Travsportshistorie.dk

Arnold Jensen

Portræt af den tredobbelte Derbyvinder Arnold Jensen. 

Arnold Jensen (f. 1892) er afgjort en af dansk travsports mest spændende personligheder – og ikke kun pga. hans tre Derbysejre med hhv. Bellwood (1940), Dixie Star (1942) og Minus (1951).

Tidligere staldfolk og kollegaer beskriver ham som temperamentsfuld og hysterisk, men Arnold Jensen var samtidig en fantastisk dygtig træner og hestemand, som havde sin storhedstid i 40’erme og begyndelsen af 50’erne.

“Nold” havde en lidt anderledes karriere end størsteparten af datidens trænere, idet han i over syv år arbejdede som staldmand i Tyskland for bl.a. berømte Charlie Mills, hvor Arnold Jensen i fire år var andentræner hos Europas dengang førende travtræner.

Der er lidt usikkerhed omkring de første år, men hans første lærermester var formentlig Robert Stolle på Lunden, hvor Arnold Jensen var ansat i 1907 og bl.a. passede storhesteejeren Peter Hansens første hest, Povl Øregaard, der den 22. september samme år vandt et ret specielt løb.

Løbet blev indledt med 6 mil (45,2 km) på landevej og afsluttet med 2000 meter på Lunden. Vindertiden blev 2 timer, 24 minutter og 23 sekunder – svarende til en kilometertid på 1.46.

“Det siger sig selv, at der skal en stærk hest til at vinde et sådant løb, og så var det endda ikke nok at vinde. Nej, hesten skulle dagen efter løbet synes af en dyrlæge, og først når denne havde overbevist sig om, at hesten var fuldstændig fri for gnavesår, halt o.s.v., blev sejren godkendt.

Sejrens pris var en kæmpemæssig sølvbowle, som blev fyldt med vand så Povl Øregaard kunne slukke sin tørst, og bowlen blev også anvendt til den efterfølgende frokost, men så gætter jeg på, at man havde udskiftet vandet med champagne.” fortalte Arnold Jensen bl.a. i et kapitel af sine erindringer, der blev bragt i Trav-Jul 1957.

Igennem årene var Arnold Jensen en flittig skribent, som jævnligt skrev artikler i både Væddeløbsbladet og Trav Tidende, og i årene 1943-57 kunne man læse flere afsnit af hans erindringer. Disse artikler har været meget værdifuldt kildemateriale i dette portræt.

Hvor længe Arnold Jensen var hos Stolle vides ikke, men inden sin afrejse til Tyskland i 1913, nåede han også at være hos trænerne Tatzsky, Max Rabenhorst og Franz Smrcka. I et afsnit af sine erindringer skriver han også bl.a. “Fra min tid ved galopsporten havde jeg et kendskab til tyske forhold og til sproget …” – men kommer ikke nærmere ind på dét kapitel i sit liv.

ArnoldJensen-1911

Det første foto af Arnold Jensen fra 1911 sammen med hesten Bravo, der var i træning hos Franz Smrcka

Afvist af Hugo Jørgensen
Det første hold elever på Trænerskolen blev uddannet i 1914, men allerede året forinden var Arnold Jensen – uvist af hvilke årsager – blevet nægtet optagelse på skolen af Det Danske Travselskabs legendariske sekretær Hugo Jørgensen.

Han søgte i stedet mod Tyskland og som han skrev i et afsnit af sine erindringer, der blev bragt i Væddeløbsbladet nr. 76/1956: “Men den bitterhed, jeg havde følt ved at blive nægtet adgang til Trænerskolen og henvist til at skaffe mig licens i udlandet, hvis jeg ville køre travløb i Danmark, forsvandt snart, og siden har jeg været taknemmelig for den besked, jeg fik af gamle Hugo Jørgensen.”

Syv år i Tyskland
I september 1913 rejste Arnold Jensen til Tyskland, hvor han i første omgang blev ansat hos Lorentz Weiss og senere kom til Robert Grossmann – et af tysk travsports helt store navne i årene frem til omkring 2. verdenskrig. Robert Grossmann (1870-1952) vandt bl.a. Deutsches Traber-Derby ikke færre end 11 gange i årene 1906-28, bl.a. 1913-15, hvor Arnold Jensen var ansat.

Hos Grossmann arbejdede han bl.a. sammen med landsmanden Niels Sølberg, som i en periode var privattræner på et tysk stutteri og senere blev træner på Jägersro.

I 1916 kom Arnold Jensen, på anbefaling fra Grossmann, til Charlie Mills, som på daværende tidspunkt var privattræner for storhesteejeren Oscar Gerkens, Gestüt Hansa i Hamburg.

Charlie Mills (1888-1972) behøver ingen nærmere præsentation. Han var Europas, ja, måske endda verdens førende travtrænere helt frem til midten af 50’erne og vandt et utal af storløbssejre i både ind- og udland.

Det blev bl.a. til ni tyske Derbysejre (1910-42) og i Danmark vandt han Internationalt Mesterskab (“Copenhagen Cup”) fire gange med hhv. Guy Bacon (1928), Walter Dear (1931 og ’32) og Gelinotte (1957) – men tilbage til Arnold Jensens tid hos Charlie Mills.

Det var midt under 1. verdenskrig og pga. sit engelske statsborgerskab (Charlie Mills var født i Hamburg, men hans forældre var irske) blev Mills interneret i den engelske fangelejr, der var indrettet på Ruhlenberg Travbane. Takket være hjælp fra bystyret i Hamburg lykkedes det ham dog imidlertid at komme ud i foråret 1916, men Charlie Mills havde bl.a. forbud mod at køre travløb, måtte ikke forlade sit hjem efter mørkets frembrud og skulle hver aften melde sig på politistationen!

Staldrapport i fangelejren
Arnold Jensens erindringer er meget interessant læsning og et unikt vidnesbyrd om tysk travsport under 1. verdenskrig, hvor størsteparten af de tyske unge mænd var indkaldt til hæren, der mistede over to millioner mand i løbet af de fire år krigen rasede.

Det gik selvsagt også ud over personalesammensætning i Charlie Mills’ stald, hvor der iflg. Arnold Jensen ikke var en eneste mand mellem 16 og 60 år.

“Der var omkring en halv snes lærlinge mellem 14 og 16 og en flok erfarne staldfolk over 60. Til at køre hestene i løb var engageret to hjælpekuske, Otto Dieffenbacher og Eugen Treuherz (som ofte kørte løb i Danmark, red.).” fortalte Arnold Jensen bl.a.

“Der trængtes altså hårdt til en fast hånd til at tage sige af dette store foretagende, og takket være Grossmanns varme anbefaling, fik jeg betroet stillingen. Indtil Charlie Mills slap ud, måtte jeg dagligt tale med ham gennem det dobbelte pigtrådshegn. Jeg aflagde rapport og fik instrukser over et par meter ingenmandsland, skarpt iagttaget af væbnede vagtposter.

Da stod jeg der, 24 år gammel, og skulle holde styr på et halvt hundrede heste og en snes staldfolk og lærlinge. Jeg skulle forestå træningen og staldarbejdet, køre løb, foretage indkøb og føre regnskab. Det sidste var værre end det lyder, for dengang var træneren eller ejeren selv fodervært, så foruden lønningsregnskaber, regnskaberne med beslagsmed, cykelsmed og sadelmager, skulle der også handles med foder, hø og halm.

Da Charlie Mills kom ud, var han så tilfreds med den måde, jeg havde klaret det på, at jeg fik lov til at ordne det hele som hidtil, mens Charlie Mills indskrænkede sig til at overvåge stutteri- og væddeløbsvirksomheden i sin helhed og lede træningen.”

Mens Arnold Jensen var ansat hos Charlie Mills vandt stalden bl.a. det tyske Derby med Bedelia Todd, der blev kørt til sejr af Otto Dieffenbacher.

Han var i alt to år hos Charlie Mills i Hamburg, hvor han også vandt flere løb, og da Mills rejste til Wien fulgte Arnold Jensen med – her var han i ca. halvandet år, inden turen igen gik hjem til Danmark.

Arnold Jensen lærte mange ting hos Grossmann og Mills, bl.a. at det ofte kunne være en fordel at lade hestene gå sammen med køer og andre dyr, hvilket formentlig var årsagen til at han altid havde en ged i stalden, bl.a. som selskab for Derbyvinderen Dixie Star.

ArnoldJensen-ged


Hjem til Danmark 
I 1919 vendte Arnold Jensen hjem til Danmark og startede allerede 21. juni samme år som træner på Lunden. I 1920 vandt han sin første sejr som træner med hesten Albatros.

I 1921 blev det til tre sejre med hesten Edelweiss II og året efter vandt Arnold Jensen 11 løb, heriblandt I.C. Tvede Memorial med Ezekiel Preacher. Den oftest sejrende hest det år var Danton, som han vandt fire løb med.

De næste sæsoner vandt Arnold Jensen 6-6-11-7 og 8 løb.

I 1928 fik Arnold Jensen lidt af et gennembrud med 19 sejre – ensbetydende med en delt fjerdeplads på trænernes Top 10. Koster var suveræn med 70 sejre foran Sofus Sørensen (35) og Poul Groch, Sr. (30), mens Albert Hill, Oluf Månsson og Arnold Jensen alle blev noteret for 19 sejre.

“Stjernen” de år var Leonwah med i alt ni sejre i 1927-28, men den første egentlige reklamehest var afgjort Ohio Brooke, der i 1933 vandt ni løb og 19 løb i alt.

Voldsomt temperament
Arnold Jensen var nu et etableret navn og i mange år vandt han hvert år omkring 20 løb, men som Klaus Koch skriver i sit portræt af Arnold Jensen var der dog kun tale om jævne heste de første mange år i hans karriere.

Han beskrives i alle samtidige artikler som en meget dygtig og populær træner, og derfor kan man undre sig lidt over, hvorfor Arnold Jensens store gennembrud kom forholdsvis sent i karrieren.

Trav-Tidendes Julenummer 1944 gav et bud i omtalen af Arnold Jensens 25-års jubilæum som træner:

“Alle véd, at han efter adskillige år på udenlandske travbaner kom hjem og begyndte med en beskeden stald, og vi erindrer, hvor svingende trænerens materiale har været i årenes løb.

Dette skyldes ikke, at nogen har vovet at tvivle på Arnold Jensens dygtighed, snarere må det tilskrives hans af og til lidt for voldsomme temperament. Og hvor KAN “Nold” dog blive flintrende gal i hovedet! Enten han tror sig selv eller andre, der står ham nær, uretfærdigt behandlet. Men næste dag kan vreden udmærket være glemt, og det charmerende smil er fremme igen.”

Poul Stripp (f. 1912) var en af dem, som oplevede Arnold Jensens temperament på tætteste hold:

– I 1926 blev jeg ansat som stalddreng hos Arnold Jensen på Amager Travbane, hvor jeg var i fire år. Det var s’gu nogle hårde år, men lærerige år. Arnold Jensen var jo en hidsig krabat og hans temperament slog ofte gnister. Jeg erindrer bl.a. en dag, hvor jeg havde smurt seletøj hele eftermiddagen. Så kom Arnold pludselig tilbage til stalden og fandt et par baggamacher, der ikke var rengjort, hvorefter han hev ALT ned fra hylderne igen, og jeg kunne starte forfra! Jeg var 15-16 år på det tidspunkt og var næsten grædefærdig, sagde Poul Stripp i et interview i 1992.

Trænerkollegaen Børge Grandahl (f. 1916) startede i 1931 også som staldmand hos Arnold Jensen, men ragede – iflg. et interview i 1991 – uklar med “Nold” efter et halvt års tid og flyttede i stedet over til træner Peter Andersen. Grandahl ville dog ikke komme nærmere ind på baggrunden for uoverensstemmelserne med Arnold Jensen, der også havde senere trænere som Palle Sperling, Ejvind Schnell og Egon Larsen på lønningslisten.

Asocial
Det er efterhånden over 50 år siden Arnold Jensen stoppede som træner, så det er begrænset hvor mange tidligere kollegaer og staldfolk, der stadig er tilbage, men en af disse er snart 80-årige Leif Løfgren, som var trænerkollega med Arnold Jensen i årene 1960-63.

-Arnold var meget speciel. Han holdt sig meget for sig selv og var f.eks. aldrig med på trænernes årlige skovtur, fortæller Leif Løfgren.

-Hvis du mødte ham ude i byen sagde han goddag, men lige så snart han var inde på travbanen, var han meget indelukket. Når han hilste på folk, var det altid bare med en opadvendt tommefinger, og man kunne aldrig føre en samtale med ham ude på banen.

-Dengang kørte man meget langsomt med hestene, og det var også meget karakteristisk for Arnold Jensen, at han altid kørte lige op ad rækværket. Han kørte selvfølgelig altid i inderbanen ved hurtigarbejder, men ellers foregik al træning fem centimeter fra rækværket – med mindre han skulle køre udenom en eller anden.

-Ejvind Schnell fortalte engang om en episode fra dengang, han var staldmand hos Arnold Jensen omkring 1949/50. Dengang brugte man meget at “fluidere” hestene, dvs. smøre dem ind i noget olie blandet op i sprit, og en dag ville Ejvind lave noget sjov med Arnold.

-Arnold havde dengang en hest, Merci, som han selv havde opdrættet og den stod altid ude i en af rækkeboksene. Mens de stod på hver sin side af en anden hest og masserede den med det såkaldte fluidum, pustede Ejvind, så Arnold fik væsken i ansigtet. Mens han stod og gned sig øjnene, sprang Ejvind ned under hesten og bandt Arnolds snørebånd sammen – og råbte så: “Det brænder i boksen hos Merci!”. Arnold blev jo panisk, men faldt da han begyndte at løbe – og Ejvind fik jordens største skideballe.


Eventyret om Bellwood
Den første store stjerne i Arnold Jensens stald var 1940-Derbyvinderen Bellwood – overskriften er hentet fra en artikel i Trav-Tidendes Julenummer 1940.

Bjørn med Gerhard Petersen havde vundet både Dansk Opdrætningsløb og Dansk Trav Kriterium, men måtte efter en medrivende opløbsduel nøjes med andenpladsen Derbyet bag totalisatorfavoritten Bellwood.

Bellwood-Derby

Det blev et brag af et væddeløb, som mange sidestillede med “Alletiders Derby” i 1936.

Birte Dick var toneangivende fra start med Bellwood nærmest, men førstnævnte galoperede da Poul Groch, Sr. kom flyvende med Bruno på første langside. Bellwood overtog kommandoen, men måtte efter ca. 700 meter slippe til Bruno.

Arnold Jensen gik dog hurtigt ud i andet spor med Bellwood og de to heste gik som et tospand indtil bagerste langside, hvor Gerhard Petersen satte angrebet ind med Bjørn, der nåede frem udvendig for den førende.

Der var nu lagt op til den ventede duel mellem årgangens to bedste heste.

Bjørn lignede vinderen midt på opløbet, men indvendig kom Bellwood godt tilbage og på de sidste meter kunne 14:10-favoritten gå forbi til kneben sejr i tiden 1.25,8/3000 meter foran Bjørn i 25,9. Tredjepladsen gik til Bunter Dear med William Jensen i 26,4.

“De to hestes pragtfulde kamp tog fuldstændig vejret fra publikum, der klappede begejstret under løbets sidste hundrede meter, men det var også en dyst så smuk, som kun sjældent ses, ligesom det var et løb, der vil blive husket af alle dem, der overværede det.

De to trænere, Arnold Jensen og Gerhard Petersen, modtog stor hyldest for deres pragtfulde kørsel. og man siger vel ikke for meget når man påstår, at ingen af dem havde fortjent at tabe løbet,  men begge at vinde det.” som Væddeløbsbladet bl.a. skrev i sit Derby-referat.

Efter løbet kom Bjørns medejer Frits Streng i øvrigt over i stalden til Arnold Jensen og lykønskede ham med Derbysejren: “Må jeg ønske Dem hjertelig tillykke med sejren; det var et hårdt løb, og det var to gentlemen, der blev nummer et og to!”

Bellwood vandt også Derbyprøven og havde en forrygende 4-årssæson med syv sejre og 20.000 kroner i 10 starter.

Gemt væk i svinestien
Historien om Bellwood minder i høj grad om et af H.C. Andersens mest berømte eventyr om den grimme ælling, der blev en smuk svane.

Bellwood var opdrættet af Vilhelm Andersen i Uvelse mellem Slangerup og Hillerød, og historien beretter, at Kåringskommissionen en dag kom på besøg på stutteriet. Man skulle selvfølgelig ud og se stalden, men ikke før en af plagene var “gemt væk” – i svinestien, for den syntes Vilh. Andersen ikke, at man kunne være bekendt at vise frem.

Først bagefter blev Bellwood igen lukket ind i sin boks.

Arnold Jensen havde på det tidspunkt allerede fået øje på Bellwood, som han så første gang da hesten var blot nogle få dage gammel, og han besøgte jævnligt Vilhelm Andersens stutteri.

Det gjorde han også den 20. januar 1938, hvor Arnold Jensen var på biltur med trænerkollegaen Albert Hill og bagermester Voss, og pludselig fik “Nold” den indskydelse, at han ville til Uvelse for at købe Bellwood.

Det lille selskab nåede frem, men der var ikke lys i stalden, så Vilhelm Andersen måtte åbne staldporten, så Bellwood kunne blive synet i skæret fra den hvide sne.

Opdrætteren forlangte 1.800 kroner, men Arnold Jensen fik Bellwood for 1.500 kr.

Skandinavisk rekord
Efter en enkelt start som 2-års kom Bellwood for alvor i gang som 3-års, hvor det blev til syv sejre. Hesten var også blandt forgrundsfigurerne i Kriteriet, men galoperede i føring kort før mål og så gik sejren til favoritten Bjørn i tiden 1.28,8/2600 meter.

Bellwood var inden da blevet solgt til slagtermester Carl Nielsen for 4.500 kroner – dén handel fortrød Arnold Jensen efter sigende, da hesten havde vundet sin tredje sejr som 3-års, men han fik i det mindste lov til at beholde Bellwood i træning – i hvert fald til og med Derbysæsonen.

Som 4-års vandt Bellwood som nævnt syv løb. Foruden Derbyet skal også fremhæves sejren i et internationalt sprinterløb på Amager i tiden 1.21,2/1580 meter – ensbetydende med både dansk og skandinavisk rekord for 4-åringer.

Amerikanskfødte Alema Volo blev nummer to tiden 1.18,5/1660 meter – den hurtigste tid i Europa i 1940 og selvfølgelig den hurtigste tid nogensinde i dansk travsport. Alema Volos tid var således en forbedring af Walter Dears absolutte danske rekord på 18,9 sat i Internationalt Mesterskab i 1931.

Farvel og tak
Bellwood var afgjort Arnold Jensens “svendestykke” som træner, så man forstår hans store skuffelse, da det i midten af januar 1941 kom frem, at hesten var blevet solgt til storhesteeejeren, grosserer Wilhelm H. Møller, som tidligere havde haft succes med heste som J.B. Volo, Alex, Bruno og Dorrit Diamond, der i øvrigt vandt Kriteriet samme år.

Salgsprisen forblev ukendt, men Carl Nielsen havde inden Derbyet afslået et bud på 20.000 kroner, så man kan kun gisne om hvad Wilh. H. Møller måtte betale for Bellwood.

Bellwood fortsatte i øvrigt succesen og vandt i alt 41 løb – heraf 15 for Arnold Jensen – heriblandt Mesterskab for Danmark 1943.

Historien gentog sig 
Allerede året Bellwoods Derbysejr fik Arnold Jensen en ny stjerne i stalden i 3-årige Danmark med seks sejre – heraf fem på stribe – i 10 starter.

Hesten vandt bl.a. Kriteriumsprøven og var favorit i Kriteriet, hvor den også fik spids kort efter start, men efter 500 meter overtog den senere vinder Dorrit Diamond føringen.

Danmark galoperede på bagerste langside, men kom i trav igen og var sjette over mål. Hesten blev dog diskvalificeret for urent trav.

Arnold Jensen vandt i alt otte løb med Danmark, der var opdrættet og ejes af Otto Høybye fra Firemilegården i Karlstrup. Høybye tog hesten hjem efter 3-årssæsonen, og da Danmark igen skulle i professionel træning som 4-års, skiftede hesten sensationelt træningskvarter til Koster, der også modtog lillebroderen Es.

Heldigvis for Arnold Jensen fik han en ny tophest i D-årgangen – en tidligere følhoppe – der skulle gå hen og blive årets Derbyvinder.

Derbyvinderen, der blev født i svinestien
En svinesti kom også til at spille en “hovedrolle” i historien om Arnold Jensens anden Derbyvinder Dixie Star, der var opdrættet af Thomas Hansen i Brændekilde på Fyn.

I 1936 købte Thomas Hansen hoppen Morning Star, der året efter blev bedækket med Zed Hanover – præcis som året forinden, men da var hoppen ikke blevet drægtig.

Resultatet blev hoppeføllet Dixie Star, der kom til verden den 3. april 1938 – i en svinesti.

Thomas Hansen havde købt gården blot to måneder forinden og da der ikke var nogle hestebokse på stedet, blev Morning Star i stedet opstaldet i en svinesti, der lå lige op til kostalden. “Da Dixie Star blev større fik hun en svinesti for sig selv.” som Thomas Hansen skrev i sin beretning, der blev trykt i Trav-Tidendes Julenummer 1942.

Derby1942-vc

Som plag blev Dixie Star sendt i træning hos Poul Stripp og viste rimelige evner som 2-års, men i sin første start som 3-års blev hesten diskvalificeret for galop, og i de efterfølgende starter gik det ikke bedre.

Man havde svært at finde ud af hvad der var galt, men en dag fik Poul Stripp den indskydelse, at Dixie Star måtte være i fol!

Hesten havde været hjemme hos ejeren i løbet af vinteren, og ved et uheld var Dixie Star formentlig sluppet ind i folden til sin halvbror, den kun 1-årige Elwyn Star.

Faktum var i hvert fald, at Dixie Star den 27. juli 1941 nedkom med hoppeføllet Graty Star.

Dixie Star genoptog væddeløbskarrieren og blev i slutningen af marts som 4-års sendt i træning hos Albert Hill på Fyn, der vandt de to første starter med hesten, men efter en andenplads (bag Eberlin) i den tredje start, blev Dixie Star diskvalificeret for galop tre gange i træk.

Thomas Hansen valgte nu at sende Dixie Star i træning hos Arnold Jensen, som også havde haft hesten en kortere periode som 2-års med en andenplads i Hoppeprøven som eneste resultat.

Derbysejren
Dixie Star nåede at gøre fire starter for Arnold Jensen inden Derbyet. Det blev til en enkelt sejr og i Væddeløbsbladet vurderede man den tidligere følhoppe som en outsider. Kriterievinderen Dorrit Diamond blev gjort til favorit sammen med Danmark.

Derby1942

Nationalfølelsen havde utvivlsomt nået uanede højder hvis Danmark havde vundet Derbyet – det var jo midt under den tyske besættelse i 2. verdenskrig – og det var tæt på, men efter føring store dele af vejen, måtte Koster på de sidste meter se sig henvist til andenpladsen af Dixie Star med Arnold Jensen, der sejrede i tiden 1.27,3/3000 meter foran Danmark (27,4) og Dorrit Diamond (28,2).

I sejrsinterviewet med Gunnar “Nu” Hansen gav Arnold Jensen udtryk for sine frustrationer over tabet af Danmark, men publikum gav alligevel Derbyvinderen et kæmpe bifald på æresrunden.

“Kun en lille del af publikum havde økonomisk fordel af Dixie Stars sejr (vinderodds var 10,50, red.), og alligevel var bifaldet, der efter afgørelsen og under æresrunden tilfaldt Arnold Jensen og Dixie Star, mindst lige så overvældende som hvis Koster havde vundet med Danmark eller Groch med Dorrit Diamond. Publikum var klar over, at der var præsteret noget særligt fint, at Dixie Stars sejr var et resultat af dens træners ihærdige, omsorgsfulde og meget dygtige arbejde.” som Væddeløbsbladet skrev i sit referat.

Dixie Star startede som 4-års kun enkelt gang efter Derbyet.

Som 5-års blev det til tre sejre i seks starter. Dixie Star vandt i alt 16 løb.

Året efter (1944) gik Dixie Star i avlen og blev i 1945 mor til hingsten Kvik Star (Calumet Boston), men døde desværre samme år efter en forgiftning.

Minus blev til plus 
Af andre gode heste i Arnold Jensens første 30 år som træner kan nævnes Rigtig, Umberto (begge 15 sejre), Rotan Vesta (10 sejre), Valencia (9 sejre) samt Bork Ilwain, Cavalier og Ryan (alle med otte sejre).

Minus

Som nævnt fik han et mindre gennembrud allerede i 1928 med 19 sejre og frem til begyndelsen af 50’erne havde han en udmærket forretning, men herefter begyndte det at gå lidt ned ad bakke – i hvert fald hvad angik antal sejre.

I 1951 blev det til 24 sejre, heraf seks med Minus, der dog også indimellem blev kørt af sin ejer, Axel Mølgård Olsen.

Minus blev Arnold Jensens tredje og sidste Derbyvinder, men først efter et dramatisk løb, hvor Moster med Poul Stripp i sulkyen blev diskvalificeret for urent trav.

Sejren gik herefter til Minus og Arnold Jensen i tiden 1.28,1/3000 meter foran Masell (Poul Klartoft) og Minister Root (Gerhard Petersen).

Mange har sikkert hørt historien om den lykkelige ejer, som i sin eufori over sejren inviterede alle på middag på Nimb, hvor Derbyets førstepræmie på 12.500 kroner hurtigt fik ben at gå på.

Minus var ikke årgangens bedste hest – det beviste Moster senere med al tydelighed – men hun havde en forrygende 4-årssæson med seks sejre og 21.400 kroner i indkørte præmier. Som ældre var Minus en rimelig nyttig hest, der vandt i alt 21 løb inden hun gik i avlen som 9-årig.

Se Dansk Traver-Derby 1951 på Dansk Kulturarvs hjemmeside: KLIK HER

“Arnolds liniment”
Første gang forfatteren til denne artikel stiftede bekendtskab med Arnold Jensen, var i forbindelse med et interview med Poul Stripp i 1992. Stripp var staldmand hos Arnold Jensen i 1926-30, og på en hylde i køkkenskabet havde han stadig et par flasker af Arnold Jensens “liniment” – en slags salve, som mange hestefolk har haft glæde af gennem årene.

AJ-liniment

Arnold Jensens liniment

Poul Stripp fremstillede selv stadig dette liniment, der bl.a. bestod af petroleum, camferolie, terpentin og “ammoniakdeluendum”!

Jeg fik en flaske med hjem – den står stadig i mit kontor, og selvom det efterhånden er næsten 25 år siden og indholdet for længst er fordampet, dufter flasken stadig kraftigt af camfer.

-Jeg husker jo udmærket “gul fluid” fra min tid hos Poul Stripp, og jeg blev tit sat til at massere hestene med det. Det var noget stærkt noget, og jeg husker tydeligt, at hestene nærmest kogte op når de fik det på pelsen – de kunne næsten ikke stå stille, fortæller Preben Kjærsgaard.

-Men det virkede – vi havde engang en hest, der blev to sekunder hurtigere efter den var blevet masseret med det, men jeg tror sgu ikke det ville være lovligt i dag.

De sidste år
Minus var Arnold Jensens sidste store hest. Efter hhv. 21-24-29-27 og 24 sejre i årene 1947-51 gik det ned ad bakke med 13 sejre i 1952, 7 i ’53 og fire i ’54.

Arnold Jensen vandt i alt 565 løb.

Han vandt sit sidste løb som professionel i 1961 og den 13. marts 1964 meddelte Væddeløbsbladet, at han definitivt stoppede som træner. De seneste år havde Arnold Jensen dog kun ganske få heste i stalden.

Efter han var stoppet som træner, deltog Arnold Jensen i 1967 i et Old Boys-løb på Nykøbing Falster Trav, hvor han for sin tidligere elev Palle Sperling kørte Alliance Hanover til sejr.

Det fortæller tidligere TU-formand på Lunden, Nick Schewitsch, som også har flg. lille anekdote om Arnold Jensen:

-En tid efter Old Boys-løbet blev Arnold Jensen ramt af en hjerneblødning, hvilket sendte ham på plejehjem. På et tidspunkt spurgte Sofus Sørensen Palle Sperling, som tog sig meget af Arnold: “Hvordan går det med Arnold?”. Palle svarede: “Nu går det lidt bedre – Arnold kan næsten tale normalt” – hvortil Sofus svarede: “Det var satans, det har han aldrig kunnet før”.

I sit portræt på Klauskoch.se skriver Klaus Koch bl.a.:

“Han var i de sidste år efter at han stoppede som træner stadig så fit at han kunne rejse Europa tyndt, som oftest på cykel! Han sendte ofte rejsebeskrivelser hjem til sine venner i Danmark. De blev sædvanligvis publicerede i Væddeløbsbladet til hvis redaktion, han i mange år havde særlig god kontakt.

Arnold Jensen var definitivt en mystiker. Han levede hele sit liv som ungkarl, og selvom han havde let ved at få venner, så var han også “dygtig” til at skaffe sig uvenner. Hans heftige humør har givetvis bidraget hertil.

Til slut en lille “sød” anekdote: Arnold Jensens værste fjende skal have været kollegaen Knud Hansen. Der findes en historie om, at de to – efter endt trænergerning – skulle være blevet syge samtidigt. De indlagdes – uafhængigt af hinanden naturligvis – på Gentofte Sygehus, hvor personalet synes det kunne være morsomt for de to gamle travfolk at dele sygestue. En beslutning, de kom til at fortryde!”

En anden som husker Arnold Jensen fra hans sidste år er fhv. staldmand hos Leiff Ingdam på Amager, Jørn Clevin:

-Arnold Jensen passede ofte Leiff Ingdams heste når han holdt ferie. Her har jeg været feriedreng sammen med Arnold og husker tydeligt, når han kom kørende på sin blå cykel med kurv på. “Negeren” kaldte man ham også, fordi han altid var meget solbrun.

-Der blev blistret og nålebrændt meget dengang, og Ingdam havde altid nogen, som skulle lappes sammen, bl.a. Gubbe Stensgård. Disse opgaver hyggede vi os en del med da Ingdam var på ferie.

-Ingdam havde stald ved siden af Hans Bagge, som snakkede godt med Arnold og Hans Bagge havde en ged, der hed Mette, som Arnold var særdeles glad for (han havde jo også altid selv en ged i stalden).

-Arnold Jensen elskede abrikoser – derfor havde han plantet et træ foran stalden, som var meget givtigt, hvilket andre også høstede af uden Arnold Jensens velsignelse. Derfor vogtede han meget over dette træ. Af samme årsag havde Leiff Ingdam altid købt rigeligt med abrikoser til ham, når han passede hestene for ham i ferien.

-Jeg husker også, at han mærkede bandagerne med det blå pyktonin, så ingen kunne hugge dem når de hang til tørre. Han var en flink mand, men man sagde altid De til ham. Han kunne godt værre lettere forvirret, hvilket man mente skyldtes, at han vist havde haft en kønssygdom i sine unge dage, der havde været gået på hjernen.

-Endelig kan jeg huske, at Arnold skrev navnene på hestene over boksdørene med rød farve. Dem kan man stadig se på Lunden, hvor hans gamle stald ligger lige bagved den nye “Tutten”.

Det har desværre ikke været muligt at fastslå Arnold Jensens dødsår.


Kilder:

Trav-Tidende 1921-54
Væddeløbsbladet 1930-66
Flemming Ettrup: Gå med i Lunden (1991)
Travsportens Årbog 1944-49
Klaus Koch.se
Interviews med Jørn Clevin, Leif Løfgren, Preben Kjærsgaard og Nick Schewitsch