Den ”forkerte” Sofus-hest blev Derbyvinder i 1928

Af Kenn Erik Bech

 Om en uge sker det. På Charlottenlund Travbane skal det afgøres hvem der til ”evig tid” skal indskrive sig i de historiske travannaler i Danmark over Derbyvindere. I-J-hestene fra årgang 2020 skal afgøre Derbyet 2024. I en række artikler på travsportshistorie.dk har vi fortalt om de andre derbys, hvor det er I-J-heste, der har vundet årets Derby. Det drejer sig om følgende:

I’m A Photo 2005 – artikel 1- er offentliggjort

Indus 1986 – artikel 2- er offentliggjort

If Klokkedal 1967 – artikel 3- er offentliggjort

Jolly 1948 – artikel 4- er offentliggjort

Ilka Nichols 1947 – artikel 5- er offentliggjort

Jim Bingen 1932 – artikel 6- er offentliggjort

Ingolf 1909 – artikel 8- kommer på siden på tirsdag

og her Johnny Finance 1928 – artikel 7.

 

Vi er på Grundlovsdagen i 1928, tirsdag den 5. juni, vejret var koldt og blæsende og, for en gangs skyld, var der sparsomt med besøg af publikum dét år til årets store travbegivenhed. Kun to dage før var de 3-årige hestes største løb blevet afviklet, og med sejr til bagermester Phillips’ hoppe, Kaddara. Samme herre skulle blive ejer af derbyvinderen 1928 – kun 48 timer efter fejringen af Kriteriesejren!

Der er siden blevet sagt og skrevet meget om travderbyet det år, også helt op i vore dage. Det var da også en helt speciel optakt forud for afviklingen af Derbyet i 1928, og det var også en kæmpeoverraskelse, – at HOPPEN Johnny Finance, og som altså var ejet af den kendte travmand, og bagermester fra Vesterbro, William Phillips, – skulle vinde.

Hvem skal vi vælge?

N. J. Koster og Sofus Sørensen. De var klart de største trænernavne i datidens danske travsport. Interessen var som altid stor foran afviklingen af årets Derby, – for hvilke heste valgte de to koryfæer at køre? Den endelige startliste blev først helt klar samme dag, som Derbyet skulle afvikles.

Forud var gået en slags magtkamp mellem ejeren af Johnny Finance, omtalte Phillips, og hestens træner, Sofus Sørensen.

Måske inspireret af kriteriesejren stod Phillips fast på, at Johnny Finance skulle starte i Derbyet, mens Sofus Sørensen hellere ville køre staldens anden årgangshest, Ibrahim Pascha.

Ibrahim Pascha havde f. eks. vundet både Svensk Uppfödningslöpning og Svenskt Trav-Kriterium, men var måske ikke helt i orden i ugen op til Derbyet. Var den halt eller ikke halt? Det var det store spørgsmål, og den gode Sofus ville meget gerne vinde sin derbysejr nummer to. Den første havde han vundet i 1921 med Bella S.

Og Koster, hvad med ham? Ja, han havde vundet Derbyet de sidste to år, og var således på jagt efter et ægte Derby-hat-trick. Enden på denne tumultariske optakt blev følgende – kort fortalt:

Ny kusk til den kommende Derbyvinder

Sofus Sørensen havde altså to kompetente derbyheste at vælge mellem, og han ville egentlig slet ikke starte Johnny Finance i Derbyet, men han ændrede åbenbart opfattelse, da Ibrahim Pascha som nævnt tilsyneladende blev halt i ugen op til det store løb.

Nu blev Ibrahim så alligevel klar, og derfor blev det den, Sofus Sørensen valgte at køre. Den var jo den bedste – mente han. Og det fortælles, at Sofus opfordrede til, at Johnny Finance slet ikke skulle starte i Derbyet, men hellere i et andet af derbydagens løb.

Men som tidligere nævnt, sagde Johnny Finance’s ejer nej til det; – og så valgte han bare A. Leth-Olsen som kusk til at køre sin hest. For med i Derbyet skulle den!

Til venstre “reservekusken” A. Leth Olsen, så staldmand Andreas Petersen samt ejer, William Phillips

Trænerrivalen Koster havde også to gode derbyheste at vælge mellem; Iowa og Joko Worthy.

Året før havde Iowa vundet Kriteriet, men for træner Max Rabenhorst, mens Joko Worthy her var tredje for Koster. Iowa havde endvidere været anden for Julius Høybye jr. i Opdrætningsløbet. Koster valgte Iowa.

En pudsig derbynote vedrørende navnet Iowa, og de heste som i DTC er blevet navngivet Iowa, er:

Der har/er – i Dansk Travsport mindst tre heste med det navn. Foruden førnævnte Iowa fra 1924, har vi haft Iowa(Spotlite Lobell), født 2001. Den startede også i Derbyet, og blev nummer fire for ejeren Hans Henning Kristoffersen i Stald Kojak.

Og sandelig om Stald Kojak ikke også i den næste årgang af I-J-hestene også har en Iowa. Det er Iowa(Staro McMillan), født 2020. Der er dog ikke tegn i måne og stjerner til, endnu, at denne Iowa, årgang 2020, kommer op i toppen af årgangen.

Endelig skal det med at den ældste Iowa, altså årgang 1920, var ejet af den dengang kendte skuespiller, instruktør, manuskriptforfatter og teaterdirektør Axel Frische (1877-1956), men som også var en særdeles aktiv travsportsmand. Frische havde f. eks vundet Derbyet året før, i 1927, som ejer af den Koster-kørte Hidalgo.

Iowa anno 1924 var spilfavorit i Derbyet 1928, men sådan skulle det ikke gå:

En meget overraskende Derbyvinder

De to gæstekørte heste gjorde nemlig op om sejren!

Johnny Finance førte fra start til mål, og blev i opløbet angrebet af Joko Worthy, gæstekørt af træner Knud Hansen. Det fortælles, at Sofus Sørensen, efter løbet, oplyste, at han havde ”vundet” løbet for Johnny Finance ved at holde Joko Worthy ude i sporene omkring opløbssvinget. Måske er det sandt, måske ikke, Sofus Sørensen var altid god for en historie – til stor glæde for travpressen.

Men passede Koster og Sofus så meget på hinanden, at de ”glemte” staldkammeraterne oppe foran?

Travsportshistorie.dk skriver om dette i portrættet af derbyvinderkusken Axel Leth-Olsen:

Mange kender sikkert historien om Sofus Sørensen og Phillips’ samtale et par timer inden Derbyet, hvor Phillips stædigt hævdede, at Sofus havde valgt den forkerte hest. “Hvis du bliver nummer tre, bliver min hest nummer to – og hvis du bliver nummer to, vinder jeg Derbyet” sagde han.

Johnny Finance var en stærk og udholdende hest, men ingen troede den kunne vinde Derbyet. Formentlig heller ikke Leth-Olsen, men da han kørte ud til løbet, bemærkede han alligevel, som den spøgefugl han var: “Der er noget, der kilder mig i nakken. Det må være laurbærkransen, jeg kan mærke.”

Johnny Finance travede skidt i opvarmningen, men da starten gik tog han spids og holdt siden hjem til sikker sejr i tiden 1.32,6/3000 meter, godt kørt af Leth-Olsen foran Joko Worthy (Knud Hansen) i 32,9 og favoritten Iowa med Koster i 33,1. Først på fjerdepladsen fulgte Ibraham Pascha, kørt derbyvinderens træner Sofus Sørensen. Johnny Finance gav det højeste odds i Derbyets historie.

Ibrahim Pascha vandt i stedet det svenske Derby. I det svenske Derby blev Joko Worthy – nu med Koster – igen anden, mens den danske derbyvinder Johnny Finance blev tredje.

Ejer af Johnny Finance fik 3.500 kroner for den danske derbysejr. Det var således en givtig måned for bagermester Phillips med forretning på Vesterbrogade 91. Med Kriteriesejren, og også en sejr i Amatørernes Grand Prix, lød checken fra DTS i juni måned på fine 1928-kroner; 28.000!