Jørgen Olsen

Portræt af den københavnske træner Jørgen Olsen (1937-2011), som bl.a. vandt Derby med Hansa og fire år i træk blev trænerchampion på de to københavnske baner. 

“Succes-Olsen” blev han kaldt – og ikke uden grund, for Jørgen Olsen vadede virkelig i succes fra midten af 60’erne og næsten 20 år frem.

Fire år i træk (1971-74) sikrede han sig trænerchampionatet på Lunden og Amager, som han havde aspireret til flere gange tidligere i løbet af 60’erne, og vandt i alt 1.032 løb inden han sluttede karrieren som blot 47-årig i 1985.

Trænerkollegaerne Aksel Pedersen (forrest t.v.) bærer sammen med Tommy Petersen (bagerst t.v.), Walther Kaiser-Hansen (bagerst t.h.) og Leif Nielsen (forrest t.h.) Jørgen Olsen i guldstol efter endnu et championat på Lunden. Foto: Burt Seeger

År efter år frembragte Jørgen Olsen den ene tophest efter den anden.

Derbysejren med Hansa i 1966 blev hans største triumf, men han vil også blive husket som manden bag årgangsstjernerne Excellent og Firebird samt hurtigtraverne Lasse Tally Ho, Ozon, Ove Juel, Seminent m.fl.

Dette er historien om Jørgen Olsen, der bl.a. bygger på det meget omfattende skriftlige materiale, der findes om “Succes-Olsen” kombineret med interviews med dem, der kendte ham allerbedst – heriblandt hustruen Inge, datteren Lene samt en række tidligere staldfolk og gode venner.

Startede på Stenrødgård
Jørgen Lyng Olsen blev født i Nørregade 8 i Kongens Lyngby i 1937 og lærte travsporten at kende allerede som barn på Stutteri Krogbjerggård, der lå skråt over for hans fødehjem. Hans forældre – Karla Cecilie Hansen og Laurits Frederik Olsen – blev gift i 1933 og havde allerede tvillingerne Ole og John, der kom til verden i 1934. I 1939 blev familien desuden udvidet med søsteren Inge.

I dag er alle Jørgen Olsens søskende også gået bort.

Jørgen Olsen har i flere interviews fortalt, at hans far arbejdede på Krogbjerggård, men både ved Jørgens fødsel og ved folketællingen i 1940 er faderen opført som renovationsarbejder, så hvornår han startede på Krogbjerggård vides ikke. Mange år senere (1964) er faderens stilling opgivet som kirkegårdsarbejder.

Krogbjerggård var ejet af Christian Lund – der mange år senere skulle blive en af Jørgen Olsens første hesteejere – og fra sin barndom huskede han bl.a. den gamle Derbyvinder Jim Bingen, der var opstaldet som avlshingst på stutteriet.

Jørgen Olsen som garderhusar

Efter skolen startede han i 1951 hos Opdrætterforeningens mangeårige formand Ole Anker på Stutteri Stenrødgård i Lyngby, hvor stutterimester Villy Jensen tog den unge Jørgen under sine vinger.

-Det var et dejligt og interessant arbejde. Jeg kunne lide heste og mente, at det lå for mig at omgås heste, sagde Jørgen Olsen i et interview i 1961 med Travsporten Jul.

Jørgen Olsen var et års tid på Stenrødgård inden han slap gennem nåleøjet og i 1952 startede som lærling på Charlottenlund Travbane hos træner Arnold Jensen.

På daværende tidspunkt måtte der kun starte 15 nye staldfolk om året på de to københavnske baner og der var ofte venteliste, men som 15-årig kunne Jørgen Olsen altså gå i gang med sin uddannelse. Det første år var han hos karismatiske Arnold Jensen, som udover at være en yderst temperamentsfuld herre, også beskrives som en af sin tids allerdygtigste trænere. En hestemand af den gamle skole, som utvivlsomt har givet Jørgen Olsen en masse værdifuld grundviden.

Herefter fulgte 1½ år hos Aage Kristoffersen inden Jørgen Olsen sluttede med seks år hos Leif Nielsen, hvor han også fik jockeylicens og for alvor begyndte at vise sine evner i en sulky.

10 jockeysejre
Jørgen Olsen fik jockeylicens som 18-årig i 1955 og kørte sit første løb i Derby Trøstløb med Rørvig, der sluttede på en tredjeplads. Den første sejr kom den 4. december samme år på Amager, hvor han vandt med outsideren Revanche til 26 gange pengene foran Rolf Karensdal med Eivind Schnell, mens hans chef – Leif Nielsen – selv sluttede på sjettepladsen med Rørvig.

Målfoto fra Jørgen Olsens første sejr

Allerede den 15. januar 1956 fik Jørgen Olsen et lille gennembrud, da han vandt begge sine starter med hhv. Sussi Forbes og Revanche, der begge var i træning hos Leif Nielsen, som over for B.T. udtrykte sin tilfredshed med sin førstemands kørsel:

-Jørgen kører klogt og uden at miste hovedet, og jeg skal gøre mit til at skaffe ham mange gode køreture. Han fortjener det … Men derfor ærgrer jeg mig alligevel over, at de kandidater jeg startede, ikke klarede sig bedre! (med henvisning til, at Leif Nielsen måtte se sig besejret af Jørgen Olsen to gange på samme dag)

Første gang Jørgen Olsen skabte avisoverskrifter efter dobbeltsejren den 15. januar 1956 på Lunden

Dobbeltsejren i midten af januar måned var så til gengæld hans to eneste sejre det år – bedre gik det ikke i 1957, hvor Jørgen Olsen blot vandt et enkelt løb.

I 1958 blev det til tre sejre, heriblandt Jockey-Mesterskabet på Amager med Tio Worthy – “Den dag vil altid stå for mig som en af de store i min ungdom. Det er for os unge noget særligt at vinde et løb” som han senere udtalte.

I sin sidste sæson som jockey vandt Jørgen Olsen ligeledes tre løb. To af sejrene blev taget med Aktiv The Great, som hans storebror Ole Lyng Olsen havde købt året forinden sammen med en bekendt, Hans Frederiksen.

Topkarakter på trænerskolen
Tre vintre i træk (1957-59) gik Jørgen Olsen til undervisning i Dansk Travsports Centralforbunds lokaler på Nørrebrogade og den 14. december 1959 gik han op til eksamen sammen med Viggo Andersen, Peter Bratholm, Ole Boelskov Hansen, Enrico Haupt, Dan Jensen, Benny Jørgensen, Leif Løfgren, Jørgen Mortensen, Erik Nielsen, John Petersen og Aage Wellejus – unægtelig et af de stærkeste hold nogensinde på trænerskolen. Ole Nexø deltog også i undervisningen, men fik pga. sygdom udsat sin eksamen.

Jørgen Olsen som staldmand for Derbyvinderen Aprilsnar (1959)

Der blev undervist i staldtjeneste (træner Gerhard Petersen), væddeløbsteori (DTC’s generalsekretær Jens Buchholtz-Nielsen), hestekundskab (stabsdyrlæge H. Saas og overdyrlæge H. Molzen), regning (overlærer Aage Rasmussen) samt dansk og skrivning (overlærer H.V. Petersen).

Jørgen Olsen bestod med glans med 55 point af 56 mulige som den bedste på holdet – Leif Løfgren var næstbedst med 53 point – og begge startede som trænere 1. januar 1960.

Løfgren lagde forrygende ud med at vinde løb de to første løbsdage, men der gik dog ikke længe inden Jørgen Olsen også viste sig på vinderpladsen.


Reklamehesten Bonnie Butler 
Da Jørgen Olsen startede som træner stod der blot to heste i stalden – som han i begyndelsen delte med Verner Rasmussen – Aktiv The Great og Blitz Storgaard, men 14 dage senere, hvor Væddeløbsbladet offentliggjorde årets første træningslister, var der allerede fem heste i stalden: Ulven, Aktiv The Great, Blitz Storgaard, Bonnie Butler og 3-årige Champagne Boy.

Kort efter ankom yderligere to 3-åringer, Cæsar Cathrineberg og Carmarista, til stalden, og den 14. februar på Lunden kom den første sejr med Blitz Storgaard, der var ejet af Stald Trein alias grønthandler Carl Nielsen.

Ugen efter sikrede Cæsar Cathrineberg Jørgen Olsen endnu en sejr og så begyndte hesteejerne at få øjnene op for den nye træner, der relativt hurtigt fik fyldt godt op i stalden.

Bonnie Butler

En reklamehest er guld værd for alle nystartede trænere og sådan én fik Jørgen Olsen allerede i sin første sæson som træner i den 4-årige hoppe Bonnie Butler, der var opdrættet af føromtalte Christian Lund og ejet af dennes søn.

Med ni sejre i 15 starter og var hun således stærkt medvirkende til, at Jørgen Olsen i sin første sæson som selvstændig vandt 24 løb i 253 starter – ensbetydende med en femteplads på trænernes Top 10 bag Mark Ingdam (52), Walther Kaiser-Hansen (44), Palle Sperling (40) og Gerhard Petersen (33).

Bonnie Butler var også til start i Derbyet, men var – trods en tredjeplads i Derbyprøven – ikke spået de store chancer og sluttede også uplaceret (iflg. Jørgen Olsen fordi hun kvalte sig) langt efter storfavoritten Bambino.

Skuespilleren Poul Reichhardt (t.v. i fuld væddeløbsdress) – som var hesteejer hos Jørgen Olsen med Cliqout – overrækker ærespræmie til Bonnie Butlers ejer Christian Lund efter en sejr på Lunden.

Året efter fortsatte Bonnie Butler successen, om end det kun blev til fire sejre, men hun blev til gengæld den mest vindende dansktrænede hest med 29.250 kroner i indkørte præmier – primært takket være deltagelsen i Philips Trav Omnium på Amager – et afdelingsløb over seks afdelinger, hvor Bonnie Butler blev samlet vinder.

Efter en fin karriere gik Bonnie Butler i avlen, hvor hun bl.a. blev mor til Nanok, som Jørgen Olsen vandt mange løb med i begyndelsen af 70’erne – men derom senere.


Andenplads i Kriteriet
I 1961 vandt Jørgen Olsen 22 løb med Cliqout (der tilhørte skuespilleren Poul Reichhardt) og Duke of Henley som de bedste med hver fire sejre, og Jørgen Olsen holdt niveauet året efter, hvor han vandt 23 sejre – atter med Clicquot som topscorer med seks sejre. Bonnie Butler var fortsat aktiv, men vandt blot et enkelt løb i en afdeling af Otto Hallings Mindeløb.

Cliquot

Derudover hentede han en andenplads bag Emigrant i Dansk Trav Kriterium med sin første årgangsstjerne Excellent, der også havde en fin sæson med tre sejre og 14.750 kroner i indkørte præmier.

Excellent fortsatte udviklingen som 4-års, hvor det blev til tre sejre og næsten 20.000 kroner i indkørte præmier, men han var uheldigvis også født i samme årgang som Walther Kaiser-Hansens fantastiske duo Emigrant og Eminent, der også i 4-årssæsonen gjorde nærmest rent bord med hhv. seks sejre/59.500 kroner og 10 sejre/36.650 kr.

Derbyvagt 
Excellent var ikke blandt favoritterne i Derbyet, men hestens ejer, Leif Stumpe, der på det tidspunkt var bestyrelsesmedlem i Det Danske Travselskab, ville ikke tage nogle chancer og fik derfor “overtalt” Jørgen Olsen til at sætte vagt ved Excellent døgnet rundt.

-Den specielle vagtordning, som nu er indført, praktiseres på den måde, at en staldmand altid er i nærheden af hesten, og undertiden afløses han af træner Jørgen Olsen, der sover i halmen sammen med den kostbare hest, skrev B.T. bl.a.

Excellent

Excellent havde igennem længere tid været plaget af sygdom – en ondartet mavelidelse, som ingen kunne finde årsagen til, men det lykkedes for Jørgen Olsen at få hesten klar til Derbyet, hvor Excellent imidlertid blev træt til slut efter et løb i dødens store dele af vejen.

Excellent var dog hurtigt tilbage på toppen og vandt en flot sejr på Lunden blot ti dage efter Derbyet i tiden 1.20,0a/1600 meter. Hesten vandt også en afdeling af Amagers Fødselsdagsløb, hvor Emigrant blev henvist til andenpladsen, men generelt var Excellent ret svingende i sine præstationer i 4-årssæsonen.

Kælenavnet “Succes-Olsen” blev nu ofte brugt i avisernes omtale af Jørgen Olsen, som i 1963 havde sin hidtil bedste sæson med 34 sejre.

I årets to første måneder formåede han for første gang at følge med Walther Kaiser-Hansen og Gerhard Petersen i kampen om årets trænerchampionat, bl.a. takket være Casper Nelson, der vandt sine første fire starter for sin nye træner efter at være skiftet til Jørgen Olsen fra Rudolf Jensen på Fyn.

Casper Nelson var også først over stregen i den efterfølgende start, men blev diskvalificeret og herefter sendt på ferie. Desværre formåede hesten aldrig at komme op på samme niveau igen.

Trænerchampionatet gik i 1963 til Gerhard Petersen med 69 sejre.

Succes-Olsen på championatskurs
Overskriften er hentet fra en avisartikel i foråret 1964, hvor Jørgen Olsen igen lagde stærkt ud og i slutningen af marts måned var førende med 18 sejre foran Gerhard Petersen og Walther Kaiser-Hansen med hhv. 17 og 16 sejre.

“Hvad er så hemmeligheden bag successen?” spurgte Politiken i en stor artikel om Jørgen Olsen, som dog ikke var særlig meddelsom i sit svar:

-Jeg lærer hestene at speede; hovedsagen er, at de kan løbe hurtigt, forklarede den unge træner.

Jørgen Olsen holdt føringen frem til begyndelsen af maj måned, hvor stillingen var 26-25 i Olsens favør, men så gik han desværre lidt i stå og vandt “kun” 23 løb resten af året, mens Walther Kaiser-Hansen nu for alvor tog fat.

Søndag den 10. maj vandt Walther Kaiser-Hansen først et klasseløb med Fanny Top og siden Wedellsborg Mindeløb med Eminent, mens Jørgen Olsen måtte nøjes med en staldsejr i skikkelse af Fao med Carl Petter, og så måtte han overlade førertrøjen til Kaiser-Hansen.

Walther Kaiser-Hansen trak hurtigt fra og sluttede sæsonen som overlegen champion med ny sejrsrekord 89 sejre, mens Gerhard Petersen også formåede at “distancere” Jørgen Olsen i kampen om andenpladsen. De to sluttede med hhv. 55 og 47 sejre. I alt vandt Jørgen Olsen på landsplan 49 løb – ensbetydende med en fjerdeplads bag Walther Kaiser-Hansen (89), Gerhard Petersen (56) og Vagn Lønborg (54).

Træner af Årets Hest
Indtjeningsmæssigt var Excellent årets bedste kort i 1964 med otte sejre og 34.950 kr, hvilket gjorde den til en af årets mest vindende heste – kun overgået af Eminent (51.200 kr), Fox Hanover (36.450 kr) og Gnisten (35.500 kr).

Excellent blev bl.a. samlet vinder af Otto Hallings Mindeløb, der dengang var et afdelingsløb for hurtigklassen over tre løbsdage i januar måned.

Fremhæves skal også 3-årige Glob Olympia med seks sejre og 4-årige Firebird med fem sejre, bl.a. i Derbyprøven, mens han blev nummer tre i Derbyet bag Fox Hanover og Flying McElwyn.

Jørgen Olsen og Carl Petter med Fao

Staldens oftest sejrende hest det år blev dog Fao, der vandt 10 løb – alle med sin ejer, amatørkusk Carl Petter i sulkyen – og blev kåret som Årets Hest på Lunden efter en publikumsafstemning, hvor han fik 1.069 stemmer mod 519 til Eminent og 369 til Derbyvinderen Fox Hanover.

-Min far var så glad for titlen, at han fik fremstillet et stort antal kager med Faos navn på, der blev serveret for alle publikummer på Lunden den dag Fao blev kåret som Årets Hest! fortæller Carl Petters søn, fhv. træner Ole Petter.

Fao kunne måske godt have haft en chance i Derbyet, men Carl Petter var mere interesseret i selv at køre hesten i klasse- og amatørløbene. Den københavnske bagermester havde det år også Faos 3-årige lillesøster Gato, der vandt fire løb.

Firebird fortsatte 
Jørgen Olsen var nu et etableret navn blandt de københavnske trænere og selvom han ikke helt formåede at følge op på det flotte resultat i 1964, blev ’65 nu også et udmærket år med 38 sejre. På de københavnske baner var han dog chanceløs mod Walther Kaiser-Hansen, der med 82 genvandt trænerchampionatet, mens Gerhard Petersen var en lige så sikker nummer to med 70 sejre. Herefter fulgte Leif Nielsen og Leif Løfgren med hhv. 47 og 45 sejre.

Firebird

Firebird slog sit navn fast i hurtigklassen med sejr i bl.a. Wedellsborg Mindeløb og så blev han samlet vinder af Otto Hallings Mindeløb, som Jørgen Olsen i øvrigt vandt ikke færre end syv gange i årene 1964-81!

Et godt kort for Jørgen Olsen i 1965 var også 3-årige H.C.S., der indledte sæsonen med fem sejre på stribe, hvorefter han gik til start som en af favoritterne i Dansk Trav Kriterium.

H.C.S. viste allerede som 2-års fine evner og blev årets hurtigste 2-åring med rekord 1.22,0a – blot 1/10 sekund fra Francis Senators danske rekord.

I Kriteriet var H.C.S. chanceløs mod Herold Samson, der sejrede overlegent efter føring fra start til mål, men Jørgen Olsens hest blev en sikker nummer to foran Helson The Great. Desværre blev det samtidig årets sidste start for H.C.S., der som unghest døjede meget med bentøjet og derfor også kun startede tre gange som 4-års, hvor en klapsene i venstre forben gav problemer og sendte hesten på skadeslisten allerede i slutningen af april måned.

H.C.S. blomstrede dog senere op igen og endte karrieren hos Mogens Larsen, som bl.a. vandt Mesterskab for Danmark med den nu 10-årige hest, men det er jo en anden historie.

Foruden de allerede nævnte havde Jørgen Olsen i 1965 også pæn succes med bl.a. Elegance (fire sejre) samt General Cathrineberg, H.A. og Harmoni, der alle vandt tre løb.


Derbysejren
I sine erindringer om Jørgen Olsen omtaler Mogens Frost bl.a. hans evner til at gøre en hest endnu bedre, og det var Derbyvinderen Hansa et skoleeksempel på, hvilket fremgår af nedenstående detaljerede beskrivelse af tiden frem mod Derbysejren søndag den 10. juli 1966.

Hansa var opdrættet af Hans Nielsen i Flauenskjold, som i første omgang sendte hesten i træning hos Johnny Hill på Jydsk Væddeløbsbane i Århus. Det blev til syv starter som 2-års med en andenplads som bedste resultat, mens Hansa som 3-års vandt syv sejre i 26 starter. Han var ikke til start i Jydsk 3-årings Grand Prix, der gav sejr til Halone med amatørkusken Poul Erik Knudsen.

Efter 3-årssæsonen blev Hansa solgt til Stald Jylland for 13.000 kroner og sendt i træning hos Leif Nielsen, der vandt de to første starter med Hansa i Derbysæsonen.

Nu havde “Lille-Leif” pludselig to Derbykandidater i stalden, H R Cathrineberg og Hansa, men kunne jo kun forpligtige sig til at køre den ene, så det endte med at Hansa blev solgt til de to københavnske hesteejere, Poul Guttermann (“Miss Ruth”) og Christian Bertelsen (“Fisk fra Bertelsen”), som af Leif Nielsen blev anbefalet at sende hesten i træning hos hans tidligere førstemand.

Jørgen Olsen sagde med det samme Ja Tak, men det var ikke uden problemer at han overtog den senere Derbyvinder efter en start i et 4-årsløb på Amager den 10. marts, hvor Hansa sluttede på fjerdepladsen bag H R Cathrineberg, Herold Samson og Hideal. Hansa blev ved den lejlighed kørt af Jørgen Olsen, men var stadig i træning hos Leif Nielsen.

-Til at begynde med gik det ikke så godt. Hansa faldt ud af stilen. Han travede ikke når han skulle løbe stærkt. Det var ikke morsomt, da Hansa jo netop havde været så fin hos Leif Nielsen, sagde Jørgen Olsen i et interview i “Travsporten 1966”.

I samråd med ejerne valgte Jørgen Olsen derfor at give Hansa lidt mere tid, hvor han stille og roligt fik hesten i gang igen.

Comeback 
Efter knapt to måneders løbspause vendte Hansa tilbage i løbene den 4. maj på Lunden, hvor han fra 20 meters tillæg sluttede på en godkendt tredjeplads i tiden 1.23,3/2020 meter.

Hansa havde nu løb i kroppen og startede næste gang i Wedellsborg Mindeløb, hvor favoritten Brother Hill med Georg Andersen vandt den ventede sejr, men Hansa gik en forrygende ophentning efter startfejl og var kun kort slået på andenpladsen.

“En absolut fin præstation, der bringer Hansa længere op på Derbyfavoritternes rangstige” som Væddeløbsbladet skrev efter løbet.

Herefter fulgte yderligere en start i klassen inden Hansa gik ud i Derbyprøven, hvor han efter føring fra start måtte se sig besejret af Herold Samson, der endda måtte gå den tunge vej i dødens hele vejen.

Den sidste finslipning …
Andenpladsen i Derbyprøven i tiden 1.21,6a/2500 meter viste, at Hansa formentlig ikke ville få problemer med Derbydistancen, men Jørgen Olsen var ikke helt tilfreds med sin hest og besluttede sig for at der skulle ske noget for at forbedre hesten yderligere den sidste halvanden måned frem mod Derbyet.

Jørgen Olsen modtog flere telegrammer efter Derbysejren

-Hansa havde jo Herold Samson udvendig for sig hele vejen i Derbyprøven. Vi var nu nået så langt, at man kunne se, at Hansa havde Derbychance, men det var dog samtidig klart, at han ikke kunne besejre Herold Samson i Derbyet, hvis jeg ikke prøvede noget nyt med ham. Derfor foreslog jeg ejerne, at jeg enten skulle give Hansa mere arbejde eller prøve at lette ham, fortalte Jørgen Olsen i ovennævnte interview.

-På det tidspunkt gik han med jernsko (200 g på begge forben og 150 g på begge bagben, red.). Ejerne svarede, at jeg stadig havde frie hænder og måtte gøre hvad jeg ville.

-Jeg gav Hansa aluminiumssko på (35 g per styk, red.), og så startede jeg ham ikke hele juni måned. Da lå jeg og kørte ham ind med de nye sko for at prøve, om han kunne vænne sig til dem.

Det blev derfor besluttet, at Hansa skulle blive på Lunden mens størsteparten af staldens øvrige heste flyttede til Amager, der overtog løbsafviklingen i juni måned.

Hansa fik sin sidste start inden Derbyet søndag den 3. juli på Lunden, hvor han skulle give 60 meter forud til Hans Bagge-trænede Helson The Great med Børge Simonsen i sulkyen. En svær opgave, men Hansa gik – trods lidt problemer med travet – et topløb og blev nummer to i tiden 1.21,6/2500 meter. Samme dag var Jørgen Olsen i øvrigt nummer tre med Firebird i Mesterskab for Danmark bag Rodney Key og Cim Payne.

Aktuelts overskrift efter Hansas Derbysejr

Overlegen sejr
Væddeløbsbladet tippede Herold Samson som vinder af Dansk Trav Derby 1966, og Jørgen Olsen var også lidt forsigtig i sine chancevurderinger, hvor han selv tippede Herold Samson foran H R Cathrineberg og Hansa med Hoot Mon, Jr. som outsider.

Hansa fik startspor 11 i anden række og gik til start som kneben Derbyfavorit, 29:10, mens Herold Samson (Hans Bagge) var næstfavorit til 34:10. Tredjefavorit Hansas tidligere staldkammerat H R Cathrineberg (Leif Nielsen) til 57:10.

Da starten gik tog Hover (Palle Sperling) spids foran H.A. (Mogens Ingvard), Hoot Mon, Jr. (Per Hansen), Hoppalong (Gerhard Petersen), Hansa og Hideal (Carl Aage Præstegaard). H R Cathrineberg galoperede i første sving og sinkede derved Herold Samson, der således heller ikke fik det bedste løb.

Herold Samson kom dog stærkt tilbage og overtog føringen ud på sidste omgang med Hansa i ryg, men i sidste sving overtog Hansa føringen. Herold Samson faldt fra og Helson The Great gik nu frem på andenpladsen med H R Cathrineberg nærmest.

Ind på opløbet formåede kun H R Cathrineberg at følge med Hansa, der dog sejrede ganske let i tiden 1.22,8a/3000 meter foran H R Cathrineberg i 23,1 og Halle Hammer (Rudolf Jensen) i 23,2. Herold Samson sluttede på femtepladsen.

Fra Derbyfesten på Nimb i København. Jørgen Olsen flankeret af Poul Guttermann med frue og Christian Bertelsen med frue

-Trods en dårlig startplads slap jeg fint igennem med Hansa og jeg fik et godt løb, sagde Jørgen Olsen efter sejren.

-De jernsko, hesten havde på i Derbyprøven, havde jeg ombyttet med aluminiumssko for at lette den. Den eneste hest jeg frygtede var Herold Samson, og da jeg lå på siden af den i opløbet, kunne jeg se, at den var træt fordi Hans Bagge måtte minde den med pisken. Så var sagen klar. 

-Jeg må dog sige, at der heller ikke var mange kræfter tilbage i Hansa, men hvis den var blevet angrebet til sidst, kunne jeg have ansporet den med pisken. Det er et stort øjeblik at vinde Derbyet, ja, vel det største i en træners tilværelse. 

Gunnar “Nu” skubbede datteren væk
Jørgen Olsens enke Inge Olsen husker selvfølgelig udmærket Derbysejren med Hansa, som hun overværede fra staldsiden sammen med parrets 2-årige datter Lene.

-Lene ville løbe over til sin Far, da Gunnar “Nu” Hansen stod og skulle interviewe Jørgen efter sejren, men han skubbede hende bare væk – der var ikke plads til børn i den situation, smiler hun.

-Jeg kan ikke helt huske detaljerne, men der var vist et arrangement på Langelinjepavilonen inden Derbyet og så var der fest på Nimb efter løbet. Vi holdt dog også vores egen fest senere.

-Jørgen havde for øvrigt også en vagt på Hansa i tiden op til Derbyet. Jeg kan huske, at han hed Holger – mener han var en pensioneret vagtmand fra et eller andet firma – og han sad uden for boksen med en stor kæp, så der ikke skete noget med Hansa!

-Jeg ved ikke hvorfor man satte en vagt på; jeg tror ikke der var fordi der var nogen, som havde truet med at gøre noget, men jeg kan da huske engang på Jägersro, hvor en af Bent Ole Retvigs heste fik en spand vand lige inden løbet, så den var lidt tung i det. Det var jo et eller andet sted meget harmløst, men man kunne måske godt forestille sig, at nogen kunne være skøre nok til at finde på at gøre en Derbyfavorit fortræd.

Hansas ejere sendte dagen efter Derbyet en kontant påskønnelse til Jørgen Olsen, der “naturligvis er uden for normalregnskabet”!

Eksporteret til Sverige
Som 5-års viste Hansa ikke det store i sine fem starter i Danmark, hvor han som bedst opnåede en mindre placering, men det blev til gengæld til sejr i et større løb på Jägersros 60-års jubilæumsdag – “Sprinterpriset” – og herefter blev Hansa solgt til Sverige.

Han fortsatte karrieren i sit nye hjemland uden den store succes og blev siden benyttet i avlen til nogle få hopper, men heller ikke her formåede den tidligere Derbyvinder at gøre sig særlig bemærket. Hansas bedste afkom (otte i alt) blev Hansar (1.18,4a-80.000 SEK).


Kæmpesum for en dansk traver
Overskriftet relaterer til salget af Derbytreeren Firebird, der som tidligere nævnt udviklede sig til en af Danmarks bedste hurtigtravere med sejr i bl.a. Wedellsborg Mindeløb og Otto Hallings Mindeløb som 5-års.

Året efter (1966) vandt Firebird bl.a. begge afdelinger i “Finlandsløbet” – et pointløb over to afdelinger, hvor syv danske heste med Firebird og Fanlight i spidsen dystede mod fire finske heste. I 1. afdeling sejrede Firebird overlegent i tiden 1.18,8a/1600 meter, mens vindertiden i 2. afdeling blev 1.20,5a/2000 meter – begge gange med Fanlight og Walther Kaiser-Hansen på andenpladsen.

Sæsonen bød på i alt fire sejre og 24.200 kroner i indkørte præmier, hvorefter Firebird i juli måned blev solgt til en svensk hesteejer for 50.000 SEK – iflg. B.T. et af de største beløb, der nogensinde var blevet betalt fra udlandet for en danskfødt traver.

Det har ikke været muligt at finde kursen på den svenske krone i 1966 (den var formentlig lidt mere værd end den danske), men som sammenligningsgrundlag kan det nævnes, at årets to mest vindende heste i dansk travsport det år var 3-årige Jutta’s Pride (Kriterievinder) med 57.000 kroner og Jens Jensens hurtigklassetraver Cim Payne med 52.500 kr.

Inge Olsen husker tydeligt Firebird, som hestens ejer – Svend Thevis – i sin tid vandt i et spil poker!

-“Jeg er slet ikke interesseret i travheste” sagde han til Jørgen, da han sendte den i træning hos ham – men så længe den ikke kostede ham noget, var det i orden, og han blandede sig aldrig i noget omkring Firebird, fortæller Inge.

-Indimellem var det selvfølgelig nødvendigt at opkræve trænerpenge og så tog Jørgen ind i i Istedgade, hvor han havde en tøj- og skindforretning. Så placerede de ansatte en lænestol midt på gulvet, hvor Thevis satte sig og skrev en check til Jørgen!

Stabilitet
Jørgen Olsen fortsatte successen de følgende år med 39 sejre i 1967 og 44 sejre i ’68, uden han for alvor gjorde sig bemærket i hverken årgangsløbene eller hurtigklassen, men hvert år leverede gode og stabile resultater sæsonen igennem. 

I 1967 var årets mest vindende heste Juno Klinteby og Karrissiman med fem sejre samt Kim Permit med fire sejre.

Jørgen Olsen vandt desuden Derbyprøven med hoppen Iria, der også var pænt betroet i Derbyet, men hun sluttede uplaceret langt efter vinderen If Klokkedal med Jørgen Hill.

Da Væddeløbsbladet talte med Jørgen Olsen i begyndelsen af januar 1968 stod der 16 heste i stalden, heriblandt 4-årige Kathrine C – en af de første heste Bent Ole Retvig (herom senere) købte – som blev årets topscorer med seks sejre. Hun var også med i Derbyet, hvor hun blev nummer seks bag Karina Axworthy.

1968 var også året, hvor både Heste-Børsen (Bjarne Pedersen) og Væddeløbsbladet lavede et stort portræt af Jørgen Olsen – ja, Væddeløbsbladets artikel (KLIK HER) var dog mest en meget detaljeret analyse af hans personlighed og måde at træne og køre heste på.

Signaturen “Fleet” (Flemming Ettrup) spørger bl.a.: “Hvad er så egentlig karakteristisk for det træningsarbejde og den kørsel, der ligger bag de otte års succes?” – og giver selv svaret:

“Det kan måske være svært at definere nærmere. På ingen af de to felter har Jørgen fremvist nye metoder, men resultaterne viser, at han bruger de gamle bedre end de fleste og måske også, at han kombinerer dem lidt anderledes, end man er vant til.”

Sejrsrekord 
I 1969 satte Jørgen Olsen igen ny sejrsrekord med 49 sejre og vandt bl.a. Jydsk 2-årings Grand Prix med Nanni Senator. Årets topscorer blev 4-årige Lasse Tally Ho med otte sejre. Sidstnævnte vandt bl.a. Derby Consolation og Nationalløb.

Søndag den 23. marts vandt Jørgen Olsen for første gang fire sejre på samme løbsdag (23. marts) med kvartetten Mahogny, Komma, Mr Lund og Lotte. En overgang havde han et forspring til Walther Kaiser-Hansen på 11 sejre, men så tog “Kaiseren” igen fat og endte med at vinde championatet for sjette år i træk med 60 sejre foran Aksel Pedersen (51), Leif Løfgren (48) og Jørgen Olsen (46).

Familien flytter på landet 
To af de hesteejere, der fik allermest betydning for Jørgen Olsens karriere var afgjort H.P. Sørensen og Bent Ole Retvig, som begge var ejendomsmæglere.

Bent Ole Retvig havde en fortid som cykelrytter og var bl.a. med i Tour de France i 1959 og ’60. Han blev i 1960 den første dansker, der skrev kontrakt med et professionelt cykelhold.

Efter cykelkarrieren blev Retvig ejendomsmægler i lighed med bl.a. H.P. Sørensen, som han dog kendte i forvejen fra deres tid på cykelbanen i Ordrup, hvor Lunden-amatøren Hans Christian Nielsen også slog sine folder i sine unge dage, og sidstnævnte var den direkte årsag til, at både H.P. Sørensen og Bent Ole Retvig kom ind i travsporten.

H.P. Sørensens første hest var Lady Ann, der blev sendt i træning hos Jørgen Olsen og snart blev Bent Ole Retvig også hesteejer (Kathrine C, Lasse Tally Ho, Nanni Senator og Promille C var de første).

Omkring 1967 købte H.P. Sørensen Kirkebakkegård i Lystrup og solgte kort tid efter en byggegrund over for gården til Jørgen Olsen, der fik opført det hus, hvor familien flyttede ind i 1968 og hans enke, Inge Olsen, stadig bor. På nabogrunden byggede H.P. Sørensen selv et hus, der blev solgt da det stod færdigt.

Kort tid efter H.P. Sørensens køb af Kirkebakkegård, solgte han en byggegrund ved siden af gården på 10 tdr. land til Bent Ole Retvig, som købte yderligere fem tdr. land af en anden nabo og opførte Stutteri Kathrinedal – dengang Danmarks største og mest topmoderne travstutteri med plads til 38 heste. Bent Ole Retvig var ikke en mand, der gik på kompromis med sin ambitioner om at skabe et mønsterstutteri med traveravl i topklasse.

H.P. Sørensen havde 19 bokse på Kirkebakkegaard og i samarbejde med Retvig og Jørgen Olsen fik han i 1970 anlagt en træningsbane på ejendommen på 740 meter.

Jørgen Olsen træner på Lystrup-banen. Foto: Burt Seeger

-Vi flyttede 1500 kubikmeter jord, da vi anlagde banen, og den er ganske god, fortalte H.P. Sørensen da Lundens program samme år bragte en større artikel om trioen Olsen, Sørensen og Retvig under overskriften “Udskiftede Ordrup-cykler med Charlottenlund-heste”.

-Den er 10 meter bred, men vi slæber som regel kun et par spor, felterne er jo sjældent ret store når der er “løb” i Lystrup. I øvrigt har vi lavet Lystrup-banen som en tro kopi af Lunden hvad angår svingene. Dog er der mere stigning og fald på vores bane. Hurtig er den alligevel.

Det kan Jørgen Olsen bekræfte:

-Inden jeg sidste år tog til Århus og vandt Jydsk 2-årings Grand Prix med Nanni Senator, kørte jeg hende hurtigt her på træningsbanen. Hurtigt vil sige 1.22/2000 meter! – hvilket dog kort tid efter blev korrigeret til 1.21,5 af H.P. Sørensen.

Træningsbanen på Kirkebakkegård eksisterer stadig og har gennem årene været brugt af flere travtrænere – senest Jens Simoni.
Inge og Jørgen Olsens hus er markeret med “1” øverst til højre.


Til tops i Koster Memorial
Efter rekordåret i 1969 blev 1970 rent sejrsmæssigt lidt af et mellemår for Jørgen Olsen, hvor det blev til 33 sejre med Kadet L og Nick Scott som de to oftest sejrende heste med ni og otte sejre.

Han vandt også den første udgave af N.J. Koster Memorial med den 3-årige hoppe Nanni Senator. I starten var Koster Memorial et afdelingsløb med fire indledende afdelinger for hhv. 3-åringer, 4-åringer, 5-åringer og 6-12-årige heste.

Jørgen Olsen vandt afdelingen for de ældre heste med Lasse Tally Ho og 3-åringernes afdeling med Nanni Senator, som han valgte at køre i finalen, og det skulle vise sig at være en god beslutning.

Finalen blev således et rent opgør mellem de 3-årige heste med Nanni Senator – der i lighed med Lasse Tally Ho tilhørte Bent Ole Retvig – som kneben vinder i tiden 1.22,0/2000 meter foran Nira, Napalm og Ny Ørnebjerg.

Lasse Tally Ho med Peter Bratholm i sulkyen sluttede uplaceret, men havde også en pæn sæson med fire sejre. Hingsten blev sideløbende benyttet i avlen på Stutteri Kathrinedal, hvilket iflg. et senere interview med Jørgen Olsen har årsagen til, at Lasse Tally Ho ikke ydede sit maksimale det år.


Championaterne

1971: Lasse Tally Ho årets mest vindende
I 1971 sikrede Jørgen Olsen sig for første gang championatet på de københavnske baner med 62 sejre og 67 sejre i alt på landsplan, hvilket rakte til en femteplads bag Peter Bratholm (117), Harald Lund (104), Anthon Nielsen (86) og Vagn Lønborg (81).

Lasse Tally Ho. Foto: Burt Seeger

Årets topscorere blev Lasse Tally Ho og Nanok med otte sejre samt Nolodjohn (7), Ozon (7), Kadet L (6) og Nick Scott (4).

Lasse Tally Ho var afgjort en af Jørgen Olsens allerbedste heste gennem karrieren. Han fik den i træning da Bent Ole Retvig købte den af opdrætteren, Verner Juel Rasmussen for 25.000 kroner. Lasse Tally Ho var da tre år og fortsat ustartet, men efterhånden udviklede hingsten sig til en af Danmarks bedste hurtigtravere. Det blev til over 30 sejre, heriblandt flere i Sverige – bl.a. Øresundspokalen på Jägersro tre gange – og 238.000 kroner i indkørte præmier.

Foruden otte sejre bød 1971 også på en tredjeplads i Skandinavisk Mesterskab og en fjerdeplads i N.J. Koster Memorial for Lasse Tally Ho, der med 42.950 kroner blev Jørgen Olsens mest vindende hest det år.

Bent Ole Retvig var i det hele taget stærkt medvirkende til Jørgen Olsens succes først i 70’erne, hvor den velhavende ejendomsmægler og stutteriejer købte stort set alt fra provinsen, der kunne være interessant.

Bjarne Pedersen, der havde startet Hestebørsen som optakt til Billund Trav, fandt hestene til Retvig og Olsen. Det var – for Jørgen Olsen – i de år – nærmest et tag-selv-bord: “Køb hvad du vil ha’ – vi skal have dig gjort til champion!” var parolen fra Retvig.

Fremhæves skal også 2-årige Promille C, der med sine tre sejre og 38.620 kr. blev den mest vindende 2-årige traver gennem tiderne, selvom hun vandt hverken Dansk Opdrætningsløb eller Jydsk 2-årings Grand Prix. Til gengæld vandt Promille C både Aalborgs 2-års Mesterskab og “Jubilæumsløb for 2-årige” på Lunden.

1972: “Jørgen Olsen kørte som en champion”
Jørgen Olsen kunne næsten gå på vandet i begyndelsen af 70’erne, selvom han forlængst havde slået sit navn fast med syvtommersøm, men der hersker næppe nogen tvivl om, at træningsfacililterne på Kirkebakkegaard kombineret med træningsstalden og -faciliteterne på Lunden havde stor betydning for staldens resultater,

Desuden var hestematerialet selvfølgelig også helt i top – ja, stjernerne stod nærmest i kø hos Succes-Olsen, der i 1972 forbedrede sin personlige rekord endnu engang til 72 sejre. Uge efter uge prægede Jørgen Olsen avisernes overskrifter: “Jørgen Olsen fint kørende” – “Jørgen Olsen kørte som en champion” – “Jørgen Olsens køreglæde gjorde udslaget” etc.

Igen var Olsen i Top 5 på landsplan efter Harald Lund, Vagn Lønborg, Thorkild Hansen og Peter Bratholm.

Ozon blev årets topscorer med 12 sejre, men også heste som Lasse Tally Ho (vinder af bl.a. Nationalløb), Nanok, Orribil, Oberst Aconto og Ove Juel var med til tegne stalden i rekordåret, hvor jockey Niels Duus og amatørkusken H.P. Sørensen desuden begge vandt fem løb. For førstnævntes vedkommende var det ensbetydende med årets jockeychampionat.

Ozon. Foto: Burt Seeger

1973: Ove Juel “Årets Sejrshest”
Det tredje trænerchampionat i træk kom i hus efter hård kamp med Mogens Larsen, der længe fulgte godt med, men til slut trak Jørgen Olsen fra og sikrede sig championatet med 60 sejre og 63 sejre i alt på landsplan.

Årets store sejrshest var Ove Juel med 11 sejre i 19 starter. Hesten var stort set opgivet, da den kom til Jørgen Olsen, som forvandlede Ove Juel til en hurtigklassetraver, der i 1973 blev kåret som Årets Sejrshest på Lunden.

Det blev også til endnu en sejr i Otto Hallings Mindeløb med Nanok, som tilhørte Jørgen Olsens hustru Inge, og så begyndte de første opdræt fra Stutteri Kathrinedal at røre på sig. Bedst i den første årgang (R-årgangen, der var 3-åringer i 1973) var den senere Derbytoer Royal C med seks sejre. I 1973 vandt Jørgen Olsen endvidere Billunds 2-års Mesterskab med et andet Kathrinedal-opdræt, Soraya C.

Ove Juel blev kåret som Årets Sejrshest 1973. Foto: Burt Seeger

1974: Kamp til stregen
Jørgen Olsen og Walther Kaiser-Hansen dystede mange gange om championatet på Lunden, men i 1974 var det tættere end nogensinde; inden sidste løbsdag var Jørgen Olsen således førende med en enkelt “pind” (45-44), men begge kuske havde flere vinderchancer dagen igennem, så intet var afgjort på forhånd.

Heldigvis for Jørgen Olsen kørte Kaiser-Hansen sejrsløs på årets sidste løbsdag, mens han selv vandt to løb med hhv. Sheila Son og Ozon, og så kunne han for fjerde år i træk lade sig hylde som hovedstadsbanens oftest sejrende træner med i alt 47 sejre.

Jørgen Olsen blev desuden nummer to i Derbyet med Royal C, der med en indtjening på 72.680 kroner blev staldens mest vindende hest det år.


Seminent den mest vindende
I 1975 og ’76 var Walther Kaiser-Hansen tilbage på tronen som trænerchampion på Lunden hhv. 62 og 68 sejre, men Jørgen Olsen gav ham hvert år kamp til stregen og sluttede – på landsplan – med hhv. 53 og 62 sejre. 1976 blev dermed et af hans allerbedste år, hvor især heste som Taifun (9 sejre), Ove Juel (7 sejre, Seminent (7 sejre) og Tella C (6 sejre) lyste op.

Seminent. Foto: Burt Seeger

Seminent var overordnet set en af Jørgen Olsens allerbedste heste gennem hele karrieren med i alt 19 sejre og 432.000 kroner i indkørte præmier.

Sejrstallet er dog ikke helt korrekt, idet Seminent også vandt flere løb i Sverige, der ikke er med i årsstatistikkerne. Præmiesummen skulle man dog kunne regne med.

Under alle omstændigheder havde Seminent en stor karriere for Jørgen Olsen med topplaceringer i en lang række storløb i både ind- og udland, bl.a. andenpladser i både Mesterskab for Danmark og Nordisk Mesterskab i 1977, hvor Seminent også repræsenterede de danske farver i Copenhagen Cup som “reserve” da Tarok måtte melde afbud pga. halsproblemer efter starten i Elitloppet ugen forinden.

Jublen var stor, da Seminent tog spids fra start, men han sluttede dog uplaceret i tiden 1.16,4a/2011 meter bag Keystone Pioneer i 15,0.

Stoppede – næsten – på toppen
Kaiser-Hansen genvandt titlen i 1977 efter hård kamp med et af de nye store navne, Mogens Larsen, og året efter slog Torben Fischer også sit navn fast med syvtommersøm, men Jørgen Olsen formåede stadig at markere sig blandt Lundens førende trænere. I årene 1977-83 blev det således til hhv. 37-30-42-36-42-31 og 30 sejre.

Ove Juel og Seminent var stadig aktive i begyndelsen af perioden; siden hen kom nye navne til, og som det fremgår af sejrstallene havde Jørgen Olsen fortsat godt gang i sit materiale.

Den største sejr de år kom i finalen i B.T.’s Guldsko med Flame Garbo, hvor ærespræmien til Jørgen Olsen var en hestesko i ægte guld til en værdi af 25.000 kr.

B.T.-journalist John Bjørklund overrækker Jørgen Olsen B.T.’s Guldsko. Foto: Burt Seeger

Blandt de oftest sejrende heste kan nævnes Armstrong Rouge (22 sejre) og Ixa Spin (20 sejre). Med sidstnævnte vandt Jørgen Olsen bl.a. Otto Hallings Mindeløb for syvende gang.

Fra den periode huskes også heste som Balkan, Bibi Care, Demitrick Care, Duke Care, Empire M, Eta Løjbjerg, Europa Tempo, Flottenheimer, Sheila Son og Unita – men med næsten 250 sejre på syv år, er der selvsagt mange navne at vælge imellem.

Nævnes skal det også, at Jørgen Olsen i 1983 vandt sin sejr nummer 1.000 med Francine.

1984 blev Jørgen Olsens sidste hele sæson som træner; han havde nu omkring 10 heste i træning og vandt det år i alt otte sejre.


Tvunget til at stoppe
1. januar 1985 kunne Jørgen Olsen fejre 25-års jubilæum som træner og blot 14 dage senere valgte han at lukke stalddøren for sidste gang.

-Jeg holder virker meget af travsporten. Og det er faktisk med beklagelse, at jeg ser mig nødsaget til at slutte nu. Men sandheden er, at der er alt for lidt penge i sporten, sagde Jørgen Olsen til B.T.

-For at få en anstændig levevej må man op på en stald på en 20-25 heste. Hvis jeg skulle fortsætte, ville jeg være tvunget til at sælge mit hus og alle mine værdier. Jeg bor ret langt borte, og det koster mig alene for at komme frem til banen og tilbage ca. 24.000 kroner om året. 

-I øvrigt var jeg tidligere tvunget til at rejse en hel del både lørdage og søndag, men ærligt talt, det kan man godt blive lidt træt af. Især når udbyttet ikke svarer til anstrengelserne.

-Jeg kan dårligt undvære hestene, og jeg vil stadig følge sporten og komme på banen, men arbejdet som træner er slut. Jeg besvarer forbindelsen med Stutteri K, hvor jeg kan køre nogle heste engang imellem i træning som en fritidsfornøjelse. Men jeg skal jo have noget jeg kan leve af, og det bliver på en fabrik.

-Mit ønske for travsporten skal være, at der efterhånden må blive bedre levevilkår for dem, der bruger al deres tid på den. I øjeblikket er det svært at opretholde en professionel standard.

Ovenstående interview med journalisten Hugo Holdgaard blev offentliggjort Nytårsaftensdag for snart 37 år siden, men kunne såmænd sagtens være skrevet i dag.

Vandt sit sidste løb 
Som en anden tidligere championtræner, N.J. Koster, vandt Jørgen Olsen også karrierens sidste køretur søndag den 13. januar på Lunden med 3-årige Jarl Ixa, der var første afkom efter hans gamle sejrshest Ixa Spin.

Det blev blot til den ene sejr i 1985 og Jørgen Olsen sluttede på i alt 1.032 sejre – det havde blot seks andre danske trænere præsteret på det tidspunkt.

Jørgen Olsen vinder sin sidste start med Jarl Ixa. Foto: Burt Seeger

Efter Jørgen Olsen stoppede som træner gik Jarl Ixa i træning hos Ole Hjorth, mens staldens øvrige heste blev fordelt blandt hans øvrige kollegaer:

Axel Jacobsen: High Tempo, Isis Bannerhøj, Julia Tally Ho og Junita.

Ole Schultz: Gun Shot, Ibson Smed og Cosponent.

Max Nielsen: Gertrude og Hot News.

John Kristensen: Erico N.

Lasse Tally Ho og Ozon med flest sejre
Det er svært at lave en fuldstændig komplet oversigt over Jørgen Olsens oftest sejrende heste, men det skulle ligge nogenlunde fast, at Lasse Tally og Ozon var de to heste han vandt flest løb med. Begge heste er således noteret for 35 sejre.

Dernæst følger Kim Permit (32 sejre), Ove Juel (31), Kadet L (30), Nolodjohn (24), Armstrong Rouge (22), Excellent (20), Ixa Spin (20), Nanok (19), Seminent (19), Taifun (17), Cliqout (15) og Firebird (15).

Ovenstående tal skal tages med et vis forbehold, i og med at det ikke vides med sikkerhed, om Jørgen Olsen har haft hestene i træning igennem hele deres karriere og hvor mange af løbene, der i givet fald er vundet med hans jockeyer i sulkyen.

Nanok – der tilhørte Inge Olsen – var en af de heste, Jørgen Olsen vandt flest løb med. Her portrætteret af træner Palle Sperling, som også var en habil maler


Kasserede Osiris Salar 
Som nævnt i indledningen af dette portræt, vadede Jørgen Olsen i succes igennem størsteparten af sin karriere, men det var trods alt ikke alle heste han forvandlede til stjerner – en af disse var sejrshesten Osiris Salar (85 sejre/943.000 kr), der i 70’erne vandt talrige storløb i både ind- og udland for sin ejer, amatørkusken Jens Christian Bligaard.

Som åring i 1969 blev Osiris Salar – på en auktion i Århus – solgt til Bent Ole Retvig for 15.000 kroner og sendt i træning hos Jørgen Olsen, men han formåede ikke at få hesten til at fungere optimalt og derfor blev Osiris Salar solgt videre til Villy “Passat” Pedersen.

Det lykkedes imidlertid heller ikke for den senere Derbyvinder med Nu Bangsbo at knække koden til Osiris Salar, der med Bjarne Pedersen fra Hestebørsen som mellemmand blev solgt videre til Jens Chr. Bligaard og i hans regi udviklede Joe’s Pride-sønnen sig til et af dansk travsports største internationale navne gennem tiderne.


Fabriksarbejder 
Efter Jørgen Olsen stoppede som træner arbejdede han i en del år på virksomheden Dancop i Slangerup.

-Jeg kan faktisk ikke huske hvor lang tid Jørgen var på Dancop, men han stoppede jo i hvert fald definitivt efter en bypassoperation i 2000, siger Inge Olsen.

-Han havde tidligere haft problemer med hjertet og holdt derfor helt op med at ryge. Det holdt i syv år, inden han begyndte lidt igen.

-Han var frisk til det sidste – var faktisk ude at cykle en tur samme dag – og hyggede sig med sine interesser; han tog hver dag over på Kirkebakkegaard og kom jo også til trav hver søndag, hvor han mødtes med sine gamle venner, bl.a. Hans Jørgen Olsen, Kaj Sillesen, Svend Åge Jensen og Harry Carstensen i amatørvognen på staldsiden.

-Jørgen fulgte i det hele taget meget med i travsporten i både Danmark og Sverige, og gik jo også og passede sine brevduer – men pludselig faldt han bare om i sin stol og var død af en blodprop i hjertet – det gik bare så hurtigt.

Inge Olsen og datteren Lene Hellebæk. Foto: Henrik Berg

Det handlede altid om heste
Inge og Jørgen Olsen mødte hinanden gennem fælles venner i 1961/62 og blev gift i 1963. Parret fik to børn, Lene (f. 1964) og Lars (f. 1967).

-Det var jo lidt anderledes at være gift med en travtræner, for han havde jo næsten aldrig fri, men det var nu spændende nok, selvom det ikke rigtigt var min interesse, siger Inge.

-Jeg havde aldrig arbejdet med heste før, men Jørgen syntes det var lidt mærkeligt, at jeg f.eks. ikke bare kunne trække en hest fra A til B, så det blev jeg jo nødt til da vi flyttede herop til Lystrup, men ellers deltog jeg ikke i arbejdet med hestene.

-I starten boede vi i en lejlighed i Brønshøj, som vi fik takket være en af Jørgens hesteejere, Stumpe. Senere fik vi bygget huset her med hjælp fra H.P. Sørensen og Bent Ole Retvig.

-Jeg kom ikke så meget på banen på løbsdagene, slet ikke efter vi fik børn, men Jørgen var der selvfølgelig hver dag og tog tidligt afsted. Han kunne godt lide at komme tidligt i gang og så var der jo heller ikke så meget trafik, men han kom altid hjem til frokost. Han holdt på at der skulle være ro i stalden fra om eftermiddagen, og med mindre der var et eller andet med en hest inde på banen, blev han hjemme resten af dagen – dvs. efter vi flyttede herop tog han så over på Kirkebakkegård og fortsatte dér.

-Jørgen sendte jo ofte heste på landet når de skulle ha’ pause. I starten af trænerkarrieren til sin morbror i Skævinge, som også havde travheste, og senere benyttede han enten Kirkebakkegaard eller Stutteri K i Krogstrup.

-Hesteejerne kom ofte og så til deres heste; der var næsten altid folk. Enten tog han nogle gæster med hjem ovre fra gården for at få en kom kaffe eller også kunne han finde på at ringe hjem om formiddagen: “Jeg har lige et par folk med hjem til frokost” – så jeg måtte altid ha’ lidt ekstra mad i køleskabet!

Jørgen Olsen (2006). Foto: Karsten Bønsdorf

-Men det var jo en del af det og i de år, det gik godt for travet, tjente Jørgen mange penge. Man kan selvfølgelig ikke sammenligne med de lønninger man har i dag, men dengang levede vi godt af det og han var jo altid en af de trænere, der kørte flest penge hjem.

-Jørgen var også meget tit i Sverige for at starte, både på Jägersro og Halmstad, da den åbnede. Det var ikke så almindeligt dengang, men han havde jo mange heste i stalden, så det gjaldt om at finde nogle gode opgaver. Jeg mener faktisk, at han var tæt på at blive champion det første år på Halmstad (1969).

Overtroisk
Overtro er ikke ualmindeligt blandt travfolk og også Jørgen Olsen havde på det område et par ting, han gik meget op i.

-Der var noget med, at der ikke måtte fjernes spindelvæv i stalden, og så var han meget overtroisk mht. sorte katte, husker Inge.

-Hvis en sort kat løb over vejen, kørte han en omvej. Normalt kørte han til Lunden ad Lindholmvej forbi Stutteri Kathrinedal, men hvis han mødte en sort kat tog han i stedet over Slangerup, selvom det var en omvej på omkring 20 km!

-Jeg kan også huske, at dengang vi skulle ha’ Lene skulle vi ud på fødeklinikken i Valby, men pludselig kom der en kat gående over vejen, så vi måtte stoppe til den var passeret – lige dér fik han ikke lov til at køre en omvej.

Ferie og væddemål
Sammen med trænerkollegaerne Palle Sperling, Leif Løfgren, Per Hansen og Tommy Petersen samt læge Gunnar Stenå og deres respektive koner, var Inge og Jørgen Olsen i mange år med i en kortklub, der mødtes én gang om måneden.

Trænernes kortklub. Fra venstre ses Christel Bügel Hansen, Gunnar Stenå, Leif Løfgren, Edel Løfgren, Tommy Petersen, Palle Sperling, Inge Olsen, Jørgen Olsen, Ena Tommy Petersen og forrest (med ryggen) til Per Hansen og hans kone, Gibber.

-Det var rigtig sjovt at vi kunne være sammen på den måde, selvom mændene jo var kollegaer og konkurrenter til hverdag, siger Inge.

-Vi tog også alle sammen på ferie én uge om året i slutningen af november måned, typisk til Gran Canaria. Jeg kan faktisk ikke huske det nøjagtigt, men jeg tror vi hver især lagde et beløb til side til en feriepulje hver gang vi mødtes.

Leif Løfgren har tidligere fortalt om de væddemål “drengene” indgik hver dag på ferien, og Inge Olsen kan også huske mindst én gang, hvor det var Jørgen, som kom til at betale for vinen til selskabet.

-Engang kom Jørgen hjem med en schæferhvalp, der jo altid har “knæk” på ørene når de er små, men de rejser sig når de bliver ældre. Vores nye hund var dog lidt længe op det, men det skulle nok komme sagde Jørgen. Det diskuterede de meget og det endte med, at hvis ørene ikke rejste sig inden ferien, skulle Jørgen betale for vinen – og det kom han også til!

Brevduerne
Udover travhestene havde Jørgen Olsen én stor hobby: brevduer.

-Jørgens far havde brevduer da han var barn – deraf kom interessen. Hans bror havde også brevduer. Da vi boede i Brønshøj havde han nogle duer i Lyngby, men han havde ikke så meget glæde af dem mens han var træner, så der var en del år, hvor han måtte holde en pause med brevduerne, siger Inge.

-Efter han stoppede fik Jørgen igen tid til brevduerne (32 stk i alt) og det hyggede han sig rigtig meget med.


Minder om Jørgen Olsen

 

Mogens Frost (f. 1941, ansat hos Jørgen Olsen 1960-68)

Som søn af træner Egon Larsen (KLIK HER for at læse dobbeltportrættet af Egon Larsen og Mogens Frost) er Mogens Frost næsten født ind i travsporten, og han startede også sin karriere som staldmand hos faderen efter han gik ud af skolen. Senere kom han til John Petersen og startede siden hos Jørgen Olsen, blot et par måneder efter at denne nedsatte sig som træner 1. januar 1960.

Mogens Frost. Foto: Henrik Berg

-Jeg kendte faktisk ikke ret meget til Jørgen Olsen inden jeg startede hos ham. Der var jo rigtig mange staldfolk på banen dengang og selvom vi også var meget sammen i fritiden, kendte man ikke alle. Jeg vidste selvfølgelig hvem han var, men var mere fascineret af Koster og Mark Ingdam, som hver dag når de var færdige med at træne, klædte om til habit. Det gjorde en træner som Georg Andersen også – jo, der sgu mere stil over det dengang, smiler Mogens.

-På et tidspunkt havde min far hørt, at Jørgen Olsen søgte en staldmand og så kom jeg derover. Han havde en mand i forvejen, Bent Nielsen eller “Fukseren” som han blev kaldt pga. sit røde hår. Han var rigtig flink og noget ældre end mig. Fukseren var så førstemand i stalden, mens jeg var førstejockey. Fukseren kørte ikke løb, men gav kun tips til alle der kom og spurgte om det.

-Dengang skulle en træner ha’ en staldmand når han havde 11 heste i træning og skulle så ansætte en “dreng” (ungarbejder under 18) når han havde yderligere syv heste. Jeg mener, at som regel lå omkring 20 heste det meste af tiden jeg var hos Jørgen.

“Gløden” 
Jørgen Olsen huskes af mange som en yderst flittig træner, der tidligt i karrieren gjorde sig bemærket som den første, der startede dagens træning på banen inden det var blevet lyst!

-Jørgen arbejdede generelt meget. Han kom altid kl. 6 om morgenen og så skulle den første hest stå klar til et langsomt arbejde, og det var både sommer og vinter. Vi kaldte ham “Gløden” fordi man altid kunne se hans cigaret i mørket når han kørte rundt ude på banen. Man kunne også se hans hvide undertrøje. Dengang havde vi jo ikke heldragter, så man kørte i sit almindelige tøj og når han så sad dér i sulkyen, krøb undertrøjen op så man kunne se den på lang afstand, griner Mogens Frost.

-Dengang kørte man ikke intervaller som i dag, men primært lange arbejde – måske 35-40 minutter ad gangen, og man kørte aldrig en hest helt i bund i træning.

-Det var Jørgen, som kørte størsteparten af hestene i den daglige træning og når han var færdig smed han linerne på gulvet og kørte hjem. Nogle gange kørte vi selvfølgelig to-tre ad gangen og det skete også, at der kom en hesteejer forbi og så blev han sendt ud med en hest.

-Jørgen var som regel dygtig til at gøre en hest bedre når han fik den i træning, men det er svært at sætte en finger på, hvad Jørgen Olsen gjorde anderledes end andre. Han trænede generelt sine heste meget hårdt og havde selvfølgelig også nogle gode hesteejere med gode heste. Dengang gik hestene ofte også meget tungt balanceret, men når man lærte den bedre at kende, kunne man lette den lidt ad gangen. Det gør man jo også i dag, men hestene traver jo generelt langt mere naturligt i dag modsat før i tiden, hvor de nærmest løb med “hele seletøjskammeret” på.

Dårlig til PR
Jørgen Olsen beskrives af alle som en venlig og sympatisk træner, men som Mogens Frost siger, var han dårlig til det, der i vore dage kaldes PR.

-En træner som Walther Kaiser-Hansen var en helt anden type, som kun kom på banen måske tre-fire gange om ugen, mens han de andre dage var ude og lave opsøgende arbejde, bl.a. for at købe nye heste rundt omkring i landet, siger Mogens.

-Sådan var Jørgen ikke, men han havde jo alligevel en fin stald – nok mest fordi han var så flink og ihærdig, og hvis han fik succes med en hest, anbefalede den pågældende hesteejer ham selvfølgelig til andre hesteejere.

-Det var en helt anden tid dengang, hvor især de store ejendomsmæglerne sad oppe i Tutten og handlede dér. Det er det samme, de i dag gør i golfklubberne. Det var folk som Kaj Wilhelsen, H.P. Sørensen, Bent Ole Retvig, Kaj Kümler og Niels Jacobsen, der fortrinsvis var hesteejere hos Jørgen Olsen og Walther Kaiser-Hansen, og de vidste nogle gange ikke hvilke heste de havde i træning når dagen var gået, fordi der ofte blev handlet livligt ejendomsmæglerne imellem!

B.T.-overskrift i 1975

Hårdt arbejde 
Mogens Frost var hos Jørgen Olsen i næsten ni år indtil han selv startede som træner 1. januar 1969 og har kun gode minder om sin tid hos “Succes-Olsen”.

-Det var et knoklearbejde, men Jørgen var som sagt en rigtig flink mand. Hvis man dummede sig skulle man bare erkende det, så var der aldrig nogen problemer. Han kunne selvfølgelig godt blive vred, men det var yderst sjældent.

-Jeg kan huske engang, hvor jeg var ude og trække med en plag, der pludselig “gik amok” og løb fra mig, men den stoppede så kort efter foran en stor vandpyt. “Hvad fanden skete der?” råbte Jørgen og så forklarede jeg hvad der var sket. “Åh, sikke noget vrøvl – nu skal jeg ta’ den!” – men så skete præcis det samme, og den trak så hårdt, at Jørgen brækkede hånden. Da blev han sgu sur og han kunne af samme årsag ikke køre løb i nogle uger.

-En anden episode jeg husker, var en gang hvor Jørgen for første gang skulle ud med en plag, der var blevet kørt til at en af de andre staldfolk. Normalt var det mig, som stod for tilkøringen af plagene – det var jeg ret god til – men den pågældende staldmand kendte ejeren af hestene og så fik han lov til at stå for det.

-“Er den klar?” spurgte Jørgen – “Ja, det er den” svarede han, men det var den slet ikke, og da Jørgen kom ind sagde han: “Den tager Mogens fra i morgen!” – De ord glemmer jeg aldrig!

3 % til jockeyerne
Mogens Frost fik jockeylicens i 1959.

-Jeg kan ikke huske hvem jeg vandt mit første løb med, men engang havde Jørgen Olsen to heste, som skulle med i samme løb. Jeg vandt med den ene og Jørgen var ikke med i afgørelsen, så næste løbsdag byttede vi om, og så vandt jeg med den anden hest, siger Mogens.

-Der var imidlertid nogen, som antydede at der var snyd med i spillet, men det var der selvfølgelig ikke. Den episode betød dog, at jeg fremover ikke fik så mange køreture som tidligere – men generelt fik jockeyerne ikke så mange køreture dengang. Der var nogle enkelt jockeyløb, men mange trænere var ret “nærige” med køreturene. Desuden var der jo dengang over 30 trænere på Lunden, og det skete ofte, at Jørgen fik en anden træner til at køre hestene.

-Til gengæld fik jockeyerne 3 % af alle indkørte præmier og så vidt jeg husker var Jørgen Olsen en af de sidste til at opgive dette. Det var Jørgen, der sørgede for at opkræve beløbet hos hesteejerne, men “Fuksen” holdt også regnskab og så gik vi af og til over til hesteejerne og sagde, at de skyldte os det og det. Det var et udmærket tilskud til lønnen. Det skete også nogle gange, at en hesteejer lagde 100 kroner til deling mellem staldfolkene – “Pas godt på min hest” sagde han så.

Med i den gode tid
I et interview i Væddeløbsbladets Årsrevy i 2006 udtalte Jørgen Olsen bl.a., at han havde været med i “den gode tid” – men dén vending synes Mogens Frost er brugt lidt for meget.

-Det siger de jo allesammen – dem, der var med i sporten dengang, hvor jeg også startede, og det er jo på sin vis også rigtigt, men vi har jo haft gode tide i travsporten også længere tilbage, siger Mogens.

-Jeg har engang læst en artikel om Sofus Sørensen i et gammelt julenummer, hvor han fortalte om engang han vandt et løb med 1.700 kroner i førstepræmie. Så var der 10 % til ham som træner – altså 170 kroner – på en tid, hvor en staldmand fik 35 kroner om ugen, dvs. man kunne aflønne én staldmand i en måned for trænerprocenterne fra en enkelt sejr. Sådan var det trods alt ikke dengang jeg var træner – og slet ikke i dag, hvor præmierne langt fra er fulgt med udviklingen.

Det sidste interview med Jørgen Olsen i Væddeløbsbladets Årsrevy 2006


René Ravn (f. 1944, ansat hos Jørgen Olsen ca. 1965-68 og 1969-71)

Flittig, ærekær og distræt

René Ravn begyndte som staldmand hos Leif Nielsen i 1959 og var foruden Jørgen Olsen også hos Carlo Frederiksen og Gerhard Petersen, inden han i 1971 startede som selvstændig træner på Lunden.

-Jeg lærte Jørgen at kende mens vi begge var hos Leif Nielsen og bevarede et rigtig fint venskab med ham gennem alle årene, selvom han faktisk engang fyrede mig efter jeg havde været hos ham i en tre-fire år! siger René Ravn.

-Vi blev lidt uenige om noget med en hest, så da han ikke så længe efter sendte otte heste væk, sagde han til mig: “Så kan du rejse om 14 dage!” Dengang havde vi to ugers opsigelse, så jeg gik og lavede ingenting i to uger!

-Jeg kom derefter over til Gerhard Petersen, som flere gange tidligere havde spurgt mig, om jeg ville komme over til ham, men det var ikke lige mit tempo, selvom jeg nåede at være der i et års tid.

-En dag mødte jeg Jørgen: “Hvad fanden laver du dér?” spurgte han. “Jeg arbejder her.” svarede jeg. “Nå, men kan du ikke komme tilbage igen?” og det gjorde jeg så.

-Jeg var hos Jørgen Olsen sammen med Niels Duus og Mogens Frost, men derudover var der gennem årene en del forskellige folk, som var der i kortere og længere perioder. Det svingede lidt om vi var tre eller fire mand, afhængig af hvor mange heste han havde i træning.

-Dengang måtte en træner jo ha’ max. 25 heste i træning og max. 15 “skift” om året, dvs. man kunne maksimalt råde over 40 heste på en sæson, men Jørgen benyttede også såkaldte satelittrænere, som havde et mindre antal heste i træning. Det var jo en måde at omgås reglerne, men travselskabet så igennem fingre med det, for det var jo også vigtigt for de mindre trænere at holde forretningen i gang. Jeg havde f.eks. selv heste i træning for Jørgen da jeg startede.

Konditionsstærke heste
Som tidligere beskrevet var Jørgen Olsen morgenmenneske og kørte altid ud med den første hest kl. 6-6.15.

-Der var fuld knald på hele tiden; vi kaldte ham “Gløden” fordi han som den eneste kørte ud på den første træningstur mens det var mørkt, så man kun kunne se hans cigaret i mørket ude på banen. Som en af meget få trænede han også når det regnede, og han var i gang hele tiden indtil omkring middagstid, hvor han sluttede og kørte hjem til frokost, fortæller René.

-Han var meget flittig og lavede mange gode heste gennem årene, men han kunne ikke rigtig stoppe når de begyndte at blive dårlige. Det var nok hans eneste svaghed. Han trænede sine heste hårdt og det værste der kunne ske, hvis man fik spids i et løb, var at få Jørgen Olsen på nakken – så blev man “trampet ihjel” – alle hans heste var så utroligt konditionsstærke.

-Jørgen var også meget ærekær, men en herlig og reel mand at arbejde for. Han var ærlig som dagen var lang, men kunne også være lidt rundforvirret ind imellem. Jeg kan bl.a. huske engang, hvor vi bildte ham ind, at vi ikke havde fået løn. Så kørte han i frokostpausen op til sin bror, som var skomager i Lyngby, og lånte nogle penge, så han kunne betale os, men da han kom tilbage sagde vi selvfølgelig at vi havde fået løn. Det tog han vist meget pænt.

René Ravn fik en del køreture i sin tid som jockey hos Jørgen Olsen, bl.a. kørte han Lasse Tally Ho i en afdeling af Øresundspokalen på Jägersro, hvor han blev nummer to bag amerikanskfødte Brogan med Per-Olof Gustafsson.


Lars Donatzky (f. 1947, fhv. TU-kusk hos bl.a. Jørgen Olsen)

Alle inden for travsporten kender Lars Donatzky – både som journalist på Politiken og Væddeløbsbladet og som tidligere ejer af Væddeløbsbladet og meget aktiv i Travsportens Hall of Fame, men den pensionerede gymnasielærer har også været aktiv som TU-kusk med i alt 13 sejre.

-Jørgen Olsen var jo staldmand hos Arnold Jensen, hvor min far (Otto Donatzky, red.) var hesteejer, så der lærte han ham at kende, fortæller Lars Donatzky.

Lars Donatzky

-Jeg er kommet med på travbanen fra jeg blev født, og da jeg var 13 år sagde min far en dag til mig: Du kan da prøve at træne nede hos Jørgen Olsen, som er startet for sig selv, så sådan kom jeg i gang

-Vi boede i Charlottenlund og jeg kom ned i stalden om morgenen. Jeg gik på Skovshoved Skole og kunne nå at træne et par heste, inden jeg skulle i skole. I starten kørte jeg kun langsomt, men efterhånden fik jeg også lov til at køre hurtigt, og Jørgen og jeg blev ret gode venner, selvom han var ti år ældre end mig.

-Jeg begyndte så at køre hurtigt sammen med Jørgen Olsen meget tidligt om morgenen. Dengang havde han bl.a. Niels Duus og ”Røde” ansat – sidstnævnte bestemte temmelig meget i stalden; jeg mener at han også var formand for staldfolkene, også Olsen havde respekt for ham.

-I starten kom jeg om morgenen, men i sommerferien også om lørdagen, hvor de hele tiden sørgede for, at der var to heste klar til Jørgen og mig. I den periode kørte jeg ofte derbytreeren Firebird, mens Olsen kørte de urutinerede heste, så på den måde var det faktisk hesten, der lærte mig rutinen.  Jeg kom fast hos Jørgen i seks-syv år frem til slutningen af tresserne.

-Da jeg blev 18 fik jeg TU-licens og blev udstyret med nogle usandsynligt gode køreture fra Jørgen Olsens stald. Jeg var nok også en rimelig habil TU-kusk, men havde altså også nogle rigtig gode heste at køre med, så det hjalp helt sikkert på resultaterne. Jeg vandt med Nonchalant Safari, som Jørgen vandt Otto Hallings Mindeløb med, samt Gyro, Flain, Kim Permit og Hey Duke. Men man skal være gammel for at have set de heste, og så har man nok glemt dem.

Hård træning
Flittig er et af de ord, der går igen rigtig mange gange i forbindelse med Jørgen Olsen, og det bekræfter Lars Donatzky:

-Som jeg opfattede det, trænede Jørgen sindsygt meget. Han gav ofte sine heste lange arbejder (flere heats á 3000 meter), så deres grundkondition var bare i orden, siger Lars.

-Jørgen var en utrolig dygtig træner; han har sikkert haft noget med sig fra tiden hos både Arnold Jensen og Leif Nielsen, men havde jo også sine egne idéer som virkede.

-En af de ting, der gjorde, at han havde svært ved at følge med, da de yngre kræfter som Mogens Larsen, Torben Fischer, Preben Kjærsgaard og Steen Juul kom til, var – som jeg ser det – at han ikke kunne lide at ringe til hesteejerne og sige, at deres hest var syge. Han lod dem i stedet blive i stalden og få en pause, i stedet for at kontakte dyrlægen og få sat gang i en behandling. Ikke forstået sådan, at han ikke informerede hesteejerne, men han var ikke meget for at tilkalde dyrlægen i tide og utide. Men igen – det var sådan jeg så det – staldfolkene ved det selvfølgelig langt bedre end jeg.

Andre interesser
Lars Donatzky beskriver sig selv om lidt af et ”lukusdyr” der fik tingene serveret.

-Jeg gik f.eks. ikke ned og mugede ud, men deltog kun i træningen, siger han.

-På det tidspunkt – det var jo inden travkrigen – havde Jørgen også indimellem heste opstaldet på Amager Travbane og så kørte jeg med ham frem og tilbage i hans lille folkevogn. Der lærte jeg ham endnu bedre at kende; han fandt bl.a. ud af jeg også var interesseret i avl, det gav nogle gode samtaler.

-Det var generelt nogle fantastiske oplevelser, som jeg godt kunne unde, at andre travsportsinteresserede unge mennesker fik. For mig er der i hvert fald nogle dejlige minder.

-Senere gik jeg i gang med min uddannelse, blev gift og fik andre interesser, så jeg kom ikke så meget i stalden. Derfor gav Jørgen køreture til nogle af dem, der kom oftere og hjalp til i stalden. I nuet syntes jeg dengang det var lidt ærgerligt, men kunne jo godt se, at det var meget rimeligt.

-Jeg vil meget gerne opfordre alle trænerne til at give de unge sådanne chancer for livsoplevelser. Det gør de sikkert allerede, men på den tid i tresserne var Jørgen Olsen ikke ene om det. Kolleger som f.eks. Leif Løfgren, Hans Bagge og Palle Sperling gav ofte de unge chancer for at være med.

Trav-Avisens portræt af Jørgen Olsen (1978)


Leif Amfelt (f. 1948, stutterimester på Stutteri Kathrinedal 1972-82)

En fantastisk tid i mit liv

Den første stutterimester på Stutteri Kathrinedal var Ole Hjorth, og da han rejste til Norge i 1972 overtog Leif Amfelt stillingen.

-Jeg startede som staldmand hos træner Aksel Pedersen og var senere hos flere forskellige, inden jeg sluttede hos Leif Løfgren, som en dag fortalte mig, at han havde hørt, at Retvig søgte en stutterimester. “Er det ikke noget for dig?” sagde han – og jo, det var det måske nok. Jeg var ved at være lidt træt af arbejdet på banen, som godt kunne være lidt stressende med løb både onsdag og søndag, så jeg kontaktede Retvig og fik stillingen.

-Jeg blev den yngste stutterimester i Danmark, men det var den mest fantastiske tid i liv. Travsporten var jo også min hobby, så jeg så det næsten ikke som et arbejde dengang, selvom det var hårdt arbejde med heste fra morgen til aften. Jeg gik og passede alle hestene sammen med en anden ung mand.

-Da jeg startede i ’72 havde han 18 følhopper og selvfølgelig en masse ungheste, men på et tidspunkt købte han også den første avlshingst i USA, Quick Trick, der blev opstaldet på Kathrinedal. Så kom der en del fremmede hopper, som også blev opstaldet på stutteriet, der blev udvidet med endnu en stald med auktionshal og 30 bokse.

-Jeg havde helt frie hænder i hverdagen – både hvad angik fordelingen af det daglige arbejde og min mødetid. Bent Ole Retvig var et fantastisk behageligt menneske og du kunne ikke mærke på ham, at han havde mange penge; han kørte f.eks. altid i en gammel Peugeot når han var ude og lave ejendomshandler.

-Bent Ole Retvig var meget USA-orienteret og kunne i øvrigt samtlige afstamninger udenad. Han var ofte i USA og købte en del avlshingste, der kom til at stå både på Stutteri Kathrinedal, men også blev udstationeret forskellige steder i landet som man kender det fra Opdrætterforeningen.

Toppriser
Den første åringsauktion på Stutteri Kathrinedal blev afholdt i 1975 og de efterfølgende år blev alle Bent Ole Retvigs åringer solgt på de meget populære auktioner, hvor andre opdrættere også kunne tilmelde deres plage.

-Vi fik næsten altid meget flotte priser på vores plage og som regel blev de alle sammen solgt, men det skete jo også, at Retvig beholdt nogle af unghestene og så blev de kørt til hos Jørgen Olsen, som siden hen også fik dem i træning, fortæller Leif Amfelt.

-Jeg havde jo en del erfaring fra min tid på travbanen og tænkte, at jeg lige så godt kunne køre og træne med hestene, men dér var vi ikke helt enige. Jeg havde en idé om at vi skulle gøre lidt som Karl Laursen, som altid førte sine egne føl frem til start, men sådan skulle det ikke være iflg. Retvig. Jeg kørte da indimellem med nogle enkelte heste, men ellers var det udelukkende Jørgen Olsen og hans staldfolk, der trænede på banen på Kirkebakkegaard.

-Jeg havde allerede jockeylicens da jeg kom til Kathrinedal og fik lov til at beholde licensen, selvom jeg ikke længere var ansat hos en træner. Jeg var dog stadig formelt set tilknyttet Jørgen Olsens stald og det var også ham, der gav mig min første køretur, som jeg i øvrigt vandt.

Steen Juul til Kathrinedal?
Leif Amfelt beskriver arbejdet på Stutteri Kathrinedal som et drømmejob, men efter godt 10 år begyndte det at gå tilbage for Bent Ole Retvig.

-Der var ikke så mange penge i travsporten længere og man kunne ikke gøre som i Sverige, hvor man kan trække underskuddet fra, så Retvig valgte at lukke stutteriet stille og roligt ned, siger Leif.

-Da jeg rejste i 1982 gik der bare et par piger og passede de sidste heste. Retvig rejste selv til Frankrig og startede som ejendomsmægler dernede.

-Jeg forsøgte faktisk at leje Stutteri Kathrinedal sammen med Steen Juul, som på det tidspunkt lige var flyttet til Sjælland fra Skive, men det blev desværre ikke til noget. Det var planen, at jeg skulle blive boende i forvalterboligen, mens Steen Juul skulle leje sig ind i stuehuset, men det var Retvig ikke interesseret i, så det endte i stedet med at han solgte det.

Leif Amfelt, som i dag gået på pension, har ikke været beskæftiget inden for travsporten siden han stoppede på Kathrinedal, men følger stadig med i sporten.

-Men jeg ser kun svenske løb – og indimellem nogle enkelte løb på de danske Derbydage, slutter Leif Amfelt.


Hans Jørgen Olsen (f. 1936)(fhv. amatørkusk og stutterimester på Stutteri K):

Kendte ham siden soldatertiden

Hans Jørgen Olsen lærte sin næsten-navnebror at kende i deres unge dage ved Garderhusregimetet i Næstved, hvor de var indkaldt samtidig, og venskabet holdt indtil Jørgen Olsens død i 2011.

Hans Jørgen Olsen (t.v.) sammen med nu afdøde Svend Aage Jensen. Foto: Karsten Bønsdorf

-Jørgen havde i mange år heste opstaldet på Stutteri K i Krogstrup, bl.a. Ove Juel, Unita og Ixa Spin. Jeg kan bl.a. huske, at min kone ofte red på Ove Juel oppe i skoven, men Jørgen kom selvfølgelig også indimellem og kørte dem på vores træningsbane, fortæller Hans J. Olsen.

-Efter Jørgen var stoppet som træner fortsatte han med at komme og besøge hos; så fik vi en kop kaffe og snakkede. Det var rigtig hyggeligt og fortsatte indtil vi flyttede fra stutteriet i 1999.

-Vi havde engang også en hest sammen, Kamaya, der var i træning hos Axel Jacobsen, men det var nu ikke den store kanon, så på et tidspunkt blev Jørgen træt af at indtægterne ikke helt stod mål med udgifterne og trak sig ud af det. Jeg kørte også nogle løb med Kamaya og blev bl.a. nummer to. I det efterfølgende løb tog Axel den og de vandt sgu – så solgte jeg den mens den var på toppen.

-I mange år havde vi en “kaffeklub” på Lunden, hvor vi mødtes hver løbsdag en masse gamle venner og så løbene fra den gamle amatørvogn på staldsiden. Jeg har imidlertid lidt svært ved at komme derud i øjeblikket efter en bypass-operation, og desuden er jeg efterhånden den eneste tilbage i kaffeklubben – altså udover Harry Carstensen, men han står jo i vægten hver løbsdag.


Jens Simoni (f. 1968)(fhv. træner på Lunden):

“Jørgen kom på besøg to gange om dagen”

Da Jens Simoni i sin tid lejede sig ind på Kirkebakkegaard fik han snart besøg af Jørgen Olsen, som var ude på sin daglige cykeltur med familiens hund.

-Jørgen kom som regel om morgenen sammen med hunden og igen om eftermiddag, hvor han lige kiggede forbi for at sludre, siger Jens Simoni.

-Da jeg startede på Kirkebakkegaard var træningsbanen nærmest ikke eksisterende; den var helt groet til, men så fortalte Jørgen mig en dag, at dengang han trænede på gården kunne de køre fire heste side om side!

-Så gik jeg ellers i gang. Jeg lånte nogle maskiner af mine kammerat, Hans Christiansen (Stald Johanneslyst), og fik bl.a. fældet en masse træer, så banen igen kom til syne og var brugbar. Det var et kæmpe arbejde.

-I starten hjalp Jørgen også med at træne, indtil Svend Aage Jensen også begyndte at kommer oppe på gården, så kom han bare for at snakke – og de to gamle drenge kunne virkelig fortælle nogle “løgnehistorier” fra de go’e gamle dage.

-Jørgen var rigtig rar og jeg holdt meget af at få besøg af ham og Svend Aage. Jeg hilste på ham dagen inden han døde, så det kom virkelig som et chok, da hans datter ringede tidligt om morgenen og fortalte at han var død.


Niels Duus mangler!

“Hvor er Niels Duus?” kunne man sikkert fristes til at spørge, i og med at den tidligere Lunden-træner og Kriterievinder med Axius C også var ansat hos Jørgen Olsen i mange år i 1960’erne, men trods flere forsøg på at få Niels Duus til at medvirke til et interview, er det desværre ikke lykkedes.

Han var ellers meget positiv første gang jeg talte med ham ultimo november, men efterfølgende har Niels Duus beklageligvis ændret mening og ønsker alligevel ikke at være med at tegne et portræt af Jørgen Olsen.


Kilder:

Travkalenderen 1955-85
Væddeløbsbladet 1955-85
Trav-Jul 1955-60
Travsporten Jul 1961-71
Travsporten 1973-85
Diverse avisudklip og fotos fra Jørgen Olsens scrapbøger
Interviews med Inge Olsen, Lene Hellebæk, Leif Amfeld, Mogens Frost, Hans Jørgen Olsen, Klaus Koch, Karsten Bønsdorf, Jørn Clevin, Ole Petter, René Ravn og Lars Donatzky
Slægtshistorie: Hans Larsen