William Jensen

Portræt af den amerikanskfødte træner William Jensen (1898-1970), som bl.a. vandt både Kriterium og Derby med U.S.A. 

I samarbejde med Klaus Koch og Henrik Berg 

Set med nutidens øjne er William Jensen givetvis et ukendt navn for de fleste, men han vandt trods alt 501 løb og foruden de to klassiske sejre med U.S.A., blev det også til sejr i både Dansk Opdrætningsløb og Dansk Trav Kriterium med Maro, Mesterskab for Danmark med Don Orlan samt i alt fire jyske Grand Prix’er.

Hans karriere var præget af både op- og nedture, hvor det indimellem var svært at få pengene til at slå til, men han formåede alligevel at markere sig som en af de førende trænere herhjemme i årene 1925-50.

I slutningen af 40’erne var William Jensen to gange i løbet af relativt kort tid impliceret i alvorlige ulykker, men begge gange rejste han sig på imponerende vis og vendte tilbage i løbene med rimelig succes.

Desværre blev han i 1952 ramt af sygdom og måtte stoppe helt som træner, hvorefter sønnen Tage Boldt – som også var træner – overtog størsteparten af hestene. Det var dog kun for en kort bemærkning, idet han allerede i 1956 også valgte at kaste håndklædet i ringen.

Dette og meget mere har vi forsøgt at afdække i dette portræt af William Jensen.

Født i USA
William Mozart Jensen kom ganske vist til verden i U.S.A. – nærmere bestemt i Evanston, en nordlig forstad til storbyen Chicago i Illinois – men med danske forældre, Peter Christian Vilhelm Jensen (f. 1868) og hustruen Maren Christine Mogensine Lindgreen (f. 1871), som udvandrede til U.S.A. på et tidspunkt i perioden 1890-94.

Faderen – kaldet Christian – var bygningssnedker, mens hustruen var syerske. I sin fritid byggede Christian bl.a. violiner og mandoliner (oldebarnet Jørgen Boldt har en violin dateret 29. februar 1937).

I 1895 fik parret datteren Agnes Victoria og tre år senere – 21. april 1898 – kom William Mozart Jensen til verden. Opkaldt efter en af verdens største klassiske komponister, Wolfgang Amadeus Mozart (1756-91).

I 1900 vendte familien imidlertid atter tilbage til Danmark, hvor de bosatte sig på Ordrupvej 102 A, 1. tv, i Ordrup. Efter hjemkomsten fik de yderligere to børn: Ella (ukendt fødselsår) og Charley Paul (f. 1903).

Vi vender senere tilbage med mere om William Jensens familie. Som et lille kuriosum kan det dog nævnes, at hans storesøster Agnes – som var sygeplejerske – blev gift med en englænder, Georg Hall, som var jockey på Klampenborg Galopbane.

Trænereksamen som 18-årig
Første gang William Mozart Jensen dukker op i dansk travsportshistorie er i forbindelse med travtrænereksamen den 30. marts 1916. Han var således endnu ikke fyldt 18 år, da han gik op til eksamen, og havde endnu ikke kørt løb.

Det var først senere, at kravet om at have kørt løb dukkede op i betingelserne for at tage trænereksamen. I 1916 krævedes det blot, at man havde været under uddannelse i 3½ år i en stald, som var godkendt til at uddanne lærlinge til travtrænere. Det var dog langt fra alle trænere som var godkendte, men derimod var der en del privatstalde, som havde fået tilladelse.

William Jensen var – som så mange andre toptrænere på den tid, f.eks. Holger Fischmann og Max Rabenhorst – uddannet hos Julius Pajonzcek (KLIK HER), som var født i det daværende Polen og kom til Danmark i 1895.

På den tid afholdtes der trænerskole hvert år – første gang var i 1913 – hvilket normalt medførte, at der var få eksaminander. I 1916 deltog, foruden William Jensen, bl.a. Arthur Griess, der var uddannet hos sin fader Joseph Griess, et af de utallige udenlandske navne, der slog sig ned i Danmark som travtrænere efter banen i Charlottenlund var åbnet.

Eksaminanderne i 1916 var oppe i fagene Staldtjeneste og Praktisk Færdighed, Engelsk, Tysk, Væddeløbsteori, Anatomi og Fysiologi samt Eksteriørlære.

Griess fik, takket være sine tyske sprogkundskaber, højeste karakter, men William Jensen var næstbedst. Hans bedste fag var anatomi, hvor han fik det eneste UG som deltes ud under hele eksamenen. Sprogene voldte William Jensen problemer, men fraregner man disse to fag var William klart den bedste elev. 

Kosters lærling
19 år gammel – 9. september 1917 – kørte William Jensen sit første travløb med Paul Groch-trænede Columbine, der var ejet af storhesteejeren Henrik Hansen, men successen udeblev idet hesten blev distanceret.

Det blev blot til yderligere én køretur det år – igen uden at være med i præmierækken – og meget bedre gik det ikke året efter, hvor William Jensen i fem starter ikke indkørte én eneste kroner.

I 1919 deltog han ikke i løbene, men i 1920 kom endelig den første sejr med hesten Ellemone. William Jensen var nu blevet ansat hos Koster, som snart udnævnte William til sin førstemand – og så kom der fart på karrieren.

Koster – som ofte havde flere heste til start i de store løb – udviste William Jensen stor tillid, og selvom han ikke vandt nogle af de klassiske løb som jockey, var han flere gange både nummer to og tre, og endda placeret FØR sin principal.

Efter to sejre i 39 starter i 1921 blev det i 1922 til syv sejre i 95 starter, og i 1923 fik William Jensen sit store gennembrud med 13 sejre – ensbetydende med en syvendeplads blandt de professionelle kuske bag Sofus Sørensen (67 sejre), Koster (62), Paul Groch (39), Max Rabenhorst (23), Peter Andersen (19) og Holger Fischmann (16).

Flest løb vandt han med Champion (tre sejre) og de 13 sejre var fordelt på ni forskellige heste.


Giftermål og børn
1923 var også året, hvor William Jensen søndag den 1. april blev gift i Skovshoved Kirke med Laura Camilla Christiane Boldt (f. 1903), kaldet Camilla.

Camilla var ikke selv specielt interesseret i travhestene, men det var hendes to brødre til gengæld. Evald Arthur Louis Boldt (f. 1908) var således staldmand hos Albert Hill i Charlottenlund, mens Max Georg Boldt (f. 1917) primært slog sine folder som træner på Jydsk Væddeløbsbane i Århus. Sidstnævnte forlod dog travsporten allerede som 25-årig, hvor han overtog forpagtningen af et større marktenderi i Oksbøllejren! 

William og Camilla fik en lejlighed på Ordrupvej 94, tæt på hans forældre, og fik fire børn, hvoraf den førstefødte – en søn – døde som spæd.

Siden fulgte Tage (f. 1925), Børge (f. 1928) og Eva (f. 1929).

Desværre bristede kærligheden; parret blev således separeret i 1932 og skilt i 1935.

I 1944 tog Camilla sit pigenavn Boldt tilbage og samtidig ændrede de tre børn også efternavn fra Jensen til Boldt.

Parrets datter, Eva er i dag 92 år og stadig frisk. Hun har fået forelagt portrættet af William Jensen og er iflg. sine to døtre “superinteresseret” – men mener i skrivende stund at hun ikke kan bidrage med noget vigtigt i portrættet af sin far, som hun havde jævnlig kontakt med. Eva besøgte ham også af og til efter at være flyttet til Sverige som ganske ung, men var ikke så ofte i Danmark mens faderen levede.

William Jensens kontakt til sine to sønner – der døde i hhv. 1998 og 2008 – var mere sporadisk; dog var både Tage og Eva med til hans 70-års fødselsdag i 1968.

Både Tage Boldts datter, Merete Boldt, og Børge Boldts søn, Jørgen Boldt, har bidraget med mange interessante oplysninger om deres familie – men herom senere.


Selvstændig træner i 1923
I slutningen af 1923 – efter sæsonens slutning – startede William Jensen som selvstændig træner og han fik flere betydningsfulde hesteejere fra begyndelsen, bl.a. J.H. Jensen, som sendte sin gamle Derbyvinder Tornado til den nye træner, men hesten var 10 år gammel og nærmest udbrændt, så det blev blot til tre mindre placeringer i seks starter i 1924.

Også den svenske storstald C. Th. Ericsson viste William Jensen stor tillid ved at sende en god hest ved navn Cortella II i træning hos ham – og netop Cortella II blev et rigtig godt kort for den nye træner med fem sejre det første år, hvor William Jensen vandt i alt otte løb.

I 1924 startede William Jensen også for første gang i Derbyet, hvor han blev nummer fem med Espana.

Reklamehesten Maro
Allerede i sin første hele sæson som træner fik William Jensen en plag, der skulle vise sig at blive en af hans mest betydende heste, i træning. Hesten hed Maro, der allerede som 2-åring viste store evner med sejr i bl.a. Dansk Opdrætningsløb i tiden 1.34,3/1609 meter.

Maro efter sejren i Dansk Opdrætningsløb med ejeren, F.W. Jensen ved hovedet

I de år delte man oftest Opdrætningsløbet i to afdelinger, men ikke i 1925 trods 14 startende ekvipager. Desværre blev starten trukket ud alt for længe ud, hvilket bestemt ikke var nogen fordel for størsteparten af de urutinerede  heste. Maro – der var løbets favorit – kom heldigvis glat afsted og sejrede overlegent til odds 1,64 foran Henny Finance med William Jensens tidligere arbejdsgiver Koster i sulkyen.

Allerede ugen efter var William Jensen igen med i afgørelsen i et storløb – denne gang Mesterskab for Danmark, der (iflg. Trav-Tidende) desværre blev præget af en del “unødig piben og halløj” fra tilskuerne” frem mod gyldig start.

Kosters deltager i løbet, Marge The Great, var lettere uregerlig under startproceduren, hvilket medførte den første pibekoncert, og da starten gik satte hun af i galop. Løbet blevet imidlertid ringet om og det fik mange af tilskuerne til at “hysse” på overstarteren.

I andet startforsøg kom de fem deltagere imidlertid glat fra start og da målstregen blev passeret var det med Brooke Worthy og Paul Groch som sikker vinder foran Don Orlan  med William Jensen trods galop, mens Marge The Great tog tredjepladsen.

I sin blot anden sæson som træner blev William Jensen en flot nummer fire blandt trænerne med 22 sejre bag suveræne Koster med 85 sejre, Paul Groch (54) og Albert Hill (23). Sofus Sørensen var det år udelukket som følge af det berømte Kongelundsløb og kørte derfor slet ikke løb i 1925.

William Jensens bedste kort det år var F.M.R. med seks sejre.

F.M.R.


Mesterskabs- og Kriteriumsejr 
I 1926 havde William Jensen atter den gamle kæmpe Don Orlan i topform. Don Orlan var hesten, der i 1922 havde vundet det allerførste løb på Amager Travbane for sin daværende træner Frank Starr.

I en alder af ni år vandt Don Orlan fire sejre i syv starter, heriblandt Mesterskab for Danmark foran San Walker og Harrison Dillon, mens Brooke Worthy og Amber Dillon tog de sidste præmier.

Sidstnævnte var toneangivende fra start, men ud på sidste omgang overtog Don Orlan føringen.

I Trav-Tidendes Julenummer skrev man bl.a.:

“Det hårde tempo som Amber Dillon havde brugt i front, afkræftede imidlertid hesten, og træner William Jensen bedømte roligt og velovervejet situationen, og tog teten. Øgede afstanden derefter trods energiske angreb fra San Walker og Harrison Dillon, og var sejrssikker gennem opløbet.

Sejren blev hilst med mægtigt bifald, og William Jensen, der allerede havde vundet sig en solid position i publikums bevågenhed, styrkede atter sin popularitet ved den smukke Mesterskabssejr”.

I det hele taget blev DM-dagen en stor dag for William Jensen, der vandt yderligere to løb med hhv. Maro og Ruby Review.

Pudsigt nok fik William Jensen i begyndelsen af august måned både Harrison Dillon og Brooke Worthy i træning for Peter Hansen – som overraskende valgte at flytte de to heste fra Paul Broch – men Harrison Dillon startede kun en enkelt gang for sin nye træner. Efter sæsonens afslutning gik hesten i træning hos Koster, som fejrede talrige triumfer med Harrison Dillon – men det er jo en anden historie.

Don Orlan vinder Mesterskab for Danmark 1926

I 1926 blev det også til sejr i Dansk Trav Kriterium med Maro – en sejr, der blev beskrevet som årets største indlænderpræstation i den dengang fænomenale tid 1.29.7/2600 meter, en forbedring af løbsrekorden med 2,7 sekunder og absolut dansk rekord for 3-åringer – uanset distance.

William Jensen vandt desuden I.C. Tvede Memorial med 2-årstalentet Ida III og sluttede på en delt tredjeplads blandt trænerne med i alt 29 sejre. Koster blev igen champion med 71 sejre foran Paul Groch (43). Sofus Sørensen vandt også 29 løb, men havde flere andenpladser end William Jensen.

Årets topscorere blev Maro og Estland, der begge vandt fire løb.

Maro skuffede i Derbyet
Derbyet 1927 blev kørt den 12. juni og Maro stillede op som storfavorit, men var desværre blot en skygge af sig selv – den galoperede flere gange og måtte nøjes med femtepladsen ud af blot seks startende heste. Kun otte heste var skrevet til start i Derbyet, men kort tid inden start forlod to af hestene banen – den ene pga. uregerlighed og den anden pga. halthed!

Vinder blev Hidalgo med Koster efter hård kamp med Honululu og Alexander Nielsen med Fancy og Arnold Jensen på tredjepladsen.

Man talte om, at Maro tilsyneladende led af overtræningssymptomer, og det var måske første bevis på det, som nok både blev William Jensens styrke og fald: Han krævede utroligt meget af sig selv, men også af sine heste. For meget af sine heste.

På trods af kikset i Derbyet havde Maro dog en fin 4-årssæson med fem sejre, heraf fire med træneren selv i sulkyen. Årets topscorer i stalden blev Lady Paris med seks sejre og i alt vandt William Jensen 25 løb i 1927.

Året efter blev det til 13 sejre med 3-årige Kaba som staldens “stjerne” med fire sejre.


Åbenhjertigt interview 
I juni 1939 blev William Jensen interviewet i Trav-Tidende, hvor han meget åbenhjertigt fortalte om sine første 15 år som træner, der bød på flere både op- og nedture.

-Da jeg begyndte som træner fik jeg for megen medvind. Alt, hvad jeg rørte ved blev til guld, og sådan gik det i fem somre. Og jeg for ung, for uerfaren til at administrere guldet. Jeg begyndte at suse for meget (hermed mener han formentlig, at han “festede” lidt for meget, red.), og samtidig med at jeg samlede en gæld, gik det ud over arbejdet, der ikke blev passet. Da dertil kom, at jeg fik slået mit ben slemt i stykker, ramlede det hele, sagde William Jensen bl.a. om en hidtil ukendt side af hans liv.

Af artiklen fremgår det, at William Jensen kortvarigt forsøgte sig som træner på Jägersro, men uden den store succes:

-Jeg lå på hospitalet et stykke tid og stod for tidligt op for at prøve lykken i Sverige. Her hvad jeg et par heste at arbejde med, men jeg vandt ikke løb i de par måneder jeg var i Malmø, og min halthed forhindrede mig i rigtigt at tage fat. Jeg kom igen på hospitalet og blev nogenlunde rask, og så gik turen til Århus. 


Træner i Århus
William Jensen rejste til Århus i 1930 – året efter at banen var åbnet for travløb – og nedsatte sig som træner for en række hesteejere, der i første omgang tilbød ham 200 kroner om måneden, men efter lidt forhandling blev lønnen i stedet 100 kroner per hest – og det var han godt tilfreds med.

William Jensen trænede alle sine heste på banen, men kørte kun to løb i det halvandet år, han var i den jyske hovedstad. Amatørerne i stalden kørte selv deres heste. 

Det er yderst begrænset hvor meget vi ved om den første tid i Århus, men Trav-Tidendes Julenummer 1930 omtaler dog kort William Jensen i sin artikel “Travsporten i Jylland”:

“Træneren William Jensens arbejde med de heste, som kom i hans stald, viste sig hurtigt. Gang på gang forbedrede hestene deres rekorder, men da banen som tidligere nævnt er en kombineret trav- og galopbane, måtte det naturligvis gå ud over farten. Til gengæld udviklede hestene sig rent psykisk set, hvilket resultaterne på Amager Travbane tydeligt illustrerer.”

Iflg. førnævnte interview med Trav-Tidende fik William Jensen i 1931 – efter halvandet år i Århus – overtalt de jyske hesteejere til, om efteråret, at tage chancen på Amager.

-Resultatet blev første år, at jeg i løbet af syv uger tog 13 sejre, og det stivede min position af, siger han.

Iflg. Trav-Kalenderen vandt William Jensen i 1931 dog kun 10 sejre i 72 starter, men under alle omstændigheder et rigtig flot resultat.

Tilbage til København
I 1932 havde de jyske hesteejere angiveligt problemer med at aflønne William Jensen, som derfor valgte at vende tilbage til København i løbet af efteråret, hvor han hurtigt fik opbygget en fin stald og i alt vandt 12 løb, bl.a. tre med den tidligere Derbyvinder Kim og tre med Leo, der også var først over stregen i sit Derby (1930), men blev diskvalificeret for galop i mål – men det er jo en anden historie.

Han kæmpede fortsat med noget gammel gæld og blev på et tidspunkt præsenteret for en ubetalt regning på 400 kroner – svarende til cirka 15.000 i nutidskroner – men dén post blev også bragt ud af verden, og siden da gik det økonomisk kun fremad for William Jensen.

I 1933 blev det til 13 sejre, bl.a. I.C. Tvede Memorial med Rex Intune, der markerede sig fint blandt 2-åringerne med i alt tre sejre. William Jensen fik også mange roser for sit arbejde med Nelson Roy, der var opgivet da han fik hesten i træning, men det blev alligevel til tre sejre.

Rex Intune efter sejren i I.C. Tvede Memorial 1933. Ved hovedet ses Valdemar Larsen, der var ansat som hjælpetræner


Privattræner 
I efteråret 1933 fik William Jensen en 1-årig hingst i træning, der kunne være blevet hans livs hest – hvis han havde fået lov til at beholde den: Selveste Sonny Diamond (Derbyvinder m.m. og i alt 61 sejre).

William Jensen debuterede med Sonny Diamond som 2-åring allerede i maj måned 1934 med sejr i 1.36,1 til følge. Det blev til totalt otte starter og yderligere en sejr i Hugo Jørgensens Mindeløb og 2.050 kr. indtjent med Sonny Diamond, inden den første sæson var slut.

Ved overgangen til sæson 1935 blev William Jensen engageret som privattræner for hesteejeren Søren Houlberg – ja, det er ham med pølserne!

Houlberg havde købt avlshingsten Brusiloff og Stutteri Stenrødgaard i Kongens Lyngby, hvor sønderjyden Ole Anker blev ansat som forvalter. Houlberg ville satse stort!

-Tanken opstod hos mig, da man talte om at direktør Peter Hansen (ejer af føromtalte Harrison Dillon m.fl.) ville engagere en privattræner, og jeg gik til Houlberg, da allerede da havde en stor stald. Farmer Riegels (H.C. Riegels, red.) støttede mig kraftigt – jeg havde Hoping i træning for ham og nåede at vinde 30.000 kroner med den – og inden længe fik vi sat en kontrakt op, som Houlberg underskrev uden at blinke, fortalte William Jensen om starten på samarbejdet med Søren Houlberg.

Engagementet hos Houlberg medførte desværre, at han måtte sige sine andre heste op, heriblandt Sonny Diamond, der for en kort periode gik til Knud Hansen og siden til N.J. Koster, som fejrede nogle af sine allerstørste triumfer med vinderen af “Alle tiders Derby” i 1936.

Endnu en Kriteriesejr
Houlbergs satsning blev en kolossal succes. Stalden vandt mængder af løb og William Jensen nåede en helt fantastisk sejrsprocent med staldens heste. Både i 1935 og ’36 blev det således til 18 sejre – årets topscorer hhv. Shadow med seks sejre og Shamrock med fire sejre.

I 1936 bemærker man for første gang den senere Kriterie- og Derbyvinder U.S.A., der som 2-års tog en enkelt sejr og to andenpladser i fire starter. En stjerne var født.

I Dansk Trav Kriterium 1937 stillede U.S.A. op som favorit, men indledningen på løbet blev en rodet affære. Der var anmeldt 17 heste, men kun otte kom start først efter intet mindre end fem omstarter lykkedes det at få feltet sendt afsted!

U.S.A. vandt ganske sikkert i tiden i den tunge bane var 1.26,8/2500 meter – en tangering af den bestående Kriteriumsrekord – mens den evige årgangsrival Red June blev nummer to for Paul Groch foran Ulf Diamond med Thomas Hansen.

Sejren var yderst populær, og både træner William Jensen og hestens ejer, Søren Houlberg, modtages med et stor bifald af publikum, lyder det i løbsreferatet. Den flotte ærespræmie blev overrakt af Charlottenlund-banens formand, folketingsmand Johannes Ulrich.

U.S.A. efter Kriteriesejren

Efter Kriteriesejren med USA i 1937 blev den meget speedige hest betegnet som ”Årets Stjerne”. Som 3-års startede William Jensen kun U.S.A. syv gange med seks sejre som resultat – ikke underligt, at U.S.A. blev udnævnt til Derbyfavorit året efter!

I det hele taget blev 1937-sæsonen en rigtig god sæson for William Jensen. Med sine 30 sejre sluttede han på trænernes fjerdeplads efter de tre store navne, Sofus Sørensen (60 sejre), N. J. Koster (58) og Oluf Månsson (44).


Derbysejren
Der var lagt op til et spændende Derbyopgør mellem de to store navne, Red June og U.S.A. Den røde hingst mod den sorte hingst.

I Opdrætningsløbet vandt Red June foran U.S.A. I Kriteriet var rækkefølgen omvendt.

Derbyprøven afvikles mandag den 6. juni, 2. pinsedag. 11 heste over 2600 meter om 6.000 kr. U.S.A. er klar favorit, men må bøje sig for Red June og Paul Groch, der vandt knebent foran U.S.A. – begge heste fik noteret tiden 1.29,5/2600 meter.

Væddeløbsbladet udnævnte herefter Red June til Derbyfavorit, men bolden var givet op til et spændende Derby mellem de to rivaler.

Ni heste startede i Dansk Traver Derby 1938. På plads til at referere løbet var også Danmark Radios allestedsnærværende reporter, Gunnar “Nu” Hansen.

Meget spænding blev der dog ikke i selve løbet.

Dertil var William Jensens hest for overlegen.

Så overlegen var U.S.A.!

Red June var tilsyneladende ikke på toppen. USA førte fra start til mål, og ydermere blev Red June slået i kampen om andenpladsen af Arnold Jensens hoppe Valencia. Derefter fulgte Ulrich med Orla Bregnbak og Ulf Diamond med Thomas Hansen.

KLIK HER for at se Dansk Traver-Derby 1938 på DR’s Bonanza – bemærk William Jensens sejrsgestus; den slags var nærmest uhørt i dansk travsport dengang!

Desværre var Søren Houlberg død allerede i januar måned samme år, så han fik ikke lov til at opleve sin allerstørste triumf som hesteejer.

U.S.A.’s senere karriere var ikke noget at skrive hjem om. I 1945 fik den en lille renæssance, da den endelig vandt et løb for sine nye træner, Aage Kristoffersen, men hesten endte sine dage tragisk, da den i 1946 gik bagover og brækkede halsen.

Tiden med Søren Houlberg og hans fine heste blev således alt for kort efter hans tidlige død.

Houlbergs søn, Esben, drev stalden videre en tid, men snart opløstes den. Stutteri Stenrødgård forsatte imidlertid i mange år i dansk travsport under Ole Ankers ledelse. Den senere formand for Opdrætterforeningen havde gennem årene nogle af tidens allerbedste avlshingste opstaldet, heriblandt avlsmatadoren Joe’s Pride.

William Jensen startede i alt 12 gange i Derbyet. Foruden sejren med U.S.A. blev han i 1940 nummer tre med Bunter Dear og fik desuden tre mindre placeringer i Derbyet.

Uvenskab med Koster
William Jensen var som nævnt ansat hos Koster fra 1920 til han startede som selvstændig i slutningen af 1923, hvor han – det meste af tiden – nød godt af den hollandske championtræners tillid som staldens førstemand, men senere ragede de to trænere angiveligt uklar.

I interviewet med Trav-Tidende i 1939 konfronterede journalisten ham med “rygterne”:

-Man taler om Deres uvenskab med Koster?

-Lad os ikke trevle for meget op i den gamle historie. Jan Koster betyder intet for mig mere, svarede William Jensen og fortsatte:

-Jeg skal gerne indrømme, at jeg tidligere har været vred på ham, og jeg har vel tillige spildt nogle chancer ved at køre forkert når han var med, men det er forbi. Nu er jeg ligeglad med hvem der sejrer, undtagen når det er en vis træner, William Jensen!

Den gamle historie, som William Jensen refererer til, er muligvis følgende historie, Travsporthistorie.dk tidligere har bragt i portrættet af N.J. Koster:

Engang i midten af 1920’erne havde træner William Jensen f.eks. generet Koster i et løb, og efter løbet gav han William Jensen et slag i hovedet med sin pisk!

Der blev selvfølgelig stor ballade ud af sagen, men Koster fortrød senere sin handling, gav William Jensen en undskyldning og slap med en bøde, der tilfaldt Trænernes Understøttelseskasse.


Århus-København tur/retur
Efter opløsningen af Houlberg-stalden blev William Jensen nu atter publictræner. Han fik bl.a. heste for storhesteejeren, møbelhandler Peter Hansen, men hans bedste, hurtigtraverne Sandy Mac og Harrison Dillon Jr., var noget slidt på det tidspunkt. Snart afgik Peter Hansen imidlertid også ved døden.

De to gamle stjerner var dog medvirkende til, at William Jensen i 1939 havde sin bedste sæson med i alt 40 sejre, hvor Harrison Dillon Jr. og Sandy Mac tegnede sig for hhv. seks og fem sejre. Andre gode kort det år var Boa og Bunter Dear med hver fire sejre.

William Jensen bestemte sig ved krigsudbruddet i 1940 atter for at forsøge sig i Århus – og det gik faktisk stålende denne gang. Han vandt således både Jydsk 2-årings Grand Prix i 1941 (Eske Dear) og 1942 (Flamingo), Jydsk 3-årings Grand Prix 1943 med Flamingo og Jydsk 4-årings Grand Prix 1942 med Ditte Guy.

William Jensen (i midten) foran sin stald på JVB i foråret 1941 med sine to medhjælpere, Knud Winther og Egon Jensen.

Især sæsonen 1942 blev rigtig fin for William Jensen, som med 31 sejre sikrede sig trænerchampionatet og samtidig satte ny sejrsrekord på Jydsk Væddeløbsbane.

Ved årsskiftet 1943/1944 var William Jensen dog atter træner i København, og i modsætning til andre trænere, havde han sine træningsheste opstaldet på Amager Travbane. Efter lidt “begyndervanskeligheder” med blot fire sejre i 1944 kom der efterhånden mere gang i forretningen, og i årene 1945-47 blev det til hhv. 9-12 og 11 sejre.

William Jensen-duo chokerer
William Jensen fik ingen storløbssejre de år, men formåede alligevel at skabe overskrifter en torsdag aften på Amager – nærmere bestemt den 8. november 1945, hvor han vandt et 1.31-handicap med Floridor til odds 586,18!

Det højeste vinderodds nogensinde på en dansk væddeløbsbane og en klar forbedring af Major Referos rekord fra 1907 (!) på 177,40.

Vejret denne løbsdag på Amager var hårdt, blæsende og regnfuldt, ensbetydende med tung bane, og det var måske årsagen til, at endnu en hest fra William Jensens stald serverede en overraskelse af næsten samme kaliber – Flinta Dear, der blev kørt til sejr af jockey Aage Andersen til et vinderodds på 372,21 – altså også en klar forbedring af den tidligere rekord.

1-2-væddemålet i de to løb blev selvsagt også meget høje med hhv. 4.717 kroner og 5.142 kroner for en indsats på fem kroner.


To fatale ulykker – sønnike overtager
1948 blev en udmærket sæson for William Jensen med otte sejre, men den 10. november på Amager kom han desværre ud for et alvorligt uheld, da han med hesten Klio styrtede inde midt i feltet.

I et felt med ikke færre end 25 deltagere kunne der sagtens være sket større ulykker, men det var kun William Jensen som det gik ud over. Han blev kastet over hovedet på hesten og blev liggende på jorden. Det viste sig, at han havde pådraget sig et brud på kravebenet, flere skrammer, bl.a. på det ene øre og den ene fod samt en blodansamling på brystet.

Han var borte fra løbene en tid, hvor hans 23-årige søn Tage Boldt måtte træde til at passe stalden. Han var heldigvis en glimrende kusk, som var dygtigt skolet og alting fortsatte på bedste måde med fine heste som Keep Roelsø, Komtesse the Great og Lincoln, som William selv allerede havde vundet to 2-årsløb med.

Tage Boldt med Leila

William Jensen kom dog på benene igen med stor succes – vandt således 16 sejre i 72 stater i 1949, heriblandt seks løb med Lincoln og fire med Keep Roelsø.

Desværre gik det galt allerede igen den 27. august 1949 på Amager, hvor William Jensen på staldgangen – efter dagens sidste løb – blev sparket af Inita Britton, som han lige var kommet ind med. Han blev efterfølgende kørt i ambulance til Sundby Hospital for nærmere undersøgelse.

Junior rykkede atter ind som hovedansvarlig for staldens heste og Tage Boldt vandt bl.a. Gentofte Kommunes Ærespræmie med den blot 3-årige Lincoln. Det blev til i alt ni sejre i 84 starter i 1949.

22. september 1949 kunne Væddeløbsbladet meddele, at William Jensen var vendt hjem efter fire uger på på hospitalet.

“Han har forvundet uheldet godt, men skal dog endnu en tid ligge hjemme. William Jensen håber på, at han snart er helt allright igen, således at han kan optage sit arbejde på banerne i nær fremtid. Træneren beder os her rette en hjertelig tak til de mange – bekendte som ubekendte – som har glædet ham, mens han lå på hospitalet.”


Sejr nummer 500 – den næstsidste sejr
Atter engang rejste William Jensen sig dog og fremdrog igen nye talenter. I 1950 blev det til 12 sejre med Keep Roelsø som topscorer med tre sejre, mens Tage Boldt vandt fem løb til stalden.

Året efter havde William Jensen to af de bedste 2-åringer i Danmark i form af Olympic og Oward – sidstnævnte vandt bl.a. Toårsprøven på Lunden, det højest doterede 2-årsløb herhjemme i de år Dansk Opdrætningsløb ikke blev afviklet.

Oward efter sejren i Toårsprøven

Onsdag den 10. oktober 1951 på Lunden vandt William Jensen med hoppen Johanne M sin sejr nummer 500. Fire uger senere gav Johanne M ham også sejr nummer 501, der samtidig skulle vise sig at blive William Jensens sidste sejr.

Alt i alt blev det en rigtig fin sæson for William Jensen med i alt 22 sejre.

William Jensen lykønskes af Det Danske Travselskabs bestyrelsesformand Otto Halling efter sin sejr nummer 500

Knækket af sygdom
Desværre formåede William Jensen ikke at følge successen op i 1952, hvor han i begyndelsen af sæsonen pludselig blev alvorligt syg og endnu engang måtte sønnen træde til – selvom Tage Boldt selv også var startet som træner pr. 1. februar 1951.

Tage Boldt kom rimeligt fra start og vandt i alt seks løb, heraf fire med Leila, der dog på det tidspunkt var i træning hos hans far, som han således stadig havde et vis samarbejde med.

Tage Boldt sluttede sæsonen på bedste vis med at vinde Finale-Handicappet på Amager med Kometesse The Great, som han netop havde fået i træning, og kom også fint fra start i 1952 med sejr i Åbningsløbet på Lunden med “reklamehesten” Leila.

I den anledning blev han interviewet i Væddeløbsbladet, som bl.a. skrev:

“Tage Boldt tilføjede, at kollegaerne ønskede ham tillykke, da han kørte tilbage til stalden, og blandt gratulanterne var også hans far, træner William Jensen.

-Far har lige været alvorlig syg af lungebetændelse, og er ikke helt rask endnu, hvorfor jeg giver hans heste hurtigt arbejde.”

William Jensen kom nogenlunde på højkant igen og nåede at køre en håndfuld løb i foråret, men i midten af juni måned kom så meddelelsen om, at han stoppede som træner:

“William Jensen har på grund af sygdom trukket sig ud af travsporten. Træneren skal indlægges på Kommunehospitalet for at blive helt rask igen, og når han er udskrevet, vil han formentlig søge over i et andet erhverv. William Jensen har af store løb i sin karriere bl.a. vundet Derbyet med U.S.A.” stod der at læse i Væddeløbsbladet.

Tage Boldt (1952)

Begrænset succes 
Tage Boldt (1925-98) var uddannet hos Paul Groch og sin far. Han vandt sin første sejr i 1944 med Etta Mac.

Han var en dygtig kusk, om end det blot blev til i alt 56 sejre, men han fik aldrig den store succes som træner. Han havde dog i 1956 en virkelig fin 2-åring i Uranos.

I begyndelsen af september måned ’56 vandt Tage Boldt en ny sejr med føromtalte Leila, men ugen efter erfaredes det, at Boldt var stoppet som træner.

Tage Boldt solgte sin forretning til Mogens Ingvard, dengang Petersen, der begyndte som selvstændig den 15. september 1956.

Den sidste årgangshest
Mens William Jensen var sygemeldt stod Tage Boldt som nævnt for træningen af de seks heste, der ved årsskiftet 1951/52 stod på faderens træningsliste.

Det kunne måske være gået ham en del bedre hvis han havde fået lov til at beholde de to talentfulde 3-åringer, Olympic og Oward.

Der var selvsagt store forventninger til de to heste, men da William Jensen måtte stoppe som træner, overtog Mark Ingdam træningen af Olympic, mens Oward gik til Fredi Sølberg.

Olympic – som Mark Ingdam i øvrigt selv havde opdrættet, men siden hen solgt til William Jensen – udviklede sig til en af årgangens topheste med sejr i bl.a. Kriteriet, mens Oward til gengæld ikke viste det store. I blot tre starter blev det således til en enkelt sejr.

Olympic gik ind i 4-årssæsonen som Derbyfavorit, men måtte nøjes med andenpladsen bag Onward Eagle og Hans Hansen.

Som læremester må William Jensen have været af meget høj standard. Han uddannede bl.a. dygtige trænere som Gunnar Vang Andersen, Rudolf Jensen og Ernst Petersen, hvoraf især de to sidstnævnte fik stor succes med talrige championater og – for Ernst Pedersens vedkommende – en Derbysejr.

Med sine 501 personlige sejre må William Mozart Jensen regnes for én af de mere betydelige trænere og kuske indenfor vor sport. En mand, som med lidt mere held og måske lidt mindre selvkritik, kunne være blevet en af de allerstørste.

Wiliam Jensens far, Christian Jensen, Tage Boldt og William Jensen med Tage Boldts søn (1950)


Merete Boldt (datter af Tage Boldt):

Et ejegodt menneske

-Jeg var kun fem år da min farfar stoppede som travtræner, så jeg har ikke nogle erindringer om hvad der skete dengang. Jeg husker ham ikke som meget syg i min barndom.

-Min farfar var et ejegodt menneske, som på det tidspunkt havde fået en ny dame, som vi bare kaldte Tante. De havde en kæmpe lejlighed inde på Østerbro, Rosendalsgade 11 med 10 værelser, hvor de boede til han døde – dvs. han tilbragte den sidste tid på et plejehjem. Efter hans død mistede vi kontakten med Tante.

-Jeg havde et udmærket forhold til min farfar – som den eneste i familien i øvrigt. Vi sås ofte og skrev både fødselsdags- og julekort til hinanden.

Merete Boldt

-Min far overtog stalden på Lunden og der begynder jeg at kunne huske noget mere. Vi boede i Ordrup og hver løbsdag tog min mor os tre børn med ud på travbanen, så dér har jeg siddet mange gange og set når min far kørte løb. Det var dog ikke noget der fangede min interesse.

-Efter min far stoppede som travtræner købte han sammen med min farmor en kro i Brenderup på Fyn. Jeg ved egentlig ikke hvorfra de fik dén idé – måske var det “oppe i tiden” og de troede man kunne tjene gode penge på den slags forretning, men det gik forholdsvis hurtigt meget galt og vi flyttede igen tilbage til Sjælland – til Nøddebo, hvor jeg har boet stort set hele min ungdom.

-Siden dengang (da Tage Boldt stoppede som træner, red.) havde han ikke noget med travsporten at gøre, og det var heller ikke noget han talte om senere hen. Han blev i første omgang arbejdsmand på et savværk i Nøddebo, der tilhørte en af hans tidligere hesteejere, som også havde et hus, hvor de flyttede ind. Siden fik min far job som bl.a. pedel.

Merete Boldt (f. 1947) har siden ungdommen været et af de store navne i dansk rosport. Hun er fortsat yderst aktiv og vandt så sent som den 6. marts sit 14. verdensmesterskab for seniorer!

Pudsigt nok bor Merete Boldts yngste datter i øvrigt i dag nord for Chicago, ikke langt fra Evanston, hvor hendes oldefar kom til verden i 1898.

Merete Boldts fætter, Jørgen Boldt – som er søn af Børge Boldt – har bidraget med en række oplysninger om familien generelt.

Pga. Børge Boldts forhold til sin far, har Jørgen Boldt imidlertid aldrig mødt sin farfar og har derfor ikke lyst til at medvirke i et interview.


Kilder:

Inspiration: Klaus Koch
Slægtsoplysninger: Hans Larsen
Forskellige travtidsskrifter og –blade
Interview med Merete Boldt v/Henrik Berg