Hvor blev de af? – Martin Lund

Artikelsponsor (klik på banner):

Portræt af fhv. Odense- og Skovbo-træner Martin Lund (f. 1949), som bl.a. vandt Ekstra Bladets Rigschampionat to gange.

Som lillebror til Harald Lund – en af dansk travsports største profiler gennem tiderne – er Martin Lund i høj grad ”arveligt belastet” og han valgte også i en tidlig alder at gå i storebrors fodspor.

Martin Lund (2018)

I flere omgange var han også ansat hos Harald på Nykøbing F. Travbane, men startede sin karriere som selvstændig på Fyens Væddeløbsbane, hvor han på kort tid etablerede sig som en af banens førende trænere.

Det blev ikke til nogle championater – i årene 1975-80 gik titlen hvert år til Preben Kjærsgaard – men Martin var flere gange den førende lokale træner, hvilket gav adgangsbillet til Ekstra Bladets Rigschampionat, som han vandt to gange i hhv. 1977 og ’80.

I 1980 gik turen videre til Skovbo, hvor han var træner i godt fem år, inden Martin Lund valgte at forlade travsportens professionelle rækker. Han fik i stedet amatørlicens og havde pæn succes i flere år, men stoppede i 2006.

Det startede på efterskolen
Martin Friis Lund er næstyngst i en søskendeflok på syv, hvor Harald (1940-97) var ældst, så der er altså ni års forskel på de to brødre.

-Harald startede jo på Store Møllegård ved Hørsholm, men for mit vedkommende begyndte det med hestene faktisk på Klank Efterskole ved Galten, hvor forstanderen købte nogle rideheste mens jeg var der, og dem blev jeg blev sat til at passe – sammen med den kæmpestore have, fortæller Martin, som efter to år på efterskole kom videre til et galopstutteri!

-Både Harald og min anden bror Egon (far til den tidligere Århus-træner Henrik Lund, red.) havde begge været oppe på Store Møllegård, hvor Henry Christensen var stutterimester, og Egon tog med ham, da han senere kom op til et galopstutteri i Hornbæk, hvor jeg så også blev ansat 1. november 1965 da jeg var færdig på efterskolen.

-Jeg kan faktisk ikke huske hvad stutteriet hed, men det var ejet af en skibsredder, Bronton Jensen, som havde mange fine heste, bl.a. var to af de plage jeg passede, senere nummer et og to i Derbyet. Jeg faldt dog aldrig helt til, så jeg blev der kun det halve år jeg havde forpligtet mig til.

18-årige Martin Lund med Brother Hill (1967)

Med til at starte Nykøbing F Travbane
Takket være storebror Harald fik Martin nu arbejde på Amager Travbane hos Georg Andersen, som på det tidspunkt var udpeget til at være med til at opstarte den nye bane i Nykøbing.

-Georg skulle finde tre trænere til Nykøbing F-banen og det blev hhv. Harald, William Günther og Anthon Nielsen, og i sommeren ’66 tog vi alle sammen ned for at kigge på forholdene, så jeg har faktisk været med fra den spæde start, fortæller Martin.

Staldene på Nykøbing F-banen er oprindeligt bygget op omkring gården Norupgård, som det nye travselskab købte af Nykøbing Kommune for 200.000 kroner.

Gårdens bygninger blev ombygget til stalde med ca. 50 bokse, og derudover opførte Stald Dam & Co. (bagermester Vagn Poulsen m.fl.), som Georg Andersen var privattræner for, også en stald, hvor Henrik Thomsen i dag holder til.

-Da jeg startede hos Georg Andersen (Derbyvinder i 1959 med Victory King) havde han bl.a. Brother Hill, der var blevet Årets Hest på Amager i ’65, fortæller Martin.

-Efterhånden fik Harald flere heste og så kom jeg over til ham. Jeg fik også jockeylicens på dispensation, for man skulle dengang ha’ været ansat på en travbane i to år for at få licens og jeg havde kun været der i ni måneder, men de manglede jo kuske på Nykøbing, så jeg var kun 17 år da jeg kørte mit første travløb. Det blev dog ikke til nogen sejre det første år (Martin Lund kørte syv løb i 1967, red.).

I 1968 fik Martin sin første sejr med hoppen Katrice Tykskov, der siden blev solgt til en hesteejer hos Peter Bratholm.

Martin Lund som garderhusar

Ingen særbehandling til lillebror
Indtil Martin Lund blev indkaldt som soldat på Gardehusarkassernen i Næstved 3. februar 1969, nåede han også at være en kortere periode hos Anthon Nielsen.

-På et tidspunkt havde Harald ikke heste nok, så derfor kom jeg over til Anthon. Det var han ikke så begejstret for, men jeg skulle jo ha’ noget at lave. Jeg kom dog tilbage til Harald igen og var dér indtil jeg skulle ind som soldat, siger Martin.

-Jeg var indkaldt i 14 måneder og derefter tog jeg ind til Walther Kaiser-Hansen på Lunden, men vi “swingede” ikke rigtig sammen, så efter et halvt års tid kom jeg over til Aksel Pedersen, hvor jeg var indtil sommeren ’71 – tror jeg det var. På det tidspunkt skulle Arvid Olsen ind som soldat, så Harald manglede en mand og så kom jeg ned til ham igen.

-Jeg fik dog ingen særbehandling – snarere tværtimod – men en af fordelene ved at komme tilbage var, at der var nogle flere køreture end på Lunden, hvor man stort set kun kom ud i jockeyløbene, men på Nykøbing var der ofte tre-fire køreture samme dag. Det var måske ikke de store stjerner, men det lærte man faktisk meget af alligevel.

-Vi havde jo masser af heste dengang og de stod alle mulige steder. På banen var der fyldt op med 15-20 heste og senere købte Harald en ejendom tæt på travbanen, hvor han først byggede ni og siden hen yderligere seks bokse, så der var plads til 15 heste. Derudover var der også en gammel staklade, der var bygget op med jernbanesveller og blikplader, hvor der kun være fem-seks heste ude om sommeren – så alt i alt havde vi vel en 35-40 heste på det tidspunkt.

Martin Lunds første sejr i 1967 med Katrice Tykskov

-Der var nok at se til, men vi var også altid en fire-fem staldfolk. Arvid kom tilbage efter sin soldatertid og Birger Jørgensen startede også som ung knægt hos Harald. Jeg kan huske, at jeg engang “samlede ham op” og bar ham over på kontoret, efter han var blevet sparket af en hest, der slog ham bevidstløs i nogle sekunder.

41 sejre som jockey
Der kom efterhånden også gang i Martin Lunds egen karriere. I 1971 blev det således til syv sejre i 84 starter, mens det året efter – hvor Harald Lund blev landschampion for første gang med 126 sejre – blev til 12 sejre i 197 starter.

Det var dog langt fra nok til at blive landschampion. Dén titel sad Jens Jensen tungt på i de år; i ’72 vandt “Bonden fra Leestrup” – der officielt var førstemand hos sin datter, Lena Hansen – således 71 løb, mens Martins 12 sejre rakte til en femteplads blandt jockeyerne efter Jens Jensen, Peter Petersen, Peter Hansen og Preben Kjærsgaard.

Martin Lund vandt i alt 41 løb som jockey, bl.a. LFV’s 3-års Mesterskab 1975 med Tax Dyndmose.

Året efter vandt han også LFV’s 2-års Mesterskab med Arrido, som han gæstekørte for Arvid Olsen.


Træner på Fyn
Efter næsten ti år som staldmand havde Martin Lund fået mod på at stå på egne ben, og efter bestået trænereksamen søgte han om at blive træner på Nykøbing-banen.

-Jeg bestod trænereksamen i ’74 sammen med Arvid Olsen, Rigo Larsen og Peter Petersen, og en dag spurgte jeg et af bestyrelsesmedlemmerne, hvor mange der fik lov til at starte? “Alle sammen” svarede han – “Nå, men så kan du godt rive min ansøgning i stykker – det gider jeg ikke” sagde jeg; det var der slet ikke heste nok til, siger Martin.

-Jeg fortsatte i stedet hos Harald, men i slutningen af 1975 søgte Fyens Væddeløbsbane to ny trænere og det endte med, at jeg startede op 1. januar ’76 sammen med Kurt Hansen.

Martin Lund havde vundet mange løb som jockey på Sjælland, men var et ubeskrevet blad på Fyn, så det var nødvendigt med en “charmeoffensiv” for at få nogle heste i træning.

-Jeg mødte min senere kone Ingelise i 1972 og i ’74 købte vi Anthon Nielsens hus efter han døde, men det solgte vi så igen, da jeg fik tjansen på Fyn, hvor vi flyttede over 1. december ’75. Ingelise er bankuddannet, så hun blev bare overflyttet til den lokale afdeling i Odense, mens jeg tog ud på banen for at sondere terrænet, siger Martin.

Tina Justus

-Jeg vidste jo hvilken stald jeg fik, så der opholdt jeg mig ofte. Jeg skulle overtage Erik Hansens stald fordi han stoppede, og fik da også et par af hans heste i træning, men en dag talte jeg med min bror Egon, som havde et par heste og foreslog ham, at de kunne starte næste gang på Fyn.

-Det syntes han var en god idé og så fik de set mig – jeg tror jeg fik lovning på syv-otte heste den dag, og de KOM også da jeg startede, så det var meget positivt. En af de hesteejere jeg fik dengang var Peter Henriksen, som havde heste hos mig i alle de år jeg var træner, og som i øvrigt blev en rigtig god ven. Han havde bl.a. Tina Justus, som er den hest, jeg har vundet flest løb med.

Gennembruddet
Martin Lund kom fint fra start med 30 sejre det første år og blev dermed den mest vindende lokale træner, men i de år havde Preben Kjærsgaard nærmest abonnement på championatet, så det blev ikke til nogle championater på Fyens Væddeløbsbane.

-Jeg var dog tæt på ét år, men den dag det skulle afgøres, blev løbene aflyst pga. snestorm, griner Martin.

Til gengæld vandt han i 1977 den første udgave af Ekstra Bladets Rigschampionat, en nyindstiftet kuskematch og forløberen for DM for Travtrænere med deltagelse af de to bedste lokale trænere fra de otte danske travbaner. Der blev i starten kørt to indledende afdelinger, hvor de seks bedst placerede kuske OG heste kvalificerede sig til finalen. I finalen blev der trukket lod om hestene.

Martin Lund med Ekstra Bladets Gyldne Hjelm efter sejren i Rigschampionatet i 1977.

Fyens Væddeløbsbane var det første år repræsenteret af Martin Lund og Ole Petter, som begge kvalificerede sig til finalen, hvor Martin Lund trak Tonny Phil, der havde vundet sin indledende afdeling for Peter Petersen.

Den anden indl. afdeling gav sejr til Harald Lund med Tobbi S, der også blev favorit (19:10) i finalen med Jørgen Olsen i sulkyen, men det blev til galop i første sving og så var vejen banet for en overraskelse.

Dén sørgede Martin Lund for i skikkelse af tredjefavoritten (83:10) Tonny Phil, der sejrede knebent foran Snuser med Karsten Andersen. Snuser var pudsigt nok trænet af Martin selv og hesten, der sikrede ham en finaleplads, men den var også tæt på at koste ham den samlede sejr i Rigschampionatet!

Successen fortsatte de følgende år med over 30 sejre hvert år og i 1979 havde Martin sin bedste sæson nogensinde med 50 sejre, men måtte endnu engang bøje sig for Preben Kjærsgaard, der blev champion på Fyn med 65 sejre.

Han fik dog en form for revanche det efterfølgende forår, hvor Martin atter vandt Ekstra Bladets Rigschampionat efter en finalesejr med Ascari Bangsbo.

Samtlige vindere af Ekstra Bladets Rigschampionat

Sjovt nok havde han også en andel i Mogens Larsens sejr i 1979, hvor Lunden-træneren vandt finalen med Martin Lund-trænede Sputnik Hanover, som Martin selv vandt mange løb med. I samme årgang vil mange sikkert også huske føromtalte Snuser, ligesom Martin Lund i den periode også havde fin succes med heste som Piet Valentine og Alf Cathrineberg.


Rejsen til Amerika
Sejren i Ekstra Bladets Rigschampionat blev udover “Den gyldne hjelm” belønnet med et flot guldur og – ikke mindst – en tur til USA sammen med Tarok, der det år repræsenterede de danske farver i VM på Roosewelt Raceway i New York.

-Det var en kæmpe oplevelse; der var jo flere hundrede mennesker med på turen og vi var bl.a. rundt og se flere af de store turistattraktioner i New York, mindes Martin, som også deltog i en kuskematch på Roosewelt Raceway sammen med Jørn Laursen og trænerkollegaerne Hans Bagge og Jens Ferløv.

-Det var sjovt for det var jo en pacer jeg kørte, og det havde jeg aldrig prøvet før. Det kan godt være at jeg misforstod noget, men jeg mener de talte om, at den ikke var så hurtig fra start; det var dog ikke det indtryk jeg fik, da jeg var ude og afcantre den.

-Jeg tænkte: “Tak skal du ha’ – den er godt nok hurtig” – og jeg fløj også til spids, men den kunne jo ikke stå hjem og jeg var nummer fem, mens Hans Bagge blev nummer fire. Hans havde jo i øvrigt selv været i USA og arbejde som ung og der var stadig nogle derovre, som kendte både ham og Viggo Andersen, som dog ikke var med på turen.

-Jeg kan også huske, at jeg sammen med bl.a. Karsten Bønsdorf var ude og se The Meadowlands, der lige var åbnet på det tidspunkt; det var meget spændende.


Fem år på Skovbo
Efter godt fire år på Fyn gik turen videre til Skovbo, hvor man også søgte nye trænere og i 1980 startede Martin Lund som træner på den midtsjællandske bane sammen med Anders Jensen og Kim Petersen.

Martin Lund, Anders Jensen og Kim Petersen som nystartede Skovbo-trænere i 1980

-Jeg fik en seks-syv heste med fra Fyn, bl.a. Sputnik Hanover, som jeg vandt en del løb med. Den havde startet i handicap i Billund, da vi købte den og det blev en rigtig god hest, siger Martin, som efter en lidt træg start med 17 sejre det første år, fik god gang i forretningen og vandt hhv. 29-34-28-37 og seks sejre de sidste fem år han var træner.

Fra Skovbo-tiden huskes især heste som Atlas, Cleo Vanggård, Call Me Katvad, David B, Duks Epival, Edmund, Endo Bjørnkær og First Yankee – og så var Martin Lund også en af de mange kuske, som kørte sejrshesten Copperscot på dens imponerende sejrstogt (18 sejre på stribe) rundt om i landet i 1983-84.

-Den dag jeg kørte Copperscot på Skovbo havde han tillæg og de kørte ingenting undervejs, så det skulle gå stærkt til slut hvis vi skulle nå frem, men det lykkedes heldigvis, mindes Martin.

-Det gik med andre ord fint og det år jeg stoppede (1985) havde jeg da på et tidspunkt omkring 20 heste i træning, men jeg var gået lidt død i det, for det er altså syv dage om ugen 365 dage om året – og skulle man noget, måtte man nærmest snige sig til det. Det gik jo ikke i længden. Jeg var 35 da jeg stoppede og tænkte, at hvis det skulle være, så skulle det være nu, inden jeg blev for gammel, mindes Martin, som kort tid efter han stoppede som træner, fik arbejde hos virksomheden H. Daugbjerg A/S i Herlev.

-Jeg beskæftigede mig mest med turbo-eftermontering til traktorer og da jeg holdt op efter 28 år, var jeg stort set den eneste, der vidste noget om det, for alle de andre var jo også holdt op.

-Jeg vil ikke sige, at jeg fortrød at jeg var stoppet som træner, men de første tre år jeg var hos Daugbjerg, kunne det godt trække lidt i mig om sommeren, hvor jeg savnede travbanen, men når det så blev vinter og surt vejr, gik det over igen. Jeg har aldrig været vild med regnvejr og slet ikke når man skulle køre løb, men dengang var der jo løb fem-seks gange om ugen året rundt – og det var altså bl.a. det jeg efterhånden var løbet noget sur i.

Martin Lund vandt i alt 300 løb som træner.


Amatør og opdrætter
Efter Martin Lund stoppede som træner i 1985 fik han jfr. DTC’s regler ét års karantæne, inden han kunne erhverve amatørlicens.

Han vandt bl.a. en afdeling i Amatør Grand Prix 1987 på Skovbo med G G og vandt i alt 33 løb som amatør – den sidste i 2000 med Bill Reenberg-trænede Crowns Croslee på Lunden.

Martin Lund vandt i alt 374 sejre.

Martin Lund har også forsøgt sig som opdrætter, men det blev kun til et enkelt føl, Liberty (f. 2003) efter Sirocco Spur og Saiga (Buckfinder), som han havde lånt af Jørgen Plambech.

-Liberty kunne godt løbe stærkt, men blev aldrig til noget, siger Martin, der stoppede som amatørkusk i 2006.

-Jeg følger stadig med i travsporten og ser altid løb når jeg er hjemme. Det har ikke førsteprioritet længere, men det var en rigtig god tid, de 20 år jeg tilbragte på travbanen som professionel.