Travsportshistorie.dk

Hans Hansen

Artikelsponsor (klik på banner):

 

 

 

 

 

 

Portræt af den tredobbelte Derbyvinder Hans Hansen (1904-76) – manden bag stjerner som Rex The Great og Aerolit. 

Han ville egentlig helst ha’ været travtræner i Hamborg, men faderen sagde Nej – og set med eftertidens briller kan man kun være glad for at Hans Hansen dengang “lystrede” sit fædrende ophav.

Hans Hansen (1974). Foto: Burt Seeger

I stedet kom sønderjyden Hans Hansen i lære hos Sofus Sørensen og senere blev han selv et af de største navne i dansk travsports sidste guldalderperiode med bl.a. tre Derbysejre, tre sejre i Dansk Trav Kriterium og fire sejre i Mesterskab for Danmark.

Han havde sin storhedstid i 30’erne og 40’erne, og huskes især som manden bag Rex The Great og Aerolit, der som den blot anden hest i dansk travsports historie vandt både Opdrætningsløb, Kriterium og Derby – men Hans Hansen vandt også Derby med Onward Eagle og bunker af løb med heste som Evanstone og Isak, ligesom han var nummer to i Derbyet med både Nitouche og Ruder Konge.

Dette er historien om “Junkeren” alias Hans Hansen.

Faders vilje … 
Hans Georg Aleth Hansen kom til verden i 1904 i Augustenborg på Als som søn af bagermester Theodor August Jørgen Hansen og Cäcilie Cathrine, født Hansen. Forældrene blev viet i 1901 i Augustenborg Kirke.

I et interview med Væddeløbsbladet i anledning af sin 60-årsdag i 1964 fortalte Hans Hansen bl.a.:

-Min far var bagermester og ved siden af hestehandler i Flensborg, da jeg var dreng.

-Hestene interesserede ham mere end brøddet, så han lod svendene passe bageriet og passede selv hestene. De første travere jeg stiftede bekendtskab med, var dem vi havde som køreheste.

-Jeg ville være travtræner i Hamborg, men dér sagde Far Nej. Han var så dansksindet som nogen. Jeg skulle være landmand, og det skulle jeg være i Danmark. Færdig! Jeg var på nogle gårde i Sønderjylland i 1½ år, men glemte ikke travet.

Hans Hansen i sin velkendte kørestil, der gav ham kælenavnet “Junkeren” – her vinder han med Okinaro Hajo på Lunden i slutningen af sin karriere. Foto: Burt Seeger

Over grænsen
I 1923 kom Hans Hansen i lære på Charlottenlund Travbane hos Sofus Sørensen takket være  sin far, der ved lidt af en tilfældighed kom i kontakt med den københavnske træner.

Det har ikke været muligt at opklare, hvornår Hans Hansens far lærte Sofus Sørensen at kende, men deres veje krydsedes i hvert fald i efteråret 1921, hvor den farverige træner var taget til Berlin mhp. at få lov til at køre en af de tyske heste i storløbet Matadoren Rennen. Det var imidlertid ikke muligt, da udenlandske trænere kun måtte deltage i løbet med egentrænede heste.

Sofus Sørensen var inspireret af kollegaen Holger Fischmann, som i 1920 havde været på et længere ophold i Tyskland, hvor han bl.a. deltog i Matadoren Rennen i Berlin med hesten Alice Jeremiah, der vandt det ene af de i alt tre heat og blev en samlet nummer to.

Efter løbet blev Alice Jeremiah solgt til en berlinsk kulgrosserer, men var nu atter til salg og da Sofus Sørensen ikke kunne få lov til at køre hesten, besluttede han sig i stedet for at købe Alice Jeremiah på en auktion med det formål at bruge hende som følhoppe.

Umiddelbart efter auktionen opdagede Sofus Sørensen imidlertid, at det var forbudt at udføre heste fra Tyskland. Gode råd var dyre og det endte i første omgang med, at Alice Jeremiah blev sendt op til den forhenværende træner, Julius Pajoncek, der boede i Flensborg.

Sofus Sørensen fortalte mange år senere:

”Dér stod hun hos en ven af mig, og en dag sendte jeg en skrap staldmand ned efter hende.

Jeg sagde: Rid den hest over grænsen. Han prøvede, men var netop nået midt-vands, da grænsepolitiets kugler peb om ørerne på ham. Så måtte han jo ride tilbage og far her selv af sted. Jeg tog ned til grænsen, fandt en mand, der hver dag kørte en mælkevogn frem og tilbage. Til ham sagde jeg: Jeg køber den ene af dine to heste, hvis du i aften holder ind hos X og spænder min for. Det ordnede sig, og da han om aftenen kørte tilbage over grænsen, var Alice den ene af de to for hans vogn. Ak ja, det var tider.”

Journalisten kunne ikke dy sig: Der er nogen, der siger, at De selv kørte, Sofus Sørensen?

”Jeg var på vognen, det skal jeg ikke nægte, men Hansen kørte. Han havde en hestetosset søn, som jeg til gengæld tog i lære. Den dengang unge Hansen er den nu velkendte træner, Hans Hansen.”

Den første sejr 
Hans Hansen var hos Sofus Sørensen et par år indtil sidstnævnte i efteråret 1924 blev fundet skyldig som en af hovedmændene i sagen om Kongelundsløbet – den første og hidtil eneste sag om ”matchfixing” i dansk travsport.

Sofus Sørensen blev udelukket til og med 31. december 1925 og det betød også et midlertidig farvel til travsporten for Hans Hansen, som bl.a. i en periode var “inde” som dragon – formentlig på Garderhusarkasernen i Næstved (de nærmere detaljer kendes ikke) – inden han i 1929 vendte tilbage til travbanen som staldmand hos Oluf Månsson.

Samme år fik han jockeylicens sammen med bl.a. Gerhard Petersen, Poul Stripp og Thomas Hansen, men Hans A. Hansen – som han kaldte sig på det tidspunkt – nåede kun at køre et enkelt løb i 1929.

I 1930 vandt Hans Hansen sin første sejr med den tidligere Opdrætningsløb- og Kriterievinder Maro, der var i træning hos Månsson. Det blev til i alt seks sejre det år, hvor Hans Hansen fik rosende ord med på vejen i Væddeløbsbladets Julenummer:

“… både Hans Hansen, Thomas Hansen, Wärn, Stripp og Poul Rasmussen fortjener anerkendelse for deres første sæson.”

Efter første omgang i Mesterskab for Danmark 1931 er Maro førende i inderbanen foran Mada Azoff og Nancy Hanover.

DM-vinder som jockey
Året efter blev det blot til to sejre, men til gengæld vandt Hans Hansen sin første storløbssejr, Mesterskab for Danmark med Månsson-trænede Maro. Det blev desuden til en enkelt sejr på Amager med Joko Worthy.

Som indlænder havde Maro – som den eneste hest i feltet – 20 meters forspring (“indlændergodtgørelse”) og det benyttede Hans Hansen til at føre fra start til mål. Sejren til 11 gange pengene var i øvrigt hestens eneste sejr det år, hvor Maro var plaget af skader og derfor kun nåede at starte fem gange.

“Maro førte uantastet hele løbet, og skønt træt afslog den dog i opløbet let angreb af de i øvrigt fint gående Worthy Harvester (Julius Høybye) og Le Roy (Sofus Sørensen). Maros rekord i løbet 1.26,2 (1980 meter, red.) var ikke imponerende, men den præstation var dog meget fin, og den, dens kusk og dens lykkelige ejer, Hr. F.W. Jensen, hyldedes stærkt af et begejstret publikum” skrev Væddeløbsbladet i sit referat.

For andet år i træk blev Mesterskab for Danmark i øvrigt transmitteret gennem stats-radiofonien.


Hans Hansen (1932)

Forrygende start
Efter tre år hos Månsson startede Hans Hansen 1. februar 1932 som træner i København med fire heste i stalden: Joko Worthy, Lillemor, Lady Pais og Lady Trask, og et par uger senere blev stalden udvidet med Orion og Olivia.

Søndag den 10. april blev sæsonen indledt på Lunden, hvor Hans Hansen vandt med Lillemor og dermed kom fint fra start som selvstændig træner. Stalden fik også en fjerdeplads i amatørløbet med Joko Worthy, der på årets tredje løbsdag (20. april) gav Hans Hansen årets anden sejr.

Hans Hansen fik i det hele taget en drømmestart som træner med 28 sejre – ensbetydende med en fjerdeplads bag Koster (53 sejre), Sofus Sørensen (48) og Olof Månsson (47). Med fire sejre blev Calumet Buford årets topscorer for Hans Hansen, som vandt løb med ikke færre end 15 forskellige heste.

Trav-Tidendes Julenummer gennemgik som altid sæsonen for de forskellige trænere og her fik Hans Hansen igen mange rosende ord med på vejen af journalistikonet Otto “Quickly” Nielsen:

“Hans Hansen var sæsonens største overraskelse, idet han straks gjorde sig bemærket fra begyndelsen med sit ikke overvældende materiale. Ved sæsonens slutning stod han som en fremtrædende nummer 4 på listen med 28 sejre. Calumet Buford, som han først fik i træning hen på sommeren, bragte ham fire sejre, Lew Jennings og Joko Worthy hver tre.”

Den lovende ungdom 
I en anden artikel i samme julenummer fik Hans Hansen masser af spalteplads, hvor bl.a. hans arbejde med Calumet Buford blev fremhævet – og så gav journalisten også en lille karakteristik af den unge træner:

“Den rolige væremåde er ham til gavn, når han kører, og hans koldblodighed i løbene er sammen med hans taktiske manøvrer hans største force. Hans debut skæmmedes kun af en lidt for voldsom energi under et par opløbskampe, men denne episode var ganske kortvarig, så man må regne med, at han har forstået at selv energiudslaget kan blive for stort.

Calumet Buford efter en sejr på Amager

Han opnåede i alt 28 sejre, og af disse er ca. 30 % vundet med direktør Kamras Calumet Buford og Lew Jennings (begge heste fik Hans Hansen fra Koster, red.). I et enkelt meeting tog han fem sejre, men i en anden periode var det mere skralt med sejrene.

Hans Hansen har fået en fin start, og han er vel nok mand for at udnytte chancen næste år; men derfor er ikke givet, at han i 1933 igen får en sådan medbør som i år.”

Mistede sejrsheste
Trav-Tidendes forudsigelse skulle vise sig at holde stik, idet Hans Hansen i 1933 “kun” vandt 20 løb, hvilket nok især skyldtes, at han i løbet af sæsonen mistede staldens to bedste heste. Calumet Buford blev sendt i træning på Jägersro, mens Lew Jennings skiftede til Max Rabenhorst, som vandt tre sejre med hesten. Inden da havde Hans Hansen vundet fem løb med Lew Jennings, der med i alt ni sejre blev en af årets oftest sejrende heste i dansk travsport.

Hans Hansen havde nu bidt sig fast i toppen og vandt året efter (1934) 21 løb, heraf fire med en vis Rex The Great, der skulle blive en af de største nogensinde i dansk travsport – både som væddeløber og som avlshingst.


Rex The Great – stjernen over dem alle
Med 48 sejre blev Rex The Great med klar margin den hest, Hans Hansen vandt flest løb med. Han vandt i alt 50 løb (Knud Hansen og Wilhelm Phillips vandt hver ét løb) og da han sluttede karrieren som 12-årig i 1943 var Rex The Great den mest vindende danskfødte travhest gennem tiderne med 135.525 kroner.

Foruden Dansk Trav Kriterium og Dansk Trav Derby vandt Rex The Great bl.a. Mesterskab for Danmark tre gange (1937, 1940 og 1941), Internationalt Pokalløb på Amager to gange og ikke mindst Skandinavisk Mesterskab 1937 på Solvalla.

Rex The Great var i træning hos Hans Hansen gennem hele karrieren, hvilket var noget af et særsyn dengang, hvor selv de bedste heste ofte skiftede træningskvarter, men Rex The Greats ejer, Mr Iwan (bagermester Valdemar Nilsson), var altså godt tilfreds med Hans Hansens arbejde.

Som 2-års gjorde Rex The Great en enkelt start uden den store succes, men som 3-års fik han sit store gennembrud med fire sejre, fem andenpladser og 14.150 kroner i indkørte præmier i 13 starter.

Rex The Great efter sejren i Dansk Trav Kriterium 1934

Den største sejr kom i Dansk Trav Kriterium, der dengang blev kørt som et afdelingsløb, hvor de i alt 17 deltagere var delt op i to afdelinger. 1. afdeling gav sejr til Alberich med Holger Fischermann i tiden 1.30,5, mens Rex The Great og Hans Hansen vandt 2. afdeling på 1.29,9. Dermed blev Rex The Great årets Kriterievinder

Foruden Rex The Great havde Hans Hansen det år også fin succes med heste som Rigi Axworthy og The Holly Leaf, der begge vandt tre løb, samt Signal med to sejre, bl.a. i Åbningsløbet på Amager.

Derbysejren
4-årssæsonen blev indledt med to sejre, inden Rex The Great løb ind i et overraskende nederlag til sin ét år ældre storesøster, Marie Hanover, der trods 40 meters tillæg (Rex The Great startede fra spids) var overlegen for jockey Per Bengtsén.

Efter endnu en andenplads bag Worthy Harvester, Jr. var Rex The Great overlegen i Nationalløb, hvor selveste Star McElwyn blev sat grundingt på plads og så var der ikke længere nogen tvivl om, hvem der var storfavorit i Derbyet tre uger senere.

Rex The Great gik også til start som storfavorit (15:10), men var sædvanen tro langsom fra start, mens Worthy Harveste, Jr. gik til spids fulgt af Robert The Great. Sidstnævnte overtager dog hurtigt føringen og var den eneste, der formåede at give Rex The Great kvalificeret modstand.

På bagerste langside var Rex The Great fremme på andenpladsen og ind på opløbet gik han forbi til sikker sejr i tiden 1.26,7/3000 meter foran Rotan Vesta (der dog var diskvalificeret for urent trav) og Robert The Great, der således fik andenpladsen i 26,9.

Trav-Tidendes Derbykavalkade i 1935.

Mesterskaberne 
Allerede som 4-års vandt Rex The Great Nationalløb for første gang og som ældre udviklede fortsatte han udviklingen med talrige storløbssejre som resultat. I slutningen af 30’erne var dansk travsport stærkt kørende med hurtigklassetravere som Rex The Great, Sonny Diamond, Addison og Lauritz, der gang på gang dystede i diverse mesterskaber.

Rex The Great vandt som nævnt Mesterskab for Danmark tre gange, Internationalt Pokalløb på Amager to gange, Hesteejerpokalen og Skandinavisk Mesterskab, hvor han trods en startfejl, der kostede omkring 70 meter, var bedst til slut.

Han var på toppen til det sidste og vandt sit sidste løb som 12-års, hvor han som nævnt passerede Lauritz som den mest vindende hest gennem tiderne.

Siden blev Rex The Great en af den tids bedste avlshingste som far til bl.a. fire Derbyvindere og mange år senere blev han fuldt fortjent optaget i Travsportens Hall of Fame – KLIK HER for at læse Hall of Fame-portrættet af Rex The Great, der på bedste vis beskriver hans fantastisk karriere som både væddeløber og avlshingst.

Rex The Great vinder Nordisk Mesterskab 1937 på Solvalla

“Stjernen over alle stjerner”
Da Hans Hansen sluttede karrieren i 1974 bragte Lundens baneprogram et interview med “Junkeren” som  bl.a. blev bedt om at nævne sin bedste hest, og hér var han ikke i tvivl:

“Skulle jeg nævne nogle af mine yndlinge i de mange år i Lunden, så ved enhver jo, at jeg først og sidst har Rex The Great som stjernen over alle stjerner. Det var besynderligt nok sådan, at Rex’eren aldrig kom under 1.21,5 over 2100 meter og heller ikke fik bedre rekord på sprint, skønt han dog nemt speedede efter 1.10 når jeg forlangte det.

Men han var ikke en af dem, man kørte rekordtider med. Han var jo ikke noget, rent fysisk, ikke stor og betydelig af ydre, men med et sjældent instinkt. Jeg skulle helst placere ham i ryg løbet igennem. Lynstarter var han ikke. Men han blev bedre jo længere vi kørte. Og når vi kom til spurtopgøret tog han bagfra sit bestik af situationen. Det var som om han ville tælle, hvor mange han havde foran sig.

Når summen var klar, lagde han ørerne tilbage og strøg forbi. Jeg kunne ligefrem mærke på ham, at nå, så er der kun én tilbage. Og lige på mållinjen var så denne en også bagved. Vi prøvede denne herlig spøg ikke færre end halvtreds gange.”


Triple Crown-vinderen Aerolit
Året før Rex The Great sluttede karrieren mistede Hans Hansen ulykkeligvis en anden af sine allerbedste heste, Aerolit, der i årene 1939-41 indskrev sig i historiebøgerne som den anden hest i dansk travsports historie med sejre i både Dansk Opdrætningsløb, Dansk Trav Kriterium og Dansk Trav Derby.

Aerolit gjorde sin sidste start i Mesterskab for Danmark den 30. august, hvor han sluttede på fjerdepladsen bag Willy B, Rex The Great og Sonny Diamond.

Siden blev det blev konstateret, at hesten led af “uregelmæssigt blodtryk” og dyrlægen anbefalede løbspause, men i begyndelsen af oktober var Aerolit ved at blive gjort klar til comeback, da han fik forstoppelse i tyndtarmen, hvilket udviklede sig til tarmslyng.

Set i bakspejler burde Aerolit være blevet aflivet med det samme, men hesten var forsikret og det trak desværre pinen alt for længe ud.

“Man kan ikke sige, at Aerolit fik en blid død, men når en hest som den, er assureret for en større som penge, kræves det for at få assurancen, at man gør alt hvad man kan for at redde dens liv (og det gjorde dyrlæge Moltzen-Nielsen efter sigende, red.). Det havde været mere humant straks at tage livet af hesten ved skydning.” som Væddeløbsbladet skrev i sin artikel.

Aerolit og Hans Hansen efter Derbysejren sammen med ejeren, Mr Scott, og staldmanden Andreas Petersen, som nåede at fejre 25 års jubilæum hos Hans Hansen. Den slags typer ser man ikke længere.

Døde på toppen
Aerolit vandt som nævnt både Dansk Opdrætningsløb, Dansk Trav Kriterium, Derbyprøven og Dansk Trav Derby, hvor han overtog føringen i første sving og siden var helt overlegen i tiden 1.28,9/3000 meter foran Augias (Månsson) og Alex (Groch).

Senere på 4-årssæsonen vandt Aerolit også Indlænderpokalen (Nationalløb) og tog i alt otte sejre, mens det blev til hhv. to og fem sejre som 2- og 3-års.

I lighed med Rex The Great fortsatte Aerolit udviklingen og havde som 5-års sin bedste sæson med i alt 12 sejre, heriblandt Wedellsborg Mindeløb og Amagers 5- og 6-årings Grand Prix.

Året efter (1941) blev det til 11 sejre og rekorden blev sænket til 1.20,5. Det blev atter til sejr i Wedellsborg Mindeløb og Derbyparaden, hvor Aerolit sejrede i tiden 1.23,9/2500 meter, hvilket var meget flot dengang.

Iflg. Vædddeløbsbladet kulminerede Aerolits karriere som 6-års, men Hans Hansen mente selv, at hesten kunne være blevet endnu bedre, selvom det kun blev til to sejre i 19 starter i hestens sidste sæson.


Stabilitet
Hans Hansen havde mange andre gode heste i perioden 1935-43, hvor Rex The Great og Aerolit huserede.

I årene 1935-39 blev det til hhv. 20-44-23-27 og 28 sejre.

I ’36 havde Hans Hansen sin bedste sæson gennem hele karrieren med 44 sejre, hvilket var en ensbetydende med en tredjeplads blandt træner efter Koster (59 sejre) og Månsson (57 sejre). Med fem sejre var Rex The Great årets oftest sejrende hest, men Hans Hansen havde også fin succes med bl.a. Alberich, Diamond Marshall, Marshall Flash og Sonny Boy, der alle vandt fire løb.

Især Diamond Marshall var et stort navn i nogle år med i alt 13 sejre for Hans Hansen. Fra de tidlige år skal også nævnes Billy Macavali, Leo Dillon og Lew Jennings – hver med 11 sejre.

Hans Hansen opnåede aldrig at blive champion, men var de første ca. 15 år af sin trænerkarriere næsten hvert år i Top 5.

I 1940-44 blev det således til hhv. 37-43-38 og 42 sejre, og den 19. juli 1944 vandt han med hesten Greta Garbo sin sejr nummer 400.

Evanstone

Evanstone
Fra denne periode skal vi især fremhæve Evanstone, som Hans Hansen vandt 30 løb med i alt fordelt over to perioder.

Som 3-års vandt Evanstone otte løb for Hans Hansen, heriblandt Amagers 3-års Mesterskab, men det blev til galop i både Kriterieprøven og Kriteriet.

I begyndelsen af januar måned i 4-årssæsonen blev Evanstone solgt til pseudonymeter Mr Jerry og sendt i træning hos Månsson, som i forvejen havde en anden hest (Miss Jennings) for samme ejer.

Evanstone var også meldt i Derbyet, men kom ikke til start – uvist af hvilken årsag. På det tidspunkt var hesten i træning hos Månsson, mens Hans Hansen startede Else Dick, der sluttede på sjettepladsen bag Ebbe Axworthy.

Ved årsskiftet mellem 4- og 5-årssæsonen var Evanstone hos Koster, men vendte kort tid efter tilbage til Hans Hansen og så blomstrede hesten op igen. Det blev til otte sejre det år og Evanstone udviklede sig efterhånden til en af tidens bedste hurtigklassetravere med deltagelse i bl.a. Skandinavisk Mesterskab.

Kriteriesejren 
I befrielsesåret fik Hans Hansen sin tredje sejr i Dansk Trav Kriterium med Holger Danske, der stillede op som favorit og indfriede forventningerne med en sikker sejr i tiden 1.30,8/2600 meter – den langsomste vindertid siden 1933.

Holger Danske vinder Dansk Trav Kriterium 1945

Holger Danske vandt fem løb som 3-års og overvintrede som en af forhåndsfavoritterne i Dansk Trav Derby, men brækkede ned og nåede kun to starter som 4-års, hvorefter hesten aldrig kom til start igen.

Hans Hansen havde igen en rimelig sæson med 22 sejre og dét niveau holdt han de efterfølgende år med hhv. 26-23-25 og 16 sejre i sidste halvdel af 40’erne.

Fra denne periode skal også nævnes Isak, der i 1947 blev nummer tre i Derbyet bag Ilka Nichols (Sofus Sørensen) og Ido C (Gerhard Petersen).

Som 2-års vandt Isak tre løb for sin daværende træner, Arvid Anderson, bl.a. I.C. Tvede Memorial og var formentlig årgangens bedste hest. Det skal bemærkes, at Dansk Opdrætningsløb var indstillet i årene 1939-52 og først i 1948 afviklede Amager sit første 2-årsmesterskab, så I.C. Tvede Memorial var det eneste “storløb” på de københavnske baner med en førstepræmie på 2.000 kr.

Efter sejren i Tvede Memorial blev Isak solgt til den københavnske Stald Dapofa og sendt i træning hos Hans Hansen, som nåede at gøre en enkelt start med Isak som 2-års, hvor hesten blev nummer to bag Indian Britton, der dog havde 60 meters forspring!

Som 3-års vandt Isak seks sejre i 12 starter. Han var bl.a. favorit i Kriteriet, men måtte se sig slået af Ilka Nichols, der også havde vundet Kriteriumsprøven. Isak var førende fra start, men ud på sidste omgang overtog Sofus Sørensen kommandoen med Ilka Nichols, der siden sejrede overlegent i tiden 1.27,7/2600 meter foran Isak i 28,4.

Isak blev som nævnt siden nummer tre i Derbyet, men var ellers en særdeles nyttig hest for Hans Hansen, som vandt 27 løb med hesten. Isak vandt i alt 41 løb.


Nitouche vinder Derbyprøven

Sejr i Jydsk 4-årings Grand Prix
Hans Hansen fortsatte successen i 50’erne med hhv. 23, 20 og 19 sejre i årene 1950-52.

I ’52 var staldens to bedste heste afgjort Nitouche og Onward Eagle med hver fire sejre.

Som 3-års var Nitouche i træning hos Koster, men skiftede siden hen til Hans Hansen, som forberedte hesten frem mod Derbyet. Det blev bl.a. til sejr i Derbyprøven og Jydsk 4-årings Grand Prix, men i Derbyet måtte Nitouche nøjes med andenpladsen bag Nollo med Mark Ingdam.

Nitouche var handicappet af startspor i anden række, men sluttede stærkt af og var tæt på at fange Nollo, der havde været førende fra start.

Senere på sæsonen vandt Nitouche også Amagers 4-års Mesterskab – i øvrigt Hans Hansens eneste sejr i dét løb.

Efter Derbysæsonen så man ikke meget til Nitouche, der kun startede fire gange som 5-års (to sejre) og en enkelt gang som 6-års.

Endnu en årgangsstjerne
Samme år som Nitoche blev nummer to i Derbyet, havde Hans Hansen også en af favoritterne i Kriteriet – Onward Eagle, som fik hesten i træning fra Mark Ingdam i ugerne op til årets største løb for 3-åringerne. Hesten havde inden da tidligere været hos Preben Vebner og Gerhard Petersen.

Det blev imidlertid til galop i Dansk Trav Kriterium, som Ingdam i øvrigt vandt med Olympic, men ellers havde Onward Eagle en fin sæson med fire sejre som resultat.

I slutningen af 3-årssæson blev Onward Eagle solgt til Stald Majetic for et stort beløb, men hesten forblev i træning hos Hans Hansen.

4-årssæsonen blev indledt med sejr i Indlænderpokalen på Amager og efter yderligere en sejr i et heatløb på Amager, fremstod han som en af flere muligheder i et forholdsvis åbent Derby, hvor Kriterievinderen Olympic gik til start som totalisatorfavorit.

Onward Eagle efter Derbysejren

Derbysejren
Op til Derbyet udtalte Hans Hansen bl.a., at han igen havde været uheldig med lodtrækningen. Året før havde Nitouche som nævnt startspor i anden række, og i 1953 havde Onward Eagle nummer syv, dvs. yderst på startvognens vinger. Det var nemlig det første Derby afviklet med startvogn, hvor blot syv heste kom til start.

Ocean var hurtigst fra start og længe førende, men på bagerste langside galoperede Jens Ipsens hest og så var Olympic i front med Orkanen Frisco nærmest.

Onward Eagle sad sidst undervejs, men kom efterhånden frem til de forreste og ind i sidste sving lå tre heste side om side: Olympia, Orkanen Friso og Onward Eagle.

Nu fejlede Orkanen Frisco og samtidig blev Opel Karensdal, der lå bag de tre forreste, skiftet til andet spor, men kunne ikke finde plads til angreb mellem Olympic og Onward Eagle, der på de sidste meter gik frem til sejr i tiden 1.25,3a/3000 meter – samme tid fik Olympic og Opel Karensdal noteret på anden- og tredjepladsen.

Onward Eagle skiftede siden træningskvarter til Knud Hansen og havde en flot karriere med i alt 45 sejre. Som 9-årig i 1958 forbedrede han den danske indlænderrekord til tiden 1.16,9 i et løb på Amager – nu med Palle Sperling i sulkyen.


Hovmosegaard er i dag bosted for unge mennesker

Stutteribestyrer 
I 1957 kunne Hans Hansen fejre 25-års jubilæum som travtræner og selvom han efterhånden havde passeret de 50, fortsatte han for uformindsket styrke med at lave gode heste.

Derbyvinderen Carl Aage og Kriterievinderen Djinn Axworthy indledte således deres karriere hos Hans Hansen, som vandt 2-årsløb med begge heste. Djinn Axworthy vandt således sæsonens første 2-årsløb på dengang sensationelle 1:23.9. Hesten blev senere solgt til Sverige og sendt i træning hos Gösta Nordin, som i 1960 vandt Dansk Trav Kriterium med Djinn Axworthy.

Siden han startede som træner i 1932 havde Hans Hansen haft stald på Lunden og det fortsatte han også med, men i december 1961 flyttede han ind på det nyoprettede Stutteri H.E. på Hovmosegaarden nord for Farum.

Hans Hansen forpagtede gården sammen med sin dengang største hesteejer, Egebjerg, som var møbelhandler på Nørrebrogade. Ejerne var ikke interesseret i at sælge, men kun bortforpagtning, i første omgang for en periode på fem år med mulighed for forlængelse.

-I mange år havde Egebjerg altid en håndfuld heste i træning hos Hans; jeg kan bl.a. huske Birger, Boris og Dalco. Det var også ham, der fik bygget i alt 11 bokse på gården, og når han kom på besøg – det gjorde han ikke så tit – boede han på førstesalen, mens Hans boede i stueetagen. Tidligere havde han boet i en villalejlighed på Teglgårdsvej i Charlottenlund, fortæller Hans Hansens tidligere staldmand Mogens Jensen, som var ansat hos Hans Hansen i årene 1962-68.

-Der hørte omkring 40-50 tdr. land til gården, hvoraf 10 tdr. land var udlagt som folde, men der var ingen træningsbane. Enten kørte vi på Lunden med hestene eller også kørte vi over i skoven og trænede. Der var et par kilometer over til skoven, men dengang var der jo ikke så mange biler på vejene, så vi kørte langs landevejen. Inde i skoven var der en ligeud-bane på omkring tre kilometer helt op til Allerød og den brugte vi meget.

-Da jeg blev lidt ældre skete det ofte, at Hans bad om at blive sat af ved Bregnerød Kro. Ejeren af kroen var en af hans hesteejere og så sagde han til mig: “Nu kan du sætte mig af på kroen, så går jeg lige ind og snakker med hesteejeren, og så kan du hente mig igen om en times tid!”. Så spillede de kort og fik nogle øl, mens jeg trænede i skoven.

-Jeg mener, at Hans på det tidspunkt havde max. 8-10 heste i træning, men der var næsten altid fyldt op i stalden. Han havde jo også heste stående for andre, bl.a. galoptræner Henning Højelse, der havde en del heste opstaldet på Hovmosegaard om vinteren.


Stoppede på toppen
Efter tre år på Hovmosegaard flyttede Hans Hansen ind hos sin nye veninde, Elin Christiansen, på en gård i Hammersholt ved Lillerød (se senere), hvorfra han fortsatte sin trænervirksomhed kombineret med stalden på Lunden.

Efter 20 sejre i 1959 gik lidt ned ad bakke og i de efterfølgende ti år vandt Hans Hansen hvert år under 10 løb, men 1970 fik han lidt af en renæssance med 12 sejre og i sin sidste sæson som publictræner (1971) blev det til 16 sejre. Det år vandt han den 13. juni på Lunden sin sejr nummer 800 med hesten Nicola Stuart.

Stalden var dog ikke præget af de store stjerner og den største sejr i perioden var Derby Trøstløb i 1967, hvor Hans Hansen sejrede med outsideren Ilkenney, der i øvrigt i mange år prydede forsiden på Lundens baneprogram.

Derudover havde Hans Hansen det sidste års tid de senere hurtigklassetravere HCS og Mobil, der begge var ejet af Hans Hansens største hesteejer på dét tidspunkt, vognmand H.C. Svendsen.

Begge heste kom fra Gerhard Petersen i hhv. oktober 1970 og februar 1971. Hans Hansen vandt fire løb med HCS i ’71, men nåede kun at starte Mobil en enkelt gang,  hvor hesten vandt 5-årseliten på Lunden på Det Danske Travselskabs 80-års jubilæumsdag, søndag den 23. maj.

Hans Hansen stoppede som publictræner på sin 67-års fødselsdag, 4. oktober 1971, hvorefter HCS gik i træning hos Henrik Mylner – dog kun for en kort bemærkning, idet hesten allerede efter en måneds tid blev flyttet til Mogens Larsen. HCS havde allerede vundet en del løb for både Gerhard Petersen og Hans Hansen, men hos Mogens Larsen udviklede hesten sig til en hurtigklassetraver og vandt bl.a. Mesterskab for Danmark 1972.

Mobil var halt efter sejren på Lunden, men forblev officielt i træning hos Hans Hansen indtil han stoppede. Det er dog lidt usikkert, hvorvidt hesten kom “fra landet” eller fra Gerhard Petersen, som Henrik Mylner husker det. Mobil blev sidenhen Mylners bedste hest i karrieren med i alt 16 sejre.

Selvom Hans Hansen stoppede som træner, beholdt han sin trænerlicens, men havde kun sine to egne heste, Hickory Lloyd og Olav Viking på træningslisten, og de stod hos hans tidligere staldmand Henrik Mylner (se interview senere). Af samme årsag var det kun sjældent man så ham i sulkyen – det sidste år (1974) blev det således blot til 20 starter og en enkelt sejr.

Hans Hansen vandt i alt 807 løb.


Elin Christiansen sammen med Hans Hansen efter en sejr på Lunden med Hickory Lloyd på Derbydagen i 1971. Ved hovedet staldmanden Lars ”Hubert” Andersen.

“Der kan også gå ild i gamle huse” …
Som ældre – formentlig omkring 1964 – mødte Hans Hansen Elin Christiansen, som også var blevet alene og i 1965 flyttede han ind på hendes gård i nærheden af Hillerød.

-Inden min Mormor mødte Hans havde hun haft travheste i mange år og kom hver eneste løbsdag på Lunden og Amager sammen med sin datter, min Moster, så på den måde lærte de hinanden at kende, fortæller Hans Christiansen, som således er “papbarnebarn” af Hans Hansen.

-Min Mormor havde en forretning på Grønttorvet, hvor hun bl.a. tog i skoven og plukkede en masse ting, som hun solgte. Som barn hjalp jeg jeg hende også ofte, men da Hans kom ind i billedet var travheste jo pludselig sjovere.

-På det tidspunkt var jeg 10 år og vi kom jo også tit hos min Mormor, så jeg lærte Hans at kende og blev hurtigt interesseret i travhestene. Vi er fem søskende og min Moster har også fem børn, som også har haft nogle travheste gennem årene, men jeg er nok den, som havde mest med Hans at gøre. Min kusine Aase ejer i øvrigt den gård, hvor Alex Haagensen har sit træningscenter.

-Jeg ville gerne selv ha’ fortsat inden for travsporten, men så skulle jeg på efterskole i Ringkøbing og så blev det aldrig til noget. Jeg bevarede dog min interesse og kom og hjalp til i stalden lige så tit jeg havde mulighed for det.

Hans Christiansen

Elskede at spille kort 
Hans Christiansen beskriver Hans Hansen som en rar og hyggelig mand med et meget roligt temperament.

-Du kunne simpelthen ikke hidse ham om – og så var han jo kortelsker. Han spillede kort lige så tit han kunne komme afsted med det. Når vi var inde og træne på Lunden, gik vi som regel op i Tutten ved 8.30-9-tiden og så fandt han hurtigt en, han kunne spille Mousel med. “Så kan du lige gå ned og ordne stalden” – så kom han et par timer senere og gik det hele igennem, inden vi kørte hjem igen, smiler Hans Christiansen.

-Jeg kan bl.a. huske, at jeg ofte blev sat til at pudse og polere seletøjet, men når det var klar blev det bare smidt ned i en gammel, beskidt sæk og så var dét arbejde spildt.

-Dengang var der en helt anden stemning – et andet miljø på travbanen. Der blev jo også drukket en del øl, men Hans var mest interesseret i at spille kort. Jeg kan dog huske, at han tit sad og hyggede i kammeret sammen med bl.a. Hans Bagge og Carlo Frederiksen – de var samme typer som Hans.

-Det var jo i slutningen af hans karriere, så jeg mener han kun havde fire heste i træning på Lunden og et par stykker hjemme på gården. Han stod fast på Lunden og hvis vi f.eks. skulle starte på Amager om søndagen, blev det hele gjort klar om lørdagen – så kørte Gunners Hestetransport hestene ud på Amager om søndagen.

-Det var en dejlig tid og dengang var der jo langt mere liv på Lunden end i vore dage. Der var flere tilskuere til hurtigarbejderne om lørdagen end på de almindelige løbsdage i dag. Det var en blanding af hesteejere og spillere, som skulle prøve at kigge nogle fiduser ud til næste løbsdag.

-Dengang Hans mødte min Mormor og flyttede ind på gården blev der lavet seks-syv bokse. Hun havde også haft heste sammen med min Morfar, men dengang boede de i Sundbylille og da han døde, købte hun så den anden gård, der kom til at hedde Elins Gård. Hans kørte også tit over i Dyrehaven og trænede hestene og der var jeg tit med – det var meget sjovt.

-Efter Hans stoppede som træner flyttede de ind i “Pensionistboligerne” på Ordrup Jagtvej ved siden af travbanen. Min Mor overtog gården og kørte forretningen videre, men havde ingen travheste og i dag er ejendommen bygget helt om til bl.a. golfbane.

-Desværre nåede Hans kun at bo på Ordrup Jagtvej i nogle år, idet han døde under en ferie på Gran Canaria – han fik en blodprop mens han sad og spillede kort. Det var sgu trist, siger Hans Christiansen, som selv har haft en del travheste gennem årene. Mest kendt er sejrshesten Cash Valley med foreløbig 15 sejre for Jens Simoni.


Henrik Mylner (t.h.) sammen med sin gamle læremester og kollega, nu afdøde Leif Løfgren. Foto: Kenneth Nielsen

Minder om Hans Hansen:
Henrik Mylner

Henrik Mylner (f. 1946) huskes nok bedst for hurtigtraveren Mobil, der vandt 16 løb i første halvdel af 70’erne, men han havde også pæn succes med heste som Gobil, Andrea Trolle, Tordenkilen (Årets Hest på Lunden), Viggo S, U S, Tin Tin Pride, Chic Cheval, O Bajan Garbo og Apollo.

-Jeg var jo tidligt bidt af en gal travhest og begyndte som knægt at komme i stalden hos Walther Kaiser-Hansen. Efter skolen startede jeg i 1961 som staldmand hos Sofus Sørensen, men nåede kun at være der en uge, så blev jeg “headhuntet” af Hans Hansen, griner Henrik Mylner.

-Jeg havde aldrig talt med Hans Hansen, men han havde af en eller grund set sig varm på mig – det var jo næsten hvid slavehandel. Sofus spurgte mig, om jeg havde mod på det – “Du kan jo altid komme tilbage hvis det ikke er noget for dig” – men jeg havde faktisk en fantastisk tid hos Hans Hansen.

-Det var jo i slutningen af hans karriere og han havde kun seks-syv heste på det tidspunkt, men han var en meget dygtig hestemand og jeg lærte utroligt meget i de tre år, jeg var hos Hans Hansen, som næsten var som min anden far i de år. Et hjertens godt menneske, som man altid kunne betro sig til.

-Hans Hansen blev kaldt Junkeren fordi han altid sad helt ret op i sulkyen – nærmest som om han havde et bræt i ryggen. Han vandt jo bl.a. tre Derbysejre (Rex The Great, Aerolit og Onward Eagle), men de heste vi havde først i 60’erne var ikke rigtig gode. Den bedste var nok handicapperen Sokrates.

Dobbelt løn
Henrik Mylner har overordnet set kun gode minder om sin tid hos Hans Hansen, selvom han ikke fik løn de første tre uger:

-Jeg turde dog ikke sige noget, men en dag tog jeg mod til mig og spurgte om hvornår jeg fik lidt løn? “Skal du også ha’ løn?” svarede han og så smed han sin tegnebog på foderkassen, og inden han gik op i Tutten sagde han: “Så kan du ta’ til du skammer dig!”

-Dén tænkte jeg lidt over, men så åbnede jeg tegnebogen og så, at der lå 10.000 kroner – det var jo mange penge dengang. Jeg tog 300 kroner og gik op i Tutten: “Nu har jeg taget til jeg skammer mig!” – “Den er fin.” svarede Hans Hansen bare.

-Han sagde altid “Goodbye” når han gik hjem og næste uge sagde han: “Goodbye, nu har jeg lagt din løn inde på bordet!” – og der lå så 100 kr. Næste dag sagde jeg til ham: “De har lagt 100 kroner, men jeg skal kun ha’ 50” – “Nå, ja, det var jo det, De skulle ha’” – så de næste tre år fik jeg dobbelt løn!

-Vi havde desuden nogle rigtig gode hesteejere, som gav mig 100 kroner i drikkepenge hver gang en af deres heste vandt løb, så jeg havde altid råd til at tage på Bakken, siger Henrik Mylner, som senere fik at vide hvorfor Hans Hansen havde så mange penge i sin tegnebog:

-Han sagde at han altid havde 10.000 i tegnebogen, hvis han faldt over en eller anden go’ hest!

Distræt
Henrik Mylner beskriver også Hans Hansen som meget distræt – “Han tænkte på noget og snakkede om noget andet” – hvilket han fik at føle en dag, han besluttede sig for at male hele stalden fra gulv til loft.

-Jeg malede stalden helt hvid og da Hans Hansen kom næste morgen tænkte jeg: Gad vide hvornår han bemærker det? – men han sagde ikke et ord, og efter han havde kørt den sidste hest gik han hjem, men så kunne jeg ikke dy mig: Kan De slet ikke se, at jeg har malet stalden? “Jo, det kan jeg godt se – og bliv ved med det”! griner Henrik Mylner og fortsætter:

-På et tidspunkt købte Hans Hansen en gård i Allerød og det var så meningen, at han ville flytte alle staldens heste derop, men jeg ville ikke derop og bo. Han spurgte hvad jeg så havde tænkt mig. Vi havde på det tidspunkt en god hest, der hed Caminante, så jeg foreslog, at han kunne tage de andre seks heste med på gården og lade mig træne Caminante på banen. Det svarede han ikke på – og så gik han bare.

-Næste morgen kom der en mand med en hestetransport. Han skulle hente seks heste. “Hvorfor ikke syv?” spurgte jeg. “Jo, han skulle bare hente seks, og så måtte jeg bestemme hvem jeg ville beholde” – og det næste halve års tid gik jeg kun og passede Caminante inde på Lunden; det var en dejlig tid.

-Da Hans Hansen fyldte 60 (1964) var han oppe på gården og jeg tænkte, at jeg tænkte, at jeg hellere måtte køre op og ønske ham tillykke, så jeg var inde på banen ved 4-tiden om morgen og kørte derefter til Allerød på min knallert. Jeg var oppe på gården kl. 6 og stod uden for døren med et karton cigaretter – Hans lukkede op: “Nå, dér er du dreng, kom indenfor”.

-Det viste sig så, at han havde dækket op til morgenmad til to personer. “Er De slet ikke overrasket over at jeg kommer”? – “Nej, ellers var jeg da blevet skuffet”!

-Jo, Hans Hansen var afgjort et dejligt menneske, som jeg havde tre gode år hos. En anden episode jeg også husker, var engang han styrtede i sidste sving og røg ud af sulkyen. Det var en dag med rigtig hård frost og ambulancen kom jo farende, men da de nåede hen til Hans Hansen, rejste han sig bare op og rystede lidt på hovedet: “Er du læge?” spurgte han så ambulancerederen – “Jo, det var han da” – “Kan du så ikke kigge lidt på min hals, for jeg har haft så ondt i den på det sidste”!

Foruden Henrik Mylner har kendte trænere som Walther Kaiser-Hansen og Mogens Larsen også været hos Hans Hansen.


Mogens Jensen

Minder om Hans Hansen:
Mogens Jensen

Mogens Jensen (f. 1950) var staldmand hos Hans Hansen i årene 1962-68.

-Mine forældre købte et hus lige over for Hans Hansens gård og så begyndte jeg hurtigt at løbe derover, fortæller Mogens Jensen.

-De første par år gik jeg stadig i skole, så jeg kom kun efter skoletid, men dengang gik man jo også i skole om lørdagen og jeg ville hellere over til Hans. Engang imellem pjækkede jeg og hvis vi så kørte forbi skolen, sagde han altid: Duk dig! Det blev dog bedre den dag, hvor Hans fik en ridehest opstaldet, der var ejet af en af mine lærere.

-Da jeg gik ud af skolen i 1964 blev jeg fastansat. Inden da jeg var mest på gården og Henrik Mylner var fast på banen, men fra ’64 kom jeg med ind på banen hver dag. Jeg boede i Charlottenlund lige over for travbanen, hvor jeg mødte kl. 5 for at fodre og var med til at træne. Derefter var det afsted på knallerten op til gården i Bregnerød og gå videre med de heste, der stod dér.

-Men det var en rigtig god tid. Hans var altid flink og kanonfair over for sine heste, som aldrig blev afstraffet. De fik måske en enkelt eller to i røven, for som han sagde, så hjælper det ikke alligevel.

-Dengang skiftedes Lunden og Amager jo til at køre løb hver anden-tredje måned, hvor der var en vældig trafik frem og tilbage mellem banerne. Da Mark Ingdam døde (1964) fik vi hans stald på Amager, men det var noget mere besværligt at stå på Amager, for staldene lå ovre på tilskuerpladserne, hvor der ikke var vand, så når der skulle hentes vand til hestene, måtte man slæbe spandene et godt stykke vej.

-Jeg kan også huske, at jeg i starten blev sat til at pudse sølvtøj når de sad og spillede kort. Hans var et eller andet sted meget forfængelig på nogle områder. Han gemte f.eks. et hav af avisudklip og programmer, og så var der selvfølgelig alle pokalerne, han havde vundet gennem årene – og de skulle pudses jævnligt, men da jeg havde gjort det i et par år, sagde jeg: Nu gider jeg altså ikke det mere. Så fik min mor tjansen og hun gjorde i øvrigt også rent hos Hans.

-Det var en anden tid dengang; der var altid liv på banen også i weekenderne, hvor der ofte var kø op af trappen for at komme ind på Tutten – det var lige før man skulle bestille bord for at komme til at sidde ned!

-Og så var der masser af sorte penge i opløb; mange af håndværksmestrene havde populært sagt pengekasser – en til travhestene og en til skattevæsenet. Jeg kan bl.a. huske, at H.C. Svendsen altid betalte kontant og han spurgte altid: Hvor meget skylder jeg i denne måned? Så lagde han en stak sedler på bordet og så kunne Hans bare ta’ hvad han skulle ha’.

Den sidste tid
Kort tid efter Hans Hansen stoppede som publictræner flyttede han som tidligere nævnt ind i Ældreboligerne på Ordrup Jagtvej, hvor mange andre tidligere trænere også har boet gennem årene.

-Min kone Ditte, som er fætter til Hans Christiansen, og jeg har haft en del heste gennem årene; de fleste var i træning hos Henrik Mylner og den bedste var afgjort Chic Cheval, siger Mogens Jensen.

-Vi kom meget sammen med ham og Elin, da de boede på Ordrup Jagtvej – han fejrede bl.a. sin 70-årsdag deroppe og vi spiste altid hos ham når vi var til trav. De havde også et bord i den gamle pavillon på tilskuerpladserne og var altid til trav på Lunden.

-Hans var frisk til det sidste. Det var selvfølgelig trist at han skulle dø på en ferie, men omvendt døde han formentlig som en lykkelig mand – han elskede jo at spille kort og benytte enhver lejlighed til at “hive” i kortene, både Tjavs og Mousel.


Linda Nitschke Christensen – Hans Hansens barnebarn – med pokalen fra Hans Hansens sejr nummer 800

Familien

I 1933 blev Hans Hansen gift med Aase Emilie Kirstine Nielsen (f. 1913), som var datter af ugifte Louise Marie Danielsen, Aalborg, og efterfølgende adopteret af repræsentant Henry Niels Victor Nielsen og Karen Kristine i Hillerød.

Parret blev gift i Sankt Matthæus Kirke på Vesterbro i København og på det tidspunkt boede Hans Hansen i Abel Cathrines Gade 20, men da den første datter – Evelyn Nitschke Hansen – kom til verden i 1934 boede Aase og Hans Hansen på Kronprinsesse Sofies Vej 43, 3., Frederiksberg.

Tre år senere (1937) kom datteren Liss Nitschke Hansen og nu bor parret på Ordrup Jagtvej 177, Skovshoved sogn.

Ved folketællingen 1940 bor familien Hansen på Broholms Allé 12C, 1. i Skovshoved sammen med Hans Hansens far og en husassistent. Faderen står stadig nævnt som gift – måske er moderen død på det tidspunkt, men det er ikke undersøgt nærmere.

Aase og Hans Hansen blev senere skilt – hvornår vides ikke, men iflg. barnebarnet Linda (se senere) havde parret været skilt i flere år da hendes Mormor døde i 1966.

Fan af Morfar
Hans Hansens ældste datter, Evelyn, er også død, men hendes lillesøster, Liss, lever stadig. Liss Nitschke Hansen – som på et tidspunkt gift med Erik Nielsen, der var staldmand hos Gerhard Petersen og senere blev baneforvalter på Amager Travbane – er dog dement og har derfor ikke været i stand til at medvirke i dette portræt.

Det har Evelyns yngste datter, Linda Nitsche Christensen (f. 1958), til gengæld og hun har mange dejlige minder om sin Morfar:

-Jeg var meget begejstret for min Morfar og klippede en masse artikler ud fra aviserne, som jeg hængte op på væggen i mit værelse, fortæller Linda.

-En dag hev min Mor ham ind derind og han blev meget rørt og fik tårer i øjnene. Senere fik jeg et rigtigt billede fra han sejr nummer 800 i 1971 samt den pokal han fik i forbindelse med sejren. Det er en af de ni pokaler jeg har arvet efter min Morfar. Dem ser jeg på dagligt og jeg går faktisk meget op i at de bli’r pudset jævnligt – det var jo ægte sølvpokaler man fik dengang.

Linda har arvet en del af sin Morfars pokaler

-Jeg var nok den af os tre børnebørn, som gik mest op i travhestene. Min fætter (Liss’ søn, red.) interesserede det ikke så meget, og min søster var nok lidt bange for hestene, selvom vi begge to kom ude på banen meget ofte, men det var aldrig noget problem for mig.

-Jeg har dog redet som barn og kan også huske, at vi engang fik lov til selv at køre en hest – hver for sig. Bagefter sagde min Morfar, at det var jeg nok den bedste til – det blev jeg da lidt stolt over at høre.

-Jeg havde faktisk engang en drøm om at blive travtræner, men min Morfar var for gammel til at jeg kunne komme i lære hos ham og så blev det aldrig til noget.

-Jeg holdt meget af Min Morfar, men man kunne godt få respekt for ham, når han sagde noget som man kunne mærke, han virkelig gik op i. Jeg kan bl.a. huske, at når jeg fik lov til at ride på en af hans heste, sagde han: “Du kan vove på at galopere, for så er mit løb på søndag ødelagt!”

-Da min Morfar stoppede, tilbød han mig at få hans sidste hest, Okinaro Hajo, men jeg var jo kun skoleelev dengang og havde problemer med at få den opstaldet, så den fortsatte i stedet ude på travbanen.

-Jeg mener, at den fik navnefording til noget i retning af Wish Me Luck, og en dag mødte jeg den inde i stalden. Jeg råbte “Okinaro” da jeg så ham og det reagerede han på, så jeg var ret sikker på, at det var ham – det var lidt sjovt, syntes jeg.

-Jeg tror det tog hårdt på min Morfar, da han ikke længere kunne køre løb – og han blev jo desværre ikke så gammel, da han døde på en ferie på Gran Canaria.

-Jeg kom fortsat på travbanen i nogle år efter min Morfars død og mødte ofte hans kone Elin, men da jeg selv fik barn løb det efterhånden ud i sandet. Jeg fulgte også med i travsporten i Tarok-tiden og har også set en del trav på Tv, men det er der jo ikke meget af længere, slutter Linda.


Kilder: 

Trav Tidendes Julenummer 1929-54
Væddeløbsbladets Julenummer 1929-54
Trav Jul 1955-60
Travsportens Jul 1961-70
Travkalenderen 1929-74
Interviews med Linda Nitschke Christensen, Hans Christiansen, Mogens Jensen, Henrik Mylner og Jørn Clevin
Slægtshistoriske oplysninger: Hans Larsen
klauskoch.se