Travsportshistorie.dk

Hvor blev de af? – Klaus G. Jensen

Klaus G. Jensen (2019). Foto: Henrik Berg

Portræt af Klaus G. Jensen – tidligere bestyrelsesformand i Det Danske Travselskab og næstformand i DTC, der efter mange succesrige år som både hesteejer og amatørkusk, sagde farvel til travsporten for snart otte år siden.

Mange husker utvivlsomt stadig Stald Uno, der i en årrække fra begyndelsen af 90’erne og cirka 15 år frem hørte til blandt de største hesteejere i dansk travsport. Bag pseudonymet stod Lunden-amatøren Klaus G. Jensen og hans lillebror, Per Jensen, som fra og med B-årgangen (1994) investerede i en lang række ungheste primært på Derbyauktionen.

Klaus G. Jensens erhvervsmæssige baggrund som entreprenør og forretningsmand (handel med fast ejendom) fik ham også ind i travpolitik som bestyrelsesmedlem i Det Danske Travselskab, hvor han blev valgt ind i 2004. I 2007 overtog Klaus G. Jensen formandsposten og kom også med i Dansk Travsports Centralforbunds bestyrelse, men på en dramatisk og ekstraordinær generalforsamling i Det Danske Travselskab i november 2010 væltede korthuset.

Lundens bestyrelse havde indgået en aftale med Centralforbundet og DanToto om, at Lunden i 2011 skulle køre sine fleste løbsdage onsdag med start midt på eftermiddagen og med spil fra Sverige. Den var travselskabets medlemmer ikke med på, fordi det ville blive svært for mange hesteejere og kuske at komme til trav, når løbene startede før deres arbejdsdag var slut.

Klaus G. Jensen og hele hans bestyrelse blev således væltet af Peter B. Wilhelmsen & Co., og nogle måneder senere valgte den nye bestyrelse at ekskludere både Klaus G. Jensen og travselskabets tidligere direktør, Lars Hoffmann, ”på grund af deres meget lemfældige og økomonisk uansvarlige måde at have drevet travselskabet på” som der stod i det brev, der blev sendt ud til Det Danske Travselskabs medlemmer.

-På det tidspunkt havde jeg nu allerede meldt mig ud af selskabet, så de kunne faktisk ikke ekskludere mig, men det siger vist mest om den daværende bestyrelse, griner Klaus G. Jensen, som kort tid efter den omtalte generalforsamling stort set forsvandt ud af travsporten, omend han stadig følger med og har bevaret kontakten med to af sine gamle amatørkollegaer, Søren Hammerich og Kenneth Nielsen – derom senere.

Ny bestyrelse
Eksklusionssagen i 2011 blev kulminationen på en bitter strid mellem Klaus G. Jensen og Det Danske Travselskab nye bestyrelse med Peter B. Wilhelmsen i spidsen, der anklagede Klaus G. Jensen for at have udnyttet sin position som bestyrelsesformand til at tage på dyre fodboldrejser med bl.a. direktør Lars Hoffmann – samt at bruge for mange penge på repræsentationskontoen (læs: bestyrelsesmøder). Det viste sig siden hen, at ingen af anklagerne kunne holde vand.
-Smålighed – det er nok den bedste betegnelse, siger Klaus G. Jensen med henvisning til de anklager han blev konfronteret med.

Han har for længst lagt den del af sit liv bag sig og har i dag kun en hovedrysten tilovers for de personer, der i sin tid præsenterede ham for anklagerne.

-Der blev gjort et stort nummer ud af det såkaldte DBU-sponsorat, hvor jeg flere gange var ude og se fodbold i udlandet, men det var et sponsorat, der var tegnet inden jeg blev formand, så jeg syntes egentlig, at de anklager var lidt urimelige. Jeg fremlagde således sponsoratet for min bestyrelse og vi var i bestyrelsen enige om at fortsætte sponsoratet, siger Klaus G. Jensen, som har budt Væddeløbsbladets udsendte inden for på familiens gård i landsbyen Hove i udkanten af den københavnske vestegn.

-DBU-sponsoratet dækkede medlemskab i den såkaldte 100 mandsklub, hvor vi rejste ud til nogle landskampe – men med til historien hører altså, at mange af 100 mandsklubbens medlemmer gæstede Lunden på de store dage, hvor de spillede og hyggede sig. Der kom virkelig noget tilbage i form af en masse sponsorater, så det var ikke kun penge ud af lommen. Men det er jo danskheden i en nøddeskal.

-Set i bakspejlet havde jeg det egentlig fint nok med at bruge nogle penge på bestyrelsesmøderne, som vi hver især brugte ufatteligt mange timer på uden at få en krone for det.  Jeg forstår ikke, at man kan blive ved med at lokke folk til det.

-Efter min mening skulle Det Danske Travselskab – og mange andre foreninger i samme situation – have en professionel bestyrelse. Det kan godt være at det koster nogle penge, og at der måske skal sidde en travmand og se det hele i helikopterperspektiv, men det er altså det, der er vejen frem.

Travselskabet blev gældfri
Klaus G. Jensen betegner anklagerne mod ham selv som storm i et glas vandt og synes at man i stedet skulle fokusere på det faktum, at Det Danske Travselskab i hans formandstid (2007-2010) formåede at blive gældfri.

-Det var faktisk mig, som næsten egenhændigt fik ordnet ejendomshandlen, hvor Det Danske Travselskab solgte en del af staldterrænnet for i alt 29,2 millioner kroner og blev gældfri for første gang i travselskabets historie. Det betød, at vi kunne indfri den langfristede gæld på omkring 20 millioner og samtidig komme ud med et pænt beløb Det hele blev vanskeliggjort da finanskrisen rasede og den garanti stillende bank Max Bank gik konkurs, men de blev fastholdt og måtte bide til bollen, det blev en rigtig stor sag at komme igennem. Det er jeg da lidt stolt over, og det vil jeg gerne huskes for.

Det hører med til historien, at den foregående bestyrelse havde forhandlet en salgspris på 19 millioner kroner på plads, men den aftale blev forkastet på en generalforsamling.

Klaus G. Jensen er også glad for, at hans bestyrelse i 2008 fik gennemført en omfattende opgradering af Lundens banelegeme, som ikke var blevet omlagt siden 1976. Samt renovering af staldende, ombygning og indvielse af den nye Pitstop, hvilket viste sig at være en rigtig fin forretning, samt opgradering af publikums faciliteter.

-Set i bakspejlet: Hvis man havde holdt sig væk fra det der travpolitik, havde jeg nok siddet tilbage med en bedre smag i munden, men i og med at man stikker hovedet ind i den hvepserede – både på Lunden og i DTC-regi – så beder man jo næsten selv om at få nogle tæsk!

-Når det så er sagt, så havde jeg en fin tid i DTC’s bestyrelse, hvor jeg var næstformand mens Knud Erik Ravn var formand, og vi havde et rigtig godt samarbejde. Jeg kunne mærke, at det var bedre at stå sig godt med de jyske baner og med de forskellige formænd, og klare det meste af de ting, der skulle drøftes, på bestyrelsesniveau, i stedet for at være tøsefornærmet og stå helt udenfor indflydelse. Jeg synes faktisk, at jeg slap meget godt fra det hele og kom igennem med mange gode ting for Lunden.

Storhesteejer
I dag er travhestene forlængst fortid for Klaus G. Jensen, men i mange år var han en af de hårdest satsende hesteejere i dansk travsport.

Det startede dog i det små i slutningen af 70’erne, hvor Klaus G. Jensen købte sin første travhest, Rap Senator, der var i træning hos Vagn Bruhn. Siden flyttede han til Lena Hansen og fik amatørlicens i 1978. Det blev til omkring 20 sejre, primært på Skovbo og NFT inden Klaus G. Jensen stoppede som aktiv i forbindelse med Skovbos lukning i 1991.

Interessen for travsporten forsvandt dog ikke – faktisk steg ambitionsniveauet endda et par grader.

-Jeg mener, at Uno Brix var den den første hest, Per og jeg købte sammen, men den duede ikke, så vi blev enige om, at hvis vi skulle fortsætte med at have travheste, måtte der andre boller på suppen, siger Klaus G. Jensen.

-Vores filosofi var at satse på nogle topafstammede ungheste, der som udgangspunkt måtte have nogle bedre forudsætninger for at blive til noget, i stedet for nogle af de ”kramper” vi tidligere havde haft.

-Vi startede med at købe Toronado og siden hen også What A Raun, der var  klasseheste og blandt andet var med i Derbyet.

-Fra og med B-årgangen, der talte Bellwood, Big King og Black Elholm, købte vi hvert år tre-fire, ja, et enkelt år (D-årgangen) i alt fem ungheste, så ret hurtigt var vi oppe på omkring 20 heste.

-Vi havde hele tiden omkring en håndfuld heste i træning hos Arvid Olsen, men de fleste havde vi her på gården, hvor jeg også fik anlagt en træningsbane på 2000 meter, hvor vi selv kunne træne hestene til daglig. Det var jo for dyrt at have så mange heste i professionel træning, men samarbejdet med Arvid Olsen fungerede perfekt og vi ses stadig indimellem den dag i dag.

Tre championater
På bundlinjen kostede travhestene mange penge, men sportsligt set bar satsningen alligevel frugt. Tre gange (2002, 2003 og 2005) lykkedes det således for Klaus G. Jensen at vinde amatørchampionatet på Lunden og Stald Unos træner, Arvid Olsen, vandt også masser af løb med staldens heste.

Foruden Toronado og What A Raun havde Stald Uno fin succes med heste som Bellwood, Big King, Black Elholm, Chablis, Expensive Game, Geo, Drapa, Call Me Shadow og Givemevictory.

-Det var jo fuld knald på dengang og der var nok at se til når man også skulle passe sin forretning. Der var jo typisk løb én gang om ugen på både Lunden, Skovbo (i hvert fald i nogle år) og Nykøbing, og tit tog vi også til Jägersro for at starte – indimellem var man helt rundtosset, smiler Klaus G. Jensen, som skønsmæssigt har vundet ca. 100 løb.

-Foruden de tre championater var jeg også nummer to to gange til henholdsvis Kojak (Hans Henning Kristoffersen, red.) og Søren Hammerich.

-Det år, hvor Søren Hammerich vandt, førte han med en enkelt ”pind” inden sidste løbsdag, hvor jeg startede fire heste, mens han ikke havde nogle køreture, så han var jo ved at dø af spænding. I et af løbene var jeg førende ind på opløbet, da min hest pludselig brød ud i banen fordi jeg havde glemt at få sidestang på, så der kom et par stykker indenom, men det lykkedes mig alligevel at blive nummer to. Én ting var at blive slået af Søren Hammerich, men året efter var der EM for Amatører, hvor Lunden skulle sende en deltager, så det blev altså ham i stedet for mig – og Søren blev som bekendt nummer to! griner Klaus G. Jensen, som foruden de fleste danske baner også har kørt løb på blandt andet Jägersro, Solvalla, Åby, Bahrenfeld-banen i Hamborg på Malta i Italien og Ungarn.

En verden til forskel
I løbet af sommeren og efteråret 2011 afhændede Stald Uno de tre sidste heste, Obelix Østervang, Opossum og Okeanos, der alle var blevet købt på DTC’s Derbyauktion i 2007 for tilsammen 500.000 kroner, og siden da har Klaus G. Jensen ikke haft travheste.

-Dengang var finanskrisen jo startet og der var ikke længere penge til et stort hestehold, så på det tidspunkt var vi allerede godt i gang med at afvikle det hele omkring hestene – og de forskellige sager omkring min rolle som bestyrelsesformand, trak selvfølgelig ikke i den anden retning, siger Klaus G. Jensen.

-Gården er jo indrettet til heste og efter vi solgte travhestene, prøvede jeg at køre det som hestepension, men det var alt for tidskrævende, så det magtede jeg slet ikke til sidst.

-Nu har jeg i stedet lejet stalden – vi har 14 bokse – ridehuset og alle foldene ud til en dame, som selv har seks heste stående, heriblandt to følhopper. Hun er reelt set min ”underentreprenør” og i øjeblikket er her i alt 22 heste. Jeg har selvfølgelig min daglige gang på gården og går som regel også en runde om aftenen for at se om alt er som det skal være, men ellers har jeg intet med det at gøre – og det passer mig egentlig fint.

-Prøv at forestille dig de udgifter man har med 20 travheste kontra at få et fast beløb hver måned – i indtægter. Der er en verden til forskel.

Maltaklubben
Som nævnt i indledningen følger Klaus G. Jensen stadig med i travsporten via diverse internetsider, men har ikke sat sine ben på en travbane i mange år.

-Og jeg har heller ingen intertioner om at komme der igen, siger han.

-Jeg var for nylig til væddeløb på Royal Ascot i udkanten af London og det var en fantastisk oplevelse. Vi var derovre sammen med en kammerat og på et tidspunkt stod jeg måske 20 meter fra den engelske droning – det var stort – men sådan en stemning får man jo aldrig i dansk travsport.

-Det var jo nærmest en skandale med så få tilskuere til Copenhagen Cup i år og jeg har heller ikke været der i mange år, men har i stedet en tradition sammen med Søren Hammerich, hvor vi altid mødes her hos mig og ser Copenhagen Cup på Tv. Hans mor laver de stegte sild, mens jeg som regel laver et stykke ribensteg. Til sidst er der ost og så hygger vi os med noget øl og brændevin – det nyder jeg meget.

-Søren og jeg er også med i ”Malta-klubben” sammen med Kenneth Nielsen og Henning Leonhardt. Det startede et år, hvor vi alle fire var på Malta og køre travløb og det efterfølgende år indførte vi Malta-julefrokosten. Henning Leonhardt har ikke været med de senere år efter han flyttede til Sverige, men vi tre andre holder traditionen i live og til december skal vi mødes for 19. gang.

-Det er klart, at det ikke kan undgåes (!) at vi snakker en del trav, men Søren er på samme hold som mig – vi skal aldrig mere have travheste igen; og han har endda haft endnu større succes med både Derbysejr og Hoppe Derbysejr.

-Det kan da godt kriple lidt når man ser en hest som Slide So Easy, som jeg følger for tiden, men sådan en hest finder man jo ikke bare sådan uden videre – og jeg har det egentlig rigtig fint med  at være ”sluppet af” med hestene, slutter Klaus G. Jensen.