Travsportshistorie.dk

Hvor blev de af? – Claus Nielsen

Artikelsponsor (klik på banner):

 

 

 

 

 

 

Portræt af DTCs tidligere generalsekretær og tidligere sportschef på Lunden og Skovbo, Claus Nielsen, som pludselig forsvandt ud af travsporten i efteråret 2004. Fyret efter mere end 30 år som embedsmand, men hvad skete der egentlig dengang – og hvor blev han af?

Det startede i begyndelsen af 70’erne, hvor en ung travsportsentusiast ved lidt af en tilfældighed fik job i Dansk Travsports Centralforbund (DTC) og sluttede en septemberdag i 2004, hvor Claus Nielsen blev bedt om at forlade sit job i DTC i Hestesportens Hus på Lunden med omgående virkning.

Udadtil så det mærkeligt ud – det vakte en del undren – men fyringen var en følge af DTCs beslutning om at samle det nye anmeldelsessekretariat i Aarhus.

-Jeg fik at vide, at man ville flytte Lundens anmeldelser til det fælles travsekretariat i Aarhus og derfor havde besluttet at nedlægge min stilling, men af en eller anden årsag blev et skænderi, som jeg havde haft et år tidligere med Klaus Storm (DTCs dengang arbejdende bestyrelsesformand, siden direktør og nu generalsekretær, red.), draget ind i opsigelsessamtalen af Storm. Kort fortalt havde han dengang foreslået at beskære Lundens præmiebudget med 500.000 kroner, hvilket bragte mig langt op over det røde felt, for der fulgte ikke et fornuftigt argument for nedskæringen med. Groft sagt var det i mine øjne tæt på tyveri, slet og ret, siger Claus Nielsen.

-Det står stærkt i min erindring, at det gamle skænderi fyldte så meget i fyringssamtalen i stedet for den faktuelle årsag, fortsætter han.

-Jeg husker samtalen som en brutal oplevelse, og jeg var totalt i chok bagefter, ikke mindst fordi jeg blev smidt ud her og nu! Jeg blev ikke tilbudt et job på sekretariatet i Aarhus, hvilket ellers havde været en gratis omgang, for jeg havde ikke lagt skjul på, at min base var i København, hvor jeg ville være parat til at hjælpe mine aldrende forældre, hvis behovet opstod; og de havde fået brug for hjælp.

-Pludselig blev tæppet trukket væk under mig. Jeg mistede mit eksistensgrundlag efter 33 år i sporten og skulle ud at finde et nyt job i en ny branche i en alder af 52 år.  Det tog det meste af et år, men det lykkedes heldigvis.

-Jeg valgte at gå til trav på Lunden de næste løbsdage efter min fyring, for at folk kunne se, at jeg ikke skammede mig over noget – for der VAR ikke noget at skamme sig over.

-Folk var velkommen til at stille spørgsmål, og det var der også nogle som gjorde. Det er jo en naturlig reaktion, når nogen bliver bedt om at forsvinde med minuts varsel. ”Har han taget af kassen, eller hvad er der sket?” – men jeg havde 100 % god samvittighed og stod med oprejst pande. Jeg mødte stor sympati. Det varmede, siger han.

Det hører med til historien, at Lundens præmiebudget ikke blev beskåret i 2004.

Sådan begyndte det
Claus Nielsen er født og opvokset på Frederiksberg og kom tidligt at interessere sig for heste. Hans storesøster var begyndt at gå til ridning, så det gjorde han også, da han var 6-7 år, men i 5. klasse kom der en ny dreng i Claus’ klasse, og det forandrede hans verden.

-Carsten, som han hed, var flyttet herover fra Fyn, fordi hans mor havde giftet sig med en mand, der havde travheste. Det fandt jeg ud af, og det lød da spændende – så jeg gik hjem til mine forældre og meddelte, at jeg gerne ville til trav, fortæller Claus.

– Dét kunne der ikke være tale om! Min fasters mand havde formøblet en formue på trav, så det var ihvertfald ikke populært, at ham knægten ville til trav, men da jeg havde plaget tilstrækkeligt længe, endte det med, at min far og jeg cyklede ud på Charlottenlund Travbane en lørdag eftermiddag.

-Hvad jeg selvfølgelig ikke vidste dengang var, at der den dag (22. september 1963) var Skandinavisk Mesterskab for 4-åringer, som blev vundet af Frances Nibs, og hvor Sören Nordin og andre svenske toptrænere var på besøg. Emigrant, Funny Boy og Fox Hanover var også blandt de startende den dag, så jeg fik noget af en pangstart.

-Da vi så havde været til trav nogle gange sammen, fandt mine forældre ud af, at det der med spil, det interesserede ikke mig. Det har det aldrig gjort. Jeg var interesseret i at se hestene og opleve stemningen – så jeg fik lov til at tage derud på egen hånd og var også et par gange til trav på Amager sammen med Carsten og hans nye far.

”Kan vi ikke få ham til at holde kæft?”
Mens de fleste 11-årige drenge interesserer sig for biler og sport, fik Claus en lidt anderledes interesse, der siden hen skulle blive hans levevej.

-En dag jeg var hjemme hos Carsten fik jeg øje på nogle travkalendere, som jeg begyndte at læse i; især propositioner syntes jeg simpelthen var så spændende. Jeg blev helt opslugt af det og begyndte snart at abonnere på Væddeløbsbladet, siger Claus Nielsen.

-Jeg var til trav hver eneste løbsdag på Lunden i en lang årrække og gik op i det med liv og sjæl. Når der var et eller andet, jeg syntes var mærkeligt, så skrev jeg et brev til travselskabet og blev berygtet derude længe inden, jeg blev ansat. ”Åh nej, nu er der igen brev fra ham der Claus Nielsen – kan vi ikke snart få ham til at holde sin kæft?”, lød det på sekretariatet, fik jeg senere fortalt, fortæller Claus med et stort grin.

-Jeg skrev faktisk jævnligt igennem flere år, og en dag mens jeg gik i gymnasiet, kom der et brev fra Carl Andersen (direktør på Lunden, red.), som inviterede mig ud til et møde. Det ville jeg selvfølgelig gerne, så jeg troppede op på hans kontor, og vi talte sammen et par timer. Han spurgte bl.a., om jeg ikke kunne have lyst til at blive official – ”Jo, det ville jeg måske gerne” – men mere kom der ikke ud af det i den omgang.

-Så blev jeg jeg student og begyndte at læse teaterhistorie. Det gik ikke så godt, fordi jeg var skoletræt. Det lå imidlertid i luften, at jeg skulle have en god uddannelse – min søster læste til dyrlæge, så mine forældre forventede, at jeg også ville gøre en indsats. Men efter et halvt år på teaterhistorie sagde jeg til dem, at det ikke gik, og så måtte jeg jo prøve at finde noget andet at lave, indtil jeg kunne gå i gang med en anden uddannelse.

-Jeg rendte så ind i Carl Andersen en løbsdag på Lunden i januar 1971. Jeg spurgte, om de havde brug for en vikar på Lunden. Det havde de ikke. Han vidste imidlertid, at der var en sygemeldt medarbejder i Centralforbundet, og at de måske godt kunne bruge en hånd.

-Et par dage senere startede jeg som vikar i DTCs nye lokaler på Sølundsvej, og efter et halvt år blev jeg tilbudt et fast job.

-Kort efter min start på DTC fik jeg min første vikartjans som speaker i det interne TV på Lunden. Senere blev jeg også afløser som løbsreferent og interviewer. Det var sjovt og må være gået meget godt, for jeg blev hyret som speaker og løbsreferent på storløbsdage på bl.a. Skive og Skovbo.

God til at planlægge
Efter fire år i DTC blev Claus Nielsen i 1975 tilbudt en stilling i Det Danske Travselskabs væddeløbsafdeling.

-Allan Christensen skulle ind som soldat, så de manglede en mand, og her kom jeg til at arbejde sammen med C.C. Junge. Senere kom Allan tilbage og endnu senere blev Tommy Stjerne også ansat, fortæller Claus. -Vi havde det virkelig sjovt. Der blev ikke lagt fingre imellem, når vi tog gas på hinanden og vores omgivelser.

-På Lunden fik jeg efterhånden lov til at udarbejde propositionerne, der efterfølgende selvfølgelig skulle godkendes af Junge. Den dag i dag synes jeg stadig, at propositioner er vanvittigt spændende – det er én af de få ting, jeg savner fra arbejdet i hestesporten.

-Jeg har altid haft et veludviklet ”planlægnings-gen”, og det kom virkelig til at folde sig ud, da jeg begyndte at arbejde med propositioner. Det handler både om at være kreativ og i bund og grund sørge for, at der er lige mange tilbud på en måned til alle heste.

-Det lykkedes som regel, men det har også hændt, at jeg bagefter – når vi egentlig var klar til at gå i trykken – har siddet og kigget propositionerne igennem en ekstra gang og tænkt: Nej, det duer simpelthen ikke – og så er jeg startet forfra. Det er sket mere end én gang.

-En anden sjov opgave, vi havde, da jeg startede på Lunden, var at oprette heste i travsportens nye edb-system, der hed Travdata, og som Per Larsen (daværende økonomichef, red.) stod i spidsen for. Nogle gange mødte jeg kl. 23 og sad så og tastede, til de andre mødte næste morgen. Det var hårdt arbejde, især for Per. Det er lidt sjovt at tænke på, at man har været med til at taste de første heste ind i det system, der senere blev udbredt til alle landets baner, og blev brugt i mere end 30 år.

Headhuntet til Skovbo
Det blev til lidt over 10 år på Lunden, inden Claus Nielsen i 1986 rykkede teltpælene op og blev ansat som sportschef på Skovbo Trav. Verner Femhøj havde i flere år forsøgt at overtale ham til at flytte til Bjæverskov.

-Det blev en super god tid – i virkeligheden nok min bedste tid i travsporten, siger Claus.

-Der var et fantastisk sammenhold og en dejlig stemning på Skovbo. Selv om jeg godt kan lide, at der er orden i tingene, så er jeg jo også til skæg og ballade. Der var plads til et godt grin, og vi kunne improvisere. John Køhler ringede en dag og beklagede sig, fordi han ikke kunne finde et løb til Hairos, inden han skulle til VM i New York. Der gik to dage, så havde vi skaffet både penge til præmier og heste, så vi kunne køre løbet ugen efter.

-Det bedste var, at jeg fik lov til at skabe en sportslig profil, som slet ikke fandtes på Skovbo dengang, fortsætter han.

-Når der var årgangsmesterskaber, udskrev man de sædvanlige 8-9 løb og lagde så bare mesterskabet oven i, men jeg fik chancen for at skabe storløbsdage. Der blev sat penge af til det, så vi kunne køre løb, der skilte sig ud fra de ordinære løbsdage.

-Allerede i 1986 ændrede vi Skovbo Travs Eliteløb fra et løb med indledende afdelinger og finale til et hurtigløb. Det blev en succes med det samme, og vi fik nogle af Nordeuropas bedste heste til start i de følgende år. I forbindelse med Eliteløbet satte vi gang i Skovbo Travs Sponsorkæde. Det kostede 1.000 kr. at være med. Så vidt jeg husker, nåede vi op over 100 medlemmer ét af årene. Lunden ”huggede” idéen til deres 100 års jubilæum og samlede også mange penge sammen.

-Jeg fik også lov til at lave 4-årsmesterskabet om til ét sprinterløb. I årtier var det et heatløb, men efterhånden blev det svært at få heste med, fordi ikke mange ønsker at sende deres heste ud i måske tre heat samme dag. Men det største var afgjort, at jeg fandt på at køre Skovbos 3- og 4-årsmesterskaber med hoppeløb i samme weekend; det blev kæmpe stort de tre år, vi nåede at køre weekenden.

Skovbo-skandalen
Claus Nielsens tid på Skovbo sluttede med konkursen i 1991, der er omtalt i interviewet med Verner Femhøj, og så vendte han igen tilbage til Lunden – hvor han i øvrigt også havde været på en kort ”visit” i 1987/88.

-Efter jeg havde været 1½ år på Skovbo, forsøgte Lunden at få mig tilbage, fordi det gik for godt for Skovbo, som de sagde på Lunden. Jeg blev smigret og sagde ja, men det var den største dumhed, jeg begik i min tid i travsporten, siger Claus.

-Der var flere ting, der ikke fungerede på Lunden på det tidspunkt, så efter få måneder spurgte jeg Femhøj, om jeg kunne komme tilbage til Skovbo. De havde imidlertid i mellemtiden ansat en ny sportschef, men så gik Svend Larsen på pension, og så fik jeg alligevel mulighed for at starte igen 1. marts 1988 – og var altså på Skovbo frem til konkursen.

-Det kan godt være, at Skovbo var lukket under alle omstændigheder, men at man ikke fra centralt hold sørgede for, at hesteejerne fik deres præmier, som de selv havde indbetalt som indskud til årgangsløbene, og at det var ”systemet” (Dantoto/DTC), der sørgede for, at banen gik konkurs, var efter min mening en kæmpe skandale. Selv om vi troede og håbede på, at det ville lykkes at få styr på økonomien, var det ikke nemt, når hesteejerne ringede og spurgte, hvornår de fik deres penge. Og det gjorde de som bekendt ikke. Det kunne være undgået, hvis man havde tænkt på de aktives interesser. Måske var Skovbo lukket senere under alle omstændigheder, men så havde man trods alt gjort rent bord over for hesteejerne.

En tragedie
Efter Skovbos konkurs var Claus Nielsen godt og grundigt træt af travsporten. Der var stor arbejdsløshed, så det var svært at finde et nyt job. Han blev derfor alligevel ”lokket” tilbage på Lunden af den daværende direktør, Per Larsen.

-Dengang (1. februar 1992) bestod væddeløbsafdelingen af Per Hansen og Anders Mysager, der havde overtaget stillingen som sportschef, efter Klaus Koch var stoppet 1. november 1991, siger Claus.

-Det passede mig fint at træde et skridt tilbage. Jeg købte en dejlig lejlighed i Charlottenlund, og så frem til, at jeg skulle bruge knapt så mange timer på arbejdet, som havde fyldt kolossalt meget i mange år. Anders, Per og jeg arbejdede virkelig godt sammen.

-Så indtraf katastrofen. Anders Mysager omkom ved det tragiske flystyrt i Sverige i midten af august ’92. Det var bare 14 dage før Derbyet, og vi måtte kæmpe med forberedelserne samtidig med, at vi alle sammen var hårdt ramt af den forfærdelige ulykke. Det var rædselsfuldt, men vi knoklede alligevel og formåede at skabe en festlig, men også meget vemodig Derbyweekend.

Generalsekretær i DTC
Godt to år senere blev travsporten rystet, da Det Danske Travselskab i november 1994 måtte gå i betalingsstandsning.

-Det var en meget kedelig situation så tæt på Skovbos konkurs og en svær tid for Lunden, husker Claus.

-Man kunne være i betalingsstandsning i op til et år, og i den periode arbejdede først og fremmest Erik Juellund (Det Danske Travselskabs bestyrelsesformand, red.) stenhårdt og talte med gud og hvermand for at få rettet op på selskabets økonomi.

-Det lykkedes, og et af de glædeligste øjeblikke i mit travliv var, da jeg i oktober 1995 blev sendt ind i Sø- og Handelsretten med en begæring om at ophæve betalingsstandsningen.

-Jeg trængte igen til luftforandring, og da DTC søgte en ny leder som afløser for Carl Andersen, der skulle gå på pension, søgte og fik jeg stillingen. Jeg vendte tilbage til Sølundsvej, hvor det hele begyndte for mit vedkommende.

-Da jeg startede 1. januar 1996, var DTC med Erik de Fønss og Erik Juellund i spidsen i gang med forberedelserne til det, der blev Hestesportens Hus i Charlottenlund. Jeg kom derfor med i en planlægningsgruppe, der også bestod af Per Larsen, Karsten Bønsdorf og Peter Knudsen, og det endte med at vi flyttede ind i de nye lokaler 20. september ’96.

-I min tid som generalsekretær overtog DTC åringsauktionen fra Opdrætterforeningen, og der blev købt frossen sæd efter bl.a. S.J.’s Photo og Giant Chill, som opdrætterne fik tilbudt til fornuftige priser. På både nordisk og europæisk plan stod samordning af løbsreglementer på dagsordenen. Det gør det stadig! Jeg brugte meget tid på at få afskaffet rapporteringer for urent trav i Norden, og nordmændene kæmpede for et ensartet pointsystem. Vi begyndte stort set forfra, hver gang vi mødtes, for svenskerne var tunge at danse med. Det var jo ikke dem, der kom med forslagene. Til sidst lykkedes det at få begge forslag igennem, husker Claus, der fik brug for alle sine talenter, når der skulle udarbejdes sæsonplaner for alle landets baner.

Retur til Lunden – og til DTC
Da Claus blev generalsekretær i DTC, blev han interviewet til Væddeløbsbladet, hvor han bl.a. blev citeret for ”Jeg hader middelmådighed!” – Man skal gøre sit bedste, sagde han. Efter fem år i DTC fik han en fornemmelse af, at han var ved at blive middelmådig.

-Jeg kan vel ikke påstå, at jeg har sat store, spektakulære aftryk i min tid som generalsekretær. Jeg passede mine ting og havde fokus på det sportslige, som altid har interesseret mig mest, siger Claus.

-I efteråret 2000 fik Peter Jørgensen en ikke særlig saglig fyreseddel som sportschef på Lunden. Efter et halvt år havde de ikke fundet Peters afløser, fortæller Claus.

-Jeg kontaktede Juellund og sagde, at jeg ikke syntes, det var så sjovt længere at være i DTC, og at jeg godt kunne tænke mig at blive sportschef igen. Det resulterede i, at jeg 1. maj 2001 gjorde comeback som sportschef på Lunden på kontoret i travselskabets villa på Skjoldhøj Allé 3. Efter Copenhagen Cup i 2002 flyttede vi allesammen ned i Hestesportens Hus.

-Jeg blev 1. september 2003 overført til en slags ”dobbeltstilling” i DTC, hvor jeg noget af tiden sad i DTCs lokaler og noget af tiden i Lundens lokaler i den anden ende af bygningen. Det skete i forbindelse med etablering af løbssekretariatet, som skulle tage imod anmeldelser til løbene på alle baner, bortset fra Bornholm. Meningen var, at jeg skulle fungere som både sportslig ansvarlig på Lunden og administrativ medarbejder i DTC, men det kom ikke til at fungere rigtig godt.

-Jeg var i sin tid blandt fortalerne for et fælles anmeldelsessekretariat, hvor det oprindeligt var planen, at der skulle være to afdelinger – én i Jylland til de jyske baner og Odense – og én herovre til Lunden og Nykøbing F.

-Jeg var med til at pege på Flemming Sunn som chef for anmeldelsessekretariatet (nu Sport & Udvikling). Det var tanken, at Flemming både skulle være chef og styre sekretariatet i Jylland, mens jeg skulle tage mig af Sjælland. Det blev aldrig ført helt ud i livet, for da jeg blev sparket ud, blev Lundens anmeldelser flyttet til Aarhus, mens Nykøbing fortsatte med at tage imod anmeldelser til deres løb.

-Flemming og jeg havde et fantastisk samarbejde i mange år. Vi lærte hinanden at kende nogle år før, han blev sportschef i Aarhus. Jeg har altid været god til at tilbyde min assistance, hvis der er problemer, og det gjorde jeg også op til Grand Prix-weekenden i 1995, da René Jensen, der var sportschef i Aarhus, blev lagt ned med rygproblemer. I to uger op til weekenden tog jeg frem og tilbage fem gange mellem København og Aarhus, hvor rutinerede Anna-Grethe Jensen og eleven Uwe Bredahl manglede Renés hænder. Vi kæmpede med startlister, programtekster og alt det andet, der hører en storløbsweekend til, og fik god hjælp af Flemming, som var ven af huset på JVB. Det var hårdt, men vi lykkedes, og da søndagens sidste løb var kørt, ”fejrede” vi det med en vandkamp udenfor sekretariatet!

-I de følgende år fik jeg også lov til at hjælpe til med Grand Prix-weekenden, hvor jeg bl.a. skrev artikler til programmet og var speaker i weekenden – og vandkampen fulgte med. Vi havde det kanonsjovt.

Claus kunne naturligvis have ønsket sig en anden afslutning på sin hestesportskarriere. Han lægger ikke skjul på, at han er glad for nogle af de ting, han har været med til at sætte sit fingeraftryk på igennem mere end 30 år som embedsmand i travsportens tjeneste.

-Jeg har fået ”skylden” for at have udviklet den overordnede skabelon til de propositioner, der anvendes på storløbsdage i Danmark og det meste af Norden, og som har været brugt i mere end 30 år. Det er ret sejt, siger Claus og uddyber:

-En storløbsdag består som regel af hovedløbet samt et stayerløb, et hurtigløb og nogle årgangsløb og hoppeløb. Sådan ser alle storløbsdage ud i grove træk. Hvis man f.eks. ser på propositionerne til Derbyweekenden, har de ikke ændret sig ret meget de sidste mange år, bortset fra at der nu er flere penge at køre om.

Tanker om sporten i dag
I 2006-2007 var Claus i en kort periode med i Det Danske Travselskabs bestyrelse, men ellers har han ikke engageret sig i ”lokalpolitik”.

-Det var en fejl, at jeg havnede i Lundens bestyrelse. Jeg er ikke politiker. Jeg er arbejdsmand. Jeg vil knokle og se resultater, siger han.

Det forhindrer ham dog ikke i at give udtryk for sin mening – præcis som han altid har gjort det, og han har selvfølgelig også en holdning til travsportens nuværende situation i Danmark.

-Man har altid savnet nogle stærke politikere i dansk hestesport – folk med mod til at træffe de nødvendige beslutninger og mod til at gå hele vejen. Det er én af grundene til, at hestesporten er i den situation, den er i nu, siger Claus.

-Man har hele tiden brugt Skovbo, hvor mange aktive stoppede, da banen lukkede, som ”undskyldning” for ikke at lukke baner, men man kan jo ikke fortsætte med at køre løb på otte baner med en årlig produktion på 3-400 heste, når der tidligere blev produceret langt over 1.000 heste om året.

-Der er sket en udjævning af præmieniveauet mellem banerne. Det er ikke en god idé, og det har ikke noget med at gøre, om Lunden er bedre eller finere end de andre baner. Der er en generel forskel på udgiftsniveauet i Danmark. Det er dyrere at leve i hovedstadsområdet end i provinsen. Samtidig har travfolket vest for Storebælt fem baner med nogenlunde ensartet præmieniveau at vælge imellem, når de skal starte deres heste. Lunden har kun Lunden – og så Falster med lavere præmiesummer.

Derfor burde man måske overveje at indføre transporttilskud, så udgifterne bliver reduceret, når man skal over Storebælt for at starte sin hest. Det skal gælde begge veje, naturligvis.

-Der er blevet skåret ned på antallet af løbsdage i de senere år. Det har været nødvendigt, fordi der er færre startheste. Samtidig har det måske også været godt for banernes økonomi. Men hvad med de aktives økonomi? Hvis man nu fordelte det antal løb, en bane har på en sæson, på 2-3 flere løbsdage, kunne mange heste få et par starter mere i løbet af sæsonen. Det ville udnytte materialet bedre. Man behøver jo ikke nødvendigvis at køre 10-11 løb hver løbsdag. Jeg kan huske, at man før i tiden ofte kørte syv-otte løb, og det fungerede fint.

-Det gælder om at holde på de folk og fæ, der er tilbage. Ligesom der i nogle løb gives fordel til f.eks. hopper eller treåringer, som må have en højere startpræmiesum, kunne man også give fordel til heste, der kun har få point, og til kuske, som ikke har opnået de store resultater i deres karriere; alt sammen i håb om, at de bliver hængende som aktive.

-Det gælder også om at få nye folk gjort interesserede i sporten. Det er ikke nemt, når mange af løbsdagene starter mandag kl. 17.00, fredag kl. 15.45 eller lørdag aften. Der skal være løb hver søndag ét eller andet sted. Er der ikke søndagsløb med nordisk spil, kan man arrangere propagandadage, måske med færre løb og lavere præmier, med henblik på at få fat i et nyt publikum, som måske kan kaste nye aktive af sig.

-Til slut må jeg lige en tur op på kæphesten med risiko for at lyde som en gammel sur mand. Hestevæddeløbssporten bygger på traditioner. Igennem årtier har Lunden og andre baner opbygget en hovedløbsprofil, hvor hvert hovedløb havde en nogenlunde fast proposition. Det faldt fuldstændigt fra hinanden, da Sport & Udvikling overtog løbsudskrivningen. Nogle løbsnavne dukkede op i helt andre klasser end, de havde været udskrevet i i årevis, andre løbsnavne blev glemt. Her kan man virkelig tale om middelmådighed.

Teatertosset
Efter sit farvel som ansat i dansk travsport for 13 år siden (Claus Nielsen havde jfr. sin kontrakt ni måneders opsigelse med løn, red.) har Claus prøvet lidt af hvert, bl.a. som medlemssekretær hos KSI (Københavns Universitets Studenteridræt), hvor han var i syv år – og for fem år siden kom han ”endelig” ind i teaterbranchen.

-Dengang jeg var færdig med gymnasiet, vidste jeg, at jeg gerne ville arbejde enten med teater eller travsport. Det blev så trav, men jeg har faktisk flere gange søgt job på forskellige teatre. I 2013 lykkedes det at få foden inden for på Det Ny Teater, siger Claus, som for nylig har fået nyt job på Louise Schouw Teater, der har kontor i Greve.

-Efter fire sæsoner i billetkontorer, har jeg nu taget skridtet helt ind i et teaters administration. Er du klar over, at det snart er jul? spørger han med et grin.

-Jeg har altid skullet tænke tre-fire måneder frem i tiden, når jeg skrev propositioner. Nu, hvor forår er ved at blive til sommer, er jeg i fuld gang med at sælge billetter til en masse juleforestillinger. Vi sælger 50.000 billetter til børneforestillinger om året. Og så er der en masse administrative opgaver. Det er virkelig sjovt, siger Claus Nielsen og afslutter:

-Travsporten følger jeg stadig med i, men det sker mest fra lænestolen. Der er lidt langt mellem besøgene på Lunden.

-Jeg har enormt stor respekt for travsportens aktive, som på trods af politikere, der har været mere eller mindre handlingslammede i årtier, bevarer gejsten og interessen for sporten. Der bliver opnået nogle bemærkelsesværdigt flotte resultater. Man må håbe, at de ændrede vilkår, der er lagt op til, vitterlig folder sig ud til det bedste for sportens udøvere. Det fortjener de.