Cim Payne

Historien om sejrshesten Cim Payne er den klassiske historie om den grimme ælling, der blev til en smuk svane.

85 sejre blev det til for Cim Payne i 60’ernes Trav-Danmark. Den blev Danmarks bedste travhest i dette årti, satte ny danmarksrekord – både med hensyn til sejre, indtjening og rekord.

Efter det københavnske travpublikum havde sagt farvel til deres idol ved årsskiftet 1969/70, med bl a. en særlig æresboks på publikumssiden på Charlottenlund Travbane, skete der imidlertid pludselig ting og sager for den kommende pensionist.

Efter en masse klap og kærtegn fra den store fanskare, forlød det ganske overraskende kort tid efter, at den skimlede vallak var på vej til en usikker tilværelse i England. Her skulle den åbenbart knokle videre for endnu flere sejre som ældre og noget slidt travhest. Væk var forsikringen fra ejer og kusk, Jens Jensen, om at Cim Payne nu skulle nyde tilværelsen fuldt ud på hans gård i Lestrup i Sydsjælland.

Men en redningsaktion kom i gang, og Cim Payne endte sine dage med nogle gode pensionistår i det nordjyske – og det hele endte lykkeligt.

Afstamningen
Hingstføllet efter den franskafstammede hoppe Rocamadour, der fik navnet Cim Payne, kom til verden den 7. juni 1957 hos Egon Fisker i Beder ved Horsens-kanten. Føllet blev ikke i første omgang registreret som skimmel hos Centralforbundet, men som lysebrun. Efternavnet Payne skyldes uden tvivl den kendte opdrætter og hingsteholder Viggo Riis i Maarslet, der brugte Payne-navnet i stor udstrækning til sit opdræt, men det er Egon Fisker, der står som opdrætter af Cim Payne.

Det skimlede lå til familien i mange led tilbage. Moderen, Rocamadour, havde også skimmellød – hun var faldet efter den franske hingst Vulcain og født i 1951 i Testrup. Det var førnævnte Viggo Riis, Maarslet, der stod som opdrætter af Rocamadour. Også Cim Paynes mormor, Heaven Dream, var skimmel – denne hoppe var født i 1942 og med ren amerikansk afstamning. Heaven Dreams afstamning tilbage i mange generationer viste ligeledes flere skimlede heste.

Cim Payne’s far var den i årtier suveræne avlshingst i Danmark, Joe’s Pride. Både Egon Fisker og Viggo Riis forsøgte flere gange at få en helbror eller helsøster til Cim Payne, men det mislykkedes. Rocamadour’s første føl var Cim Payne, hun fik sit sidste, ud af i alt syv føl, i 1967. Det var den rødskimlede hingst N P Vulcain, faderen her var Dundridge.

Solgt på auktion
Tirsdag den 26. august 1958 var Cim Payne blandt de 23 heste, der blev udbudt til salg på en åringsauktion på Charlottenlund Travbane, og iflg. Væddeløbsbladet blev han – som auktionens dyreste hest – solgt til Stutteriet Holmegaard i kommission med et hammerslag på 5.200 kr.

Iflg. Travkalenderen blev Cim Payne ejerskiftet til E. Weinold samme dato, men det har ikke været muligt at opklare, hvorvidt Weinold stod bag Stutteri Holmegaard – eller om stutteriet videresolgte hesten til E. Weinold umiddelbart efter auktionen.

Tidligere på året blev Cim Payne iflg. Traver-kalender nr. 2/1958 klausuleret, for et eller andet, hvad det var vides ikke.

Den 1. april 1959 blev hesten købt af Familien Worm, lig med den kommende storstald, Stald Snaptun, der i 1963 skulle få kæmpesucces i derbyet med besættelse af de to første pladser i form af Emigrant og Eminent. Cim Payne kom i træning i København hos Walther Kaiser-Hansen.

Et talent med skrøbelige ben
I første omgang fik Cim Payne og Walther Kaiser-Hansen en god start sammen. Debuten skete i et ærespræmieløb på Amager Travbane onsdag den 6. april 1960. Det var et startvognsløb og klar vinder var træner Jens Ipsen med Carthy, mens Cim Payne var en lige så klar nummer to. Jens Jensen startede også denne løbsdag med to heste, men har nok ikke dengang haft tid til at lægge mærke til Cim Payne, som han skulle vinde 80 sejre med i de kommende år. I øvrigt forlod Jens Jensen sjældent en løbsdag uden en sejr – således også denne dag, hvor han sejrede med Blue Song.

Kaiser-Hansens første sejr med Cim Payne, og dermed Cim’s første sejr ud af i alt 85 sejre, kom tre uger senere – onsdag den 27. april 1960 – hvor parret som favorit vandt en sikker sejr på Amager , igen i et ærespræmieløb. Nu stod både Stutteri Garbo og Stald Snaptun som ejer af Cim Payne.

Igen bemærkes fra løbsdagen en sejr til Jens Jensen med Blue Song, mens andre løb denne dag også havde interessante vindere.

5. løb blev således vundet af årets kommende Derbytoer, B T med Jens Ipsen, og i 6. løb vandt 1959-Derbyvindere Aprilsnar og Leif Nielsen. I samme løb viste derbyvinderen fra 1958, Victory King – igen – at den ikke kunne leve op til den fornemme derbyvindertitel, og blev diskkvalificeret for urent trav.

Cim Payne og Walther Kaiser-Hansen forsatte med at vinde løb sammen.

De næste to starter, hhv. den 8. og 15. maj, sejrede parret igen – nu på Charlottenlund Travbane, begge gange som favorit og der var nye ejere i form af Stald Ethel og Stald Gudrun.

Igen den 18. juni blev det til sejr for Cim Payne og i alt blev årsresultatet for 1960 ganske godkendt: 10 starter – 4 sejre – 3 andenpladser og en indtjening på 5.000 kr. Talentet var klart, men der blev tidligt sagt om hesten, at den havde problemer med bentøjet.

På vej til slagtehuset
Som 4-åring i 1961 blev resultatet da også en skuffelse. Ni starter resulterede kun i en enkelt sejr, stadig for Walther Kaiser-Hansen, men nu var ejerne tilsyneladende trætte af hesten.

Cim Payne kunne ikke holde i benene til strabadserne, og ingen ville “ofre flere penge” på hesten, som det blev formuleret. Cim Payne var – som jeg læser historierne – på vej til slagtehuset – men så kom “Bonden fra Lestrup”. Den omdiskuterede, men yderst populære Jens Jensen skulle for altid komme på travsportens landkort med sin 1962-nyerhvervelse Cim Payne. Sammen skulle de vinde 80 sejre i de kommende otte sæsoner, Cim blev Danmarks mest vindende travhest.

“Ejeren pegede på en udslidt hest og sagde: Den skal slagtes. Jens Jensen købte den i stedet for 5.000 kr. Det var Cim Payne og den belønnede sin redningsmand ved at vinde en masse sejre, hesten har betalt sin egen løsesum mange gange”. Sådan skrev ugebladet Hjemmet, hvor journalisten i en lidt forenklet skrivestil opridser historien om Cim Payne og den uortodokse travmand Jens Jensen, der havde sine helt egne metoder, for at få mere eller mindre opgivne heste på fode igen. En fantastisk hestemand, der vandt bunker af sejre overalt.

Læs også: Rettelse vedr. Cim Payne

I 1940 købte Jens Jensen sin første travhest fortælles det: “En ung og udrangeret travhest, der skulle have være slagtet”. Jens Jensens koncept på sine travheste var anderledes end de løbsheste, der en stor del af året stod opstaldet i boksene hos de professionelle travtrænere inde på banerne.

-Jeg gjorde egentlig ikke noget ved dem, det kunne være neurotiske heste – fordi travhestens vilkår ikke altid er lige gode, men det kunne også bare være heste, som ingen andre så nogen muligheder i. Jeg slap dem ud hjemme på Ellegården og lod dem falde til ro. Jeg kunne bruge dem til lettere arbejde på gården, til mælkeruten og den slags. De elsker livet i de frie omgivelser herude, og jeg har aldrig tvivlet om, at det er sundt for dem, fortæller Jens Jensen til ugebladet. Og tilføjer, sandsynligvis med et glimt i øjet, og endnu en ræv bag øret – tillagt sin drævende sydsjællandske accent: “Der er jo også penge i det”.

“Cim Payne travede som en krage ind imellem”, som Klaus Koch har skrevet i sit portræt af Jens Jensen. Hvordan en krage traver er svært at sige, men hvorom alt er, så havde den hårdt kæmpende Joe’s Pride-vallak igennem hele karrieren konstant problemer med at være helt rent travende. Så mens Jens Jensen satte grå hår i hovedet på det officielle travdanmark og hele den professionelle trænerstab, med sin såkaldte amatørstatus, så satte hesten Cim Payne grå hår i hovedet på banernes dommere, især dommerne på hovedstadsbanerne, Charlottenlund og Amager.

Det var dog som om dommerne f. eks. i Odense var noget mere large i forhold til urent trav. Skulle Cim Payne diskvalificeres, som reglerne var dengang, for urent trav eller ej? Det blev den en del gange – ellers havde det totale sejrstal været på omkring 90 sejre – men selv om hele problematikken om en diskkvalifikation af den til tider ikke helt veltravende Cim Payne ligeledes skabte furore hos spillerne, så mistede den flotte skimmel alligevel ikke populariteten hos det brede travpublikum.

Hårdere dommere
Et halvt års pause på de sydsjællandske jorder i Lestrup gjorde godt, og nu startede alvoren igen hos Cim Payne. Jens Jensen skulle prøve at få gang i endnu en sejrshest,

Cim Payne skulle vise, om den kunne klare strabadserne. I 1962 – den første sæson sammen med sin nye ejer og kusk – startede han 33 gange, og det blev til 12 sejre, de fleste vundet på Odense-banen. Årsstatistikken viser, at dommerne på især Amager-banen gang på gang vurderede Cim Paynes gangart til en diskvalifikation for urent trav, men dette ikke kom på tale i Odense.

Debuten for Jens Jensen skete den 8. april i Odense, hvor Cim Payne sluttede uplaceret efter en anonym indsats, men snart begyndte sejrene at rulle ind – i første omgang kun på Odense-banen.

Første sejr for Jens Jensen kom tre uger efter debuten, søndag den 29. april i Odense, hvor parret vandt 3. løb i tiden 1.28,7/2020 meter. Ingen prangende vindertid, men det var nok til vinde førstepræmien på 950 kr. Vinderodds var 3,45.

Endnu sejr igen i Odense den næstfølgende løbsdag, men så fulgte tre gange diskvalifikation for urent trav – først på Lunden og dernæst to gange på Amager. Det sidste løb den 23. juni var et såkaldt amatørsalgsløb, men Cim Payne blev heldigvis ikke solgt.

Cim Payne vinder og vinder
Forståeligt vendte Jens Jensen nu igen transportbilen mod Odense, som han i forvejen gæstede meget ofte og med stor succes – således også med Cim Payne, der vandt sine næste to starter på den fynske oval.

Ti dage senere drog Jens Jensen helt til Skive – noget af en rejse for mere end 50 år siden, men turen var alle pengene værd. Søndag d. 15 juli vandt Cim Payne og Jens således begge afdelinger af banens fødselsdagsløb med en samlet indtjening på 2.650 kroner – minus en bøde på 25 kr. for krydsning i opløbet, dog uden indflydelse på løbsresultatet. Desuden vandt Jens også en sejr med Buris og fik en fjerdeplads med Dagny, så alt i alt en god tur i det jyske.

Ellers kørte det bare forsat for Jens Jensen ved væddeløbene i Odense. Den 19.juli vandt han med Mesterskab for Fyn med Allan The Great, men måtte ud i tre heat før den endelige sejr til en værdi af 3.000 kr. var hjemme – i øvrigt foran en anden kendt amatørkusk, Mogens Kristiansen med Agge The Great.

Endelig blev det den 26. juli den femte sejr i træk i Odense. Til gengæld viste dommerne på Amager Travbane sig igen uvenlige overfor Cim Paynes gangart, og den 5. august blev han – for FJERDE GANG I TRÆK – diskkvalificeret på en københavnsk bane.

Endelig – sejr i København
Den 29. august 1962 blev Cim Payne for første gang ikke diskvalificeret for urent trav på en af de københavnske baner, men det blev kun til en femteplads i et amatørhandicap. Sejren blev dog i familien, idet Jens Jensens bror, Ejner Jensen vandt med Arvika.

Efter fem sejre i træk på Fyens Væddeløbsbane kom nederlaget den 2. september 1962, hvor Cim Payne “kun” blev nummer to bag Bill Lloyd med Anni Kierstein. Som sædvanlig var turen til Odense denne dag dog alligevel succesfyldt for den sjællandske kusk trods den manglende sejr med Cim Payne. Jens vandt således med Adi, mens han med Cezanne fik endnu en andenplads.

Cim Payne var allerede tilbage på Odense-banen ugen efter, hvor han vandt en ny sejr, og denne løbsdag var en rigtig jubeldag for den korngulklædte kusk fra Sydsjælland. Foruden Cim Payne vandt Jens Jensen også med Adi og Fanny Top.

I det hele taget blev september måned ’62 en god måned for Cim Payne og Jens Jensen, der endelig fandt nåde for dommernes strenge øjne og undgik diskvalifikation for urent trav i Charlottenlund – og så kom den første københavnske sejr. Det skete i sidste løb den 15. september, og den 30. september blev det igen til sejr i Lunden i et løb, hvor skuespiller Poul Reichardts fine hoppe Clicquot måtte nøjes med andenpladsen.

Cim Payne var for alvor på vej til at etablere sig i toppen, og det skulle blive endnu bedre i de kommende sæsoner.

Årets Hest, men …
Succesen fortsatte i 1963, men Cim Payne fik også lov til at arbejde for føden med hele 41 starter.

Publikum på Charlottenlund Travbane kårede Jens Jensens stjerne som Årets Hest, hvilket fik Preben Lippert til at kommentere valget af Cim Payne som Årets Hest på følgende måde i julehæftet Travsporten 1963:

“Cim Payne blev i år valgt til Årets Hest. Dette valg har der været uro nok om, og vi skal ikke her komme med kommentarer, men blot slå fast, at Cim Payne ved publikumsafstemningen på Lunden fik 42 % af samtlige stemmer – fulgt af Emigrant, der fik 39 %. 17 sejre blev det til, men samtidig blev den diskvalificeret for urent trav ikke mindre end otte gange, fordelt med fire gange på Lunden og fire gange på Amager. Cim Payne starter også ofte i Odense og Århus, men det var ligesom, man her mere tolererede Cim Paynes til tider ikke rent travende gangart. Således også i 1963, hvor Cims starter i Odense og Århus ikke gav anledning til bemærkninger fra dommerne.”

Flemming Ettrup følger emnet om Årets Hest op i samme årbog:

“Valget af Årets Hest faldt i år på Cim Payne, eller rettere Jens Jensen blev valgt til årets kusk. Uden bondens popularitet havde Cim Payne aldrig fået flere stemmer end sæsonens virkelige stjerne; Derbyvinder Emigrant. Vi skal ikke forklejne Jens’ præstationer med den skimlede vallak, der især i Charlottenlunds efterårssæson var fin. Det blev fire sejre i træk, men den femte gang indhentede skæbnen – dvs. banedommerne – Cim Payne. Hestens gangart har alle dage været genstand for diskussion. Det skal erkendes, at den har travet korrekt flere gange, men især efter flere hårde løb på kort tid kan det være slemt.”

På landsholdet
Alle årene startede Cim Payne flittigt og i hele karrieren blev det til næsten 300 starter.

I 1964 startede han 32 gange og fik ni sejre. Dens gangart var stadig et diskussionsemne, og det blev noteret, at det blev ikke bedre af, at den fik lov at slippe igennem en diskvalifikation hver anden gang. “Men der kom med tiden styr over benene og dommerkendelserne” konstateredes det, da året var omme.

I 1965 blev Cim Payne udtaget til at repræsentere Danmark i datidens storløb, Skandinavisk Mesterskab, senere kendt som Nordisk Mesterskab. Sammen med Emigrant med Walther Kaiser-Hansen og Fanlight med dens ejer, Poul Guttermann på det danske hold skulle Cim Payne prøve at bryde svenskernes dominans i løbet, der dette år blev afviklet på Charlottenlund Travbane.

Cim Payne og Jens Jensen blev bedste danske ekvipage på tredjepladsen bag svenske Cap Nibs. Til gengæld slog de svenskerne i løbet om Øresundspokalen, da det i 1965 blev afviklet på Jägersro-banen.

Jens Jensen drog stadig rundt i landet med Cim Payne og var i 1965 bl. a. en tur til Skive, hvor det blev til en sejr. Det bemærkes også, at Cim Payne var deltager i et heatløb på Amager, hvor den sejrede i begge afdelinger, og de to sejre er sandsynligvis kun noteret som én start og én sejr i DTC’s officielle statistikker. “Den grå eminence” som var en af hesten mange kælenavne sluttede året med 11 sejre i 35 starter.

Sejre i Rusland og Sverige
Også i 1966 blev det til 11 sejre i 35 starter. Dette år blev det til sejre i udlandet. En tur til Moskva gav én sejr og en andenplads i to starter, mens Cim Payne igen sejrede i Øresundspokalen i Malmø. En tur til Solvalla i Skandinavisk Mesterskab sammen med Walther Kaiser-Hansens Eminent og Leif Løfgrens Derbyvinder Fox Hanover resulterede igen i den bedste danske præstation i løbet – nu på en femteplads.

Allerede først på året, i februar måned var der lidt dramatik i forbindelse med en start på Lunden, hvor Cim Payne og Jens Jensen blev diskvalificeret fra førstepladsen. Publikum var så rasende, de sprang over hegnet til dommertårnet, og dommerne følte sig så truet, at politiet blev tilkaldt!

Cim Payne satte i et rekordforsøgsløb på Amager Travbane ny danmarksrekord, da Onward Eagles syv år gamle rekord blev forbedret til dengang mageløse 1,16,4.

De sidste tre – hårde – sæsoner
En påkørsel af den transportvogn, som Cim Payne befandt sig i, var i 1967 ved at sætte en stopper for karrieren – men intet kunne stoppe den hårdføre hest, der for tredje år i træk vandt 11 sejre i 27 starter.

Cim Paynes blev endnu en gang kåret som Årets Hest og deltog for tredje gang på det danske landshold – turen gik nu til Bjerke-banen i Oslo.

Trods en “klud om benet” – en Jens Jensen-opfindelse, en slags bandage – knoklede den videre på de forskellige baner. Haltheden hos Cim Payne kunne nogle gange ses af alle lige efter et vundet løb, når æresrunden afvikledes foran det talstærke publikum, der altid var på banerne – dengang. Alderen begyndte at trykke sagde man, men hesten fortsatte med at starte som 11- og 12-årig.

33 starter i 1968 fortæller om en travhest, der ikke hvilede på laurbærrene.

“Helt” til Bornholm kom Cim Payne og Jens Jensen også. To starter i Provinsmesterskabet på klippeøen blev selvfølgelig vundet – begge gange foran Jens Jensens datter Lena med hesten Enterprise Lloyd, selvom historien bagefter gik på, at hvis den fynske kusk bag Enter Pride havde haft styr på antal omgange i løbet på den lille bane, havde Enter Pride været provinsmester.

De bornholmske tilskuere tog hest og kusk til sig med det samme, og omdøbte ham straks til “Mirakel Jens”. Bagefter kunne de dog samtidig opleve en rent ud sagt stokhalt Cim Payne ved præmieoverrækkelsen efter løbet.

Fem sejre blev det til i 1968 for Cim Payne.

I 1969 – som 12-års – startede Cim Payne 32 gange og det blev til fire førstepladser, syv andenpladser og 12 mindre placeringer.

“60’ernes hest”
Et par måneder efter sin sidste start skulle Cim Payne i begyndelsen af 1970 hyldes på Charlottenlund Travbane for sin fantastiske karriere som “60’ermes hest” i Danmark – men så begyndte balladen endnu engang.

Det var den 4. januar 1970. Der var som sædvanlig søndagstrav på Lunden og publikummet flokkedes om en særlig æresboks i den store spillehal, hvor en særdeles levende hest stod opstaldet. Cim Payne var selvfølgelig hesten, og den blev opvartet i alle ender og kanter, med kærtegn og klap, lækkerier og en laurbærkrans af gulerødder.

Alle var glade og også lidt vemodige ved at sige farvel til den populære slider og fighter med de mange fine præstationer.

Jens Jensen sagde, at hesten nu skulle nyde sit otium hjemme på Ellegården i Lestrup – men knapt to måneder efter “afskedsfesten” i Charlottenlund havde piben fået en anden lyd.

Cim Payne var på vej til England og travløbene der!

Reddet i sidste øjeblik
Rygtet talte sandt. Den gamle slider skulle tilsyneladende fortsætte med at løbe væddeløb, men så trådte redningsmændene til.

Heltene drejede sig om Centralforbundets daværende formand, skotøjshandler Peter Lind fra Aalborg, hans hustru Rikke Lind, der var kendt, som den der altid havde hestenes trivsel forud for noget andet, ligesom Det Danske Travselskabs direktør Carl Andersen og flere andre meldte sig på banen.

En mellemhandler i Hobro havde et tilbud fra England om køb af Cim Payne, og historien går på, at Hobro-manden blev opsøgt af Peter Lind, som købte hesten på Centralforbundets vegne.

Historien fortæller endvidere, at Det Danske Travselskab, Amager Travselskab, Opdrætterforeningen og Dansk Travsports Centralforbund hver betalte 3.500 kr., og dermed fik stoppet handelen til England af fænomenet Cim Payne. Desuden tilbød brygger Erling Larsen, Saltum, der var næstformand på Ålborg Væddeløbsbane, hvor Peter Lind var formand, at opstalde Cim Payne hos sig, uden beregning, og så længe den havde det godt.

Det blev en rigtig solstrålehistorie til sidst.

“Galefrans”
På stutteriet i Fårup kom Cim Payne til at gå og hygge sig ved siden af den nordiske mester Ikaros.

-Ikaros var hingst og en bestemt herre, så Cim Payne og den gik hver for sig, fortæller den i dag 79-årige Jørgen Larsen, Saltum, søn af Erling Larsen, der døde i 1985.

-Cim Payne var også en bestemt herre, der vidste, hvad han ville, husker Jørgen Larsen. Fik han ikke sin vilje, blev han omgående fornærmet. Cim Paynes kælenavn i det nordjyske blev derfor “Galefrans”.

“Til trods for sine nu 14 år ligner Cim Payne mere end nogensinde før en verdenstraver”, skrev Travsportens Jul i 1971.

-Men Cim Payne begyndte snart at falde lidt sammen, og fik ikke så mange år hos os, mindes Jørgen Larsen, som selv er en af de mest succesrige amatørkuske, der har været i Danmark med sejre i Nordisk Mesterskab, Mesterskab for Danmark, en andenplads i derbyet og op mod 500 sejre.

-Ligesom de ældre travheste kan falde lidt sammen, hvis de pludselig stopper den aktive karriere, gælder det også for mennesker, fortæller Jørgen Larsen.

Det sker absolut ikke for Jørgen Larsen, der for 16 år siden solgte sodavandsbryggeriet i Saltum, og dermed fik mere tid til travhestene. Nu træner han mere eller mindre ni travheste, og har travlt som aldrig før. Desuden er der en A’er i træning hos Flemming Jensen, og så er der en del følhopper.

Jørgen Larsen glæder sig over, at hans døtre og barnebarn forsætter i familiens fodspor indenfor travsporten. Seneste pletskud fra familien er Beatriz, Dorthe Christensens fremragende opdræt og vinder af Hoppe Kriterium og Grand Circle 3-års Hoppechampionat.

Sjovere og spændende
Jens Jensen, der var født i 1916, kom ind i travsporten via sin far, fiskersønnen fra Karrebæksminde, Frederik Jensen.

Frederik Jensen ville dog ikke være fisker, men blev i stedet landmand og fik sin første hest i 1923. Bette Jens var fra barnsben vild med hestene og ville være travtræner, men forældrene sagde Nej. Allerede sidst i 20’erne kørte Jens Jensen i travløbene ved dyrskuerne i Roskilde og Hillerød. Han vandt mange løb allerede som ung, men ved 2. verdenskrigs slutning var den en stilstand i Jens Jensens kuskekarriere i små ti år. Men så tog den for alvor fat igen i 50’erne, og med købet af Cim Payne kom “selvbinderhestene” fra Lestrup igen på alles læber – på godt og ondt.

Hvorfor Jens Jensen ville sælge Cim Payne til et ukendt liv i England er umuligt at vide. Det kan man kun gisne om i dag.

Var det Jenss lille hævn mod det officielle travdanmark, der tog hans amatørstatus fra ham, fordi han i realiteten drev en form for professionel trænervirksomhed?

Eller var det en god handel med Cim Payne, der afgjorde det?

Selv trak Jens Jensen i land de senere år, og han skulle f. eks. have sagt, at aftalen var, at Cim Payne skulle tilbage til Danmark efter en løbskarriere i England. Det kan man så godt tvivle på, men lad os glemme alt dette og i stedet mindes Cim Payne og hans ejer og kusk for de gode ting.

Som Karsten Bønsdorf skrev i Væddeløbsbladet i forbindelse med Jens Jensens dødsfald i 2007: “På godt og ondt var Jens Jensen med til at gøre travsport i Danmark lidt sjovere, lidt mere uforudsigelig og lidt mere spændende – og trods de mange regelbrud så forblev Jens Jensen en meget populær person”.

Læs også Travsportshistorie.dk’s portræt af Jens Jensen: KLIK HER