Leiff Ingdam

Portræt af den københavnske træner Leiff Ingdam (1919-2009), der bl.a. var kendt som en meget dygtig hestemand med en masse innovative idéer. 

Selvom det efterhånden er over 55 år siden han døde, kender de fleste utvivlsomt den tredobbelte Derbyvinder Mark Ingdam, men lillebror Leiff blev også træner og vandt faktisk tæt på 250 løb inden han stoppede som træner på Lunden i 1986.

Sportsligt set stod han i skyggen af sin berømte storebror, der af mange beskrives som et af de største talenter i dansk travsports historie, men på mange områder var de to brødre mere “på omgangshøjde” og helt ufortjent er Leiff Ingdam nærmest gået i glemmebogen.

Det forsøger vi at rette op på med dette portræt, der bl.a. bygger på interviews med to tidligere staldfolk og Leiff Ingdams barnebarn.

Nørrebrodreng
Leiff Ingdam blev født i 1919 som nummer to i en søskendeflok på fire som søn af installatør Sorring Anger Ingdam (Jensen) og Agnes Jørgensen. Parret fik fire drenge: Mark (f. 1918), Leiff (f. 1919), Arne (f. 1921) og Bent (f. 1924).

Familien boede på det tidspunkt i Prinsesse Charlottesgade på Nørrebro, men flyttede i 1926 til Sundholmsvej på Amager, hvor faderen åbnede en købmands- og elektrikerforretning. Det var dog kun for en kort bemærkning – to år senere flyttede familien til Tårnby, tæt på Amager Travbane.

De fire knægte blev gode venner med Knud Winther, som kendte træner Axel Leth-Olsen, og på den måde fattede de interesse for travsporten. Det var dog kun de to ældste, Mark og Leiff, som senere hen i livet skulle gøre travsporten til deres levevej.

Der findes desværre ingen interviews med Leiff Ingdam omkring hans barndom, men Mark Ingdam fortalte engang flg. historie i et interview:

“Vi drenge interesserede os jo snart for heste og væddeløb og efter at jeg havde haft mit første besøg i Stald C. J. A. Hansen & Søn på banen, fik vi lyst til selv at lege travløb. Vi havde vor egen bane på Løjtegaardsvej; træerne var startpæle og der var ca. fem meter imellem dem og som startsnore brugte vi ituklippede cykleslanger. Vi lavede rigtige vogne af to kosteskafter, en træbund og barnevognshjul, og det gik storartet; vi havde også et reglement, der sagde, at en sejr betød fem meters tillæg. Løbene var som reglen over 100 meter. Derbyet var dog over 300 meter snorestart. Vi “kørte” oftest heatløb, og vi morede os dejligt.”

Dén historie blev drejet en smule i en artikel, som Mark Ingdam selv skrev i Trav-Tidendes Julenummer 1951:

“Vi lavede de fineste sulkyer, og hver træner havde sine bestemte “heste”. Alle løb gik over 60 meter. Løjtegårdsvej blev benyttet som bane, og vi havde naturligvis totalisator. Jeg hed Sofus Sørensen, Knud Winther var Koster, og min bror Leiff var Månsson. De to hurtigste drenge var heste i min stald, og jeg gav dem navnene Le Roy og Poul Revere. Mine første travsejre blev vundet på Løjtegårdsvej under rutebilernes kraftige tuden – det var naturligvis umuligt for bilerne at komme forbi, når vi var midt i et løb!”

Fra diverse noter i aviserne ved vi også, at Leiff Ingdam i april 1939 bestod begynderprøverne på Ordrupbanen og også deltog i løb – præcis som Mark også gjorde det i sin tidlige ungdom – og selvom han ikke blev den store cykelstjerne, fik han allerede dengang interessen for at holde sig i fysisk god form.

Fabrikantdrømme
Selvom Leiff Ingdam altså tidligt blev ligeså bidt af travsporten som storebror Mark, valgte han – i hvert fald i første omgang – en anden levevej og var (iflg. et interview i Væddeløbsbladet i 1951) i en årrække beskæftiget inden for aluminiumsbranchen.

-Jeg ville være fabrikant og havde skrabet startkapitel sammen, men da jeg ustandseligt løb forgæves hos Varedirektoratet for at få den tildeling, jeg skulle bruge, blev jeg ked af den “leg”. Så tilbød storebror Mark mig jobbet i hans stald, og jeg er ærligt talt blevet meget interesseret i sporten, sagde Leiff Ingdam bl.a.

Året efter blev Mark Ingdam interviewet i Trav Tidendes Julenummer og sagde bl.a. om sin lillebror:

“Han har været i min stald i de sidste fem år, og vi har haft gavn af hans store organisationstalent. Leif skal naturligvis i gang selv, når han har fået overstået sin eksamen. Jeg indrømmer, at jeg bruger mine folk hårdt. De er altid meget tidligt i stalden; men heldigvis ser de på sagen ligesom jeg selv. De ved, at energisk arbejde er vejen til de bedste resultater.”

Vi må derfor formode, at Leiff Ingdam startede hos Mark i 1947 – i en alder af 28 år – men spørgsmålet er så, om han var ansat hos storebror helt frem til han blev selvstændig 1. januar 1957?

Noget tyder på det. Det har dog været nævnt, at Leiff Ingdam også har været hos både Århus-træner Hemming Andersen og Arnold Jensen i Charlottenlund, men det har ikke været muligt at fastslå hvornår.

Dobbelt Jockeymester 
I sin sidste sæson som jockey (1956) vandt Leiff Ingdam Jockeymesterskabet på både Lunden og Amager – begge gange med Mark Ingdam-trænede Ohollywa.

Allerede fire dage efter sejren på Amager var Leiff Ingdam atter på pletten, denne gang på Lunden, hvor han vandt en overraskende sejr med Sønnøve, der ligeledes var i træning hos storebror.

Efter løbet blev han ønsket tillykke med sejren af Væddeløbsbladets udsendte:

VB: De har rigtig været i stødet i år. Hvor mange sejre er det blevet til?

LI: Det er vist otte.

VB: Var der mere i Sønnøve i dag?

LI: Måske en kende.

VB: De er blevet en stadig dygtigere kusk …

LI: Sandheden er jo, at jeg får gode heste at køre. Det SKAL give resultat.

Leiff Ingdam vandt i alt 16 løb som jockey.

I 1956 blev det også til sejr til outsideren Truman, der ikke havde vist noget de første fire gange Leiff Ingdam kørte hesten, men nu slog parret pludselig til til odds 26,87.

-Hvordan går det til, at De kan vinde løb med en fuldkommen outsider som Truman, spurgte Aftenbladets Hugo Holdgaard efter sejren.

-Jeg vil nærmest kalde det et stjerneskud, en af de tilfældigheder, der kan indtræffe om vinteren og efteråret, svarede Leiff Ingdam og gav hestens træner, Mark Ingdam en stor del af æren for Trumans overraskende sejr.

-Det er hans skyld, at hesten vandt i dag, fordi han fandt den rigtige balance til den.

---

Fin opbakning
I begyndelsen af februar 1954 bestod Leiff Ingdam sin trænereksamen på hold med bl.a. kendte navne som Per Hansen, Sofus Bügel-Hansen, Mogens Ingvard, Bent Kyvsgaard og Tommy Petersen.

Der var i alt 11 træneraspiranter på holdet og alle bestod. Alvar Poulsen blev topscorer med 55 point af 56 mulige, mens Leiff Ingdam og Tommy Petersen delte andenpladsen med 54 point.

Der skulle dog gå næsten tre år, inden han startede som selvstændig 1. januar ’57.

I førnævnte interview med Aftenbladet i midten af november 1956 afviste Leiff Ingdam at skulle være træner foreløbig, men kort tid efter ændrede han mening og startede 1. januar 1957 som selvstændig træner i København.

Iflg. Væddeløbsbladet var der ganske fin opbakning til den nye træner, som startede op med Sønnøve, Rex Maritza, Ohollywa, Ruus Morgan, Thomas The Great “samt tre-fire heste til” som der stod i den kortfattede notits.

I midten af januar måned blev stalden udvidet med Umbrella, der var ejet af den nuværende DTC-medarbejder Peter Stenaas far, Gunnar Stenaa, og som den 21. november 1957 gav Leiff Ingdams hans første sejr som træner, men den store succes udeblev desværre. Det første år blev det således blot til to sejre og året efter til tre sejre, men i 1959 fik Leiff Ingdam godt gang i materialet med i alt 11 sejre, hvor Umbrella med fem sejre var staldens topscorer og Ingdams første reklamehest.

Mistede Derbyvinderen
Det var fortsat begrænset med hestematerialet; i januar 1960 stod der således blot seks heste i stalden, men Leiff Ingdam havde nu bidt sig fast med hhv. 14 og 17 sejre i 1960 og ’61.

Kort før Derbyet i 1960 måtte Leiff Ingdam sige farvel til staldens måske bedste hest, Boccacio, efter han havde kvalificeret den til Derbyet. Boccacio blev meget overraskende flyttet til Egon Larsen til stor irritation for Ingdam:

-Jeg er tilbøjelig til at tro, at det var derbyvinderen 1960 jeg mistede, sagde Leiff Ingdam til en journalist.

-Jeg mener, jeg kan være mine resultater med hingsten bekendt. Jeg har startet den ni gange og det er blevet til fem sejre og to andenpladser.  

Boccacio blev nummer tre i Derbyet bag Bambino og B.T.

Året efter havde Leiff Ingdam også en sejrshest i Ulverstone, der med otte førstepladser tegnede sig for næsten halvdelen af årets sejre.

Gennembruddet
Leiff Ingdam formåede aldrig for alvor at blande sig blandt de førende trænere, men fik dog et mindre gennembrud i 1962 med 24 sejre – ensbetydende med en delt tredjeplads blandt de københavnske trænere i en sæson, hvor Walther Kaiser-Hansen blev champion på flere andenpladser end Gerhard Petersen. Begge trænere sluttede på 65 sejre.

For første gang klarede Leiff Ingdam sig bedre end storebror Mark, som på det tidspunkt var godt i gang med sin nedtur, der sluttede med hans alt for tidlige død i sommeren 1964.

I 1962 havde Leiff Ingdam to store profiler, 4-årige Danilo og 3-årige Eisenhower Boy, der begge vandt otte løb. Danilo – der var ejet af Leiff Ingdams samlever, Anny Sørensen – tog bl.a. fire sejre på stribe og sejrede i Derby Trøstløb.

De efterfølgende år blev det til hhv. 12-11 og 17 sejre.

I 1965 var de 17 sejre fordelt på syv heste, hvoraf The Talisman og Flyga var bedst med hhv. fem og fire sejre.

Fra de år skal også nævnes Castleton, som indledte karrieren hos Knud Hansen, der i 1962 vandt syv løb med den talentfulde 4-åring.

På et tidspunkt blev Castleton meldt i et fordringsløb, hvor føromtalte Flygas ejer købte hesten og i 1963-65 vandt Castleton i alt otte løb for Leiff Ingdam.

---

Doktoren
Man kan måske ikke tale om storhedstid om Leiff Ingdam, men han havde i hvert fald sin bedste periode i årene 1958-65, hvor det blev til 106 sejre.

Herefter fulgte nogle stille år uden den helt store succes, hvor Leiff Ingdam til gengæld nød godt af kollegaernes respekt og ofte blev spurgt til råds om vanskelige heste.

-Da jeg var ung staldmand i 70’erne og 80’erne blev Leiff ofte kaldt “Doktoren”, hvilket skyldtes, at han ofte blev anvendt som den absolut sidste udpost for talentfulde, men skaderamte (oftest mere psykiske end fysiske skader) heste. Janus D, Langusteren, Moseprinsen og Lotta Bloc er eksempler på sådanne heste, fortæller Det Danske Travselskabs direktør, Klaus Koch.

Henrik Johannsen (barnebarn af Leiff Ingdams samlever i 33 år, Anny Sørensen) fortæller samstemmende:

-Leiff havde meget fokus på hestenes ben og var ekstremt dygtig til og motiveret for at “lappe dem sammen” når det var nødvendigt. Hvis en hest med benproblemer havde vist talent, var det for Leiff en spændende “gulerod” at få bentøjet til at fungere optimalt.

-Han var meget inspireret af både Arnold Jensen og selvfølgelig Mark Ingdam. Dengang gik hestene jo meget tungt balanceret, hvilket betød, at der var langt større risiko for klapsener og andre problemer med benene. Derfor blistrerede man rigtig meget og behandlede på en helt anden måde end  dag, hvor hestene løber langt mere naturligt som følge af den naturlige udvikling, der er sket i avlen.

-Leiff var også rigtig god til heste, der havde psykiske problemer. En hest som Lotta Bloc (se senere) var f.eks. helt umulig da han fik den og bange for alt – angiveligt fordi den havde haft en voldsom fortid, men den fik han helt rettet op på.

Alternativ behandlingsmetoder
Leiff Ingdam var med andre ord berømt for sin evne til at få heste, der var opgivet af andre trænere, til at blomstre op igen – selvom det ikke lykkedes hver gang – og det “prædikat” havde han det fint med.

-Jeg har vist fået en slags ry for at være manden, der gider tage mig af vanskelige heste og  heste, der har været i stykker. Det vil jeg også gerne – forudsat bare, at ejeren vil give mig carte blanche til at bruge den fornødne tid, sagde Leiff Ingdam i et interview i Lundens baneprogram i slutningen af maj måned 1971.

-I dag er der ikke andre end Gerhard Petersen tilbage af samme indstilling. Så nådesløs konkurrencen er, så ringe indtjeningsmulighederne er i sporten, kan man måske ikke fortænke de hastigere typer i deres hastværk. Jeg tror bare ikke på, at hastværket svarer sig.

Et andet eksempel på en hest, som det lykkedes for Leiff Ingdam at få på højkant igen, var Kornet Orbit, der nærmest var på vej på slagtebænken da han overtog den som 7-årig i 1971.

I Ingdams varetægt begyndte Kornet Orbit efterhånden at vise nogle af de takter, som hesten havde vist som unghest, og i 1972-73 blev det til i alt syv sejre.

Bentøjet var det store problem, men han havde også andre “fiduser” i skuffen; i Kornet Orbits tilfælde var det skummetmælk!

Efter en sejr på Lunden i Elite-Handicap foran den tidligere Derbyvinder Gigant kunne Ingdam således afsløre, at Kornet Orbit hver dag “labber 7-8 liter skummetmælk i sig. Dertil får han en masse vitamintilskud, men mindre havre. Det har fået vægten ned med 15-20 kg på tre måneder, og på samme tid er formen blevet så meget bedre …”

I de gamle scrapbøger finder man også historien om Derbykandidaten Boccacio, som hver dag drak en flaske ribssaft – jo, det gælder nogle gange om at tænke lidt alternativt, og det var afgjort en af Leiff Ingdams bedste egenskaber som hestemand.

---

Sejrshesten Kassandra D
Årene 1966-68 var samlet set nogle “magre” år for Leiff Ingdam, som blot vandt hhv. 2-3 og 4 løb, men i ’69 kom han lidt ovenpå igen med 13 sejre i 73 starter. Topscorer det år var Kassandra D med seks sejre – hun vandt i alt 17 løb i Leiff Ingdams varetægt og var den hest, som han vandt flest løb med.

Som 4-års (1968) vandt Kassandra D seks løb og det samme antal året efter. I 1970 blev det til yderligere fire sejre, inden hun blev solgt til den svenske storstald Stall Hans og efter eksporten til Sverige ændrede navn til Kassandra S.

Fra denne periode skal heste som Ging Skovsgaard, Kimber Rodney, Lucky D, Kornet Orbit og Claus Martin også nævnes.

Tysk stjerne
De efterfølgende år frem til og med 1977 var også lidt på det jævne med under 10 sejre hvert år, men i 1971 vandt Leiff Ingdam faktisk sin største sejr i karrieren med den tyske 5-åring Mainzelmann i storløbet Preis von Berlin på Mariendorf-banen i Berlin med en førstepræmie på 15.000 D-mark eller næsten 60.000 kroner.

Til sammenligning fik Nu Bangsbo samme år 50.000 for sejren i Dansk Trav Derby!

Men hvordan kunne det lade sig gøre, at Mainzelmann, der tidligere var blevet nummer to i det tyske Derby, havnede hos Leiff Ingdam?

Sagen var den, at hesten var ejet Stall Viking alias det danske ægtepar Esther og Søren Winther, som var bosat i Berlin og samtidig havde et stutteri i Sverige.

Esther og Søren Winthers datter, Nelly, var gift med Poul Sørensen, der var søn af Leiff Ingdams samlever, Anny Sørensen.

Pga. familierelationerne fik Leiff Ingdam Mainzelmann i træning ikke langt tid efter Derbyet som følge af en skade, som medførte at hesten kun var en skygge af sig selv det efterfølgende år.

-Det er nok forklaringen på, at ejeren, en udlandsdansker i Berlin, lyttede til mit råd om at tage den hjem på sit stutteri i Skåne og derefter sendte den i træning hos mig. Vi må lade naturen vente så længe, var mit råd, sagde Leiff Ingdam bl.a. om Mainzelmann i førnævnte interview.

Tre måneder senere triumferede Mainzelmann i Preis der Berlin og blev desværre for Leiff Ingdam kort tid efter solgt til en tysk hestejer.

Andre navne i første halvdel af 70’erne var Prins Senator, Pat Brooke og Lena Lloyd.

Finsk storhesteejer
Leiff Ingdam havde også andre udenlandske kunder, især den finske direktør Grønlund, som stod bag Stall Tali G med eget stutteri i Finland. Han brugte i mange år Ingdam som rådgiver og den danske træner købte i kommission masser af heste på de danske åringsauktioner til Grønlund, som også var en af grundlæggerne af Tammerfors-banen og var med i det finske centralforbunds bestyrelse fra dets grundlæggelse.

Hestene blev herefter kørt til hos Leiff Ingdam inden de gik videre til Finland.

Af andre trofaste hesteejere kan nævnes direktør Johnsen fra Køge Centralhotel og det sønderjyske Stutteri Duborg, som bl.a. var opdrætter af førnævnte Kassandra D, samt Torben Vibe Nielsen, der var opdrætter af Cardigan Bay og Fontana Bay, som Leiff Ingdam kvalificerede til Hoppe Derbyet.

Leiff Ingdam prøvede også på et tidspunkt at sælge travhesten Simon Spies til den danske rejsekonge, men det lykkedes ikke, selvom Simon Spies syntes det var sjovt, at der var en travhest opkaldt efter ham.

---

Udelukket en måned
I 1978 fik Leiff Ingdam en mindre renæssance med 10 sejre.

Det år vandt han bl.a. den første sejr med svenskfødte Lotta Bloc, som var en af de heste, Leiff Ingdam med succes fik gjort psykisk stabil og vandt en del løb med.

I sin første start i Danmark valgte Leiff Ingdam helt utraditionelt at melde den i et løb med 100 meters tilllæg, men Lotta Bloc løste opgaven og årets efter vandt hun yderligere fem løb.

Latterlig dom
Leiff Ingdam var ikke en træner, som trak de store overskrifter, men henimod slutningen på sin karriere formåede han at komme på forsiden af flere af de landsdækkende aviser, da han blev udelukket i fire uger for at tale med sine hest under et løb!

I 6. løb på Lunden, søndag den 24. januar 1982 blev Cardigan Bay og Leiff Ingdam nummer to bag Dimitric Valentine med Max Nielsen, og efter løbet blev Ingdam altså udelukket i perioden 28.januar til og med 24. februar for at ha’ givet løbsdirektiver under løbet.

Iflg. Dommerkomiteen – som efter løbet afhørte træner Peter Petersen, der blev nummer tre med Baldrian B – sagde Leiff Ingdam til sin hest: “Nu skal vi passe på ham bagved, så han ikke slipper ud” – og det bekræftede han selv.

-Jeg snakker da altid med mine heste; det har jeg lært fra USA, hvor kusken på den måde beroliger hestene og opmuntrer dem gennem opløbet. Rent bortset fra en dom, er der tale om urimelig forskelsbehandling. Havde det været Kjærsgaard, var det vel blevet til en bøde? sagde Leiff Ingdam til Politikens Lars Donatzky, som desuden skrev flg. i sin artikel:

“I vurderingen af sådanne sager burde dommerkomiteen efterhånden kende de enkelte træneres egenart, og vi mener faktisk, at dommerne har handlet helt firkantet her.

Samtidig er Leiff Ingdam en træner, der næsten aldrig har mere end én hest med i løbet, hvorfor “staldkørsel” slet ikke kan komme på tale. Var det endelig en besked til sidemanden, Peter Petersen, er der ingen grund til at tro, at denne professionelle Nykøbing F-træner ville ændre opfattelse af en oplagt løbssituation – og så kunne man måske ha’ fundet en mere passende dom.

Da Peter Petersen efter hjemkomsten til Nykøbing fik forelagt Leiff Ingdams udelukkelse, virkede han temmelig forbløffet:

-Jeg opfattede ikke, at bemærkningen skulle være til mig og kom først i tanke om ordene, da jeg blev spurgt af dommerne efter løbet. Og så sagde jeg til kollega Hans Andersen, at det ville være fjollet at give bøde for det dér. Da tænkte jeg på en bøde på 100 eller 200 kroner.

Fra nu af bør kusken holde sig fra tilråb som “Kom nu, du gamle” til deres heste gennem opløbet. Det kunne jo misforstås og anses som et løbsdirektiv, hvis der var en ældre kusk eller hest i nærheden!

Dette er grinagtigt for alle andre end Ingdam.”

Cardigan Bay blev Leiff Ingdams sidste sejrshest med otte sejre i 1980 og fire i ’81 – i øvrigt de eneste fire sejre Leiff Ingdam vandt det år. De to foregående år havde han vundet hhv. 11 og 14 løb.

Foruden Cardigan Bay – der bl.a. vandt Vinterstrabadsen på Lunden – havde Leiff Ingdam de sidste år af sin karriere også pæn succes med heste som Apollo Hoff, Buffalo Bill og Fontana Bay.

---

Erindringer

Henrik Johannsen:

-Da jeg kom til verden i 1966 var min biologiske morfar død og min skønne mormor boede sammen med Leiff. De flyttede sammen i 1962 og var sammen til hun døde i ’95, så gennem hele min opvækst har han været som en morfar for mig; han var med til alle vores hyppige familiesammenkomster  og både jeg og min bror, Peter, som er seks år yngre end mig, var tæt knyttet til ham. Leiff var en ligeværdig del af vores lille traventusiastiske familie, hvor vi holder meget af hinanden.

-Først boede de i Faksegade på Østerbro og siden flyttede de sammen ind i en lejlighed i “ældreboligerne” på Ordrup Jagtvej, der oprindeligt blev bygget som alderdomshjem for tidligere travtrænere. Her boede de sammen til min mormor døde i 1995.

-Leiff blev boende og fandt en ny, sød og vital dame, Lisbeth, men hun blev desværre syg efter nogle år og døde af kræft.

-Herefter fandt Leiff en anden dame, Marie, som var 20 år yngre end ham selv. Jeg kan huske han, inden jeg mødte Marie, sagde til mig: Jeg er nødt til at finde en “yngre model” ellers dør de fra mig! Det var der absolut intet ondt i – sådan var han bare; altid klar med en frisk kommentar.

-Leiff flyttede dog ikke sammen med hverken Lisbeth eller Marie, men han var sammen med sidstnævnte indtil han døde.

Født ind i travsporten
Henrik Johannsens far, nu afdøde Mogens Johannsen (hesteejer, amatørkusk og tidl. overdommer og bestyrelsesmedlem i Det Danske Travselskab), fik amatørlicens som ganske ung, hvor han først var tilknyttet Per Hansens stald med hesten Chief.

¨-Senere kom han over til Jørgen Olsen med General Cathrineberg, men flyttede “træningskvarter” til Leiff Ingdam da han blev gift med min mor, som han i øvrigt mødte på travbanen. Det var Jørgen Olsen i øvrigt lidt ked af, da General Cathrineberg var en udmærket hest, men det var jo helt naturligt for min far at flytte over til sin svigerfar, fortæller Henrik Johannsen.

-Senere fik han en anden hest, Halløj, som Leiff trænede og vandt med. Halløj var en udmærket amatørhest for min far, der vandt med Kosmi Sporup, som også var trænet af Leiff.

-Jeg er med andre ord nærmest født ind i travsporten og har lige så længe jeg kan huske kommet i stalden hos Leiff Ingdam som hans barnebarn. Det nød jeg rigtig meget, men jeg kan bl.a. huske, at jeg som helt ung dreng mange gange er blevet sendt “ud på rækken” for at hente en eller anden halvtosset hest. Ofte stod de bare med bagdelen til og jeg tænkte: “Hvordan i alverden kommer jeg lige uden om den bagdel uden at blive klemt?” – men det gik jo heldigvis som regel uden problemer, og det gav mig selvtillid.

Ordensmenneske
Alle, som har kendt Leiff Ingdam beskriver ham som et udpræget ordensmenneske, som gik meget op i detaljerne på alle områder, men også som lidt af en indadvendt type med sine egne små “særheder” der ikke var bange for at sige sin mening.

-Han sagde lige ud til hesteejerne hvad han mente om deres heste. Travsporten er jo meget et drømmeunivers, hvor man bl.a. drømmer om at være med i Derbyet, og ikke kan tåle at få “svedsken på disken” hvis den ikke lever op til drømmene. Leiff kunne f.eks. godt finde på at sige til en hesteejer: “Du afgør selvfølgelig helt selv, hvad du vil bruge dine penge på …” – og så fortalte han ellers hvad han mente om den pågældende hest. Og det var ikke for at såre folk, men mere for at være ærlig over for sine hesteejere, siger Henrik Johannsen.

-En anden ting han gik meget op i var ordentlighed i stalden. Når de betaler så mange penge for at ha deres heste i træning, skal de også se, at det hele er i orden – ikke kun omkring hesten, men også selve omgivelserne i stalden. Leiff gik meget op i, at der ikke lå et halmstrå forkert, at seletøjet, vognene og køredragter altid var rengjort etc. – og det satte hesteejerne stor pris på, tror jeg.

-Der var stil over det – han var en form for elegantier, som også gjorde meget ud af at der altid var en god stemning i stalden. Det var noget af det, der prægede stalden. Han talte i et drilsk og varmt sprog til alle – både hesteejere og staldfolk. Han havde bl.a. en staldmand, Flemming Jørgensen, som var hos ham i mange år, og i den periode var der en fantastisk god stemning, og de flittige staldpiger forstod han også at værdsætte.

-Han kørte ofte ud til f.eks. Storkereden og gav dem frokost efter hestene var trænet. Der var absolut ingen bagtanker af nogen art; det var udelukkende fordi han påskønnede deres indsats og sørgede for en god stemning i stalden.

Indadvendt festmenneske
Henrik Johannsen beskriver også Leiff som en træner, der gik sine egne veje.

-Han trænede f.eks. meget tidligt om morgenen sammen med Jørgen Olsen. Jeg har været med ham ude at træne masser af gange mens det stadig var bælgragende mørkt, så man kun lige kunne ane konturerne af hestene. Det var selvfølgelig lidt anderledes, men han havde ikke behov for at blive set og var nok lidt indadvendt og hemmelighedsfuld på mange områder.

-Samtidig var han jo også et festligt menneske, når man var sammen med ham privat. Jeg vil sige det på den måde, at når man var “inde” hos ham, oplevede man hvor lattermild og livsglad han var. Leiff havde ikke behov for at være i centrum og for at tale ret meget om fortiden. Han prioriterede i høj grad at være sammen med friske velsoignerede mennesker med et lyst sind og fokus på fremtiden.

-Han var altid god og kærlig over for den han holdt af, og satte familien på begge sider meget højt. Han talte ofte om Mark og deres forældre, som allesammen ligger begravet på Tårnby Kirkegård i det samme gravsted. Jeg kan i den forbindelse huske, at han nogle gange, når han havde vundet løb, kørte ud på Tårnby Kirkegård for at lægge vinderbuketten på familiegravstedet.

Henrik Johannsen har selv haft fin succes som hesteejer både som delejer af millionæren Nickolos (37 sejre) og senere som enejer af Hoppe Derby-deltageren Belle Reine.

---

Erik Duun (staldmand hos Leiff Ingdam 1957-66):

-Jeg startede som staldmand hos Leiff Ingdam i 1957 på Amager Travbane. Jeg var egentlig kommet i lære, men gad ikke rigtig – jeg ville hellere ud på travbanen, og gennem en af hans storebror Mark Ingdams hesteejere, som mine forældre kendte, fik jeg altså job hos Leiff da jeg var 16 år.

-I første omgang var jeg hos Leiff i tre år og kom så kortvarigt over til Mark, hvor jeg fik jockeylicens, men var der kun ca. tre måneder, inden jeg vendte tilbage til Leiff i efteråret 1960 og var dér yderligere seks år, så alt i alt nåede jeg at være ansat hos Leiff Ingdam i over ni år.

-Jeg stoppede hos Leiff i ’66 og kom derefter over til Leif Nielsen, hvor jeg var i ca. 2½ år inden jeg besluttede mig for at stoppe helt som staldmand. Jeg gad ikke rigtigt mere, men havde en herlig tid på travbanen med mange dejlige minder.

-Da jeg startede hos Leiff Ingdam stod han i “Andegården” der lå isoleret i forhold til de øvrige stalde på Amager-banen. På det tidspunkt havde vi 11-12 heste, men jeg mener, at han var oppe på omkring 16 heste da der var flest. Bjarne Engelhardt var også hos Leiff Ingdam en stor del af tiden, hvor jeg var der.

-Senere flyttede han over i træstalden ved siden af Leif Nielsen; denne stald var delt over i to staldafsnit. Leiff satte generelt stor pris på Amagers træningsfaciliteter meget højt og foretrak denne bane frem for Lunden, hvor der også dengang var meget begrænset med folde.

-Leiff Ingdam var meget flink som arbejdsgiver, men havde havde nogle skøre idéer. Jeg husker bl.a. engang, hvor han lavet et skjold af spånplade, som jeg fik monteret på ryggen når vi kørte hurtigt. Jeg mener at Leiff kørte Boccacio, mens jeg kørte Danilo, der pullede meget hårdt, og så mente Leiff, at hans opfindelse ville virke som en slags bremse – men det syntes jeg nu ikke var tilfældet.

-Vi havde jo indimellem nogle rigtig gode heste. En af dem var Boccacio, der som 4-års rigtig blev shinet op og var blandt forhåndsfavoritterne i Derbyet, men 10 dage inden Derbyet flyttede ejeren (Stald Domi) den til Egon Larsen. Det var sgu bittert – det var en rigtig fin hest, som i Derbyprøven blev nummer to bag Bambino.

-Man sagde, at ejeren flyttede Boccacio fordi han mente, at Leiff med vilje blev nummer to bag Mark med Bambino, men det var noget vrøvl. Boccacio kom i øvrigt senere tilbage til Leiff mens jeg var der.

-En af Leiff Ingdams største sejre var i Derby Trøstløb med Danilo, der var ejet af “Fru Sørensen” som Leiff flyttede sammen med, efter han var blevet skilt fra konen, men jeg så aldrig skyggen af procenter efter den sejr. Til gengæld var folk som Søren Friis og Stutteri Røde Mølle, som Leiff havde en del heste for, altid flinke over for os staldfolk når deres heste vandt.

-Jeg kan også huske, at Leiff vandt løb nummer 10.000 på Amager Travbane med Filia Olympia, som vi havde fået i træning fra Palle Sperling, der i samme årgang også havde Francis Senator.

---

Jørn Clevin (staldmand hos Leiff Ingdam 1966-68):

-Jeg lærte Ingdam-brødrene at kende allerede som barn. Min far var malermester og havde alt malerarbejdet på Amager Travbane. Han havde også meget kommunalt arbejde, for Tårnby Kommune, hvor han ofte arbejdede sammen med Bent Ingdam, som var en velanskrevet el-installatør i Tårnby Kommune, så fra jeg var omkring seks år gammel, kom især Mark og Leiff Ingdam i mit barndomshjem, hvor de bl.a. kom for at købe forskellige malerprodukter til behandling deres sulkyer, som de ofte selv byggede eller fik konstrueret.

-Mark var jo den ældste af de to travbrødre, men Leiff var lige så interesseret og fingernem til at lave alt muligt, og de arbejdede jo også tidligt meget sammen i de år Leiff var ansat var ansat hos broder Mark.

-Det var jo selvfølgeligt min far, som de skulle tale med, men jeg sad tit med ved bordet, og lyttede når de snakkede sammen, og på den måde blev jeg allerede dengang bidt af travsporten. Jeg husker også, da den første startvogn skulle males og udsmykkes med Philips-reklamer på vingerne, hvor Mark og Leif kom og stillede sig meget kritisk, da de mente at hestene ville blive urolige med disse reklamer, hvilket medførte at reklamerne blev fjernet igen.

-Mark spurgte engang min far om gode råd til, hvordan man malede, lakerede og rustbeskyttede sulkyerne. Han ville bl.a. gerne lære hvordan man “årede” træet – dvs. fik årerne frem i træet på sulkystængerne, til at være helt tydelige, det syntes han nemlig var rigtigt flot. “Det er faktisk meget nemt” sagde min far til ham – “Du tager en korkprop, sætter ild til den og kører den hen over træet – og derefter lakerer du oven på med klar lak”.

-Generelt var de fire Ingdam-brødre jo rene tusindkunstnere på flere forskellige områder, og var i øvrigt lynende intelligente mennesker, med en særdeles høj IQ. Arne Ingdam var skulptør kunster og lavede smukke stentøjsfigurer, mens Bent som nævnt var el-installatør med egen succesrig forretning. De var alle herlige mennesker og man kunne altid spørge løs, om de mest utrolige ting, så fik man et fornuftigt svar tilbage.

Opfindertyper
Fælles for både Mark og Leiff Ingdam var deres iver for at lære, så de selv kunne lave tingene. Både Mark og Leiff kunne f.eks. sko og Mark havde sågar en lille esse, så han kunne justere sine egne hestesko når han eksperimenterede med balancen på hestene

-De havde begge et fint samarbejde med både karetmagen i Liflandssgade og Tårnby smedemesteren, Orla Schwartz i Vester Bygade, som lærte Mark at svejse og slaglodde, så de kunne bygge deres egne sulkystel. Hos karetmageren i Liflandsgade fik de efterfølgende lavet stænger og sulkybuger, for herefter at tage tilbage hos Schwartz på værkstedet for at samle det hele. Sådan noget elskede de virkeligt at gå og rode med, og de var jo begge perfektionister til fingerspidserne, så de ting de lavede, holdt i rigtig mange år. Jeg kan huske, at vi havde en af de gamle “Ingdam-sulketter”, som helt op til travkrigen i begyndelsen af 70’erne.

-De fik begge fremstillet seler hos sadelmager Knudsen i Ordrup og hentede jævnligt forskellige dele til selerne hos sadelmageren i Altona ved Hamburg, hvor jeg også har været med nede engang. På vej hjem kørte vi forbi Bahrenfeld-banen og besøgte bl.a. træner Gerhard Biendel, og var desuden ude at se på nogle tyske plage, men de var ikke så interessante, så Leiff købte ikke nogle med hjem.

-Begge brødrene var også utrolig meget inspireret af cykelsporten, og kendte den tidligere OL-guldvinder Willy Falck Hansen godt. Han hjalp Mark Ingdam med at importere nogle helt nye typer kulstofsnav til sulkyhjulene, samt Pirelli-dæk, altsammen for at sikre et sulkyhjul med så lidt modstand som overhovedet muligt. Mange af disse nyskabelser, herunder bygning af sulketter m.m., var Leiff Ingdam en naturlig del af, og begge travbrødrene Ingdam havde fingrene godt skruet på.

-Udover at være perfektionist, passede Leiff Ingdam også utrolig godt på alle sine ting, både sulkyer, seletøj – og hans bil, en sølvgrå metalic-lakeret Vauxhall Cresta, blev skilt ad og samlet igen mindst hvert andet år, og den stod altid funklende flot. Den har jeg tit hjulpet ham med.

-Hans vogne og seletøj blev også efterset og repareret løbende, men han havde også et aflåst skab inde i sit trænerkammer, hvor der altid hang forskellige nye ting, som man hurtigt kunne hente.

-Jeg husker at flere træner kollegaer, tit kom forbi for at låne af ham, hvor han kvitterede med at sige, at det var en gave. Han var nok egentlig alt for god af sig.

-Da jeg startede hos Leiff Ingdam var Mark jo død et par år forinden, og han talte tit om Mark, som han så meget op til – ikke kun som en storebror, men også som den fantastisk dygtige travmand han var. Leiff Ingdam var utrolig meget inspireret af Mark, og imiterede alt hvad han gjorde/havde gjort, med skiftende succes.

Hårdt savn
Man kan stille sig selv det spørgsmål, hvorfor Leiff ikke fik samme sportslige succes som Mark Ingdam, men man skal i den forbindelse huske på, at deres samlede karriereforløb, startede og sluttede vidt forskelligt. Leif Ingdam havde jo ikke, som Mark Ingdam, en fortid som velanskrevet jockey hos datidens stortræner, Jan Koster, der måske så ham som den søn, han aldrig selv fik og bl.a. derfor gav ham en masse chancer i løbene.

-Det betød også, at Mark Ingdam allerede fra begyndelsen af sin trænerkarriere fik masser af gode heste at arbejde med, mens Leiff igennem det meste af sin karriere havde nogle mere “middelmådige” heste og ofte heste, der var opgivet af andre trænere.

-Jeg tror i øvrigt, at Leiff var meget skuffet over, at der ikke var mere kollegial støtte til at prøve at hjælpe Mark Ingdam på fode igen, for på den måde, at få ham ud af det stadig stigende alkohol misbrug, og voksende sociale nedtur. Man må heller ikke glemme, at Leiff Ingdam måtte lægge øre til mange rygter og ondskabsfulde tunger i denne, for familien, meget svære tid.

-Marks død tog virkelig hårdt på ham, og det tog rigtig lang tid før han lærte, at leve med sorgen samt savnet af en højt elsket kær broder, og travtrænerkollega.

En anderledes træner 
Som tidligere nævnt gik Leiff Ingdam på sine ældre dage under kælenavnet “Doktoren” og Jørn Clevin fremhæver også hans tidligere arbejdsgiver som en særdeles dygtig hestemand, der ofte formåede at få slidte heste og heste med forskellige skader til at fungere igen.

-Som Mark Ingdam var Leiff Ingdam en noget anderledes træner, som i et forsøg på at dygtiggøre sig, altid søgte råd hos de bedste – både smeden, sadelmageren, karetmageren og maleren – men de var også inspireret af både amerikansk, fransk og især tysk travsport. Tyskland var jo blandt de førende travlande i mange år og jeg kan huske, at Leiff Ingdam indimellem kom gående ind i stalden med 1. bind af den tyske stambog under armen. Så skulle jeg hjælpe ham med at oversætte forskellige ting. “Snodas” (Snotunge) – det kaldte han alle os unge knægte – “Hvad står der her?” sagde han. Han vidste jo, at jeg havde lært at tale og læse tysk rimeligt.

-Det var også derigennem at han fik interesse for at hente tyske heste til Danmark, som han kunne give fornyet liv. Inden han fik Mainzelmann havde han en anden tysk hest, der hed Clöving til efternavn. Den havde været med i nogle store årgangsløb, men den fik han ikke noget ud af.

-Leiff Ingdam var flink, men var også meget speciel, når det stak ham. Jeg kan bl.a. huske engang, hvor han ringede mig op et par timer efter jeg havde fået fri. “Vær klar om en time, Snodas, jeg har en specialopgave, der skal løses!” – “Hvad går det ud på?” spurgte jeg – “Det får du at vide når jeg kommer og henter dig!”

-Så skulle vi ud på Amager Travbane og eksperimentere med en finsk hoppe, en sindsyg kamel, der bl.a. selv løftede boksdøren af og stak af. Under løbene var vi halvanden time om at fange den ind. Så der blev der sat specialbeslag på boksdøren, så den ikke kunne løfte døren af, men den var jo stadig blæst oveni kasketten, og det ville Leiff nu prøve at lave om på.

-Han spredte så to halmballer ud i bagagerummet i sin bil, og bad mig herefter sætte mig ovenpå det bløde underlag, og herefter skulle jeg så styre og holde fast i den skøre krikke, imens Leiff kørte bilen rundt på banen! “Når jeg stopper bilen, så hopper du ud og griber den”!

-Han kørte så to omgange på banen i rimeligt tempo, men satte herefter farten op, så hesten måtte halse bagefter bilen. Men så var den også from som et lam, da vi stoppede.
-Så fik jeg efterfølgende ordre på, at vaske og spritte den af, og trække den tyve minutter, og sætte den ind i boksen igen. Puha, tænkte jeg, så er vi nok færdige – men så fik jeg i stedet, efter udskænkningen af en cacaomælk, ordre på at give den sele og hovedlag på, og holde imens den blev spændt for en speciel plagvogn, trænerne var sammen om.

-Herefter kørte træneren et friskt arbejde med den, og da de kom tilbage i stalden, var den fuldstændig rolig og dødtræt. Vi blev først færdige langt over midnat, men det var ikke spor dsædvaneligt når man var en del af “Ingdam-ånden”.

-Efter nogle dage skulle den have plagevognen på igen, men så rejste den sig pludselig på bagbenene og gik bagover. “Hold da kæft, den er sgu død!” sagde jeg – men Leiff tog det meget roligt. “Den skal nok komme op igen” – og det gjorde den. Så stod den lige og rystede sig lidt, og den endte med at blive jordens flinkeste hest efter tålmodig, pædagogisk indsats.

Tæt på at miste sin licens
Jørn Clevin har et hav af minder om Leiff Ingdam og erindrer bl.a. en episode fra sidst i 60’erne, hvor Ingdam havde en kontrovers med Amager Travbanes daværende forvalter samt driftsleder Otto Donatzky.

-Det var faktisk forvalteren på Amager Travbane, som startede sagen, fordi Leiff uden tilladelse, havde lavet en “pølsepude” og monteret den på bagsiden af Lucky D’s boksdør; fordi den stod og sparkede på boksdøren det blev der gjort et stort nummer ud af.

-Bølgerne gik bølgerne højt mellem de to herrer og det medførte, at man ikke ville forny hans licens ved årsskiftet. Men da Leif Ingdam herefter tog plads i Centralforbundets venteværelse i villaen på Østerbro, og ikke ville forlade bygningen før han fik sin licens tilbage, valgte Erik Møller at give ham det tilbage.

God og betænksom arbejdsgiver
Jørn Clevin beskriver Leiff Ingdam som indesluttet, men som det fremgår af interviewet med Henrik Johannsen, havde han også en anden og mere social side.

-Der er sikkert mange, som siger, at de kendte Leiff Ingdam, men han var en noget indesluttet type, som ikke lukkede ret mange ind i sit liv. Det viser jo også det med, at han kunne finde på at træne sent om aftenen eller meget tidligt om morgenen, hvor ingen andre var mødt på travbanen, siger Jørn Clevin.

-Jeg synes nu nok, at jeg gennem årene kom ret tæt ind på Leiff Ingdam, som jeg satte rigtig stor pris på som menneske.

-Overordnet set var Leiff særdeles god til at organisere og også en dygtig forretningsmand. Han var god til at finde de helt rigtige hesteejere, som passede ind i hans træningskoncept. Han var renlivet i sin menneskelige stil over for både hesteejere og staldpersonale, men man skulle være forberedt på, at man hele tiden blev udfordret – både i det daglige arbejde eller med hans mange nye idéer og tilhørende opfindelser. Men det foregik på den gode måde; der var altid plads til smil og latter – og ikke mindst historier om storebror Mark, som han virkelig elskede og værdsatte meget højt.

-Leiff Ingdam var en mand, som man altid kunne regne med. En aftale var en aftale, og faste regninger blev altid betalt til tiden.

-Personlig ferie blev det ikke så meget til, men han kunne godt lide at rejse og i mange år brugte han altid de to tidligere trænere, Arnold Jensen og Alex Simonsen som ferieafløsere. Jeg var selv ferieafløser sammen med “Nold”.

-Når Leiff Ingdam ikke kunne finde den indre ro, begyndte han ofte at male eller tog en tur til havet for at svømme sig en langtur. Derudover tog han ofte en tur med vægtstangen, der altid stod i seletøjsrummet og som stammede fra Mark Ingdams tid.

-En anden ting jeg husker meget tydeligt, er den aften, hvor de første gang tændte det nye lysanlæg på Amager Travbane. Jeg stod sammen med Leiff ude på banen, hvor han pludselig sagde til mig: “Nå, Snodas, jeg har på fornemmelsen, at vores veje kommer til at skilles for et stykke tid” – dét glemmer jeg aldrig.

-På det tidspunkt (1968) var de fleste inderst inde, nok godt klar over, at Amager-banens dage kunne at være talte, efter man havde bygget den helt nye AT Amager hal, men der var ingen af os, som kunne ha’ forudset, hvilke konsekvenser det fik for travsporten på længere sigt.

Vigtige bidrag til travsportshistorien
Jørn Clevin er utvivlsomt en af de personer, som har kendt både Leiff Ingdam og resten af Ingdam-familien rigtig godt, hvilket også fremgår med al tydeliglighed af dette portræt, som han runder af med flg. karakteristik:

-Leiff Ingdam havde mange idéer med i bagagen fra tiden hos sin storebror Mark, som han altid havde i baghovedet når han tænke træningsmæssige forbedringer.

-Mark Ingdam syslede med flere nye opfindelser inden sin død, hvoraf nogle af dem, var mere eller mindre kendte af andre trænerkollegaer. Specielt tjekudløseren, som kusken kunne regulere i selv startafgangen, eller lige efter, var en af dem, som Leiff arbejdede videre med.

-En anden opfindelse var det trykafvisende rygstykke på selve selen, som Mark havde taget hul på, i første del af sine trænerkarriere, men som siden blev lidt glemt i hans “værktøjskasse”.

-Leiff arbejdede også videre med en anden Mark Ingdam-idé til at kunne lette afbalanceringen på hesten undervejs i selve løbet. Desværre var Leiff nok den eneste, som selv kunne betjene disse opfindelser, så i dag ville formentlig kun idéen med det trykafvisende rygstykke og tjekreguleringen være brugbare opfindelser, da afbalancering er blevet afløst af naturtravere, som næsten kan løbe barbenede fra fødslen af.

-Men overordnet set skylder travsporten, en stor tak til Mark Ingdam for vatudtrækket, samt mange andre opfindelser, og stor tak til Leiff Ingdam for at han overleverede store dele af en fantastisk dansk travsportshistorie, som ulykkeligvist også indeholdt megen sorg.

---

De sidste år
Leiff Ingdam vandt sit sidste løb i 1983, men fortsatte som trænere yderligere tre år og stoppede i ’86, hvor han blot kørte syv løb.

Leiff Ingdam vandt i alt 241 løb.

Efter han var stoppet som træner som 67-årig, fortsatte Leiff Ingdam med at træne med sin egen Esmi Granly, bl.a. i Dyrehaven nord for København, hvor han en dag blev spottet af B.T.-journalisten John Bjørklund, som lavede en fin artikel.

-Det resulterede i en sejr og flere Top 3-placeringer for Esmi Granly, som Leiff efterfølgende solgte til en amatørkusk for en god sum penge, husker Henrik Johannsen.

-Ellers var Leiff en flot mand, som nød sin pensionisttilværelse og sin familie.

-Han fortsatte med at styrketræne og motionere. Det stammede tilbage fra hans helt unge dage, hvor både han og Mark var meget aktive på cykelbanen i Ordrup, og højt oppe i årene gik han meget højt op i holde sig fysisk i gang.

-Han havde en jernstang monteret i dørkarmen i sit hjem, som han brugte til at hæve sig op, ligesom han også havde en vægtløfterstang liggende, som han brugte flittigt.

-Leiff var en livsnyder, som bl.a. elskede chokolade og flødekager, men som han sagde, så er der ingen problemer med at spise chokolade så længe man holder sig i form – og det havde han jo ret i.

Kunstmaler 
Som Jørn Clevin fortæller, slappede Leiff Ingdam bl.a. af med at male og han var faktisk, hvad mange sikkert ikke ved, en ganske habil kunstmaler – præcis som kollegaen Palle Sperling.

Leiff Ingdam døde i 2009 – 89 år gammel – efter at have tilbragt de sidste fem år af sit liv i en kørestol som følge af en blodprop.

I disse år så han fortsat sin familie, og hans kæreste Marie var – iflg. Henrik Johannsen – fantastisk over for Leiff Ingdam, helt indtil han gik bort.

---

Kilder:

Travkalenderen 1951-86
Trav-Tidende 1951-
Væddeløbsbladet 1951-
Diverse avisudklip og artikler
Interviews med Henrik Johannsen, Jørn Clevin, Erik Duun og Klaus Koch
Travsportshistorie.dk’s eget portræt af Mark Ingdam