Travsportshistorie.dk

Jens Jensen

Artikelsponsor (klik på banner):

 

 

 

 

 

 

Portræt af en af dansk travsports mest kontroversielle profiler gennem tiderne, Jens Jensen (1916-2007) – “Bonden fra Leestrup” (opdateret i december 2019).

Få personer i dansk travsport har som Jens Jensen formået at sætte sindene i kog, men selvom det officielle travdanmark gang på gang gjorde hvad de kunne, for at stikke en kæp i hjulet på den i øvrigt meget dygtige hestemand, forstod han som regel at sno sig uden om.

Men lave heste, dét kunne han – “Bonden fra Leestrup” – der vandt masser af løb med heste som Cim Payne, Nicolaisen, Karleby, Earl Søvang og Boogie Woogie – for nu blot at nævne de allerbedste, der tilsammen vandt langt over 200 løb.

Hemmeligheden bag successen var masser af frisk luft og motion – men hans træningsmetoder var unægteligt lidt alternative.

Jens Jensen havde således ingen træningsbane på famliens ejendom, Ellegården i Leestrup mellem Rønnede og Præstø.

Frem til midt i 50’erne fik hestene i stedet lov til at arbejde i marken som trækdyr, som man havde gjort det i århundreder ude på landet. De blev brugt til at trække ploven, selvbinderen (mejetærskerens forgænger) eller på den daglige mælketur til det lokale mejeri.

-Det var en tur på fire-fem kilometer, og det var jo både sommer og vinter, fortæller Jens Jensens datter, Hanne Johansen, som er født og opvokset på Ellegården, hvor hun boede frem til 1989 – de sidste 21 år sammen med sin mand. Hanne Johansen (77) bor i dag i Rønnede.

Søndag gik turen så til Amager eller Charlottenlund Travbane, hvor Jens Jensen – som fik amatørlicens i 1940 og samme år vandt sin første sejr med hesten Ulvia – gang på gang satte de professionelle trænere til vægs.

Historierne om familiens træningsmetoder blev hurtigt kendt og “selvbinderstalden” blev berømt i hele Danmark.

-Jah, vi træner dem jo ikke i egentlig forstand; vi arbejder dem i form, og det sker som De så i pløjemarken; der findes intet bedre sted, sagde Jens Jensen i sit første interview i Væddeløbsbladets Julenummer 1945.

Jens Jensen "træner" i pløjemarken (1941)

Jens Jensen “træner” i pløjemarken (1941)

Billederne af Jens Jensens væddeløbsheste foran selvbinderen eller ploven gik Danmark rundt – det var ren Morten Korch, men mange år senere gik der politik i det, og da Jens en dag “kom til” at starte hoppen Kolibri kort tid efter at hun havde folet, klappede fælden.

I hvert fald for en stund.

DTC udelukkede Jens Jensen i et halvt år, men 1. juli 1970 var han tilbage – som jockey hos sin datter, Lena Hansen, på  Nykøbing F. Travbane. Alle vidste at det stadig var Jens, som bestemte  – og frem til han faldt for aldersgrænsen i 1986, fortsatte Jens Jensen successen som førstemand hos Lena med bl.a. seks landschampionater som jockey i årene 1970-79.

Dette er historien om travsportens enfant terrible.

Opvokset med heste
Jens og tvillingebroderen Jacob kom til verden den 3. september 1916 som de to yngste af i alt fire brødre. Ældst i flokken var brødrene Ejnar og Hans.

Faderen, Frederik Jensen, købte Ellegården i 1923 og boede her til sin død i 1950.

Frederik Jensen købte sin første travhest, Irene Charm, i 1933. Betalingen var hoppens første føl, som kom til verden i 1934.

-Min far havde kørt travløb på dyrskuerne og det begyndte jeg også på, da jeg var 12-13 år, sagde Jens Jensen i et interview i 1986.

Med Tilly Brooke vandt han næsten alle de dyrskueløb han deltog i. Hesten blev siden solgt til Sofus Sørensen i et såkaldt fordringsløb. Jens var endnu ikke fyldt 18, så han måtte ikke køre Tilly Brooke, men spillede i stedet V3 og kunne efterfølgende inkassere en gevinst på 3.000 kr. Det var rigtig mange penge i 1934.

-Jeg gemte i første omgang pengene under hovedpuden, men da jeg hørte maskinerne den 9. april 1940 tænkte jeg: “Nu kommer tyskerne, så bliver pengene ikke noget værd!” – og så købte jeg tre heste hos Anders Hansen i Borup, bl.a. Desi Axworthy, der vandt Derby Trøstløb, fortalte Jens Jensen i ovennævnte interview.

Jens Jensens første gode heste var Desi Axworthy, Dear Lady og Clyde Diamond, der gav ham et mindre gennembrud i 1945 med i alt syv sejre.

Championater på stribe
I lighed med store profiler som Jan Koster og Sofus Sørensen havde det været på sin plads at skrive en bog om Jens Jensen, men lad os i denne omgang nøjes med at dvæle lidt ved hans resultater i storhedstiden i 50’erne og 60’erne.

I 1954 blev Jens Jensen for første gang landets oftest sejrede amatørkusk med 19 sejre – en titel han snuppede 11 gange på 12 år. Kun i 1960 lykkedes det for Jørgen “Saltum” Larsen at bryde Jens Jensens dominans, men de efterfølgende fire år var han tilbage på tronen.

Jens Jensen var amatørchampion i København otte gange i årene 1954-64, men var også en flittig gæst på bl.a. Fyens Væddeløbsbane, hvor han snuppede titlen tre år i træk, 1957-59.

Han var i mange år næsten fast gæst på Fyens Væddeløbsbane, men senere også på Jydsk Væddeløbsbane, da den københavnske trænerforening fik gennemtrumfet nogle restriktioner i midten af 60’erne.

Jens Jensen vandt således bunker af løb – flere end mange af de professionelle trænere – og det var almindeligt kendt, at Jens Jensen trænede heste for andre, men Dansk Travsports Centralforbund (DTC) havde mere end svært ved at bevise noget – for uanset hvor mange gange han blev spurgt, benægtede “Bonden fra Leestrup” altid at staldens heste var ejet af andre end ham selv.

Tidligere træner Leif Løfgren fortæller:

-Det var jo åbenlyst, at Jens Jensen drev en “maskeret” trænervirksomhed. Når han vandt løb, kom hestens tidligere ejer i vindercirklen og fik overrakt ærespræmier. Det syntes vi var noget mærkeligt noget, men Jens forklarede det med, at det var en del af handlen.

Alene i 1964, hvor sagen for alvor kulminerede, blev det således til 68 sejre i 314 starter. Karl Laursen og Jørgen Larsen var de nærmeste “konkurrenter” med hhv. 28 og 27 sejre, og blandt trænerne formåede kun Walther Kaiser-Hansen – som blev landschampion med 89 sejre i 321 starter – at følge med Jens Jensen, som på daværende tidspunkt havde omkring 40 heste i stalden.

Dét fik bægeret til at flyde over og sagen endte med, at DTC den 12. december 1964 udstedte en såkaldt special-licens til Jens Jensen gældende fra 1. januar ’65.

Fra denne dato måtte Jens Jensen ikke længere starte i amatørløb, men kun i professionelle løb og kun med heste ejet af ham selv som eneejer. Det var så op til de enkelte baner, hvor MANGE heste Jens Jensen måtte starte med i sæsonens løb. Provinsbanerne (Århus, Aalborg, Skive, Odense og Bornholm) havde ingen restriktioner i den retning, men på Lunden og Amager måtte han kun starte med syv forskellige heste i løbet af sæsonen.

Dét fik trænerforeningen med formand Palle Sperling i spidsen på barrikaderne. Årsagen var, at man i 1963 havde indgået den overenskomst, at privattrænerne (Jens Jensen, Arne Elgård m.fl.) i 1964 kun måtte starte fem forskellige heste, i 1965 fire forskellige heste og i 1966 tre forskellige heste. Unægteligt hårde betingelser, som næppe var blevet accepteret i dag.

Der blev ført forhandlinger mellem trænerforeningen og travselskaberne, men de nåede ikke til enighed, og da trænerforeningen den 31. januar på et medlemsmøde forkastede det seneste oplæg, gik sagen for alvor i hårknude.

De københavnske trænere truede således med at strejke som protest mod Jens Jensens speciallicens. I praksis betød det, at træneren ikke afleverede startlister om aftenen den 31. januar til Lundens løb søndag den 7. februar.

Nu tog formanden for Dansk Hesteejerforening af 1961, Gunner Nielsen, sagen i egen hånd og tirsdag den 3. februar aflagde han besøg hos Jens Jensen, som “erklærede at han ikke ville stå i vejen for travsportens normale fortsættelse” (som Væddeløbsbladet skrev) og samtidig erklærede sig villig til kun at starte FIRE forskellige heste på de københavnske baner i sæsonen 1965.

Han ville dog betinge sig, at hesten Fif Statene, som han havde startet i januar måned, blev betragtet som ikke henhørende under de fire heste.

Trænerforeningens medlemmer accepterede og Lundens løb søndag den 7. februar var dermed reddet.

De nye regler fik – dog kun til en vis grad – sat en stopper for Jens Jensens “ulovligheder” men han havde alligevel en ganske udmærket sæson med 36 sejre i 237 starter.

Ekstraordinær trænereksamen
Jens Jensen var imidlertid fortsat en torn i øjet på især de københavnske trænere, som krævede at han blev professionel – og den 12. august 1966 blev der afholdt ekstraordinær trænereksamen. Jens Jensen gik op sammen med Arne Elgård, som angiveligt også havde drevet privattrænervirksomhed i en årrække, og Erik Duun, som havde vundet jockeychampionatet de fire foregående år.

Sidstnævnte var dumpet til trænereksamen året før, men fik nu chancen igen sammen med Jens Jensen og Arne Elgård, der takket være DTCs nye regler havde fået mulighed for at følge undervisningen på trænerskolen.

Alle tre bestod – Jens Jensen fik 28 point af 48 mulige (det krævedes 27 point for at bestå) – og i første omgang fik han licens i København, men da Nykøbing Falsters Travbane åbnede i oktober måned samme år, flyttede han sin licens derned. Hvad angik anklagerne om trænervirksomhed, så blev de på sin vis bekræftet, idet mange af Jens Jensens “egne” heste pludselig skiftede ejer, da han startede som træner.

Keine hexerei – nur behändigkeit!

Jens-Eksamen

Jens Jensen, Erik Duun og Arne Elgaard-Petersen til trænereksamen hos DTC’s generalsekretær. J. Buchholz-Nielsen.

I 1967 blev Jens Jensen landschampion for trænere med 75 sejre og vadede i succes – ikke mindst takket være heste som Cim Payne (85 sejre), Nicolaisen (49 sejre), Karleby (48 sejre) og Boogie Woogie. Det blev også til mange storløbssejre, bl. a. Provinsmesterskabet 1967 og ’68 med Cim Payne og 1971 med Karleby.

I slutningen af 1969 gik det imidlertid galt igen, da Jens Jensen blev afsløret i at have startet hoppen Kolibri umiddelbart efter den havde folet. Jens benægtede i første omgang at hoppen havde folet, men det blev senere bevist, at han havde solgt det døde føl til en destruktionsanstalt.

Han benægtede at Kolibri havde fået føl, men hans hustru, Grethe, som stod for regnskaberne, havde desværre sendt pengene fra Kambas til hestens ejer, Erik Juellund, og så rullede sagen.

Og som om ikke dét var nok, udbrød der i begyndelsen af januar 1970 kværke på Midtsjælland, men Jens Jensen var tilsyneladende ligeglad og tog alligevel en hest med til Lunden, hvor han i første omgang nægtede at hesten havde været udsat for smittefare.

Dén forklaring troede dommerkomiteen imidlertid ikke på, og Jens blev med omgående virkning af Det Danske Travselskab udelukket på livstid fra deltagelse i alle travløb på Lunden.

Jens trak i trådene
DTC valgte imidlertid også at gå ind i sagen, og d. 8. februar udsendte man en pressemeddelelse, hvor man meddelte at Jens Jensen havde fået inddraget sin trænerlicens og var udelukket fra deltagelse i alle travløb til og med 30. juni.

Bonden fra Leestrup var slået skakmat, men som Fugl Fønix rejste han sig hurtigt igen. Jens Jensens yngste datter, Lena, fik trænerlicens 1. marts 1970 og overtog ansvaret for faderens stald. Jens – som nu fik jockeylicens – stod nu i stedet i kulissen og trak i trådene.

Lena var i 1966 – sammen med Christel Bügel Hansen – med til at skrive travhistorie i Danmark som en af de første kvindelige amatørkuske i Danmark. Hun fik senere jockeylicens, da hun startede i stalden hos sin far på NFT.

Kort tid inden Amager Travbane lukkede skiftede Lena Hansen sin licens til Amager og flyttede siden med til Skovbo, men vendte tilbage til Falster som træner, inden hun blev syg og døde.

Lena Hansen formåede at følge faderens succes op – ikke mindst takket være Jens Jensen, som i årene 1970-79 var landschampion for jockeyer i alt seks gange. Alene i 1971 vandt han ikke færre end 80 løb – til sammenligning blev Peter Bratholm landschampion blandt trænerne med 117 sejre.

Jens Jensen er dermed den eneste danske travkusk, der har været landschampion som både amatør, træner og jockey.


Cim Payne

“Dagens svinestreg …”
Jens Jensen fyldte meget i Væddeløbsbladets spalter og især journalist Otto “Quickly” Nielsen var meget lidt begejstret for den kontroversielle kusk, som gang på gang fik læst og påskrevet – bl.a. i begyndelsen af marts 1970, hvor det kom frem at Jens Jensen havde solgt sejrshesten Cim Payne til England med en jysk hesteopkøber som mellemmand.

Cim Payne, der bl.a. blev kåret som “60’ernes hest”, sluttede karrieren på Lunden i december ’69, hvor den efter løbet blev udstillet i den store spillehal i en specielt indrettet boks – iført laurbærkrans til publikums store jubel.

Jens forsikrede, at Cim Payne nu skulle nyde sit otium hjemme på Ellegården i Lestrup, men to måneder senere solgte han altså hesten til England, hvor Cim Payne angiveligt skulle fortsætte væddeløbskarrieren.

Det afstedkom en større artikel i Væddeløbsbladet med overskriften “Dagens svinestreg …” – men nederst i artiklen fortsatte historien med endnu en overskrift: “Dagens solstrålehistorie” for Cim Payne var i elvte time blevet reddet af en række hesteelskere med brygger Erling Larsen fra Saltum (Jørgen Larsens far) i spidsen, som lovede at passe hesten for tid og evighed uden vederlag af nogen art.

På stutteriet i Saltum kom Cim Payne til at gå og hygge sig sammen med den nordiske mester Ikaros.

Foruden Erling Larsen var Det Danske Travselskab, Amager Travselskab, Opdrætterforeningen og Dansk Travsports Centralforbund også med til at redde Cim Payne fra at ende sin karriere i England. Iflg. Væddeløbsbladet betalte de hver især 3.500 kroner til Jens Jensen, men det afviser hans datter, Hanne Johansen (se senere).

“En svinestreg kan heldigvis afløses af en solstrålefortælling, men det er i alle tilfælde ikke Jens Jensens skyld” som Quickly afsluttede sin artikel.

En anden episode, som min gode ven Kenn Erik Bech har fortalt om, stammer fra sidst i 60’erne, hvor dommerne på Lunden diskvalificerede Cim Payne og Jens Jensen fra førstepladsen. Dét skulle de ikke have gjort!

Publikum sprang over hegnet til dommertårnet, og dommerne følte sig så truet, at politiet blev tilkaldt.

Vinderen af løbet, Eminent og Steen Worm, blev mødt med en kæmpe pibekoncert og det gjorde træner Jens Ipsen også, da han i næste løb kom ud sin starthest. Publikum mente at Jens Ipsen havde generet Jens Jensen!


En god far
Hanne Johansen er den ældste af Jens Jensens tre børn, men hun har desværre mistet begge sine søskende. Lena Hansen døde 2000, mens broderen Alex døde i 2014.

-Dengang jeg var barn var det jo ikke almindeligt, at fædrene tog sig så meget af børnene, men jeg synes helt sikkert, at min far var en god far, siger Hanne Johansen.

-Jeg kan ikke huske, at jeg på noget tidspunkt har fået så meget som en øretæve. Vores far behøvede bare at kigge på én og sige “Så-så” – så var man klar over, at man skulle tage den lidt med ro. Hans børnebørn var også meget glade for deres bedstefar, og især Lenas søn, Brian, var meget tæt på sin morfar, som han syntes var verdens bedste morfar.

-Min far var altid en festlig fyr, som ofte var selskabets midtpunkt – det tror jeg de fleste, der har kendt ham, kan skrive under på.

Jens-Pokal

Jens Jensen sammen med hustruen Grethe, mor til Hanne, Lena og Alex.

-Lena var jo fuldstændig bidt af hestene fra sin tidligste barndom, men det interesserede ikke hverken Alex eller jeg. Jeg var nærmest bange for hestene, og det hænger nok sammen med, at der engang var en som bed mig. Jeg var omkring tre år, men kan lige så tydeligt huske det. DA blev min far hidsig og der gik ikke lang tid før den pågældende hest var solgt, smiler Hanne Johansen.

Der hører 36 tdr. land til Ellegården og størsteparten af jorden var dengang udlagt som græsfolde.

-Jeg husker jo udmærket min fars mange fine heste, men den eneste form for træning var den motion de fik dels i folden og dels i marken – jeg mener vi først fik traktor omkring 1956. Der var ingen træningsbane på Ellegården og jeg har aldrig set min far spænde en hest for derhjemme, siger Hanne Johansen, som ikke er i tvivl om, at de forskellige sager, Jens Jensen var involveret, gjorde indtryk på ham.

-Man kunne godt mærke, at det var noget, som gik ham på – stemningen var lidt mere trykket i de perioder.

-Det med at han fik så mange penge for Cim Payne passer ikke. Han fik 5.000 kroner af den jyske hesteopkøber. Jeg ved det, for jeg førte min fars regnskaber dengang og modtog pengene, da hesten blev hentet og kørt til Jylland.


En farverig person
Tidligere staldmand på Amager, Jørn Clevin, som har bidraget med et utal af værdifulde oplysninger i mange af Travhistorie.dks artikler, beskriver Jens Jensen som en farverig person, som publikum elskede:

-Indimellem var det måske på en lidt billig baggrund, at han fik succes med hestene. Det var jo ofte heste, der var banetrætte, og når han fik dem hjem på Ellegården, lukkede han dem stort set bare ud på folden, og lod dem passe sig selv et stykke tid. Herefter begyndte han langsomt at starte dem igen i løbene, ofte med stor succes, men alle var dog ikke i bedste løbsform, hvilket kunne være et problem for det spillende publikum, da man ikke havde prøveløb den gang som rettesnor.

-Hans skoning og afbalancering af hestene, vendte så at sige totalt op og ned på begreberne. Enten var de barbenede, eller også gik de med nogle gamle sko, som Jens havde fundet ude bag smedjen hos Smede-John på Amager Travbane, og det var ikke altid at skoene var ens, smiler Jørn Clevin.

-Han spændte dem altid for i en svenskersulky, med et, to eller tre par gummiboots. Sidestang og vatudtræk brugte han aldrig – ja, dvs. de fik da ofte en tot vat i ørerne, men det var så også det.

-Han havde mange sjove idéer, som blev prøvet af. Jeg husker bl.a.engang at Ejner Jensen fortalte Bregnbak og mig ved et besøg, at han havde fundet på et nyt trick, som gik ud på, at sære hestegale hopper, fik en buggjord på, og under rygstykket placerede han næsen på en gummistøvle fyldt med vand. Så lukkede han herefter hesten ud på folden og gav den på vejen et klask bagi. “Så kan du fandme tror de ka’ løwe!” som han sagde.

-Mens jeg var på Amager, kom jeg ofte hos Jens’ bror Ejnar for at hente gris til jul sammen med træner Orla Bregnbak,Senere besøgte jeg ofte Ejnar og Jens, samt Ejler Petersen når jeg var på fagskole i Haslev, og husker at Jens gerne ville bowle lige i nærheden på en gammel keglebane ude ved vandet, og sluttede af med tre stykker smørrebrød, med pandekager og solbærrom til desert. Man kunne faktisk ikke rokke med ørerne efter denne indtagelse bagefter!

Forspændingsregler koster dyrt
Jens Jensens speciallicens er omtalt ovenfor, men selvom “Bonden fra Leestrup” ofte følte sig uretfærdigt behandlet og til tider forfulgt, var han ikke altid så uskyldig som han gerne ville give udtryk for at være.

-Omvendt var trænerforeningens behandling ikke altid acceptabel, siger Jørn Clevin.

-Jens var bl.a. årsagen til de forspændingsregler, der kom først i 60’erne, som betød, at privattrænerne blev tvunget til at spænde deres hest for hos en professionel træner, mod en forspændingsafgift på 75 kr. pr. hest. + procenter af præmien.

-Jens spændte sine heste for hos Viggo Andersen, og det kom til at koste ham en del penge gennem årene.

-Senere opfandt man det såkaldte speciallicens, og så gik det helt op i hat og briller. Jens var jo hverken amatør eller professionel, så når han kørte med de fem heste, som han måtte køre med på en sæson, så havde han en gul hjelm med blå “tivoliring” omkring og når han kørte med de heste, som han havde i forspænding hos f.eks. Viggo Andersen, skiftede han over til at køre med gul hjelm.

Russisk ballade
Historierne om Jens Jensen er talrige. Jørn Clevin husker f.eks. tydeligt et dramatisk løb på Lunden den 1. maj 1966, Majpokalen, hvor Jens sejrede med Earl Søvang foran Firebird med Jørgen Olsen efter en medrivende opløbskamp.

Det var tidligere på dagen blevet til russisk sejr i en venskabsmatch mellem Danmark og Rusland – her deltog Jens Jensen med Cim Payne, der dog sluttede uplaceret – og i Majpokalen et par løb senere stillede den kvindelige russiske træner, Maria Burdova, op som storfavorit (10:10) med amerikanskfødte Apex Hanover.

Earl Søvang var hurtigst afsted fra start, men galoperede og generede derved flere af de øvrige heste, heriblandt Apex Hanover, så Maria Burdova måtte tage sin hest helt op for at undgå styrt. Det samme skete for Carl Aage Præstegård bag Hideal og de to hestes sulkyhjul hang sammen.

Firebird kunne i stedet tage føring, men blev på målstregen fanget af Earl Søvang, der kom forrygende tilbage efter fejl og sejrede i rekordtiden 1.19,8a/1600 meter.

Væddeløbsbladet skrev bl.a. i sit referat:

“Når man lader Earl Søvang gå med i galop, uden at den diskvalificeres, får lov til endda at vinde uden at trave over mål, for til sidst at spille “Jens med fanen” under æresrunden, er man ude efter selv at skabe utilfredshed.

Misforstået var det, at Maria Burdova demonstrerede under løbet ved at lade Apex Hanover skridte ned langs publikum. Forståeligt at hun var vred, da hun kørte i stald, og forståeligt, at hun græd i sit selekammer efter løbet.”

Revanchematch
Efter løbet var der ballade i kulisserne og det hele endte med, at man arrangerede en “Invitationsmatch” som dagens 11. og sidste løb, hvor kun tre heste deltog – Apex Hanover, Earl Søvang og Hideal. Her var Apex Hanover helt overlegen i tiden 1.16,5a/1600 meter foran Hideal i 21,8.

-Jens Jensen fik en vinderbuket for sejren i Majpokalen, men ville give Maria Burdova buketten da han mødte hende på staldterrænnet. Jeg stod oppe ved Orla Bregnbaks stald og glemmer det aldrig: Hun smed den i hovedet på ham – hun var sgu sur, fortæller Jørn Clevin.


1.268 sejre
Lena Hansen var træner på Skovbo i 22 år, men måtte til sidst trække sig tilbage pga. sygdom og i 2002 tabte hun kampen til kræften i en alder af blot 56 år.

Jens Jensen overlevede sin datter med fem år. Han boede på Ellegården til 1978, hvorefter han blev en slags privattræner på Børge Buchwardt på Stutteri Queen i Herlufmagle, hvor han boede et par år, inden han flyttede ind i et værelse på Krogsbækgården, der danner rammen omkring Skovbo-banens oprindelige staldområde. Her boede Jens Jensen i mange år, men  endte sine dage på Borup Plejehjem i 2007.

Det blev til i alt 1.268 sejre, men iflg. et interview i Væddeløbsbladets Årsrevy 1986 kunne det være blevet til mange flere.

-Dengang de tog min licens, blev jeg sur. Jeg kunne måske ha’ vundet 2.500-3.000 løb i karrieren. Senere drømte jeg om at nå de 1.500, men det stopper oppe i nærheden af de 1.300, sagde Jens Jensen.

Historierne om ham er utallige og selvom han havde mange både venner og fjender, har “Bonden fra Leestrup” sikret sig en vigtig plads i dansk travsports historie. Ja, han er endda blevet indvalgt i Travsportens Hall of Fame (KLIK HER for at læse Lars Donatzkys portræt) – dét var der næppe nogen, der havde forestillet sig dengang Jens Jensen for alvor delte vandene i dansk travsport.


Kilder:

Trav-Tidende 1941-54
Væddeløbsbladet 1940-86
Travkalenderen 1940-86
Klauskoch.se
Interviews med Hanne Johansen, Jørn Clevin og Leif Løfgren

Korrekturlæsning: Klaus Koch