Hvor blev de af? – Robert Jensen

Portræt af fhv. overstarter og overdommer på Lunden, Robert Jensen (f. 1938). 

Der er næppe nogen på Charlottenlund Travbane, som har “optrådt” på flere fotos end Robert Jensen, der i 1967 startede som snoretrækker og siden avancerede først til overstarter og senere også overdommer på Nordens ældste hestevæddeløbsbane.

I mere end 40 år var han et af de mest kendte ansigter – ikke kun på Lunden, men også som landsstarter i forbindelse med V6-løbene, hvor Robert uge efter uge rejste land og rige rundt, ligesom han også blev udnævnt til landsdommer med ansvaret for bl.a. licensprøverne på landets baner.

I vore dage er dommerne på landets væddeløbsbaner ofte et udskældt folkefærd, som til tider dømmer meget forskelligt i stort set identiske episoder, men Robert Jensen var gennem alle årene en populær skikkelse, som nød de aktives respekt.

Da han fyldte 70 i 2008 gik Robert Jensen på pension, selvom han egentlig gerne ville være fortsat nogle år endnu, men han følger stadig travsporten levende på Tv-skærmen i lejligheden i Kastrup, hvor han sammen med hustruen Inger har boet siden 1966. Parret blev gift i 1959.

-Jeg ser som regel de fleste danske løb og er ikke altid helt enig med dommerne på de respektive baner, men jeg har besluttet mig for ikke at gå ind i de debatter, der indimellem raser på Facebook, selvom jeg har mening om det, siger Robert.

-Jeg kan f.eks. også altid se når der er omstart inden løbet bliver ringet om; det er nok en “arbejdsskade” efter så mange år i sporten.

Tog med Morfar til trav
84-årige Robert Jensen er født og opvokset på Amager – nærmere bestemt i landsbyen Maglebylille, der blev nedlagt i 60’erne i forbindelse med en udvidelse af Kastrup Lufthavn, men selvom travbanen lå forholdsvis tæt på hans barndomshjem, var det ikke noget, der interesserede hans forældre.

-Min Mor og træner Gerhard Petersen var kusine og fætter, men der var egentlig ikke noget specielt tæt familieforhold mellem de to, så det var faktisk min Morfar, der i sin tid “slæbte” mig med til trav på Amager for første gang da jeg var omkring 10-11 år gammel, fortæller Robert.

-Det var dog mest spillet, der interesserede ham og jeg erindrer ikke, at vi på noget tidspunkt var ovre i stalden hos Gerhard Petersen når jeg var med Morfar til trav.

-Derudover gik jeg i børnehave med Leif Løfgren, men mens han ret tidligt fattede interesse for travhestene (KLIK HER for at læse hans portræt på Travsportshistorie.dk) var det i stedet fodbold, der blev den store interesse for mit vedkommende. Faktisk har jeg været medlem af Kastrup Boldklub siden jeg var 10 år gammel og stoppede først som aktiv efter en operation som 70-årig.

-Venskabet med Leif bevarede jeg indtil han desværre døde for et par år siden, men vi ses stadig med hans enke, Edel.

Startede som TU-kusk
Selvom fodbolden havde førsteprioritet bevarede Robert også interessen for travsporten og i begyndelsen af 60’erne fik han TU-licens.

-Jeg kan ikke huske hvordan det startede, men Leif Løfgren fik jo trænerlicens 1. januar 1960 og på et tidspunkt begyndte jeg at komme hos hos ham i stalden på Amager og var med i træningen. Det gjorde jeg hver eneste lørdag i mange år, fortæller Robert.

-Helt frem til travkrigen skiftedes Amager og Lunden til at køre løb, men selv når der var løbspause på Amager, havde Leif Løfgren størsteparten af sine heste stående på Amager. Han havde dog også nogle heste på Lunden og så kørte vi som regel derud sammen på løbsdagene for at træne inden løbene begyndte.

-Leif havde dog ikke så mange handicappere, så jeg kørte ofte for andre trænere. Den første hest jeg kørte i 1963 var f.eks. Salut var Jørgen Kaiser-Hansens stald. Jeg vandt dog ikke – det gjorde den senere amatørkusk Willy Nielsen med hesten Ulf’s Pride. Det var for øvrigt også hans debut som TU-kusk.

-Jeg var med i stort set hvert eneste TU-løb i mange år. Jeg var nemlig en af de forholdsvis få TU-kuske, der også var med til at køre hurtigt og hvis man trænede meget, fik man også mange køreture. Det skete tit, at en træner kom og spurgte mig, om jeg ville køre den og den hest i det næste TU-løb, og det ville jeg selvfølgelig gerne – jeg sagde aldrig Nej. Foruden Willy Nielsen har jeg også kørt TU-løb sammen med bl.a. Lars Donatzky, Christel Bügel-Hansen, Per Bruhn og Waage Sandøe.

-Jeg kørte bl.a. en del heste for Mogens “66” Pedersen, som havde heste hos flere forskellige trænere, bl.a. Leif Løfgren og Per Hansen, erindrer Robert, der vandt 10 løb som TU-kusk og var TU-champion i 1964.

Hyggebanen Amager
Robert Jensen beskriver Amager Travbane som mere “primitiv” i forhold til Lunden.

-Blandt andet var staldene jo udelukkende bygget af træ og det var mildt sagt noget gammelt lort de sidste mange år. Man kan omvendt sige, at det var meget praktisk, idet man bare satte ild til staldene dengang banen lukkede, siger Robert.

-Men til gengæld var Amager-banen meget mere hyggelig, synes jeg. En sjov ting jeg husker er cafeteriaet, der lå ovenpå en af staldbygningerne, hvor der var to trapper – én til venstre til trænerne og staldfolkene og en til højre hesteejer. Sådan var det delt op.

-Jeg har også kørt mange løb på Lunden, men foretrak Amager, bl.a. fordi det var en 1200 meter-bane med et meget langt opløb – magen til Billund.

-På Lunden skal man altid gøre noget ovre ved staldene for at være med i afgørelsen, og så er det ikke engang sikkert at man når det, men sådan var det ikke på Amager, så kunne man næsten vente til opløbet med at køre. Hvis du havde en god hest, ville man helst starte den på Amager. Jeg vandt engang med Bruno Pil, der lå sidst da vi gik ind på opløbet, men jeg vandt alligevel let.

-Den sidste sejr jeg vandt i et TU-løb var i 1973 med Mogens 66, der var ejet af Leif Jensen. Det var egentlig meningen, at hans kone skulle ha’ kørt hesten, men hun havde ikke fået licens og derfor spurgte han, om jeg kunne køre den – og vi vandt let.

-Jeg havde overordnet set mange gode og sjove oplevelser i min tid som TU-kusk. Jeg har bl.a. engang også kørt en hest for Stald Kima i et løb i Skive. Jeg husker desværre ikke navnet på hesten, der i øvrigt senere blev solgt som handicapper til Lunden, men vi vandt i hvert fald ikke løbet.

Snoretrækker ved et tilfælde
Robert Jensen havde kørt TU-løb i nogle år, da han ved lidt af et tilfælde en dag blev spurgt, om han havde lyst til at blive snoretrækker.

-En dag på Lunden i foråret 1967 startede hele feltet fra en forkert distance, så samtlige officials blev afsat og der skulle nye folk til, fortæller Robert.

-Leif Løfgren foreslog bl.a. mig og jeg startede som snoretrækker og understarter, mens en militærmand – en såkaldt fændrik ved navn Kramath – blev overstarter, men han ville imidlertid kun beskæftige sig med snorestart og derfor blev jeg hurtigt forfremmet til autostarter.

-På et tidspunkt i januar-februar 1968 brækkede Kramath det ene ben og så fik jeg chancen som overstarter. Det var meningen, at jeg bare skulle være afløser, men han kom aldrig tilbage og derfor blev tjansen som overstarter altså permanent.

-Dengang var det kun militærfolk, der fungerede som officials på de danske væddeløbsbaner; jeg tror det var noget med at befalingsmænd havde en vis myndighed og det mente man, passede fint på en væddeløbsbane. Jeg var faktisk den første overstarter, der IKKE var militærmand, og efterhånden forsvandt de også fra landets øvrige baner.

-Det var et lidt specielt folkefærd, som altid gik i uniform på væddeløbsbanerne, og jeg husker en sjov ting fra dengang jeg startede som dommer på Lunden: I dommertårnet stod der et par sivsko, som dommerne kunne tage udenpå deres fine laksko når de skulle gå over banen. Det glemmer jeg aldrig!

Forfremmet af Carl Andersen
Efter en længere periode som overstarter blev Robert Jensen i stedet overdommer på Lunden.

-Det var Lundens mangeårige direktør Carl Andersen, som mente, at jeg ville være bedre som overdommer end ham, der var der på det tidspunkt, bl.a. pga. min store erfaring, og så overtog jeg tjansen, siger Robert.

-Jeg var fast på Lunden igennem alle årene, men var også indimellem afløser på Amager. Det var pudsigt nok et postbud, som gik herude hvor vi bor, der var overstarter på Amager og han spurgte mig af og til, om jeg havde mulighed for at træde til den kommende løbsdag.

-Amager var jo “Taarups bane” – dvs. bestyrelsesformand Axel Taarup havde rigtig meget at skulle ha’ sagt, men jeg kan huske en sjov episode fra engang jeg var afløser derude. Taarup kom over til mig og sagde, at jeg skulle vente med at sende feltet afsted indtil man var færdig med at spille – det har nok været lige inden 1. afdeling af V5 – men jeg insisterede på at holde tidsplanen og fik dem afsted til tiden. Det brød han sgu ikke om, men jeg kom nu tilbage som afløser senere hen.

V6-tiden
Da V6-løbene blev introduceret i 1984 var Robert Jensen landsstarter og i det halvandet år V6-løbene blev afviklet, var han på plads på samtlige V6-dage på landets forskellige baner.

-Jeg havde et rigtig fint samarbejde med Aksel Møller, som var landsdommer. Vi talte sammen hver mandag for at evaluere på søndagens løb; vi havde en meget tæt kontakt og det er da noget af det, jeg savner – kontakten med de aktive, siger Robert, som altid også havde hustruen Inger med til V6-løbene over hele landet.

-Vi tog meget ofte en overnatning i forbindelse med V6-løbene, der blev betalt med noget af den løn jeg fik for mit arbejde. Så fik vi samtidig en lille tur ud af det.

-Når der var V6-løb på en bane, fungerede jeg også ofte som starter i nogle af løbsdagens øvrige løb, bl.a. var jeg starter i en række galopløb på Jydsk Væddeløbsbane. hvor jeg vist fik sat mig lidt i respekt hos de aktive.

-Mit indtryk var, at de var vant til at bestemme, hvem der skulle først og sidst ind i startboksene. Det var noget med at numrene 1, 3, 5, 7 og 9 gik ind først, men det ændrede jeg så det i stedet blev 2, 4, 6 og 8. Det resulterede i, at der blev nedsat en protestkomite mod mig som dommer! smiler Robert.

-Generelt forsøgte vi på et tidspunkt at ensrette dommene på de forskellige baner, hvilket var årsagen til, at jeg som landsdommer i region øst (Lunden, Skovbo og Odense) var til stede på samtlige løbsdage, så der var nok at bestille med løb onsdag, torsdag, lørdag og søndag. Det gav lidt udfordringer på mit civile arbejde i salgsafdelingen på Phillips når der var løb fredag eftermiddag på Fyn, men så fik jeg som regel tidligt fri og kunne køre direkte mod Odense. Ofte tog jeg dog også et indenrigsfly.

Nøgleordet er kommunikation
Robert Jensen følger som nævnt stadig meget med i travsporten og har bl.a. bemærket den kritik, som de nuværende dommere ofte bliver udsat for.

-Jeg undrer mig meget over, hvorfor man dømmer så forskelligt på de respektive baner. Der var f.eks. for ikke så længe siden en episode, hvor en af de førende trænere herhjemme – som jeg så det – generede to konkurrenter undervejs, men alligevel fik lov til at beholde sejren. Kort tid efter skete stort set det samme i et andet løb, hvor kusken til gengæld blev smidt ud. Det giver jo ingen mening og er med til at give sporten et dårligt omdømme, siger Robert.

-Det er mit indtryk, at dommerne ofte bare stikker bøder ud uden først at tale med den aktive. Det er jo helt forkert. Jeg gjorde i min tid som overdommer meget ud af at være så meget “nede på jorden” som muligt, i stedet for – som mange dommere i dag – at sidde oppe på et pedestal.

-Inden løbsdagen gik i gang, var jeg altid en tur på staldområdet, hvor jeg gik rundt og talte med alle og enhver. Det var vigtigt for mig at de aktive vidste, at der ikke blev gjort forskel på folk og at man altid kunne komme til mig.

-Jeg var også næsten altid med til diverse fester, som bl.a. TU afholdt. Det var vigtigt for mig, at vi kunne ha’ det sjovt sammen når bare de (kuskene) vidste, at på en løbsdag var det mig, der bestemte.

-Selvfølgelig har jeg uddelt et hav af bøder gennem årene, men hvis en kusk var lidt hård med pisken i et af de første løb, kunne jeg godt finde på at ringe ned til den pågældende under løbene og sige til ham eller hende: ” Nu er det slut med at bruge pisken mere i dag – jeg holder øje med dig!” i stedet for at give ham/hende en bøde – og det blev respekteret. Der er ingen grund til bare at smide en bøde i hovedet på folk for den mindste forseelse.

-På det område er der en pendant til fodbold, som jeg også altid har interesseret mig for. I mine øjne er en god fodbolddommer en dommer, der lige tager fat i en spiller med en løftet pegefinger – “Nu slapper du lige lidt af – jeg HAR set dig” – i stedet for at trække det gule eller røde kort med det samme.

Ingen store fejl
Robert har ingen erindringer om, at han har lavet alvorlige fejl i sin tid som dommer.

-Det er ikke noget jeg sådan kan huske, men jeg er da engang kommet til at diskvalificere en hest for galop i en Derbyprøve, selvom den ikke havde galoperet. Det var ikke så heldigt, erindrer han.

-I dag sidder der ofte tre-fire personer i dommertårnet, men dengang jeg var overdommer var vi kun to og så var det mig, der skulle skære igennem hvis vi var uenige.

-Det er efter min opfattelse blevet langt nemmere at være både starter og dommer. I Taroks Derby var der som jeg husker det 20 heste bag startvognen og det var ikke usædvanligt før i tiden. Og det var ikke altid lige let fordi ikke alle kørte i samme hastighed, men i dag er det jo startvognens kørecomputer, der styrer hastigheden.

I gamle dage skete det indimellem at temperamentet kogte over blandt det spillende publikum. Mange har f.eks. sikkert hørt historien om dengang, der blev kastet en brosten op mod dommertårnet, men den slags har Robert heldigvis aldrig været ude for.

-Jeg har aldrig været udsat for trusler e.l., men kan dog huske engang, hvor jeg blev “overvåget” af en københavnsk træner, som jeg havde diskvalificeret i et løb, hvor han havde regnet med at vinde og derfor havde spillet på sig selv. Efterfølgende satte han sig tit nede bag mig når jeg var starter for at kontrollere, at jeg gjorde det ordentligt, men mere blev det aldrig til.

Mødet med Prins Henrik 
Som nævnt i indledningen havde Robert Jensen en særlig “evne” til at være med på stort set samtlige billeder fra præmieoverrækkelserne på Lunden fra midten af 70’erne og mere end 30 år frem.

Det er bl.a. ham man ser på optagelserne fra Taroks Derbysejr i 1976, hvor han lægger sejrsdækkenet på “Dannebrog på fire ben” mens familien Laursen er omringet af journalister og fotografer – og det var også Robert, der i 1988 fik æren af at vise Prins Henrik rundt på Lunden, da prinsgemalen for anden gang besøgte banen.

-Prinsen var meget interesseret i det hele og var bl.a. med på en lille køretur i startvognen. Senere fandt jeg en af hans knapper, som han havde tabt inde i startvognen. Jeg valgte at sende den til Amalienborg og få dage efter fik jeg et takkebrev fra prinsens sekretariatschef. Det var en af de anderledes oplevelser i løbet af mine næsten 42 år som official, og jeg ser tilbage på den tid med stor glæde, slutter Robert Jensen.