peter Mogensen, som var interesseret i at købe hesten for 15.000 kr. Han havde imidlertid tidligere talt med bogtrykker Helge Martved, som også var interesseret i at købe Leo Roy, og han havde sagt til min far, at hvis han nogensinde ville sælge den, skulle han bare komme til ham.

-Min far ringede så til Martved, som imidlertid kun ville give 12.000 kroner for Leo Roy. “Så er hesten Deres!” sagde min far. Peter Mogensen ville købe Leo Roy for selv at køre den i amatørløb, men hvis han solgte til Martved ville min far beholde hesten i træning. Derfor fik han lov til at købe Leo Roy, siger Mogens.

Fire DM-sejre
Leo Roy vandt som nævnt 15 løb som 3- og 4-års, hvor han bl.a. sejrede i Amagers 4-års Mesterskab, og som 5-års var han klar til at møde eliten for første gang i Mesterskab for Danmark 1951, der dog blevet noget “amputeret” efter afbud fra seks af de 11 deltagere som var meldt i løbet.

Leo Roy galoperede fra start og tabte omkring 50 meter, men kom stærkt tilbage, og da den førende Flic-Flac (Fredi Sølberg) galoperede kort før mål kunne 19:10-favoritten gå frem til sejr i tiden 1.24,1/2000 meter foran I G (Børge Grandahl) og Kaptajn Hald (Mark Ingdam).

Det blev til galop i udtagelsesløbet på Lunden til Skandinavisk Mesterskab på Bjerke, men Leo Roy blev alligevel udtaget – sammen med Kaptajn Hald og King Ben, Jr. – og med en tredjeplads bag den svenske duo Presidenten og Frances Bulwark faldt Leo Roy bestemt med æren i behold.

Fem år i træk (1951-55) var Leo Roy på det danske landshold i Skandinavisk Mesterskab. Tredjepladen i ’51 var hans bedste resultat.

5-årssæsonen bød på fem sejre, bl.a. i Johs. Ulrichs Mindeløb samt et sprinterløb på Derbydagen, hvor Leo Roy var overlegen i “fantastiske” 1.21,6/1629 meter.

LeoRoy-1954

Leo Roy vinder Mesterskab for Danmark 1954 foran Onward Eagle og Moster.

Uplaceret i Elitloppet
Vi skal ikke gennemgå hele Leo Roys karriere, men man kommer ikke udenom sæsonen 1952, hvor Egon Larsens stjerne repræsenterede de danske farver i den første udgave af Elitloppet – eller “Solvallas Jubileumslopp” som løbet dengang hed.

I 1. heat var Permit med tyske Walter Heitmann overlegen i tiden 1.18,6/1620 meter, mens Leo Roy sluttede uplaceret i 20,9/1600 meter efter galop.

Det blev også til galop i 2. heat, hvor Leo Roy sluttede sidst i tiden 1.21,1/1600 meter. Permit vandt en ny sejr efter en medrivende opløbsduel mod Frances Bulwark og Sören Nordin – begge heste fik noteret tiden 1.17,3/1620 meter.

Ugen efter – søndag den 21. september – mødtes de to heste igen i Internationalt Mesterskab på Lunden, og nu var rollerne byttet om. Frances Bulwark sejrede i tiden 1.22,3/2040 meter foran Rollo og Permit, mens Moster (Koster) og Leo Roy tog de to sidste præmier.

De to danske deltagere galopperede begge efter omgangs kørsel, men havde formentlig under alle omstændigheder aldrig haft en chance mod de tre favoritter.

Tidligere på året havde Frances Bulwark givet opvisning i Mesterskab for Danmark, hvor Sören Nordins stjernehoppe sejrede i tiden 1.21,1/2000 meter – langt foran Leo Roy, der endda havde 20 meters forspring.

LeoRoy-FrancesBulwark

Frances Bulwark vinder Mesterskab for Danmark 1952 foran Leo Roy. Bemærk de tætpakkede tilskuerpladser!

Tilbage på mesterskabstronen
I 1953 blev Leo Roy også sat til vægs af Frances Bulwark i Skandinavisk Mesterskab på Lunden, men i Mesterskab for Danmark blev Nordin “heldigvis” væk og så var Leo Roy igen bedst.

De efterfølgende to år vandt Leo Roy også Mesterskab for Danmark, og hesten var aktiv til den var 12 år (1958), hvor han vandt karrierens sidste start den 5. juni på Amager Travbane i tiden 1.24,8/2000 meter.

Leo Roy vandt i alt 39 sejre i 196 starter og tjente 127.070 kr.

LeoRoy-1955

Leo Roy efter DM-sejren i 1955

317 sejre
Den firedobbelte DM-vinder var med klar margin Egon Larsens bedste hest, men han havde også fin succes med heste som Silvie Roy (Leo Roys helsøster) og Gogo Lloyd, der begge blev nummer fire i Derbyet, Tjaldur, King Frisco, Ekko Karlsborg og Boccacio. De to sidstnævnte var også med i Derbyet og med Boccacio opnåede Egon Larsen sin bedste Derbyplacering – en tredjeplads bag Bambino i 1960.

Egon Larsen vandt i alt 317 løb.

-I mange år havde min far en udmærket forretning med 16-18 heste i træning. Han havde som regel to staldfolk, bl.a. Helmer Sidinius, som han havde i mange år. Jeg mener dog ikke, at han havde nogle af de senere trænere som staldfolk, men jeg har lidt svært ved at huske navnene. Staldfolkene dengang var jo ofte nogle helt andre typer end i dag, ofte nogle lidt “forhutlede” typer, der ikke var blege for at ta’ en bajer eller to, smiler Mogens Frost.

-Min far var en dygtig hestemand, sød og rar, men for ham handlede det kun om hestene – han havde ikke altid så meget tid til os tre børn. Det havde min mor til gengæld altid.

-Min far havde en god forretning, men han var ikke udadvendt som bl.a. Mark Ingdam og Walther Kaiser-Hansen, der var dygtige forretningsfolk. Det manglede han – og det gjorde Jørgen Olsen i øvrigt også.

Et herligt billede fra Derbydagen 1956: Mark Ingdam (Snowflake), Egon Larsen (Silvie Roy) og Walther Kaiser-Hansen (Safari The Great). Snowflake vandt Derbyet foran Safari The Great, mens Silvie Boy blev nummer fire.

Et herligt billede fra Derbydagen 1956: Mark Ingdam (Snowflake), Egon Larsen (Silvie Roy) og Walther Kaiser-Hansen (Safari The Great). Snowflake vandt Derbyet foran Safari The Great, mens Silvie Boy blev nummer fire.

-Jeg vil ikke sige, at det var nemmere dengang at være træner – det var det langt fra – men det er lettere når man har en kone, som arbejder, og min mor tog også nogle småjobs indimellem når det var sværest.

-Men min far havde også en del forspændingsheste igennem årene, bl.a. for Alfred Pedersen (“Jordbærgartneren”) og Birger Jansen, Stutteri Hejnstrup (Arnie’s Victory, Lord Amos, Glenquin m.fl.), og det bidrog selvfølgelig også til forretningen.

-Min fars sidste rigtigt gode heste var Ekko Karlsborg, som han selv ejede. Han havde købt den for 7.000 kroner og den var bl.a. med i Derbyet, hvor han dog kun blev nummer seks efter at være blevet kørt ned – så vidt jeg husker af en amatørkusk. Derudover vandt han også nogle løb med Lord Amos, som min far ofte kørte når Birger Jansen også havde Arnie’s Victory med i samme løb, siger Mogens Frost.

EkkoKarlsborg

Ekko Karlsborg


Næsten ni år hos Jørgen Olsen
Mogens Frost startede som nævnt som staldmand hos sin far og kom senere til Tommy Petersen, inden han skulle ind og aftjene sin værnepligt.

-Jeg var “inde” i 16 måneder og da jeg kom hjem blev jeg ansat hos Jørgen Olsen, hvor jeg var i næsten ni år, på nær to måneder, inden jeg startede som selvstændig 1. januar 1969, siger Mogens.

-Den var en rigtig god tid hos Jørgen Olsen, hvor jeg lærte en masse ting. Jørgen var en arbejdshest, der stod i stalden hver morgen kl. 6 og så havde man bare at være der, men det var sgu noget af et knoklearbejde – også dengang.

-Jeg var andenmand i stalden og “Fuksen” – hans rigtige navn var Bent Jensen – var førstemand, og så havde vi bl.a. også Niels Duus, Rene Ravn og Rene Mathiesen i kortere perioder.

-Jeg kørte ofte hestetransporten til Amager, og når jeg kom hjem til Lunden stod der som regel 14-15 heste, der skulle passes – jo, man arbejdede altid, men til gengæld havde vi så fri omkring kl. 13.30-14 hver dag!!!

3 % til jockeyerne
Mogens Frost fik jockeylicens i 1959.

-Jeg kan ikke huske hvem jeg vandt mit første løb med, men engang havde Jørgen Olsen to heste, som skulle med i samme løb. Jeg vandt med den ene og Jørgen var ikke med i afgørelsen, så næste løbsdag byttede vi om, og så vandt jeg med den anden hest, siger Mogens.

-Der var imidlertid nogen, som antydede at der var snyd med i spillet, men det var der selvfølgelig ikke. Den episode betød dog, at jeg fremover ikke fik så mange køreture som tidligere – men generelt fik jockeyerne ikke så mange køreture dengang. Der var nogle enkelt jockeyløb, men mange trænere var ret “nærige” med køreturerne.

-Til gengæld fik jockeyerne 3 % af alle indkørte præmier og så vidt jeg husker var Jørgen Olsen en af de sidste til at opgive dette. “Fuksen” og jeg holdt regnskab og så gik vi af og til over til hesteejerne og sagde, at de skyldte os det og det. Det var et udmærket tilskud til lønnen.

-En anden episode jeg husker, var engang jeg kørte hesten Game Mon på Amager. Jeg stod fra spids og den plejede at galoppere efter en omgang, og da vi kom forbi startstedet ud på anden omgang hørte jeg pludselig et brag. Jeg tænkte “Hva’ pokker var det?” – og så viste det sig at være bagsnoren, som ikke var blevet udløst i startøjeblikket. Det kunne jo være gået rigtig galt, men heldigvis nøjedes Game Mon med at spjætte lidt med benene. Den holdt sig i trav og vandt løbet.

Startede med fire heste
Mogens Frost startede som træner med fire heste på træningslisten: Ebbe Søvang, Joel, Katinka L og Lyng. Det første år blev det til fire sejre og det niveau lå han på det meste af karrieren, hvor han sjældent havde mere end seks-syv heste i træning.

Fra de første år huskes heste som Model Root, Nontry Allen og Oda L. Senere kom Carlslund og dennes lillesøster Evita Carslund, der blev Mogens Frosts bedste hest med syv sejre og 244.000 kr.

Som 4-års vandt Evita Carlslund bl.a. Hesteejerpokalen på Lunden efter hård duel med Ekko Karlsborg og Egon Larsen. Evita Carlslund var også med i Derbyet, men var som alle andre chanceløs mod Ejnar Vogt.

MogensFrost-EvitaCarlslund

Mogens Frost efter en sejr med Evita Carlslund.

-En hest jeg også er lidt stolt af er Sorte Panter, der kom fra Vagn Lønborg og var ejet af amatørkusken Villy Lovén. Jeg mener jeg vandt tre løb med den, men så skulle den matches mod Derbyet og blev skiftet til Leif Nielsen. Det blev jeg sgu sur over, så jeg sagde til Villy Lovén at han kunne tage sine andre heste med samtidig – jeg havde vist et par ungheste for ham også.

-Sådan har jeg altid haft det. Når jeg får nok, så siger jeg fra. Det gjorde jeg også engang over for Birger Jansen hvis heste jeg havde i forspænding i nogle år fra 1972. “Det går ikke mere – du må finde en anden træner” sagde jeg, og heldigvis gik han så over til min far.

Nattevagt og vicevært
Mogens Frost stoppede som træner i 1991 og vandt i alt 62 løb.

-Jeg indrømmer gerne, at jeg ofte “hutlede” mig lidt gennem tilværelsen som træner. Det gik kun fordi jeg havde nogle småjobs hist og her, men de sidste godt fire år jeg var træner på Lunden, var jeg også nattevagt på banen. Det gav omkring 100.000 om året, så det var en rigtig god tjans, siger Mogens.

-Jeg delte jobbet med baneforvalteren, men da han blev fyret blev jeg tilbudt at tage hele vagten. Det havde jeg dog ikke lyst til, så det endte med, at jeg delte vagtjobbet med Helge Rasmussen det sidste halve års tid inden jeg stoppede.

-Jeg havde kun nogle få heste i træning på det tidspunkt og solgte bl.a. O’horgan, der var Carlslunds første afkom, til Örjan Kihlström, som dengang var træner på Solvalla.

-Det var en god tid på Lunden og jeg har ikke et sekund fortrudt, at jeg valgte samme karriere som min far, men set i bakspejlet var det ofte meget nervebetonet. Forstået på den måde, at man siger at der er koldt på toppen, men det er der så sandelig også på bunden og man skal altså ha’ til huslejen hver måned. Dét var til tider hårdt.

-Jeg kan dog til tider godt savne miljøet på Lunden som det var i gamle dage. Vi arbejdede hårdt, men det var også hyggeligt når vi allesammen mødtes på Tutten efter løbene. Nogle hang med hovedet og andre var i højt humør, men folk som Carlo Frederiksen, Børge Grandahl og Hans Bagge kunne altid sætte gang i kludene – det var nogle festlige gutter.

-Men det var også en anden tid dengang. Da jeg startede som træner i ’69 mener jeg, at jeg tog 45 kroner om dagen i træningspenge eller ca. 1.300-1.400 om måneden, og der var som regel 1.500-3.000 kroner i førstepræmie, så det var noget lettere at være hesteejer. I dag er alting blevet så dyrt, og jeg kan godt frygte for dansk travsports fremtid. Ikke mindst med tanke på at der kun bliver født 3-400 føl om året, så om få år kommer vi måske til at køre med andenklasses svenske heste for at fylde løbene ud, slutter Mogens Frost.


Kilder:
Trav-Tidende 1940-54
Væddeløbsbladet 1940-72
Travkalenderen 1940-91
Travsportens Årbog 1944
Klauskoch.se
Klaus Koch (korrekturlæsning)