Travsportshistorie.dk

Historien om Opus G T

I 1994 tangerede Opus G T og Vibeke Laursen Kandars sejrsrekord, men selvom hun stadig har licens, er det ikke meget man har set til “Laursen, Jr.” i de senere år. Vibeke har dog ikke opgivet drømmen om et comeback.

-Lige nu har jeg ikke tiden og forholdene til at ha’ travheste, men når man f.eks. er til Derby, så kribler det da stadig i fingrene og jeg savner da ofte det dér fuldstændig fantastiske, nære samarbejde med en hest, siger Vibeke Laursen.

-Der har jo været skrevet rigtig meget rundt omkring i forbindelse med Bandit Brick og det har været sjovt at få genopfrisket det hele. Det var en jo en herlig tid med Opus G T. Minderne vælter frem.

Opus G T var et rigtigt Laursen-produkt; opdrættet og ejet af Mogens Laursen, som også trænede hesten sammen med Vibeke Laursen – men indledningen på Opus G T’s karriere gik ikke helt efter planen.

-Som 3-års viste Opus G T et vis talent og min far valgte derfor at undlade at kastrere ham, men set i bagspejlet var dét en forkert beslutning. Han var meget hård ved sig selv i folden og fik på et tidspunkt en skade på et forben, som gjorde, at han var væk i lang tid og i den periode blev han kastreret.

-Under genoptræningen overtog jeg lidt Opus G T, som jeg fik som kørehest. Han startede nogle gange, men fik så af en eller anden årsag en fibersprængning, så der kom igen til at gå nogle måneder, hvor han stod stille. Men så kom han i gang igen og så gik det egentlig bare slag i slag.

-Det var sjovt at ha’ en hest som Opus G T, der gjorde, at vi kom en del rundt omkring på de forskellige baner, og på dét grundlag kom jeg også med i nogle forskellige amatørmatcher. Jeg var bl.a. til FEGAT Cup i Italien og i en damematch på Bornholm.

Vibeke Laursen nævner Provinsmesterskabet 1994 som Opus G T’s største sejr, men fremhæver også bl.a. Karl K. Pedersens Mindeløb på Fyens Væddeløbsbane.

Efter 20 sejre på stribe mødte Opus G T sit Waterloo i et løb på Skive Trav, hvor han blev besejret af Ræs Stensgård med Jørn Laursen i sulkyen.

-Efter den 20. sejr var den daværende direktør i Skive rimelig hurtig til at arrangere en “titelkamp” på Skive Trav, og jeg tror kun der gik en uges tid inden Opus G T skulle starte igen. Desværre fik vi en dårlig start – han var klart bedst hvis han tidligt kunne komme til spids – og så blev vi altså slået, husker Vibeke Laursen.

Opus G T sluttede karrieren i 1997. Det blev til i alt 35 sejre og 338.700 kroner i indkørte præmier.

-Efter han stoppede gik han bare hjemme på stutteriet og hyggede sig som skovturshest, fortæller Vibeke Laursen, som pt. har en enkelt travhest, Pablo G T, der imidlertid har sluttet karrieren og i dag er ridehest.

Opus G T døde i 2008.