Travsportshistorie.dk

Sofus Sørensen

sofus-1

Sofus Sørensen (1887-1978) var en rigtig gavtyv og spasmager – altid klar med en frisk bemærkning, populær blandt publikum og frem for alt en dygtig travtræner og –kusk, som sammen med Koster dominerede dansk travsport i over 30 år. Privat var han langt mere indadvendt og slappede bedst af med en tur på havet i sin elskede fiskekutter, der under krigen fragtede omkring 300 jøder til Sverige. Travsportshistorie.dk tegner her et portræt af en af dansk travsports største personligheder gennem tiderne – både på og uden for travbanen.

Grundlovsdag 1921. Solen skinner fra en skyfri himmel og det er D-dag på Charlottenlund Travbane. D for Derby – årets største begivenhed på Nordens ældste hestevæddeløbsbane nord for København, som tidligere på året kunne fejre sin 30-års fødselsdag.

Efter en periode med dårligt vejr er sommeren endelig kommet til Danmark, og op mod 30.000 forventningsfulde tilskuere har fundet vej til ”Lunden” i håb om at tjene en skilling eller to i totalisatoren.

På musiktribunen på banens inderkreds svinger dirigent Julian Olsen taktstokken og sørger for fest og stemning på tilskuerpladserne, og fra Kongelogen følger travselskabets protektor, Prins Harald, løbene med stor interesse.

Fokus er selvfølgelig rettet mod Dansk Traver-Derby, hvor Sofus Sørensen er storfavorit med hoppen Bella S, som året før har vundet det største løb for de 3-årige heste, Dansk Trav Kriterium.

Men hvad er nu det?

En journalist i presselogen får pludselig øje på Bella S, som er begyndt sin opvarmning på den lille bane på inderkredsen, men noget er rivende galt.

På det ene forben har Bella S tilsyneladende en bandage gennemvædet med blod!

Er storfavoritten blevet skadet?

I presselogen går snakken livligt. ”Har du talt med Sofus i dag?” spørger Væddeløbsbladets chefredaktør Kaj Hansen bladets anden medarbejder, Otto ”Quickly” Nielsen, som ofte kommer i stalden hos Sofus Sørensen. ”Næh, ikke i dag, jeg kom lidt sent ud af døren.”

Trav-Tidendes grundlægger og redaktør, Georg Christensen, lister ud af døren og ned til rækværket. Sagen må undersøges nærmere. Kan man se hvad der er galt med Bella S? ”Den har måske slået sig i boksen – det er Koster sgu nok ikke ked af!”

Georg Christensen vender sig om og hilser høfligt på Ekstra Bladets Edvin Koch, der sædvanen tro er ulasteligt påklædt i lang frakke og hvide handsker. Koch er stor fan af Koster, som selvfølgelig også har en hest med i Derbyet.

Bella S

Blandt publikum er man også blevet opmærksom på Bella S, der i dagspressen ellers er udråbt som den store favorit, men det hele viste sig at være en storm i et glas vand, og i afgørelsens stund var Bella S overlegen i tiden 1.32,0/3000 meter.

Mange år efter benægtede Sofus Sørensen at han skulle have forsøgt at narre konkurrenterne.

”Man påstod, at jeg havde smurt dens ene ben ind i rødbedesaft, for at konkurrenterne skulle tro, den var kommet til skade, men det er ikke rigtigt. Hesten var blevet skåret ud i hoven, fordi der var betændelse, og den havde bandage på da den gik ud til Derbyet. Under løbet bevirkede trykket, at der sivede blod ud gennem gazebindet, og det er sandheden.” sagde Sofus Sørensen i et interview med Hugo Holdgaard i ”Travsporten Jul 1964” kort tid efter han havde sluttet karrieren.

Historien om Bella S er nok den mest kendte om Sofus Sørensen, som gennem sin lange karriere – der strakte sig over 54 år – vandt ikke færre end syv Derbysejre. Fem i Danmark og to i Sverige.

Derbysejren med Bella S blev Sofus Sørensens store folkelige gennembrud, men blot tre år senere vendte stemningen mod den populære træner, der blev fundet skyldig som en af hovedmændene i sagen om Kongelundsløbet – den første og hidtil eneste sag om ”matchfixing” i dansk travsport. Dén vender vi naturligvis tilbage til.

Foruden en bøde på 1.000 kroner blev Sofus Sørensen udelukket i over et år og var derfor væk fra løbene i hele 1925 – men som Fugl Føniks rejste ”Hele Danmarks Sofus” sig igen og var med til at sætte sit tydelige præg på travsporten i yderligere fire årtier.

Dette er historien om en af de største personligheder i dansk travsports historie. En fremragende træner og kusk, og samtidig en gavtyv og humørbombe af rang, som aldrig gik af vejen for at drive gæk med kollegaer og venner.

Som Flemming Ettrup skriver i bogen ”Gå med i Lunden” (1991) er historierne om Sofus Sørensen utallige.

Nogle sagde at han altid spillede med fordækte kort. Man vidste aldrig helt hvor man havde ham, og specielt i de unge dage gik han ikke af vejen for hverken en hurtig fidus eller for – populært sagt – at ”ta’ r….” på både kollegaer, hesteejere og journalister.

En udlægning, som familien – børnebørnene Gerda Rindholm og Sophus Bügel-Hansen – ikke kan nikke genkendende til, om end de selvfølgelig kender alle historierne om deres Morfar.

Historien om Sofus Sørensen bygger dels på de utallige artikler og interviews, der igennem årene er lavet med ”Hele Danmarks Sofus” i Væddeløbsbladet og Trav-Tidende – og dels på samtaler med to af hans tre børnebørn, fhv. træner Sophus Bügel-Hansen (f. 1933) og Gerda Rindholm (f. 1935).


sofus-3

Far stak af til Amerika
Sofus Laurits Sørensen kom til verden den 3. april 1887 i Taarbæk – ikke i Skovshoved, som mange ellers har troet – som søn af snedker Anders Sørensen (f. 28.februar 1864) og hustru Anna Johanne Marie Jensen (f. 20.juni 1867). Faderen var også født i Taarbæk som søn af fisker Søren Sørensen og hustru Ane Johansen, mens Sofus’ mor var født i Skovshoved som datter af fisker Jens Jensen og hustru Christina Hansen.

Parret blev gift i Gentofte Kirke 15. marts 1885, men vielsen er indført i Ordrup Kirkebog. Sofus’ far står da nævnt som bådebygger.

Sofus havde ikke ret mange erindringer om sin far, som rejste til Amerika i midten af 1890’erne – sammen med de andre omkring 300.000 danskere, der i årene 1868-1908 forlod Danmark for i stedet at prøve lykken ”overthere”.

”Så måtte Mor tage arbejde hos restauratør Rise på Charlottenlund Travbane. Derved kom jeg ind i travet, for jeg lille fyr på seks-syv år løb naturligvis op til hende.” sagde Sofus Sørensen i et interview i Berlingske Tidende i anledning af hans 70-årsdag.

Sofus’ mor var dog allerede på det tidspunkt deltidsansat på travbanen, hvor hun allerede fra den første løbsdag, 24. maj 1891, arbejdede i totalisatoren.

”Jeg mødte senere min far i Amerika. Der har jeg været seks gange, men Amerika er ikke noget for mig. Vi traf hinanden i New York; han boede ellers i Chicago og troede, at vi tilfældigt løb på hinanden, men en søster havde nu en finger med i spillet. Min far endte som husejer og vistnok en forholdsvis velhavende mand, men det mærkede jeg ikke meget til.”

Faderen står også som ”bortrejst” da Sofus bliver konfirmeret i Ordrup Kirke påskedag 14. april 1901.

Umiddelbart herefter kom han i lære på Klampenborg Galopbane hos træner Jens Carlsen, men allerede omkring nytår vendte Sofus tilbage til travsporten, hvor han tidligt havde gjort sig sine første erfaringer med det at være staldmand.

”Jeg løb jo i staldene fra jeg var syv år og en dag var der en der sagde: Ka’ du ikke hente et sæt? Det ved De ikke hvad er, men det var en halv brændevin og en hel flaske hvidtøl. De gik på omgang, og det varede ikke længe inden man måtte af sted igen ned i Grøndalshuset. Så kom man til at vaske vogne og smøre seletøj, og så var man dér. For 30 øre – om dagen.” sagde Sofus Sørensen.

Lærermesteren Smrcka
Sofus Sørensens egentlige lærermester var den tjekkiskfødte træner, Franz Smrcka (udtales Smergar), men der er mildt sagt lidt usikkerhed omkring de første år.

Som tidligere nævnt begyndte han at komme på travbanen som 7-årig i 1894, men i et interview i 1930, fortæller Sofus at han som 8-9-årig (altså i 1895-96) begyndte at smøre seler og vaske vogne hos trænerne.

”Jeg var først hos (Wilhelm) Gregor og så hos en neger, der hed (Alfred) Johnstone. 15 kroner om måneden dengang. Vi boede i nærheden, og vi var mange børn, så vi måtte hjælpe til hvor vi kunne.” sagde Sofus bl.a.

I et interview i Trav-Tidendes Julenummer 1937 i anledning af Sofus’ championat og sejr nummer 1.000 den 28. juli samme år med den tidligere Derbyvinder Patsy, var rækkefølgen dog byttet om:

”Fra niggeren (ja, det sagde man faktisk dengang) kom jeg over til Gregor, der var træner for Brdr. Eiermann, hvor jeg så var til jeg blev konfirmeret. Så kom jeg til Smrcka – og ham regner jeg for min egentlige lærermester.”

Et andet sted står der, at han startede som staldmand hos ”Planner” alias Johann Kaliszan – også i 8-9-årsalderen, så hvad skal man tro?

Både Gregor og Johnstone var med fra de tidligste dage på Lunden, og Kaliszan kom til Danmark i 1896, så tidsmæssigt kan det alt sammen godt passe, men det er i hvert fald et faktum, at Sofus Sørensen efter konfirmationen i 1901 kom i lære hos galoptræner Jens Carlsen på galopbanen – der dengang lå på Eremitagesletten.

Det holdt dog kun i trekvart år, hvorefter Sofus Sørensen iflg. ham selv kom i lære hos Frantz Smrcka på Charlottenlund Travbane. Smrcka kom imidlertid først til Danmark i 1905, så hvor Sofus tilbragte sin tid i årene før og efter århundredskiftet, er altså nærmest umuligt at opklare.

Faktum er dog, at Sofus beskrev Smrcka som en meget dygtig mand.

”Smrcka var en fin mand med cykelstyr-skæg, og der var ikke den traver, han ikke kunne få til at trave.” sagde Sofus Sørensen i førnævnte interview.

Der skulle gå hele fem år inden Sofus fik sin første køretur den 3. august 1910 med hesten Miss Chimes, der sluttede på fjerdepladsen.

Kort tid forinden var Smrcka blevet udelukket for ”usømmelig optræden”. Selvom han betegnedes som en noget stille og indadvendt natur, så var han i trænings- og løbssammenhæng ret vild. Han fægtede med arme og ben for at animere sine dyr, og én gang gik han til overdrivelse. Det var den 25. juli 1910, hvor han fik en længere udelukkelse for at i løb have anvendt en jernkæde (!) med karabinhage for at drive sin hest frem.

Smrckas udelukkelse gav dog ikke flere køreture til førstemanden Sofus Sørensen, som således kun fik én start mere det år, hvor han sluttede uplaceret.

Smrcka var på daværende tidspunkt privattræner for Henrik Hansen, som dog valgte at lade amerikaneren Browne træne og køre sine heste resten af sæsonen.


De fire stiftere af Staldfolkeforeningen: Forrest Andreas Petersen og Jørgen Sølberg – bagerst Sofus Sørensen og Holger Fischmann (1935)

Medstifter af Staldfolkeforeningen
I 1909 stiftedes Dansk Travtrænerforening (“Trænerforeningen af 1909”) og året efter Staldfolkeforeningen med Sofus Sørensen som en af de fire stiftere.

Sofus havde selv mange staldfolk gennem årene, og flere blev i rigtig mange år, bl.a. Svend Sølberg (far til træner Fredi Sølberg) og Andreas Petersen (bror til Johan “Sakki” Petersen), som begge kunne fejre 40 års jubilæum hos Sofus Sørensen.

Hans mest kendte elev er nok den senere træner Knud Hansen, men også lillebroderen Poul Klartoft (herom senere) opnåede fine resultater som selvstændig. Dattersønnen Sophus Bügel-Hansen var også ansat hos sin morfar i en længere årrække, inden han i 1956 blev træner i Skive og senere på Lunden, hvor han blev kollega med sin morfar.

Læs Sophus Bügel-Hansens erindringer: KLIK HER

Selvstændig i 1911
I 1911 startede Sofus Sørensen som selvstændig travtræner på Lunden og hans første hesteejer var fabrikant Georg Hansen, som senere kom med i Det Danske Travselskabs bestyrelse og bl.a. var initiativtager til opførelsen af ”Alderdomshjemmet” på Ordrup Jagtvej.

Georg Hansen sendte Oraosa i træning hos Sofus Sørensen og i Åbningsløbet den 7. maj blev parret nummer to bag Ida Bondsman med Frits Sommerfeld, der sejrede i tiden 1.39,0/2380 meter. Oraosa fik noteret tiden 1,36,5/3060 meter – den havde således 80 meters tillæg.

Allerede på årets anden løbsdag vandt Sofus Sørensen sin første sejr med samme Oraoso, der sejrede i hurtigklassen i tiden 1,37,5/2540 meter til odds 186:10. Førstepræmien var ikke mindre end 1.700 kroner på en tid, hvor en gennemsnitlig arbejdsmand tjente ca. 37 kroner OM UGEN.

Næste sejr kom med 2-årige Harry Amber og tredje sejr kom med Miss Edith til odds 822:10 – det højeste vinderodds i Sofus Sørensens lange karriere.

Det blev til i alt seks sejr og ti andenpladser det første år, hvor Sofus Sørensen sluttede på femtepladsen på trænernes sejrsliste. Hans lærermester Frantz Smrcka blev champion med 21 sejre foran Joe May og Max Rabenhorst – begge med 13 sejre.

Første klassiske sejr
Sofus Sørensen havde på det tidspunkt stoppet samarbejdet med Georg Hansen, men fik i stedet flere andre offervillige kunder i stalden. En af disse var ”Signor Danielo” alias rugbrødsfabrikant S.A. Johansen, som ejede Forstædernes Brødfabrik på Amerikavej.

Signor Danielo havde bl.a. Prins Beautaw, som i 1912 gav Sofus Sørensen sin første klassiske sejr, da den vandt Dansk Trav Kriterium i tiden 1.35,2/2600 meter – en forbedring af Lady Chimes’ løbsrekord fra 1911 på 5,4 sekunder.

Sofus med Prins Beautaw

Desværre var Sofus Sørensen lidt hård ved Prins Beautaw i tiden efter Kriteriesejren. En dag startede hesten således to gange på samme dag – og vandt begge løb. Sofus kørte Prins Beautaw i det første løb, mens Louis Nielsen sad i sulkyen ved den anden sejr, idet Sofus var forpligtet til at køre en anden hest.

Prins Beautaw faldt imidlertid helt ud af stilen og skiftede ved sæsonens afslutning til Frank Starr, som året efter vandt Derby med hesten i rekordtiden 1.30,2/3000 meter, hvilket i øvrigt også var en forbedring af den tidligere løbsrekord på over fem sekunder.

Det blev til otte sejre i både 1912 og ’13.

Flere og flere hesteejere fik efterhånden øjnene op for Sofus Sørensen, heriblandt bagermestrene O. Seidel og A.V. Nylander. Sidstnævnte havde bl.a. Ellen Beautaw, der blev Sofus’ første store hest med i alt 17 sejre.

Nylander havde også hesten Trixtan II, der vandt to løb på samme dag. Det kostede Sofus Sørensen en bøde på 500 kroner fordi han ikke tog det tillæg, som Trixtan II skulle ha’ haft efter den første sejr.

Champion i 1917
I 1914 vandt Sofus Sørensen 14 løb og det år startede han også for første gang i Dansk Trav Derby med førnævnte Ellen Beautaw, der blev nummer to bag Elegant Bai og Koster. Året før sluttede Ellen Beautaw på sjettepladsen i Kriteriet, men blev alligevel en rigtig fin hest.

I 1915 og ’16 blev det til hhv. 21 og 23 sejre. I den sammenhæng skal det bemærkes, at Lunden de år kun havde hhv. 24 og 25 løbsdage med ca. 180 løb hvert år.

”Skovseren” var nu et etableret navn i dansk travsport og i 1916 fik han tre nye kunder i stalden, som kom til at betyde uendeligt meget for Sofus Sørensens karriere: Georg Lehwald, S. Sørensen-Sveigaard og A.T. Andersen, som alle var medvirkende til hans succes.

Førstnævnte havde bl.a. den senere Derbyvinder Tornado, der dog efter salg til I.H. Jensen skiftede til Koster i begyndelsen af 3-årssæsonen efter Sofus havde vundet et par løb med den, men Sørensen-Svejgaard var til gengæld tro mod Sofus Sørensen i 20 år indtil sin død i 1936. A.T. Andersen var endnu mere trofast og forblev hesteejer hos Sofus Sørensen indtil han stoppede som træner i 1964 – han var således hesteejer i 48 år. En imponerende rekord uden sidestykke i dansk travsport.

Portrætfoto af Sofus Sørensen fra tiden omkring hans første championat i 1917

I 1917 lykkedes det så for første gang at hjemføre trænerchampionatet på Lunden med i alt 38 sejre, men med til historien hører det kuriosum, at han var indkaldt til reservestyrkerne (det var jo under 1. verdenskrig) og derfor havde han store dele af året ikke mulighed for at passe sin forretning som travtræner. Det hverv påtog Johan ”Sakki” Pedersen sig i stedet – Sofus Sørensen kom kun på løbsdagene, men kunne altså alligevel sikre sig championatet med 38 sejre.

Han vandt yderligere ni løb i travløb afholdt i hhv. Århus og Randers, og nåede således i alt 47 sejre i 1917.

Årets oftest sejrende heste i stalden var Erda og Tango med hhv. ni og syv sejre.

Masser af succes
Sørensen-Sveigaard havde haft heste i mange år, da han kom ind i Sofus Sørensens stald i 1916. Hans første træner var den forholdsvis ukendte Louis Larsen og hidtil havde der stået ”S. Sørensen” i programmet, men efter trænerskiftet til en anden S. Sørensen blev dette ændret til S. Sørensen-Sveigaard – opkaldt efter ejendommen Sveigaard på Bernstorffsvej i Hellerup.

Med Sørensen-Sveigaards heste fejrede Sofus Sørensen rigtig mange triumfer. I Væddeløbsbladets nekrolog i februar 1936 anslog Otto ”Quickly” Nielsen at Sofus Sørensen havde vundet 180 sejre med Sørensen-Sveigaards heste.

Den første hest som Sofus Sørensen modtog, var Tango, der vandt 23 løb, og nogle år senere kom bl.a. Bella S, der vandt både Kriterium og Derby.

Senere fulgte heste som Ibrahim Pascha (Svensk ”Triple Crown-vinder; vinder af Svensk Opdrætningsløb, Kriterium og Derby), Karina S (Svensk Kriterium og Derby-vinder), Orlick (Kriterievinder 1932), Sport, Rigoletto, Tempo, Ulla S og ikke mindst Addison – en af de 30’ernes allerstørste profiler i dansk travsport, som vi vender tilbage til senere.

Fodermangel og starthurtighed
Set over hele karrieren var Sofus Sørensen nok ikke kendt som en offensiv kusk, der yndede at køre sine heste fra spids, men sådan var det ikke i begyndelsen, hvor han var en mester i at få sine heste hurtigt afsted fra start. Det var med til at sikre ham det første championat i 1917.

Det var som bekendt midt under 1. verdenskrig og der var mangel på mange varer, hvilket – præcis som under 2. verdenskrig – medførte rationering.

En af de ting, der blev rationeret var hestefoder, hvilket bevirkede at Det Danske Travselskab i stor udstrækning gik bort fra lange løb. Man havde tidligere løb på både 2600, 2700 og 2800 meter – men nu blev 1800 meter og 1900 meters løb langt mere udbredt. I dag betegner vi løb over ca. 2000-2200 meter som normaldistancen, men i 1917 var det nærmest et sprinterløb.

Tidligere var kuskene vant til at tage den med ro fra start i de længere løb, men nu gjaldt det om at komme af sted i en fart og Sofus Sørensen var en af de bedste i dén ”disciplin” – selvom han selvfølgelig ikke var den eneste.

I Travsportens Årbog 1945 blev Sofus Sørensens køremetoder analyseret fra A til Z af Otto ”Quickly” Nielsen, som også mente, at Sofus’ starthutighed skyldtes, at han dengang (1917) var en ”forholdsvis ny og frisk mand, som havde gået i en god skole hos Smrcka, og havde dengang som nu en hjerne, der reagerede meget hurtigt.”

En anden ting, som Sofus – iflg. Quickly – havde lært af Smrcka, var at få en hest til galopere, når det passede ham. ”Hvem husker ikke hvorledes han med heste som Bella S og Ruby Echo kunne få en fejl på i sidste sving, for derefter i opløbet at feje al modstand til side. Dermed være ikke sagt, at alle fejl fra Bella S og Ruby Echo var frivillige fra Sofus Sørensens side.”

Det var dog ikke kun i opløbssvinget, men i særdeles også i startøjeblikket, at Sofus angiveligt med vilje fik sin hest til at fejle, for på den måde at skaffe sig en fordel i løbet. En af årsagerne kunne være, hvis en hest havde spat! ”Derved opnår han at hesten ikke fejler af smerte eller ømhed, fordi spatten uvægerligt vil trykke og gøre ondt, når der skal sættes hårdt af fra start. Kommer fejlen i starten, fordi det gør ondt på hesten, er fejlen som oftest umulig at genoprette, men lader han hesten fejle før den sætter af, vil den som oftest falde ned i trav, uden den mærker overgangen.”

Brugte aldrig pisken
Quickly var inkarneret Koster-fan og iflg. Sophus Bügel-Hansen skrev han sjældent noget positivt om Sofus Sørensen, men i førnævnte artikel erkender han dog trods alt, at der skal en mester til at praktisere den slags køremetoder, som Sofus Sørensen stod for. ”Sofus er vel en af de få herhjemme (efter Grochs død måske den eneste), der formår at skaffe sig en fordel ved at en hest fejler”.

Man kan også læse en meget deltaljeret sammenligning af Sofus Sørensen og Kosters kørestil.

”Man fæster sig ved, at han (Sofus Sørensen, red.) altid kører i lave sulkyer, og han altid sidder meget nær ved hesten … Et godt våben til at parere eventuelle fejl.

Sofus’ karakteristiske stilling i sulkyen, lænet stærkt frem mod hesten, fra løbets begyndelse med linerne helt nede på siden af lænden. Senere – når speeden er taget – med hænderne helt oppe på ryggen, og lænet endnu stærkere frem, nærmest for at skubbe hesten frem mod mål, er et så velkendt billede, at det engang vil blive savnet i dansk travsport.

Sofus bruger meget sjældent pisk for at drive sin hest i opløbet, og bruges den, er det ikke stærkt. Han nærmest forsøger at ”lokke” den til at gøre sit yderste; helt slappe liner og med små, korte bevægelser søger han at liste hesten over målet.

Der er jo stor forskel når man ser Koster komme i opløbet med en træt hest, og man ser Sofus. Mens Sofus læner sig frem og nærmest skubber hesten frem for sig, ligger Koster helt tilbage i sulkyen, meget langt fra hesten med stramme liner, nærmest for at bære den gennem mål, endda med begge liner i en hånd og pisken i den anden.”

Som nat og dag
Igennem næsten halvtreds år dystede Sofus Sørensen og Koster mod hinanden, og især i mellemkrigsårene (1918-40) var de to trænere nærmest enerådende på de københavnske baner. I en tid, hvor travsporten var en af de største sportsgrene herhjemme med tusindvis af tilskuere hver eneste løbsdag, blev både Sørensen og Koster tilbedt som helte – og man fornemmer nærmest en ærefrygt i de utallige artikler, der gennem årene er blevet bragt i bl.a. Væddeløbsbladet og Trav-Tidende.

Som det er beskrevet mange steder var de hinandens diametrale modsætninger. Kørestilen var én ting, men deres personlighed var også vidt forskellig. Koster beskrives af alle som en udadtil smågnaven og indesluttet type, mens Sofus var den udadvendte type, som ofte ”hang ud” på Tutten og hyggede sig med hesteejere og andet godtfolk.

Med tiden lærte de dog at respektere hinanden, om end de aldrig blev bedste venner. I et dobbeltinterview i Væddeløbsbladet i anledning af Sofus Sørensens 65-års fødselsdag i 1952 spurgte journalisten – signaturen ”h” – bl.a.:

”Man har indtryk af, at De altid har været gode sportskammerater?”

Koster: ”Hvad sportskammerater angår, så har vi jo været oppe at nappes som unge mennesker.”

Sofus: ”Ja, dengang var blodet lidt hedt, men siden har vi respekteret hinanden, og vi er jo begge faldet lidt til ro efterhånden, og nægtes kan det ikke, vi har haft mange hårde dyster”.

Hvortil Koster svarede:

”Sofus er et af de mennesker, jeg har haft mest kvaler med – og så især på denne anstalt, hvor der kan være rigeligt i forvejen.”

Og man er ikke et sekund i tvivl om, at ”Den lange” mente hvad han sagde, selvom tonen i interviewet mest bærer præg af en hyggesnak mellem to ældre herrer i pensionsalderen.

Otte år senere sagde Koster farvel og tak. Han kørte – og vandt – sit sidste løb med hesten Oscar Den Store den 18. december 1960, mens Sofus Sørensen fortsatte fire år endnu.


Kongelundsløbet
Affæren om Kongelundsløbet er et sort kapitel i Sofus Sørensens historie, selvom han hurtigt blev taget til nåde af både publikum og hesteejere, og allerede to år efter genvandt han trænerchampionatet.

Fredag den 26. september 1924 indledte Amager Travbane årets sidste meeting med en løbsdag, arrangeret af Hesteejerforeningen, og i 5. løb – Kongelundsløbet – sejrede Albert Hill overlegent med outsideren Cortellena II, mens Sofus Sørensen blev diskvalificeret med favoritten Ruby Echo.

Vindertiden for Cortellena II blev 1:37, hvilket var 8-10 sekunder langsommere end man normalt ville forvente i den aktuelle klasse.

Dommerkomiteen besluttede sig derfor for at foranstalte en nærmere undersøgelse af løbet, og påbegyndte en afhøring af de implicerede kuske.

På dette tidspunkt var Dommerkomiteen ikke bekendt med, at der i minutterne inden løbets start, var gjort et samlet indskud på Cortellena II på 400 kroner – helt uhørt i midten af 20’erne, hvor en arbejdsmand tjente omkring 300 kroner om måneden.

Det blev man først opmærksom på, da udbetalingen VAR påbegyndt og publikum protesterede højlydt mod det store indskud, som angiveligt skulle stamme fra en af de implicerede trænere eller deres håndlangere. Bølgerne gik højt og på et tidspunkt måtte politiet tilkaldes for at forhindre den ophidsede menneskemængde i at storme dommertårnet

Nu rullede sagen og at dømme ud fra den måde, forløbet er beskrevet i bl.a. Trav-Kalenderen og Trav-Tidende, blev Sofus Sørensen hurtigt afsløret som hovedmanden under de forhør, der blev foretaget lørdag (27. september) og mandag (29. september) efter Kongelundsløbet.

Udelukket 15 måneder
Kongelundsløbet blev onsdag den 1. oktober erklæret ugyldigt og samtlige indskud blev betalt tilbage. Samtidig afsagde Dommerkomiteen dom over de skyldige.

Som hovedmand i sagen blev Sofus Sørensen idømt den strengeste straf, mens hans lillebror – træner Poul Sørensen (senere Klartoft) – og træner Peter Andersen også fik lange udelukkelser.

I Trav-Kalenderen kunne man læse de fuldstændige domme:

Træner Sofus Sørensen idømmes en bøde på 1.000 kroner samt udelukkelse fra offentlige baner for sig og de ham eventuelt tilhørende heste indtil 1. januar 1926.

(Løbsbestemmelsernes § 50 samt 87 pkt. a, c og e)

Træner Poul Sørensen forbydes kørsel på offentlige baner indtil 1. juli 1925.

(Løbsbestemmelsernes § 50 samt 87 pkt. b)

Træner Peter Andersen forbydes kørsel på offentlige baner indtil 15. maj 1925.

(Løbsbestemmelsernes § 50 samt 87 pkt. b)

Træner P.P. Nielsen idømmes en bøde på 500 kr.

(Løbsbestemmelsernes § 50 samt 87 pkt. b)

Træner William Jensen idømmes en både på 200 kr.

(Løbsbestemmelsernes § 50 samt 87 pkt. b)

Som den eneste blev Albert Hill frikendt, men løbet blev som nævnt annulleret og Cortellena II fik aldrig udbetalt sin førstepræmie.

Sofus Sørensen på Amager Travbane i efteråret 1924 sammen med amatørkuskene Carl Ryle og Hans Fischer kort tid efter han var blevet udelukket i forbindelse med Kongelundsløbet.

Godmodigt folkefærd
Trav-Tidendes Julenummer skrev selvfølgelig om sagen, og her kunne man bl.a. læse, at de fem trænere – efter et krav fra Hesteejerforeningens bestyrelse – også blev dømt til at dække dagens underskud.

”Dette var et meget dårligt forvarsel til Amagerbanens afsluttende meeting. Forinden havde en del hesteejere yderligere protesteret energisk mod de små præmiesummer og nægtet at tilmelde, men gennem forhandlinger nåede man dog at få de pågældende løb nogenlunde besat.

Heldigvis er travpublikummet verdens mest godmodige og trofaste folkefærd, og da vejret mødte med solskinssmil, tøede forargelse og harmen op, og Amager fik en smuk afslutning både sportslig og pekuniær.”

(Trav-Tidendes Julenummer 1924)

Hvordan Sofus Sørensen senere havde det med Kongelundsløbet, er svært at sige. Han nævner ikke sagen med ét eneste ord i de talrige interviews, der gennem årene er blevet lavet i bl.a. Væddeløbsbladet og Trav-Tidende, og iflg. hans børnebørn – Gerda Rindholm og Sophus Bügel Hansen – har de aldrig hørt ham tale om det.

Der kom dog en lille kommentar til sagen, da Sofus Sørensen i forbindelse med sit 30-års jubilæum blev spurgt om, hvor han ville fejre jubilæet:

”Det er mig det samme – bare ikke i Kongelunden!”

Derudover refererede Væddeløbsbladets Otto ”Quickly” Nielsen til en lille anekdote, som han kørte i 1935, hvor Sofus Sørensen fejrede 25-års jubilæum for sin første start:

”Vi var mange, der sad i hans have på Ordrup Jagtvej og drak kaffe. Der blev budt sukker rundt med en sølvsukkertang. Til denne bemærkede Sofus: ”Det er Danmarks dyreste sukkertang.” Vi andre var lidt desorienterede, idet vi ikke mente den havde kostet alverden. Jo, sagde Sofus, det var den præmie jeg fik i Kongelundsløbet med Ruby Echo. Den kostede mig 35.000 kroner.” – formentlig med sit velkendte gavtyvesmil.

Mangemillionær på spil?
Set i bakspejlet var straffen hård, men omvendt var man også nødt til at statuere et eksempel i den første sag af sin art i dansk travsport.

Sofus Sørensen havde formentlig ikke overvejet konsekvenserne af sin ”gode gerning”. For det var til syvende og sidst dét, det med stor sandsynlighed var; en form for hjælp til en økonomisk betrængt kollega (Albert Hill), der som nævnt også – som den eneste – blev pure frikendt.

Hvem der havde gjort indskuddet på de 400 kroner blev aldrig opklaret, men i den sammenhæng var det en offentlig hemmelighed, at Sofus Sørensen selv spillede flittigt i totalisatoren – dog ikke personligt, men via sine hesteejere eller staldfolk.

I Travsportens Årbog 1945 skriver Robert Kühl således:

”Hvad der fortælles i travkredse om eventyrlige gevinster, ikke mindst om en mand som Sofus Sørensen, grænser til det utrolige. Jeg er fuldt villig til at indrømme, at Sofus Sørensen er en endog særdeles begavet mand med en hjerne og en intelligens, der ville have gjort ham til forgrundsfigur i en hvilken som helst gerning, han havde valgt sig, men skulle blot en brøkdel af, hvad er fortælles om hans gevinster, være sandt, så må Sofus Sørensen være mindst tocifret millionær, og det tror jeg dog ikke at han er.”

Der er således netop kun tale om rygter, som ikke kan bevises, men som den store spasmager han var, kunne Sofus Sørensen også finde på at ta’ folk ved næsen ved at udsprede falske rygter om en hest.

Sophus Bügel-Hansen

Sophus Bügel-Hansen fortæller:

”Han hadede at være favorit og jeg har bl.a. hørt, at Sofus engang sendte sin staldmand Rasmus Valentin over for at spille på en hest, for han vidste godt, at når folk så Sofus Sørensens staldmand spille på en hest, så måtte den ha’ stor vinderchance. Nummeret lykkedes også – hesten blev storfavorit i totalisatoren, men kunne ingenting i løbet – og det vidste Sofus jo godt på forhånd!

Dengang var spilleboderne delt op i beløb – hhv. 2, 5, 10 og 50 kroners bonner, og der var altid mange, der stod og lurede når nogen gik hen til 50 kroners-boden.”

Ude af spillet – og alligevel ikke …?
Tilbage til historien om Kongelundsløbet.

Det er lidt svært at afgøre hvor mange heste Sofus Sørensen havde i træning 1. oktober 1924, hvor dommen faldt, men hans 38 sejre det år blev vundet med 17 forskellige heste.

Efter Sofus’ trænerlicens blev inddraget flyttede staldens heste til andre trænere, heriblandt 2-årige Ole, der gik til Poul Groch, som året efter vandt Dansk Trav Kriterium med hesten. Det var imidlertid Sofus Sørensens lillebror, Paul Klartoft, som stod for den daglige træning af Ole, så måske var Sofus ikke så ”usynlig” alligevel.

Det har ikke været muligt at få det opklaret, men man kunne godt forestille sig, at Sofus Sørensen fortsat stod i baggrunden og trak i trådene mens folk som Paul Klartoft og Sofus’ mangeårige førstemand, Svend Sølberg, passede ”hans” heste, der selvfølgelig officielt var i træning hos andre.

I et interview i Trav-Tidende umiddelbart inden sæsonstart i 1926 sagde Sofus Sørensen bl.a.:

”Så kan man da endelig tage fat. Det har ikke været morsomt at være ude af spillet i så lang tid. Værst kneb det jo i begyndelsen, og specielt når jeg mellem publikum overværede løbene og så mine gamle heste til start. Men nu må man jo se at indhente det forsømte.”

”Og det vil lykkes, tror De?”

”Ja, jeg må ikke klage. De fleste af mine gamle hesteejere har ikke svigtet mig, og det materiale, jeg har fået kan jeg kun være yderst tilfreds med.”

Iflg. Trav-Tidende havde Sofus Sørensen ved sit comeback i 1926 ”udsolgt” i stalden, hvilket ville sige 20 løbsheste + åringer.

Måtte starte forfra
Inden Kongelundsløbet havde Sofus Sørensen vundet 38 løb, mens Koster blev champion med 73 sejre, hvilket i øvrigt var ny rekord. Dét år havde ”Den lange” en sejrsprocent på imponerende 43 %!

To af Sofus Sørensens bedste heste de år var Martha Myers og Flying Miss, som han vandt hhv. 15 og 16 løb med. Sidstnævnte var en overgang fast inventar i hurtigklassen, men da Sofus vendte tilbage 1. januar 1926 var både Martha Myers, Flying Miss og et par af de andre stærke kort udbrændte, og han måtte reelt starte forfra.

I 1926 blev det dog alligevel til 29 sejre – Koster blev overlegen champion med 71 sejre foran Poul Groch med 43. Sofus’ bedste hest det år var Galvani og Mc Afee, der begge vandt fem løb, mens Halma tog fire sejre.

Allerede året efter lykkedes det for Sofus Sørensen at generobre championatet med 57 sejre, og så hjalp det ikke Koster, at Harrison Dillon det år vandt 11 løb – han måtte nøjes med andenpladsen med 48 sejre.

Den nye amerikaner Colonel Foote blev sammen med Ibrahim Pascha Sofus Sørensens oftest sejrende heste med hver syv sejre. Dertil kom to sejre på Jägersro, hvor Sofus bl.a. vandt Svenskt Trav-Kriterium med Ibrahim Pascha.

Imponerende comeback for Sofus Sørensen, som mange ellers havde dømt ude efter Kongelunds-sagen; dog ikke den ellers inkarnerede Koster-fan, Otto ”Quickly” Nielsen, som i Trav-Tidendes Julenummer 1927 skrev:

”I efteråret 1924 talte jeg med en af vore kendte hesteejere, og vor samtale berørte bl.a. Kongelundsløbet og den deraf følgende karantæne hos Sofus Sørensen. Jeg husker tydeligt at vedkommende hesteejer bemærkede: Sofus begynder sikkert aldrig som træner mere, han er færdig på det område, og skulle han mod min forventning fortsætte, vil han aldrig nå de gamle højder.”

Noget mere reserveret i sine udtalelser fra afdøde bygmester Müller (C.L. Müller – Jägersros grundlægger og Derbyvinder med Peter Poque, Jr.), der som svar på en artikel her i bladet skrev, at det ville tage flere år for Sofus Sørensen at arbejde sig op igen til en stilling, hvor han kunne true Koster i kampen om årets championat.

Jeg personlig hældede dog til den antagelse, at der næppe ville gå lang tid, før Sofus ville være fremme i første række, og det viste sig at jeg fik ret. Det varede to år.”

Tja – det er jo altid let at være bagklog, men faktum var i hvert fald, at Sofus var tilbage på toppen.


Patsy efter Derbysejren

Storhedstiden
Fra 1927 og ti år frem oplevede Sofus Sørensen den største periode i sin karriere, hvor det bl.a. blev til Derbysejr med Patsy (1934), sejr i Dansk Trav Kriterium med Kaddara (1928) og Orlick (1932) samt sejr i Dansk Opdrætningsløb med Kaddara (1927). Dertil kom sejre i Svensk Opdrætningsløb med Ibrahim Pascha (1926), Svensk Trav-Kriterium med Ibrahim Pascha (1927) og Karina S (1928) samt Svensk Trav-Derby med Ibrahim Pascha (1928) og Karina S (1929). Derudover fik Sofus også stjerner som Colonel Foote, Poul Revere og ikke mindst Lauritz.

Sofus Sørensen blev endvidere trænerchampion i København (Lunden og Amager) i 1927, 1929-31 og 1937. I 1930 satte han ny sejrsrekord med 87 sejre – en forbedring med to sejre af Kosters rekord fra 1925. Lauritz blev årets oftest sejrende hest med 12 sejre, mens også heste som Mr Brooke (11 sejre) og Mc Afee (10 sejre) gjorde det rigtig flot for Sofus Sørensen i 1930. I indkørte præmier blev det til 132.000 kroner.

Rekorden blev i øvrigt først forbedret i 1964 af Walther Kaiser-Hansen med 89 sejre.

I Trav-Tidende og Væddeløbsbladet offentligjorde man løbende trænernes træningslister, og her fremgår det bl.a. at Sofus Sørensen ved sæsonen 1930’s afslutning havde 23 heste i træning.

Dobbelt svensk Derbyvinder
Jägersro åbnede i 1907, men der skulle gå 19 år inden man afviklede det første avlsløb i Sverige – Svensk Uppfödningslöpning (”Svensk Opdrætningsløb”). Året efter kørte man den første udgave af Svenskt Trav-Kriterium og i 1928 kom Svenskt Trav-Derby også med.

De første par år var løbene åbent for alle heste uanset nationalitet, og de danske trænere tog godt for sig af retterne, men det var også så som så med svenskfødte heste dengang.

Sofus Sørensen vandt således de to første udgaver af alle tre løb med Ibrahim Pascha, der var ejet af Sørensen-Svejgaard, og Dreamer Boy-hingsten blev dermed den første ”Triple Crown-vinder” i svensk travsport.

Sofus vandt også både Kriterium og Derby med Karina S – der i øvrigt var efter hans gamle DANSKE Derbyvinder, Bella S. I den årgang snuppede Koster Opdrætningsløbet med King Viggo, men så havde svenskerne også fået nok. De tre klassiske løb blev efterfølgende lukket for udenlandske heste, og siden da er det ikke lykkedes for en dansk kusk at vinde et af de svenske avlsløb.

Ibrahim Pascha vinder Svensk Uppfödningslöpning 1926 foran Ida III med William Jensen.

Ibrahim Pascha
I det danske Opdrætningsløb blev Ibrahim Pascha nummer tre bag Ivun og Iowa, men på Jägersro var han altså bedst og sejrede i tiden 1.39,9/1609 meter.

Sejren i Svensk Uppfödningslöpning var Ibrahim Paschas eneste som 2-års i syv starter, men som 3-års var hesten nærmest enerådende med syv sejre i 14 starter. Foruden Svenskt Trav-Kriterium blev det således også til sejr i Dansk Trav Kriterium og Amagers 3-årings Grand Prix.

Sejren i Svensk Uppfödningslöpning var Ibrahim Paschas eneste som 2-års i syv starter, men som 3-års var hesten nærmest enerådende med syv sejre i 14 starter. Det blev nemlig også til sejr i Dansk Trav Kriterium og Amagers 3-årings Grand Prix.

Løbet blev i øvrigt en kæmpe triumf for Sofus Sørensen hvis heste besatte de tre første pladser. Ibrahim Pascha sejrede i tiden 1.34,6/2600 meter foran Irish Boy (Holger Fischmann) og Ingen Bedre (Rudolf Jensen).

“Tiden for løbet var ikke særlig strålende, men regnen havde også gjort banelegemet meget tungt.” som Trav-Tidende konstaterede i sit julenummer.

Sofus Sørensen modtager ærespræmien efter Ibrahim Paschas sejr i Svenskt Trav-Derby 1928 på Jägersro.

Som 4-års tog Ibrahim Pascha fem sejre i 23 starter, heriblandt som nævnt Svenskt Trav-Derby – der blev kørt søndag den 5. august 1928 – i tiden 1.30,9/3000 meter. Her blev det i øvrigt tredobbelt dansk triumf med Joko Worthy (Koster) og Johnny Finance (Leth-Olsen) på anden- og tredjepladsen.

I det danske Derby nøjagtigt to måneder tidligere (Grundlovsdag) var rollerne imidlertid byttet om.

Her gik sejren til outsideren Johnny Finance med Alex Leth-Olsen foran Joko Worthy (Knud Hansen) og favoritten Iowa (Koster), mens Ibrahim Pascha aldrig for alvor kom ind i løbet og sluttede på fjerdepladsen langt efter vinderen.

Som 5-års vandt Ibrahim Pascha fire sejre i 25 starter, mens det året efter (1930) kun blev til en enkelt sejr i 27 starter. Hesten sluttede sin karriere som 7-års med fire starter uden at tjene en krone.

Ibrahim Pascha tjente 34.662 kroner og fik rekord 1.26,5.


Gårdejer Sørensen
Efter 25 år som træner fik Sofus Sørensen en idé. Han købte Kratgården i udkanten af Slangerup – en ejendom på 62 tdr. land, hvilket afstedkom en helsides artikel i Trav-Tidendes Julenummer med overskriften ”Gårdejer Sørensen”.

Det var således ikke Walther Kaiser-Hansen, som var den først travtræner herhjemme, der købte sin egen gård – Digelsgård ved Fredensborg – men derimod Sofus Sørensen, som efter sigende var inspireret af Firemilegården i Karlstrup, hvor Julius Høybye opdrættede et utal af fine heste.

Og succesen udeblev ikke.

Efter 39 sejre i 1936 blev det til 60 sejre i 1937 og Sofus sikrede sig dermed sit ottende – og sidste – trænerchampionat. Koster måtte nøjes med 58 sejre, men overtog herefter igen tronen og vandt championatet ti år træk.

Men 1937 var Sofus Sørensens år – ikke mindst takket være fænomenet Addison, der i 29 starter vandt 22 sejre og satte ny sejrsrekord.

Væddeløbsbladets Julenummer bragte, som der var tradition for i mange år, et interview med årets championtræner, der bl.a. udtrykte stor glæde over købet af Kratgården:

”Min største glæde og interesse er min gård i videste forstand, altså min jord, mine hopper og føl, som jeg haster ned til på Kratgården så snart jeg har et par timers til overs. Jeg har også haft den glæde, at de heste, som jeg har haft dernede i år, har vundet 29 løb – deraf Uha efter min gode hoppe Clara Hanover alene 11 løb.” sagde Sofus Sørensen, som det år vandt sin sejr nummer 1.000 med den tidligere Derbyvinder Patsy.

I alt vandt Sofus Sørensens stald 83 løb i 1937. Hjælpetræner Herbert Hansson vandt fem løb, mens amatørkuskene med Emil Hansen i spidsen vandt 18 løb tilsammen. Emil Hansen vandt 10 løb og blev årets amatørchampion.

Kratgården

Glæden var kort
Det blev dog kun til fire år som gårdejer. Hitlers invasion af Danmark den 9. april 1940 og den deraf følgende rationering af bl.a. benzin – som medførte at alle private biler blev ”klodset op” – betød, at det blev særdeles vanskeligt for Sofus Sørensen at komme fra Charlottenlund til Slangerup.

Der var også mangel på hestefoder allerede i krigens første år, så det var med blødende hjerte at han måtte sælge både gården og følhopperne, der blev afhændet til nogle af omegnens bønder. Iflg. en artikel i Trav-Tidendes Julenummer 1940 fik Sofus Sørensen som betaling ”et føl eller noget andet, det er på vidt forskellige betingelser.”

Sofus var ellers faldet rigtig godt til på Kratgården, hvor han ved siden af sin trænervirksomhed også handlede med svin, hvilket han angiveligt tjente mindst lige så godt på. Endnu et eksempel på Sofus Sørensens uomtvistelige handelstalent. Han tjente også en god skilling på at sælge fisk fra sin kutter, når han kom i land efter en tur på havet.

Han havde imidlertid også andre talenter og tegnede således selv sit møblement i herreværelset på Kratgården. ”De solide, men originale, lyse møbler med det muntre, næsten skælmske og dog stærke kalveskindsbetræk. Her fandt Sørensen sig hjemme.” som signaturen Pierre skrev i ovennævnte artikel i Trav-Tidendes Julenummer – og gik dybere ind under huden på den karismatiske træner:

”Det var imidlertid i marken og i den høje miniatureskov på højen, man oftest traf Sofus. Friluftsbarn er han nu – man bliver mæt af restaurantluft og københavnersjov.

Mange troede at mesteren tænkte på at glide ud fra sit liv som træner for derefter at trække sig tilbage til Kratgården, hvor han havde sin hovedinteresse: Opdrættet. Dette sker næppe, og en ny fase er indtrådt.

Men Sofus har altså beholdt en avlshoppe, den bedste, vil man måske sige. Nej, det er Evelyn Diamant, der er for gammel til at arbejde i marken hos bønderne. Derfor skal hun have det godt på Kratgården.

Sofus siger det uden store ord, og han tilføjer, at han er glad for at han er kommet af med avlshopperne til folk, der kan ”give dem noget i skrutten”. Jeg kan ikke lide at se heste sulte, tilføjer træneren.

Han siger det sådan, at man ved han taler sandhed. Jeg mindes det udtryk han havde i øjnene lige efter Addisons død. Udadtil holdt han den lidt for selvsikre maske, men i øjnene læste man en stille, dyb sorg.”


Lauritz
En af de bedste heste i Sofus Sørensens karriere var afgjort Lauritz, der med sine 61 sejre i 339 starter er en af de oftest sejrede og oftest startende  heste i dansk travsports historie. En slider af dimensioner.

Lauritz kom til Sofus Sørensen dagen efter Dansk Trav Derby 1930, hvor han sluttede op fjerdeplads efter startfejl. Hesten gik siden en fantastisk ophentning, men dén præstation var den berømte dråbe, som fik ejeren – Rasmus Hansen – til at flytte Lauritz fra Max Rabenhorst til Sofus Sørensen.

Netop i 1930 havde man indført maskinstarten og højttaleranlæg på Lunden, men ikke på Amager, og Lauritz var mildt sagt ikke vild med den nye startmetode. Han blev bange og galoperede som regel fra start, mens han gik fra sejr til sejr på Amager.

Sofus Sørensen kendte også til Lauritz’s problemer, som han løste ved at placere en grammofon uden for boksen og lod den spille dagen lang. Snart var Lauritz fortrolig med “larmen” og sejrene begyndte rulle ind. Det første år blev det til 12 sejre og året efter til 14 sejre.

I den sidste start for Sofus – Hesteejerpokalen – blev Lauritz kørt af Axel Leth-Olsen og var på vej mod sejren, men galoperede og så gik sejren til Le Roy med Sofus Sørensen foran Harrison Dillon med Koster.

Dagen efter blev Lauritz flyttet til Holger Fischmann, der vandt sin første start med hesten, men de to næste starter blev Lauritz besejret af hhv. Arion Gay og Mr Brooke – begge med Sofus Sørensen i sulkyen.

I 1932 vandt Lauritz otte løb, heriblandt Mesterskab for Danmark og Nationalløb, og året efter blev det til fire sejre, inden hesten igen holdt flyttedag – denne gang til Aage Kristoffersen.


Addison
Amerikanskfødte Addison nåede kun at blive seks år, men satte et imponerende “aftryk” og hans sejrsrekord på 20 sejre i 1937 kom til at stå 34 år indtil den blev slået af Nikodemus i 1971 med 22 sejre.

Addison blev importeret af Albert Jensen, Stutteri Kignæs – Opdrætterforeningens første formand – som i første halvdel af 30’erne købte flere heste i USA, bl.a. Sanabell, Calumet Dick, New England, Hasty Hanover, der alle gik i træning hos Sofus Sørensen.

Albert Jensen var en initiativrig mand, som bl.a. i 1935 arrangerede travløb i Frederikssund med totalisatorspil. Med et ekstratog fra Københavns Hovedbanegård kunne man køre tur/retur og billetten gav samtidig adgang til travbanen. Her fik Addison som 3-års sin første start i Danmark med amatørkusken, bagermester Phillips i sulkyen, men uden den store succes. Hesten sluttede på fjerdepladsen i et løb, der blev vundet af en anden af Albert Jensens amerikanere, Gorgeous Girl med Gerhard Bügel-Hansen.

Senere på sæsonen blev Addison solgt til Sørensen-Sveigaard og gik i træning hos Sofus Sørensen. Det år blev det til otte sejre i 15 starter og Addison besejrede bl.a. den tids bedste hest, Full Tilt, fra lige start. En stjerne var født.

Desværre døde Sørensen-Sveigaard i februar 1937 og nåede ikke at opleve Addisons helt store år – 1937 – med 22 sejre, fire andenpladser og tre mindre placeringer i 27 starter. En af årets største sejr kom i Svenskt Mästerskap på Jägersro, som dengang var åbent for udenlandske heste.

Addison var nu blevet overtaget af Sørensen-Sveigaards nevø, Oluf Hansen, mens det lykkedes Sofus Sørensen at få solgt staldens øvrige heste – med undtagelse af Orlick, der blev solgt til Fyn – til nogle af sine øvrige hesteejere.

Successen fortsatte i 1938, hvor Addison vandt otte sejre i 24 starter, men den fik virkelig lov til at bestille noget og 60 meters tillæg til heste som Sonny Diamond og Rex The Great var ikke ualmindeligt. Det sled på Addison, der desværre fik et meget kedelig afslutning på karrieren.

Der blev udskrevet et internationalt Grand Prix på Lunden, hvor Addison skulle møde en række af de bedste svensk-amerikanere krydret med tyske Xiphias (Frömming) og Månssons duo Styrmand og Full Tilt.

I 1. afdeling vandt Styrmand foran Addison, der ikke formåede at give Kriterievinderen og Derbytoeren 20 meter forud, mens 2. afdeling gav sejr til Calle Schoug med Sir Walther Scott foran Bellatrix og Day Belle. Addison travede dårligt og sluttede på femtepladsen.

Det skulle senere vise sig at blive Addisons sidste start. Hesten blev sendt til operation på Landbohøjskolen, men her døde Danmarks frem til da gennem tiderne bedste traver på operationsbordet som følge af en narkoseforgiftning.

Et smerteligt tabt for dansk travsport og Sofus Sørensen, som inden for et års tid mistede både sin største hesteejer (Sørensen-Sveigaard) og bedste hest. Med 36 sejre blev Addison den hest, Sofus Sørensen vandt næstflest løb med – kun overgået af Sport (39 sejre).

Med 44 sejre formåede Sofus Sørensen heller ikke at genvinde championatet, der gik til Koster med 79 sejre – og herefter sad “Den lange” solidt på tronen frem til 1947.

De næste år blev det til hhv. 32 og 34 sejre.


Carl Hof

Opdrætter af Derbyvinder
I 1941 vandt Sofus Sørensen Dansk Trav Derby for tredje gang – denne gang med Carl Hof, som han selv havde opdrættet. Carl Hof var af ren amerikansk afstamning, efter Calumet Dick og Clara Hanover, som Sofus selv hentede i Amerika i 1929. Hun havde tidligere bragt bl.a. Tagfat, der vandt bunker af løb for Poul Stripp og var nummer to i Derbyet bag Tella The Great.

Carl Hof blev allerede som føl solgt til Niels Christensen, som havde et øldepot i Ordrup – deraf navnet – og stillede op som favorit i Derbyet.

Danmarks Radio bragte op til Derbyet et dobbeltinterview med Koster – der kørte hoppen Cleveland – og Sofus Sørensen, som skulle vurdere deres chancer. Journalisten spurgte bl.a. Koster: “Hvor stærkt kan Cleveland løbe over de 3000 meter?” – “1:27” svarede Koster – “Så må jeg vel køre et sekund hurtigere” sagde Sofus, og han fik ret. Carl Hof sejrede overlegent i tiden 1.26,3 foran Cleveland i 27,1. Tredjepladsen gik til Celia (Arnold Jensen).

Sofus Sørensen fik dermed endelig revanche overfor Koster, som fire gange tidligere havde henvist ham til andenpladsen i Derbyet – første gang i 1915 med Ellen Beautaw (Derbyvinder Elegant Bay) og siden med Tango (Tornado), Karina S (Kim) og Liberty (Klondyke).

Carl Hof vandt efter føring fra start til mål. Sofus satsede offensivt fra start, sendte Carl Hof til spids og undgik den ventede galop – siden var der reelt kun én hest på banen.

Det år blev det til 22 sejre og året efter vandt Sofus 24 løb, men herefter fulgte et par magre år med hhv. 11 og 10 sejre. Vi er nu fremme ved 1944, hvor de gamle slidere Sport og Sir Brooke faldt for aldersgrænsen. Sport vandt i alt 39 sejre og blev den hest, Sofus Sørensen vandt flest løb med.


Ilka Nichols

Sjette Derbysejr
I 1945 og ’46 vandt Sofus Sørensen hhv. 13 og 18 løb, men så oplevede han igen en opgangsperiode. I 1947 blev det således til 31 sejre, heriblandt Derbyet med Ilka Nichols, der var opdrættet og ejet af Oluf Hansen (Mr Basse), der tidligere havde haft succes med Addison, som han havde overtaget efter sin onkel, Sofus Sørensens storhesteeejer, Sørensen-Sveigaard.

Det var dog tæt på at gå galt for Sofus Sørensens hoppe, som ejeren i øvrigt overvejede at sælge inden 4-årssæsonen fordi Ilka Nichols ikke levede op til forventningerne. Efter et kraftigt regnvejr blev banen meget tung og smattet, hvilket ikke var til hendes fordel. Tilmed fik favoritterne Isak og Indian Britton på et tidspunkt et ganske stort forspring, men Sofus Sørensen gav ikke op.

I opløbssvinget blev det imidlertid til galop for Ilka Nichols, men Sofus Sørensen fik hurtigt sin hest i trav igen. Faktisk galoperede hun hele tre gange undervejs, men dengang var der andre regler end dag. Sofus generede dog derved Ido C, hvilket sandsynligvis kostede Derbysejren for Gerhardt Petersens hest.

Ilka Nichols fik dog lov til at beholde sejren, mens Ido C må nøjes med andenpladsen foran Isak (Hans Hansen).


Jødetransporterne
Deltagelsen i redningen af de danske jøder i oktober 1943, er et forholdsvis ukendt kapitel i Sofus Sørensens liv, og det er meget begrænset hvad familien kender til historien.

Kort fortalt blev Socialdemokratiets partiformand og senere statsminister, Hans Hedtoft den 29. september kontaktet af den tyske skibsfartsattache Georg Ferdinand Duckwitz, som var blevet informeret om at de danske jøder ville blive deporteret til tyske koncentrationslejre ved en stor aktion den 1. og 2. oktober 1943.

Datoen var valgt fordi dette ville være en fredag aften (altså shabbat) og desuden også Rosh Hashanah, det jødiske nytår. Det ville altså være en aften, hvor jødiske familier var beskæftigede med religiøse ritualer og ville være samlet i synagogen og senere i deres hjem. Tysk politi var allerede ved at ankomme, og transportskibe, der skulle sejle de tilbage fangne jøder til tyske koncentrationslejre, var klar i havnen.

Hedtoft blev meget bekymret, og kontaktede den danske modstandsbevægelse og de danske jøder for at røbe rygtet om razziaen. Duckwitz havde på forhånd hemmeligt forsikret sig, at jøderne ville få opholdstilladelse i Sverige. Det mosaiske trossamfunds leder, C.B. Henriques, og overrabbiner Marcus Melchior fik advaret andre danske jøder om aktionen ved fejringen af Rosh Hasnahah den 29. september og tilrådede dem at holde sig fra deres hjem og gå i skjul.

jodetransport

I fiskerbåde som denne (der IKKE er Sofus Sørensens) blev over 7.000 danske jøder bragt i sikkerhed i Sverige i september 1943.

De fleste jøder skjulte sig hos venner og bekendte eller i gårde og kirker i nærheden af Øresund. Den eneste måde de kunne komme væk på var ved hjælp af velvillige fiskere eller skibsejere – og en af dem var altså Sofus Sørensen, som havde sin egen fiskekutter i Tårbæk Havn.

Gerda Rindholm fortæller:

”Min Morfar havde altid kunnet lide at fiske. Han kom jo ud af en fiskerfamilie og havde også sin egen fiskerkutter, som lå i Taarbæk Havn. Den sejlede han ud med lige så snart chancen bød sig, og under 2. verdenskrig sejlede han også i en kortere periode jødiske flygtninge til Sverige. Det var selvfølgelig en risikabel tjans, men min Mormor kendte nogen, som vidste hvornår de tyske havnevagter holdt pause, og så var det med at komme af sted.

Men det var først efter krigen, at vi fandt ud hvad der var foregået. Det hele var jo meget ”tys-tys”. Min far kørte også nogle jøder til havnen i Gilleleje, men det gjaldt jo om at være meget forsigtigt, og det hændte desværre også, at der var nogen som blev opdaget.”

I løbet af ti dage blev i alt 7.056 jøder bragt i sikkerhed i Sverige. Omkring 300 af disse om bord på Sofus Sørensens fiskekutter.

I en artikel i 1960 – i anledning af Sofus’ 50-års jubilæum – skrev journalisten Sven Borre bl.a.:

“Selve havnevagten stak Sofus en flaske cognac for at lukke øjnene. Alligevel var det en af dem, der satte en stopper for transporterne. Skønt vagten havde modtaget bestikkelse, sladrede han. En sabotør blev taget til fange, mens de to fiskere om bord undslap og gik “under jorden”.

Ved denne lejlighed var Sofus ikke med, så han slap med at se kutteren konfiskeret. Da kapitulationen kom, fik han et praj om hvor den befandt sig. Alene sejlede han båden tilbage – uden begejstring. Han tænkte på sabotøren, som ingen hørte noget til.”


Otte Kriteriesejre
Dansk Trav Kriterium er det klassiske løb, som Sofus Sørensen har vundet flest gange – det blev til i alt otte sejre i perioden 1912-51 og de tre sidste blev vundet indenfor blot seks år: Ilka Nichols (1946), Lucky Strike (1949) og Niels Embers (1951).

I 1948-50 vandt Sofus hhv. 45-45 og 36 sejre. I ’49 var Lucky Strike staldens stjerne med otte sejre, bl.a. Kriteriet, mens Lord og Ilka Nichols tog hhv. seks og fem sejre. Desværre gik Lucky Strike i stykker før Derbyet og kom aldrig tilbage på samme høje niveau.

Sofus Sørensen havde fået en ny storhesteejer i stalden, grosserer Wilhelm H. Møller, som tidligere havde vundet bl.a. Kriteriet med Dorrit Diamond (Paul Groch) og i 1951 fik han en ny sejr i 3-åringernes største løb med Niels Embers, der gav Sofus Sørensen hans ottende Kriteriesejr i Danmark (han vandt også Svenskt Trav-Kriterium to gange).

Det blev til 22 sejre i 1951, men herefter fulgte nogle lidt magre år med 10-9-6-6-6-6 og 7 sejre i 1952-58.

Percy Nichols

Percy Nichols skuffede
Niels Embers var på forhånd spået en stor chance i 1952-derbyet, men var chanceløs mod Nollo (Mark Ingdam) & Co. og heller ikke Sofus Sørensens næste stjerne, Percy Nichols, kom til at spille en Derby-hovedrolle to år senere.

Percy Nichols, der var lillebror til Derbyvinderen Ilka Nichols, viste som 3-års store evner med syv sejre i 12 starter, og selvom de fleste troede mest på Pelikanen (Aage Kristoffersen) og Princess The Great (Fredi Sølberg), var Sofus Sørensen overbevist om at Percy Nichols også skulle vinde Derbyet.

I et interview med Væddeløbsbladet blev han bl.a. spurgt, om det var rigtigt, at Percy Nichols havde arbejdet så fænomenalt på Lunden i ugerne op til Derbyet?

-Sofus ser meget alvorlig ud og nikker højtideligt: “Ja, det er virkelig sandt”.

-Men så må hesten være helt forandret. Hvad er grunden til, at den pludselig arbejder lydefrit (?) på Charlottenlundbanen?

-Det fortæller jeg ikke – eller rettere: Jeg vil ikke fortælle det. Jeg ønsker ikke at svare på anden måde, end at jeg har fundet en fejl eller snarere en skavank hos ham, som jeg ikke før har været opmærksom på, og den er nu blevet rettet. 

-Hvem tipper De som Derbyvinder?

-Jeg tipper mig selv.

-Hvem er De mest bange for?

-Jeg er oprigtigt ikke bange for nogen.

-Hvilen tid vindes Derbyet på?

-Det er svært at sige, men det bliver i hvert fald hurtigere end Amager-derbyet, med mindre vi får regnvejr og tung bane. Jeg nægter som sagt ikke, at jeg venter mig overordentlig meget af Percy på søndag, og i min alder er det måske også den sidste store chance, jeg får for at at tage endnu et Derby hjem.

-Det ser da ikke ud som om alderen trykker Dem. Hvor gammel er det, De er?

-45 år, smiler Sofus (som var 67). Når jeg bliver gjort ældre, er grunden, at det måske er min fars fødselsdag, jeg render rundt med på min dåbsattest!

Spasmageren blev aldrig for gammel til at lave lidt sjov – men desværre gik det ikke som Sofus forventede. Princess The Great sejrede knebent foran Polonia (Mark Ingdam), mens Percy Nichols blev diskvalificeret for galop. Han galoperede på bagerste langside – gik efterfølgende en fin ophentning og var femte over mål, men blev altså efterfølgende “hængt ud”.

Percy Nichols vandt i alt 32 løb, heriblandt et udtagelsesløb til Skandinavisk Mesterskab 1957. Hesten kom dog ikke til start på Solvalla, da Sofus alligevel ikke var særlig interesseret – desuden var travselskab iflg. Væddeløbsbladet nok bange for en diskvalifikation i Stockholm.


Berlingske Tidendes 24. marts 1957

“Så måtte far selv jo af sted” 
I 1957 kunne Sofus Sørensen fejre sin 70-års fødselsdag – stadig i fuld vigør, omend med en mindre antal heste på træningslisten – og det blev naturligvis markeret med et stort interview i Berlingske Tidende, hvor en veloplagt Sofus øste ud af nogle af sine erindringer.

Kongelundsløbet fortalte han, forståeligt nok, ikke noget om, men en af de historier han rystede ud af posen, omhandlede en anden af de meget omtalte sager fra 1920’erne: Ringer-affæren.

Historien omhandlede hoppen Alice Jeremiah, der var en af berømte ”ringere” – dvs. heste, der i virkeligheden var en anden end den, man udgav den for.

Forhistorien var den, at amerikaneren J. Metcalf i maj 1920 kom til Danmark med hoppen Alice Jeremiah, der sammen med de året efter ligeledes importerede Advance Guard og Queen Ivan blev solgt til storhesteejeren, kammerjunker Creagh-Bornholdt alias ”Mr Farmer” som i 1920’erne var en af dansk travsports førende hesteejere.

Hestene blev sendt i træning hos Holger Fischmann, som nåede at vinde adskillige løb med dem, inden ringer-affæren blev optrevlet i 1923.

Det var C.L. Müller eller ”Bygmesteren” som han bare blev kaldt, der startede sagen. Alice Jeremiah var blot en af mange amerikanske heste, der kom til Danmark i årene efter 1. verdenskrig, men det var to andre heste – Loretta Charlton og førnævnte Avance Guard, som Müller fattede mistanke til.

Han mente at kunne genkende hestene fra et ophold i USA, hvor Müller i 1919 havde været på auktion i New York. Loretta Charlton skulle være identisk med Amy Frisco, mens Advance Guards rigtige navn angiveligt skulle være Belgic.

Også andre af de importerede heste var indført under falske navne for at give dem bedre startvilkår her i landet, ligesom tænderne skulle være filet på en måde så man fik indtryk af, at de var yngre end de rent faktisk var.

Hårde anklager fra bygmester Müller, men i første omgang blev anklagerne afvist, fordi et par dyrlæger – efter at have kigget hestene i munden – vurderede, at hestenes alder var korrekt.

Müller gav imidlertid ikke op og bekostede selv at en amerikansk træner, som havde haft Amy Frisco og Belgic i træning i USA, blev hentet til Danmark, hvor han kunne bekræfte at der VAR tale om et svindelnummer.

I alt syv heste blev ”dømt” i ringer-sagen, heriblandt Advance Guard, Loretta Charlton og Alice Jeremiah, der viste sig at være identisk med den 9-årige hoppe Golden Axworthy, der havde rekord 1.21,8 i USA.

Metcalf blev efterfølgende udelukket på livstid og på Det Danske Travselskabs generalforsamling i marts 1924 fik C.L. Müller dækket sine udgifter – omkring 4.000 kroner – i forbindelse med ringer-sagen.

Solgt på auktion
Længe inden da var Alice Jeremiah i 1921 til start i det tyske storløb, Matadoren Rennen i Berlin, hvor hun vandt det andet af de i alt tre heat og blev en samlet nummer to.

Efter løbet blev Alice Jeremiah solgt til en berlinsk kulgrosserer, men kort tid efter begyndte ringer-affæren at rulle i Danmark og rygterne nåede også til Tyskland, hvor det endte med at Alice Jeremiah i efteråret 1921 blev sat på auktion i Berlin.

Her kommer Sofus Sørensen så ind i billedet, for han fik nys om auktionen og rejste til Berlin, hvor han købte Golden Axworthy, som ”Alice Jeremiah” nu hed – med det formål at bruge hende som følhoppe.

Umiddelbart efter auktionen opdagede Sofus Sørensen imidlertid, at det var forbudt at udføre heste fra Tyskland.  Gode råd var dyre og det endte i første omgang med, at Golden Axworthy blev sendt op til den forhenværende træner, Julius Pajoncek, der boede i Flensborg.

Sofus Sørensen fortalte mange år senere:

”Dér stod hun hos en ven af mig, og en dag sendte jeg en skrap staldmand ned efter hende.

Jeg sagde: Rid den hest over grænsen. Han prøvede, men var netop nået midt-vands, da grænsepolitiets kugler peb om ørerne på ham. Så måtte han jo ride tilbage og far her selv af sted. Jeg tog ned til grænsen, fandt en mand, der hver dag kørte en mælkevogn frem og tilbage. Til ham sagde jeg: Jeg køber den ene af dine to heste, hvis du i aften holder ind hos X og spænder min for. Det ordnede sig, og da han om aftenen kørte tilbage over grænsen, var Alice den ene af de to for hans vogn. Ak ja, det var tider.”

Journalisten kunne ikke dy sig: Der er nogen, der siger, at De selv kørte, Sofus Sørensen?

”Jeg var på vognen, det skal jeg ikke nægte, men Hansen kørte. Han havde en hestetosset søn, som jeg til gengæld tog i lære. Den dengang unge Hansen er den nu velkendte træner, Hans Hansen.” (Hans Hansen blev senere en af dansk travsports førende trænere med bl.a. tre Derbysejre – Rex The Great, Aerolit og Onward Eagle).

Fiasko i avlen
Og hvordan gik det så Golden Axworthy i avlen?

Ja, hun fik et enkelt føl – hoppen Ingen Bedre (Dream Boy) i 1924, der officielt var opdrættet af Gartner O. Sv. Olsen i Hellerup. Ingen Bedre fik rekord 1.29,2, men nåede aldrig at føre blodlinjerne videre, idet hun døde midt i 30’erne efter at være blevet bedækket flere gange uden resultat.

Skønne spildte kræfter …


Sofus og Fru Erna i højt humør ved Det Danske Travselskabs festbanket i anledning af “Internationalt Mesterskab” på Lunden i 1957.

Leg og hobby for sulkymatadoren
Væddeløbsbladet bragte også en stor artikel om Sofus Sørensen i anledning af 70-årsdagen, hvor Otto “Quickly” Nielsen bl.a. skrev:

“Sofus Sørensen har nu ikke mange heste tilbage, men at han har sin fulde fine kørekunst i behold, giver man stadig beviser for de få gange han viser sig i sulkyen. Han har forlængst vist, at han mestrer selv de vanskeligste heste.

Han har gennem tiderne begejstret nordmænd og svenskere enten det så var med lille H.C.R. på Brunsviken, men Barbara Lee på Frognerkilen, med Calumet Darius på Solvalla eller med en af de mange heste, hvormed han har sejret på Jägersro, bl.a. de to første vindere af Svenskt Trav-Derby, Ibrahim Pascha og Karina S. Først og fremmest har han dog begejstret det danske travpublikum, hans fænomenale præstationer med Addison erindres måske bedst, men der er mange andre. Hvad mener De f.eks. om hans elegante Derbysejr med Carl Hof? Eller alle de heste, der gennem tiderne har været opgivet af andre, men som alligevel hos Sofus opnåede resultater.

Der er derfor grund nok til på det hjerteligste at hylde Sofus Sørensen på hans 70-årsdag. Nok har travsporten været Sofus Sørensens levevej, men det hele har alligevel været en leg og en hobby for ham, det var været en sport for ham, og måske netop derfor fik man så mange farverige og elegante præstationer at se af sulkymatadoren Sofus Sørensen. Vi vil i fremtiden glæde os over hans kørekunst endnu nogle år, men foreløbig skal han hyldes på onsdag.”

Quickly var også manden bag en kæmpe artikelserie i Væddeløbsbladet om Sofus’ karriere, da han stoppede som 77-årig i 1964.

Det sidste Derby
Efter en årrække uden de store resultater i 50’erne, fik Sofus Sørensen fra 1959 igen – i en alder af 72 år – en mindre opgangsperiode. Han fik en del heste i træning for slagtermester Poul Sørensen og vandt bl.a. flere løb med heste som Anna Marie Roy og Bananen.

Det blev til hhv. 14 og 15 sejre i 1958/59 og 24 sejre i 1961, hvor Sofus kørte sit sidste Derby med Chef Hanover, der blev nummer fem bag Carl Aage.

Chef Hanover var inden Derbyet årgangens hurtigste hest med tiden 1.20,9 sat som vinder på Amager den 5. juni, fem uger før Derbyet, der blev kørt søndag den 9. juli. I Derbyprøven blev hesten nummer fem og kom med to friske sejre i bagagen – senest ugen før Derbyet.

“Træner Sofus Sørensen udtaler om Chef Hanover, at hingsten i Derbyet som i Derbyprøven er i finere selskab end vanligt. Pladschance må der dog absolut giver den.” skrev Væddeløbsbladet, som også bragte en artikel om de sidste to C-årganges Derby, der som bekendt blev vundet af hhv. Koster med Cyrano (1922) og Sofus Sørensen med Carl Hof (1941).

Sofus Sørensens sidste Derbystart blev gjort med stil.

Foran næsten 25.000 tilskuere kørte han til front i første sving med Chef Hanover, der siden fik Carl Aage udvendig, men på bagerste langside var det slut. Chef Hanover holdt dog hjem til femtepladsen bag Carl Aage, Ca Va Richmond, Casiana og Charmeur.

Chef Hanover var ejet af Einar Andersen, som også havde Centrum Hanover, der samme år (1961) gav Sofus Sørensen sin sejr nummer 1.500.


Sofus Sørensen vinder med Barbara Lee på isbanen Frognerkilen ved Oslo i 1924.

1533 sejre – plus det løse 
Sofus Sørensen fortsatte som træner yderligere tre år og kørte sit sidste travløb søndag den 18. oktober 1964, hvor han sluttede uplaceret med sin egen Gin Countess, der tidligere på året havde givet Sofus sin sejr nummer 1.533 på danske baner.

De sidste par år var der længere mellem sejrene, men det blev trods alt til seks sejre i 1962, syv i 1963 og fire i 1964, hvor han til sidst kun havde to heste i træning – Gin Countess og Fenrik, som A.T. Andersen var medejer af. A.T. Andersen havde været hesteejer hos Sofus Sørensen siden 1916 – altså i 48 år!

Sofus har derudover vundet løb på både Jägersro, Solvalla, Bjerke, på isbanen ved Norra Brunsviken i Sverige og på isbanen på Frognekilen ved Oslo. Nåja, og så skal vi da heller ikke glemme, at han faktisk vandt to af de tre tospandsløb, der blev arrangeret i Danmark i 30’erne.

Sofus Sørensens sejrshest nummer 1 var som tidligere nævnt Sport med 39 sejre og derefter fulgte Addison (36), Percy Nichols (32), Mr Brooke (28), Lauritz (25), Tango (24), Orlick (23), Paul Revere (23), Hercules (22) og Patsy (21).

Pokerface
Otto “Quickly” afsluttede sin artikelserie med en karakteristik af Sofus Sørensen, som den navnkundige journalist havde kendt i mere end 50 år:

Sofus Sørensen vinder tospandsløb på Lunden i 1934 med Calumet Darius og Raphia. Senere vandt han også med Orlick og Patsy.

“Mennesket Sofus Sørensen er der sikkert kun meget få, der har lært at kende. Han har altid haft om ikke pokerface, så så dog en udtryksform, hvor man skulle tænke sig meget om, for at finde ud af meningen når han fortalte noget. Han sagde aldrig noget, uden han havde en hensigt med det. Ofte mente han lige det modsatte af det, han fortalte. Der har imidlertid været tilfælde, hvor han ikke kunne beherske sig, når han blev gal, og så afslørede han på den måde, hvad der nagede ham. Det er imidlertid et dårligt menneske, der ikke kan blive gal, så hvorfor skulle Sofus ikke kunne blive gal engang imellem?

Ingen han vel i travet fået større pibekoncerter end Sofus Sørensen, men heller ikke mange har høstet så store bifald som ham. Skal status gøres op, findes en fin balance på Sofus Sørensens travkonto. Hans fremragende kørsel har været det store plus og det, der fremkaldte publikums begejstring og beundring, og dette plus opvejer let de fejl, Sofus må have begået.

Svenskerne anvender et udtryk som “sulcyjonglør” og er der nogen, der har været sulcyjonglør i dansk travsport, så er det Sofus Sørensen. Og han har været det i mange år – så mange, at det nu er en stor og minderig travhistorie, han har efterladt sig. En rekord efterlader han sig også, og den bliver nok aldrig slået. Vi får næppe mere en travkusk, der vinder løb i en alder af 77 år.

Sofus Sørensen kan se tilbage på en lang og stolt karriere, og travets venner ønsker ham et godt helbred i hans nu velfortjente otium.”


Charlottenlund – Slangerup – Taarbæk
Olga og Sofus Sørensen boede først på Sophus Bauditz Vej i Charlottenlund – senere byggede Sofus selv huset på Ordrup Jagtvej 80, hvor han boede indtil han købte Kratgården.

Efter salget af Kratgården flyttede Sofus ”hjem” til Taarbæk. Her købte han et hus på Nordlyvej 2, hvor han boede til sin død.

På det tidspunkt (1939) blev Sofus Sørensen enkemand. Han var som 22-årig blevet gift med Olga Marie Olsen den 2. juni 1909. Parret nåede også at fejre sølvbryllup, men Olga døde desværre allerede i 1937 af kræft – og for at gøre tragedien endnu større, døde hendes mor samme dag!

Parret fik kun et enkelt barn, datteren Miris Marie, der kom til verden i 1909 og som senere blev gift med restauratør Gerhard Bügel Hansen (1906-56). Sidstnævnte blev bl.a. amatørchampion på Lunden i 1946 med 13 sejre.

Miris arvede – ikke helt overraskende – sin fars interesse for travsporten og fik licens i 1938. Hun deltog bl.a. i de såkaldte dameløb i 1938, men det sluttede brat i 1942, hvor kvindelige travkuske blev forbudt at deltage i travløb efter den tidligere Derbyvinder Tella The Greats tragiske styrt. Kusken, Grith Corneliussen, var i øvrigt helt uskyldig i styrtet, men det så man altså stort på dengang.

Først 24 år senere fik kvinder igen mulighed for at få licens, og en af de første, som fik amatørlicens i 1966 var Miris’ datter, Christel Bügel Hansen også kaldet “Trille”.

Sofus Sørensen sammen med barnebarnet Christel og “hustruen” Erna.

Miris og Gerhard Bügel-Hansens ældste datter, Gerda Rindholm fortæller:

”Som børn blev min bror og jeg tvunget til at tage med til trav hver eneste løbsdag. Vi skulle sidde pænt i vores stiveste puds i restauranten sammen med vores mor – først når løbsdagen var slut, fik vi lov til at komme ned i stalden.

Jeg tror det var Mor, som bestemte det skulle være sådan – hun kunne være ret skrap, men det var vist ret almindeligt dengang, at man fik en lidt hård opdragelse. Jeg har f.eks. aldrig sagt Du til min mor. Man talte i tredje person: ”Hvad synes Mor?”.”

”Skal du telegrafere?”
Gerdas mand, Ole Rindholm (f. 1933) bryder ind:

”Jeg sagde også De til min svigermor i starten, Gerda og jeg kendte hinanden – først efter vores bryllup i 1956 fik jeg lov til at sige du til hende!”

Ole Rindholm har selv kørt TU-løb i 50’erne med en enkelt sejr som resultat.

”Indtil jeg mødte Gerda i ’55 var det mest galop jeg interesserede mig for, men jeg er da kommet på travbanen på de store dage sammen med min far. Det første jeg erindrer, er Ebbe Axworthys Derbysejr i 1943. Jeg kan huske jeg stod nede ved rækværket, da Kosters staldmand Mairy Christensen kom løbende henover banen med nogle tåvægte – det hjalp dog ikke på Es, der kun blev nummer to i Derbyet.

Jeg kom jo i stalden hos Sofus inden jeg skulle på arbejde og jeg husker bl.a. en episode, hvor jeg havde været ude med en hest, der pullede ad h…… til. Da jeg kom ind rystede mine hænder helt forfærdeligt, og så spurgte Sofus: Hva’ så – skal du telegrafere?”

I 2017 kan Gerda og Ole Rindholm fejre 60-års bryllupsdag. Imponerede – og man ikke i tvivl om, at kærligheden er bevaret efter alle disse år.


Sofus Sørensen var et populært “offer” for karikaturtegnerne. Trav-Tidende sidst i 20’erne.

Historierne

Dansk sejr i Prix d’Amerique
Ole Rindholms ”telegrafist-historie” er blot en af mange, som den glade skovser har bidraget til. En af disse blev gengivet i hæftet ”Nye historier fra trav- og galop” (1980):

Det bedste danske resultat i Prix d’Amerique nogensinde er Taroks fjerdeplads, som den røde hingst fik efter et besværligt løb, hvor den først fik frit frem til sidst. Men tilbage i 1948 stod der i en københavnsk avis, at det var blevet til dansk sejr i årets udgave af PDA!

Det var 11-årige Willy B, der med træner Thomas Hansen i sulkyen skulle have vundet det største europæiske løb.

Fortællingen, som Thomas Hansen fortalte den til travsportsjournalist Hugo Holdgaard, lyder således:

“Sandheden er, at vi de første 2000 meter lå placeret som nr. fire, men så gik luften pludselig ud af Willy B som en skrigeballon. Det var alt for hårdt løb for den på den krævende bane, og vi nåede i mål langt bagefter konkurrenterne.”

Thomas Hansen blev så spurgt af journalisten, hvordan den falske nyhed om sejren så kunne komme frem i avisen, og her røbede Thomas Hansen, at det var spøgefuglen Sofus Sørensen, der havde været på spil.

“Ja, det var Sofus, der var mester for det. Han havde været nede og se løbet, og så ringede han for sjovs skyld til en god ven blandt journalisterne og fortalte ham, at Willy B havde vundet – og journalisten røg altså på limpinden.”

Thomas Hansen fortæller endvidere, at han ikke engang fik sine rejseudgifter dækket. De 3-4.000 kroner han skulle have af Willy B’s daværende ejer fik han aldrig, da ejerens firma krakkede.

Spasmageren
Historien om Bella S er som tidligere nævnt blot én af mange om Sofus Sørensen, som fra sin tidligste ungdom elskede at lave sjov med både hesteejere, kollegaer og ikke mindst tilskuerne, der ofte flokkedes om den glade skovser på staldterrænnet, som gav dem en sludder for en sladder – alt imens han tyggede på sin evindelige cigar.

Der er bl.a. historien om dengang en håbefuld tilskuer stak et program i hånden på Sofus og bad ham om tips. Omhyggeligt gennemgik han programmet og satte et kryds i hvert af de fem første løb. “Hvorfor har De kun krydset fem heste af?” – “Når du har spillet dem, har du ikke en øre mere i lommen!” lød svaret.

En anden gang blev han irriteret på en pågående tilskuer, der blev ved med at plage Sofus, og så sagde han utålmodigt: “Gå over til Koster, han har lommen fuld af go’e tips!”

Manden gik over til Koster, men her blev han smidt ud for fuld musik – og Sofus morede sig.

En dag blev han dog, populært sagt, taget med bukserne nede. En næsvis lille fyr, som aldrig før havde talt med Sofus, spurgte ham familiært: “Nå, Sofus, hvem skal vinde det store handicap?” – Sofus blev gal i hovedet og rådede manden til at spille på en tilfældig outsider. Manden blev lykkelig og gik sin vej – og stor var Sofus’ forbavselse, da manden kom tilbage for sige tak for “fidusen” der vandt til 388 kroner for 10.

Overtro
Sofus Sørensen var også meget overtroisk, ikke mindst hvad angik sorte katte. En af historierne går på, at hans kollegaer, Peter “Fidus” Andersen i en periode hver morgen slap en sort kat løs foran Sofus’ hus når han skulle til træning, og til sidst måtte han snige sig ud af bagdøren for at komme på arbejde.

Andre eksempler på Sofus Sørensens overtro var da han i 1927 deltog i det tyske storløb Matadoren Rennen med Colonel Foote iført sine lykkebukser, og da han i 1946 skulle køre Kriterium med Ilka Nichols, lånte han hesteejeren Mr Dillers halstørklæde. Mr Diller havde tidligere på året vundet Derby med Hickory (Månsson).

Spredte minder
Jørn Clevin, tidligere staldmand hos bl.a. Mogens Ingvard:

”Jeg var hos Mogens Ingvard da Sofus kørte sit sidste travløb med sin egen Gin Countess, og husker ham jo udmærket, selvom jeg ikke kendte ret meget til ham.

Det var jo på Sofus’ ældre dage, men han var stadig lidt af en spasmager og jeg kan bl.a. huske, at han overmalede en helt ny italienersulky med den begrundelse, at ingen vinder løb i guldkareter! Og jeg kan se ham for mig med de runde, stenslåede briller, som jeg ikke forstod at han kunne se ud af – og så husker jeg tydeligt at han ofte kørte med næseremme viklet om sine håndled, fordi der ikke var knapper i hans silkekøretrøjer.

Jeg kan også se for mig, når han kom kørende på sin Velo Solex-knallert på Amager Landevej for at besøge en af sine hesteejere, Ejnar Andersen, som gennem årene havde mange fine heste hos Sofus Sørensen – Blanche Hanover var nok den bedste. Min onkel havde Amager Mølle, og var bror til træner Gerhardt Petersen, og jeg gik i skole med Ejnar Andersens søn. Det var dengang der var meget med trav på Amager Landevej.”


Sofus i fint selskab med den daværende tronfølger, Kronprinsesse Margrethe, formentlig omkring 1960

Indesluttet og genert
Gerda Rindholm og hendes to søskende havde et tæt forhold til deres Morfar, som både hun og Sophus Bügel-Hansen beskriver som en lidt indesluttet og genert type – helt i modsætning til den person, han var på travbanen.

”Sådan oplevede vi ham i hvert fald ofte, men han var altid sød over for os børn og jeg har kun gode minder om vores Morfar.” siger Gerda, som ikke husker sin mormor, men nogle år efter Olgas død fik Sofus en ”husbestyrinde” – Erna – der i øvrigt var hans kusine.

”Det handlede jo altid om trav hjemme hos Morfar og Erna, som nogle af de voksne kaldte ”Silden” fordi hun altid råbte til Morfar, når han hjem fra en tur på havet: “Er der nogen siiild?”. Jeg kan også huske, at han af og til kom hjem til min Mor med en kvabso og så smed de rognen ud – det er jo en stor delikatesse i dag, men dengang spiste man ikke den slags.

Min Morfar elskede jo at sejle og har altid taget på havet så snart han fik chancen. Da han blev ældre solgt han den store fiskekutter og havde i stedet kun en lille båd med påhængsmotor, men den sejlede han også indtil det sidste. Så pakkede han sig ind med aviser under frakken for at holde varmen. I dag taler man jo om at folk skal ha’ en hobby for at stresse af, og jeg er ikke i tvivl om, at fisketurene var min Morfars måde at slappe af på. Han tog bl.a. ofte ud og sejle lige inden et stort løb – så slap han for alle journalisterne.

Min Mormor husker jeg ikke – jeg var trods alt kun to år, da hun døde – men mine bedsteforældre og senere min Morfar og Erna kom jo meget sammen med flere af hans hesteejere. Så spillede de bl.a. ”66” – herrerne for sig og damerne for sig.

De voksne tog ofte også ud at spise når Sofus havde vundet løb – og det gjorde han jo ret tit – så tog de på Bellevue, og selvfølgelig var han jovial og udadvendt, men derhjemme var han meget mere stille.” husker Gerda.

Frisk til det sidste
Sofus Sørensen stoppede som træner i 1964 i en alder af 77 år, men var stadig rask og rørig – og så fungerede ”øverste etage” vel at mærke helt perfekt lige til det hans død i august 1978. Han læste hver dag Berlingske Tidende fra start til slut, fulgte bl.a. levende med i den nyeste musik, så han havde noget at snakke med de unge mennesker om.

Flere gange stillede han velvilligt op, bl.a. førte Sofus Sørensen i 1966 feltet op i Svenskt Travderby og i 1971 var han selvfølgelig på plads i en “højhjulet” sulky bag hesten Gnisten i anledning af Det Danske Travselskabs 80-års jubilæum.

sofus-1971

Det var sidste gang man så den dengang 84-årige Sofus Sørensen i sulkyen.

”Men Morfar var til det sidste fast gæst på både trav- og galopbanen. Han døde at et hjerteslag efter et fald ned ad en trappe i hjemmet.” fortæller Gerda Rindholm.


Familien
Sofus Sørensens lillebror, Poul Klartoft (1896-1966), blev udlært hos Sofus og vandt i 1915 sin første sejr med hesten Miss Beautaw. Han blev senere selvstændig og var en overgang privatræner for Albert Jensen, Stutteri Kignæs.

Poul Klartoft stoppede som træner i 1954 og vandt i alt 186 løb, heraf 23 med Lis, der var hans bedste hest i karrieren.

Olga og Sofus Sørensens datter, Miris Bügel-Hansen, deltog som tidligere nævnt i de første “dameløb” der blev afviklet i årene 1938-42, men hun er – som det tydeligt fremgår af nedenstående anetavle – langt fra den eneste, der er fulgt i Sofus’ fodspor.

Familien tæller således også bl.a. den syvdobbelte Derbyvinder Steen Juul, og næste generation – femte generation i travdynastiet Sørensen/Juul/Sperling – er også godt i gang med en succesrig karriere inden for ponysporten.


Kilder:
Trav-Tidende 1922-54
Væddeløbsbladet 1930-64
Travsportens Årbog 1944-49
Flemming Ettrup: Gå med i Lunden (1991)
Diverse avisudklip fra Sofus Sørensens scrapbog
klauskoch.se
Interview med Klaus Koch, Sophus Bügel-Hansen, Gerda & Ole Rindholm, Bonnie Juul Sperling og Jørn Clevin