Travsportshistorie.dk

Olof Månsson

Portræt af Olof Månsson (1899-1956), som vandt Derby med Odin Hall og Hickory, og var en af de få trænere, der formåede at udfordre N.J. Koster og Sofus Sørensen. 

Søndag den 30. december 1956 var en sorgens dag i dansk travsport.

57 år gammel døde den svenskfødte træner Malte Olof Månsson efter at være ramt af en hjertelammelse kort før mål i en medrivende opløbskamp på Amager Travbane.

Månsson sank sammen i sulkyen bag hesten Overland, der dystede mod Rasmusine og Georg Andersen.

Georg Andersen opfattede hvad der var ved at ske og fik fat i Overland, men da hesten blev standset, faldt Månsson livløs ud af sulkyen.

Han blev kørt på hospitalet, men hans liv stod ikke til at redde.

Et billede i en avis af Månsson hængende bagud af sulkyen skabte forargelse, men dengang som nu, sælger den slags sensationsstof aviser – og som Flemming Ettrup skriver i “Gå med i Lunden” fra 1991, så fik andre journalister at høre for at deres diskretion var malplaceret.

Med Månssons død mistede dansk travsport en af sine allerstørste profiler igennem de sidste 30 år – en af de få trænere, der formåede at udfordre Koster og Sørensen.

En stor personlighed, som er blevet lidt overset af eftertiden.

1930’erne var Månsson store årti med stjerner som Styrmand, Full Tilt, Sylvia og Marisse, men han havde en god og velfungerende, omend mindre stald frem til sin pludselige død, og i 1956 havde Månsson – som vandt godt 800 løb (798 i Danmark og et ukendt antal i Sverige) – bl.a. en rigtig fin hest i Derbydeltageren Sorrento med 13 sejre.

Ved sin død var Olof Månsson på fjerdepladsen blandt de oftest sejrende danske travtrænere efter N.J. Koster, Sofus Sørensen og Gerhard Petersen.

Startede hos Mr Billis
Malte Olof Månsson var født i 1899 i St. Pauli Församling i Hindby uden for Malmø som søn af ølhandler Nils Magnus Månsson og Hilda Marie Persson. Han startede sin karriere inden for travsporten som stalddreng hos en af datidens største hesteejere, bygmester W. Billberg (“Mr Billis”) i Malmö, hvor han var et års tid.

Herefter gik turen i 1914 til Charlottenlund-træneren Louis Larsen, som trænede bygmester C.L. Müllers heste omkring århundredskiftet og siden var storhesteejeren Sørensen-Sveigaards første træner (1908-1917) – han trænede og kørte bl.a. Dreamer Boy.

tf1909-ukendt-aar

Eneste foto af Månssons første læremester, Louis Larsen (yderst til højre i midterste række (bag hunden) med hvid skjorte/undertrøje). Foto fra 1912/13.

I 1915-16 var Oluf Månsson hos Max Rabenhorst, men i 1916 vendte han for en kort bemærkning hjem til Sverige og bygmester C.L. Müller. Der gik dog ikke længe før Månsson atter var tilbage i Danmark som staldmand hos Sofus Sørensen, hvor han var i fire år – i hvert fald iflg. Trav-Tidende. Månsson var således også i en periode hos Arnold Jensen, men hvornår vides ikke med sikkerhed.

Sidste “stoppested” blev hos N.J. Koster, hvor Månsson var i to år inden han startede som selvstændig træner i 1925.

Han fik jockeylicens i 1923, hvor han med hesten Danton vandt sin første sejr. Det var til gengæld hans eneste sejr i 18 starter. men i 1924 fik Olof Månsson for alvor chancen for at vise hvad han duede til som kusk, da Koster i en periode var sygemeldt.

I 31 starter blev det således til fem sejre og den 25-årige lærling gjorde dermed rigtig fin reklame for sig selv.

“Ikke en ærlig hest”
Efter en rolig indledning med hhv. 13-4 og 7 sejre de første år, fik Olof Månsson efterhånden gang i sejrene og i 1928 vandt han 19 løb, selvom Trav-Tidendes Julenummer ikke var så imponeret over resultatet i sin gennemgang af trænernes sæson:

“Træner Månsson har efterhånden fået en storstald samlet sammen, men der har ikke været en ærlig hest blandt hans materiale i denne sæson. Det er således et fint resultat, når han alligevel kan fremvise 19 sejre, men en del fine handicaps på Amager har hjulpet svært på regnskabet.” skrev Otto “Quickly” Nielsen bl.a.

I 1929 kom det store gennembrud med 43 sejre, ensbetydende med en tredjeplads bag Sofus Sørensen (69 sejre) og Koster (48 sejre). Månsson var til gengæld den oftest startende kusk med 296 starter, mens Sofus Sørensen og Koster kun havde hhv. 268 og 207 starter. For Sofus’ vedkommende var det ensbetydende med en sejrsprocent på næsten 26 % – imponerende.

Månssons bedste hest det år var den tidligere Opdrætningsløb- og Kriterievinder Maro med fem sejre, heriblandt Indlænderpokalen på Amager, som han i øvrigt også vandt det efterfølgende år. Med 14.200 kroner i indkørte præmier blev Maro samtidig en af årets mest vindende heste – kun overgået af sejrshesten Paul Revére (18.600 kr/13 sejre) og Derbyvinderen Kim (14.950 kr).

Stalden talte også bl.a. Happy Worthy, Leo og den tidligere Derbyvinder Johnny Finance, der alle vandt fire løb i 1929.

Maro efter sejren i Indlænderpokalen flankeret af sin ejer, F.W. Jensen og Olof Månsson

Maro efter sejren i Indlænderpokalen flankeret af sin ejer, F.W. Jensen og Olof Månsson

Derbysejren, der glippede
Månsson vandt Derby med Odin Hall og Hickory – derom senere – men var faktisk også først over stregen i Dansk Trav Derby 1930 med Leo, der på målstregen gik forbi favoritten Klondyke, der havde været førende fra start.

Hesten galoperede imidlertid på de sidste meter og spørgsmålet var så, om Leo havde passeret målstregen eller ej, da den slog over i galop?

Dommerkomiteen voterede i SYV minutter, inden man besluttede sig for at diskvalificere Leo, hvorefter sejren gik til Koster med Klondyke.

Det var jo før Racing Live og målfotoet blev først opfundet i 1942, så det var i stedet dommerkomiteen, der ene og alene måtte afgøre hvad der var sket – til stor irritation for publikum og ikke mindst de aktive.

Klondyke-1930

Væddeløbsbladet lagde heller ikke fingre imellem i sin omtale af Derbyet:

“Der er om denne dom at sige, at kun ganske få mennesker, de enkelte, der havde deres plads lige nøjagtig foran målstregen, er i stand til at afgøre, om Leo sprang i mål eller lige efter, men hvorfor kommer dommernes afgørelse ikke straks? Hvorfor skal der gå mere end fem minutter inden resultatet afgøres?

Enten har dommeren i den brøkdel af sekund, hvor Leo passerede mål, set den i galop eller også har han det ikke. Han kan ikke ved overvejelser komme til noget resultat. Den lange tid, der hengik, vakte pinlig opmærksomhed og gav anledning til udtalelser, som banens ledelse ikke er tjent med; det store publikum kunne få det indtryk, at der diskuteredes om, hvem der var løbets vinder.”

“For Månsson var dommernes afgørelse ganske tydeligt en stor skuffelse, men sådan er jo væddeløbsbanen, knald eller fald, højt oppe eller langt nede.”

På trods af den missede Derbysejr havde Månsson igen en god sæson med 33 sejre. Isabel, Komet og Nebbegård blev årets oftest sejrende heste med hver fire sejre. Det blev endvidere til sejr i Nationalløbet med Maro, der blev kørt til sejr af Axel Leth-Olsen.

princessbacon-opdrat

Princess Bacon efter sejren i Dansk Opdrætningsløb 1932. Ved hovedet hestens ejer, Olaf Olsen.

Første klassiske sejr
De næste par sæsoner blev det til hhv. 37 og 47 sejre, og i 1932 fik Månsson sin første klassiske sejr, da Princess Bacon gik til tops i Dansk Opdrætningsløb.

Opdrætningsløbet blev i mange år kørt som et afdelingsløb, hvor den samlede vinder blev den hurtigste af de to afdelingsvindere. De øvrige præmier gik til de hurtigste heste, uanset hvilken afdeling de startede i.

I 1. afdeling sejrede Paul Worthy med Sofus Sørensen i tiden 1.32,2/1609 meter, mens Princess Bacon vandt 2. afdeling i 1.31,8 og dermed blev Månssons hest altså samlet vinder af Dansk Opdrætningsløb 1932 foran Poul Worthy.

Der er dog også eksempler, hvor den ene afdelingsvinder ikke fik en krone, fordi de fem bedst placererede i det andet heat alle var hurtigere end vinderen af 1. afdeling – men det er jo en anden historie.

Månssons 47 sejre var fordelt på 21 heste. Nannie blev årets oftest sejrede hest med seks sejre. Han blev endnu engang nummer tre bag Koster (53 sejre) og Sofus Sørensen (48 sejre), men Månsson blev til gengæld champion på Amager Travbane med 28 sejre foran Koster med 25.


Championatet
I årene 1916-47 dominerede N.J. Koster og Sofus Sørensen dansk travsport i et omfang, man næsten ikke kan forestille sig i dag. De to trænere vandt hhv. 23 og otte championater og vadede i succes, men i 1933 lykkedes det for Olof Månsson at stikke en kæp i hjulet for de to “mastodonter”.

marisse

Marisse

Med 64 sejre erobrede han årets trænerchampionat i København – syv flere end Sofus Sørensen, mens Koster havde en miserabel sæson med blot 29 sejre.

Det hele gik op i en højere enhed for Månsson det år. Han vandt Kriterium med Princess Bacon, Derby med Odin Hall og derudover blev Marisse årets mest vindende travhest i Danmark med 17.800 kroner i indkørte præmier. Nummer to på listen blev Lew Jennings med 17.000 kr, mens Edellinde – også fra Månssons stald – og Odin Hall blev nummer tre og fire.

Fire af de seks mest vindende heste i 1933 kom fra Månssons stald, hvilket siger alt om hans store dominans det år.

Marisse var ejet af svenske Stald Ericsson alias Carl Th. Ericsson, som i mange år var en af Månssons største hesteejere. Han havde tidligere haft succes med Cicerone og Babylon hos Koster, og i 1930 mistede han som tidligere nævnt Derbysejren med Leo, men med Marisse fik Stall Ericsson sin første store stjerne.

I 1933 vandt Marisse 11 løb, heraf ni med Månsson i sulkyen samt to i amatørløb, og var desuden nummer to bag norske Otter Eno i den første udgave af Skandinavisk Mesterskab, der blev afviklet på Bjerke.

Edellinde (8 sejre), Nedda (6 sejre) og Prince Chilton (5 sejre) havde også en rigtig fin sæson.


Styrmand
Månsson nåede kun at blive champion en enkelt gang, men overordnet set var 1930’erne hans helt store årti med stjerner som bl.a. Styrmand, Full Tilt, Sylvia og Marisse, der tilsammen vandt 107 løb, og var de fire heste, som han vandt flest løb med.

Styrmand

Desværre for Styrmand og Sylvia var de født i samme årgang som Sonny Diamond, der bl.a. vandt “Alle tiders Derby” i 1936 og 60 løb i alt, men især Styrmand var fuldt på højde med Kosters stjerne og som 3-års var der ingen tvivl om, hvem der var bedst.

Styrmand var allerede som 2-års en af årgangens bedste heste med tre sejre, bl.a. I.C. Tvede Memorial i tiden 1.28,1/1629 meter – ensbetydende med ny dansk rekord for 2-åringer og en klar forbedring af Worthy Boys rekord fra 1934 på 1.29,9.

I referatet blev det nævnt, at Styrmand kunne have løbet endnu hurtigere, men som Lars Donatzky skriver i sin artikel om 3-årsrekorden (KLIK HER) virker det logisk nok, for hingsten med den store baggang var blevet disket som suveræn vinder for urent trav i karrierens to første starter.

I Dansk Opdrætningsløb fik Styrmand en samlet tredjeplads.

I 1. afdeling blev han nummer tre bag Sonny Boy (Koster) og Signorina (Rudolf Jensen) i tiden 1.31,4/1609 meter. 2. afdeling blev vundet af Max Rabenhorst med Shamrock, men i en langsommere tid (32,8) end de fem bedst placerede i 1. afdeling, og derfor måtte Shamrock nøjes med en samlet sjetteplads i Opdrætningsløbet.

Månsson og Styrmand efter Kriteriesejren sammen med ejeren, Carl Ericsson (søn af Stall Ericssons grundlægger, Carl Theodor Ericsson)

Som 3-års var Styrmand årgangens bedste hest, men ikke den oftest sejrende – det var staldkammeraten Sylvia (som vi vender tilbage til) med syv sejre. Det blev dog alligevel til fem sejre, heriblandt Dansk Trav Kriterium foran Sandy Mac (Rabenhorst), Signorina (Koster) og Sonny Diamond (Arnold Jensen).

Vindertiden i Kriteriet – 1.26,8 – var en forbedring af Orlicks løbsrekord fra 1932 på næsten tre sekunder, og på Derbydagen samme år satte Styrmand ny skandinavisk rekord for 3-åringer som overlegen vinder af den første udgave af Julius Høybyes Mindeløb i tiden 1.23,9/1669 meter – trods 60 meters tillæg!

“Alle tiders Derby”
I Derbysæsonen startede Styrmand næsten udelukkende på Lunden, hvor sæsonen blev indledt med en let sejr i tiden 1.26,0/2020 meter, og herefter fulgte det første af mange møder med Sonny Diamond i Sandy Mac Pokalløb, hvor “hovedpersonen” – Sandy Mac – også var til start.

Der var imidlertid aldrig den store spænding om udfaldet. Sonny Diamond førte fra start til mål og sejrede overlegent foran Styrmand og Sandy Mac, der gik en fin ophentning efter en dårlig start.

I Derbyprøven tre uger senere var der lagt op til en revanchedyst mellem årgangens to bedste heste, men duellen udeblev – Styrmand galoperede stort fra start og blev siden diskvalificeret for urent trav, selvom han leverede en fin afslutning og var fjerde over mål.

Sonny Diamond vandt igen og cementerede dermed sin position som den store Derbyfavorit.

“Alle tiders Derby” – Sonny Diamond vinder Dansk Traver-Derby 1936 foran Styrmand og Sport (udvendig)

Koster stillede op som 14:10-favorit, selvom der forud for Derbyet verserede en del rygter om at Sonny Diamond var både halt og ude af form. Rygterne opstod formentlig efter en prøvestart fire dage inden Derbyet, hvor Sonny Diamond var lidt urolig og travede dårligt.

Det var muligvis årsagen til, at Koster fra start tog den med ro, mens Månsson tog spids med Styrmand, der afviklede den første kilometer efter 1.22,4.

Efter en rolig start blev Sonny Diamond nu sendt frem til Styrmand, men Månsson trak samtidig et spor ud og forhindrede i første omgang Koster i at køre til spids. Styrmand bevarede således føringen og 2000 meter passeredes efter 1.23,9.

Kort efter overtog Sonny Diamond imidlertid føringen og holdt sig foran til målstregen var passeret, men fik kamp til stregen af Styrmand, mens Sport (Sofus Sørensen) – der ellers galoperede i opløbssvinget – tog tredjepladsen foran Sandy Mac, der havde galoperet på sidste langside.

Vindertiden for Sonny Diamond blev 1.24,4/3000 meter – den suverænt bedste vindertid i Derbyet nogensinde; en forbedring på 2,3 sekunder af Patsys rekord fra 1934 og i øvrigt en vindertid, der først blev forbedret af Rex Junior i det første startvogns-derby i 1955.

Topsprinter
Styrmand fortsatte udviklingen og vandt fire løb som 5-års (samt en andenplads bag Rex The Great i Mesterskab for Danmark) og 11 løb som 6-års i 1938, der blev hans sidste sæson på væddeløbsbanerne pga. en alvorlig skade.

Det år blev Styrmand årets mest vindende hest i Danmark med 24.800 kr. Han vandt bl.a. “Internationalt Sprinterløb” på Amager i tiden 1.20,6 foran et af anden af 30’ernes store navne, Addison, der ikke formåede at give Månssons stjerne 20 meter forud, men til gengæld kom hjem på fremragende 1.19,9/1620 meter.

Vindertiden var den hurtigste nogensinde af en danskfødt travhest, men det var ikke dansk rekord, for i 1935 havde mockindlænderen Star McElwyn vundet på 1.19,8 og dén rekord kom til at stå i 18 år indtil Moster i 1953 forbedrede den til 1.19,0.

Styrmand, der afsluttede sæsonen med syv sejre på stribe, huskes også for en overlegen sejr på Amager den 10. november 1938, hvor han henviste Sveriges dengang bedste hest, Harper Hanover, til andenpladsen og sejrede i tiden 1.22,2/1600 meter.

Styrmand vandt i alt 32 løb i 58 starter – alle med Månsson i sulkyen.

Succesrig avlshingst
Efter Styrmand sluttede karrieren, fortsatte han som avlshingst – de sidste mange år på Månssons Stutteri Stenhavegaard i Usserød ved Hørsholm.

Styrmand fik succes i avlen som far til bl.a. Derbyvinderen Hickory, Kriteriumsvinderne Lucky Strike og Mons samt ikke mindst den tredobbelte Mesterskab for Danmark-vinder Ruder Konge. Styrmand er desuden morfar til 1957-Derbyvinderen Tjavs.

Styrmand var avlschampion fire år i træk (1949-52) og fik i alt 103 afkom, men måtte desværre aflives i 1952 efter at være blevet sparket af en hoppe. Et smerteligt tab for Olof Månsson.


S-årgangens dronning
Månsson var også manden bag en anden af S-årgangens berømte heste, den skimlede hoppe Sylvia, der med 36 sejre var årgangens ukronede dronning.

Sylvia var årgangens oftest sejrende hest i 3-årssæsonen med syv sejre og vandt seks løb som 4-års, heriblandt Amagers 4-årings Grand Prix og et sprinterløb på Amager i den fremragende tid 1.21,9/1580 meter – ensbetydende med både dansk og skandinavisk rekord for 4-årige hopper.

I 1938 vandt Månsson med Sylvia sin sejr nummer 500. Hun var aktiv til og med sit niende år (1941) og var en særdeles holdbar hest med ikke mindre end 177 starter, der som nævnt resulterede i 36 sejre – heraf 27 med Månsson i sulkyen – samt 34 andenpladser og 76 mindre placeringer. I indkørte præmier blev det til 74.350 kroner, hvilket frem til slutningen af 40’erne gjorde hende til den næstmest vindende danskfødte hoppe – kun overgået af Tella The Great med 86.817 kr.

Sylvia – der som Styrmand var opdrættet af Julius Høybye på Firemilegården i Karlstrup – blev senere forsøgt i avlen, men uden den store succes.

Full Tilt blev købt på Old Glory-auktionen i New York i 1933

Full Tilt
Et andet af Månssons store navne var amerikanskfødte Full Tilt, som bl.a. vandt Mesterskab for Danmark, Wedellsborg Mindeløb, Hesteejerpokalen og Internationalt Pokalløb (Amager) to gange.

Full Tilt blev købt i USA for $ 3.200 – iflg. Væddeløbsbladet af “en af Månssons principaler” – men hvem, der reelt fik hammerslag på hesten, har ikke været muligt at opklare. Både Koster og Sofus Sørensen var til stede på Old Glory-auktionen i New York i november 1933, hvor de hver især købte flere heste, men hjalp de samtidig Månsson?

Iflg. Lars Donatzky købte Månsson også – uden nogensinde at have sat sine ben i USA – senere Full Tilts to yngre søskende, Guardsman (f. 1933) og Alema Volo (f. 1934), men som en følge af de restriktioner, som Valutacentralen havde indført, der bevirkede at der kun var meget begrænset tilladelse til at bruge dollars til indkøb af amerikanske travere, blev begge heste blev solgt til Stall Ericsson.

Guardsman gik i træning hos Månssons lillebror, Olle Månsson (se senere) og blev en af sin tids største stjerner i Sverige med 38 sejre, rekord 1.19,2 og 63.715 SEK.

Alema Volo forblev i Olof Månssons træning og han fejrede mange triumfer med den amerikanskfødte hoppe, der vandt otte løb og i 1940 forbedrede den danske hopperekord til fornemme 1.18,5 på en andenplads bag Derbyvinderen Bellwood.

I Travkalenderen blev Full Tilt optaget i importregisteret med M. Månsson, Malmö som ejer, men var det Månssons lillebror, Olle Magnus Månsson (som vi vender tilbage til) eller en anden person?

Der er et par uopklarede spørgsmål i historien om Full Tilt, der i øvrigt senere blev solgt til pseudonymet Hr. Hindby.

Full Tilt vandt 29 løb, heraf 28 med Månsson i sulkyen, og blev senere en succesrig avlshingst, der ligeledes var opstaldet på Stutteri Stenhavegaard.

Full Tilt var avlschampion i 1945-46 og ’48 og var bl.a. far til Derbyvinderne Future (også vinder af Mesterskab for Danmark og Internationalt Mesterskab) og Garant samt Mesterskab for Danmark-vinderen Flic-Flac.

Full Tilt efter sejren i Mesterskab for Danmark 1935


Luftfoto af Stenhavegaard fra 1954 med Månssons træningsbane til højre.

Stutteriejer
Efter Styrmand, Full Tilt og Sylvia havde sluttet karrieren faldt niveauet betragteligt for Olof Månsson, som i 40’erne ikke vandt mere end 10-12 løb om året – således også i 1946, hvor han fik sin anden Derbysejr med Hickory, som Månsson selv havde opdrættet.

Månsson var nemlig den første danske travtræner, som slog sig på opdræt i større stil.

Det første føl – Esperanto (Worthy Hall) – kom til verden i 1939, og hans første “store” årgang var 1940, der talte i alt fire heste: Fylgia (Styrmand), Floridor (Full Tilt), Full Tilt, Jr. (Full Tilt) og Fleur d’Amour (Full Tilt).

Det har ikke været muligt at opklare, hvor Månsson havde sine følhopper stående de første år, hvor han ikke havde eget stutteri. I årene 1930-44 boede familien således på adressen Ordrupvej 50 – en villa, der i dag er revet ned til fordel for et bolig- og forretningskompleks – og i Travkalenderens fødselsregister står de nævnte heste alle som opdrættet af “O. Månsson, Charlottenlund”.

Muligvis inspireret af Sofus Sørensen, som i 1936 havde købt Kratgården ved Slangerup, købte Olof Månsson i 1944/45 Stutteri Stenhavegaard i Usserød ved Hørsholm, som han havde indtil sin alt for tidlige død.

Mange fine heste kom til verden på Stenhavegaard, hvor både Styrmand og Full Tilt ligeledes var opstaldet som avlshingste.

Trav-Tidende gæstede stutteriet i 1948 og på det tidspunkt havde Månsson selv en håndfuld hopper, men han havde også følhopper opstaldet for flere andre opdrættere, bl.a. blev Kriteriumvinderen Ever Tally Ho født på Stutteri Stenhavegaard.

Derbyvinder med eget opdræt

Hickory blev som 2-års solgt til Ditlev Gebauer Jørgensen – med kælenavnet “Diller” – som var teltholder på Bakken, for 6.000 kroner.

Han havde året forinden lært Månsson at kende og blev inviteret til andejagt på Stenhavegård, hvor Månsson tilbød ham at købe den senere Kriterievinder Ever Tally Ho for 3.800 kr. Jørgensen var imidlertid ikke interesseret, men året efter vendte han tilbage og købte Hickory, der i øvrigt var opkaldt efter den amerikanske træsort hickory (valnøddetræ), som Månssons datters nye ski var lavet af.

Efter en forholdsvis anonym 2-årssæson, der bød på en enkelt sejr i fire starter, kom Hickory efterhånden op i omdrejninger som 3-års, hvor han vandt fire løb og satte rekord 1.28,6.

Hickory efter Derbysejren

Hickory vandt Derbyprøven, der dengang blev afviklet næsten halvanden måned inden Derbyet, i overlegen stil, men startede ikke imellem Derbyprøven og Derbyet, hvilket gav anledning til diverse rygter og spekulationer om, at Månssons Derbyfavorit var kommet ud af form.

Hickory blev dog alligevel gjort til 19:10-favorit i Derbyet søndag den 14. juli 1946, hvor outsideren Heddie Diamond (Tage Søndberg) blev bortvist efter at have forårsaget to omstarter.

I tredje startforsøg tog Happy Bingen spids, men galoperede efter et par hundrede meter og så overtog Koster føringen med His Son, der afviklede første kilometer efter 1.30 med Hetty Tilt og Hickory nærmest.

Midtvejs kom Hickory frem til dødens, men His Son forsvarede sig og 2000 meter gik efter 1.28,5.

Månsson pressede snart efter hårdt på den førende His Son, der rullede over i galop og så var vejen banet for en let sejr til Hickory i tiden 1.28,5/3000 meter foran Hetta (Aage Kristoffersen) og Hjalmar (Poul Stripp). His Son blev diskvalificeret for galop.

Hickory vandt i alt 17 løb.


Sidste klassiske vinder
De sidste ti år af karrieren drev Olof Månsson en mindre stald, men formåede alligevel at lave en række fine heste og i 1950 vandt han igen Kriteriet – denne gang med Styrmand-sønnen Mons, 18 år efter faderens triumf i 1932.

Mons førte fra start til mål og sejrede overlegent i tiden 1.29,7/2600 meter foran Mia Sport og Midas.

Med fire sejre – i blot seks starter – blev Mons årets bedste hest hos Månsson, som kun vandt ni løb det år. Mons overvintrerede som Derbyfavorit og vandt også Derbyprøven i sikker stil, hvilket gjorde ham til Derbyfavorit.

Mons fik et udmærket løb i ryg på Moster, men på bagerste langside var han træt og sluttede sluttede lige uden for præmierækken i det dramatiske Derby, hvor Moster blev diskvalificeret for urent trav. Sejren gik herefter til Minus med Arnold Jensen.

Som ældre blev Mons ikke den store stjerne og vandt ikke et eneste løb efter 4-årssæsonen.

Med til det sidste
I årene 1951-56 vandt Månsson hhv. 13-15-6-14-5 og 14 løb. Der var ikke de store stjerner blandt hans heste, men fremhæves skal dog Sorrento, der som 4-års vandt 13 løb.

Sorrento gjorde sig ikke bemærket i årgangssammenhæng, selvom hesten bl.a. var med i Derbyet, hvor han sluttede på femtepladsen i tiden 1.25,0/3000 meter bag Snowflake (Mark Ingdam), der var overlegen i 1.23,5.


Dansk statsborger i 1940
Som mange andre levede Olof Månsson et helt normalt familieliv med hustruen Johanne, som han blev gift med den 26. december 1925 i Sundby Kirke. Johanne – i kirkebogen opført som “ugift cigaretpakkerske” (!) – var født i 1906 og boede indtil da hjemme hos sine forældre, rebslager, tidl. sømand Christopher Wenzel Christiansen og Margrethe Elisabeth Jørgensen, Reberbanegade 8.

Olof Månsson boede ved brylluppet til leje hos en familie i Finlandsgade 1 og havde tidligere adresse  Søbakken 30 i Skovshoved – måske hos træner Hans (Peter) Andersen, som boede i en af ejendommens lejligheder.

Johanne og Olof Månsson fik et enkelt barn, datteren Maj-Brit Margrethe, som kom til verden den 22. september 1927. På det tidspunkt, og ved folketællingen i 1930, boede familien i en lejlighed på Langesund 7 på Østerbro, men ved den næste folketælling i 1940 var Månsson-familien altså flyttet ind i villaen på Ordrupvej.

På det tidspunkt havde Olof Månsson netop opnået dansk statsborgerskab.

Hans Larsen, som qua sin store interesse for slægtsforskning tidligere har hjulpet både Klaus Koch og forfatteren til denne artikel med et væld af værdifulde informationer om forskellige personer, er også “ophavsmand” til ovenstående oplysninger om Olof Månsson og hans familie.


Lillebror var også træner
Olof Månssons lillebror, Olle Magnus Månsson (f. 1914) blev også træner, men var ansat hos storebroderen fra 1929 indtil han startede som selvstændig på Jägersro i 1935, hvor han var frem til omkring 1970.

“Junior” fik licens i 1930 og vandt året efter sin første sejr med Quisi Quasi. Olle Månsson blev hurtigt en af Jägersros førende trænere og var bl.a. champion i 1938. Han vandt også flere storløb, heriblandt C.L. Müllers Memorial med Guardsman (1937) og Sybil Boy (1942), der også vandt Svensk Opdrætningsløb i 1939.

Månsson trænede også den første vinder af Åby Stora Pris, Montgomery P, og førte den senere “kulthest” Gay Noon frem. Som 3-års vandt den således syv løb i ni starter for Olle Månsson, inden Gay Noon blev skiftet til Gunnar Nordin, der vandt både Kriterium og Derby med hesten.

Flere andre kendte trænere har også fået en del af deres uddannelse hos Olof Månsson, heriblandt Thomas Hansen, Hans Hansen, Walther Kaiser-Hansen, Leif Nielsen, Hans Bagge, Viggo Andersen, Kurt Køppen og John Petersen.


Kilder:

Væddeløbsbladet 1930-57
Travtidende 1921-54
Trav-Kalenderen 1932-54
Travsportens Årbog 1944-49
Flemming Ettrup: Gå med i Lunden (1991)
Lars Donatzky: De danske rekorder i historisk perspektiv 
Klauskoch.se
Diverse info fra Klaus Koch og Hans Larsen