Travsportshistorie.dk

Julius Høybye

JuliusHoybye

I Væddeløbsbladets Årsrevy 2015 kunne du læse historien om travopdrætteren, amatørkusken og pioneren Julius Høybye fra Firemilegården i Karlstrup. Her kommer hele beretningen om Høybye-familien og deres enorme betydning for dansk travsport.

”Jeg kan jo af gode grunde ikke huske ret meget om min farfar, som døde da jeg var to år, men jeg er ret sikker på at jeg kan huske den sidste jul han levede.

Vi holdt altid juleaften på Firemilegården og juletræet stod ude i hallen, hvor der var meget højt til loftet. Vi var jo en masse børnebørn, som sagtens kunne nå rundt om træet, men farfar gik ikke med. Jeg kan svagt huske han stod i døren til herreværelset, hvor han stod og så på os børnebørn.”

I sin lejlighed på 1. salen på Ejrebæksgård i Karlstrup sidder 82-årige Orla Høybye og tænker tilbage på sin allertidligste barndom. Dåbsattesten siger 1933, men hukommelsen er imponerende og minderne om et langt liv med heste – primært travheste – sidder stadig på nethinden.

”En af de historier jeg har hørt om Julius Høybye, var engang han var ude og se på nogle får. Bondemanden ville jo gerne sælge, men farfar syntes prisen var for høj, så han kiggede bare kort på dem – dem var han ikke interesseret i. ”Hvorfor dog ikke”? – ”Kan du ikke se det? De har ”den slemme syge” – de dør snart”! – ”Jamen, Høybye – du må da kunne gi’ mig et bud?” – ”Nåja, så kan du få så og så meget for dem” – ”Det er i orden” svarede bondemanden, og farfar var tilfreds, for dyrene fejlede jo ikke noget. Sådan handlede man i gamle dage – den mere kloge narrer den mindre kloge.” griner Orla Høybye.

Forfatteren til denne artikel havde ikke mødt Orla Høybye før jeg begyndte på min research, men huskede dog udmærket hans navn fra de første år på Skovbo i slutningen af 70’erne.

Han kørte ikke så mange løb, men vandt til gengæld en del med hesten Ulrik Lloyd – ni på stribe for at være helt nøjagtig – men pludselig forsvandt Orla Høybye mere eller mindre ud af travsporten.

Ulrik Lloyd blev solgt til en kendt skuespiller og sendt i træning hos Leif Løfgren, som imidlertid ikke kunne få hesten til at fungere og det kostede i den sidste ende Ulrik Lloyd livet – men det er jo en anden historie.

I dag nyder Orla Høybye sit otium på Ejrebækgården i Karlstrup – blot tre kilometer fra Lindebo, hvor han er født og voksede op, men Høybye-familiens navn vil altid være forbundet med nabogården, Firemilegården, hvor utallige fine heste er kommet til verden gennem årene.

Det startede med Gamle Høybye
Julius Høybye (1862-1935) er hovedpersonen i denne artikel, men hans storebror, Jens Høybye (1851-1927), var i en længere periode mindst lige så aktiv og var bl.a. med til at starte Kjøbenhavns Travbane på Lyngbyvejen i 1885.

Jens Høybye, som også var slagtermester og boede i Vridsløselille, opdrættede også en del heste gennem årene – mest kendt er Opdrætningsløb- og Kriterievinderen Maro, der vandt 28 løb.

Det var dog først og fremmest Julius Høybye – i mange artikler omtalt som ”Gamle Høybye” – der sikrede sig en plads i historiebøgerne som en af dansk travsports helt store pionerer. Han havde sin storhedstid i årene efter 1. Verdenskrig og frem til sin død i 1935, men Julius Høybyes betydning for dansk – og skandinavisk – travsport kan bl.a. illustreres ved det faktum, at en lang række toptravere som Copenhagen Cup-vinderne Mr Picolit og Orali, Hoppe Derbyvinderen Bonita L, mangemillionærerne Fridhems Ambra og Jaded samt ikke mindst verdensmesteren Papagayo E i lige linje kan føres tilbage til nogle af de hopper, som ”Gamle Høybye” i sin tid importerede fra USA.

For ikke at tale om de utallige heste, der er efterkommere af Julius Høybyes avlshingste, bl.a. Tarok, hvis morfar Ax Frisco er søn af Høybyes mest betydningsfulde avlshingst, Captain Axworthy (se senere) – men hvis vi holder os til de direkte hoppelinjer kan vi tage Orali som eksempel.

Team Juels Copenhagen Cup-vinder fra i fjor er efter Great Challenger og Action Elpin, og hvis man følger hendes moderlinje bagud ser det således ud:

 

Action Elpin (f. 1993)

|

Ketty Hanover (f. 1983)

|

Ulla Hanover (f. 1973)

|

Gulla Hanover (f. 1961)

|

Palmela (f. 1950)

|

Cito Axworthy (f. 1937)

|

Miss Jane Frisco (f. 1920)

|

Jane Ann H (f. 1911)

Jane Ann H var uden sammenligning Julius Høybyes ”guldhoppe nr. 1”. Hun kom til Danmark i 1920 og blev – foruden ovennævnte Miss Jane Frisco – mor til bl.a. tre Opdrætningsløbvindere (Guy Worthy, Ivun og King Viggo – sidstnævnte vandt Svensk Opdrætningsløb i 1927) samt Derbyvinderen Gibtown!

Ni klassiske vindere på 11 år
Han importerede – ofte i samarbejde med en anden af travsportens pionerer, Julius Pajoncek – et stort antal heste fra USA og grundlagde det første egentlige travstutteri herhjemme, Firemilegården, der frem til først i 50’erne dannede rammen omkring Høybye-familiens stutterivirksomhed.

”Gamle Høybye” opdrættede en perlerække af fine væddeløbere, der specielt op gennem 20’erne tog godt for sig af retterne i de klassiske løb på Lunden. Det blev således til tre Derbyvindere, tre Opdrætningsløbsvindere og tre Kriteriumsvindere – vel at mærke i en periode på blot 11 år (1924-35)!

Julius Høybye fik dog som hesteejer sin første Derbyvinder – Elinor – allerede i 1905. Hun vandt i øvrigt også Kriteriet i 1904 og var den mest vindende hest på Charlottenlund Travbane i 1904, 1905 og 1908. Modsat de fleste af Høybyes senere storløbsvindere var Elinor dog ikke hans eget opdræt, men derom senere.

Som mange af datidens hesteejere kørte ”Gamle Høybye” selv Elinor og størsteparten af sine øvrige heste. Dengang kunne ejerne frit køre deres egne heste i løb – begrebet amatørlicens blev først indført omkring 1911-12 – men man skal også huske på, at de fleste var vant til at køre med deres arbejdsheste i marken og alle andre steder. Julius Høybye var eksempelvis slagtermester og kørte dagligt til Kødbyen i København, hvor han solgte sine kreaturer.

Der fandtes dog også professionelle trænere, som fik bevilling af Det Danske Travselskab til at tage heste i træning, ligesom de også fik kørebevillinger til at køre løb – men det er jo en anden historie.

Hesteejer i 1887
Julius Guiseppe Hansen Høybye (1862-1935) købte sin første travhest i 1887 og snart kastede han sig også over opdrættet. Første opdræt var hingsten Sagadashny II, der kom til verden i 1894. Moderen var en tyskfødt halvblodshoppe, Bertha, af ukendt afstamning, der blot fik to afkom.

I årene efter århundredeskiftet udvidede Høybye efterhånden bestanden af følhopper. I Dansk Traver-Stambogs Bind 2 (1910) står han således opført som ejer af otte forskellige hopper, der har fået føl i årene 1902-09 – heriblandt hans første import, amerikanskfødte Belle Wilkeswood, der blev købt i Tyskland i 1907 – men der kom først rigtig fart på stutterivirksomheden da Julius Høybye i årene efter 1. verdenskrig begyndte at hjemkøbe førsteklasses avlsmateriale fra USA.

Resultaterne lod ikke vente på sig. I 1924 kom den første Derbyvinder – Ego – og Julius Høybye vandt også Derbyet i 1926 og 1933 med hhv. Gibtown og Odin Hall. Alle ejet af Stald Høybye, der også fik tre andenpladser i Derbyet med eget opdræt: Guy Worthy, Danmark og Es.

Den opmærksomme læser savner selvfølgelig 1905-Derbyvinderen Elinor, men hun var rent faktisk født i USA.

Elinor kom således til Danmark i oktober 1901 som såkaldt mockindlænder sammen med sin mor, Missie, der var en af de fem følhopper, som træner Julius Pajoncek købte i USA på vegne af Det Danske Travselskab.

Følhopperne blev solgt på en auktion den 11. februar 1902 og Willads Olsen fra Vintappergården i Gentofte købte Missie, der også blev mor til Kriterie- og Derbyvinderen Miss Refero.

Senere købte Julius Høybye altså Elinor, der blev en rigtig fin væddeløber med rekord 1.34,0, hvilket var rigtigt fint på den tid.

Høybyes sidste Opdrætningsløbsvinder Burgoyne (1929) var i øvrigt også mockindlænder – født i USA, men indført som føl sammen med moderen, Betsy Chandler, i 1927.

Nå, men det var de klassiske vindere vi kom fra – altså dem, der kom til verden på Firemilegården.

Foruden tre Derbyvindere opdrættede Julius Høybye også tre vindere af Dansk Opdrætningsløb – Guy Worthy (1924), Ivun (1926) og Kaddara (1927) – samt tre vindere af Dansk Trav Kriterium, Iowa (1927), Kaddara (1928) og Styrmand (1935). Kaddara var ejet af bagermester Phillips, teaterdirektør Fritsche ejede Iowa, mens Solvallas grundlægger, Carl Th. Ericsson (Stald Ericsson) ejede Styrmand. De øvrige heste startede i Stald Høybyes karakteristiske røde farver.

Første import i 1919
Julius Høybye var på mange områder foregangsmand inden for travsporten. Han tog bl.a. selv personlig kontakt til de store travstutterier i USA, hvilket resulterede i den første sending af heste til Danmark i foråret 1919.

Han fik kontakt med den amerikanske træner Walter Cox (vinder af bl.a. Hambletonian Stakes 1929 med Walter Dear), som gennem årene solgte mange fine heste til Julius Høybye – “Far blev gode venner med Walter Cox. Han hjalp far derovre og snød ham aldrig.” som Julius Høybye, Jr. sagde i et interview i Trav-Jul 1958.

Sproget var en udfordring, men Julius Høybye fik god hjælp af sønnen Niels (“Murphy”), som sammen med broderen Hans var rejst til USA i 1912 for at prøve lykken inden for landbruget. Niels havde i øvrigt været amerikansk soldat under 1. verdenskrig, mens Hans slap fri fordi han ikke var høj nok!

Det har ikke været muligt at opklare, hvilke amerikanske stutterier Julius Høybye var i kontakt med de første år, men resultatet af anstrengelserne blev i hvert fald, at der i april 1919 ankom tre heste til Danmark – hopperne Salinas og Sandorra samt hingsten Truxton, der i 1921 aflivede Baron Silvers 10 år gamle banerekord på Lunden med et helt sekund til 1.24,1.

Truxton, der senere blev eksporteret til Sverige, blev bl.a. far til Kriteriumvinderne Iowa og Kaddara – sidstnævnte dog kun ”måske” da Julius Høybye ikke med sikkerhed kunne fastslå, om det fædrene ophav var Truxton eller Native King!

Turen fra New York til København foregik dengang med skib og inkl. alle mellemstationer tog det fra 15 til 19 dage. Først i midten af 50’erne begyndte man at flyve heste over Atlanten – den første var Emma Signal Girl, der blev importeret af Axel Jacobsens far, Poul Jacobsen, Stutteri Langesø – men for 100 år siden var det altså en langsommelig og ikke mindst kostbare affære at hente travheste i USA.

De næste 10-12 år var Julius Høybye flere gange i USA for at købe nye heste – primært følhopper, men en af de største succeshistorier var afgjort hingsten Captain Axworthy, der blev far til 128 afkom og var avlschampion seks gange i årene 1938-44. Captain Axworthy blev bl.a. far til Derbyvinderen Ebbe Axworthy samt Kriteriumvinderen og sejrshesten Styrmand, der senere blev en succesrig avlshingst.

Nogenlunde samtidig importerede Julius Høybye også hingsten Worthy Harvester, der i lighed med Captain Axworthy, startede sin karriere i Danmark som væddeløbshest, men Worthy Harvester opnåede aldrig helt samme succes. Worthy Harvesters bedste afkom var Aerolit – en af de kun tre ”Triple Crown-vindere” i dansk travsport med sejr i både Opdrætningsløb, Kriterium og Derby.

Hingstene Chilton og Native King virkede også i en årrække på Firemilegården.

Julius Høybye benyttede selvfølgelig også hingstene til sine egne hopper – og dem var der mange af. I 1931 blev der eksempelvis født otte føl på Firemilegården og det niveau fortsatte i mange år – også da sønnen, Otto Høybye, overtog stutteriet og senere flyttede stutterivirksomheden til nabogården, Lindebo.

Kæmpe indflydelse
Som nævnt er Julius Høybyes 1919-import Jane Ann H stammoder til Orali, men i samme hoppelinje finder man også heste som Derbytoeren Marius Møllegård, Crowns Banker, Gitano, følhopperne Schimone Senator (mor til bl.a. Taekwon Garbo), Misti Iran (s)(svensk Elitsto og mor til bl.a. Dansör Tilly og Micko Tilly) og Jane Express (s)(mor til to millionærer).

Den norske verdensmester, Papagayo E, har også rødder tilbage til en af Julius Høybyes USA-importer, Lady Polyanna, der kom til Danmark i 1921.

Med sig ved ankomsten til København havde Lady Polyanne føllet Fix Worthy og året efter kom hoppen Guy Lady, der iflg. Dansk Traver-Stambog, bind 5 (1929) var efter enten Duellist C, Truxton eller Native King!

Det var ikke første gang Julius Høybye var i tvivl om, hvilken hingst der havde bedækket den pågældende hoppe, men uanset hvad, så blev Guy Lady stammoder til Papagayo E, der udover Yonkers International Trot også har vundet bl.a. Norsk Trav Kriterium.

Papagayo E er efter Ann Speedy T (Speedy Tomali) og følger man hendes moderlinje bagud ser det således ud: Ann Speedy T (N) – Ann Gretchen (N) – Denise Marie L (N) – Nulles Pride (DK) – Viksy (DK) – Elone (DK) – Nannie (DK) – Guy Lady (DK).

I samme hoppelinje finder man en lang andre topheste – heriblandt Derbyvinderen Fox Hanover, Jydsk 4-årings Grand Prix-vinderen Svarte, Equator Damhus, Demilo Crown, Inzaghi, Neo Holmsminde, Medoc, Bicycle, Jaded, Mr. Picolit og mange flere. Med andre ord en fantastisk hoppelinje, der indeholder et utal af topheste født i både Danmark, Norge, Sverige og Tyskland.

Flere af Julius Høybyes tidligste USA-importer har også sat deres tydelige præg på nutidens avl. Se blot her:

Lady Guy (født 1918 i USA): Stammoder til bl.a. Fridhems Armbra (s), Attention Flamingo, Eddie Skov samt stamhopperne Sara Hammer og Gina Sonera.

Miss Blanche(født 1919 i USA): Stammoder til Bonita L, Macao og Giant Superman (s).

– samt ikke mindst Type (født 1933 på Firemilegården), der er mor til Marseillaise, der selv blev stammoder til en stærk hoppelinje i det nordlige Jylland; desværre oftest med nogle ”tvivlsomme” hingste.

Kilde: Kjeld Mathiasen – ktmathiasen@gmail.com

Fire amatørchampionater
Det er begrænset hvad vi ved om Julius Høybyes tidligste ”meritter” i sulkyen, men han købte som nævnt sin første travhest i 1887.

En af de første heste han havde succes med var hingsten Tom Jefferson, der var født i Canada i 1875 og som Høybye indførte i efteråret 1894. Hesten var således på daværende tidspunkt 19 år, men nåede alligevel at starte i løbene på Lunden, hvor Tom Jefferson – iflg. ”Internationales Traber-Album” fra 1895 – satte rekord 1.34,3.

Det var meget hurtigt efter datidens forhold – faktisk var Tom Jefferson den hidtil hurtigste hest i dansk travsport. Julius Høybye fik et enkelt afkom efter Tom Jefferson, Miss Jefferson (e. Bertha) født i 1896. Den blev også far til 1901-Derbyvinderen Lady Tom, men har kun disse to afkom i Danmark og Tom Jeffersons videre skæbne kendes ikke.

“Gamle Høybye” trænede selv sine heste og var en glimrende amatørkusk, der var amatørchampion på Lunden fire gange (1905-06, 1908 og 1912). Julius Høybye vandt også bl.a. I.C. Tvede Memorial i alt fire gange som kusk – samt yderligere én gang som hesteejer.

Iflg. Travsportens Årbog fra 1944 vandt Julius Høybye mindst 103 løb. “Mindst” fordi der i årene 1885-93 ikke var angivet kuske på hestene. Flere trænere (Uhlig, Koster, Julius Høybye, Jr. m.fl.) har også vundet løb med staldens heste, men hvor mange løb Stald Høybye har vundet igennem årene er uvist.

Julius Høybye kørte sit sidste travløb i 1933, hvor han i fire starter fik én sejr og to mindre placeringer.

Slagtermester med handelstalent
Julius Høybyes navn knyttes som regel sammen med Firemilegården, Tåstrupvej 17 i Karlslunde, men han købte faktisk først gården i 1904. Gården ligger fire mil (30 km) fra København – deraf navnet.

Julius Høybyes barnebarn, Inger Stenlev (79), fortæller:

”Min morfar var slagter og boede oprindeligt i Kildebrønde. Han kørte rundt og opkøbte dyr, slagtede og solgte dem.

I juli 1889 blev han gift med mormor, Elisabeth Rasmussen (1872-1925), som dengang kun var 16 år. Hun var datter af en pølsemager fra Lolland, som flyttede til Glostrup, nærmere betegnet Roskilde Landevej, hvor han lavede spegepølser. Han kaldte spegepølsen “Roskilde Landevej” og det hedder den stadig!

Morfar var efter sigende noget af et handelstalent (det kommer vi tilbage til senere), og mormor skulle have været en MEGET dygtig kone, der kunne alt fra at hjælpe manden med at slagte, til at sy hans gamle tøj om (det var under 1. verdenskrig) samt alt inden for husholdning, mad til mange uventede gæster, som morfar spontant inviterede med hjem. Det var bl.a. skibsredere og restauratører, der interesserede sig for travsporten, men Mormor klarede det hele (med hjælp fra en ung pige) og passede samtidig en anselig børneflok.”

Julius og Elisabeth Høybye fik otte børn på blot 10 år, så der var altid liv på Firemilegården i årene omkring århundredeskiftet. Elisabeth var ældst (f. 1890) og yngst var Otto (f. 1900).

”Min Mor, Ingeborg, var født i 1897 og da Mormor døde i 1925 måtte hun styre huset derhjemme. Hun overtog hele husholdningen og alle gæsterne, så da min far dukkede op omkring 1932 erklærede Morfar, at der i hvert fald ikke var nogen, der skulle giftes her!

Det blev de så alligevel i 1934 og brylluppet blev holdt på Firemilegården. Året efter døde “Gamle Høybye”. Mormor var som nævnt død i 1925 af en svær sukkersyge. (Insulinet var lige opfundet, men der var så mange bivirkninger, at hun hellere ville holde en streng diæt) kombineret med en forkølelse og bronkitis. Hun blev kun 53 år.” fortæller Inger Stenlev.

Arvestriden
Julius Høybye døde d. 31. maj 1935 – han blev 72 år. To dage senere vandt hans sidste store opdræt, Styrmand, Dansk Trav Kriterium, men det kom ”Gamle Høybye” ikke til at opleve.

Dødsårsagen var en blodprop, men han havde skrantet igennem et års tid, og som Væddeløbsbladet skrev i sin nekrolog, kom døden ikke helt uventet.

Julius Høybyes død skabte desværre en del uvenskab i familien med sønnerne på den ene side og døtrene på den anden side – en typisk arvestrid, der medførte, at familien nærmest blev delt midtover og den dag i dag har de to ”grene” af Høybye-familien ikke kontakt med hinanden.

”Valdemar arvede Firemilegården og fik jorden, Otto fik hestene – som han passede i samarbejde med Julius – Hans fik to lastbiler og startede en vognmandsforretning, Niels fik en hestetransport – og pigerne fik ingenting. Men de gik ikke i skifteretten, for så ville drengene blive hængt ud som nogen, der ville snyde deres søstre og det ville pigerne ikke byde dem.” fortæller Inger Stenlev, som er datter af Julius Høybyes datter, Ingeborg (1897-1973).

Firemilegården
Julius Høybye købte som nævnt Firemilegården i 1904. Gården havde hidtil været fæstegård under Gammel Køgegård, der ejedes af Frk. Emmy Carlsen – af egnens folk altid kaldt ”Hendes nåde, Frk. Carlsen.”

Den oprindelige stald og det meste af gården brændte ned i 1929, men Julius Høybye fik hurtigt opført en ny, og efter datidens forhold, topmoderne stald med 17 bokse.

”Der findes dem, der kan lære af hvorledes sådanne staldbygninger til kostbare heste skal opføres. Boksene er store, lyse og rummelige, og staldgangen er anlagt, netop som staldgange skal anlægges. Fliserne er af en sådan beskaffenhed, at hestene ikke kan glide på dem, og fra neden runder de svagt til begge sider, så der aldrig er vådt og sølet. Der kan være sjaskvådt, men et øjeblik efter er vandet løbet ud til siderne og forsvundet i kloaker”. som Trav-Tidendes skribent så malerisk beskrev stalden ved et besøg på Firemilegården i 1931.

Det vides ikke nøjagtigt hvor mange ekstra bokse, der var på Firemilegården i Julius Høybyes storhedstid, men i begyndelsen af 40’erne – altså efter Gamle Høybyes død – blev der opført en ekstra staldbygning.

Otto Høybyes søn, Orla Olsen Høybye (f. 1933) fortæller:

”Farfar havde jo altid en eller to avlshingste stående, men der kom for alvor gang i byggeriet, da Mark Ingdam, som min far var gode venner med, blev træner i 1938. Han havde igennem flere år altid et antal heste stående, indtil han købte sin egen gård i Vassingerød.

Jeg tror, at der på et tidspunkt var op mod 40 bokse på Firemilegården fordelt på flere bygninger, men da den blev solgt først i 50’erne rev den nye ejer de fleste af dem ned. Den ”fine” stald med de 17 bokse blev dog bevaret, men brændte desværre på et tidspunkt sammen med den store lade, og blev aldrig siden genopført.”

Firemilegården ejes i dag af Skov- og Naturstyrelsen.

Julius Høybye, Jr.
Som Elisabeth og Julius Høybyes første søn blev ”Junior” (1894-1959) – som der var tradition for dengang – også døbt Julius, og han begyndte tidligt at hjælpe faderen med familiens heste.

Julius Høybye, Jr. havde ambitioner om at blive selvstændig travtræner engang, så 1. marts 1908 startede han på Charlottenlund Travbane hos den polske træner Johann Kaliszan (se biografi) – også kaldet Planner – som igennem årene havde flere af Stald Høybyes heste i træning.

”Det var svært at forstå hans kaudervælsk, men forstand på heste havde han, og jeg lærte godt nok.” sagde Julius Høybye bl.a. i et interview i Trav-Jul 1958.

I 1914 rejste Julius til Østrig, hvor fik ansættelse hos den amerikanskfødte træner Benyon på Krieau-banen i Wien. Han var efterhånden blevet 19 år, men nåede ikke at køre løb mens han var i Østrig. Til gengæld var han til start i et montéløb (!), som allerede dengang blev afviklet i Frankrig – dog uden den store succes.

I sommeren 1914 var der imidlertid ved at ske ting og sager i Europa. 28. juni blev den østrig-ungarske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand, myrdet af den serbiske nationalist Gavrillo Princip, hvilket udløste en krigserklæring fra Østrig-Ungarn mod Serbien.

Det fik også indirekte følger for Julius Høybye, idet det østrig-ungarske militær ”indkaldte” alle travheste til tjeneste i hæren. Af uransagelige årsager var man ikke interesseret i galophestene.

”Vi flygtede med de bedste travere fra Wien og ud på landet, og når vi blev standset undervejs, sagde vi, at det var galopheste, og så lod man os passere. Selv flygtede jeg også og nåede hjem til Danmark, netop som den første store verdenskrig brød ud.” fortalte Julius Høybye mange år senere.

Privattræner for farmand
I 1915 startede Julius Høybye, Jr. som træner på Charlottenlund Travbane, som efterhånden var blevet en etableret institution, der året efter kunne fejre sit 25-års jubilæum.

”Julle” – et kælenavn Julius Høybye, Jr. fik allerede som barn – var officielt publictræner, men de første mange år var han reelt privattræner for sin far. Heste som Elinor, Prins Alex, Princeton Jr., Marcel, Osvald og Dreaming Bell tegnede stalden udadtil, men ”Senior” kørte som regel hestene i løb, så man så kun sjældent Julius Høybye Jr. i sulkyen.

Gennembruddet som træner og kusk kom i 1929 med Burgoyne, der vandt Dansk Opdrætningsløb 1929. Burgoyne var mockindlænder og født i USA, men kom til Danmark som føl sammen med moderen, Betsy Chandler, der senere blev mor til bl.a. Styrmand. Sidstnævnte var indtjeningsmæssigt (68.500 kroner) Julius Høybyes bedste opdræt, men derom senere.

Burgoyne var skadet op til Kriteriet, men kom igen i 4-årssæsonen, hvor han bl.a. blev nummer tre i Derbyet bag Mars og Mr. Brooke. Burgoyne startede til og med sit 12. år.

I 20’erne og først i 30’erne havde Høybye Jr. også fin succes med heste som Chilton, Truxton og Captain Axworthy – alle ejet af Stald Høybye. Captain Axworthy (der er omtalt nærmere tidligere) vandt ganske vist kun fem løb, men to af disse var på Jägersro, hvor han begge gange besejrede Kosters sejrshest Harrison Dillon, og på Lunden blev det til sejr i Københavns Sommer-Handicap.

Senere kom Ax Frisco, der bl.a. vandt Kriteriumsprøven, men blev nummer fire i Kriteriet. I Derbyet blev det desværre til galop med to omgange tilbage – iflg. Julius Høybye fordi en fotograf lå i græsset lige op til banelegemet. Jo, den undskyldning brugte man også dengang.

Ax Frisco skiftede senere til Mark Ingdam, der vandt masser af løb med Captain Axworthy-sønnen, som senere blev en betydende avlshingst, men det er jo en anden historie.

Alvorlig sygdom
Julius Høybyes sidste store hest var Mylius Roy, der vandt en del løb i første halvdel af 50’erne.

Desværre var ”Julle” plaget af en fremskreden sukkersyge, som i 1953 medførte, at hans ene ben blev amputeret. Han bevarede dog sin trænerlicens med hjælp fra de senere træner Alvar Poulsen og John Petersen, som kørte staldens heste i løb.

I vinteren 1958/59 var han sygemeldt i en periode, men nåede dog at vende tilbage til travbanen, inden hans sygdom pludselig tog en alvorlig vending. Det var nødvendigt med en ny operation, hvor det andet ben skulle amputeres, men Julius Høybye døde desværre kort efter operationen som følge af en blodtransfusion.

Julle blev 64 år.

I Væddeløbsbladets nekrolog beskrives Julius Høybye, Jr. som en meget morsom mand med megen lune. ”En hyggelig fortæller af mange historier fra gamle dage, glimrende bevaret i erindringen. Hans gode humør holdt sig trods mange lidelser til det sidste. Høybye var om ikke nogen fremragende kusk, så ganske absolut en meget dygtig hestekender og træner.”


Biografi – Johann Kaliszan

Af Klaus Koch

Johann Kaliszan fødtes den 23. december 1865 i Polen. Han blev uddannet i de Plannerske stalde i Berlin (deraf hans senere kælenavn) og kom via Wien til København i 1896.

Han havde sin første start den 14. juni samme år, hvor han i 1. løb blev uplaceret med Brdr. Eiermann’s Molwa. Allerede i det efterfølgende løb tog han sin første sejr, da han kørte Brdr. Eiermanns Gamby til sejr på 1:56.2/2270 meter. Hestene trænedes af tyskeren Wilhelm Gregor, så man må gå ud fra, at Kaliszan var engageret som hjælpetræner i stalden. Efter denne dag dukkede han først op igen i efterårsmeetinget, hvor han i september var uplaceret med Gamby ved to tilfælde.

I 1897 ser det ud til, at Kaliszan var blevet privattræner for bagermester Wilhelm Clausen, hvis Rhitra han kørte mange gange i løbet af det første meeting. I andet meeting var han nummer to i Dansk Opdrætningsløb med samme ejers Viktoria.

I 1896-97 står Kaliszan opført både i licenslister som Kalizon, uden fornavn eller endsige forbogstav. Ved folketællingen 1901 boede han på Strandvejen 257. Han stod registreret som værende ugift.

Kaliszan var stadig aktiv træner, da han ved månedsskiftet september/oktober 1929 pludselig døde af et hjerteslag, blot 63 år gammel. Ved sin bortgang var han bl.a. træner af møbelhandler Peter Hansens ungheste.


Otto Høybye
Elisabeth og Julius Høybyes yngste barn, sønnen Otto (1900-1962) havde allerede inden faderens død købt sin egen gård, Lindebo, der ligger skråt over for den gamle familieejendom, men han kom fortsat dagligt på Firemilegården, hvor alle travhestene var opstaldet.

Orla Høybye fortæller:

”Oprindeligt stod alle hestene opstaldet på Firemilegården, men min Far syntes det var hårdt at skulle rende frem og tilbage når hopperne skulle fole, så han fik lavet fire bokse på Lindebo.”

Otto Høybye videreførte stutteriet i faderens ånd og drev samtidig landbruget sammen med broderen Valdemar, men efterhånden måtte de to brødre erkende, at det ikke var muligt at beholde Firemilegården.

Orla Høybye fortæller:

”Det gik jo meget godt i mange år, men på et tidspunkt fik Valdemar sat begge sine ben af pga. sukkersyge, og snart blev der krise inden for landbruget. Det gik dårligt økonomisk og derfor valgte de at sælge Firemilegården. Valdemar døde i 1955, så jeg vil tro det har været omkring 1951-52. Jeg kan huske, at jeg flere gange har båret ham fra stuehuset over i stalden, så han kunne se hvordan det gik, men på længere sigt var det jo ikke en holdbar løsning.

Gården blev solgt til en lokal ungkarl, Hartvig Rasmussen, dvs. han fik at vide, at han kunne købe gården og det meste af jorden, men traverstalden med 17 bokse samt den del af jorden, der var lagt ud som folde, skulle vi beholde i 15 år. Det var også i orden, men desværre brændte stalden kun et par år senere. Heldigvis fik vi hurtigt lukket alle hestene ud i folden, men stalden og den tæt ved liggende lade brændte ned til grunden.

Vi var mildt sagt lidt ude at svømme med op mod 40 heste, der blev fordelt hos alle mulige forskellige bønder i omegnen. Derudover lejede min far en stald med 11 bokse på Amager Travbane til løbshestene, som vi kørte ind og trænede og passede. Det gjorde vi et par år indtil vi fik bygget nogle flere bokse på Lindebo.”

Guldklumpen Lloyd Hanover
Otto Høybye opdrættede også en lang række fine heste med Danmark og Es i spidsen – begge heste blev bl.a. nummer to i Derbyet i hhv. 1942 og ’43 – men hans største bedrift var dog nok købet af avlshingsten Lloyd Hanover, der kom til Danmark i 1954 og blev far til i alt 300 afkom – i Danmark og Sverige – som tilsammen vandt over 5 mill. kroner, heraf 3.277.000 i Danmark.

Med sin storebror Niels – med kælenavnet Murphy – som rejsekammerat og tolk rejste Otto i 1954 til USA for at finde en avlshingst, og på Hanover Shoe Farms fandt man Lloyd Hanover, som Otto Høybye købte for kun $ 1.000.

Lloyd Hanover var efter en af datidens tophingste i USA, Dean Hanover, der bl.a. var far til Hambletonian-vinderen 1948, Demon Hanover.

”Onkel Murphy rejste med fordi han stadig kendte en masse af de gamle gutter fra dengang, han selv boede i USA. De skulle finde en hurtig og ærlig hest, og selvom Lloyd Hanover ikke havde vundet mange løb, var det helt sikkert en rigtig fin hest de fik med hjem.” fortæller Orla Høybye, som i øvrigt har mange dejlige minder om ”Farbror Murphy”:

”Han var af og til ”barnepige” for mig og min søster når far og mor skulle i byen, og så elskede vi at sidde på hver sin side af farbror Niels mens han fortalte historier fra Amerika. Om dengang han kørte med hestevogn gennem Alaska og mange andre røverhistorier. Det meste af det var sikkert løgn, men vi syntes jo det var sjovt!”

Skandinavisk succes
Lloyd Hanover blev lidt af en guldgrubbe for Otto Høybye. Ofte var hingsten fuldtegnet, men afkommene klarede sig også rigtig godt i både Danmark, Sverige og Norge op gennem 1960’erne.

Foruden Derbyvinderen Dina Lloyd blev Lloyd Hanover således far til en lang række fine heste som bl.a. Ca Va Richmond, Chang Østerlykke, Come On Lloyd, Donau Lloyd, D.C.8 og Dea Lloyd – navne, der utvivlsomt vækker mange minder for lidt ældre travfolk.

Man kan sige, at Lloyd Hanover endte sine dage top toppen i 1965. Hingsten havde netop bedækket hoppen Beth Tally Ho, da han fik et hjertetilfælde og faldt død om på jorden. Et stort tab for Orla Høybye, der havde arvet hingsten – der ikke var forsikret – og stutteriet efter faderens død tre år forinden.

Orla Høybye
Otto Høybyes søn, Orla Olsen Høybye (f. 1933), bor i dag på Ejrebæksgård i Karlstrup – blot tre kilometer fra Firemilegården, men er født og opvokset på Lindebo.

”Da min far døde overtog jeg jo gården og alle hestene, men det var ikke altid lige let, selvom jeg er vokset op med hestene og aldrig havde lavet andet end at køre møgbør, som jeg plejer at sige.” smiler Orla.

”Jeg kan jo af gode grunde ikke huske ret meget om min farfar, som døde da jeg var to år, men jeg er ret sikker på at jeg kan huske den sidste jul han levede.

Vi holdt altid juleaften på Firemilegården og juletræet stod ude i hallen, hvor der var meget højt til loftet. Vi var jo en masse børnebørn, som sagtens kunne nå rundt om træet, men farfar gik ikke med. Jeg kan svagt huske han stod i døren til herreværelset, hvor han stod og så på os børnebørn.

Jeg har selvfølgelig fået en masse fortalt om farfar, bl.a. om hans handelstalent. Nogle vil sikkert sige, at han har snydt mange af sine kunder – den mere kloge narrer den mindre kloge – men faktum er, at han havde 35 kroner da han blev gift og da han døde, fik alle børnene så vidt jeg ved 100.000 kroner hver. Derudover fik Niels en hestetransport, Julle en villa og far og Valdemar fik Firemilegården.

En af de historier jeg har hørt om Julius Høybye, var engang han var ude og se på nogle får. Bondemanden ville jo gerne sælge, men farfar syntes prisen var for høj, så han kiggede bare kort på dem – dem var han ikke interesseret i. ”Hvorfor dog ikke”? – ”Kan du ikke se det? De har ”den slemme syge” – de dør snart”! – ”Jamen, Høybye – du må da kunne gi’ mig et bud?” – ”Nåja, så kan du få så og så meget for dem” – ”Det er i orden” svarede bondemanden, og farfar var tilfreds, for dyrene fejlede jo ikke noget. Sådan handlede man i gamle dage!

Farfar tjente mange penge – rigtig mange penge, som han bl.a. investerede i travhestene, men det kostede jo også en formue dengang at rejse til Amerika. Det foregik jo med dampskib, ofte via Oslo, og tog over to uger.”

Barndommen
Heste har været Orla Høybyes liv, men det var oprindeligt faderens ønske, at han skulle være dyrlæge.

”’Det er dyrlægerne, der tjener alle pengene, så du skal være dyrlæge, som far sagde.” griner Orla.

”Men det der med skolen og mig, det gik ikke så godt, så gik altså ikke så længe. Jeg var ellers lige begyndt på Roskilde Katedralskole, men det var bl.a. matematikken, der slog mig ud, så en dag gik jeg op til en boghandler i Roskilde og solgte alle bøgerne.

Det var dog ikke det allerbedste tidspunkt at fortælle min far, at jeg var stoppet i skolen. Han havde lige fået dårlig hjerte og det blev jo ikke bedre, da jeg kom hjem og meddelte ham min beslutning, men han kunne ikke rigtigt gøre noget.

På det tidspunkt havde Valdemar fået sat begge sin ben af pga. koldbrand efter at have skåret sig på en plov, tror jeg det var, så han kunne jo heller ikke rigtig hjælpe til mere. Og landbruget gik samtidig ad h….. til, så det endte med, at de måtte sælge Firemilegården. Det var omkring 1951-52.”

Jagten på en ny guldklump
Efter salget af Firemilegården blev Valdemar Høybye og hustruen Martha boende på gården i mange år, men en dag fik Hartvig Rasmussen en husbestyrerinde og så måtte parret flytte ind i et lille hus tæt på Firemilegården.

Denne ejendom, som nu revet ned, overtog Orla Høybye da han blev gift i 1957 og boede her, indtil hans anden kone, Rie, kom ind i billedet sidst i 80’erne.

Forældrene boede stadig på Lindebo og også efter faderens død i 1963, havde Orla sine egne heste opstaldet her helt frem til han stoppede med travsporten omkring 1980.

Orla Høybye har bl.a. opdrættet to Derbyvindere, Dina Lloyd (1962) og Brilliant H (1979) – om end sidstnævnte dog officielt er opdrættet af hustruen Jytte Høybye.

Førstnævnte var efter Lloyd Hanover, som Orla selvfølgelig havde store forventninger til, men da hingsten døde pludseligt i august 1965, var gode råd dyre.

”Jeg var nærmest slået ud de første dage efter Lloyd Hanovers død, men efter at have sundet mig et par dage, besluttede jeg mig for at prøve på at finde en ny hingst. Det var så held i uheld, at der var et halvt år til den nye bedækningssæson, men det viste sig ikke, at være så let som jeg måske havde forestillet mig.” siger Orla.

”Heldigvis havde jeg en god ven i Ole Boelskov Hansen, som på daværende tidspunkt var træner i USA og vi havde i forvejen talt om, at han skulle prøve at finde en god væddeløber til mig derovre. Nu var det pludselig en avlshingst jeg skulle bruge, og det telegraferede jeg omgående til ham om.

Ole havde kun tre heste i træning og tilbød mig at købe den ene, men det var jeg ikke interesseret i – den var ikke god nok i mine øjne, så han gjorde hvad han kunne for at finde en anden hingst. Jeg tror jeg fik tilbudt omkring 20 hingste uden det lykkedes at finde den rigtige, men postvæsenet tjente godt på os i den periode for vi skrev jo til hinanden frem og tilbage – det blev nok til omkring 50-60 breve.

Ole kom på et tidspunkt så i kontakt med dansk-amerikaneren Anders Christian Petersen, som var mangemillionær samt storopdrætter og hesteejer i USA. Han havde en lillebror til sin Hambletonian-vinder, A.C.’s Viking – endda en helbror, A.C.’s Warrior, som på det tidspunkt var fem år. Den ville han sælge for $ 20.000 og der var allerede et par italienere, der var interesseret, men det var alt for dyrt for mig, så i første omgang blev det ikke til noget.

Men jeg var fræk og skrev et brev til ham, hvor jeg bl.a. skrev, at hvis han ville gøre noget for dansk travsport, så skulle han sælge A.C.’s Warrior til mig. Og det gjorde åbenbart så stort indtryk på A.C. Petersen, at Ole Boelskov Hansen fik lov til at købe hingsten til den pris, vi havde budt.

Jeg fik endvidere opsnuset, at A.C. Pedersen skulle på besøg til Danmark for at besøge noget familie i Næstved, og så stod jeg inde i Københavns Havn med et skilt hvorpå der stod ”A.C.’s Warrior”. Det opdagede hans kone og det endte med, at de tog med mig hjem, hvor A.C. viste en smalfilm med A.C.s Vikings Hambletonian-sejr. Vi fik et rigtig godt venskab og det endte med, at jeg købte hingsten for så vidt jeg erindrer $ 10.000.”

Op og ned for A.C.’s Warrior
Orla Høybye havde pæn succes med A.C.’s Warrior, selvom hingsten ikke huskes for de store stjerner – klart bedst var R A C (1.16,0a-478.000 kr.) – men A.C.’s Warrior blev til gengæld en udmærket morfar. Hoot Mon-hingsten blev far til 185 afkom i Danmark, der tilsammen vandt 2,1 mill. kroner.

”På et tidspunkt fik jeg et godt tilbud fra en nordmand, som var interesseret i at leje A.C.’s Warrior og det var en ganske fin forretning – 50.000 kroner om året uden jeg skulle løfte en finger.” smiler Orla.

”Det første gik det rigtig godt, men året efter fik A.C.’s Warrior ikke så mange hopper, så nordmanden måtte sælge sit sommerhus for at betale mig – og så var han selvfølgelig meget interesseret i at komme af med hingsten igen.

Jeg udlejede i stedet A.C.’s Warrior til Finland i år og samlet fik han fik omkring 150 afkom i Finland, Sverige og Norge, men i mellemtiden havde jeg fået en ny hingst, Tenderloin, der var helt værdiløs, så jeg var meget interesseret i at få A.C.’s Warrior tilbage.

Det gjorde jeg så også, men selvom han bl.a. havde fået en Kriterievinder i Danmark (Neuropin) i 1970, var der stort set ingen interesse for ham længere, så jeg måtte desværre aflive ham. Sidste årgang var A-årgangen (1974).””

”Hva’ fa’n laver du, Mark?”
Orla Høybye har været gift to gange og har fire børn – Jan, Joy, Carina og Mark. Drengene er i øvrigt opkaldt efter to af Orlas store idoler, Jan Koster og Mark Ingdam!

”Jeg så meget op til Mark Ingdam, som min far hjalp både økonomisk og med mange andre ting da han startede som træner, og en af de oplevelser jeg husker allerbedst, var den første gang jeg kørte en travhest hurtigt. Det var hos Mark Ingdam på Lunden og jeg var kun 11 år.” fortæller Orla.

”Jeg skulle køre hesten Umberto, men kunne jo ikke nå bøjlerne, så det var mildt sagt lidt farligt. Mark kørte en anden hest og da vi kørte op mod banen nede fra staldterrænnet, mødte jeg Sofus Sørensen, som da han så mig råbte: ”Hva’ fa’n laver du, Mark?” – men Mark var ligeglad: ”Jeg ved hvad jeg laver!”

Nå, men det gik jo heldigvis godt, selvom Umberto bare dampede af sted da vi vendte rundt. Jeg havde ikke en jordisk chance for at holde den, men da vi havde kørt to omgange stoppede den pludselig brat. Den var nok vant til det fra løbene.”

Familien er samlet
Forfatteren til denne artikel husker Orla Høybye for sejrshesten Ulrik Lloyd, der vandt mange løb de første par år på Skovbo, men ironisk nok blev netop denne hest hans sidste løbshest.

”Ulrik Lloyd var svær at køre i starten, men da jeg som et sidste forsøg ”smed” nogle meget tunge jernsko på ham, blev han en ren sejrsmaskine. Jeg mener jeg vandt ni løb på stribe med Ulrik Lloyd, men solgte ham som til en københavnsk skuespillerinde, der sendte ham i træning hos Leif Løfgren. Han kunne imidlertid ikke få hesten til at fungere og de endte så vidt jeg erindrer med at aflive den.” husker Orla Høybye, som i dag er pensionist, men ellers næsten altid har arbejdet med heste – afbrudt af periode som ølkusk på Faxe Bryggeri.

”Via min daværende svoger fik jeg – som 47-årig – job som Faxemand, men jeg fik en rute på Blågårdsgade i København, hvor man kun drak Carlsberg og Tuborg, så det gik ikke ret længe.” smiler Orla

”Carina og Marks mor, Rie, er født her på gården (Ejrebækgård), hvor jeg flyttede ind da vi lærte hinanden at kende. Der har i mange år været rideskolen på gården og det er mig, som har bygget både ridehuset og den store lade.

Da vi i sin tid blev skilt, fik jeg lavet en lejlighed på førstesalen i den ene af længerne og her bor jeg stadig. Rie bor fortsat i stuehuset, hvor Mark bor på førstesalen, mens Carina og hendes familie bor i et nyt hus på grunden, så det er dejligt at familien stadig kan være samlet på den måde.

Rie og Carina driver rideskolen sammen med stor succes, og jeg nyder at snakke med de unge mennesker, som af og til spørger mig om gode råd.”