Travsportshistorie.dk

Frank Starr

Portræt af globetrotteren Frank Starr (1858/59-1937), der sluttede sin eventyrlige trænerkarriere i Danmark. 

Vi er tilbage i travsportens barndom – formentlig i årene lige efter 1. verdenskrig. Scenen er Charlottenlund Travbane – det står ned i tove og overstarter Hedegaard, iført høj hat og megafon (en såkaldt “råber”) kæmper med at få feltet afsted.

Gang på gang går flaget ned – men hver gang drejer Frank Starr i den forkerte retning.

“Drej, Starr!” – “Drej nu, for h……, Starr!” – men det hele preller af på den amerikanskfødte træner.

Endelig kommer feltet afsted – og Frank Starr vinder løbet, men bliver efterfølgende kaldt i dommertårnet for at forklare sig.

Det Danske Travselskabs senere sekretær, Helge Marks-Jørgensen var manden, som skulle forholde Frank Starr anklagerne om ulydighed i starten – “Men aldrig skal jeg glemme, da Starr med den mest uskyldsrene mine svarede: Well, I couldn’t understand Mr Hetgard, him howling “Dry, Mr. Starr” some dozen times and at last I believed him having grown quite mad. My happy aunt, I can’t keep myself dry when it’s raining like hell!

Ovenstående anekdote er blot ét af utallige eksempler på Frank Starrs tvister med diverse officials i de ca. 15 år han var træner i Danmark. I Dansk Trav Derby 1915 fik han f.eks. en bøde for “ulydighed mod starteren” og i 1923-derbyet blev han idømt en bøde på 500 kr. for at forhale starten.

Historien er samtidig et udmærket eksempel på Starrs manglende vilje til at tale og forstå det danske sprog.

Som Helge Marks-Jørgensen skriver i sine erindringer om Frank Starr: “Jeg aner den dag i dag ikke om Starr kunne et ord dansk eller ej. Jeg tror nok, at han kunne det; for selv om han altid havde Fru Starr (som var født i Danmark – herom senere, red.) som tolk, skulle det synes umuligt, at der ikke måtte hænge noget ved. Men hvis han kunne det, holdt han masken godt, for hver gang jeg forsøgte at overrumple ham ved midt i det engelske, at stikke en dansk sætning ind, vendte han sig til Fru Starr og spurgte: “What does he mean?””

Set i bakspejlet er der næppe nogen tvivl om, at Frank Starr i hvert fald FORSTOD dansk – at han nægtede at tale sproget, var nok mere et udtryk for stædighed. Han kunne efter sigende skælde en journalist huden fuld på dansk, hvis der var skrevet noget om ham, som han ikke syntes om. Sådan var han bare – at dømme ud fra interviews og samtidige beskrivelser – og så længe hesteejere og andet godtfolk accepterede hans holdning og talte engelsk med ham, var der jo ingen grund til at spilde tiden med at lære at tale det danske sprog.

Men hvem var han egentlig, denne stædige amerikaner?

Træner i USA, Rusland og Danmark
For mange er Frank Starr utvivlsomt et af de mere ukendte navne i dansk travsports historie, selvom han trods alt vandt både Derby med Prins Beautaw, Kriteriet tre gange og Mesterskab for Danmark tre gange. Som træner og hestemand var han imidlertid fuldt på højde med samtidige profiler som Koster, Sørensen, Groch, Rabenhorst og Fischmann – og hans historie mindst lige så interessant.

Inden han i 1912 – i en alder af 53 år – slog sig ned i Danmark som privattræner for bygmester C.L. Müller, havde Frank Starr i mange år været et stort navn i Rusland, der dengang var et af verdens førende travsportslande. Han vandt storløb på stribe og tjente masser af penge, men kulden i St. Petersborg blev til sidst for meget for familien, der i stedet satte kursen mod det mildere klima i Norden.

Allerede året efter vandt han Dansk Trav Derby med Prins Beautaw og de næste 16 år havde Frank Starr fin succes, men i 1929 var det slut. Han stoppede som træner og fortsatte i stedet som medhjælper i stalden hos kollegaen Max Rabenhorst, som Frank Starr tidligere havde haft et samarbejde med. I 1927 dannede de således Danmarks første “popstald” der dog aldrig blev den store succes.

Efter en periode med økonomiske problemer – Frank Starr forblev amerikansk statsborger og kunne derfor ikke få nogle former for offentlige ydelser i Danmark, da han blev arbejdsløs – vendte han tilbage til sit fødeland.

Det gik imidlertid ikke helt som Frank Starr havde håbet, og han døde som en fattig mand i 1937.

En trist afslutning på en stor karriere, der spredte sig over seks årtier på tre kontinenter.

Dette er historien om globetrotteren Frank Starr.

I storebrors fodspor
Frank Starr var født i 1858 eller ’59 – folketællingerne (som vi vender tilbage til) bringer begge årstal – og i Væddeløbsbladets nekrolog står der bl.a., at Frank Starr startede sin karriere inden for travsporten i 1875,  dvs. da han var 16 eller 17 år.

Hans storebror, George Starr (1852-1945), var i mange år en af USA’s førende trænere, så der er næppe nogen tvivl om, hvorfra Frank Starr fik sin interesse for travsporten, men ellers er det yderst begrænset hvor meget vi ved om starten på hans karriere.

Det er meget sandsynligt, at Frank Starr begyndte som staldmand hos sin storebror, men første gang man støder på hans navn er faktisk først i 1886, hvor han iflg. avisen Baltimore Sun var træner i Baltimore i staten Maryland.

I en rubrikannonce for “Stevens Wagons” står der således:

“General Frank Starr, træner af så velkendte travere som Jessie G og Eddie B, vindere på Pimlico (Pimlico Racecourse i Baltimore, der stadig eksisterer som galopbane, red.) siger at Stevens Wagons er alt hvad man kan ønske sig. Han har brugt dem de sidste ti år på vej og bane. Kan ses hos P.D. Schmidt & Co, 94 West Payette Street.”

Man kunne således fristes til at tro, at Frank Starr havde en baggrund i militæret, men det er vel næppe sandsynligt, i og med at han som 16-17-årig startede sin karriere inden for travsporten. Måske snarere et salgstrick fra annoncøren?

I september 1887 vandt Frank Starr et heatløb med hesten Eddie B – også stavet Eddy B – der sammen med Tom Bayard angiveligt var hans bedste heste de år, hvor han primært kørte løb på banerne i Baltimore, Pimlico Racecourse og Arlington Driving Park samt Gentleman’s Driving Park i Philadelphia.

Andre gode – omend for eftertiden ukendte – heste fra den periode var Harry Bashaw, Harry Owens og Jake Kilrain, der var opkaldt efter bokseren af samme navn, der havde sin storhedstid i 1880’erne og som Frank Starr angiveligt kendte personligt.

Baltimore Sun 18. oktober 1888

Ejer af travbane
Det fremgår af diverse avisartikler, at Frank Starr var en populær skikkelse i Baltimore og tilsyneladende også en mand med penge på kistebunden. 16. oktober 1888 kunne Baltimore Sun således meddele, at Arlington Driving Park var blevet solgt til den 30-årige træner!

Hvordan det gik med Arlington Driving Park vides ikke – det er kun sjældent man støder på Frank Starrs navn i aviserne i 1888-89 – men den 18. august 1890 kan man i Baltimore Sun læse, at Gentleman’s Driving Park dagen efter afvikler et løb, hvor overskuddet går til Frank Starr, der er kommet til skade i et løb og indlagt på et hospital i Baltimore.

Budd Doble

Andentræner hos Hall of Fame-træner
I slutningen af august 1890 bragte Baltimore Sun en annonce, hvor Frank Starr havde to heste til salg. Han underskriver sig som “Frank Starr, Gentleman’s Driving Park” – og det er sidste gang man støder på hans navn, indtil han i 1892 dukker op som andentræner hos legendariske Budd Doble, der bl.a. havde berømte stjerner som Dexter, Goldsmith Maid og Nancy Hanks, der alle er tidligere indehavere af den absolutte verdensrekord (KLIK HER).

Hvornår han startede som hos Budd Doble er således usikkert, men i og med at Frank Starr var sygemeldt i efteråret 1890, er det vel mest sandsynligt at han flyttede til Dobles træningskvarter i Terre Haute, Indiana engang i 1891.

Stjernespækket stald
I føromtalte nekrolog står der bl.a., at Frank Starr – da han rejste tilbage til USA i begyndelsen af 30’erne – formentlig håbede på, at man stadig kunne huske ham, som havde kørt med Maud S og Nancy Hanks, men det er en sandhed med modifikationer.

Nancy Hawks

Maud S sluttede således karrieren i 1885 og var i øvrigt i træning hos William Bair, hvor Frank Starr formentlig ikke har været ansat, men det vides ikke med sikkerhed.

Måske man i artiklen har taget fejl af Maud S og Goldsmith Maid?

Nancy Hanks kan han imidlertid sagtens have kørt, i og med at hun var i træning hos Budd Doble – og tre gange i løbet af året 1892 forbedrede den absolutte verdensrekord fra 1.19,1 til 1.17,1 med træneren selv i sulkyen. Det er dog meget sandsynligt, at Frank Starr har kørt Nancy Hanks i træning og måske også i løb.

Desværre findes der ingen kuskestatistikker fra den tid.

Efter tiden hos Budd Noble blev Frank Starr en slags stutterimester på en farm i Des Moines i Iowa, inden turen i 1896 gik mod Rusland.


Til Rusland 
I maj 1896 rejste Frank Starr sammen med familien – hans første hustru og parrets to sønner, George og Frank, Jr. – til Rusland, hvor han startede som privattræner for amerikaneren Frank Keitens stald.

Avisen Baltimore Sun bragte den 22. marts 1908 en stor artikel om Frank Starr og hans karriere i Rusland, hvor han på daværende tidspunkt boede sammen med sin hustru og nu tre sønner, George, Frank Jr. og “Baby Freddy” på et par år, at dømme ud fra billedet – men der er noget, der ikke helt stemmer.

Frank Starr blev i 1906 gift med danske Julie Martha Constance Antonie, som var født i 1874 i Lindelse på Langeland og udvandret til USA i 1894 sammen med sine forældre, gæstgiver Niels Høi Graver og Hanne Marie Caroline Frederiksen. Iflg. en folketælling fra 1921, hvor familien boede i Danmark, var der for begge parters vedkommende tale om andet ægteskab.

I 1908 fik Frank og Julie deres eneste barn, datteren Viola Caroline Martine Starr, som blev født den 5. maj i Moskva – altså mindre end to måneder efter føromtalte artikel. Det er derfor sandsynligt, at Frank Starrs første hustru var død, i og med at de tre sønner, hvoraf den yngste altså blot var et par år, boede hos deres far.

Privattræner for storfyrsten
Frank Starr fik efterhånden skabt sig et stort navn i Rusland, men i begyndelsen var han – at dømme ud fra en artikel i den amerikanske avis The Courier-Journal i november 1897 – ikke videre begejstret over de russiske heste:

-De russiske Orloff-travere er nogle feje hunde, og den største flok forfalskninger (“counterfeits”) jeg nogensinde har set, skrev han bl.a. i et brev til avisen.

Starr korresponderede i det hele taget flittigt med venner og bekendte i sit hjemland. I marts 1899 berettede Philadelphia-avisen The Times således, at man havde modtaget et brev fra Frank Starr, som kunne fortælle at den amerikanskfødte hest Bayreuth havde vundet et internationalt løb i Moskva i tiden 2:14/3200 meter foran en anden amerikaner, Nominee i 2:17 1/4. Begge heste var efter Stranger. Hvilken tilknytning Frank Starr havde til de to heste, meldte historien dog ikke noget om.

På det tidspunkt var Frank Starr formentlig begyndt som privattræner for den russiske storfyrste Dmitrij Konstantinowitsch, som havde det berømte Dubrowski Stutteri i Poltawski. Herfra deltog han i løb på banerne i Moskva og St. Petersborg.

Kilden til Frank Starrs år i Rusland er en af hans tidligere hesteejere, Oberst P. Kotliarewsky, som på et tidspunkt emigrerede til Danmark. I forbindelse med Frank Starrs død i 1937 skrev Kotliarewsky en nekrolog i Væddeløbsbladet, hvor han så tilbage på årene i Rusland. Dog skal oplysningerne tages med en gran salt, for som han skrev: “Dette kan kun blive efter min hukommelse, idet jeg slet ikke er i besiddelse af materiale til bedømmelse af hans gerning, og desuden er erindringen naturligvis svækket fordi Starrs virksomhed i Rusland ligger 35-40 år tilbage i tiden.”

Inden Frank Starr kom til storfyrsten havde han allerede vundet flere store løb som privattræner for “den bekendte sportsmand Thedosin” – men det var altså først under sin ansættelse hos Dmitrij Konstantinowitsch at han for alvor fik slået sit navn fast med syvtømmersøm.

“Kusk og sulky måtte veje 200 pund”
Det er desværre begrænset hvad der findes af skriftligt materiale om Frank Starrs år i Rusland, bortset fra Kotliarewskys nekrolog og en række større og mindre artikler fra nogle amerikanske aviser, men Starr greb som nævnt ofte selv pennen og skrev om sine bedrifter i det store land mod øst.

De amerikanske aviser skrev indimellem om Frank Starr – her Chicago-avisen The Inter Ocean, 22. december 1901

I oktober 1901 kunne Baltimore Sun således berette, at Frank Starr det forgangne år (fra april 1900 til april 1901) havde indkørt 53.000 Rubler, hvilket svarede til ca. $ 25.000. Året før blev det til 24.000 Rubler og staldens bedste hest hed Baron Rogers; formentlig en amerikanskfødt hest, der med tiden 9:42 satte ny verdensrekord på distancen fire engelske mil – ensbetydende med 6.436 meter.

-I Moskva vandt jeg The Emperors Cup. I det løb skulle hestene løbe 2 2/3 mile (4.290 meter) og kusken og sulkyen måtte veje 200 punds (ca. 91 kg), fortalte Frank Starr.

-Jeg vandt også The Empress Cup, The Imperial Cup, The Gran Duke Dimitry Gold Medal og The Big Moscow Prize. Det sidste løb gik over tre miles (4.827 meter) og med tiden 7:09 3/4 satte min hest ny europæisk rekord.

Under sit ophold hos storfyrsten var Frank Starr også på besøg i Frankrig, men hvordan det gik, vides desværre ikke.

-I nogle sæsoner havde storfyrstens stald under Starrs ledelse exceptionelt interessante resultater at opvise, dels ved at hestene slog alle tidligere rekorder og dels ved at vinde store klassiske løb og meget store pengesummer, selv efter russiske forhold, skrev Kotliarewsky i sin nekrolog.

Frank Starr vandt også bl.a. det russiske Derby med Byloj, som Kotliarewsky beskriver som hans bedste hest i Rusland.

Udelukket ni måneder
Rusland er kendt for Orloff-traverne, der oprindeligt var et resultat af en krydsning mellem en Araberhingst og en dansk Frederiksborg-hoppe. Føllet blev senere far til Orloff-traverens stamfader, Bars I, der var efter en hollandsk friserhest.

Orloff-traverne var selvsagt populære i deres hjemland, men i begyndelsen af 1890’erne indså russerne, at det var nødvendigt med udenlandsk blod for at komme på højde med de amerikanske heste. Derfor begyndte man omkring 1893-94 at importere en del heste fra USA til Rusland, som ønskede at forbedre både sporten og avlen.

De ambitiøse russiske storhesteejere fik også “lokket” et antal amerikanske trænere til Rusland, og Frank Starr var ikke den eneste, der fik succes.

En anden var John Oliver Keene, som var privattræner for M.I. Lazarry. Stalden vadede i succes – inden for fem måneder i 1903 blev det således til 79 sejre og over $ 100.000 i indkørte præmier (iflg. Oakland Tribune, 2. september 1903), men en dag gik det galt.

The Brownsville Herald 14. maj 1908

Keene blev anklaget for doping – han skulle efter sigende have medicineret nogle af sine heste med et morfin-præparat – og blev idømt ét års udelukkelse, men ankede dommen til føromtalte den storfyrste Dmitrij Konstantinowitsch, der var protektor for de russiske hestevæddeløb. Det videre forløb kendes dog ikke.

Frank Starr blev også involveret i en dopingsag for at have anvendt en såkaldt “Speed eliksir”. Han erkendte at have brugt præparatet, men kun til at smøre på hestenes ben som afkøling efter et arbejde. Dén købte dommerne ikke og Frank Starr blev suspenderet i ni måneder.

På vej til Texas
Senere fik Frank Starr igen gang i forretningen, men kulden i St. Petersborg var til stadighed en udfordring for familien Starr.

I maj 1908 kunne Texas-avisen Brownsville Herald under overskriften “Russia too cold” fortælle, at Frank Starr havde skrevet til en Mr. W.M. Byington og bedt ham om at finde en farm “hvor de kan tø op inden de dør.”!

Det blev dog aldrig til noget og næste gang man støder på Frank Starrs navn i aviserne, er i november 1909, hvor The Wilkes-Barre Record beretter, at de to amerikanske trænere Ed “Pop” Geers og Lon McDonaid planlægger en tur til Rusland i løbet af vinteren, hvor de vil se nærmere på forholdene i russisk travsport. Her nævnes Frank Starr som en af de i alt fire amerikanske trænere, der pt. arbejder i Rusland.


Frank Starr (t.h.) efter en sejr i Sandeman Cup 1924 på Lunden med Lee Axworthy Jr., der var ejet af bygmester C.L. Müller (t.v.) – hans første hesteejer i Danmark.

Danmark via Sverige
Første gang Frank Starr kom til Danmark var i begyndelsen af sæsonen 1912, hvor han var hyret som privattræner for C.L. Müller i Malmö, der formentlig havde truffet Starr i forbindelse med vinterløbene i Stockholm i vinteren 1911/12. Hidtil var Müllers heste blevet trænet af Robert Stolle.

På premieredagen sluttede han uplaceret med Times, men vandt snart efter sin første sejr i “Slået handicap” med hesten Irroy, der sejrede overlegent til odds 25 gange pengene.

Han vandt også løb med Times og to af Müllers andre heste, Borenut og Lady Chimes, men årets største sejr kom med Julius Pajonceks Alabama Bond i Internationalt Sommerløb i tiden 1.29,8/3525 meter. En efter datidens forhold meget flot præstation, ikke mindst fordi Alabama Bond formåede at give 50 meter forud til favoritten Ivan le Terrible, der blev nummer to, mens Pajoncek selv blev nummer tre med Cortella.

I 1912 startede Frank Starr i øvrigt også på Kjøbenhavns Traverbane på Lyngbyvejen, hvor der netop dét år blev arrangeret et par ekstradage inden banen for evigt blev lukket ned. Her vandt Starr det første løb med C.L. Müllers Florence.

Publictræner og Derbyvinder
I 1913 blev Frank Starr publictræner og vandt bl.a. en del løb med bygmester Olanders Grace Bond og Lizette Dillon, men fik også sit store gennembrud med Prins Beautaw, der i overlegen stil vandt Dansk Trav Derby i rekordtiden 1.30,2/3000 meter – en forbedring af Derbyrekorden på over fem sekunder! Prins Beautaws rekord blev først forbedret af Cyrano i 1922 til 29.4.

Prins Beautaw havde året inden vundet Kriteriet for Sofus Sørensen, men ved sæsonens afslutning var hesten slidt og blev skiftet til Frank Starr, som altså formåede at få liv i Prins Beautaw igen.

Efter Derbydagen forlod Frank Starr pludselig Danmark og rejste til Østrig, hvor han blev hyret som privattræner for en storstald i Wien med omkring 150 heste. Det er uklart hvordan han fik kontakt med den østrigske hesteejer, men han havde i hvert fald stor succes i Wien og vandt bl.a. seks løb på samme dag.

I slutningen af 1914 vendte Frank Starr dog atter tilbage til Danmark, hvor han blev privattræner for en af datidens storhesteejere, Henrik Hansen, som tidligere havde fejret store triumfer med Franz Smrcka som træner.

Efter Smrckas død overtog hollandske Mol ansvaret for Henrik Hansens heste, men han blev i 1914 udelukket på livstid i dansk travsports første dopingsag. Han havde hældt en flaske brændevin (!) i den franske hest A Harcourts vandspand forud for et løb, som hesten vandt overlegent.

Efter Mols exit gik Henrik Hansens heste til Frank Starr, som bl.a. vandt Dansk Trav Kriterium med Pierrot, men også havde fin succes med heste som Cruquis Diamant, Kathrine Custer, Harlekin og Columbine.


Privattræner for skibsreder og gullaschbaron
I 1917 fik Frank Starr Worthy T i træning og den amerikanskfødte hingst markerede sig hurtigt som en af hurtigklassens bedste heste. Han gav bl.a. travdronningen Queen kamp til stregen i den første udgave af Mesterskab for Danmark, men galoperede i mål som nummer to.

Worthy T blev kort tid efter solgt til den norskfødte skibsreder Steen Giebelhausen, som Frank Starr nu blev privattræner for. Giebelhausen – en af de såkaldte gullaschbaroner, som tjente enorme summer under 1. verdenskrig og som inden sæsonen 1917 havde købte hele Nils Brækkes stald.

Brække var også nordmand, men var aktiv i Danmark fra travsportens tidligste barndom og vandt bl.a. Derby med Saturn (1912), ligesom han fire gange var amatørchampion i årene 1907-21.

Steen Giebelhausen blev på få år kendt i det københavnske societyliv som ekstremt ødsel og som storforbruger af luksus. Han ejede bl.a. fem forskellige herregårde i Danmark og havde på et tidspunkt 16 heste i træning hos Frank Starr, heriblandt Worthy T, der i de første efterkrigsår var nærmest enerådende i hurtigklassen med sejr i Internationalt Sommerløb over 3000 meter i både 1918 og ’19.

Som mange af de andre gullashbaroner revnede ballonen imidlertid for Giebelhausen, der gik fallit i 1922, men allerede i efteråret 1920 havde han solgt alle sine heste på en auktion. En af disse var Cyrano, som Frank Starr var blevet nummer to med i Opdrætningsløbet bag Cherry Girl, og som senere vandt Derby for Koster.

Worthy T blev senere en succesrig avlshingst. Han var avlschampion i 1926 og ’27 og blev bl.a. far til tre Derbyvindere: Union Boy (1919), Cyrano (1922) og Hidalgo (1927).


I meget tung bane vinder Don Orlan Amagers åbningsløb søndag den 13. august 1922 i tiden 1.29,1/2215 meter foran Advance Guard.

DM-hattrick
Efter Giebelhausens exit blev Frank Starr igen publictræner. I 1921 kom der en del heste til Danmark fra USA, heriblandt de berømte ringere (se mere under Sofus Sørensen – søg på “Ringere”) med Advance Guard, Loretta Charlton og Alice Jeremiah i spidsen.

Loretta Charloton kom i træning hos Frank Starr, som havde fin succes med hesten. Loretta Charlton (der var identisk med Amy Frisco) vandt bl.a. Mesterskab for Danmark i både 1921 og ’22 med hhv. Johan “Zacki” Petersen og Niels Sølberg i sulkyen, mens Frank Starr selv kørte Don Orlan.

Don Orlan, der var ejet af Johan Jacobsson fra Malmø, vandt mesterskabet i 1923 og fik desuden tre andenpladser. Den amerikanskfødte hingst vandt også Amager Travbanes åbningsløb den 13. august 1922 og blev med 17 sejre, den hest, som Frank Starr vandt flest løb med i Danmark.

Stall Jacobsson havde også fin succes med heste som Blue Bird, Hollyrood Mary og ringeren Advance Guard, som Johan Jacobsson købte da Mr Farmer (se under Holger Fischmann – søg på Mr Farmer) opløste stalden.

Kriteriesejr i årets eneste start
Frank Starr havde sine bedste år i Danmark fra 1918-23, omend han ikke nåede at blive trænerchampion. Staldens heste vandt til gengæld mange større løb.

Med Derby Bob vandt Frank Starr i 1922 Dansk Trav Kriterium for anden gang – bemærk den karakteristiske “kørehue” som man ellers kun anvendte i USA i årene helt frem til 1950’erne.

I 1923 vandt Don Orlan som nævnt Mesterskab for Danmark og vandt fire løb i alt. Samme antal nåede Advance Guard, der bl.a. sejrede i et andet af sæsonens storløb, Internationalt Sommerløb med 4.000 kroner til vinderen. Til sammenligning var der kun 3.500 kr. i førstepræmie i Mesterskab for Danmark, mens der var 12.000 kr. til årets Derbyvinder, Golden Arrow (Paul Groch).

Det var også året, hvor Frank Starr fik Double King i træning. Hesten vandt et enkelt løb i syv starter – den ene afdeling i Dansk Opdrætningsløb i tiden 1.35,4/1609 meter, men Koster havde vundet 1. afdeling med Guy Worthy i en bedre tid (1.31,2) og blev dermed samlet vinder af Dansk Opdrætningsløb 1923. Double King blev nummer to.

Som 3-års døjede Double King med en skade i det ene ben og nåede derfor kun at få en enkelt start, men det var til gengæld i Dansk Trav Kriterium i overlegen stil foran totalisatorfavoritten Piccolo (Koster).

“Double Kings benlidelse havde gjort Piccolo til storfavorit. Den tog også hurtigt teten, medens Double King beskeden, men yderst agtpågivende holdt sig på tredjepladsen til sidste langsidesving, hvor den satte tempoet op og uden besvær målplacerede sig som sikker sejrherre foran den afkræftede Piccolo.” som Trav-Tidende skrev i sit julenummer.

Double King efter sejren i Dansk Trav Kriterium 1924

Med 17 sejre havde Frank Starr en udmærket sæson. Koster blev overlegen champion med 73 sejre foran Sofus Sørensen (38) og Paul Groch (37). Årets oftest sejrende heste blev Fie Worthy og Miss Hollyrood – begge med fire sejre. Sidstnævnte var ejet af bygmester C.L. Müller, der var tilbage som hesteejer i Frank Starrs stald.

Op og ned
Efter 17 sejre i 1924 havde Franks Starr året efter en miserabel sæson med blot tre sejre (Double King, Silvie Brooke og Toddy Garner), men i 1926 fik han igen lidt gang i materialet og vandt otte løb. Med tre sejre blev Nygarda årets oftest sejrende hest. Danish Boy og Queen Etta vandt to løb, mens den sidste sejr kom med den tidligere Derbyvinder, nu 11-årige Union Boy, der efter salg til den norske skibsreder Lars Thorsen var gået i træning hos Frank Starr.

Union Boy sluttede karrieren den 14. oktober 1927 på Amager i et såkaldt slået handicap (for heste som ikke havde vundet løb i det pågående meeting). Starr havde selv valgt at køre Queen Etta, der blev nummer to, så det var Harry Pajoncek, som fik æren af at afslutte Union Boys fantastiske karriere. Union Boy blev den første danske travhest med over 100.000 kroner i indkørte præmier. Helt nøjagtigt vandt 1919-Derbyvinderen 117.700 kroner – en rekord, der først blev slået af Lauritz i slutningen af 30’erne. I alt vandt Union Boy 26 løb i 117 starter og vandt som noget ganske enestående løb hver eneste sæson fra 2- til 12-årssæsonen.

“Større kompliment kan vi ikke give ham”
I 1927 rejste Frank Starr sig igen og havde en udmærket sæson med 11 sejre. Det var igen Koster (57 sejre) og Sofus Sørensen (48 sejre), der dystede om championatet. I Trav-Tidendes Julenummer fik alle trænerne et par ord med på vejen – også Frank Starr:

“Trænernes nestor Frank Starr kan der vel snart ikke forlanges mere af, men han har dog i år leveret et sæsonresultat bedre end i mange år, og han var manden for at udrette det, som træner Koster opgav, nemlig påny at bringe Queen Etta i form. Større kompliment kan vi ikke give ham.”

Med fem sejre var 3-årige Trofast årets sejrshest. Den norskejede hest blev året efter gjort til en af årets Derbyfavoritter sammen med Iowa og Petter Worthy, men var slet ikke på højde med Ibrahim Pascha & Co. og Trofast blev diskvalificeret for urent trav.


Popstald med Rabenhorst
1927 også året, hvor Frank Starr indledte et samarbejde med kollegaen Max Rabenhorst, da de dannede dansk travsports første “popstald”.

I marts 1927 havde Max Rabenhorst blot tre heste i træning, mens Frank Starr havde 12 heste i stalden. Samarbejdet bestod i, at de trænede hestene i fællesskab, mens Rabenhorst fortrinsvis kørte dem i løb.

Samarbejdet blev dog ikke den store succes, men løb formentlig først ud i sandet i 1928.

Blandt de heste Frank Starr havde på sin staldliste i foråret 1927 var den senere sejrshest Lauritz, som han kørte til, men aldrig nåede at starte med. Lauritz gik siden i træning hos Ranbehorst, men vandt også løb for trænere som Sofus Sørensen og Holger Fischmann, og er med i alt 61 sejre en af de oftest sejrende heste i dansk travsports historie.


Vandt sin sidste start i Danmark
I 1928 kørte Frank Starr for sidste gang i Danmark. Det blev til blot 27 starter og i sin allersidste start vandt vandt han sin eneste sejr det år med hesten Guy Lightning, som andre trænere tidligere havde måtte give fortabt med. Guy Lightning blev siden solgt til den tyske stortræner Charlie Mills, som i øvrigt også endte med opgive hesten.

Charlie Mills var det år på besøg i Danmark med Guy Bacon, der vandt den første udgave af Internationalt Mesterskab og Trav-Tidendes Julenummer bragte et herligt billede af Frank Starr sammen med Guy Bacon og Charlie Mills (se udsnit øverst i denne artikel).

Trav-Tidendes Julenummer skrev som sædvanlig lidt om hver enkelt træner:

“Charlie Mills er ny på listen, og han står sammen med den gamle mester Frank Starr med én sejr. Det er nærmest skæbnens ironi, at disse to mestre står nederst på listen, thi efter dygtigheden at dømme, burde de nærmere være de to øverste.

Det er da også ganske specielle forhold, der har bevirket, at Charlie Mills har sit navn på listen. Hans sejr med Guy Bacon og Starrs sejr med Guy Lightning er imidlertid sejre, som ingen andre trænere kunne have gjort dem efter, og som sådan tæller de mere i folkets bedømmelse end et beskedent ettal.”

I 1929 startede Frank Starr enkelte gange på Solvalla med hestene Ormonde Dillon og Lady Morgan, men uden den store succes. Herefter sluttede han som træner.


Karikaturtegning af Frank Starr (1924)

Troldmand, bluffer eller spiller?
Iflg. Helge Marks-Jørgensen blev Frank Starr aldrig rigtig populær i Danmark fordi han ofte startede en hest uden anden hensigt, end at give den et arbejde og en løbsrutine, der var beregnet på et andet løb, måske langt ude i fremtiden. “Publikum anderkendte og beundrede hans dygtighed, men havde ham mistænkt for at præparere og managere sine heste med spil for øje, hvilket dog vist nok ikke var tilfældet.” som Marks-Jørgensen bl.a. skrev i sine erindringer.

Frank Starr afviste altid alle anklager om spil, men ikke desto mindre var det temaet i en stor artikel af Otto “Quickly” Nielsen i Væddeløbsbladet i 1969 – mere end 30 år efter hans død.

Under overskriften “Troldmand, bluffer eller spiller eller ….?” nævner Quickly flere eksempler, bl.a. Double King, der som tidligere nævnt vandt Dansk Trav Kriterium i sin eneste start som 3-års.

I Derbyet galoperede Double King i sidste sving, hvorefter mulighederne for at udfordre Peter Poque Jr. og Guy Worthy definitivt forsvandt. Hesten kunne formentlig have hentet tredjepladsen, men Frank Starr valgte i stedet at vende om og køre i stald.

Han forklarede ejeren, at Double King fremover kun skulle starte på Amager fordi den ikke egnede sig til Charlottenlund, selvom hesten trods alt havde vundet Kriteriet på Lunden …

Double King havde fin succes på Amager, men så krævede ejeren at den skulle starte i Sommerhandicap på Lunden, hvor Frank Starr imidlertid valgte at køre Xenippa. Paul Groch fik chancen bag Double King, der vandt overlegent foran Kosters Pera. Groch fik herefter Double King i træning og med 27 sejre blev den hans bedste hest igennem karrieren.

Det blev mere end antydet, at Frank Starr skulle have spillet på Double King, men mere kom der ikke ud af det.

Det berømte heatløb
Der var også masser af dramatik i 1921, hvor man på Lunden afviklede et heatløb med deltagelse af blot fem heste – Barbara Lee (Max Rabenhorst), Peter Poque (C.L. Müller), Loretta Charlton (Johan “Zacki” Petersen) og Ida Tearolaine (Niels Sølberg). De to sidstnævnte trænedes af Frank Starr, som ikke selv var til start.

I 1. heat sejrede Barbara Lee knebent foran Peter Poque og Loretta Charlton, mens der var meget langt til Ida Tearolaine på fjerdepladsen. 2. heat gav sejr til Ida Tearolaine foran Barbara Lee, Peter Poque og Loretta Charlton, mens rollerne igen blev byttet om i 3. heat, hvor Loretta Charlton vandt ganske let foran Peter Poque til odds 10,52.

Det medførte en mægtig pibekoncert fra publikum, der ikke blev mindre da Loretta Charlton også vandt det fjerde og afgørende heat mellem de tre heatvindere i kamp med Barbara Lee.

Publikum var rasende. Først på Johan Petersen, som man mente kørte efter direktiver fra Frank Starr, men nok mest på Starr, som man ikke så noget til. “Spillefugl var et mildt udtryk, der blev anvendt om ham, men løbet var kørt.” som Quickly skrev.

Bluff eller perfekt balance?
Quickly fortæller også en historie om Starrs bedste hest i Danmark, amerikaneren Don Orlan.

Inden hesten skulle starte første gang, kontaktede Starr dommertårnet og bad om tilladelse til at starte uden for totalisatoren – af hensyn til publikum – fordi han ikke kunne finde den rigtige balance til hesten. Det blev accepteret og så gik Starr i gang:

“Man kunne se Starr hver eneste dag på Charlottenlund Travbane med Don Orlan. Når alt andet træningsarbejde var forbi, blev ca. 100 meter revet fint og rent som en havegang, samtidig med at Don Orlan blev varmet op til et hurtigt arbejde på den lille bane. Når alt var klart kom Starr i flyvende fart med Don Orlan henover det nyrevne banestykke, stod af sulkyen, trak sit målebånd op af lommen og begyndte at måle skridtlængden af Don Orlans fodspor. Derefter skulle balance indrettes.

Eller var det hele bluff?

Så meldte Frank Starr Don Orlan klar til totalisatorspil, men vandt ikke første gang. Næste gang legede han imidlertid med Sofus Sørensens storfavorit B.S. og vandt efter behag. Derefter kender man jo Don Orlans karriere. Der var aldrig noget i vejen med dens gangart. Først 11 år gammel blev den diskvalificeret i et løb, hvor den kørtes af Paul Groch.”

Hvad var Starr så egentlig? Han var simpelthen mystik for alle pengene. Absolut en enestående dygtighed, men hans afgrænsninger var nok meget nuancerede”.


Hjem til USA
Efter Frank Starr var stoppet som træner blev han boende i Danmark et par år, hvor han i 1930 – måske også i 1929 – hjalp til i stalden hos sin tidligere samarbejdspartner Max Rabenhorst. Ved folketællingen i 1930 står han opført som arbejdsløs. Familien, dvs. Frank og Julie Starr (datteren var flyttet hjemmefra) boede her på adressen Ordrup Jagtvej 51 (i dag nr. 69), hvor de flyttede ind omkring 1918.

De første år i Danmark boede familien Starr til leje på førstesalen af den hovedrige enkefru Bordings villa, Norasvej 44 – lige over for den gamle hovedindgang på Charlottenlund Travbane. Ved folketællingen i 1916 står Frank Starr som “privattræner for skotøjsfabrikant H. Hansen.”

Sidste gang man støder på Frank Starrs navn er i juni 1930, hvor Væddeløbsbladet kunne berette, at han kørte enkelte langsomme arbejder hos Max Rabenhorst. “Det er mærkeligt at ikke en eller anden af vore hesteejere har haft bud efter træner Starr.” som man skrev.

Frank Starr forblev amerikansk statsborger, så da han blev arbejdsløs og ikke længere havde noget at leve af, kunne han ikke få understøttelse i Danmark. Iflg. en artikel i Væddeløbsbladet i 1969 blev han udvist, hvilket kunne være forklaringen på, at han – i en alder af over 70 – forlod både kone og “barn” (datteren var nu 23 år) i Danmark for at rejse til USA.

Sidste gang Frank Starr optrådte i vejviserne var i 1932, og da redaktionen sluttede i oktober ’31, kan han tidligst være rejst “hjem” til USA i slutningen af 1931.

Frank Starrs sidste år i USA fortaber sig lidt i uvisheden. Vi ved at han til sidst arbejdede som nattevagt på en væddeløbsbane, og han angiveligt døde på en “fattiggård” – men hvad er der sket i de mellemliggende år?

Det eneste vi med sikkerhed ved, er, at Frank Starr i juni 1936 – iflg. en note i magasinet Harness Horse – havde to heste, pacerne Halmore og Maxye Chimes, i træning hos Frank Shreve i Hastings, Nebraska, hvor Starr også boede.

Det er sidste gang vi hører om Frank Starr indtil Væddeløbsbladet bringer nyheder om hans død den 4. februar 1937.

Væddeløbsbladets nekrolog: KLIK HER

Helge Marks-Jørgensens erindringer om Frank Starr: SIDE 1/SIDE 2


Kilder:

Trav-Tidende 1921-28
Væddeløbsbladet 1930-69
Det Danske Travselskabs 60-års jubilæumshæfte (1951)
Flemming Ettrup: Gå med i Lunden (1991)
travsportenshalloffame.dk
Interview med Klaus Koch
Korrespondance med Klaus Koch, Hans Larsen og Sturla Pettersen