Palle Sperling

Portræt af træner Palle Sperling (1925-83), som vandt Dansk Opdrætningsløb med Charmeur og Francis Senator. Han var desuden den første danske travmand, der – i en længere periode – rejste til USA efter 2. verdenskrig, hvor han i to omgange arbejdede hos legendariske Billy Haughton.

I rækken af trænerportrætter er turen kommet til Palle Sperling, som vi desværre mistede alt for tidligt i en alder af blot 58 år – mens han var på venteliste til at få foretaget en bypass-operation.

En ulykkelig skæbne for den populære træner, som heldigvis nåede at sætte sit tydelige “fodaftryk” inden for travsporten – både som hjælpetræner hos Billy Haughton i USA og senere som mangeårig træner og trænerformand på Lunden.

Palle Sperling beskrives af alle som et venligt og bundsympatisk menneske, en rigtig livsnyder, som bl.a. holdt meget af kunst og kultur. Han var en habil kunstmaler, men elskede også de fleste slags sport og dyrkede selv både håndbold og fodbold som barn. Som helt ung var han en succesfuld amatørbokser – faktisk så talentfuld, at han på et tidspunkt måtte vælge mellem boksningen eller travsporten.

Endelig var Palle Sperling også politisk interesseret og gik aldrig af vejen for en diskussion, hvilket var et værdifuldt karaktertræk i hans periode som formand for den københavnske trænerforening.

Dette og meget mere kan man læse om i dette portræt af Palle Sperling – “Travsportens exentriske livskunstner” som Trav- og Galopavisen skrev i sit portræt i 1978.

Far spillede skak med Chaplin
Palle Sperling var født i 1925 på Nørrebro som søn af købmand, cand.jur. Johannes Sperling og hustru Frida Andrea, født Madsen. Forældrene blev gift i 1924 på Københavns Rådhus.

Iflg. slægtsforskeren Hans Larsen, som har bidraget med utallige værdifulde oplysninger i forbindelse med trænerportrætterne på Travsportshistorie.dk, blev Johannes Sperling (1882-1961) student 1899 og cand.jur. 1906. Han var by- og herredsfuldmægtig i Køge og sagførerfuldmægtig i Dronninglund, før han rejste til Amerika. Efter nogle år vendte han hjem og var bl.a. forsikringsagent og repræsentant for et handelsfirma i København.

Palle Sperlings ældste datter, Susanne Sperling (f. 1957), husker godt sin farfar:

-Min farfar var højt elsket af både min mor og min far, men han var jo lidt af en original. Min far betegnede ham som en bohéme. Han tog til USA og arbejdede som jurist i Chicago, byggede jernbane eller veje som arbejdsmand, var guldgraver og spillede skak med Chaplin i Californien. Tog vist nok tilbage til Danmark, da tasken med hans guld blev stjålet på en bar og han var blanket af, fortæller Susanne Sperling.

Susanne Sperling fortæller også, at hendes farfar holdt meget af at komme på travbanen, og det smittede altså af på “Junior”.

Palle Sperling har selv fortalt, at hans første kontakt med heste var, da han som dreng hjalp med at trække de små heste uden for Peter Lieps Hus på Dyrehavsbakken – det var Palles måde at skaffe en gratis ridetur på.

“Tribunerne kunne man give en gang maling”
Efter skolen begyndte Palle Sperling som 13-årig som staldmand hos Opdrætterforeningens senere formand, Ole Anker på Stenrødrødgård i Lyngby.

Året efter gik turen til William Jensen og senere var Palle Sperling også hos Thomas Hansen, Gerhard Petersen og Arnold Jensen. Rækkefølgen er lidt usikker, men han var i alt seks år hos Arnold Jensen, som han betegnede som sin egentlige læremester, selvom han iflg. Palle Sperling var en “hysterisk kugle”.

Første gang man støder på Palle Sperling i medierne er i en artikel i Aftenbladet den 9. april 1941, hvor den 16-årige Sperling i en artikel – skrevet af signaturen “Tim” (Hugo Holdgaard) i anledning af Det Danske Travselskabs 50-års jubilæum – med overskriften “Et møde mellem travsportens fortid og fremtid” taler med en af dansk travsports første trænere, Peter Petersen, som i sin tid var privattræner for Det Danske Travselskabs første formand, I.C. Tvede.

De talte først lidt om bl.a. rekorder og præmiesummer, og til sidst bad journalisten d’herrer om et jubilæumsønske for travselskabet og sporten – og her havde Palle Sperling flere betragtninger:

“Jeg er ked af, at der ikke bliver noget Skandinavisk Mesterskab i år (pga. 2. verdenskrig, red.). Banen er god nok, men man burde gøre den større så at svingene ikke blev så skarpe. Tribunerne kunne man give en gang maling; de er jo ikke helt nye.
Om der skal være venstrekørsel eller højrekørsel som nu, er svært at sige. Nogle heste løber bedst højre rundt, andre bedst venstre om. Og hvis banen bliver lavet om til venstrekørsel, er det synd for de mange gode heste, der ikke kan lide at gå venstre om.”

Man fornemmer allerede her en ung mand med holdninger, og dét karaktertræk holdt ved hele livet.

Mange år senere (1979) udgav Hugo Holdgaard en lille bog med titlen “150 historier fra trav og galop” og her var bl.a. et kort interview med Palle Sperling, som blev spurgt hvorfor han i sin tid havde valgt travsporten som erhverv?

“Skylden har en journalist, en vis hr. Tim, der i 1939 (det var nu 1941, red.) i Aftenbladet bragte et dobbeltinterview med den ældste og den yngste på travbanen i Charlottenlund. Jeg, der dengang kun var en 15-årig dreng på prøve, var blevet valgt som repræsentant for de yngste. Da jeg så den kæmpeartikel, som Tim fik ud ad det billede og interviews, gjorde jeg ærlig talt store øjne. Og jeg tænkte, at når man kunne få så meget omtale uden (for mit vedkommende) endnu at have præsteret noget, måtte det være et fag med muligheder. Så besluttede jeg mig for alvor at gå ind i travsporten.”

Trænereksamen i ’49
Palle Sperling kørte sit første travløb i 1945 mens han var hos Gerhard Petersen og vandt samme år sin første sejr med hesten Billy Macawali. Det blev til i alt tre sejre som jockey, de to sidste vandt han med Fyrst Danforth i 1949, bl.a. i Jockeymesterskabet.

I 1949 var Palle Sperling med på trænerskolens hidtil største (19) og vel nok bedste hold nogensinde sammen med en række andre kendte navne som Jens Ipsen, Ejvind Schnell, Hans Bagge, Kurt Køppen, Walther og Jørgen Kaiser-Hansen, Preben Vebner, Preben Munch og Leif Nielsen.

Mens både Ejvind Schnell, Preben Vebner og Walther Kaiser-Hansen startede som trænere umiddelbart efter eksamensdagen i marts 1950, satte Palle Sperling i stedet kursen mod Amerika, hvor han havde fået arbejde hos selveste Billy Haughton – et af amerikansk travsports største trænernavne gennem tiderne med bl.a. fem Hambletonian-sejre; dog først langt senere. Haughton var født i 1923 og i begyndelsen af 50’erne var han stadig en af travsportens “coming men”.

Kontakten til Haughton blev skabt via den danske “hestehandler” Henry Larsen, som i mange år var bosat i USA, hvorfra han handlede mange heste til Danmark.

---

Rejsen til Amerika 
Det blev i første omgang til et års tid hos Billy Haughton, hvor Palle Sperling flere gange skrev hjem til Væddeløbsbladet med beretninger om sine oplevelser i Amerika.

Første gang man hørte fra Palle Sperling var i forbindelse med Hambletonian Stake på Goshen i august 1951, hvor løbet i øvrigt blev udsat fra lørdag til søndag pga. regn.

Her fortæller han bl.a.

“De kan stole på at jeg har været meget heldig med det job, jeg har fået hos Billy Haughton. Han er en meget dygtig læremester, og for ham passer jeg to heste (når vi er på Roosewelt Raceway), en 4-årig pasgænger, Historian, og en 2-årig traver, Maryland Holly. Det er to gode heste, som begge skal starte under meetinget på Goshen.”

Maryland Holly udviklede sig til en af de bedre 2-åringer i USA og Palle Sperling fik mange herlige oplevelser når han rejste rundt til de forskellige baner og stutterier.

I slutningen af sit første ophold i USA var han også med i købet af avlshingsten Joe’s Pride, ligesom han også senere medvirkede ved købet af både Newport Orbit (foto herunder), Anvil Chorus, Frosty Hanover. De to sidstnævnte sammen med trænerkollegaen Gerhard Petersen.

Kort før jul i 1951 vendte Palle Sperling hjem til Danmark med en fin anbefaling fra den amerikanske træner, som iflg. Væddeløbsbladet (25. oktober 1951) “har udtalt stor tilfredshed med Palle Sperling, og har endvidere udtalt, at der står en plads åben for en ung dansker, som er i besiddelse af de samme kvalifikationer som Sperling.”

Dén anbefaling skulle Palle Sperling selv gøre brug af nogle få år senere.

Snydt af Ingdam
Palle Sperling beskrives af sin tidligere trænerkollega Leif Løfgren som meget “Amerika-minded” og han havde store ambitioner om at indføre amerikanske træningsmetoder i Danmark, hvilket delvis lykkedes, men en kollega kom ham i forkøbet efter en fugtig bytur:

“Ved hjemkomsten var Amerika var jeg fuldt besluttet på at alt det nye, jeg havde lært skulle indpasses i min kommende trænervirksomhed. Men straks efter hjemkomsten inviterede Mark Ingdam mig ud. Populært sagt drak han mig hønefuld og samtidig pumpede han mig for alle oplysninger om mine erfaringer og viden om de ting, jeg havde lært i USA.

Så Mark Ingdam var faktisk i fuld gang med at indføre amerikanske trænermetoder, inden jeg nogensinde fik tænkt mig om. Det var sgu smart.” sagde Palle Sperling i et interview med Trav- og Galopavisen i 1978.

Selvstændig i ’52
Efter sin hjemkomst startede Palle Sperling som træner i 1952, hvor han iflg. et interview mange år senere (1978) startede med fem heste i stalden, men iflg. Væddeløbsbladet, der dengang jævnligt bragte de københavnske træneres træningslister, lagde han kun ud med tre heste, heriblandt Joe’s Pride!

Forklaringen var, at Joe’s Pride – siden hingsten var kommet til Danmark i december måned året før – havde stået i Palle Sperlings stald. Joe’s Pride kom dog aldrig til start i Danmark, men blev en af de bedste avlshingste i nyere tid og var bl.a. avlschampion 14 gange i årene 1958-72.

Palle Sperlings første sæson som selvstændig blev ikke den store succes. Han vandt fem løb det år og det samme var tilfældet i 1953, hvor han startede sæsonen med fire heste på træningslisten, bl.a. Ota Karensdal, der vandt både Indlænderpokalen og Hesteejerpokalen.

Det gik ikke meget bedre året efter, hvor Palle Sperling blot vandt tre løb, så han besluttede sig for at lukke forretningen og søge tilbage til Amerika.

“Jeg var på det tidspunkt ved at være træt af at være træner. Jeg fik kun dårlige heste at arbejde med – det var mest handicapheste. Så jeg besluttede mig for endnu en tur til Amerika.” (Palle Sperling i Trav- og Galopavisen i 1978)

Allerede dengang var det ikke let at få det til at hænge sammen økonomisk som travtræner, hvilket Palle Sperling mere end antydede i et interview i Væddeløbsbladets Julenummer 1953, hvor han blev interviewet sammen med kollegaerne Fredi Sølberg, Hans Bagge og Tage Boldt.

“Når en ung mand begynder på travbanen, skulle han have besked på, at chancen for at blive træner er meget lille., og man burde så fortælle ham, at det er et meget hårdt erhverv. Det hele går jo ikke bare ud på at sætte sig på en bænk, svippe lidt med pisken og derefter svinge sig i sulkyen og køre rundt på banen. Sådan var det muligvis i gamle dage, men sådan er det ikke mere.” sagde Palle Sperling bl.a.

---

Tilbage til staterne
9. august 1954 satte Palle Sperling igen kurs mod Amerika, denne gang sammen med hustruen Kirsten – parret blev gift i 1952 – og Billy Haughton tog imod ham med åbne arme.

“Jeg avancerede efterhånden til at være hjælpetræner for Haughton, og det betød, at jeg også fik lidt køreture. Det er sjældent at en jockey (staldmand, red.) får køreture i Amerika, men jeg nåede at vinde seks løb derovre.” (Palle Sperling i Trav- og Galopavisen i 1978)

Palle Sperling havde også sin egen hest, paceren Grattan Fingo, som han købte på Harrisburgauktionen for $ 500.

Det var meget usædvanligt, at en staldmand selv ejede en hest, men det viste sig at være en fin investering for Palle Sperling, som vandt mindst to løb med Grattan Fingo – “mindst” fordi der desværre ikke findes nogle kuskestatistikker fra USA før 1961. Den første sejr på Roosewelt Raceway blev belønnet med $ 750, hvilket dog var småpenge i forhold til mange af de øvrige løb. Samme aften vandt en af Palle Sperlings pasheste, Faber Hanover, således et løb med $ 7.500 til vinderen.

Palle Sperling fik også flere andre køreture og vandt under sit andet ophold i USA i alt seks løb og 23 mindre placeringer i 40 starter.

Da han rejste hjem til Danmark i december 1956 solgte han i øvrigt Grattan Fingo for $ 2.500, så der var lidt på kistebunden da han kort tid efter sin hjemkomst etablerede sig som træner.

Palle Sperling vendte altså tilbage til Danmark, men det var tæt på, at han var blevet i USA. I efteråret 1956 blev han således tilbudt et job som privattræner i Californien, men hans hustru Kirsten var gravid på det tidspunkt, så det blev ikke til noget.

-Da vi fandt ud af, at jeg var gravid, sagde Palle til mig, at han syntes jeg skulle rejse hjem. Det gjorde jeg i september 1956 og han fulgte så efter i begyndelsen af december, siger den nu 91-årige Kirsten Sperling.

Gode venner med Haughton
Palle Sperling blev gode venner med Billy Haughton – et venskab, der holdt livet ud, og som Nick Schewitsch senere fortæller, var Haughton meget påvirket af Sperlings alt for tidlige død.

Hver gang den amerikanske træner var i Danmark i forbindelse med Copenhagen Cup, som Haughton bl.a. vandt med Keystone Pioneer i 1977, besøgte han således Palle Sperling, som også skaffede andre danskere arbejde hos Billy Haughton, heriblandt de to senere trænere Viggo Andersen og Finn Frederiksen.

-Jeg husker selvfølgelig godt Billy, Dot (Dorothy) og Holly (deres datter). Vi var på ferie i Florida hos Dot og Holly efter min fars død. Det var i øvrigt Billy, som gav mig penge til min første ponytraver – den første Gotlandsruss der blev købt til Danmark fra Sverige, fortæller Palle Sperlings yngste datter, Bonnie (f. 1975), som han har sammen med Christel (Trille) Bügel Hansen (1945-2004).

Christel Bügel Hansen var, som mange sikkert ved, mindst lige så travinteresseret som Palle, og var bl.a. en af de første kvinder, som fik amatørlicens i Danmark. Begge hendes forældre havde kørt travløb og som barnebarn af Sofus Sørensen var “Trille” født ind i travsporten.

---

Kirsten Sperling:
En dejlig tid

Palle Sperlings første hustru, Kirsten Sperling (f. 1926), har sammen med hans ældste datter, Susanne Sperling, hver især også fortalt meget om deres tidligere ægtemand/far – ikke mindst Kirsten, som trods sin høje alder sagtens husker årene i USA.

-Da Palle rejste til USA første gang i 1950 var vi ringforlovet og vi blev gift i ’52. Dengang var det heller ikke let at finde et sted at bo i København, men vi var heldige at få en lillebitte lejlighed tæt på Nørrebrogade, hvor vi boede i to år. Der var kun ét værelse, men vi fik indrettet den rigtig hyggeligt, fortæller Kirsten Sperling.

-Så fandt Palle ud af, at han ville til USA igen – denne gang på rigtige immigrationspapirer, som det tog næsten et år at skaffe.

-Palle og jeg lærte hinanden at kende da jeg var 12 år og forblev venner gennem hele livet, også efter vi blev skilt i 1961.

-Vi var jo meget sammen især i de unge år. Da Palle var på travbanen skulle han som regel ud og fodre om aftenen og så tog jeg med. Senere kom han ind som garderhusar, først i Næstved og siden på Østerbrogade Kaserne, og dér kom jeg også på besøg, selvom det egentlig ikke var lovligt. Jeg tror han var indkaldt et år dengang.

-Jeg har egentlig aldrig været så interesseret i trav, men var altid på banen om søndagen når Palle kørte løb. Sammen med mine forældre købte vi også på et tidspunkt en hest, Alliance Hanover, som Palle vandt en del løb med – det var meget sjovt.

Susanne Sperling supplerer med en historie fra garderhusartiden:

-Da min far kom til Østerbrogade Kaserne blev han gode venner med en officer, som ikke gad at passe sin hest, så dén tjans fik han – dvs. han skulle passe én hest, strigle den og ride en tur med den i Fælledparken, så der var masser af tid til at mødes med sin kæreste (min mor) når hun fik fri fra arbejde; det var en rigtig loppetjans, griner Susanne.

“Jeg ville ikke hjem igen”
Kirsten Sperling taler meget begejstret om tiden i USA, hvor Palle Sperling straks efter ankomsten begyndte hos Billy Haughton.

-Dengang rejste man jo med skib til Amerika – det tog seks dage – og jeg husker tydeligt da vi så Frihedsgudinden, da vi ankom til New York, fortæller Kirsten Sperling.

-Da vi havde været derovre én dag ville jeg ikke hjem igen – jeg synes der var så dejligt at være.

-Jeg begyndte også at se mig om efter et arbejde og nåede at arbejde tre uger i et stormagasin, inden Palle skulle rejse med hestene til South Carolina, men da vi kom tilbage til New York kom jeg dag gående ned ad en gade på Long Island og så en restaurant, som jeg syntes så dejlig ud. Jeg gik ind og spurgte om de havde brug for en servitrice. “Du kan prøve i tre uger og hvis du ikke duer er det ud” – men selvom jeg aldrig havde prøvet at servere før, gik det rigtig godt, og det endte med, at familien, som ejede restauranten blev mine venner for livet. Jeg har sidenhen været ovre og besøge dem mere end ti gange. 

-Vi var på mange forskellige travbaner; jeg kan ikke huske dem allesammen, men vi kom bl.a. flere gange tilbage til Florida, hvor Haughton holdt til om vinteren. På banen var der en restaurant, der åbnede kl. 5 om morgenen og jeg gik så ned for at spørge, om de kunne bruge en servitrice. Det kunne de godt og dér arbejdede jeg hver gang vi kom tilbage til Florida.

-På et tidspunkt spurgte Haughtons kone mig, om jeg havde lyst til at passe deres børn – de fik jo efterhånden fem drenge – men det sagde jeg Nej Tak til; jeg ville meget hellere være servitrice.

Ung, smart og velhavende
Kirsten og Palle Sperling var hhv. 28 og 29 år, da parret ankom til USA i 1954 og man er ikke i tvivl om, at de nød livet i fulde drag.

-Vi havde godt med penge begge to; jeg tjente faktisk mere end Palle, selvom jeg ikke kan huske hvor meget han fik hos Haughton, siger Kirsten.

-Men jeg fik altid gode drikkepenge på restauranten. Det var ikke usædvaneligt, at jeg fik fem dollar i “tips” når gæsterne havde købt en tre-retters menu til $ 1,25! Jeg var jo ung og smart dengang – det tror jeg mange folk godt kunne li’.

-Vi havde en masse dejlige oplevelser de år. Vi var bl.a. til auktion i Harrisburg, hvor vi selv bød på nogle heste og vi købte også en hest, paceren Grattan Fingo, som Palle vandt løb med på Roosewelt Raceway.

-Vi købte også en brugt bil, en Buick, så vi kunne komme rundt og se en masse ting. Dengang var der jo ikke travløb om søndagen, så der havde vi begge to fri og så tog vi tidligt afsted om morgenen og så en masse ting. Vi var bl.a. i Florida og Virginia, hvor vi så nogle berømte grotter, men når vi talte med amerikanerne, var der stort set ingen, der havde set de ting, vi gjorde. Jo, det var en dejlig tid, men du skal jo også huske på, at vi var gift i over fire år inden Susanne kom til verden, så vi levede virkelig livet dengang.

-Amerikanerne er generelt et utroligt dejligt åbent og venligt folkefærd. Lige da vi kom derover købte vi et mobilhome, som typisk de fattige amerikanere bor i, og der gik ikke mere end par dage, så kom der et par amerikanske kvinder og forærede mig nogle forklæder de havde lavet – jeg var målløs.

Det første hus
Kort tid efter hjemkomsten til Danmark købte parret deres første hus – et rækkehus i Søborg.

-Vi havde begge to tjent godt i USA og da vi kom hjem var der et rækkehus i Søborg, der lige var blevet bygget. Det havde været afbilledet i Femina som noget meget smart noget, og det købte vi for 68.000 kroner, fortæller Kirsten Sperling.

-Vi boede tre år i huset, som vi derefter byttede med en lejlighed på Brannersvej i Charlottenlund, men der nåede vi ikke at bo ret lang tid inden vi blev skilt.

Kirsten Sperling har siden 1992 boet i “ældreboligerne” på Ordrup Jagtvej 193 i Charlottenlund, der i sin tid blev opført af Det Danske Travselskab. Her bor udelukkende mennesker med tilknytning til travbanen.

---

Fornemt comeback
I december 1956 vendte Palle Sperling igen hjem til Danmark, hvor han straks fik to heste i træning, Susan Frisco og Chestertowns Henley. Snart efter modtog han også Stormvinden og 2-årige Avec Hanover og siden hen Alliance Hanover, Ruus Morgan og Winston Rex.

Første gang Væddeløbsbladet offentliggjorde træningslisterne i begyndelsen af april måned var Palle Sperlings stald vokset til 14 heste.

Lunden indledte sæsonen allerede Nytårsdag, men der skulle gå mere end tre måneder før Palle Sperling kørte – og vandt – sit første løb efter hjemkomsten fra USA.

Det skete den 10. april på Lunden med Susan Frisco – og han var tæt på at blive “Mr 100 %” idet han også fik en andenplads med Chestertown’s Henley.

Susan Frisco blev Palle Sperlings første reklamehest. Blot 12 dage senere var hun igen på pletten som overraskende vinder af Internationalt Pokalløb på Amager efter føring fra start til mål.

Ugen efter blev Palle Sperling interviewet af Væddeløbsbladet, som bl.a. spurgte om han træner efter amerikansk opskrift?

“Det er da klart, at jeg prøver at omsætte de erfaringer, jeg har høstet, modereret efter danske forhold.” sagde Palle Sperling.

Journalisten: Mange tror, at amerikansk træning er speed, speed og atter speed?

“Jeg vil snarere sige, at det system, jeg sværger til, går ud på opbygning af konditionen. Det er slet ikke lagt an på, at hestene skal ud og brillere omgående. Meningen er, at der skal lægges et grundlag, som betinger at formen kan holdes længere.

Lad mig nævne et par eksempler fra andre sportsgrene. Bokseren, der sjipper gennem måneder, før han tager kampe, eller cykelrytteren, der har 2000 kilometer i benene, før han starter i et løb.” sagde Palle Sperling, som fik en forrygende start på sin anden periode som træner.

23 sejre blev det til og en flot femteplads blandt de københavnske trænere. Mark Ingdam blev suveræn trænerchampion i 1957 med 74 sejre foran Koster (44), Gerhard Petersen (39) og Walther Kaiser-Hansen (28).

Årets topscorere for Palle Sperling blev Winston Rex og Venus – begge med fem sejre, mens Susan Frisco og Stormvinden begge vandt tre løb.

---

Historisk rekord
Palle Sperling havde nu status af stortræner – i januar 1958 havde han således 20 heste i træning, på et tidspunkt, hvor de københavnske trænere max. måtte ha’ 20 ældre heste og fem 2-åringer ved sæsonens begyndelse. Derudover måtte en træner max. have 15 forandringer (“skift”) fra årets begyndelse til sæsonens afslutning.

Det blev til 39 sejre og en fjerdeplads bag Walther Kaiser-Hansen (58), Gerhard Petersen (52) og Mark Ingdam (51). Med syv sejre blev Onward Eagle årets oftest sejrende hest, mens Miss Argentina og Altid Nivea vandt hhv. seks og fem løb.

Den tidligere Derbyvinder Onward Eagle var uden sammenligning Palle Sperlings bedste hest gennem hele karrieren, og i øvrigt også den hest han vandt flest løb med – 14 i alt.

Onward Eagle indskrev sig flere gange i historiebøgerne – ikke mindst med sin fantastiske indlænderrekord på 1.16,9a/1609 meter sat i et “Invitationsløb” på Amager søndag den 29. juni 1958.

Det var højsommer i København og sidste løbsdag i Amagers meeting, inden Charlottenlund skulle tage over ugen efter, og i dagens anledning havde man udskrevet et løb for hurtigklassen med 7.000 kroner i samlet præmiesum og med deltagelse af alle de bedste ældre heste: Rex Junior, Orkanen Frisco, Percy Nichols, Onward Eagle, Signora, Silvie Roy, Ruder Konge og Tjavs.

Rex Junior var hurtigst afsted, men allerede forbi publikum overtog Onward Eagle føringen for Palle Sperling med Tjavs (John Petersen) nærmest.

På bagerste langside lagde de to heste afstand til feltet, men midt på opløbet måtte Tjavs slippe grebet og Onward Eagle sejrede helt overlegent i tiden 16,9 foran Tjavs i 17,9 og Orkanen Frisco (Otto Rasmussen) i 18,3.

9-årige Onward Eagles vindertid var en forbedring på ikke mindre end TO sekunder af Mosters absolutte danske rekord fra 1954. Den tidligere hingsterekord var sat af Leo Roy med tiden 19,1.

For at sætte løbet i relief, var Onward Eagles vindertid den syvende hurtigste tid nogensinde i Europa på det tidspunkt. Den europæiske rekord indehavedes af italienske Tornese og franske Jariolain med tiden 15,7.

Nick Schewitsch, som hjalp til i stalden de sidste 27 år af Palle Sperlings karriere, husker udmærket Onward Eagles rekordløb:

-Jeg var ganske vist kun 13 år dengang, men husker udmærket, at Palle en uge inden rekordløbet kørte et sidste arbejde ude på Amager, hvor han som regel stod med sine heste, med Onward Eagle, der gik 1.18 i det sidste heat. “Hvis vejret bli’r godt næste søndag, så kan han slå den danske rekord!” sagde han – og det kom jo til at holde stik.

-Jeg har aldrig selv kørt Onward Eagle i træning; det var lige der omkring jeg begyndte at køre hurtigt, men jeg har da siddet bag ham sammen med Palle i en roadcar, fortæller Nick Schewitsch.

Den imponerende rekord kom til at stå i seks år, inden Uffe Kejlstrup i 1964 forbedrede indlænderrekorden til 1.16,8, men allerede 14 dage senere fik John Petersen revanche, da Tjavs vandt Mesterskab for Danmark rimeligt sikkert foran Onward Eagle og Snowflake.

Blomstrede op hos Sperling
Onward Eagle havde ført en noget omskiftelig tilværelse inden den som 9-årig gik i træning hos Palle Sperling. Som unghest var han først hos Preben Vebner, siden Gerhard Petersen og Mark Ingdam, inden Onward Eagle som 4-års gik i træning hos Hans Hansen, som bl.a. vandt Dansk Trav Derby med hesten.

I slutningen af 4-årssæsonen gik Onward Eagle pludselig til Gerhard Petersen og siden tilbage til Mark Ingdam, men virkede slidt da den som 9-årig altså igen skiftede træningskvarter – denne gang til Palle Sperling, som på det tidspunkt netop var vendt hjem fra USA.

Hos Sperling fik Onward Eagle sin anden ungdom og vandt også Mesterskab for Danmark 1960. Det blev til i alt 45 sejre og 172.425 kroner og dermed sluttede Onward Eagle karrieren som den mest vindende danske travhest nogensinde, men måtte dog snart overlade titlen til Ruder Konge.

---

Klassisk vinder – og lang udelukkelse
Palle Sperling havde nu bidt sig fast i toppen og 1959 blev det til 23 sejre – Gerhard Petersen blev champion med 61 sejre foran Walther Kaiser-Hansen (50), Mark Ingdam (40) og Leif Nielsen (40).

Alliance Hanover og Altid Nivea blev årets topscorere med tre sejre, men det var 2-årige Charmeur, der trak de største overskrifter det år.

Charmeur vandt således både Dansk Mesterskab for 2-åringer på Amager og Dansk Opdrætningsløb.

Sejren i Dansk Opdrætningsløb – der var Palle Sperlings sejr nummer 100 – var lidt heldig, idet den førende Casiana (Mark Ingdam) galoperede med 100 meter til mål og så var vejen banet for en overlegen sejr til Charmeur i tiden 1.25,0a/1500 meter.

Palle Sperling kom dog hurtigt ned på jorden igen. I det efterfølgende løb blev han således idømt en bøde på 100 kroner for hårdhændet behandling af Winston Rex, der i årets første start var meget vanskelig.

Dén bøde var Palle Sperling ikke tilfreds med, så efter løbet han gik op i dommertårnet for at diskuttere med måldommeren og som Væddeløbsbladet skrev i sit referat “er trænerens temperament åbenbart på ganske alvorlig måde løbet af med ham” – Palle Sperling blev således udelukket en hel måned for ubehersket opførsel over for official.

---

Privattræner
Palle Sperling fortsatte successen med 40 sejre i 1960 og 32 i 1961, hvor han 1. november startede som privattræner for Stutteri Olympia i Slangerup, der nogle år forinden var startet op af Svend Hansen, dansk direktør for Olympia Skrivemaskiner.

Svend Hansen startede med at køre amatørløb sidst i 1939, men kastede i slutningen af 50’erne sin kærlighed på avlsarbejdet og investerede i topafstammede følhopper i både USA og Frankrig.

Han opførte et mønsterstutteri med alle tænkelige moderne faciliteter på ejendommen Lindholmgård i Lindholm ved Slangerup. I første omgang købte han en række ungheste, der blev omdøbt med Olympia som efternavn, bl.a. Carmen Olympia og Enina Olympia, og i 1960 kom de første føl til verden. 

Den første årgang (F-årgangen) talte fem heste med Filia Olympia i spidsen, men Svend Hansen havde nu også så mange løbsheste at han fik brug for en træner – og da Palle Sperling i forvejen havde bl.a. Enina Olympia i træning, fik han altså tilbuddet.

I et interview med Væddeløbsbladet i slutningen af december 1961 sagde Palle Sperling bl.a.:

“Jeg har nu mit hjem på Lindholmgård og kan lide at være der. Jeg skal ikke gå mange skridt fra min stue, før jeg er i kontakt med hestene. Dog skal vi i hvert fald foreløbig have de aktive travere på banen. 17 kommer vi til at råde over i 1962, men kun 16 skal hele tiden være væk fra gården, så kan vi nøjes med to staldfolk.”

Udover Olympia-hestene fik Palle Sperling også nogle heste fra Svend Hansens ældste søn, Jørn W. Hansen, heriblandt Francis Senator, der i 1962 vandt Dansk Mesterskab for 2-åringer på Amager i tiden 1.21,9/1500 meter – ensbetydende med Skandinavisk rekord for 2-åringer – foran Filia Olympia med Mogens Ingvard i sulkyen i 22,0, hvilket var ny skandinavisk rekord for 2-årige hopper.

Tragisk dødsfald
Francis Senator vandt også Dansk Opdrætningsløb, men desværre nåede Svend Hansen aldrig at opleve Francis Senator og Filia Olympias succes på væddeløbsbanerne.

Mandag den 30. marts 1962 var der indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i Det Danske Travselskab, hvor Kenneth Parnam blev valgt som ny bestyrelsesformand, mens Svend Hansen blev genvalgt til bestyrelsen sammen med med Arne Guttermann, Steen Worm, Leif Stumpe, J. Møller Hansen og Søren Hartington.

Efter bestyrelsesmødet kørte Svend Hansen hjem til Slangerup, men om natten blev han pludselig syg og ramt af en blodprop. Han blev i hast kørt til Centralsygehuset i Hillerød, men afgik ved døden tirsdag eftermiddag. Svend Hansen blev blot 58 år.

Et smerteligt tab for familien og for dansk travsport.

Svend Hansens sønner, Jørn W. Hansen og Dan W. Hansen, forsøgte at videreføre Stutteri Olympia, men opgav efter et halvt års tid og samarbejdet med Palle Sperling ophørte.

Torsdag den 25. oktober blev alle stutteriets heste – i alt 23 heste incl. seks følhopper – solgt på en auktion på Stutteri Olympia. Dyrest blev 3-årige Elite Olympia med en pris på 12.000 kroner. Tre 1-åringer og følhoppen Miss Argentina blev købt tilbage.

---

Hans Jørgen Olsen om Stutteri Olympia:
En rigtig god tid

Mens Palle Sperling var ansat som privattræner var Hans Jørgen Olsen stutterimester på Stutteri Olympia, og han har kun gode minder fra den tid.

-Der var gode forhold og det var generelt en god tid, siger Hans J. Olsen (81), som startede på Stutteri Olympia i 1959.

-Jeg var et halvt års tid hos Ole Sylvest på Holmegaarden i Vassingerød, men da Stutteri Olympia skulle til at åbne kom Svend Hansen og spurgte, om det var noget for mig at komme derop og det syntes jeg jo lød meget interessant. Jeg var på Lindholm i 15 år; jeg var den første der kom og den sidste, der forlod stedet i 1974.

-Da jeg startede i foråret 1959 var stutteriet nybygget og der var ikke nogle heste, men efterhånden købte Svend Hansen flere ungheste og føl rundt omkring, der blev omdøbt med Olympia som efternavn, heriblandt Carmen Olympia, der var opdrættet af Jens Thomsen og Reinholdt Christiansen i Jyllland.

-Han importede også tre følhopper fra Frankrig og et par stykker fra Amerika. De første føl på Stutteri Olympia kom til verden i 1960 og da Svend Hansen døde i ’62 havde vi 12 følhopper.

Boede på stutteriet
Hans Jørgen Olsen og Palle Sperling boede begge på Stutteri Olympia, hvor de begge havde et par værelser på førstesalen i den ene længe, hvor gårdens forpagter boede i stueetagen. Han flyttede dog, da jorden på et tidspunkt blev bortforpagtet.

-Vi havde jo en del løbsheste, som Palle trænede på Lunden, men jeg trænede også nogle nede i skoven og det fortsatte jeg med i mange år, siger Hans J. Olsen.

-Efter Svend Hansens død og Stutteri Olympias heste var blevet solgt på en auktion, gik stutteriet over til at være pensionsstutteri. Det var meningen, at jeg skulle forpagte stedet, men da vi annoncerede at det blev pensionsstutteri, stod der 50 heste på et øjeblik fra mange forskellige københavnske trænere, og så var de alligevel ikke interesseret i, at jeg skulle være forpagter.

-Mange af hestene var bare på fold, men vi kørte også med nogle af dem og et år vandt vi faktisk over 50 løb med “vores” træningsheste.

Hans J. Olsen var som nævnt på Lindholm i 15 år, men i 1968 brændte stutteriet og blev efterfølgende solgt til den kendte advokat Ove Stagehorn.

-Stutteriet flyttede siden til Abbetved ved Roskilde og eksisterede frem til 1974, hvor det lukkede fordi der var for lang transport til banen, siger Hans J. Olsen, som herefter blev stutterimester på Stutteri K i Jægerspris, der var ejet af Erik Kyvsgaard (bror til træner Benth Kyvsgaard) og siden af hans enke.

---

Comeback med sejr nummer 200
1. november 1962 startede Palle Sperling for tredje gang som publictræner, i øvrigt samme år som sin tidligere elev, Viggo Andersen, der netop var vendt hjem efter et par år hos Billy Haugton i USA – et job han fik takket være Palle Sperling.

Han startede op med syv heste i stalden, heriblandt Bruno Axworthy, der kort tid efter gav Palle Sperling sin sejr nummer 200 på danske baner i et løb på Amager. Stalden talte endvidere Alliance Hanover, DC-8, Fabian og tre 1-årige plagge.

DC-8 blev Palle Sperlings næste reklamehest. Den tog ikke færre end 11 sejre i 1963 og blev hædret med BT’s Gyldne Dækken som den oftest sejrende hest i København.

I 1963 havde Ernst også en fin sæson med fem sejre, ligesom Palle Sperling også vandt Amagers 3-årsmesterskab med Filia Olympia.

Fra denne periode huskes også heste som Berkshire Hanover (13 sejre) og Hover, ligesom han førte heste som Earl Søvang og Fjuri Axworthy frem. Heste, der senere fik succes hos hhv. Jens Jensen og Leif Nielsen.

Amerikanske træningsmetoder
Som Leif Løfgren siger var Palle Sperling meget “Amerika-minded” og det bakkes op af bl.a. Klaus Koch og Nick Schewitsch.

-Palle trænede amerikansk hele livet og det var der mange, som syntes var helt åndssvagt – det var alt for hårdt for hestene mente man, siger Nick Schewitsch.

-Det foregik på den måde, at når en plag var kommet i gang med træningen fik den to heat á 1600 meter lige efter hinanden; der var ikke noget tempo på – man kørte bare lidt stærkere end når man kørte langsomt.

-Senere fik den tre heat, dvs. først et dobbeltheat og efter et kvarters pause i boksen yderligere et heat. Og når de skal skulle starte startede han med et dobbeltheat, herefter et kvarters pause og ud igen endnu et heat, hvor han kørte ca. 10 sekunder langsommere end hvad han forventede at køre i løb. 

-Mellem starterne fik hestene også et fjerde heat hvis der gik mere end ti dage mellem disse. Den sidste måned inden start fik hestene et fjerde heat hver tredje dag, og generelt foregik heattræningen hver tredje dag for alle heste.

-Jeg har kørt masser af tredje heat for Palle når hestene skulle starte og det foregik som regel på den måde, at man kørte ca. 1.40 de første 1200 meter og så trykkede man på speederen de sidste 400 meter, så passede det med at man havde kørt 10 sekunder langsommere end hvad hesten formodedes at kunne gå i løb.

-Men det var ikke bare på “rutinen” – man fik skideballe hvis man ikke kørte med stopur; sådan var det når man trænede heste hos Palle, så havde man stopur i venstre hånd og pisk i højre. Pisken var ikke for at drive på hesten, men udelukkende som styreredskab.

Palle Sperling var af den holdning, at hestene ikke skulle “pakkes ind i vat” – men de skulle omvendt heller ikke misbruges.

-Jeg giver en hest fire heat under dagens arbejde, og det synes mange er for meget. Et heat efter 1.27 kan dog være hårdere for en hest end fire, hvoraf det mest anstrengende køres efter 1.30. Så længe hesten ikke viser tegn på at få for meget arbejde, er der ikke noget at være bekymret for. Jeg har gode erfaringer med metoden, sagde Palle Sperling bl.a. i Væddeløbsbladets Nytårsnummer 1962 og fortsatte:

-At kopiere amerikanske forhold lader sig af gode grunde – det vil sige økonomiske – ikke gøre. Men vi bør efterligne hvor vi kan. For eksempel med flere startvognsløb. Det er, synes jeg, den rigtige måde at sende et felt afsted på. Og vi bør vel også tage ved lære af USA-travsport med hensyn til felternes størrelse. Skal løbet have over en halv snes deltagende heste, bør det afvikles i flere afdelinger. 

-Og selskaberne behøver ikke at være bange for, at spillerne ikke kan lide små felter. Tværtimod. Større omsætning kan ventes, og det er betingelsen for bedre økonomiske forhold for alle implicerede. Statens afgiftsrovdrift på omsætning bør endvidere ændres. 

Lunik Stoustrup og Nallo
I 1963-65 vandt Palle Sperling hhv. 31, 20 og 19 løb, men så fulgte nogle magre år i sidste halvdel af 60’erne inden han igen fik gang i forretningen.

I 1970 blev det således til 20 sejre, heraf halvdelen med Lunik Stoustrup. Desuden vandt Palle Sperling også I.C. Tvede Memorial med Odalisk på den dengang helt sensationelle tid i snorestart, 1.22,8. Lunik Stoustrup husker Nick Schewitsch udmærket:

-Lunik Stoustrup led forfærdelig af kolik og vi har brugt mange timer på at trække hesten. Hvis den stod i boksen når den fik disse anfald ville den lægge sig ned og rulle sig og så få tarmslyng, så det gjaldt om at holde den i gang. Når den ikke havde disse anfald var den helt fit, men anfaldene kunne komme som lyn fra en klar himmel og Lunik Stoustrup døde også af et kolikanfald inde på Landbohøjskolen.

Året efter dalede endnu en appelsin ned i Palle Sperlings turban i skikkelse af Nallo, der i begyndelsen af 4-årssæsonen (1971) ankom fra Aksel Pedersens stald.

Som 4-års vandt Nallo halvdelen af sine 12 starter, bl.a. Amagers Jubilæumsløb og Johs. & Aage Ulrichs Mindeløb, mens han kiksede i Derbyprøven og sluttede på en skuffende fjerdeplads i Derbyet trods et ellers næsten perfekt løb.

-Nallo var noget distancesvag, men hans præstationer på normaldistancen var formidable. Palle forstod at udnytte Nallos kolossale speed og det var fascinerende at se parret, siger Klaus Koch, som selv var “ræveunge” på Lunden i 70’erne.

Efter et løb på Jägersro i midten af 6-årssæsonen ragede Palle Sperling imidlertid uklar med Nallos ejer og dagen efter blev hesten flyttet til Leif Løfgren – i øvrigt sammen med ejerens to andre heste.

-Jeg kan tydeligt huske den dag, hvor Nallos ejer kom ind i stalden og Palle sagde til ham: Dine heste skal være ude af stalden i dag kl. 12 og hvis de ikke er væk, lukker jeg dem ud af boksene! siger Nick Schewitsch.

-Palle havde jo temperament og han kunne blive noget så rasende hvis han følte sig uretfærdigt behandlet. “Jeg er ked af at miste hestene for det er dejlige heste, men dig gider jeg ikke høre på længere” – og så gik der en halv times tid inden Leif Løfgren kom for at hente hestene. Leif var jo lidt beklemt ved situationen, men så sagde Palle til ham: “Hvis du ikke ta’r dem, er der en anden idiot, der får dem” – og så overtog Leif Løfgren hestene.

I begyndelsen af 70’erne havde Palle Sperling også en fin hest i Koh I Noor, som altid travede i løb, men ellers havde så tydelige pasgængeranlæg, at Sperling på et tidspunkt overvejede at sende den til Skotland for at deltage i pasgængerløb!

Op og ned
Nallo var Palle Sperlings sidste store stjerne og de sidste 10 år vandt han ikke ret mange løb. Bedst gik det i 1978 med 15 sejre – det år var Børge Dan “stjernen” med fire sejre. Sidstnævnte var en meget talentfuld hest, som Palle Sperling havde store ambitioner med, men Børge Dan blev desværre syg i vinterpausen efter 3-årssæsonen og kom aldrig til start igen.

Fra denne periode huskes også heste som Ali B. Sammy Davis, Fine Cup, Hekla Ferle, Stensbæk Lloyd, Bingo Karlebo og Count Vixi.

Det sidste år (1983) kørte Palle Sperling 60 løb og vandt to sejre.

Palle Sperling vandt i alt 419 løb.

---

Populær trænerformand
Palle Sperling var i mange år medlem af trænerforeningens bestyrelse på Lunden og da Leif Nielsen i midten af juni 1978 pludselig lukkede sin stald på Lunden og flyttede til Spanien, overtog han formandsposten – en post han besad til sin død.

Godt tre måneder senere blev Palle Sperling interviewet i Trav- og Galopavisen, hvor han gav udtryk for nogle af sine egne og trænerforeningens idéer og tanker (se nedenfor). Pga. artiklens format er den delt op i to halvdele, men det skulle være muligt at få det hele med.

-Det var jo dengang vi kunne finde ud af at stå sammen, og som formand – jeg har jo også været trænerformand i en periode – vidste man, at man altid havde medlemmernes opbakning, når man konfronterede ledelsen med nogle forskellige sager og problemstillinger, siger Leif Løfgren.

-Dengang holdt vi også en årlig skovtur, hvor alle mødte op; sådan noget kan man ikke lave i dag, så er der altid nogen, der bliver væk fordi de skal køre travløb.

-Efter så mange år er det svært at huske, hvilke sager de enkelte formand skal “huskes” for at have kæmpet for, men Palle havde i hvert fald temperament og var ikke til løbe om hjørner med, så han var helt sikkert en god formand, som man lyttede til.

Som Klaus Koch skriver på sin hjemmeside (klauskoch.se) var Palle Sperling allerede i begyndelsen af sin karriere den første til at sætte spørgsmålstegn ved reglen om diskvalikation for urent trav, men først i 1974 blev DTC overbevist om at reglen skulle sløjfes.

-Det var jo et dommerskøn og der har helt sikkert været mange forkerte domme gennem årene, siger Leif Løfgren.

-Efter reglen blev afskaffet gik man over til, at en hest kunne bliver rapporteret hvis den travede dårligt. Hvis den gjorde det to eller tre starter i træk, blev den udelukket og skulle en tur forbi dyrlægen, men også dén regel er jo forlængst afskaffet.

---

Bonnie Sperling:
En anderledes far

Palle Sperlings yngste datter, Bonnie Sperling, var blot otte år, da hun mistede sin far, og hun tænker tilbage på en “lidt anderledes far”:

-Men på den gode måde, synes jeg. Han lærte mig at spille poker, casino og skak, men han var også enormt kreativ og jeg har f.eks. været på en masse maleriudstillinger, siger Bonnie.

-Jeg havde jo min gang i stalden fra jeg var helt nyfødt og jeg husker bl.a. de mange ture i roadcaren, både med de store heste, men også med min Gotlandsruss, som min far nåede at hjælpe mig med at køre til.

-Min far var ganske vist 50 da jeg kom til verden, men han var jo meget aktiv, cyklede og spillede fodbold. 20 år senere ville det nok ha’ føltes anderledes, men det nåede jeg så desværre ikke at opleve.

-Set i bakspejlet var min far nok lidt “skæv” – på den go’e måde; han fulgte ikke med de andre lemminger, men var sin egen og gjorde hvad der passede ham. En af de ting, jeg har fået med fra min far, er nok at lære at tro på sig selv og ikke bare følge med strømmen.

-Det var selvfølgelig hårdt at miste min far, men for mig var det sværeste at se min mor var så ked af det. Hver gang vi var til trav, kom der jo en masse mennesker hen til hende og spurgte, hvordan det gik og fortalte hende hvor trist det var, at min far var død – det var nok det hårdeste, siger Bonnie, som i 2004 også mistede sin mor.

---

Susanne Sperling:
En glad og gavmild mand

Pga. aldersforskellen har Susanne Sperling selvsagt haft et andet forhold til sin far, men fælles for de to døtre er, at Palle Sperling altid tog sig meget af sine børn.

-Indtil Bonnie blev stor nok til at forstå hvad det hele drejede sig om, holdt min far f.eks. altid jul sammen med min mor og mig, siger Susanne Sperling.

-Travsporten var hans liv og han fik lov til at gøre sin hobby til sin levevej. Han var altid en glad og meget gavmild mand.

-For mit vedkommende var det maleriet og tegningen, der var i højsædet fordi jeg ikke var særlig travinteresseret. Det var bl.a. min far, som – da jeg var færdig med gymnasiet – kørte med mig ind til Kunstakademiet for at søge optagelse. Jeg kom ganske vist ikke ind, men blev i stedet arkitekt. Men det var i hvert fald en del af vores fællesskab; glæden ved at tegne og male og bl.a. gå på maleriudstillinger.

-Det har ikke haft nogen særlig betydning for mig, at min mor og far blev skilt da jeg var 3-4 år. Jeg boede hos min mor, men så min far fast én gang om ugen – så hentede han mig fra børnehave eller skole. Min mor og jeg blev boende overfor Ordrup Cykelbane på Brannersvej. Der var cykelløb et par gange om ugen i sommerhalvåret, så dér kunne jeg også altid gå over og møde min far, eller cykle ned på Charlottenlund Travbane og snakke med ham.

-Om sommeren skiftede det lidt fra år til år, om han lå på fluepapiret ved Charlottenlund Fort eller på Bellevue Strand, når han var færdig med at træne hestene, men han har aldrig været svær at få fat i. Jeg skulle dog huske at lade telefonen ringe seks gange når jeg ringede til stalden, så han lige kunne nå at forlade en hest på staldgangen inden han løb ind i staldkammeret og tog telefonen.

-Vi var selvfølgelig også på Bakken, i Zoologisk Have og i Tivoli, og jeg kom naturligvis på Gersonsvej, Lindholmgård (Stutteri Olympia, red.) og i Wesselsgade mens han boede dér. Jeg opdagede i øvrigt senere hvor meget mere jeg så til min far end mine klassekammerater, selvom jeg var skilsmissebarn, som en af de få i klassen, slutter Susanne Sperling.

---

Nick Schewitsch:
Palle var med til at forme mit liv

En af de, som kendte Palle Sperling allerbedst er pensioneret revisor Nick Schewitsch, som kan se tilbage på et langt liv inden for travsporten:

-Palle var så dejligt et menneske og det er fuldt fortjent, at han bliver hædret på denne her måde, siger Nick Schewitsch (71).

-Jeg var kun 11-12 år da jeg begyndte at komme i stalden hos Palle sammen med nogle skolekammerater efter skoletid, men efterhånden ville de hellere til håndbold og fodbold. Jeg var imidlertid så fascineret af hele stemningen på travbanen, så jeg blev hængende.

-Det er også faktisk Palles skyld, at jeg kom til at hedde Nick. Jeg er døbt Nikolaj, men da jeg kom ind i stalden spurgte han mig: “Hvad hedder du, knægt?” – “Nikolaj” svarede jeg; “Nå, men her hedder du bare Nick” – og sådan blev det. Alle de år jeg selv kørte løb stod der også bare Nick i programmet.

-Palle tog sig pænt af mig og man kan godt sige, at han var med til at forme mit liv. Jeg er født med spastisk lammelse i begge ben og der står i løbsreglementet, at man ikke må køre travløb med mindre man er fit for fight. Men Palle fik alle trænerne med på, at selvfølgelig skulle jeg ha’ lov til at køre løb; jeg kørte først TU-løb og siden fik jeg amatørlicens.

---

Sportsmand 
Som nævnt i indledningen var Palle Sperling meget sportsinteresseret og som helt ung måtte han træffe et valg, hvorvidt han ville satse på en professionel boksekarriere eller en karriere som travtræner.

Heldigvis valgte han det sidste, men Palle Sperling nåede dog en enkelt “professionel” kamp under sit første ophold i USA i 1950-51.

-Billy Haughton havde arrangeret en kamp med penge på højkant. Palle fik en større røvfuld og stoppede for altid med boksning, fortæller Nick Schewitsh.

Tidligere staldmand hos Leiff Ingdam, Jørn Clevin, har også kendskab til Palle Sperlings boksekarriere i USA:

-Jeg har hørt en historie om, at negeren “Big Dick” – der også arbejde hos Haughton – ofte fremhævede Palles evner i en boksering; det samme gjorde Billy Haughton.

Cykelløb havde også Sperlings store interesse og man så ham ofte til cykelløb på Ordrupbanen, ligesom han ofte deltog i motionsløbet “Sjælsø Rundt” hvor han i slutningen af 70’erne var hurtigst i klassen for 50-årige.

-Palle var i det hele taget sportsmand i bedste betydning og i en fantastisk form langt op i årene. Jeg kan bl.a. huske, at han i mange år, når han var færdig med dagens træning, tog sin træningsdragt på og løb fire-fem omgange på banen, inden han gik i bad og cyklede hjem til Trille, fortæller Palle Sperlings mangeårige trænerkollega Leif Løfgren.

-Turen fra hjemmet på Ordrup Jagtvej til Amager Travbane blev tit foretaget på hans racercykel, hvilket jeg tydeligt husker fordi han altid strøg forbi os på cykelstien da jeg boede i Tårnby, fortæller Jørn Clevin.

Fodboldtræner
Palle Sperlings interesse for sport kom også til udtryk, da han i midten af 60’erne blev træner/manager for Lundens firmafodboldhold, der primært bestod af staldfolk, men også enkelte trænere, heriblandt Jørgen Olsen.

En af dem, der var med fra starten er Flemming Munch Hansen:

-Jeg mener, at vi startede fodboldholdet mens jeg var staldmand hos Tommy Petersen omkring 1965 og det eksisterede vist ikke ret lang tid efter, jeg stoppede i maj ’68, hvor jeg rejste til Aalborg, fortæller Flemming Munch Hansen.

-I starten havde vi hjemmebane på Lyngby Stadion, siden flyttede vi ud på Skovshoved Stadion – på et tidspunkt hvor klubben spillede i 2. division – og til sidst fik vi lavet en fodboldbane på inderkredsen på Lunden, med travselskabets velvilje. Det eneste vi skulle sørge for var at målene blev fjernet på løbsdagene.

-Vi spillede bl.a. mod Monberg & Thorsen, men især kampene mod Galopbanen var et tilløbsstykke. Fra gammel tid spillede Lunden og Klampenborg også indimellem fodbold mod hinanden, men det blev først organiseret da vi kom med i firmafodbolden. Generelt havde vi fin opbakning til vores kampe – både fra trænere og hesteejere. Jeg kan bl.a. huske, at Sofus Sørensen altid var på plads når vi spillede i Skovshoved, hvor han boede.

-Vi havde faktisk et ret godt hold og nåede på et tidspunkt op i B-rækken. Palle var vores manager og gik op i det med liv og sjæl. Det var også ham, der stod for opmålingen af banen på inderkredsen. Det var ikke så meget træning det blev til, men når der var tid til det om eftermiddagen var Palle altid med som træner.

-Palle lavede også et lotteri i forbindelse med kampene, hvor man kunne gætte på resultatet, og overskuddet gik så til de spillere, der var skadet.

-Der var jo masser af staldfolk på Lunden dengang og mange har i kortere eller længere perioder været med på fodboldholdet. Jeg mener at billedet stammer fra en af de første kampe vi spillede, men kan i hvert fald huske, at folk som Harry Carstensen, Rene Ravn, Torben Fischer og Hans “Bongo” Poulsen også var med på holdet.

Flemming Munch Hansen startede som træner på Aalborg Væddeløbsbane i maj 1968 og flyttede i 1970 til Amager, hvor han var indtil banen lukkede i 1976. Herefter gik turen til Skovbo, hvor han var i et års tid inden han stoppede som træner i ’77.

---

Erklæret socialist
I sit portræt på klauskoch.se beskriver Klaus Koch Palle Sperling som “erklæret socialist”:

-Det er måske lidt krinklet formuleret, men man var i hvert fald ikke i tvivl om Palles politiske ståsted og han elskede at debattere om alt muligt, siger Klaus Koch, som har mange minder om Palle Sperling.

-Palle havde jo mange specielle idéer omkring træning; han kørte bl.a. vældig mange heat og vældig langsomme heat. Desuden gik mange af hans heste også med en såkaldt martingal, der holder hovedet nede. Det bemærkede man især med Nallo, der pludselig kom ud med “tårntjek” da den skiftede til Leif Løfgren.

-Karakteristisk for ham var også, at han i hvert fald om sommeren altid trænede sine heste uden hjelm eller kasket, mens han røg pibe eller fløjtede. Palle var også den eneste træner, der kunne finde på at træne Juledag og Langfredag, som ellers var de allermest fredede dage på året.

-Jo, der er ingen diskussion om at Palle Sperling var dygtig, men han var samtidig også en af de lidt mere særprægede personligheder, som var med til at sætte sit præg på travbanen dengang.

---

Den hårde skole 
Flere kendte navne har gennem årene arbejdet hos Palle Sperling – de mest kendte er Harald Lund, Viggo Andersen, William Günther, Rene Mathiesen, Steen Pedersen og Bo Svenningsen.

-Det var en god tid og Palle var en meget god læremester, fortæller den tidligere Jägersro-træner Bo Svenningsen (59), som var hos Palle Sperling i slutningen af 70’erne/begyndelsen af 80’erne.

På det tidspunkt havde Sperling 9-10 heste i træning og stod i den tredje stald til højre for staldindgangen på Ordrup Jagtvej. Den såkaldte “Blindgade” (et udtryk Hans Bagge fandt på), hvor Hans Bagge,  Jens Ipsen og Carlo Frederiksen også stod. Tidligere havde han haft stald flere andre steder, bl.a. i Steen Juuls nuværende staldbygning og til sidst i den såkaldte sygestald ved siden af den nuværende Restaurant Skjoldgården; her stod han også mens han var privattræner for Stutteri Olympia. Sygestalden er i dag revet ned.

-Det var den hårde skole, men på den gode måde og Palle var jo en herlig fyr, som var meget afholdt af alle. Mange kom og spurgte ham til råds og jeg tror, han havde mange gode råd, men han var nok kørt lidt fast i sin egen måde at gøre tingene på. Han gik hele tiden tilbage til sine egne metoder, men jeg tror egentlig ikke at han selv så det – og det er mit indtryk, at han var vældig tilfreds med sit liv.

Stram tidsplan
Bo Svenningsen husker også Palle Sperling som en træner, der gik meget op i at alt skulle foregå på bestemte tidspunkter.

-Palles træningsmetoder var jo meget heattræning i lav fart, og det hele kørte efter en stram tidsplan. Jeg mødte kl.  6 og Palle kom kl. 6.30 – og kl. 6.45 skulle den første hest stå klar til ham når han var omklædt. Den måde træningen var lagt an, betød, at de andre stalde ofte var færdige før os, men det var jo Palles måde at gøre det på, siger Bo Svenningsen.

-Han cyklede jo til og fra banen fordi han og Trille boede lige over for banen, og kl. 12-12.30 cyklede han altid hjem til middag. Siden kom han tilbage og brugte så tiden på at justere forskellige ting på hestene, inden han igen cyklede hjem. Han var i det hele taget meget interesseret i at cykle og var ofte til cykelløb på Ordrup-banen.

-Efter heatene skulle hestene jo trækkes rundt på staldterrænnet med et sveddækken på og man skulle gå indtil hesten var helt tør, men med vores kolde klima tog det jo ofte noget længere tid end det ville ha’ gjort i USA, og når der var travlt skete det af og til, at man bare overlod hestene til en eller anden tilfældig person man mødte på staldområdet: “Ka’ du ikke lige trække lidt med den her?”

-Men sådan var det jo dengang – man hjalp hinanden på en helt anden måde end i dag, og Palle var i øvrigt altid selv meget hjælpsom. Man kan vel godt sige, at han blev en slags reservefar for alle os unge mennesker, der kom i stalden. Han stillede altid op når der var brug for hjælp og var et meget åbensindet menneske.

-En anden ting jeg tænker med Palle Sperling, er, at han gik meget op i hestenes vé og vel. Han havde stor omsorg for dyrene.

Voldsomt temperament
Bo Svenningsens beskrivelse af Palle Sperling minder meget om Nick Schewitschs, også hvad angår hans til tider ret voldsomme temperament.

-Han kunne råbe så højt så man kunne høre det over hele travbanen når han blev vred, og det kom nogle gange som lyn fra en klar himmel, men Palle var samtidig også den første til at sige undskyld hvis han havde overreageret, siger Bo Svenningsen, som selv fik chancen for at komme til Amerika, men det blev aldrig til noget.

-Da Billy Haughton var på Lunden for at starte Burgomeister i Copenhagen Cup stod han hos os og det var sjovt at lære ham at kende. Haugton tilbød mig at hjælpe med at komme til Amerika og skaffede mig bl.a. et greencard, men jeg kom aldrig afsted. Når jeg tænker tilbage på det, ved jeg faktisk ikke hvorfor, selvom det egentlig ikke er noget jeg har gået og ærgret mig over efterfølgende.

Harald Lund meget taknemmelig
Den mest kendte af Palle Sperlings tidligere staldfolk var afgjort Harald Lund (1940-97) – et af dansk travsports største navne gennem tiderne med over 2.000 sejre.

I et interview med Travavisen i 1978 sagde Harald Lund flg. om tiden hos Palle Sperling:

-Efter soldatertiden blev jeg ansat hos Palle Sperling på Charlottenlund Travbane, og ham kommer jeg ikke uden om når jeg skal fortælle om min karriere. Ganske vist havde jeg en række “sidespring” hos bl.a. Gerhard Petersen, Verner Rasmussen og Benth Kyvsgård – men hos Palle Sperling var jeg længst. Og skal jeg nævne en læremester, kan det kun blive Palle Sperling.

-Palle Sperling havde allerede på det tidlige tidspunkt (ca. 1960) indført yderst moderne og avancerede træningsformer. Men det var former, der gav resultater, så trods det hårde og daglige slid i stalden – ja, så har jeg aldrig lært så meget om trav og travløb som i årene hos Palle Sperling, og det er jeg ham taknemmelig for.

Harald Lunds begejstring for læretiden hos Palle Sperling kom også til udtryk ved, at hans første søn, Palle, blev opkaldt efter hans gamle læremester.

---

Socialt samvær
Christel Bügel Hansen og Palle Sperling var i flere år med i trænernes kortklub, som mødtes en gang om måneden hos hinanden.

-Ja, det var meget hyggeligt at være sammen på en anden måde end på travbanen, selvom der selvfølgelig også blev snakket meget trav, husker Leif Løfgren.

-Jeg tror klubben startede engang i 60’erne og vi mødes en gang om måneden eller hver anden måned, hvor vi bl.a. spillede whist – dvs. det var kun mændene der spillede kort; madammerne “sladrede” bare, men det var de jo også rigtig gode til.

-De penge vi spillede om blev lagt i en pulje og så lagde vi selv lidt til, så vi én gang om året kunne rejse på en uges ferie, typisk om vinteren til Gran Canaria.

-Jeg husker bl.a. at vi havde en regel om, at vi mænd hver dag skulle finde på noget at vædde om. Det gjorde vi parvis og så skulle den, der tabte, gi’ al den rødvin vi drak om aftenen.

-En dag var det Palle og mig, og vi talte om hvad vi skulle vædde om: “Du finder bare på noget” sagde han og så gik jeg jo i tænkeboks. Senere på dagen gik jeg så en tur sammen med Jørgen Olsen – vi kom forbi en souvenirbutik, og så blev jeg enig med Jørgen om at jeg skulle købe en af de kæmpestore souvenircigarer til Palle. Han røg jo altid store cigarer, men var samtidig lidt nærig – i hvert fald med sine cigarer – så når cigaren var ved at være færdig, stak han en tændstik ind i den, så han kunne ryge den meget længere.

-Da vi så kom ned til middag om aftenen sagde jeg til Palle, at nu vidste jeg hvad vi skulle vædde om: “Du skal ryge den her cigar, men du skal ryge den lige så tæt som du gør med de andre”. Den var han med på – “Men hvad jeg gør så når jeg skal danse med pigerne?” – “Så skal jeg nok holde liv i den for dig” sagde jeg, og som sagt så gjort.

-Da han og Trille så kom på op værelset efter middagen, lagde Palle cigaren på sengebordet, men den stank så meget, at Trille forlangte, at han lagde den ud på terrassen. Han havde bare ikke taget højde for, at terrassen ikke var overdækket, og om natten blev det regnvejr, så cigaren var helt gennemblødt om morgen.

-Palle gik i gang med at ryge alligevel, men måtte til sidst gi’ op: “Den er sgu for krads” – og så måtte han altså punge ud til rødvin om aftenen.

-Et andet væddemål gik ud på, at to mand “slog en streg” (tissede, red.) i sandet og så væddede de om, hvis streg der først blev taget af bølgerne. Jo, vi havde det sgu skægt dengang, smiler Leif Løfgren.

Nært venskab
Foruden samværet med kollegaerne på travbanen betød venskabet med Dorethe og Bjørn Prahl også rigtig meget for Christel Bügel Hansen og Palle Sperling.

-Vi var “altid” sammen da jeg var barn, husker Bonnie Sperling.

-Da jeg var helt lille boede de på Prins Valdemarsvej i Gentofte, men købte Søborggård i Gilleleje da jeg gik i børnehave, og Bjørn og Dorethe var virkelig fantastiske støtter i tykt og tyndt for min mor efter vi havde mistet min far. De er nu også borte begge to.

Bjørn Prahl havde stor succes med sin stutterivirksomhed og har bl.a. opdrættet Derbyvinderen Predator og Kriterievinderen Cannon Ball, der begge er efter Stutteri Søborggårds amerikanske guldhoppe Scorpio Lobell. Den nordsjællandske advokat var i mange år også medlem af Det Danske Travselskabs bestyrelse.

---

Den sidste tid
Palle Sperling var aktiv træner til sin død, dvs. han beholdt sin trænerlicens, men kørte sit sidste løb i oktober 1983 – et par måneder før sin død.

-De sidste par år han var træner, havde han ikke ret mange heste i træning – han stod i den gamle sygestald (der nu er revet ned), hvor der var plads til i alt ti heste, men ikke alle boksene var besat, fortæller Nick Schewitsch.

-Palle havde i mange år gået og klaget over ondt i ryggen; det viste sig så at være hoften, det var galt med og i 1982 fik han en ny hofte – han var bare så glad: “Jeg har det ligesom dengang jeg var 25” sagde han.

-Desværre fik han så problemer med hjertet i løbet af forsommeren ’83. Jeg kan huske, at han i oktober måned var til undersøgelse på Gentofte Hospital, hvor de sagde, at han havde behov for en bypass-operation, men der var desværre ventetid.

-Som følge af problemerne med hjertet, kunne han næsten ingenting mere. Han sad det meste af tiden i sin dejlige varme stue og malede; det var hans store passion. Jeg kørte stort set alle hestene i træning, mens Per Josephsen og Mogens Ingvard kørte dem i løb.

-Jeg var så i daglig kontakt med Palle og vi talte om, hvordan hestene skulle trænes og hvem der skulle skrives til start. Ja, vi nåede faktisk også at starte nogle stykker efter Palle var død. Det var jo op til Jul og der skulle skrives til start i god tid – det er jo helt normalt.

-Jeg talte med Palle sidste gang Lillejuleaften. Jeg skulle på besøg hos noget familie i juledagene og hans kone, Christel Bügel Hansen skulle køre hestene de dage jeg var væk. Den dag var han helt ok, men pludselig blev han alvorlig syg og døde natten til den 27. december.

Leif Løfgren var trænerkollega med Palle Sperling i over 20 år, men havde kendt ham igennem det meste af livet.

-I begyndelsen af december ’83 var vi trænere med til Det Danske Travselskabs årlige julefrokost i Tivoli, hvor Palle og jeg sad på hver sin side af Oberst Lynnerup, som spurgte hvordan det gik med Palle. Han fortalte så, at han formentlig ikke kom ind til en operation før efter Nytår, men det nåede han desværre ikke, siger Leif Løfgren (81).

Fantastisk tilbud fra Haughton
Venskabet med Billy Haughton kom også til udtryk i den sidste svære tid. Nick Schewitsch husker især en episode fra efteråret 1983:

-Palle talte en dag i telefon med Billy Haughton og fortalte, at han havde fået problemer med hjertet og skulle gennemgå en bypass-operation. “Har du råd til det?” spurgte Haughton, hvortil Palle svarede, at det ikke koster noget i Danmark – det betaler vi for via skatten.

-Det beroligede Haughton: “Ok – ellers skulle du tage og hoppe på et fly og komme herover, så skal jeg få dig ind på en privatklinik, hvor de ordner den slags”. Tænk engang, han ville ha’ betalt for en operation til Palle!

-Billy Haughton var meget påvirket af Palles alt for tidlige død. Finn Frederiksen (tidligere Lunden-træner), som Palle også skaffede job hos Billy Haughton, mødte sin tidligere chef til Prix d’Amerique i 1984 og Finn sagde efterfølgende til mig, at Haughton ikke snakkede om andet end Palle. Han var så chokeret, men han var jo også jævnaldrende med Palle og de havde kendt hinanden siden ungdommen.

“Der var noget helt galt”
Kirsten Sperling så også sin ex-mand sidste gang den 23. december 1983.

-Palle og jeg mødtes ude hos Susanne på Østerbro for at aflevere julegaver, og da vi efter et par timer gik tilbage mod Svanemøllen Station, blev han dårlig og måtte standse op flere gange, fortæller Kirsten Sperling.

-Normalt stod han op i toget, men han gik ind og satte sig ned med det samme, og da jeg stod af på Charlottenlund Station blev han bare siddende. Palle boede dengang sammen med Trille og skulle videre til Ordrup Station. Han plejede ellers at gå med ud og vinke til mig når jeg stod af, så jeg kunne godt fornemme, at der var noget helt galt.

-Det var helt forfærdeligt, at han skulle vente så længe på en operation og hvis de ikke havde behandlet ham sådan dengang, er jeg helt sikker på at Palle havde levet den dag i dag.

---

Kilder:
Travkalenderen 1945-82
Væddeløbsbladet 1945-82
Trav-Tidende 1945-54
Travavisen 1978-80
klauskoch.se
Interviews med Susanne Sperling, Kirsten Sperling, Bonnie Sperling, Leif Løfgren, Jørn Clevin, Nick Schewitsch, Bo Svenningsen og Flemming Munch Hansen.
Gamle fotos og avisudklip udlånt af Bonnie Sperling
Diverse oplysninger fra Hans Larsen
Lars Donatzkys historiske artikler på trav.dk
Korrekturlæsning: Klaus Koch