Margit og Erik Egsgaard

Et nostalgisk møde med ægteparret Margit og Erik Egsgaard, som begge har været med i travsporten siden 70’erne. Margit blev den første kvindelige jockey på Fyens Væddeløbsbane i Odense.

Travinteressen er der stadig hos Margit og Erik Egsgaard, selv om det er en del år siden deres sidste hest kom væk, og de stoppede med at køre løb. Men de overværer stadig løbene i på deres gamle hjemmebane i Billund.

Vi har mødt parret en majaften i Billund-området, nærmere betegnet i hjemmet hos Kirsten Sursænke, som i sin tid blev den første kvindelige travtræner ved Billund Trav. Det blev et rigtigt nostalgisk travmøde med mange oldtimer-historier fra banerne i Odense og Billund.

Margit i flere år ansat hos Erik Madsen på Fyens Væddeløbsbane, hvorefter hun flyttede til Billund og fortsatte sin løbebane inden for travsporten hos bl.a. den mangeårige championindehaver, Thorkild Hansen.

Mødet med travet
Margit er født med efternavnet Nielsen, som ændrede sig til Egsgaard, da amorinerne blomstrede ved mødet med Erik Egsgaard. Margit fortæller:

-Jeg kommer fra Nordfyn og hesteinteressen kom fra min farfar, der havde belgierheste, som jeg fik lov at omgås.

Fra helt lille var Margit med i marken med de store heste sammen med sin far.

-10 år gammel fik jeg min første hest af min far. Det var en blanding af en Oldenborger og en Lippizzaner, og jeg fik den da også redet til.

Margit udtrykte snart et ønske om at komme på besøg på væddeløbsbanen i Odense, og det var hendes far med på.

-Så vi kørte derind, og det første besøg blev helt tilfældigt i træner Erik Madsens stald.

Margit på en træningstur sammen med sin første lærermester, Erik Madsen

Det var den første forbindelse med trav- og travheste overhovedet for Margit Egsgaard.

-Men der var jo HESTE, så da jeg var 15 år og fik en knallert, kørte jeg de 32 kilometer fra vores hjem ind til banen i min sommerferie. Da sommerferien var overstået, havde jeg allerede prøvet at køre alene på træningsbanen med travhestene hos Erik Madsen.

-Det var sygt spændende – lige mig, fastslår Margit.

Den første kvindelige jockey på Fyn
I 1971 startede Billund-banen op og en masse gode fynske travfolk flyttede der til. Heldigvis for Margit.

-Ellers tror jeg ikke, jeg havde fået arbejde på banen i Odense, mener Margit.

Da hun fyldte 16 år og var færdig med 9. klasse flyttede Margit derfor til Odense, og begyndte i stalden hos Erik Madsen, hvor også bl.a. Erik Iversen var ansat.

Året er 1972.

-Jeg har altid fået fortalt at jeg var den første kvindelige jockey på Fyn, fortæller Margit.

-Erik Madsen var god til at lære fra sig, en mild og rar mand, og god til unge mennesker. Det var en fantastisk tid – vi lærte meget og vi fik lov til meget.

-Jeg føler virkelig, at jeg fik en god grunduddannelse og basisviden hos Erik Madsen.

Den bornholmske forbindelse
Odense-træneren Erik Madsen havde heste i træning fra hesteejere fra det meste af landet – ikke kun de fynske hesteejere. Specielt var der mange bornholmske heste, der kom i fast træning, især når den korte bornholmske sæson var slut. Erik Madsen sørgede også for, at Margit Egsgaard fik en rejse til Bornholm.

-Jeg var derover det år, hvor Nu Brokat vandt Bornholmsmesterskabet og overraskende slog den store favorit Nikodemus. Jeg boede på Nina Kjærs Hotel Hammersø, ejeren af Nu Brokat.

-Der var ikke arrangeret nogen BM-fest, Nikodemus ville jo vinde dét mesterskab, det regnede alle med. Men der blev da fest om aftenen – i den grad.

For nogle år siden var Margit – nu sammen med sin mand Erik – langt om længe igen på Bornholm, og det var en stor oplevelse for hende igen at gense stederne og besøge de forskellige travfolk.

Erik Egsgaard efter en sejr med Rebel

Flytter til Billund
I 1975 tog til hun Billund og begyndte hos træner Peter Hansen, som også var fynbo og også havde været ansat hos Erik Madsen.

-Peter Hansen havde spurgt mig flere gange, når vi mødtes til travløbene i Odense, om jeg ikke skulle flytte til Billund, og til sidst følte jeg, at hvis jeg skulle udvikle mig mere, var det tidspunktet, hvor der skulle ske noget nyt.

Margit mødte i 1977 Erik Egsgaard, der ikke havde det store forhold til travsporten. Han var spiller, men Erik – som er uddannet landmænd – havde aldrig været i staldene.

-Jeg tog Erik med ud på travbanen i Billund en lørdag, jeg skulle jo på arbejde hos Peter Hansen, og så kunne han jo ligeså godt hjælpe til!

-Han fik lov til at prøve at køre og inden længe fik han amatørlicens, mindes Margit Egsgaard.

Gode hopper
Hos Peter Hansen var en af Margits første pasheste den fine 2-årige hoppe Une de Jute (Eminent).

-Peter kørte hende i løb, men jeg fik også en enkelt køretur med hende i et løb på Amager Travbane med en andenplads som resultat, fortæller Margit, som samme dag havde Rumpiloten med til Amager – og det resulterede i en flot sejr!

-Jeg tog derover sammen med Preben Kjærsgaard – vi havde to heste med hver og kom hjem med tre sejre og en andenplads!

-Inden løbet med Rumpiloten havde det regnet og der stod rigtig meget vand i de inderste spor. Jeg sad håbløst lukket ind, men tænkte, at nu måtte det briste eller bære, så jeg kørte indvendig og “Rumle” dundrede bare igennem vandmasserne og vandt.

-En anden fin hoppe var Ditte Busch (Daring Speedster), som Erik og jeg købte som 1-årsplag, fortæller Margit.

Margit vinder med Ditte Busch

Hun blev en rigtig god løbshoppe, som Margit også selv vandt løb med. Ditte Busch vandt desuden bl.a. et 4000 meterløb med Steen Juul på Lunden foran flere gode heste.

Ditte Busch var opdrættet af Carsten Sørensen, og da løbskarrrien var forbi fortsatte hun som følhoppe som Margit og Erik. Ditte Busch fik kun tre afkom, men den første afkom, Nadja E efter Peter Hansens hurtigtraver Tornado, gjorde det strålende med 347.000 kroner i indtjening. Nadja E blev eksporteret til Tyskland.

Nye udfordringer
Efter tiden hos Peter Hansen kom Margit til Svend Aage Jacobsen, hvor hun lærte at sy seletøj.

-Omkring 1970 startede Svend Aage sammen med broderen Palle PJ Sulky, hvor de selv  producerede sulkyer. Siden startede Svend Aage et firma, hvor han syede seler fra bunden og hestedækkener samt lavede en masse reparationer af alt til traverne. Hans kone Dorit syede væddeløbsdragter, måske den eneste i Danmark i en årrække – det er jeg lidt usikker på, siger Margit Egsgaard.

Derefter fulgte et års tid hos træner Torben Larsen og i 1985 kom Margit til en anden Billund-træner, Thorkild Hansen. Samme år blev der også tid til barselsorlov.

-Årene hos Thorkild var en god tid, vi arbejdede godt sammen. Det blev sådan, at jeg gjorde alle plagene klar til at sætte i vogn, helst alene. Jeg gjorde hestene klar og tog imod, når de andre kørte, så hjalp vi hinanden med at ordne ben og diverse ting.

Erik Egsgaard som staldmand sammen med Peter Hansen efter en sejr med Flying Frimand

Kravene skærpes
Thorkild Hansen blev den sidste station inden for travsporten for Margit Egsgaard, som stoppede i 1994 og begyndte i stedet hos LEGO.

-Jeg følte på det tidspunkt, i 90’erne, at jeg ikke gjorde det godt nok. Kravene til hestene for at klare sig løbene blev hele tiden skærpet. De skulle løbe hurtigere og hurtigere, der var ikke tid nok til at pusle omkring hestene, alle de småting, som betyder så meget, siger hun.

-Jeg var på LEGO i seks måneder og kom derefter til Legoland, hvor jeg også havde ent hjemmeservicefirma ved siden af, men da jeg blev tilbudt helårs- og fuldtidsarbejde i Legoland, afviklede jeg hjemmeservicen. Sidst på året i 2012 flyttede jeg til Lego igen og var dér til jeg gik på pension for et par måneder siden.

Da Margit Egsgaard, som i mange år også har repareret seletøj og dækkener til travfolk ved travbanen i Billund, stoppede som ansat i travsporten, overgik hun amatørernes rækker, og både hun og Erik forsatte med at køre i løbene.

Succesfuld følhoppe
Margit og Erik lejede sig ind på en stor ejendom i Vorbasse, hvor de havde deres løbsheste og opdræt.

En af de første heste i den periode var Lord Valentine-hoppen Nitouche, som de købte af Peter Jensen og som var helbror til Derbytreeren Epeiros. Desværre blev hun tidligt skadet og kom aldrig til start, men blev til gengæld en rigtig fin følhoppe.

I 1992 kom Nitouches første afkom. Det var Unicorn (Crown’s Best) med 13 sejre i 42 starter, rekord 16,3a og 160.000 kr.

-Erik vandt to sejre med Unicorn, og så vidt jeg husker, vandt jeg også to løb med ham, et i Billund og et i Odense. Unicorn vandt også løb med Knud Mønster som kusk, bl.a. et V75-løb i Åby.

Det næste afkom efter Nitouche var Bølle Bob (Samaritan Lobell), der blev solgt til Vagn Schmidt i Gram (manden bag bl.a. Handybus) som halvandenår, og som i øvrigt fik en fin start på væddeløbskarrieren med to sejre som 2-års. Siden gik desværre knapt så godt, men det er en anden historie.

Også Nitouches tredje afkom, Crawford (Linus T), var også en rigtig god hest, der efter fire sejre i seks starter blev eksporteret til Norge som 4-års. Her fortsatte successen, men desværre kun i kort tid. Crawford nåede blot syv sejre i 12 starter.

-Crawford og en anden hoppe blev forgiftet i folden, og de døde begge, fortæller Margit.

Flere gode opdræt – Hirse blev den sidste
Evangalista (Victor Victor) var endnu et godt afkom fra Nitouche, og den lagde som sine søskende forrygende ud med fem sejre i de første ni starter. Evangelista blev kåret som Månedens Hest i Væddeløbsbladet, men siden hen kom sejrene ikke væltende i samme grada. Det blev dog til 13 sejre i alt og 128.000 kr.

Evangelista efter en sejr for Knud Mønster

Det sidste afkom ud af Nitouches i alt ni afkom, der skal nævnes her, er hoppen Hirse (Dancer’s Victory), der blev Margit og Erik Egsgaards sidste opdræt. Hirse startede ni gange og vandt tre løb.

-I 2003 flyttede vi fra ejendommen, huslejen blev for voldsom pga. de stigende jordpriser, og det kunne den ikke bære. Vi realiserede vores kvægbesætning af limousine samt travhestene, siger Margit.

-Vi tog Hirse med derfra. Hun havde fået en hofteskade i boksen, og kunne ikke starte. Den gik til Steffen Riis, som gerne ville prøve at have en følhoppe.

Hirse blev en fremragende følhoppe med afkom som Our Dream (Little Devil)(1.12,0a-580.000 kr), Another Dream (Ens Snapshot)(1.12,9a-356.000 kr) og Trust My Dream (From Above)(1.14,4a-152.000 kr).

Mange glæder i livet
Erik Egsgård arbejder i dag hos en tømrer, der producerer dyre gulve, plankeborde og specialopgaver. Han var i mange år på LEGO på weekendhold, ved siden af landbruget, men har også arbejdet med produktion af plastvinduer og som entreprenør.

-Vi bor i parcelhus i Vorbasse, og har igen fået nogle limousinekvæg – tre styk, som vi tager på dyrskue med. Derudover tager vi på landbrugsrejser gennem limousineforeningen. Det er blevet muligt nu, vi ikke har traverne. Vi har været i Frankrig, Spanien, Italien, Østrig, Finland, Sverige, Irland, Skotland/England, Østrig, Canada, Australien og New Zealand. I år skal vi til Norge, fortæller Margit Egsgård om hendes og Eriks liv her i de sidste år.

Margit og Erik på dyrskue med deres limousinekvæg

-Vi har to sønner, Michael, der er pilot, og Jesper, der bygger lastbiler, som f.eks. med alt vedrørende kraner samt lys-betonkanoner.

-Vi har tre børnebørn og et bonusbarnebarn: Mille, Noah, Mads og Mathilde. Mathilde er hestepige, så jeg er travlt optaget af at gå på rideskole med hende.

-Vi er altid på plads i Billund, og så ser vi endnu mere trav på Tv eller computeren. Interessen for travsporten slipper vi aldrig! slutter Margit Egsgaard.