Travsportshistorie.dk

Hvor blev de af? – Ole Petter

Artikelsponsor (klik på banner):

 

 

 

 

 

 

Portræt af fhv. championtræner på Amager og Fyn, Ole Petter, der foruden to perioder som træner også har været konditor i Mexico og nåede at fejre 25-års jubilæum som plejer på Odense Universitetshospital inden han for snart 10 år siden gik på pension.

-Som barn og ung havde jeg kun én ting i hovedet: Jeg ville være travtræner!

Med en far og farfar, der begge var involveret i travsporten som hesteejere – for farfaderens vedkommende siden 1918  – var begrebet ”Bidt af en gal travhest” mere aktuelt for den unge Ole Petter end for de fleste andre, og drømmen blev også forholdsvis tidligt ført ud i livet.

Ole Petter (2019)

-Min far har på intet tidspunkt nægtet mig at blive travtræner, selvom han gerne havde set, at jeg havde overtaget han konditorforretning, men han krævede, at jeg tog en uddannelse inden jeg kastede mig over travsporten på fuld tid, siger Ole Petter, der i en alder af blot 22 år startede som træner på Amager Travbane og allerede to år senere (1972) blev champion for første gang.

Han gentog triumfen året og flyttede derefter til Fyn, hvor Ole Petter blev trænerchampion allerede det første år – i hård kamp med Thorkild Hansen, som tilhørte samme årgang på trænerskolen.

Nogle år senere måtte Ole Petter imidlertid lukke forretningen, men vendte i 1987 tilbage som træner på Fyens Væddeløbsbane, hvor han et par år senere slog pjalterne sammen med kollegaen Klavs Anderson i en såkaldt popstald. Samarbejdet blev dog kortvarigt og i 1993 sagde Ole Petter definitivt farvel til et liv som professionel travtræner.

Fjerde generation
Da Ole Petter kom til verden i 1948 havde hans far, Carl Petter, haft travheste i nogle år – den første var Kiss Tally Ho, som han havde sammen med sin far, Peder Pedersen alias Domingo-Pedersen (ham vender vi tilbage) – men travhestene kom ind i familien allerede i slutningen af 1880’erne, hvor Ole Petters oldefar, mælkeforpagter Orla Pedersen, deltog i løbene på Kjøbenhavns Travbane på Lyngbyvejen.

-Fars første løbshest var en lille nordmand, der hed Humør. Og det var ikke kuskeuniformer som nu. Kuskene havde en hus på hovedet og på skulderen en sløjfe, der i farve svarede til huen. Sidst i 90’erne havde far heste som Dagmar III og Fenrikka. Hans træner var Joseph Griess, fortalte Domingo-Pedersen i et interview i 1962.

Ole Petters farfar, Domingo-Pedersen fik sit kælenavn efter sin bedste hest, Domingo, som han købte som 1½ års i 1920 for 2.000 kr. Domingo var i træning hos Koster og havde stor succes i 20’erne, hvor den vandt 23 løb og tjente næsten 52.000 kroner – det var rigtig mange penge dengang.

Berømte Domingo med træner Doelemann i sulkyen. Et typisk eksempel på en hest, der stort set havde “hele seletøjskammeret” på.

Alle kendte ”Bedstefar”
Der findes flere artikler om Ole Petters travsportsinteresserede familie i blandt andet Væddeløbsbladets gamle julenumre og han har også selv mange erindringer om både sin farfar, der var kendt af alle på de københavnske travbaner.

-Alle skulle hilse på ”Bedstefar” – han hed aldrig andet ude på travbanen. Han var kendt af alle trænere og staldfolk og havde altid en sjov bemærkning – der var altid et glimt i øjet, husker Ole Petter.

-Dengang var det kotume, at når hesteejerne kom ind i stalden, så var der drikkepenge til staldfolkene – det var lige før, at de stod med hånden fremme i porten når man kom ind i stalden. Jeg kan huske når jeg som dreng kom ud på banen sammen med far og bedstefar, så gik min bedstefar altid hen til den ældste staldmand og spurgte ”Vil De ha en lille ting til en kop kaffe?” – ”Ja tak”- og så fik han et stykke sukker – men også en 2-krone!

-Bedstefar var uddannet murer, men havde også været mælkeforpagter og fik senere en fisk- og grøntforrretning, og da han solgte den købte han Store Søhøj i Hørsholm, hvor han og min farmor boede da jeg var barn.

-Han købte oprindeligt Domingo til at køre på torvet med. Den var halvt galophest og egentlig opgivet som travhest fordi den var kugleskør, men så fandt han ud af, at den kunne løbe stærkt og besluttede sig for at prøve den på travbanen, hvor Domingo var hos både Klartoft, Doeleman og Koster.

Vokset op med travhistorier
Ole Petters far, Carl ”Petter” Pedersen, yndede at fortælle, at han i lighed med sin far begyndte at komme til trav allerede inden han blev født, men han blev altså først hesteejer i midten af 40’erne og havde gennem årene stor succes med heste som Roland, Sunlight, B.T., Fao og Gato.

Carl Petter kørte også selv amatørløb og vandt især mange løb med Fao, der i 1964 blev kåret som Årets Hest på Lunden.

Ole Petters far og farfar med sejrshesten Fao i midten.

Faderen var i øvrigt døbt Karl Pedersen, men da han fik sin første bagerforretning, omdøbte han den til Carl Petters Bageri og da han senere begyndte at køre travløb, stod der altid Carl Petter i programmet. Væddeløbsbladet var mere konservative og fastholdt at bruge hans rigtige navn, Karl Pedersen.

-Min var uddannet bager og fik sin første bagerforretning i 1942, men først da forretningen kørte på skinner, følte han, at han havde råd til at blive hesteejer, fortæller Ole Petter.

-Det første bageri lå på Østerbrogade, men i 1966 solgte han forretningen og flyttede til Høje Gladsaxe, hvor han startede det mest moderne bageri i Europa i Høje Gladsaxe Centeret.

-Min onkel (Ole Petters farmors søsters mand, red.), som overtog mine bedsteforældres fisk- og grøntforrentning, havde også forretning på Østerbrogade og de købte blandt andet Derbytoeren B.T. sammen. De havde også andre heste sammen og der blev altid snakket trav når vi var sammen med dem.

-Senere kom far ind i Det Danske Travselskabs bestyrelse og dengang var det almindeligt, at bestyrelsesmøderne blev holdt hjemme hos de respektive bestyrelsesmedlemmer. Han var også med i Amatørklubbens bestyrelse og ”Mandagsklubben” så jeg er virkelig vokset op med travhistorier og kunne ikke undgå at lære alle disse dejlige mennesker at kende.

-Det første Derby jeg så var Nollo (1951), men det var kun fordi min far havde optaget det på smalfilm. Det første Derby jeg kan huske er Rex Junior med Kurt Køppen, som min farmor kendte ud fra Grønttorvet. Vi sad oppe på den åbne tribune og jeg spurgte min farmor: ”Hvor han den mand sådan en flot køredragt på (Kurt Køppen kørte i Stald Italy’s karakterisktiske rød-grøn-hvide farver, red.)?” – ”Det er fordi han skal vinde Derby” svarede min farmor – og det gjorde han som bekendt også.

Opdrætter af Nallo
Carl Petter havde som nævnt forretning på Østerbro, men i midten af 50’erne blev han også gårdejer, da han sammen med Ole Petters føromtalte onkel købte Lykkesbo i Fredensborg.

-Dengang min far heste hos Jens Ipsen, som boede på Lykkesbo sammen med sin kone hvis forældre ejede gården, men de fik nogle økonomiske problemer og det endte med, at min far og onkel købte ejendommen mod at Jens Ipsen kan blive boende, fortæller Ole Petter.

-Det var et dejligt sted og jeg kom altid derop i mine ferier. Der hørte 45 tdr. land jord til gården, hvor der var både forvalterbolig og en forvalter. Der var plads til 25 heste på Lykkesborg og foruden min fars egne heste, havde han også heste opstaldet for flere københavnske trænere.

-På et tidspunkt blev min min far og onkel imidlertid uenige og ingen af dem ville lade den anden købe gården, der i stedet blev solgt til Axel Jacobsens far, Poul Jacobsen, der døbte gården om til Langesø.

-Min fars første opdræt og Sunlights første føl, Fao, blev født på Lykkesgård, men da det næste føl – Gato – kom til verden – var gården solgt og hestene stod nu hos Kaj A. Larsen på Stutteri Mariehøj ved Hørsholm, hvor min far havde sin heste stående i nogle år. Den næste i rækken var Hallo, som blev mor til blandt andet Nallo (vinder af blandt andet Mesterskab for Danmark), der nok var min fars bedste opdræt.

-Mens jeg var i Sverige (se senere) købte min far et stutteri i Karise på Stevns, hvor han havde sine følhopper stående. Jeg mener han solgte det omkring 1974. Jeg kan blandt andet huske, at min bedstefar, som på det tidspunkt var blevet enkemand, fik et værelse på stutteriet og boede der til sin død.

Minder om Gunnar ”Nu” Hansen
Ole Petters far havde blandt andet heste for Harald Hammer, som tit havde sin gode ven Gunnar ”Nu” Hansen med når han kom ned og besøgte Carl Petter på stutteriet i Karise.

-Jeg kan huske, at de ofte kom sammen med amatørkusken Erik Madsen og et par damer, og så skulle de altid ud og se på heste i folden, men det gad Gunner ikke, så han satte sig i stedet på gårdspladsen og sagde: ”Henter du ikke en øl, Ole?” – og så sad vi der og fik en øl, mens de andre så på heste, smiler Ole Petter.

-Gunnar kom også ofte i stalden hos mig, da jeg var teræn. Han deltog ofte i forskellige showløb og skulle altid køre en hest fra min stald. Det foregik i hvide gummisko – det så sgu sjovt ud!

Startede med ridebanespringning
Carl Petter havde gennem årene heste i træning hos både Koster, Mark ingdam, Palle Sperling, Jens Ipen, Gerhard Petersen, Jørgen Olsen og Andy Kierstein, som Ole Petter dermed lærte at kende ganske godt.

-Inden jeg selv fik lov til at køre, sad jeg utallige gange sammen med min far i roadcaren når han trænede sine heste hos Mark Ingdam, Palle Sperling og senere Jens Ipsen, siger Ole Petter.

-Jeg var jo pavestolt da jeg selv fik lov til at køre træningsarbejder, men var jo ikke gammel nok til at køre travløb, så jeg måtte finde på noget andet og det blev så ridebanespringning med nogle af Stutteri Ørnebjergs heste. Stutteriet fik blandt andet nogle heste fra Garderhusar-regimentet og de var jo vant til at blive redet på.

En ung Ole Petter på Bellahøj Dyrskuet i 1966 med følhoppen Hallo og føllet Mascot, der var storebror til Nallo.

-Min far havde som sagt heste hos Mark Ingdam, som han havde lært at kende i 30’erne, hvor de begge to kørte cykelløb på Ordrupbanen, og Mark var træner for Viggo Poulsen på Stutteri Ørnebjerg i Ølstykke. Det blev min indgangsvinkel til travsporten og jeg kom hele min barndom på Ørnebjerggård, hvor jeg blandt andet var med til at starte en rideklub op.

-Jeg fik indimellem lov til at køre den gamle Derbyvinder Kuno når den skulle røres, og nogle af de heste, som Viggo Poulsen havde, der kunne springe, fik jeg lov til at låne til ridebanespringning og tog dem med rundt i provinsbyerne – det var der jo lidt konkurrence i og jeg fik min lyst styret indtil jeg kunne få lov til at køre travløb.

Den første hest
Som nævnt i indledningen tænkte Ole Petter som barn og ungt menneske kun på at bilve travtræner – skolen trak ikke ret meget og det fik på et tidspunkt alvorlige konsekvenser for den unge mand.

-Den første hest jeg selv havde var Egoist, ja, det vil sige – det var jo min far, der stod som ejer, men han havde foræret mig hesten mod at jeg skulle lave mine lektier!

-Egoist stod på Stenrødgård i Lyngby i en lillebitte stald med tre bokse, hvor Joe’s Pride – Egoists far – også stod. Jeg kan huske, at Joe’s Pride stod med læderdækken og tremmer for halsen, fordi han ville bide sig selv; han havde vel fået pip af alle de bedækninger.

-Nå, men jeg cyklede i hvert fald hver dag ud til Egoist og red på ham i dyrehaven. På vejen hjem besøgte jeg som regel mine bedsteforældre i Gentofte og så var det ellers hjem og lave lektier.

-Det blev jeg ved med i en periode, men jeg lavede efterhånden mindre og mindre lektier, og det gik godt indtil en dag, hvor min far solgte Egoist – det blev jeg sgu ked af. Men jeg var slet ikke moden til at gå i skole. Jeg havde klæbehjerne og kunne mine ting, selvom jeg næsten ikke lavede lektier, og fik alligevel gode karakterer.

Staldmand i Sverige
Ole Petter fik amatørlicens som 18-årig i 1966 og vandt sin første sejr med hesten Gato. Samtidig var han godt i gang med sin konditoruddannelse og fortsatte som amatør yderligere et par år, hvor han blandt andet vandt amatørløbet ”Sølvskoen” på sin 20-års fødselsdag. Drømmen om at blive travtræner var dog intakt og i slutningen af 1968 fik han sit første staldmandsjob hos den svenske træner Birger Bengtsson.

-Jeg ville mere end jeg følte, man kunne lære herhjemme, så jeg rettede blikket mod Sverige og fik arbejde hos Jägersros førende træner Birger Bengtsson – Jägersro Gerhard Petersen, vil jeg kalde ham. En rigtig gentleman og meget dygtig træner, fortæller Ole Petter.

-Det var faktisk min far, som skaffede mig jobbet. Når Birger Bengtsson startede på Lunden, stod han altid hos Gerhard Petersen, hvor min far havde heste i træning i mange år, så på den måde lærte han Birger Bengtsson at kende.

-Jeg var derovre indtil jeg blev indkaldt til militæret på Vordingborg Kaserne, som lå rigtig godt i forhold til vores stutteri i Karise, så jeg kunne komme hjem og være med til at passe og træne hestene.

”Ingen ville ha’ mig”
Ole Petter mener selv, at han har været heldig i mange situationer livet igennem, og det lykkedes ham blandt andet at få overbevist sin befalingsmand på kasernen om vigtigheden af at komme på trænerskole frem for at ”spilde tiden” med at springe soldat.

-Dengang var der kun trænerskole cirka hvert femte år, blandt andet i 1969 og det var jo noget skidt når jeg var indkaldt. Men jeg blev på et tidspunkt chauffør for en obertsløjtnant på Svanemøllen Kserne og spurgte ham, om jeg kunne blive midlertidigt hjemsendt, så jeg kunne komme på skolen – det var vigtigt for min uddannelse, siger Ole Peter.

-Det var der ingen problemer med og efter fem måneder ved militæret, søgte jeg ind som staldmand på Lunden, men der var ingen, der ville have mig. Min far havde ellers en fire-fem heste, som han kunne putte ind hos en træner, så man havde brug for en mand, men de vidste godt, at jeg ikke ville være staldmand – det eneste jeg ville var at komme i gang som træner hurtigst muligt. Jeg spurgte flere, men der var lukket af.

-Man mente, at det var synd for dem, der havde gået og ventet på, at det skulle blive deres tur og det kunne jeg også godt forstå, men det skule jo ikke stå i vejen for mine ambitioner.

-Jeg var nødt til at se på hvordan jeg skulle komme videre, så jeg tog i stedet til Falster og startede først hos Arne Elgård sammen med Arvid Olsen og Peter Petersen. Siden kom jeg til William Günther fordi jeg godt kunne se, at jeg kunne lære meget mere hos ham end hos Elgård.

-Reglene var at man skulle på trænerskole i København, og jeg havde en Vespa scooter, så jeg kørte enten til Landbohøjskolen eller til Lunden, hvor vi blev undervist to gange om ugen. Nogle gange kørte jeg med Lena Jensen (senere Hansen) når hun skulle tilbage til Falster-banen, men når hun kun skulle ned til far (Jens Jensen, red.) i Leestrup, tog jeg selv scooteren. Det var nogle lange ture, men jeg var jo løbet på løbehjul hele vejen bare for at få den uddannelse!

Træner på Amager
I december 1969 bestod Ole Petter trænereksamen sammen med blandt andet Lena Jensen, Mogens Larsen, Torben Larsen, Henrik Mylner, Henning Fink, Bent Madsen, Thorkild Hansen, Finn Larsen, Rene Ravn, Henrik Vestergård, Karsten Andersen og Per Josephsen.

-Da jeg blev færdig med trænereksamen fik jeg stald på Amager, hvor jeg overtog Gerhard Petersens stald, og det var jeg selvfølgeligt dybt taknemmelig for, siger Ole Petter, der lige skulle have overstået de sidste måneder ved militæret, inden han kunne starte op som træner Grundlovsdag 1970.

-Jeg var den lykkeligste mand i verden – det var det, jeg havde drømt om siden jeg var knægt. Der var flere af mine ældre kollegaer, der ikke rigtig respekterede mig fordi de ikke mente, at jeg havde lært noget ved en dansk træner. Men da jeg var blevet trænerchampion anden gang sagde jeg: ”Vær I glade for, at jeg ikke har stået i lære i 10 år, så havde I aldrig haft en chance!”

-Nej, spøg til side – det gik jo lidt langsomt i starten, men jeg var bedøvende ligeglad med hvor mange løb jeg vandt det første år. Solen skinnede altid, syntes jeg, og jeg havde blandt andet fået lavet visitkort med teksten: Ole Petter – travtræner. Det var at sammenligne med en musiker, der udgav sin første LP.

Dream Team
I sin første hele sæson som træner (1971) vandt Ole Petter blot seks løb, men året efter kom det store gennembrud med 40 sejre. Samme år blev han trænerchampion på Amager for første gang.

-Pludselig begyndte det at strømme ind med heste og jeg fik råd til at ansætte Vagn Bruhn, som jeg kendte fra Nykøbing Falster, hvor han var hos Anthon Nielsen, siger Ole Petter.

-Ikke lang tid efter fik jeg Palle Günther ind som ”dreng” og sammen blev vi tre et dream team uden lige. Vi harmonerede simpethen så godt og hestene vandt bunker af løb.

-På det tidspunkt var travkrigen godt i gang. Lunden-trænerne boycottede jo Amager, men selvom jeg stod på Amager, startede  jeg på Lunden når jeg havde heste til det. Desuden ville mange hesteejere gerne have deres heste ud på Amager, hvor det var lettere at vinde løb når man kun var seks-syv trænere frem for det tredobbelte på Lunden, og det var én af årsagerne til, at vi havde så stor succes.

-Jeg blev også ret hurtigt formand for den lokale trænerforening, men det var ikke altid lige let. Jeg blev f.eks. upopulær da vi skulle forhandle løn og jeg gav staldfolkene lønforhøjelse, forddi jeg syntes de fik for lidt, men snart efter havde jeg Per Hansen (Lundens trænerformand) i røret: Det var sgu ikke så smart, Ole!

-Men jeg syntes det var vigtigt, at staldfolkene også var tilfredse. Det var indirekte også årsagen til, at jeg renoverede stalden på Amager fra A til Z, da jeg overtog den. Jeg har altid haft en idé om, at tingene skal være i orden både indvendig og udvendig. Det skal være sådan, at både hesteejerne og staldfolkene tænker: Her er dejligt at være.

I 1972 fik Ole Petter sin første storløbssejr med Paw Senator i Amagers 3-års Mesterskab. Samme år vandt parret også Rex The Great Løb på Lunden og var nummer tre i Skandinavisk 3-års Grand Prix.

Med Paw Senator vandt Ole Petter i 1973 sin første storløbssejr i Amagers 3-års Mesterskab

Fra Amager-tiden huskes også heste som Joe’s Sporup, Nurmi Hoff, Mads Lønbo, Opal Lønbo, Per Dan, Mai Tvilling, Morsøpigen, Laban og Kodan D.

”Tag et par år i provinsen”
Successen fortsatte i 1973, hvor Ole Petter vandt 36 løb og blev trænerchampion på Amager for andet år i træk, men på det tidspunkt var banens fremtid mere eller mindre beseglet. Opførelsen af Amager-Hallen havde slået benene væk under Axel Taarup & Co., som måtte sælge banen til Tårnby Kommune og i 1976 var det definitivt slut på Amager Travbane. Samme år åbnede Skovbo-banen, men det er en anden historie.

-På et tidspunkt i ’73 var jeg med til 60-års fødselsdag hos Otto Donatzky, der var blevet fyret som driftleder på Amager og jeg spurgte ham, om vidste noget om mulighederne for at blive træner på Lunden? siger Ole Petter.

-Han anbefalede mig at gå ind og tale med nogle af Det Danske Travselskabs bestyrelsesmedlemmer, der var med til fødselsdagen og de sagde: ”Ole, du er meget velkommen, men du kommer ikke ind – trænerne vil ikke acceptere dig. Et godt råd: Tag et par år i provinsen, så er alt glemt og så kan du komme ind på Lunden”.

-Det var selvfølgelig ikke lige det, jeg havde regnet med, men jeg kunne ikke rigtig gøre noget. Der var også tale om at lave en bane på Amager på 500 meter, men det syntes jeg ville være tæt på dyrplageri, så jeg begyndte at se mig om efter en anden bane.

Fyn er fin
Både Jydsk Væddeløbsbane og Billund Trav var inde i billiedet, men Ole Petter blev i stedet anbefalet at søge til Fyn og kontaktede derfor banens daværende driftsleder, Gerhard Riber, som i øvrigt senere blev ansat i Dansk Travsports Centralforbund.

-Jeg sagde til Riber, at jeg var interesseret i at flytte fra Amager, men der var desværre ikke staldplads, så det blev ikke til noget i første omgang, siger Ole Petter.

-Men dagen efter ringede Riber til mig og fortalte, at der nu var var plads på Fyn fordi en af banens galoptrænere skulle flytte til Århus, så det endte med at jeg overtog Helmuth Rasmussens gård tæt på banen og 1. januar 1974 startede jeg på Fyens Væddeløbsbane.

-De første tre måneder vandt jeg ingen løb, men så begyndte det at rulle og jeg endte faktisk med at blive champion det første år.

Med 42 sejre havde Ole Petter sin bedste sæson i karrieren. Otto Allen blev årets oftest sejrende hest med seks sejre, men Luther King, Tanja Dirt, Titan Star og Nestor Mosebæk bidrog også til successen.

Ole Petter med Lollo efter sejren i Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix.

Omvæltninger
Ole Petter fortsatte yderligere et par år som træner på Fyn, men i 1977 valgte han at lukke stalddøren.

-Det gik egentlig rimelig godt, men min karakter var nok meget svag – der var for mange øl i staldmiljøet og det ville jeg gerne ud af. Samtidig havde jeg også mødt min senere hustru, Dorte, og det var selvfølgelig også stærkt medvirkende til, at jeg traf den beslutning, siger Ole Petter, som herefter fik arbejde som pædagoisk medarbejder først på en kostskole og siden et børnehjem.

-Det lyder måske mærkeligt, at en travtræner pludselig skulle til at arbejde med børn, men der var faktisk ikke den store forskel. Det handler meget om kommunikation og med børnene gik det nemmere end med hestene.

-En dag fik jeg så pludselig tilbud om at komme til Mexico for at arbejde på verdens største konditori, hvor jeg blandt andet skulle undervise to af mine kollegaer i at lave dansk bagværk (primært petit four og kransekrage). Dét var jo mit gamle fag og min lillesøster havde allerede boet dernede i 10 år, så vi endte med at rejse derned og levede som verdens rigeste i det halve år vi var der. Vores liv blev delt op i før og efter Mexico.

-Efter det halve år var gået fik jeg tilbudt et fast job på en restaurant, der var ejet af en dansker. Jeg skulle starte som inspektør, men ville siden hen kunne komme til at overtage restauraten, så det lød jo mægtig godt og vi rejste hjem for at få papirerne i orden.

-Inden vi tog afsted havde Dorte været til en undersøgelse og da vi kom hjem, lå der et svar om, at hun havde celleforandringer – altså forstadier til kræft. Det betød, at hun de næste to år skulle have behandlinger og gå til kontrol, så jeg skulle selvfølgelig ingen steder og Mexico blev droppet.

”Det er lige dig”
I en alder af 32 år stod Ole Petter, som det meste af sit liv kun havde beskæftiget sig med travheste, pludselig midt i en skillevej. Han havde ikke lyst til at starte som træner igen og konditorfaget trak heller ikke så meget længere.

-Så en dag siger Dorte: ”Jeg har set i avisen, at du kan blive sygehjælper og plejer ud i én køre – det tager to år og man får lån under uddannelsen”! Det lød måske lidt interessant, men jeg vidste ikke var en plejer var, bortset fra at det var noget med psykiatri – og det havde jo ikke forstand på, siger Ole Petter.

-Jeg endte med at ringe til min tidligere svigerfar, som var overlæge på Nykøbing Falster Sygehus og han sagde: ”Det er lige dig”! – og så prøvede jeg at søge.

-Der var 1.300 ansøgere og de skulle bruge 30 elever, men jeg var heldig at komme ind og det viste sig, at være den helt rigtige hylde for mig. Inden jeg blev færdig med uddannelsen fik jeg tilbudt job på Psykiatrisk afdeling på Odense Sygehus, hvor jeg startede i 1983. Året efter kom vores søn Michael til verden, så der skete virkelig noget i de år. I 1981 var Dorte desuden blevet erklæret rask, så vi kunne begynde at se fremad igen. Jeg havde pludselig fri hver anden weekend – det var noget helt andet end at være travtræner.

Comeback som træner
Ole Petter slap dog ikke travsporten  helt, men fik i stedet igen amatørlicens og havde pæn succes i midten af 80’erne.

-Jeg begyndte at få flere og flere køreture og langsomt fik jeg lysten tilbage; der var noget jeg glemte at bevise, da jeg var træner første gang: AT der også var et mandfolk inden i, der kunne styre sig, filosoferer Ole Petter, som blev amatørchampion på Fyens Væddeløbsbane i 1987. Det blev til i alt 18 sejre, blandt andet i Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix med Lollo.

-Samme år startede jeg som træner 1. august, men jeg havde så stort et forspring, at jeg alligevel blev amatørchampion!

-Det gik også rigtig godt og i ’88 var jeg tæt på at vælte John K. af vippen som trænerchampion. Jeg tog også ofte til Lunden og var næsten hver gang med i afgørelsen, så det kørte virkelig og jeg fik masser af heste i træning.

-Men jeg valgte at beholde mit arbejde på sygehuset, hvor jeg gik over til fast nattevagt. Det var fuldstændig vanvittigt de år, hvor jeg tog ud på banen så snart jeg fik fri på sygehuset. Det var sgu hårdt, men jeg havde nogle fantastiske staldfolk med Peter Boris i spidsen og Dorte trak også sin del af læsset.

Popstald
I 1989 indledte Ole Petter et samarbejde med kollegaen Klavs Anderson og de to fynske trænere dannede en såkaldt popstald, der hurtigt blev en succes. Fra denne periode huskes især heste som Hans, Leslie Ann, La Nette, Lovely Music og ikke mindst Lollo.

-Vi fik rigtig mange heste ind på kort tid – det var helt vildt, husker Ole Petter, men samarbejdet varede dog blot et par år.

-Vi var gode til at varetage vores egne interesser frem for at arbejde sammen. Vi begyndte at gå og irritere os over hinanden, fordi vi arbejdede ikke efter det samme mål, men vores egne mål og på den måde gik der desværre lidt fnidder i det.

-Vi blev derfor enige om at gå hver til sit. Jeg fortsatte for mig selv, men jeg trappede stille og roligt ned indtil jeg stoppede definitivt i 1993 – og det var helt bevidst. 3. juledag 1989 havde vi mistet vores yngste søn (vuggedød) og jeg indså efterhånden, at jeg aldrig blev helt mig selv igen. Jeg var nødt til at vise, at jeg var den mand, jeg gerne ville være og var nødt til at skippe en af delene for at være sammen med familien – og det blev så travet.

Ole Petter arbejdede i alt 29 år inden for psykiatrien – 25 år på den lukkede og de sidste fire år den åbne.

-Jeg ser det som en form for udslusning, smiler han.

Nyforelsket
I dag nyder Ole Petter pensionisttilværelsen i familiens hus i Odense. Travsporten er ikke længere en del af hans liv, men som det fremgår af denne artikel sidder minderne stadig på nethinden.

-Nu passer jeg i stedet vores hus. Dorte arbejder stadig, men jeg glæder mig til at hun kommer hjem og vi bliver faktisk mere og mere forelskede for hver dag der går, selvom vi har kendt hinanden i over 40 år. Det lyder måske lidt mærkeligt, men sådan er det, siger Ole Petter.

-Siden jeg stoppede med at arbejde, har jeg taget to healeruddannelser og det har jeg haft meget fornøjelse af. Jeg har også brugt det på heste og laver blandt fjernhealing på min søster i USA; jeg kan ikke forklare hvordan det virker, men det gør det.

-Jeg følger da stadig med i travsporten og tjekker blandt andet Travservice.dk mindst én gang om dagen. Jeg var også på et tidspunkt med i Danmarkshesten, men det siger mig ikke så meget mere. Det skal på ingen måde forstås negativt, men jeg har fået fri – og det mener jeg bogstaveligt.

En anden tid
Ole Petter er glad for, at han ikke er travtræner i dag, hvor mange af landets trænere rejser rundt til de forskellige baner, fordi der ikke er ret mange løbsdage på deres lokale bane.

-Det var en anden tid dengang jeg var træner; når man havde havde fri, så havde man fri. Dengang kunne man – groft sagt – nøjes med at blive hjemme, hvor der som regel var løb hver eneste uge, siger Ole Petter.

-Meget har ændret sig siden da. Førhen stod alle trænerne med deres heste på banen, hvor der altid var liv. Hesteejerne kom og så deres heste træne, mens de fik en kop kaffe og hyggede sig. I dag er der stort set øde ude på Fyens Væddeløbsbane i hverdagen. Den charme savner jeg når jeg en sjælden gang tager ud på banen en formiddag, men jeg kommer der da trods alt jævnligt og så skal jeg blandt andet lige hilse på min gamle ven og kollega, Preben Kjærsgaard, som i sin tid havde Go-Go i træning for min far.

-Når det så er sagt, så er jeg dybt taknemmelig for, at jeg har været med i travsporten i en tid, hvor det virkelig var sjovt at være travtræner. Jeg har haft en pragtfuld tiden inden for sporten og lært en masse søde mennesker at kende – dem savner jeg indimellem.

TILBAGE TIL FORSIDEN