Travtrænere i tre generationer

Der har gennem årene været talrige eksempler i dansk travsport på, at far og søn begge har været trænere – endda oftest samtidig og på samme bane. Men her taler vi om tre generationer trænere: Finn Frederiksen, hans far Carlo Frederiksen og morfar Rudolf Halberg!

Familiens ældste trænermedlem, Rudolf Halberg (1897-1962) var træner i Odense,  mens både svigersønnen Carlo Frederiksen (1914-71) og barnebarnet Finn Frederiksen (f. 1953) begge var trænere i København, dog ikke samtidig.

Ja, faktisk omfatter familien yderligere tre tidligere travtrænere: Poul Peter Nielsen samt brødrene Steen og Jan Halberg, men de to sidstnævnte er dog ikke omtalt i dette portræt.

Den ældste generation i travdynastiet Halberg/Frederiksen er Rudolf Halberg, som kom til verden den 2. januar 1897.

Han kom ind i travsporten som 15-årig i 1913 og der findes faktisk et helt unikt foto fra “Tutten” på Charlottenlund Travbane fra 1915, hvor Rudolf Halberg ses i selskab med bl.a. Sofus Sørensen og sin svoger, Poul Peter Nielsen!

Rudolf Halberg, som iflg. mine oplysninger allerede året forinden havde bestået trænereksamen, er på det tidspunkt blot 18 år gammel, men billedet viser en voksent udseende mand, der sidder lidt nonchalant med en cigaret i mundvigen.

Højt humør i Tutten anno 1915. Rudolf Halberg ses siddende som nr. fire f.h. med cigaret i mundvigen, mens svogeren P.P. Nielsen sidder med korslagte ben t.h. for tjeneren. Derudover bemærker vi bl.a. Sofus Sørensen (nr. to f.h.).

Halberg bag kulisserne – først træner i Norge så i Odense
Rudolf Halberg kom i sin tid i lære hos en af datidens store hesteejere, røgeriejer Harald Jensen (Stald J.H. Jensen), kom siden til Koster og var også ansat i en galopstald, inden han i 1914 gik til trænereksamen.

I de følgende år var han på Solvalla, og han kørte også travløb på is. I Norge blev han selvstændig træner, men det har ikke været muligt at fremskaffe noget om tiden i Norge.

I fødselsdagsartiklerne om Halberg – som vandt sin første sejr i 1920 med Edelweiss II – nævnes han som en mand, der virkede mest bag kulisserne. Han var f. eks. aldrig bange for at lade yngre professionelle kuske eller amatørkuske og hesteejere selv køre hestene. Til gengæld lærte hesteejerne, at Rudolf Halberg kunne få meget ud af deres heste, og det blev sagt, at han var noget af en ekspert af heste med benproblemer.

Allerede før Odense-banen åbnede i 1935, sendte Halberg en del heste til Fyn, sandsynligvis som sælger, idet han foruden at være træner også praktiserede en del hestehandel.

På Fyens Væddeløbsbane i Odense havde Rudolf Halberg den mest vindende amatørkusk i Danmark, M. K. Gudmundsen, og hans mange heste, i sin stald. Gudmundsen vandt flere championater og i alt 200 sejre – imponerende tal taget i betragtning de få løbsdage, der var på det tidspunkt.

Rudolf Halberg

Rudolf Halberg stoppede som træner i Odense i 50’erne og måtte derefter arbejde hos forskellige travtrænerne i København. Der var flere forhenværende ældre trænere og ældre staldfolk ansat dengang. Rudolf Halberg arbejdede hos Mark Ingdam og Leif Nielsen. Han boede i huset hos sin datter og svigersøn, Inger og Carlo Frederiksen.

Barnebarnet Finn Frederiksen kan huske, at han som dreng – mens hans morfar var ansat hos Ingdam – var med til travløb på den hedengangne Amager Travbane sidst i 1950’erne, hvor Mark Ingdam bl.a. startede Derbyvinderen Snowflake.

Rudolf Halberg døde i 1962.

Halberg-navnet lever stadig
Halberg-navnet lever i dag videre i nordisk travsport via brødrene Steen og Jan Halberg. Førstnævnte har en fortid som træner på Åby, mens Jan Halberg stadig er træner, på Östersund og samtidig mangeårig sportschef på den svenske travskole i Wången. Jan Halberg er desuden også for nylig også indvalgt i den øverste ledelse i svensk travsport som repræsentant for trænerne.

Steen og Jan Halbergs mor, Kirsten Halberg er datter af Rudolf og Ingeborg Halberg. Hun er gift med Henning Hansen, der har en fortid som både galoprytter og amatørkusk!

Som ganske ung vandt han i 1959 bl.a. Dronning Ingrids Ærespræmie som amatørrytter og efter han skiftede galophestene ud med travhestene, vandt Henning Hansen i 1962 Provinsmesterskabet med Tom Britton, der var ejet af hans far, Johannes Hansen.

Tom Britton og Henning Hansen efter sejren i Provinsmesterskabet 1962. Ved hovedet ses træner Andy Kierstein


Onkel Poul trænede Harper Hanover
Vi vender tilbage til Poul Peter Nielsen, som var gift med en søster til Rudolf Halbergs hustru, og som i familien blev benævnt “Onkel Poul”. 

Som ung hed han Poul Nielsen og uddannede sig hos Jan Koster og tog trænereksamen 1920. Derefter drog han tre år til Amerika for at videreuddanne sig. I 1923 blev Poul Nielsen selvstændig træner. Han fik ry for sin dygtighed, men den kom til udtryk igennem ti år “med høje bjerge og dybe dale” – som min kilde, Klaus Koch så malerisk beskriver det. 

I 1934 drog han til Sverige for at skabe sig en ny karriere, og han havde glimtvis meget stor succes som Solvalla-træner. Han kom aldrig mere til at virke i Danmark.

Til gengæld havde P.P. Nielsen på Solvalla to fantastiske heste i sin træning, der betydet meget i den svenske travhistorie: US-hestene Harper Hanover og Bulwark.

Selvom Harper Hanovers karriere fandt sted for omkring 90 år siden, er hans navn jo den i dag særdeles velkendt takket være det traditionsrige stayerløb Harper Hanovers Lopp i Elitloppsweekenden.

Haper Hanover var født i USA i 1932 og kom til Sverige nogle år senere. Han havde en fin karriere i sit nye hjemland og nåede at være hos flere forskellige trænere. En af disse var altså Poul Peter Nielsen – P.P. Nielsen eller “Pépé” – som vandt et par løb med Harper Hanover.

Samtidig havde P. P. Nielsen Bulwark i sin træning. 1933-fødte Bulwark er senere blevet betegnet som en af de betydningsfulde avlshingste, der har virket i Sverige. P.P. Nielsen fandt Bulwark på en auktion i Amerika i efteråret 1936.


En rigtig Laks
Vi går nu videre med næste travgeneration – Rudolf Halbergs svigersøn Carlo Frederiksen, som viste sine største bedrifter med hoppen Dea Lloyd, der bl. a. vandt Amager Travselskabs 4-års mesterskab. Med Dea Lloyds datter, Laksepigen, vandt han endvidere Dansk Opdrætningsløb i 1967. Desuden var han træner af Derby-toeren Iboune, i hvert fald på papiret. Iboune blev kørt til denne fine placering i Derbyet af sin ejer, amatørkusken Leif Christensen.

Carlo Frederiksen blev født den 2. februar 1914 og blev uddannet hos trænerne Knud Hansen og Aage Kristoffersen.

Han fik jockeylicens i 1935 og blev i Traverkalenderen betegnet som “elev med foreskreven lettelse” sammen med andre nye jockeynavne dengang; Arvid Andersson, Georg Andersen, Gunnar Vang Andersen, Peder Bengtsen, Poul Groch, Jr, Herbert Hansson og Helmuth Rasmussen.

Det første år blev det som bedst til to andenpladser i syv starter.

I 1936 kom den første sejr for Carlo Frederiksen med hesten Sylvest, der senere på året sikrede ham endnu en sejr.

Selvstændig i ’41
Carlo Frederiksen startede som træner pr. 1. marts 1941, og selvom der kunne være år, hvor de helt store avisoverskrifter udeblev og det ikke væltede ind med mængder af sejre, havde han en solid trænerforretning indtil sin alt for tidlige død i 1971, kun 57 år gammel.

Han nåede at være træner i næsten 30 år og vi skal i denne portrætartikel se nærmere på Carlo Frederiksens karriere – primært de sidste cirka 10 år – men først et lille tilbageblik til 1952, hvor Væddeløbsbladet satte den dengang 38-årige træner stævne til en lille snak efter han den 1. oktober havde vundet to løb på Lunden.

Carlo Frederiksen i 1947 – hesten ukendt

Journalisten startede med følgende spørgsmål – eller måske snarere en konstatering:

De tager stille og roligt på tingene?

Det har jeg da ord for, svarer den 38-årige træner. Der skal lidt til, før jeg bliver ophidset. Nu har jeg været træner en halv snes år, og det morer mig, når bare der er noget at køre med, og i år er det jo gået udmærket. 3-åringen Ole Wind er en dejlig hest. Jeg købte den fra Fyn på anbefaling af min svigerfar, træner Halberg i Odense.

Carlo Frederiksen havde vundet med netop Ole Wind samt med Ib Diamond. Han fortæller endvidere, at han vandt de to første starter med Ole Wind, hvorefter de styrtede i et løb på Amager, og Carlo Frederiksen måtte en tur på hospitalet.

-Ja, styrtet satte både mig og hesten tilbage. Jeg beskadigede mit ene knæ, men nu er jeg på toppen igen, fortæller Carlo Frederiksen, der også roser hans sejrshest, Ib Diamond, som han hidtil har vundet tre sejre med.

-Endvidere har jeg 4-årige Novra, der er en god lille hest, som jeg også købte på anbefaling af min svigerfar.

-Stjernen i min lille samling er dog 2-årige Puk Frisco, der nu har stoppet for i år, men vi har vundet 2 sejre, og det er en hest, jeg venter mig meget af.

-Når man plejer at vinde sine løb lige på stregen, under hiv og sving, er det helt forunderligt, da jeg første gang sejrede med Puk Frisco. Der kunne jeg sidde stille og roligt, og kikke mig tilbage efter de andre. En helt ny fornemmelse!

Dea Lloyd var en stjerne
Carlo Frederiksens bedste år som træner og kusk var i 1960’erne, hvor det endelig lykkedes at vinde adskillige sejre og storløb.

I 1961 bliver det til 15 sejre i 155 starter – desuden 14 andenpladser og 46 placeringer. Især er der flotte sejre til D-årgangens bedste hoppe, Dea Lloyd.

1962 og ’67 må nok betegnes som Carlo Frederiksens bedste sæsoner overhovedet. I 1962 fik han 18 sejre, 18 andenpladser og 65 placeringer i 154 starter. Igen er det Dea Lloyd, der topper af Frederiksens heste, selv om hoppen svigtede i Derbyet.

Dea Lloyd fik sit store gennembrud i ”Amager-derbyet”, hvor den sejrede i begge heats for Carlo Frederiksen. Amager Travbanes 4-års mesterskab var et heatløb, og hvis der var forskellige vindere i de to heats, skulle disse ud i et afgørende 3. heat. Men det var ikke nødvendigt i 1962.

Dea Lloyd efter sejren i Amagers 4-års Mesterskab

Selv om det virkede som hoppen løb bedst på Amager i forhold til Charlottenlund, så var der forhåbninger om, at Dea Lloyd skulle vise sig at være årgangens bedste hest, også når Derbyet skulle afvikles.

Sådan kom det imidlertid ikke til at gå, men Dea Lloyd blev både den hurtigste, mest vindende og oftest sejrende hest i 4-års årgangen i 1962 med 11 sejre i 26 starter.

I Derbyet sluttede Dea Lloyd dog lige uden for præmierækken. Løbet blev i stedet et opgør mellem Dina Lloyd, Don Albert, Davy Crocket og Dijin Axworthy, der alle var svensktrænede!

Flere talenter i stalden
I 1962 havde Carlo Frederiksen også en stjerne hos de 2-årige heste, Faust Søvang, der blev bl.a. blev nummer to i Dansk Opdrætningsløb efter den suveræne 2-årsstjerne, Palle Sperlings Francis Senator.

Det blev dog til to sejre med Faust Søvang, og det samme fik Carlo Frederiksen med en anden god hest, han havde i træning hos de 4-årige, Dubonnet. Derudover vandt han også med heste som Danton Hanover, Egeria, Fatal og Flink.

Dea Lloyd forsætter som 5-årig
Dea Lloyd gør det også godt 5-års, hvor hun bl.a. vinder årets første løb, Nytårsløb samt løb som Indlænder Pokalløb, signaturløbet Husmandsforeningens Ærespræmie og Vinterpokalen – udskrevet for den bedste klasse.

Disse præstationer bevirker at Dea Lloyd får BT’s æresdækken, ”Det Gyldne Dækken”.

Carlo Frederiksen har stadig talentet Faust Søvang i træning, men den skuffer og skifter træner i løbet af sæsonen. Igen bliver det til 18 årssejre samt 15 andenpladser og 80 placeringer i 168 starter.


Tæt samarbejde med storhesteejer
Efter to gode sæsoner bliver det til mere “normale” tal i 1964.

Carlo Frederiksen vinder med Gita June sin karrieresejr nummer 100. Ejer og opdrætter er Leif Christensen, Stutteriet Avlsholm, en mand som kommer tæt på Frederiksen-stalden.

Leif Christensen var søn af den store opdrætter på Sjælland, Ole Christensen på Stutteriet Langstrup, som i lighed med sin søn indleder et frugtbart samarbejde med Carlo Frederiksen i nogle år.

Ole Christensen kom i en sen alder ind i travsporten. I sommeren 1960 døde bogtrykker Helge Martved, Stutteri Statene i Allerød, pludselig 47 år gammel. Hans mange heste solgtes, fremfor alt følhopperne, men også en del løbsheste blev overtaget af den nye hesteejer i sporten, gårdejer Ole Christensen, Langstrup ved Fredensborg.

Træner Mogens Ingvard fik Christensens første løbshest, Susanne, i træning. Ole Christensen opdrættede hestene med “L” (efter Langstrup) som efternavn. Men snart begyndte Ole Christensen’s søn Leif at køre i løbene, hvilket nok ikke rigtig passede Mogens Ingvard. Derefter gik Langstrup-hestene i stedet til Carlo Frederiksen.

Stutteri Langstrup

Stayerhestene 
Ole og Leif Christensen troede meget på de franske avlshingste, fortrinsvis Devacourt og Jaboune. L-hestene fra Ole Christensen havde succes mange steder – især afkom efter Devacourt og afkom med Devacourt som morfar. Derimod kneb det mere med Jaboune som avlshingst.

Carlo Frederiksen fik en del af disse ofte stayerbetonede heste i stalden.

En af de bedste L-heste hos Carlo Frederiksen var Haboune L, der i 1967 bl.a. vandt Amagerbankens Stayerløb over 3600 meter. Haboune L startede også i Derbyet med Carlo Frederiksen, men her bliver det dog til galop.

Andre Langstrup-heste som Carlo Frederiksen sejrer med i disse år er bl.a. Kadet L, Irmelin L, Justitia L, Mon Desir L og ikke mindst Lesto L.

Kadet L var en god stayerhest, som Carlo Frederiksen bragte til start i Derbyet, men den rakte ikke helt mod årgangstoppen. Kadet L fortsatte dog siden hen sin gode udvikling hos andre trænere.

Haboune L

Mellemår
Efter fin succes i årene 1961-63 blev de tre efterfølgende lidt mere moderate med hhv. 6, 12 og 11 sejre. I ’64 blev det således kun til seks personlige sejre for Carlo Frederiksen, men derudover blev det til en del sejre i amatørløbene for staldens heste.

I 1965 var Carlo Frederiksen igen med i Derbyet med Giovanni, der lå lige under årgangstoppen og som i årets største løb på Lunden opnåede den sidste præmie bag Gigant.

Efter disse lidt stille sæsoner er vi nu fremme i 1967, hvor stalden igen blomstrede op med flere store sejre.

Ole Nexø var på daværende tidspunkt jockey og staldmand hos Carlo Frederiksen. Han havde taget trænereksamen i 1959, men forsatte med at arbejde for Carlo Frederiksen indtil 1970, hvor Ole Nexø – i forbindelse med travkrigen – nedsatte sig som træner på Amager.

Dea Lloyd i vindercirklen efter “Derbysejren” på Amager. Ved hovedet ses Ole Nexø og forrest Inger Frederiksen samt børnene Finn og Leif.


Et åbent Derby
I Dansk Trav Derby 1967 fik Carlo Frederiksen en andenplads med Iboune, der blev kørt af sin ejer, amatørkusken Leif Christensen.

Officielt blev den nervøse, men seje og stærke hoppe trænet af Carlo Frederiksen, men Iboune var sjældent inde på banen og blev i stedet næsten udelukkendet trænet af trænerens 14-årige søn, Finn Frederiksen, som bl.a. kørte lange motionsture i skoven med Iboune.

Finn Frederiksen med Iboune

Iboune ejes af den nu 42-årige Leif Christensen, Stutteriet Avlholm i Langstrup, og han kørte selv som oftest sin hoppe i løbene.

Det var ikke skånekost, der blev tilbudt hestene dengang. 31 starter havde Iboune i sin 4-års sæson. Den havde vundet to sejre i sin 3-års sæson, men blev ikke regnet for en kandidat til derbysejren.

Iboune lagde dog fantastisk ud i 4-årssæsonen med lutter sejre, men så kom der imidlertid problemer.

I sine syv sidste starter inden Derbyet hun diskvalificeret de fem gange, og i Derbyprøven – der blev afviklet 14 dage før Derbyet – blev Iboune ydermere diskvalificeret for urent trav på en ellers flot andenplads bag en anden hoppe, Iria med Jørgen Olsen.

Alligevel regnedes den distancestærke Iboune og Leif Christensen med i favoritfeltet i et åbent Derby. Minusset var – iflg. tipseksperterne – at der var en relativ urutineret kusk, der sad bag hesten.

Væddeløbsbladet tippede Iria med Iboune som outsider, mens Berlingske Tidende tippede Ikaros D som vinder – også med Iboune som outsider.

Iboune med Leif Christensen i et træningsarbejde

Tæt på Derbysejren
Der blev kørt hårdt i starten, og de to århusianske trænere Jørgen Hill og Børge Simonsen var tæt – FOR tæt – på deres konkurrenter, da de erobrede de forreste pladser fra start. Det bevirkede da også, at både Simonsen og Hill begge fik en bøde på 200 kroner for uforsigtigt kørsel kort efter start med deres heste, Joes Sporup og If Klokkedal. Førstepladsen i Derbyet var på 30.000 kr., så bøden var pebernødder i den sammenhæng.

Der skete i det hele taget en del i 1967-Derbyet.

Ud på anden omgang var det I S og svenske Birger Bengtsson, der forcerede sig til spids, mens Iboune med Leif Christensen også havde fået god kontakt med førerfeltet. Ny førerekvipage kom der dog allerede en halv omgang senere, hvor amatørkusken Birger Jansen med hoppen Jytte Ørnebjerg overraskende speedede til front.

Ud på derbyets sidste omgang angav Jytte Ørnebjerg stadig tempoet, men ved staldene sidste gang angreb If Klokkedal og Iboune, og på den lige bane blev det klart, at kampen om det blå bånd skulle stå mellem disse to heste.

Jørgen Hill viste sin effektivitet på løbets sidste meter ved at arbejde If Klokkedal forbi Iboune. Ikaros D med Leif Nielsen blev tredje.

Iboune fortsatte med at starte nogle år efter derbyåret, dog uden de helt store resultater, omend det stadig blev til sejre indimellem og oftest med Leif Christensen – som i 1968 blev amatørchampion på Lunden og Amager – i sulkyen.

Carlo Frederiksen kørte dog også Iboune nu og da, bl.a. i “Åbningsløbet” for hurtigklassen  på Amager i august ’69. Her sejrede Iboune foran stjerner som Cim Payne og Gigant. Samme dag blev “Dansk Mesterskab for 5-åringer” i øvrigt vundet af den tidligere Derbyvinder Karina Axworthy, som kort forinden også havde vundet ”Skandinavisk 5-års Derby”.

I slutningen af karrieren skiftede Iboune træningskvarter til Walther-Kaiser-Hansen.


Den største sejr i karrieren
1967 bød ikke kun på en andenplads i Derbyet. Det år vandt Carlo Frederiksen også sin største sejre i karrieren med den smukke, og særdeles speedige mørkerøde hoppe, Laksepigen efter hans gamle stjerne Dea Lloyd.

Laksepigen dominerede 2-årsårgangen suverænt og var et af de største talenter i L-årgangen fra 1965, men desværre fik Carlo Frederiksen ikke lov til at beholde hesten, der senere blev solgt til Sverige.

Carlo Frederiksen med Laksepigen

Det første 2-årsløb blev kørt 17. juni på Amager, hvor Laksepigen sejrede i i tiden 1.22,2/1500 meter – den hurtigste 2-årstid i snorestart nogensinde på det tidspunkt – og hun fortsatte med at imponere. Først i Mesterskabsprøven, derefter i Dansk Mesterskab for 2-åringer på Amager og siden hen i Dansk Opdrætningsløb.

Fem sejre i sine fem første starter!

Opdrætningsløbet vandt Laksepigen fra dødens i 1:21,3. Det var klar en forbedring af løbets rekord fra Herold Samsons 1:22,8. Førstepræmien var på 12.000 kr. På andenpladsen kom Leif Ørnebjerg og Leif Løfgren i ny dansk 2-årshingsterekord 21,7, hvilket gav en ekstra præmie på 1.000 kr.

Selv om det dermed i 1967 blev en stor sæson for stalden og dens heste, blev det sejrsmæssigt kun til otte personlige sejre i 173 starter for Carlo Frederiksen. Foruden sejrene med Laksepigen vandt han bl.a. tre løb med Haboune L.


Schnells Kriterietriumf
Efter den strålende 2-årssæson var forventningerne selvsagt store til Laksepigen forud for 3-årssæson, men hun formåede ikke at leve op til de store løfter, hun gav året forud og vandt kun to løb.

Selve Kriteriet blev også en skuffelse. Laksepigen fejlede således som storfavorit i Kriteriumsprøven og slog heller ikke helt til i selve Kriteriet.

Carlo Frederiksen var sygemeldt på Kriteriedagen den 28. juli 1968, så der var sat andre kuske på staldens to startheste i henholdsvis Dansk Trav Kriterium og Kriterium Trøstløb.

Kriterium Trøstløb blev kørt som dagens 4. løb og blev vundet af Lille Ole med Dan Jensen foran Carlo Frederiksen-trænede Lesto L (med 20 meters tillæg) med Leif Christensen i sulkyen.

Selve Kriteriet blev en kæmpetriumf for træner Bjarne Schnell, hvis to heste kom først i mål. Lewport var først over stregen for gæstekusk Leif Nielsen, mens Schnell selv blev nummer to med Løjtnant Nord. Tredje blev svenskejede og -trænede Long Step.

Jørgen Olsen var sat op bag Laksepigen i Carlo Frederiksen fravær, og havde fået det dårligste startspor (16) af alle 16 startende heste. Det blev dog til den sidste pengepræmie i et rodet løb.

Den senere Derbytoer Lau styrtede i Kriteriet og rev flere heste med sig i faldet. Tre heste styrtede direkte og en af disse, den særdeles smukke L’Etalon Rouge, med den fynske træner Kaj Rasmussen, måtte efterfølgende aflives.

Glæde hos Inger og Carlo Frederiksens efter Laksepigens sejr i Fyens 3-års Grand Prix

Laksepigen vandt i Odense – og blev solgt til Sverige
Nogle måneder efter afviklingen af Dansk Trav Kriterium fik Laksepigen dog en mindre revanche ved at vinde Fyens 3-års Grand Prix – nu med Carlo Frederiksen selv i sulkyen.

Senere på sæsonen blev Laksepigen solgt til den storsatsende stald, Stall Hans i Sverige.  Dermed mistede Carlo Frederiksen endnu en tophest.

Der var dog også lidt at glæde sig over for Carlo Frederiksen, som i samme årgang havde føromtalte Lesto L, der vandt fire sejre i træk og som nævnt blev nummer to i Kriterium Consolation.

I 1968 omfattede stalden også heste som Brinken og Lotte, der begge ofte blev kørt af Leif Christensen. Carlo Frederiksen vandt selv 10 løb det år.


Alvorlig sygdom
I 1969 vandt Carlo Frederiksen syv løb i 154 starter, men året efter var det desværre slut – i sin sidste sæson som træner blev det til ni sejre i 189 starter.

Ser man på starthestene i stalden i Carlo Frederiksens sidste trænerår, finder vi ret anonyme heste som i dag nok ikke huskes af nogen: Nicko Højager, Kairos Cathrineberg, Nimbus L, Marian F og General Safari. Sidstnævnte er en af heste, som Carlo Frederiksen fik en af sine sidste sejre med.

Carlo Frederiksen vandt ca. 160 løb.

Han i døde påsken 1971. Mindeordene efterfølgende lød på en farverig person med humør, stor slagfærdighed, og også med, ikke mindst – en stor sangstemme.

Væddeløbsbladet skrev bl.a.:

Foruden at være en dygtig træner var Carlo Frederiksen en ualmindelig afholdt mand blandt sine kolleger og blandt hesteejerne; han havde meget lune og var altid i godt humør. Et godt eksempel på hvor afholdt Carlo var, er, at da han havde vundet et stort løb, og var kommet på Væddeløbsbladets forside, kom hans hesteejer op på vort kontor og ville købe dette foto, for, som han sagde: ”Det skal Carlo have, for jeg kan så godt lide ham.”

Carlo Frederiksen efterlader sig sin hustru, fru Inger Frederiksen, og to sønner. Begravelsen finder sted lørdag d. 17. april 1971 fra Hellerup Kirke.

Carlo Frederiksen (i midten) i højt humør sammen med Gudmund Rasmussen og Ernst Petersen


Minder om Carlo Frederiksen:

Finn Frederiksen fortæller om sin far
Carlo Frederiksen blev den 31.januar 1948 gift med Inger Hallberg, datter af træner Rudolf Halberg, Odense. De fik to sønner, Leif (f. 1948) og Finn (f. 1953).

-Min oldefar var grøftegraver i Lammefjorden, og kom også til at arbejde med at dræne galopbanen ude i Klampenborg, der åbnede i 1910, fortæller Finn.

-Min mormor hed Ingeborg, og mig og min hustru har nu den glæde, at vores barnebarn har fået navnet Ingeborg. Min moster blev gift med travtræner P. P. Nielsen, eller onkel Poul, som min mor omtalte ham.

Travsporten var således med i familien langt tilbage tiden. Finn Frederiksens mormor blev gift med Rudolf Halberg, der som tidligere berettet blev travtræner i Odense, da denne bane åbnede i 1935.

-Min far blev født i 1913, og min mor i 1925. Han var en glad person med en bestemt ro over sig. Måske derfor var han god til unghestene, siger Finn Frederiksen.

Dea var noget særligt
Med hensyn til hans fars bedste hest, Dea Lloyd, så købte Carlo Frederiksen hesten af Stald Palæ allerede som føl, da hun gik ved siden af moderen Prelata.

-Min far havde stald ved siden af Sofus Sørensen, beliggende ved siden af ”Tutten”, og der kom bl.a. den kendte hesteejer Dyhrberg, som på et købte Dea Lloyd af min far, fortæller Finn.

Dea Lloyd har efterladt sig en meget stor mængde efterkommere, og fik f.eks. selv 10 afkom, heraf otte hoppeafkom samt hingsten Røg Dyhrberg, efter en fin væddeløbskarriere hos Ejvind Schnell gik i avlen og bl.a. blev far til Cili Røg.

Dea Lloyd vinder Indlænderpokalen 1963 på Amager

-Dea Lloyds bedste afkom var jo Laksepigen, der blev solgt for 18.000 kr. Den viste flotte resultater som unghest, så en dag kom Leif Løfgren ind i stalden, og spurgte om den var til salg. Den blev solgt for et stort beløb til Løfgrens samarbejdspartner i Sverige, Stall Hans.

Et anden fint Prelata-afkom var Jet L, der var blind på det ene øje, men alligevel blev en rigtig god hest for træner Walther Kaiser-Hansen. Opdrætter var Ole Christensen.

-Prelata var nu kommet til Ole Christensen, Stutteri Langstrup i Fredensborg, og ham og min far var pot og pande. De rejste f. eks. sammen til Belgien, hvor Ole Christensen købte flere heste. Han var glad for de franske heste, slutter Finn Frederiksen i vores samtale om hans far. 

Flemming Ankerdal:
En festglad mand

– Jeg er jo opvokset med travheste. Min far, Børge Ankerdal, havde mange heste gennem årene hos trænere som Per Hansen, Leif Løfgren og Carlo Frederiksen, og jeg begyndte selv som 14-årig at arbejde på Stutteri Lindholm, der bl.a. opdrættede Opdrætningsløbsvinderen Misty Senator, fortæller Skive-træner Flemming Ankerdal.

-Han holdt sig ikke til én træner, min far. En af Børge Ankerdals bedste heste var Adjudant. Faderen havde mange gode kunder i sit firma, i særdeleshed også hos travfolket.

-Carlo Frederiksen var en festglad mand, og der blev gået til stålet undervejs, men min far drak aldrig spiritus trods de mange gode selskaber og sammenkomster med de festlige travfolk.

Preben Pedersen, tidligere amatørkusk og hesteejer, fortæller om Carlo Frederiksen og om ponyvæddeløb i Brøndby

-Mit første møde med Carlo Frederiksen fandt sted i foråret 1968. I vinterhalvåret 1967-68 havde en gruppe personer, alle hesteinteresserede, fundet sammen i en arbejdsgruppe, der gik ud på at etablere en forening for ponyvæddeløb efter forbillede fra Sverige.

-Der blev holdt flere møder og i april 1968 dannedes den første forening for ponyvæddeløb i Danmark, nemlig Dansk Ponyvæddeløbsforening. Min far, Jens Bach Pedersen, blev dens første formand.

-En anden af initiativtagerne, Tage Vogelsang, havde købt et par travheste hvoraf den ene dog anvendtes til ridebrug, Kalle Hanover, og den anden var i træning hos Carlo. Den hed King Cathrineberg.

-Det var Carlo Frederiksen og Ole Nexø, der tog sig af undervisningen for de, der skulle aflægge en prøve for at få tilladelse til at starte i løb.

-Der blev holdt nogle kurser hvor Carlo og Ole underviste, og når prøve skulle aflægges var de dommere. Det foregik på Københavns Vestegn i Brøndby Kommune. Kommunen havde anvist et stykke jord i Brøndbyvester, hvor der i løbet af 1968-69 anlagdes en fin bane med dommertårn. Den blev indviet den anden uge i juni 1969.

-I 1969 var der også galopløb, men fra 1970 var det kun travløb. Banen lukkede i Brøndby i 1973 og flyttede til en bane ved Tikøb i Nordsjælland, hvor den og klubben af samme navn stadig eksisterer.

-Vi var nogle få der efter skoletid nogle gange efter aftale med Carlo fik lov til at komme på Lunden, og se hvorledes man trænede en travhest. Vi fik også lov til at køre de mere rolige heste. Han var en god mand og dygtig og altid venlig.

-Carlo var god mod sine heste, desværre døde han alt for tidligt, men jeg har kun gode minder om ham.

-En sjov historie kan man læse i et program fra Lunden fra sommeren 1969, hvor der var bragt en lille artikel om Carlo i forbindelse med en auktion. Her var han lidt for hurtigt på aftrækkeren, og fik budt på den forkerte hest!


Finn Frederiksen

Trænede en Derbytoer som 14-årig
Vi fortsætter nu med Finn Frederiksens tid som aktiv i travsporten som jockey og selvstændig træner.

Finn Frederiksen forlod skolen som 14-årig og begyndte i stedet at arbejde hos Leif Christensen på Stutteri Avlholm, hvor han bl.a. passede føromtalte Iboune, der pga. sit temperament ikke trivedes inde på travbanen.

I 1968 kom Finn Frederiksen til træner Jørgen Olsen et års tid, hvor han bl.a. rejste en del med en af hans stjerner, Lasse Tally Ho, og hvor de f.eks. var til start på Solvalla. Derefter kom Finn Frederiksen til træner Leif Nielsen for endelig at forsætte hos den største træner på det tidspunkt, Walther Kaiser-Hansen.

Så kom Sverige-tiden, som Finn Frederiksen betegner hans bedste sted i hans uddannelsestid.

-Jeg kom til træner Bruno Svensson på Solvalla, hvor jeg var i omkring halvandet år, fortæller “Frederik” som var Finn Frederiksens kælenavn. Her lærte han også Håkan Wallner at kende, et bekendtskab, som han senere havde fornøjelse af i forbindelse med sine rejser til USA.

Fantastisk tid hos Mogens Larsen
De kommende afsnit er taget fra Travsportshistorie.dk’s portræt af Mogens Larsen, hvor Finn Frederiksen var ansat igennem mange år.

Finn Frederiksen blev i 1971 førstemand hos den fremadstormende unge træner og kusketalent Mogens Larsen. Uden på nogen måde at forklejne Mogens Larsens evner på flere måder, så lyder det fra mange steder, at Finn Frederiksen havde en stor andel i staldens succes, der bl.a. indebar sejre i både Dansk Trav Derby og Mesterskab for Danmark samt en trænerchampionat-titel på Lunden.

-Vi havde et godt samarbejde, Mogens og mig, lyder det beskedent fra Finn Frederiksen i dag. Finn Frederiksen var også begyndt at køre i løbene, og i sin første start i Danmark blev han nummer to med hurtigtraveren Gnisten, som Mogens Larsen-stalden havde fået tilbage til et fint comeback.

-Jeg kan huske, at i dét løb var sejrherren såmænd Mogens selv, der vandt med Danmarksmesteren H C S, mindes Finn Frederiksen, som vandt sin første sejr med Nick Hørlyck.

Finn Frederiksen med Gnisten

Pludselig var vi otte mand
Finn Frederiksen er en af de staldfolk, som var længst tid hos Mogens Larsen – seks år i alt i perioden 1972-79.

-Min far var også travtræner, så jeg er jo født og opvokset på travbanen, fortæller Finn Frederiksen.

-Jeg startede i sin tid hos Leif Christensen på Stutteri Avlholm i Langstrup, hvor jeg gik og passede fem-seks heste, bl.a. Derbytoeren Iboune.

-Siden kom jeg i lære hos Jørgen Olsen, inden jeg rejste til Sverige i 1972. Min far var lige død, og jeg trængte til at komme lidt væk.

-Jeg var hos Bruno Svensson og lærte også her Håkan Wallner at kende. Han stod og manglede en mand til sin nye filial i Milano, så det var planen, at jeg skulle en tur til Italien.

-Inden da var jeg hjemme på en lille ferie, og mødte bl.a. træner Hans Bagge, som havde hjulpet min mor med at sælge min fars udstyr. Han spurgte mig, om jeg ikke kunne hjælpe ham en 14-dages tid? Jo, det kunne jeg godt – jeg syntes ikke, jeg kunne være andet bekendt.

-Mens jeg var hos Hans Bagge, kom Mogens Larsen en dag og spurgte, om jeg kunne hjælpe ham i 14 dage? “Jeg er faktisk på vej til Italien – så det må jeg lige tænke lidt over.” svarede jeg, men et par dage senere kom han igen og spurgte om jeg havde licens? Jo, det havde jeg da – “Kan du så ikke køre den der Gnisten på søndag?”

-Jeg havde jo kørt en fem-seks løb i Stockholm, og man var jo ung og ville gerne ud og køre travløb, så det endte med, at Mogens fik mig overtalt til de 14 dage – som så endte med at blive fem år!

Startede med fire heste
Da Finn Frederiksen startede hos Mogens Larsen talte stalden kun fire heste, men i løbet af kort tid var man oppe på 40-45 heste.

-Jeg skulle kun gå og passe fire heste, men efterhånden kom der flere og flere heste, og pludselig var vi otte mand, smiler Finn Frederiksen.

-En dag kom der f.eks. en svensk hesteejer og spurgte, om Mogens ville ha’ otte heste i træning, bl.a. den senere Derbytoer Ocitta, og det ville han selvfølgelig gerne.

-Mogens havde også altid en god håndfuld heste på hans fars gård, Gl. Mosegård, bl.a. hurtigtraveren, og Danmarksmesteren HCS. Dengang brugte man meget at skifte frem og tilbage mellem bane og gården. Mogens’ far, amatørkusken Kaj A. Larsen, havde hingste for Opdrætterforeningen, og talte i den forbindelse meget med de jyske hoppeejere. Han pressede nok også lidt på: “Hvorfor sender I dem ikke over til Mogens, så de kan få en god rekord?” På dén måde fik vi mange heste fra Jylland. Mange af dem var lidt sensible, men det havde han en god hånd for.

-Mogens Larsen kunne også lave ungheste, bl.a. Spathrine C, den senere Derbyvinder, og 2-årsstjernen Bellizar, men generelt var det ikke noget, vi gjorde det så meget i. Der var ganske enkelt ikke tid til alt det arbejde, som ungheste kræver. Det handlede næsten udelukkende om løbsheste, og der kom hele tiden nye ind.

Spathrine C vinder som 3-årings for Finn Frederiksen

Finn Frederiksen var tæt på i forbindelse med pasningen af Derbyvinderen Spathrine C, og han kørte den også i løb. Som 3 års blev det f.eks. til en sejr for ham med den skrappe hoppe.

En anden hest, som Finn Frederiksen selv førte frem var Crackshot, som var opdrættet af familien Wester på Siebjerggård, den gård hvor træner Thomas Fischer bor i dag. Crackshot var på et tidspunkt Danmarks hurtigste hest

-Jeg kendte Wester-familien godt, der via ophold i vores stalden, for alvor kom ind i sporten. Jeg købte Crackshot af dem som 1-års plag, og fik den godkendt i prøveløb. Så solgte vi den til Sverige, køber var familien Hultmann. Crackshot overtog i 1982 titlen som Danmarks hurtigste hest efter Tarok, da den i 1982 løb 13,1. Den rekord holdt i 5 år indtil Hairos i USA rendte 12,3. Crackshot vandt 22 sejre, og blev efter løbskarrieren avlshingst.

Det gik stærkt – for stærkt
Finn Frederiksen var tæt på Mogens Larsen i storhedstiden, men var også et af de nærmeste vidner til nedturen.

-Mogens var svær at komme ind på, men vi havde da en form for kammeratskab. Jeg tror, det var en kombination af flere ting, som var medvirkende til, at det gik som det gjorde, siger Finn Frederiksen.

-Han var jo til fest og farver, og det var flere af hesteejerne også, så der var altid gang i den efter løbene, men Mogens var desværre alt for hård ved sig selv.

-Til sidst kan man godt sige, at han gik helt i hundene. Jeg tror ikke han kunne klare det store pres, og dybest set var han slet ikke interesseret i at ha’ så mange heste. Han skulle hele tiden være på, og mange forlangte alle sammen for meget af ham.

-Men det var da helt sikkert en rigtig god tid, de år jeg var hos Mogens. Der var meget selvstændighed blandt os staldfolk. En hest som Ametyst fik jeg f.eks. som pashest. Efter at have kørt den første gang, sagde Mogens: “Den må du tage dig af – jeg kører den kun i løb.” Det var også en af de heste, der kom fra Jylland og i starten var den helt umulig, men vi fik den efterhånden dysset ned og hun vandt jo masser af løb, fortæller Finn Frederiksen fra sit og hustruen Ingegerd Benders hjem i Ordrup.

Finn Frederiksen i vindercirklen sammen med Spathrine C og hestens ejer, Erik Hagman


Den første tur til USA – så selvstændig træner
Efter 10 fantastiske år hos Mogens Larsen startede Finn Frederiksen op som selvstændig i 1980/81. Men først – under sin tid hos Mogens Larsen – var han på et ophold i USA, da han havde fået et stipendium på 10.000 kr. af det Danske Travselskab. Det var i 1976-77, og ”Frederik” kom til selveste Billy Haughton.

Her var han både i Florida, Pompano Park og f. eks. på den dengang nye bane, Meadowlands i nærhenden af New York. I 1977 var Billy Haughton i Danmark, og her vandt han Copenhagen Cup med Keystone Pioneer, hvor der var 100.000 gode 1977-kroner til den amerikanske hoppe.

Finn Frederiksen tog trænereksamen den 16. august 1977. Her deltog fra Lunden John Graversen, Marianne Kuhn, Max Nielse og Finn Nielsen sammen med Ole Størup, Claus Nymann og Erik Traulsen fra Odense/BIllund og endelig Lars Lykke fra Århus.

Finn Frederiksens relativt korte tid som træner indebar både op- og nedture. Han fik snart sin første trænersejr med hesten Columbo Elkær.

-Columbo Elkær var faktisk en form for andelshest dengang, og den blev også blandt andet kørt af amatørkusken Bent Engelhardt. Vi brugte i den anpartsstald de indtjente præmier på T-Bone Steaks på Tårbæk Kro, så pengene fik hurtigt ben at gå på, fortæller Finn Frederiksen med et grin, når han mindes den tid.

Finn Frederiksen og USA-hestene
På spørgsmålet om hvilke heste Finn Frederiksen vil fremhæve i sin trænerkarriere, deler han det op i to kategorier – danskfødt og amerikanskfødte.

Blandt de danskfødte heste var det Heidi Langsig, som han selv ejede. Den blev købt for 5.000 kroner og efter sine fine sejrspræstationer for Finn Frederiksen, blev hesten derefter solgt for et 6-cifret beløb til Tyskland, hvor hun fortsatte karriere med rimelig succes. 

Finn Frederiksen havde et tæt samarbejde med nu afdøde Jan Tunow, og her var der en del USA-heste, der blev købt hertil landet – og solgt lige så hurtigt videre til eksport.

-Jan var jo hurtig på aftrækkeren, nogle gange måske lidt for hurtig, og hvor jeg af og til måtte rede trådene ud. Men der var gang i den, der skete noget med hans gode heste, men de var ofte ikke så lang tid i min stald. Hvis de gjorde det godt i løbene, røg de snart videre til nye ejere for gode beløb, siger Finn Frederiksen og og fremhæver i den forbindelse tre USA-heste:

-Der var Slocum Hanover, der havde vundet den indledende afdeling af Peter Haughton Memorial, men blev skadet inden finalen. Der blev forlangt et højt beløb for den, men Jan Tunow fik det “ned” til 40.000 dollars!

-Den havde vi meget glæde af, selv om den aldrig blev hundrede procent igen. Jeg tror, vi behandlede den et helt år, inden dens første start.

-En anden god amerikaner var Savas Hanover,  der havde samme mor som bl.a. superhesten Sugarbowl Hanover og den gode følhoppe Sugar Hanover (mor til Sugarcane Hanover). Savas Hanover blev solgt til Sverige for mange penge og tjente 1,7 mill. SEK.

Endelig vil Finn Frederiksen fremhæve en tredje USA-hest i hans stald. Navnet var Orvis Rod, der var bror til Valley Victoria, som blev mor til selveste Valley Victory.

-Den vandt en del sejre for os og blev så solgt til Italien. Det var rigtig “USA-time” i perioden, hvor Finn Frederiksen også sammen med Jan Tünow og svenske Johan Bernt oprettede en slags filialstald i USA. Om sommeren foregik det i Florida, hvor Tünow selv kørte nogle af hestene i løbene.

Finn Frederiksen efter en sejr med Lady Meldgård, der var ejet af Doris Jørgensens far, Helmer Jørgensen

1 million indsat på kontoen – en ulykkeshest
I begyndelsen var det småt med startklare heste i stalden for den nyetablerede træner, men der var en del fine ungheste. Finn Frederiksen rejste en del, og var i mange år fast inventar ved afviklingen af Prix d’Amerique. Han havde hele tiden gode forbindelser til USA og foretog adskillige rejser derover, f. eks. til auktioner, og hjembragte amerikanske heste til Danmark.

En lidt mærkværdig USA-historie mindes Finn Frederiksen, da han af en dansk hesteejer fik indsat 1 mio. kr. på sin konto til at tage ”over there”!

-Det var i 1980 og sammen med en anden dansker tog vi til staterne. Vi købte to heste, men faktisk var den ene et fejlkøb. Det var en åring ved navn Hickory Almahurst, som var til salg for $ 45.000. Det blev i første omgang et Nej fra vores side. Alligevel fik vi handlet den senere, men nu til en noget højere pris: $ 70.000. Det var ikke meningen, men det skete altså. Vi fik købt en åring, hvor ønsket ellers var en løbshest! smiler Finn.

-Vi lod Hickory Almahurst blive i USA, og for at være ærlig, så havde vi ikke råd til at tage den hjem til Danmark.

-Men nu havde danskeren Eigil T. Andersen fået en halvpart i hesten, mens jeg havde 1/6. Den var i træning hos Joe O’Brien, som ikke havde overvældende succes med den. Derfor sendte han den til Søren Nordin, hvor det trods alt gik bedre.

-Så blev den syg med tarmslyng og vi håbede faktisk, at den døde, da vi havde den forsikret for $100.000!

Det gjorde den så heldigvis ikke og “ulykkeshesten”, som Finn Frederiksen kalder den, tjente faktisk omkring 1 million kroner og var nu eneejet af Eigil T. Andersen. Hickory Almahurst kom som 4-åring til Frankrig hos Søren Nordin, der bl.a. vandt Oslo Grand Prix med Nevele Pride-sønnen. Siden hen kom den til Danmark, og blev brugt i avlen, og derefter røg den videre til Italien. På trav.dk kan man konstatere, Hickory Almahurst ikke var nogen succes i avlen i Danmark.

1980 var også året, hvor Finn Frederiksen, hans hustru Ingegerd Bender og den på det tidspunkt kendte hesteejer, guldsmed Preben Rasmussen, foretog endnu en rejse til USA.

-Det var faktisk en slags bryllupsrejse for Ingegerd og mig, men det var også meningen, at vi skulle købe en unghest eller to. Vi var til auktion på Meadowsland, hvor der dog ikke var noget for os. Senere på ugen besøgte vi Lana Lobell Farm, men her var det mest ungheste, vi så. Så faktisk kom vi hjem uden at have købt nogle heste, men vi havde en dejlig uge, smiler Finn Frederiksen, når han tænker tilbage på disse travminder.

Samarbejde med Tunow
Samarbejdet med Jan Tünow gav Finn Frederiksen-stalden et godt boost i den rigtige retning med hans mange heste.

Jan Tünow, rejsearrangør og meget andet, var en handlekraftigt mand med mange forbindelser, hurtige ideer og hurtige hestesalg. Med sin stald Sun Invest var der mange heste, ofte amerikanske heste, eneejet eller delejet af Tunow, og som før nævnt røg mange hurtigt videre fra Finn Frederiksens stald til nye ejere.

-På et tidspunkt havde vi 26 heste i stalden, 19 af dem var fra USA! siger Finn.

-Jeg havde nu et godt samarbejde med Jan Tunow; vi trænede hestene sammen, enten på banen i Charlottenlund eller på Helmer Jørgensens gård i Bregnerød, hvor flere af hestene stod.

Jan Tünow var også fremme i skoene mht. reklame og markedsføring indenfor travet og sine egne heste. Finn Frederiksen vandt f. eks. løb med en af Tunows heste, der havde fået reklamenavnet Gedser-Travemünde.

Finn Frederiksen efter sejren med Gedser Travemünde. På fotoets ses endvidere Jan Tunow og Nina Kjær, som i dag er hesteejer på Bornholm


Stalden fuld i 1987
Vi er nu i 1987, hvor Jan Tunow rejste til USA sidst på året og blev der i en længere periode. Der blev starten til en dansk travfilial, hvor Finn Frederiksen hjalp med at starte denne stald op.

Finn Frederiksens staldmand på det tidspunkt, Helmer Jørgensens datter, Doris Jørgensen, rejste med for at hjælpe med at træne og passe nogle af Tunows heste, som han var eneejer eller delejer af. Som ny staldmand ansatte Finn Frederiksen i stedet træner Preben Kjærsgaards jockey, Carsten Sandberg.

Som Doris Jørgensen selv fortæller:

– Jo, det var jeg fra oktober 1987 til april 1988. Jeg har også været der mange andre gange – både i New Jersey hos Stanley Dancer, i Lexington og Harrisburg til auktioner, og i Florida. Jeg var også i USA alene og hente Heir To Crown og flyve hjem med den i de tidlige 80’ere.

Det var en travl tid med 23 heste i Frederiksen-stalden. På banen var der fast otte-ti heste, mens resten stod på gården og kun kom på Lunden til hurtigarbejder eller i løb. Blandt hestene er flere glemt i dag, men her vil vi nævne nogle navne:

Som f.eks. Tünows egne opdræt med efternavnet Candor. Først og fremmest Ibrahim Candor, der var en rigtig god hest med masser af sejre, men som desværre kiksede i Derbyet. Nævnes skal også Gator Candor, Gigi Candor, Masquerade Candor, Oliver Candor og Kawartha Candon.

Af de mange USA-fødte heste nævnes her Taj Mahal, Nome Hanover, Classic Serenade, Crown Victorian og den store skuffelse – som Finn Frederiksen benævner den – Bonefish-hoppen Fishing Nets, som han selv havde købt over i USA til nogle af sine danske hesteejere. Andre amerikanske navne var heste som Summit Talk og Sax Pack.

Af danske heste i stalden var der navne som Lady Meldgård og Mette Langsig, der var søster til førnævnte Heidi Langsig. Også Derby-femmeren Lamborghini kom i stalden hos Frederiksen, men blev snart solgt til Finland efter fire andenpladser for Finn Frederiksen.

-Jo, Tunow-tiden var en fantastisk periode i mit travliv, konstaterer Finn Frederiksen.

Finn Frederiksen vinder Augustpokalen 1983 med Taj Mahal

Stop mens legen er god
Trods alle de gode USA-historier var det imidlertid ikke altid lutter lagkage for travtræner Finn Frederiksen. Sejrene og nye heste/hesteejere væltede ikke ind. Det tærede på økonomien.

-På et tidspunkt var der kun fire heste i stalden, så en dag sagde jeg til Tunow: “Jeg tror, jeg stopper!”. Der var ikke penge i det. Nye regler om højere tvangspræmiesummer i løbene for de amerikansk opdrættede heste påvirkede også negativt i forhold til Jan Tunows mange USA-heste. Han var på vej væk fra Danmark.

Efter trænerstoppet blev Finn Frederiksen i stedet ansat hos den unge træner Palle Günther, hvor han var i 12 år. Det var omkring 1991/92.

-Det var også en god tid, omend noget andet end at være selvstændig træner. Jeg holdt lidt pause som kusk, men fik så igen jockeylicens og fik nogle køreture igen – ja, og enkelte sejre. Det gik sådan set ganske fint i løbene for mig.

-Men på et tidspunkt var Palle udelukket, og jeg skulle så køre alle staldens heste i løbene. Jeg husker, det var en onsdag aften, hvor det blev til fem køreture med Günther-staldens heste.

-Desværre gik hver eneste køretur ret dårligt for mig den aften, så jeg opdagede, at jeg alligevel ikke var ”verdensmester”. Så besluttede jeg simpelthen, at nu skulle det være slut med travsporten for mig. Palle Günther ville også flytte sin trænervirksomhed til Sverige.

Carlsberg-kusk
I stedet blev Finn Frederiksen ansat hos Carlsberg-bryggerierne. Her var han i 15 år, som kusk bag bryggerhestene, der ofte turnerede i hele Danmark til f.eks. byfester og receptioner og den slags.

Finn Frederiksen og Max Nielsen taler med Kronprins Frederik

-Det var en god tid, godt lønnet, og med en fin arbejdsfordeling med mulighed for friweekend og mange fridage i træk, siger Finn, som dog bevarede lidt tilknytning til travsporten i den periode, hvor han tog til Sverige og hjalp i stalden hos trænere som Tomas Malmqvist og danske Jørgen Lorentzen.

Finn Frederiksen gik på pension for nogle år siden.

-Til at begynde, de første par år, sad jeg bare i sofaen foran Tv’et, og blev større og større, erkender Finn Frederiksen. Men derefter begyndte han at gå lange ture, og nu er han hver formiddag ude og hjælpe hos kapervogmand Ole Sørensen på Bakken. Mange travfolk er beskæftiget i den branche. Der er navne som Claus Wagner, Klaus Jørgen Rasmussen og Julie & Max Nielsen.

-Det er dejligt igen at arbejde med hestene, og desuden får jeg rørt mig lidt, griner Finn.

Familien
Finn Frederiksen har dannet par med Ingegerd Bender i mange år. Bender-familien havde deres hjem i området Ordrup-Charlottenlund, og Ingegerd og Finn mødtes via deres fælles interesse for heste.

Ingegerd Bender var først og fremmest aktiv i galopsporten i de unge år. Hun var hesteejer med en vis succes. I 1974 blev det f.eks. sejr i Derby Trøstløb med Columbus, redet af Gert Hansen.

I 1990 fik Ingeborg og Finn datteren Charlotte, og i dag glædes de over deres barnebarn Ingeborg.

Ingegerd og Finn har rejst på mange krydstogter i deres ferie. Det har været dejlige fælles oplevelser for parret.

Ingegerd Bender og Finn Frederiksen. Foto: Kenn Erik Bech


Doris Jørgensen fortæller
Mogens Larsens kusine, tidligere jockey og amatørkusk Doris Jørgensen, i dag ansat i Dansk Hestevæddeløb, fortæller:

-Jeg kom stalden hos min fætter siden, jeg var barn, og fik lov at hjælpe til i fritiden fra 15-års alderen.

-Min far, Helmer Jørgensen, og Mogens’ mor var søskende, og jeg er jo kommet på travbanen siden jeg var helt lille. Min far havde bl.a. Nertzpigen hos Hans Hansen, og den kom med over til Mogens, da han startede som træner.

-Da jeg begyndte at komme i stalden havde Mogens seks staldfolk: Finn Frederiksen, Kim Petersen, Steen Jensen, Søren Bramlev, Ellen Bontenbal og Carsten Sandberg. Ellen var hollænder og havde en hund, som havde fået sparket sit ene øje ud, så den var blind på det ene øje ligesom Mogens. Det lavede han altid mange vittigheder om og sagde bl.a. ofte: “Nu går vi to ind og taler sammen under to øjne”!

-Finn Frederiksen er afgjort den, der har lært mig mest og jeg fulgte også med ham, da han startede som træner i 1979. Man sagde ofte, at Mogens var god til hopper, men det var en kombination af samarbejdet med Finn Frederiksen, som har en engels tålmodighed med hopper. Bare se på heste som derbyvinder Spathrine C og sejrrige Ametyst, som han passede. Det var ham, som bl.a. lærte mig at LÆGGE seletøj på, men absolut ikke stramme det, slutter Doris Jørgensen.

En ung Doris Jørgensen sammen med Gator Candor og Jan Tunow


Kilder:

Interview/korrespondance med Finn Frederiksen og Ingegerd Bender
Interview/korrespondance med Doris Jørgensen, Flemming Ankerdal, Preben Pedersen og Klaus Koch

Øvrige kilder:
Diverse ældre avisartikler (Rudolf Halberg)
Væddeløbsbladet og Trav Tidende + deres julenumre
Traverkalenderen