Mogens Larsen

Portræt af Mogens Larsen (1947-92), som vandt Derby med Spathrine C og blev den første trænerchampion på Lunden med over 100 sejre. Desværre var han hård ved sig selv og blev kun 45 år.

“Travsportens nye superstar – Mogens Larsen”

Overskriften er hentet i Trav-Avisen i april 1978, hvor Mogens Larsen var på toppen af sin karriere.

Efter Derbysejren i 1975 med Spathrine C blev Mogens Larsen året efter nummer to bag Tarok med Tulle Søgård, og i sidste halvdel af 70’erne vadede han i succes.

Det kulminerede i 1978, hvor Mogens Larsen blev champion på Lunden med 101 sejre – en forbedring af Walther Kaiser-Hansens rekord fra 1966 på 95 sejre.

Desværre gik det også hurtigt ned ad bakke igen, og de efterfølgende år blev det “kun” til hhv. 47, 30 og 18 sejre.

I 1982 vandt Mogens Larsen blot fem løb i 70 starter, men sæsonen blev også præget meget af en udelukkelsesdom på tre måneder som følge af “promillekørsel”.

Iflg. Mogens Larsen havde han blot taget et par slurke af den hostesaft, der var beregnet på hesten Elegant D, men alkoholtesten viste en promille på 1,2 og han blev omgående udelukket fra alle løb i tre måneder.

Sandheden var dog, at han igennem flere år havde haft et stigende alkoholmisbrug, og sagen med hostesaften tog så hårdt på ham, at Mogens Larsen året efter måtte opgive sin karriere som professionel travtræner.

I 1984 gjorde han kortvarigt comeback som jockey hos Kaj Jensen i Århus, som gjorde en stor indsats for at få Mogens Larsen på højkant igen. Det blev også til en del sejre, men desværre mislykkes “projektet”.

Mogens Larsen døde i november 1992 – blot 45 år gammel.

Arveligt belastet
Som søn af amatørkusken Kaj A. Larsen med ca. 90 sejre var Mogens Larsen nærmest født ind i travsporten.

Kaj A. Larsen var i øvrigt selv arveligt belastet, idet hans far bl.a. havde Grete Dillon, der var i træning hos Sofus Sørensen, og i 1935 blev han ansat på Ny Toftegård i Ølstykke.

I 1955 overtog Kaj A. Larsen forpagtningen af Stutteri Mariehøj ved Hørsholm, hvor Mogens Larsens far bl.a. opdrættede Derbytoeren Eminent (43 sejre/273.000 kr). Derbyvinderen Emigrant og Derbytreeren Eugen er i øvrigt også født og opvokset på Mariehøj. Begge heste var opdrættet af N. Wentzel-Nielsen i København, som havde sine hopper stående hos Kaj A. Larsen.

I oktober 1965 blev Kaj A. Larsen forpagter på Gl. Mosegård ved Høje Sandbjerg – en ejendom på 70 tdr. land med plads til 50 heste.

Da Væddeløbsbladet i juni 1966 besøgte Gl. Mosegård udgjorde travhestene ca. halvdelen af pensionærerne, mens der også var både fuldblods- og lippizanerheste på Kaj A. Larsens stutteri.

-Oprindeligt var Kaj A. Larsen uddannet bager, men helligede sig hestene på fuld tid da han forpagtede Gl. Mosegård, fortæller tidl. staldmand, Jørn Clevin.

-Kaj A. Larsen var også en god forretningsmand, der hurtigt fik mange kunder på sit stutteri, hvilket Mogens Larsen selvfølgeligt havde stor fordel af. Storhesteejere som f.eks. bagermester Carl Petter og “Kongen af Lyngby” alias vognmand H.C. Svendsen havde mange af deres følhopper stående der.

Desværre oplevede Mogens Larsens far ikke at se sin søn blive “kronet” som trænerchampion på Lunden. Kaj A. Larsen døde Juledag 1978 – dagen før Mogens Larsen med fem sejre cementerede sit championat.

Ville være galopjockey
Mogens Larsen begyndte at ride på faderens heste og ville meget gerne ha’ været galopjockey, hvilket han rent vægtmæssigt også egnede sig fint til; da han blev trænerchampion på Lunden i 1978 vejede han således kun 51 kg. Men moderen sagde engang til sønnike: “Du har haft TB (Turberkolose, red.) som lille, og på galopbanen kan du risikere at komme til at sulte dig for at holde vægten nede, så det går ikke.”

Det gav Mogens Larsen noget at tænke over, men han havde ikke helt opgivet tanken, så selv efter han var startet som jockey hos Hans Hansen (se senere) red han stadig ud på galopbanen for træner Rae Guest. Han søgte også om licens som amatørrytter, men fik afslag fordi han var professionel på travbanen.

Studietur til Sören Nordin
Efter skolen kom Mogens Larsen i lære hos Dan Jensen, hvor han fik jockeylicens som 18-årig. Det første år blev det til fem køreture uden den store succes, men året efter (1966) vandt han sin første sejr med faderens Edios Hanover og det blev til i alt fem sejre i 21 starter.

-Den største triumf dette år var, at jeg vandt Berthelsens guldur. Det blev kørt over fire afdelinger over forskellig distance, og jeg fik skrabet den endelige sejr til mig. Jeg har gået med det guldur lige siden, og er meget lykkelig for det den dag i dag. Også selvom jeg siden 1966 har vundet to andre guldure, sagde Mogens Larsen i Trav-Avisens interview i 1978.

I 1967 fik Mogens Larsen tildelt Det Danske Travselskabs rejsestipendium og det gik til et tre måneders ophold hos Sören Nordin i Stockholm, hvor den 20-årige jockey sugede til sig af lærdom hos en af verdens bedste travtrænere.

-Desværre rakte stipendiet ikke til et længere ophold. Det var ærgerligt, for her var der virkelig noget at lære for en travsportsmand. Men jeg fik da lært en hel del, bl.a. hovbeskæring og skoning, og rent køreteknisk fik jeg da også lært en hel del, sagde Mogens Larsen, som nåede at få i alt tre køreture i Sverige – to på Solvalla og en enkelt på Örebro, men uden den store succes.

Efter hjemkomsten til Danmark lavede Hugo Holdgaard (“Tim”) et interview i BT med Mogens Larsen, som bl.a. var meget fascineret over, at samtlige heste i Søren Nordins stald løbende blev tjekket igennem fra A til Z.

-Én gang om ugen bliver hver enkelt hests pulsslag kontrolleret med stetoskop, både når hesten er i ro og efter et træningsarbejde, således at man bliver klar over, om der er noget i vejen. Endvidere bliver temperaturen taget to gange om ugen for at komme en evt. forkølelse i forkøbet., ligesom halsen altid blive nøje undersøgt. Man kan ikke forvente fine præstationer af heste, der af en eller anden grund ikke er i orden, sagde Mogens Larsen, som mange år senere vendte tilbage til Søren Nordin, da han var træner i USA – mere herom senere.

29 jockeysejre
I 1968 blev Mogens Larsen ansat hos Viggo Andersen, der dengang bl.a. havde topheste som Herold Samson og Fyrst Samson i stalden.

Med sidstnævnte vandt han et afdelingsløb på Jägersro, hvor Viggo Andersen i finalen kørte Herold Samson, men den galoperede og så var vejen banet for staldkammeraten, der sikrede Mogens Larsen hans første større sejr.

Mogens Larsen afsluttede sin uddannelse hos Hans Hansen, som på daværende tidspunkt var i slutningen af sin karriere, men han havde alligevel nogle få rigtigt gode heste, bl.a. Gnisten – en af årgangens bedste heste, der var aktiv fra 2- til og med 12-årssæsonen.

Mogens Larsen vandt i alt 29 sejre som jockey inden han startede som træner. Det blev også til et par championater – sidste gang i 1970 med 11 sejre.

Træner i ’71
I december 1969 tog Mogens Larsen trænereksamen på samme hold som bl.a. Henning Fink, Torben Fischer, Thorkild Hansen, Per Josephsen, Henrik Mylner, Egon Nielsen, Ole Petter, René Ravn, Karsten Andersen og Lena Hansen.

Han startede som træner 1. januar 1971 med fem heste i stalden og allerede på den første løbsdag fik han, i sin anden start som selvstændig træner, sin første sejr med Mack The Knife.

Mogens Larsen havde året igennem i snit fem-seks heste i stalden, men fik alligevel en fin start på trænerkarrieren med 14 sejre, heraf fire med Gnisten, som hans far købte da Mogens startede som træner.

Allerede i sin anden sæson var Mogens Larsen lige-ved-og-næsten i Derbysammenhæng, da Ocitta blev nummer to bag Osman Bogø. Den svenskejede hoppe havde været med siden 2-årssæsonen og vandt fire løb som 3-års. Derbysæsonen blev indledt med to sejre på Lunden og Jägersro, og i Derbyet leverede Ocitta en stærk afslutning på afstand af Osman Bogø.

-Jeg er selvfølgelig ovenud tilfreds med Ocittas andenplads. Det var mere end jeg turde håbe på med den dårlige startplads, men vi fik et ønskeløb, og kom ud på det helt rigtige tidspunkt. Osman Bogø var der intet at gøre ved, sagde Mogens Larsen efter løbet.

Med 27 sejre fordoblede Mogens Larsen næsten forrige års resultat.

Det blev bl.a. til sejr i Mesterskab for Danmark med HCS, der i en alder af 10 år efterhånden var ved at være slidt, men Mogens Larsen fik liv i den tidligere sejrshest.

I 1973 fortsatte Mogens Larsen succesen og fik sejrsmæssigt sit egentlige gennembrud med i alt 52 sejre.

Årets topscorer blev Oberst Aconto med 10 sejre foran Rolex S med ni sejre, men Nanny Stuart og Nordin – begge med fem sejre – var også stærkt medvirkende til Mogens Larsens hidtil bedste sæson.

I 1974 blev det til 40 sejre, men så kom “Spathrine C-året” – 1975.

---

Derbysejren
Mogens Larsen købte selv Spathrine C på Kathrinedal-auktionen i 1972 for 11.500 kroner, men året efter blev hesten solgt til Erik Hagman, der senere også fejrede mange andre triumfer som medejer af topheste som Meadow Roland, Heir To Crown og ikke mindst Ellizar H – Spathrine C’s første afkom.

Spathrine C var født som Snif Domas på Fyn hos Brdr. ”Domas” Pedersen, men solgt som føl sammen med moderen til Bent Ole Retvig, Stutteri Kathrinedal, og fik navneforandring efter Retvigs hunde Spat og Trine.

Lord Valentine-hoppen viste tidligt fine evner og vandt sine to første starter som 2-års og satte rekord 1.20,4a.

Som 3-års blev det til to sejre og en andenplads i Kriteriet bag Surveyor, der også overvintrede som den store Derbyfavorit.

Foruden Kriteriet vandt Surveyor også både Jydsk 3- og 4-årings Grand Prix, men i Derbyet var hesten ikke på toppen trods et løb udvendig for den førende Silius, og Surveyor sluttede på en skuffende femteplads.

Silius med Søren Norberg var hurtigst af sted fra start med Spathrine C, Sussi Hjordal og Stuart Reerstrup nærmest, mens der bl.a. var galop for Solo Nolo.

Efter omgangs kørsel kom Surveyor frem til dødens, men i opløbssvinget stod det klart, at favoritten ikke var på toppen.

Det lignede nu i stedet sejr til Silius – bagfra kom Stuart Reerstrup i et godt angreb, men 100 meter før mål fik Mogens Larsen plads til angreb med Spathrine C, der med det mindst mulige fik kæmpet sig forbi til Derbysejr i tiden 1.20,7a/3000 meter – den hurtigste vindertid i Derbyets historie og en forbedring af Ritha Lyngholms rekord fra året før på 4/10 sek.

Silius blev nummer to foran Stuart Reerstrup (Leif Lövgren) og Solo Nolo (Leif Løfgren), der leverede en forrygende afslutning efter startfejl. Som det fremgår af fotoet var der kamp til stregen – Solo Nolo sluttede således blot 1/10 sek. efter Spathrine C.

Årets 4-åring?
Surveyor vandt som nævnt Jydsk 4-årings Grand Prix, men hvem var egentlig årgangens bedste hest i Derbysæsonen?

Svært at sige.

I Koster Memorial en måneds tid efter Derbyet var der lagt op til revanche for Surveyor og Solo Nolo i det indledende Sonny Diamond-løb, men her gik sejren til outsideren Susanne The Great med Torben Fischer foran Seminent. Survyeor var igen dårlig, mens Solo Nolo igen galoperede og denne gang formåede han ikke at indhente det tabte terræn.

Spathrine C var handicappet af startplads i anden række, men sluttede fint af til en fjerdeplads – og vandt i øvrigt også Aalborg Store Pris. Det blev til gengæld kun til disse to sejre det år og 103.700 kroner i indkørte præmier.

Surveyor tjente 143.200 kroner og var overordnet set årgangens bedste hest.

Spathrine C fik siden pæn succes i avlen. Hendes første afkom var således Ellizar H (1.13,2a-1.710.000 kr), der bl.a. blev nummer to i Copenhagen Cup og vandt Mesterskab for Danmark.

Efter eksport til Sverige blev hun mor til yderligere otte afkom, heriblandt Etter Käll (1.15,5a-270.000 SEK) og Juva Käll, der siden blev eksporteret til Danmark, hvor hun er mor til flere fine heste med Gismo Bøg (1.12,4a-1.193.000 kr) i spidsen.

---

Den evige toer
Både i 1975 og ’76 vandt Mogens Larsen 38 løb, men i 1976 fik han næsten mest omtale pga. syv andenpladser med Tulle Søgård, der – som Mogens Larsen udtrykte det – havde det uheld, at den var født i samme årgang som Tarok.

Tulle Søgård vandt seks løb og 119.000 kr. som 4-års, men var altså nummer to bag Tarok i samtlige storløb, bl.a. Jydsk 4-årings Grand Prix, Derbyprøven og Derbyet.

Som 3-års vandt Tulle Søgård 10 løb og blev kåret som Årets Hest på Fyens Væddeløbsbane, hvor hun var i træning hos Kaj Rasmussen.

-Tulle Søgård gik fra O-klassen til hurtigklassen på rekordtid og vandt mange af sine løb fra tillæg. En fantastisk hest, fortæller Tulle Søgårds daværende ejer, Ib Weber Marnow.

-I begyndelsen af 4-årssæsonen foreslog Kaj Rasmussen, at jeg sendte hende i træning på Lunden og valget faldt på Mogens Larsen, som gjorde et flot stykke arbejde med Tulle Søgård. 

-Jeg kunne lige så godt ha’ startet Tulle Søgård i Consolationsløbet, som jeg er sikker på at hun havde vundet overlegent, og fået 5.000 mere i præmie, men jeg valgte alligevel Derbyet, selvom Tarok var storfavorit. 

-Inden Derbyet sagde Mogens Larsen, at han regnede med at kunne køre 1.20/3000 meter og det holdt jo stik, men selvom Tulle Søgård blev slået af Tarok, synes jeg alligevel at hun fik for lidt omtale af det, hun lavede som 4-års. 

Efter afslutningen på Derbysæsonen gik Tulle Søgård på vinterferie hos Kaj Rasmussen, men efter de første par starter som 5-års, gik hun tilbage til Mogens Larsen. Det blev bl.a. til sejr i Travdronningen i Billund – 60 meter foran unghestestjernen Torino – og kort tid efter blev Tulle Søgård solgt til Tyskland.

Tulle Søgård blev aldrig forsøgt i avlen.

---

Gårdejer Larsen
I 1977 blev Mogens og Susanne Larsen gårdejere, da de købte Enghavegård i Tisvilde (foto) – en ejendom på otte tdr. land – men det viste sig at være en fejlinvestering.

-Vi havde kun gården i Tisvilde i måske halvandet år. Den jord, der hørte til ejendommen lå på den anden side af vejen og det var lidt besværligt. Derfor blev gården solgt og vi købte i stedet en anden gård i Helsinge. Gårdene blev dog udelukkende brugt til heste, der skulle en tur på landet. Der var således ingen træningsbane på de to ejendomme – kun folde, fortæller Susanne Larsen.

I 1978 købte familien en ny gård i Helsinge.

-Det var et ret nybygget stuehus og vi fik ham, som havde bygget huset, til at indrette fire bokse, der stod klar da vi flyttede ind. Siden fik vi bygget en helt ny stald med plads til 10 heste, siger Susanne.

Ikke lang tid efter blev Susanne og Mogens Larsen skilt og gården blev efterfølgende solgt.

Gennem lydmuren 
I 1977 havde Mogens Larsen sin hidtil bedste sæson med 74 sejre og næsten 800.000 kroner i indkørte præmier.

Med 14 sejre blev Sanne Schwartz årets sejrshest – hun vandt bl.a. Karl K. Pedersens Mindeløb på Fyn – men indtjeningsmæssigt blev hun overgået af 2-årige Bellizar, der tog fem sejre og fire andenpladser i ni starter og tjente 78.000 kr.

Bellizar satte den 14. august 2-årsrekord 1.19,9a og blev dermed den første danskfødte 2-åring under 1:20 – “Da den tredje lydmur blev gennembrudt” som Otto Donatzky skrev i en artikel i Travsporten 1977.

Bellizar forbedrede dermed Misty Senators ni år gamle 2-årsrekord med 6/10 sek, men allerede tre uger senere fik rekorden endnu et tryk, da Betina Hedevang sejrede i Billund i tiden 1.19,5a – i øvrigt en tangering af Ixi Håleryds skandinaviske 2-årsrekord.

I Dansk Opdrætningsløb måtte Bellizar se sig besejret af Bison Bogø, men blev alligevel med klar margin årets mest vindende babytraver.

Som 3-års var der selvsagt store forventninger til Bellizar, men selvom han hentede en tredjeplads i Kriteriet bag Bjørn Ørnhøj og Bison Bogø, blev sæsonen en skuffelse med to andenpladser som bedste resultat i seks starter.

En anden fin hest det år var U’man, der bl.a. vandt Fyens 3-årings Grand Prix og Aalborg Store Pris Consolation. Tre sejre og 51.000 kroner blev det til for U’man. Tovelil S gjorde det også fint med seks sejre i 1977 og otte året efter.

---

Championatet
I 1978 lykkedes det endelig for Mogens Larsen at blev trænerchampion på Lunden med i alt 101 sejre og han blev dermed den første trænerchampion med over 100 sejre på én sæson. Mogens Larsen vandt i alt 103 løb og indkørte over 1 million kroner – ensbetydende med en femteplads på landsplan. Harald Lund blev landschampion med 171 sejre foran Steen Juul med 170 sejre.

Sæsonens første store triumf var sejren i Ekstra Bladets Rigschampionat – en kuskematch med deltagelse af de to førende trænere fra hver af landets otte baner.

Med 13 sejre blev Ametyst årets sejrshest hos Mogens Larsen. Bambino-hoppen vandt på et tidspunkt 14 sejre på stribe og blev med i alt 20 sejre en af de heste, Mogens Larsen vandt flest løb med.

Mogens Larsen dystede hele sæsonen med den mangedobbelte champion Walther Kaiser-Hansen, og i midten af november måned fik han et afgørende forspring på fem sejre.

Inden årets sidste løbsdag, 28. december, var Mogens Larsen førende med 96 sejre mod Kaisers-Hansens 92, og på finaledagen satte han trumf på med at vinde i alt FEM løb med hhv. Birgit Dan, Business, Unita Hill, Anita Lunde og Ametyst, der vandt sin 12. sejr på stribe og blev kåret som Årets Sejrshest på Lunden.

Tovelil S og Tulle Pride med hhv. otte og fire sejre bidrog også til årets imponerende resultat, og generelt var Mogens Larsen kendt som hoppespecialist. I et interview i Trav-Avisen i 1979 gav han selv flg. forklaring på, hvorfor han har så stor succes med hopper:

-Jeg kan godt lide at arbejde med hopper, fordi de er en udfordring for én. De har et helt specielt temperament, som man skal pleje og forstå. Mange trænere har ikke tålmodighed til at arbejde med hopper, men jeg synes det er spændende.

“Torsdag holder vi alle fri”
I 1979 havde Mogens Larsen svært ved at leve op til det foregående års fantastiske resultater, og det blev “kun” til 47 sejre, hvilket dog også var et hæderligt resultat, men han var alligevel lidt opgivende da Trav- og Galopavisen var på besøg i oktober måned.

Stalden talte på daværende tidspunkt 30 heste, så der var nok at se til det for Mogens Larsen og hans fem staldfolk, men resultaterne var altså ikke helt som forventet.

Journalisten spurgte bl.a. Mogens Larsen, hvordan han træner sine heste og fik flg. svar:

-Jeg har fem mand til at passe de 30 heste, så de har seks heste hver. Det er en stor fordel, at man har de samme heste hver dag. På den måde opstår der automatisk en gensidig tillid og hver mand kender sin hest.

-Alle heste får mellem en halv og en hel time langsomt arbejde fire gange om ugen. Jeg giver dem selv et hurtig arbejde to gange om ugen, hvor de får to heat, et på 3000 meter og et på 2000 meter. Torsdag holder vi alle fri, sagde Mogens Larsen “og ser lettet ud”.

-Det var jo i mange år en fast “tradition” på Lunden, at størsteparten af staldfolkene holdt fri om torsdagen. Der var jo løb både onsdag og søndag, og torsdag var der så bare en enkelt staldmand på arbejde til at fodre, mens alle andre holdt fri, siger Søren Bramlev, som var staldmand hos sin daværende svoger (Søren er lillebror til Mogens Larsens enke, Susanne) i 1½ år fra april 1978 til oktober 1979.

Ned ad bakke
Hvis Hestesportens Galla havde været opfundet i 70’erne var Mogens Larsen utvivlsomt blevet kåret som Årets Travkomet enten i 1973 eller ’77, og selvom han kun blev nummer fem på landsplan i 1978, havde han afgjort været en af favoritterne til titlen som Årets Travkusk.

Overordnet set gik det forrygende de første otte år som træner, men som det fremgår af nedenstående statistik, gik det desværre også lynhurtigt ned ad bakke igen efter championatet i 1978.

1971: 14 sejre
1972: 27 sejre
1973: 52 sejre
1974: 40 sejre
1975: 38 sejre
1976: 38 sejre
1977: 74 sejre
1978: 103 sejre
1979: 47 sejre
1980: 30 sejre
1981: 18 sejre
1982: 5 sejre

I oktober 1979 bragte Trav- og Galopavisen en artikel med overskriften “En træner i modvind” der blev indledt med flg. tekst:

“Den 32-årige Charlottenlund-træner Mogens Larsen ser lidt opgivende på sine papirer, og det lyser ud af ham, at han ikke har de helt store kort på hånden. Selvom der er 30 heste i stalden og deriblandt et par gode heste som Anesca, Charlie Cloud, Bellizar og Andy Ørnebjerg, er det ikke de helt store resultater den ellers så talentfulde træner opnår for tiden.”

I artiklen gennemgår Mogens Larsen nogle af staldens bedste heste, men selvom der tilsyneladende ikke er så meget at juble over, afsluttes historien med et positivt afsnit:

“Selvom stalden ikke er fyldt med heste som Tarok og My Nevele, sætter den lille ihærdige træner ikke sit lys under en skæppe: “Jeg ligger nummer to inden årets udgang.” siger han, mens han tager stopuret om halsen og gør sig klar til endnu en løbsdag.”

1979 gav som nævnt 47 sejre, men de næste par år fortsatte nedturen – bl.a. fordi Mogens Larsen mistede mange heste som følge af sit stigende alkoholmisbrug.

Det ville selvsagt føre for vidt hvis man skulle nævne alle Mogens Larsens heste, men en “rundspørge” på Facebook gav rigtig mange input og vi nævner i flæng: Ragna, Uggla Nera, Rolex S, Raket Bangsbo, Scott, Ann Sofie Lassegård, Oberst Aconto, Trinity, Tanja Gnist, Bandy Bangsbo, Bess Bangsbo, Sienna Senator, Tinto Boss, Marco Polo, Patrik L., Saladin, Octavian, Sissi Bogø, Swhitney, Uha Uha Trøjborg, Avispigen Pallis, Spray Dirt, Rine S, Opelok Nederholm, Andy Ørnebjerg, Korken, Winnie Schwartz, Atrick, Charmeur Mission, Adioo, Anesca og Camilla Knab.

Mogens Larsen vandt i alt 518 løb – heraf 36 som jockey (han fik jockeylicens igen i 1984, men derom senere).

---

Hostesaft-sagen
Søndag den 3. oktober 1982 var der løb på Lunden og efter 4. løb blev alle kuske udtaget til rutinemæssig alkoholtest. Mogens Larsens prøve viste en promille på 1,2 – og så faldt hammeren. Han blev med øjeblikkelig virkning udelukket fra at køre løb i tre måneder.

-Jeg troede de tog gas på mig, sagde Mogens Larsen i et interview med Billed-Bladet.

-Jeg var gået til prøven med den bedste samvittighed. I dagens løb havde jeg overhovedet ikke nydt spiritus. Ikke engang en enkelt lys pilsner. Jeg havde kun taget et par slurke af hostesaften.

Hostesaften var tiltænkt hesten Elegant D, men Mogens Larsen havde ondt i halsen og tog derfor en tår af hostesaften, som han angiveligt havde gjort tidligere med gode resultater.

-Det er en fantastisk god hostesaft, som jeg kan anbefale varmt. Jeg bruger den også derhjemme, og mine børn er helt vilde med den. Et par dråber giver straks luft, sagde Mogens Larsen bl.a.

Sagen gav genlyd i travsportskredse. Det var en offentlig hemmelighed, at Mogens Larsen i mange år havde kæmpet med et alkoholmisbrug og ingen troede på hans forklaring om hostesaften. Selvom det i første omgang lykkedes at køre stalden videre med andre kuske, blev det desværre enden på en succesrig karriere.

Til USA
Mogens Larsens tidligere jockey, Finn Frederiksen, kørte bl.a. Charmeur Mission og Elegant D for sin tidligere arbejdsgiver, men fik senere de to heste i træning, ligesom flere af staldens øvrige heste også skiftede til andre trænere.

I 1983 rejste Mogens til USA, hvor han fik job som andentræner hos Sören Nordin, som han jo kendte fra sin ungdom, men opholdet blev ikke den store succes og efter tre måneder vendte Mogens Larsen hjem til Danmark.

Mens han var i USA blev stalden, der nu kun talte nogle få heste, passet af jockey Ronald Betzer, men kort tid efter Mogens Larsens hjemkomst stoppede han officielt som træner.

-Vi sås en del i starten efter Mogens var kommet hjem fra USA, og det var mit indtryk, at han var blevet lidt rettet op da han kom hjem. Han forsøgte også at starte som træner igen, men det gik desværre ikke – hvorfor er jeg ikke helt sikker på, siger Susanne Larsen.

Jockey hos Kaj Jensen
Efter hjemkomsten fra USA fik Mogens Larsen en allersidste chance for at komme på højkant igen – denne gang var det en af hans tidligere hesteejere, Århus-træner Kaj Jensen, som strakte en hjælpende hånd ud.

-Jeg lærte Mogens at kende i 70’erne, fordi min far havde heste i træning hos ham, og han kom tit forbi når han var i Jylland for at se på heste, fortæller Kaj Jensen, som dengang havde Obstruplund Hestecenter ved Mårslet.

-På et tidspunkt fik Mogens nogle problemer og det var jeg jo ked af at se på, så jeg sagde en dag til ham: Du skal da med en tur til Jylland! Dét skulle han i hvert fald ikke, og det var nok Mogens’ største svaghed, at han ikke ville erkende sine egne problemer – men inden jeg var kommet hjem, havde han ringet til Jeanette for at sige at han var på vej. 

-Han var først og fremmest en rigtig flink og rar fyr, som havde en fantastisk kørehånd. Dengang kunne man ikke behandle hestene som man kan i dag, men selv de mest vanskelige heste kunne han få rundt, og bagefter tænkte jeg tit: “Hvordan fanden gjorde han det?”

-Jeg tror Mogens var herovre tæt på et par år, og hvis jeg havde kunnet styre ham, havde vi fået en kanon stald dengang. 

-Jeg kan huske en sjov historie fra dengang Mogens var træner på Lunden. Han havde en hest fra Jylland, der havde gået rigtig godt, men så havde de pludselig gået dårligt et par gange. Tredje gang var han førende med den, da der pludselig løber en fodbold ind på banen og så galoperede den sejren væk. Bagefter ringede ejeren og spurgte, hvad der NU var sket? “Den fik en bold i hovedet” svarede Mogens, og det var jo sandt, men ejeren smækkede bare røret på – og dagen efter stod Per Hansen i Mogens’ stald for at hente hesten. 

Mogens Larsen kørte i alt 54 løb for Kaj Jensen og vandt syv sejre, men i et løb på Lunden den 8. september 1984 gik det desværre galt igen. Han blev igen “snuppet” i en alkoholtest og denne gang blev hans licens inddraget for altid.

Kaperkusk
I 1985 fik Mogens Larsen arbejde som kaperkusk på Bakken, hvilket afstedkom en artikel i Ekstrabladet med overskriften “Nu er livet luntetrav”. Her stod der bl.a.:

-Heste er hele mit liv og vil altid være det. Jeg tager et år herude i Dyrehaven som droschefører. Her kan jeg tage den med ro, og komme ovenpå igen, sagde Mogens Larsen, som fortsat håber på at gøre comeback i travsporten.

-Mit helbred tillader ikke lige i øjeblikket at jeg kører trav. Jeg har problemer med ryggen og min ene arm. Der er tale om typiske træner-skavanker, fordi man dag ud og dag ind har kørt de temperamentsfulde travheste. 

Han taler gerne om sit forhold til heste og travsport, men helst ikke om fradømmelsen af sin licens. Den er hans tragedie, og hvem vil ikke have det sådan, hvis man udelukkes fra at lave det i ens liv, man allerhelst vil?

-Jeg vil meget gerne tilbage i travsporten, men det kan nok ikke blive herhjemme. Jeg har tilbud om at komme til USA, Australien, New Zealand og Tyskland, fortæller Mogens Larsen, som i dag må trisse afsted med den 14-årige hoppe Suleima Hannonver. 

-Det var et utrolig stressende liv at være travtræner i Lunden. Det er vel en af de baner i verden, hvor konkurrencen er hårdest, også selvom hestene i USA er hurtigere. Herhjemme er det mere et spørgsmål om, hvor god manden i sulkyen er, men hestenes styrke er selvfølgelig også afgørende, siger en vemodig Mogens Larsen. 

Den glorværdige fortid er slut. I dag har han mistet det meste af sit jordiske gods fordi han for nogle år siden “forbyggede sig” med en stor, firlænget gård i Helsinge, og gik på halen økonomisk. 

Livsmodet har han ikke mistet og glæden ved at arbejde med heste er fortsat den samme. Krikken, der trækkes droschen får samme kærlige behandling som de præstationsivrige heste han kørte i Lunden.

-Det er jo herligt herude i Dyrehaven. Kollegerne i de andre droscher er flinke, og det er et frit liv. Kan man forlange mere?

Mistede aldrig interessen
Det har ikke været muligt at opklare hvor længe Mogens Larsen var kaperkusk, men formentlig var det kun en sæson.

De sidste år af sit liv boede han i Det Danske Travselskabs “ældreboliger” på Ordrup Jagtvej, men selvom han til sidst var blevet meget syg som følge af et årelangt alkoholmisbrug, mistede han aldrig interessen for travsporten.

-Hvis jeg havde været på travbanen, så gud nåde og trøste mig hvis jeg ikke havde et program med når jeg kom hjem til ham bagefter. Min far skrev altid alle mulige kommentarer i programmerne og lavede tips til løbene, fortæller Mogens Larsens søn, Christian Lindebjerg Larsen, som var 14 år da hans far døde i november 1992.

-Jeg har aldrig oplevet min far som syg eller alkoholiker. Jo, jeg hentede da ofte seks Carlsberg og en pakke Grøn Cecil ovre i kiosken på Ordrupvej sammen med min morfar, men jeg har kun haft gode tider sammen med min far. Jeg kom der mange gange om ugen, men han skældte aldrig ud, vi spillede og hyggede os. 

---

Susanne Larsen:
En rigtig god tid, men …

Mogens Larsens enke, Susanne Larsen, har også bidraget til denne artikel med diverse oplysninger.

Parret mødte i øvrigt hinanden via Spathrine C – forstået således, at Susanne var ansat som advokatsekretær hos Spathrine C’s ejer, Erik Hagman, som inviterede sine ansatte ud på travbanen for at se hans nye travhest. Dén tur blev skæbnesvanger og i januar 1976 fødte Susanne Larsen parrets første barn, datteren Carina.

-Når jeg ser tilbage på den tid, Mogens var på toppen, var det en rigtig god tid, som jeg ikke ville ha’ været foruden. Jeg troede jo, at jeg nok skulle få ham vænnet af med at drikke, men det lykkedes desværre ikke, siger Susanne.

-Mogens var jo en type, som gerne ville gøre alle tilfreds og ikke kunne sige Nej, når hesteejerne lige ville fejre en sejr med en omgang på Tutten. Det blev efterhånden for meget og til sidst blev han afhængig af skidtet. 

-Vi blev skilt inden sagen med hostesaften, men jeg havde jo jævnlig kontakt med Mogens resten af hans dage, ikke mindst pga. vores to børn.

-Kaj Jensen gjorde en stor indsats for at få Mogens på ret køl igen, og jeg havde indtryk af, at han havde en rigtig god tid i Århus. Han havde bl.a. begge børnene på ferie derovre.

---

Tidl. staldmand Søren Bramlev:
Masser af heste – og alt for lidt plads

Susanne Larsens lillebror, Søren Bramlev (f. Jensen), var i ca. halvandet år ansat som staldmand hos Mogens Larsen i storhedstiden sidst i 70’erne.

-Jeg startede hos Mogens i ’78. På det tidspunkt var der omkring 40 heste og vi var seks staldfolk, hvoraf Finn Frederiksen, Kim Petersen og Steen Jensen alle senere blev trænere, fortæller Søren Bramlev.

-Jeg kom ind i travsporten da Mogens og Susanne lærte hinanden at kende, og fik faktisk dispensation til at starte som staldmand, da jeg kun var 14 år på det tidspunkt. Dengang havde vi jo en fagforening for staldfolkene, som var rimelig stærk, og man delte staldfolkene op i “ræveunger” – dvs. ungarbejdere under 18 – og voksenarbejdere.

-Der var samtidig nogle regler om, at når man havde et vist antal heste i træning, skulle man have et bestemt antal staldfolk, men i dét regnskab talte ræveungerne ikke med.

-På det tidspunkt havde Mogens så mange heste i træning, og da jeg ikke gjaldt for noget, om man så må sige, ville det ikke give nogen mening at ansætte mig. Derfor startede jeg i stedet hos Per Hansen, hvor jeg var i to år, inden jeg kom over til Per Josephsen, hvor jeg var yderligere fire-fem måneder. Derefter begyndte jeg hos Mogens.

Fantastisk tid
Det er efterhånden 37 år siden, Søren Bramlev (57) stoppede hos Mogens Larsen pga. allergiproblemer, men sammen med hustruen Vibeke, som han mødte sidst i 70’erne da de begge var staldfolk på Lunden, er han stadig aktiv som hesteejer.

-Jeg købte min første hest, Sofus Kejlstrup, i 1977 for 15.000 kroner plus 1.000 på vilkår, som skulle falde ved den første sejr, og den kom ugen efter jeg havde købt hesten. Min far, som var advokat, fik i øvrigt overtalt banken til at låne mig penge til en travhest, fordi det var et led i min uddannelse. Efter den havde vundet sine første tre starter, blev jeg en aften på en bodega tilbudt 40.000, men jeg turde ikke sælge den, for jeg havde jo lige mødt hende der, smiler Søren og ser på Vibeke.

-Det var en helt fantastisk tid. Vi levede i en form for symbiose på travbanen. Vi var sammen med folk, der arbejdede på travbanen hver eneste dag. Som nævnt holdt vi næsten alle sammen fri hver torsdag, men man sås jo næsten udelukkende med de andre staldfolk også uden for travbanen. 

-Vi kørte også små løb internt med heste fra Mogens’ stald – vi var jo så mange staldfolk, så vi kørte typisk fem-seks heste hurtigt ad gangen. 

-Generelt var der meget mere liv på travbanen dengang – både på løbsdagene, men også om lørdagen, hvor det væltede rundt med folk; hesteejere og andet godtfolk, som ville ha’ tips og snakke. Jeg synes dog ikke at vi blev overrendt af folk, i og med at vi havde mange hesteejere fra Jylland, som vi stort set aldrig så.

-Vi havde mange heste, men desværre utrolig lidt plads. Vi havde kun fire opbindingspladser, så vi måtte ofte spænde for uden for stalden. Jeg selv fik “vognporten” helt oppe i hjørnet af Lundens staldterræn. Jeg mener der var plads til ni heste i stalden – resten havde vi stående i rækkebokse rundt omkring, men der blev også lavet skillerum inde i boksene for at få plads til flere heste. Det var helt vildt, men vi fik jo også næsten et nyt læs heste hver uge. 

-Mogens havde også en del heste stående på sin fars gård, Gl. Mosegård, og træner Andy Kierstein tog 150 kr. for at transportere en hest til Lunden. 

-Der var mange skift i stalden, men nogle var der også kun i kortere perioder. Vi fik bl.a. en del heste fra Jylland, men hvis de ikke fungerede, blev de hurtigt sendt hjem igen. 

-Mogens havde faktisk rigtig mange jyske kunder, men vi så dem kun sjældent. De største hesteejere i stalden var Audun Poulsen (Stald Thiese)(Oberst Aconto, Sienna Senator m.fl.) og H.C. Svendsen (HCS m.fl.), men Poul Uggerhøj (Stutteri Bangsbo) havde også en del heste i træning. 

-Det var dog primært ældre heste, som Mogens skulle prøve at få liv i igen. Vi havde så at sige ingen ungheste, og Mogens blev lidt upopulær hos de jyske hesteejere fordi han ikke tog ungheste i træning. “Jeg har ikke pladsen til dem” sagde han, “Det er ikke optimalt for min forretning, og så kan de i øvrigt gøre det til den halve pris i Jylland”.

Kongen er landet
En af undtagelserne var førnævnte Bellizar – Danmarks første 1:20-2-åring, der i ni starter som 2-års fik fem sejre og fire andenpladser.

-Bellizar var en af mine pasheste og det var en fantastisk 2-åring, siger Søren Bramlev.

-Jeg kan bl.a. huske, at jeg engang var i Billund med ham for at starte og det var næsten som når kongen var på besøg. Jeg kom dagen før pga. transporttiden, og kunne mærke den der summen når jeg gik rundt med Bellizar på staldterrænet. Når jeg kørte langsomt med ham, stimlede folk sammen – det var en rigtig sjov oplevelse. Måske ikke helt som når Tarok gæstede en af landets baner, men noget i den retning. 

-Desværre var Bellizar en ret lille hest, som ikke udviklede  sig i 3-årssæsonen, der overordnet set blev en skuffelse.

En fantastisk dygtig kusk
Søren og Vibeke Bramlev har mange dejlige minder fra tiden på travbanen, og de er ikke i tvivl om “hemmeligheden” bag Mogens Larsens enorme succes.

-Først og fremmest var han en ualmindeligt dygtig kusk, siger Søren.

-Han var rigtig god til at “bære” en hest rundt, som havde det lidt svært. Det var også derfor, at han kørte næsten alle vores heste. Vi hørte tit det der med, at vi var mange jockeyer hos Mogens Larsen, og at vi ikke fik ret mange køreture – men det var jo fordi, vi ikke kunne forvalte chancerne på samme måde som Mogens.

Her bryder Vibeke ind:

-Mogens gav sig altid 100 % i løbene og brugte sig selv virkelig meget. Jeg kan huske, at Susanne engang fortalte, at efter han havde siddet en hel dag i sulkyen på en løbsdag, havde han slidt hul på halebenet, men han vejede jo også kun omkring 52 kg. For at hjælpe lidt på det, fik han en stofble på – noget skulle der jo gøres. 

Folkehelt 
På en tid, hvor de landsdækkende aviser ofte skrev om travsport, blev Mogens Larsen lidt af en folkehelt da han var på toppen af karrieren.

-I den periode kunne man ikke åbne Se & Her eller Billed-Bladet uden der var en artikel om Mogens, siger Søren.

-Det væltede ind med fanbreve, og Susanne har fortalt, at det flere gange skete, at nogle piger slog telt op i deres have for at få et glimt af Mogens! 

-Men han var jo også en pæn fyr og en meget charmerende mand – altid smilende og altid klar med en frisk bemærkning. 

-Jeg har f.eks. aldrig hørt ham skælde en staldmand ud. Han sagde hvad han mente, men altid på en pæn måde. Samtidig var man ikke i tvivl om, hvis man havde gjort noget forkert. 

---

Fhv. træner Ole Petter:
Mogens og jeg lavede en Derbyvinder!

En af dem, som kendte Mogens Larsen allerbedst var barndomsvennen og den senere trænerkollega, Ole Petter:

–Vi var legekammerater da vi var børn og jeg kom meget hos Mogens, først på Mariehøj i Hørsholm og senere på Gl. Mosegård, der ligeledes ligger i udkanten af Hørsholm. Mogens kom også tit ind til os på Østerbro. 

-Han var altid med sin far til trav, og jeg var sammen med min far og farfar, og vi var altid sammen på løbsdagene. Mogens var et leksikon hvad angik stamtavler – der var ikke den hest, han ikke kunne afstamningen på. Når vi gik op i restauranten for at mødes med enten hans eller min familie, var der altid nogen, som lige stoppede Mogens for at spørge, hvem den og den var efter. 

-Vidste du i øvrigt, at Mogens og jeg “lavede” en Derbyvinder sammen?

-Engang hans forældre skulle til trav, blev vi bedt om at blive hjemme for følhoppen Aff Sus var hestegal, og vi skulle sørge for at hun blev bedækket med Oscar den Store, der stod som avlshingst på Gl. Mosegård. Dén klarede vi og resultatet blev 1965-derbyvinderen Gigant. Efter Aff Sus var blevet bedækket lagde vi en cowboysadel på Oscar den Store og red en tur på ham – han skulle jo også ha’ noget motion. 

-Kaj A. Larsen var tidligere garderhusar og efter han stoppede som bager, forpagtede han Gl. Mosegård, hvor mange af de såkaldte “stenbroopdrættere” satte deres følhopper i pension. En af dem var min far, så man kunne altså godt være opdrætter selvom man boede i lejlighed. Ole Anker på Stenrødgård og Svend Aage Jensen på Ny Toftegård havde også mange hopper stående. 

Et lysende talent
Ole Petter og Mogens Larsen gik som tidligere nævnt på trænerskole sammen og bestod deres eksamen i 1969.

-Efter travkrigen brød ud så vi ikke så meget til hinanden. Mogens var på Lunden og jeg på Amager, men jeg fulgte jo med i hans karriere og der er ingen tvivl om, at Mogens var et lysende talent – en født hestemand, som kunne alt omkring heste; han var brandhamrende dygtig, fastslår Ole Petter.

-Han blev desværre meget selvdestruktiv de senere år, men når jeg tænker på Mogens Larsen, tænker jeg tilbage på nogle pragtfulde år i vores ungdom. 

-Mogens kunne jo meget af det, jeg gerne ville lære, men han havde også en god læremester i Kaj, som også var en meget dygtig hestemand. Det hele lå så nemt for ham. Jeg har aldrig selv været spiller, men som jockey var Mogens næsten altid i totalisatorrækken, og han var også altid klar med gode råd til, hvordan jeg skulle køre en hest. 

-Hvis han ikke havde været så dum ved sig selv, var han blevet Danmarks svar på Sören Nordin. Han vandt masser af løb i de år han var på toppen, og der var næsten ikke den hest, der blev en klasse eller to bedre når han fik den i træning. 

Hvorfor gik det galt?
Efter Mogens Larsen stoppede som træner i 1982 gik det for alvor ned ad bakke, men en af dem, som gav ham en sidste chance for at komme ovenpå igen, var Århus-træner Kaj Jensen.

–Kaj Jensen tog sig af ham og gav ham en allersidste chance. Mogens flyttede op på Hovhedegård og var med i den daglige træning. Samtidig fik han ikke noget, der var stærkere end cornflakes i en længere periode, men det var desværre for sent, fortæller Ole Petter.

-Når de kom til Fyn for at starte, spurgte jeg: Hvordan går det? – og Mogens svarede: “Man får sgu lov til at bestille noget. Vi kører fra kl. 7 til kl. 14” – og det havde han ikke prøvet i mange år. Vi talte også på et tidspunkt om at lave en popstald, men Mogens mente ikke, at han kunne holde sig fra flasken, så det blev aldrig til noget. 

-Det er svært at sige hvorfor det gik galt, men Mogens’ far var meget streng. Han var af den gamle skole og det gik ofte ud over Mogens når han ikke gjorde, som hans far forventede. Men jeg tror nok også, at meget gik i stykker, da han i 1973 mistede synet på det højre øje som følge af en vådeskudsulykke. Han lillebror var på harejagt, da Mogens kom gående over en bakke og fik et hagl ind i øjet. Det påvirkede på ingen måde hans evner som travkusk, men han blev trods alt skæmmet lidt af det, slutter Ole Petter (68).

---

Tidl. træner Finn Frederiksen:
Pludselig var vi otte mand 

Finn Frederiksen er en af de staldfolk, som var længst tid hos Mogens Larsen – seks år i alt i perioden 1972-79.

-Min far, Carlo Frederiksen, var også træner, så jeg er jo født og opvokset på travbanen, fortæller Finn Frederiksen (63).

-Jeg startede i sin tid hos Leif Christensen på Stutteri Avlholm i Langstrup, hvor jeg gik og passede fem-seks heste, bl.a. Derbytoeren Iboune. Siden kom jeg i lære hos Jørgen Olsen, inden jeg rejste til Sverige i 1972. Min far var lige død og jeg trængte til at komme lidt væk. Jeg var hos Bruno Svensson og lærte også Håkan Wallner at kende. Han stod og manglede en mand til sin nye filial i Milano, så det var planen, at jeg skulle en tur til Italien.

-Inden da var jeg hjemme på en lille ferie og mødte bl.a. Hans Bagge, som havde hjulpet min mor med at sælge min fars udstyr. Han spurgte mig, om jeg ikke kunne hjælpe ham en 14-dages tid? Jo, det kunne jeg godt – jeg syntes ikke, jeg kunne være andet bekendt. 

-Mens jeg var hos Hans Bagge, kom Mogens Larsen en dag og spurgte, om jeg kunne hjælpe ham i 14 dage? “Jeg er faktisk på vej til Italien – så det må jeg lige tænke lidt over.” svarede jeg, men et par dage senere kom han igen og spurgte om jeg havde licens? Jo, det havde jeg da – “Kan du så ikke køre den der Gnisten på søndag?”

-Jeg havde jo kørt en fem-seks løb i Stockholm, og man var jo ung og ville gerne ud og køre travløb, så det endte med, at Mogens fik mig overtalt til de 14 dage – som så endte med at blive fem år!

Startede med fire heste
Da Finn Frederiksen startede hos Mogens Larsen talte stalden kun fire heste, men i løbet af kort tid var man oppe på 40-45 heste.

-Jeg skulle kun gå og passe fire heste, men efterhånden kom der flere og flere heste, og pludselig var vi otte mand, smiler Finn Frederiksen.

-En dag kom der f.eks. en svensk hesteejer og spurgte, om Mogens ville ha’ otte heste i træning, bl.a. den senere Derbytoer Ocitta, og det ville han selvfølgelig gerne.

-Mogens havde også altid en god håndfuld heste på Gl. Mosegård, bl.a. HCS og Gnisten. Dengang brugte man meget at skifte frem og tilbage mellem bane og gården. Han var især til at køre med psyken og fik meget ofte pustet nyt liv i heste, der var opgivet. 

-Mogens’ far havde hingste for Opdrætterforeningen og talte i den forbindelse meget med de jyske hoppeejere. Han pressede nok også lidt på: “Hvorfor sender I dem ikke over til Mogens, så de kan få en god rekord?” På dén måde fik han mange heste fra Jylland. Mange af dem var lidt sensible, men det havde han en god hånd for.

-Han kunne også lave ungheste, bl.a. Spathrine C og Bellizar, men generelt var det ikke noget vi gjorde det så meget i. Der var ganske enkelt ikke tid til alt det arbejde, som ungheste kræver. Det handlede næsten udelukkende om løbsheste og der kom hele tiden nye ind. 

Det gik for stærkt
Finn Frederiksen var tæt på Mogens Larsen i storhedstiden, men var også et af de nærmeste vidner til nedturen.

-Mogens var svær at komme ind på, men vi havde da en form for kammeratskab. Jeg tror det var en kombination af flere ting, som var medvirkende til at det gik som det gjorde, siger Finn Frederiksen.

. Han var jo til fest og farver, og det var flere af hesteejerne også, så der var altid gang i den efter løbene, men Mogens var desværre alt for hård ved sig selv.

-Til sidst kan man godt sige, at han gik helt i hundene. Jeg tror ikke han kunne klare det store pres, og dybest set var han slet ikke interesseret i at ha’ så mange heste. Han skulle hele tiden være på og de forlangte allesammen for meget af ham. 

-Men det var da helt sikkert en rigtig god tid, de år jeg var hos Mogens. Der var meget selvstændighed blandt os staldfolk. En hest som Ametyst fik jeg f.eks. som pashest. Efter at have kørt den første gang, sagde Mogens: “Den må du tage dig af – jeg kører den kun i løb.” Det var også en af de heste, der kom fra Jylland og i starten var den helt umulig, men vi fik den efterhånden dysset ned og hun vandt jo masser af løb. 

---

Doris Jørgensen:
Det sødeste menneske 

Mogens Larsens kusine, tidl. jockey og amatør Doris Jørgensen, startede med at komme i stalden hos sin fætter som 15-årig.

-Jeg lærte bl.a. at køre langsomt og fik senere også lov til at køre hurtigarbejder. Det første var med Buena, som Mogens’ familie selv ejede, fortæller Doris.

-Min far, Helmer Lindebjerg Jørgensen, og Mogens’ mor var søskende, og jeg er jo kommet på travbanen siden jeg var helt lille. Min far havde bl.a. Nertzpigen hos Hans Hansen og den kom med over til Mogens, da han startede som træner. 

-Mogens var det sødeste menneske man kunne forestille sig – meget beskyttende. Jeg husker f.eks. tydeligt den første gang jeg var med oppe på Tutten, så blev man jo “målt” fra top til tå, da man trådte ind af døren, men så sagde Mogens: “Det her er min kusine – hende skal I være søde ved!” Det synes man jo som 15-årig var dybt pinligt.

-Da jeg begyndte at komme i stalden havde Mogens seks staldfolk: Finn Frederiksen, Kim Petersen, Steen Jensen, Søren Jensen (Bramlev), Ellen Bontenbal og Carsten Sandberg. Ellen var hollænder og havde en hund, som havde fået sparket sit ene øje ud, så den var blind på det ene øje ligesom Mogens. Det lavede han altid mange vittigheder om og sagde bl.a. ofte: “Nu går vi to ind og taler sammen under to øjne”!

-Finn Frederiksen er afgjort den, der har lært mig mest og jeg fulgte også med ham, da han startede som træner i ’79. Man sagde ofte, at Mogens var god til hopper, men det var en kombination af samarbejdet med Finn Frederiksen, som har en engels tålmodighed med hopper. Bare se på heste som Spathrine C og Ametyst, som han passede. Det var ham, som bl.a. lærte mig at LÆGGE seletøj på, men absolut ikke stramme det. 

-Jeg kan ikke rigtig huske hvad der skete med Mogens, dengang det begyndte at gå tilbage. Dengang var jeg jo hos Finn Frederiksen, men måske har jeg også bare lukket det ude. Han sad jo bl.a. hver morgen på Tutten og så syg ud, men han syntes jo ikke selv, at han havde et problem. Der var mange der prøvede at hjælpe – også min far – men til sidst sagde kroppen stop.

-Til sidst havde han stald der, hvor Stald Caféen er i dag, men havde så vidt jeg husker kun Charmeur Mission i træning til sidst for sin bror.

---

Kilder: 

Væddeløbsbladet 1965-82
Trav-Avisen 1978-80
Travsporten 1973-82
Travkalenderen 1965-82
Hugo Holdgaard: 150 historier fra trav og galop (1. samling, 1979)
Diverse avisudklip
Interviews med Susanne Larsen, Søren og Vibeke Bramlev, Ole Petter, Christian Lindebjerg Larsen, Finn Frederiksen, Doris Jørgensen, Ib Weber Marnow, Jørn Clevin og Kaj Jensen