Travsportshistorie.dk

Peter Petersen – Tvedes privattræner

nano

Peter Petersen fortæller om sin tid som privattræner for Det Danske Travselskabs første formand, I.C. Tvede (Trav-Tidende 1941).

Den ældste nulevende danske travtræner er fhv. restauratør, Peter Petersen, der på Lyngbyvejen og i Charlottenlundbanens første år var privattræner for stifteren af Det Danske Travselskab, brygger I.C. Tvede (KLIK HER).

Peter Petersen deltog såvel i løbene for gentlemen som i de professionelle løb, og han opnåede fremragende resultater.

-Jeg syntes det var helt flovt, når jeg ikke blev nummer 1 med formandens prægtige heste, sagde han under en samtale forleden dag.

Han har lige fra sine alleryngste dage interesseret sig levende for heste, og nu i sin alderdom bor han også ved siden af traverbanen, i det nye ejendomskompleks “Jagtgården” hvorfra han har udsigt over det meste af banen. Vi traf den gamle hædersmand en formiddag i det hyggelige hjem, hvor han og hans hustru var ivrigt beskæftiget med at vise en lille slægtning nogle avisbilleder af “Far” med omtale af travselskabets jubilæum.

-Ja, tænk, at det er 50 år siden Charlottenlund Traverbane blev oprettet, sagde Peter Petersen.

-Jeg forstår ikke hvor årene går så hurtigt. Nå, men nu har jeg haft det godt og så iler tiden jo med kæmpeskridt. Som De ved, var jeg privattræner for Tvede, han var en prægtig mand, som jeg altid mindes med den største respekt. Hvis De vil vide, hvordan jeg kom ind i travet, skal jeg gerne fortælle noget herom. Det hele kom sig af min interesse for heste, ja, man kan vel sige kærlighed tit disse prægtige firbenede venner.

-Som ganske ungt menneske, i 1886 eller lidt før, traf jeg sammen med nogle al de ledende mænd indenfor traverbanen på Lyngbyvej. Jeg var omkring de 22 år og aftjente min værnepligt ved husarerne, hvor jeg fik kærlighed og interesse for heste, bl.a. fordi jeg altid forstod at behandle dem selvom de var vanskelige, og på grund af min store færdighed som rytter. Ser De, mit program er, at enhver travtræner skal være rytter først, måske ligefrem gennem en omfattende rideskole, inden han får lov at køre ud i travløb. Jeg mener det er af den største vigtighed, at den senere kusk lærer at komme i nøje kontakt med sin hest, og det gøres bedst ved at lade ham ride. På hestens ryg kan man tumle hesten, ikke så godt til vogns.

-Det morer mig at se de unge trænere og jockeyer ride på banen derovre hver morgen. Når man kan sidde ude, drikker jeg morgenkaffe på altanen og følger longeringen og ridningen ovre på banen, og så længe der ikke er blade på træerne, kan jeg se det meste af løbet, bl.a. målet, men helst opholder jeg mig naturligvis på banen, og jeg har da også overværet de fleste løb.

-Mange morgentimer bliver slået ihjel ved hyggelig passiar ovre på staldterrænet, hvor en række kyndige sportsfolk er enige med mig om, at ridning er en god forskole for en travtræner. Som husar var jeg jo fortrolig med hestene, og da der var travtrænere fra de fleste våbenarter, men ikke fra husarerne, blev jeg anbefalet derfra, fordi jeg gerne vilde være træner og var en af de bedste ryttere.

-Galopsporten brød jeg mig ikke om, det med sporer og anvendelse af pisk på nøjagtig det samme sted af hesten hele tiden tiltaler mig ikke. Vi slog aldrig, i hvert fald ikke dyrene, kun på sulkystængerne.

-Nå, jeg blev gennem bekendtskaber præsenteret for brygger Tvede og baron Eggers, over for hvem jeg anmodede om at blive travkusk, og Tvede spurgte: – Har De lyst, for det er lysten, der driver værket? Jeg svarede, at jeg holdt meget af heste, var fortrolig med dette og red godt, og nogle dage senere blev jeg antaget som Tvedes privattræner. I de første år arbejdede jeg på Lyngbybanen, men da Tvede dannede Det Danske Travselskab flyttede jeg naturligvis med ham til den nye bane i Charlottenlund.

peterpetersen-interview

-Han holdt altid to travere ad gangen, og når de ikke var i toppen mere blev de anvendt
som rideheste, til kørebrug eller i avlen. Den bedste Hest, han havde, var den kendte russer Nano fra det samme Moskva-stutteri, som Christian IX’s to pragtfulde heste, som Kongen fik forærende at den russiske Czar. Da Nano kom bort fra Banen som 12-årig, havde den vundet de fleste Løb, den havde deltaget i, men Præmierne var ikke så store dengang. I de største løb var førstepræmien 800 kroner og et sølvbæger, dog 800 kroner var ikke så lidt på den tid. Nano fik det berømte føl Eva, og såvel hun som det øvrige afkom gjorde Nano stor ære.

-Af Tvedes andre gode heste erindrer jeg Capo, der præsterede flyvende start. Den var meget uregerlig, og medens jeg aldrig havde pisk med i Løb, når jeg kørte den, måtte vi lægge en pisk oven på ryggen af den, hver gang den skulde have seletøj på; var pisken der ikke, smøgede den alt af sig og sled sig løs fra sulkyen. Når den kom ud på banen, løb den alt, hvad remmer og tøj kunne holde. Den var meget nervøs og holdt mest af at gå venstre om, for sådan foregik træningen. Vi trænede, når vi vilde, mest i eftermiddagstimerne, og det gik altid venstre om i sindigt tempo – kun en eller to omgange om dagen gav vi hestene hurtigarbejde.

-Når Capo gik venstre om var den skikkelig som en gammel kat, men så snart det gik den anden vej fløj den af sted, og den var da meget vanskeligt at holde. Brygger Tvedes broder, der var godsejer, og også interesserede sig for heste, besøgte en dag traverbanen og bad om at prøve at køre Capo, som han syntes bedst om. Jeg sagde, at han kun måtte køre venstre om, men efter at han havde gjort det et par baneomgange, blev han ked af det og ville køre højre om, ligesom ved de rigtige travløb. Men næppe havde han fået vendt Hesten, førend  den “startede” med et vældigt hop fremefter, og godsejer Tvede, der ikke var forberedt herpå, fik en ordentlig lufttur, idet han blev slynget af sulkyen og faldt ind i græsset. Han kom heldigvis ikke noget til, og brygger Tvede sagde, at det var broderens egen skyld, – jo, Tvede var en prægtig mand.

-En dag måtte jeg have en mand til at holde ved hovedet af Capo under starten. Vi havde trukket lod om pladserne, og jeg lå yderst, men da flaget faldt, sprang Capo frem til flaget og tog inderbanen, inden de andre heste kom hen til det. På et lille stykke galopperede den først til højre, så trak jeg til venstre, og derefter til venstre og så trak jeg til højre. Det blev den hurtig ked af og vi undgik diskvalifikation. Til andre tider faldt jeg af vognen, når hesten præsterede en særlig hurtig flyvende start. Jeg kom heldigvis ikke noget til, og Capo var klog nok til at løbe uden om konkurrenterne i passende afstand, og når den var nået en omgang rundt, satte den kursen mod sin stald og kunne ikke forstå, at vi ikke klappede den som efter ethvert godt fuldført løb.

-Brygger Tvede var ikke glad når ikke hans kendte farver, blå og hvide langstriber og rød hue, kom ind som nummer 1. Han ofrede mange penge på sporten, og hans heste var med på den store udstilling i 1888, hvor han hentede de morsomme tårne til den nye Charlottenlund Travbanes Indgang ved Grøndalshuset.

-Af og til måtte han dog se brygger Marstrands gode traver Gambrinus blive nummer 1 foran hans egne heste, og senere dominerede restauratør Riises Fiks og Lilledöten samt de første amerikanere, Cromwell og Kate S.

tt-1941

-Der var det pudsige ved det, at nordbaggerne og russer-hestene lettere løb tre omgange end nutidens travere går to! De fleste heste startede i to Løb på samme dag. Rekorden var dog ikke den samme, naturligvis ikke, dengang var vi på omkring 1:45, men til gengæld blev hverken trænere eller heste så hurtigt opslidt som nu, hvor arbejdet er blevet meget forceret. Det er hårdt, hvad der for tiden bydes heste og kuske i den skarpe konkurrence om pengene – og æren.

-Da jeg var privattræner og kørte Tvedes heste, eller når han ikke havde nogen med, sad bag en anden mands traver, var det naturligvis spændende at se, om man kunne erobre førstepræmien, men gik det ikke, mistede jeg ingen hest for det og så ikke nogen sure miner i den anledning. Nu drejer næsten det hele sig om penge – dengang var det sporten, der var i højsædet, og ikke det evindelige spil og pengejagt.

-Træningen var anderledes, det gik mere sindigt end nu, og sulky og seletøj var mere primitivt, men vi elskede sporten, og selvom der ikke var så mange heste, var det gode løb, hvor sulkyhjulene ofte hvinede mod hinanden. De var af en art spanskrørstræ og fjedrede lidt.

-Det værste var, når der kom en ny hest til banen, som vi ikke kendte det mindste til, f. eks. en amerikaner, så legede den med os, fordi vi ikke vidste, at den havde kræfter til at gå fra os på de sidste meter.

-Trods små ærgrelser var det en dejlig tilværelse, og da jeg blev restauratør i Odense og Nyborg, syntes jeg, at det at være forretningsmand var meget mere tvang end at arbejde på traverbanen. I Odense var jeg en af de første, der kørte travløb, og jeg var med til at grave græs af banen, inden vi startede.

-På mine gamle dage lever jeg atter i travets uundværlige atmosfære, og hver dag snakker jeg trav med den eneste af de gamle, der endnu lever, nemlig træner Josef Gries. Vi havde ikke set hinanden i over 30 år, da vi mødtes, men næppe havde vi genkendt hinanden, før vi var fordybet i samtale om de lykkelige ar, da travbanen i Charlottenlund blev oprettet.

-Til jubilæet er det mit ønske, at travselskabet fortsat bevarer sin førende stilling, og jeg håber, at vi får fred inden længe, thi kun derved opnår vi fremgang for travsporten, som efter min mening i øjeblikket lider under foderknapheden og jagten på pengene.


Note:

Peter Petersen beskrives flere steder som den første professionelle travtræner i Danmark, men det er måske ikke korrekt, jfr. Lars Donatzky’s artikel “De glemte år på Lyngbyvejen” der blev bragt i Væddeløbsbladet i anledning af Det Danske Travselskabs 125-års jubilæum i 2016.

Heraf fremgår det bl.a., at ved sæsonstart i 1890 havde I.C. Tvede en G. Christens ansat som træner, mens Peter Petersen ikke nævnes i Dansk Sportstidendes træningsliste.

Spørgsmålet er så, hvad der er korrekt. Er det Peter Petersen, som husker forkert? Vi kommer det desværre ikke nærmere.