Travsportshistorie.dk

Dansk Trav Derby 1950-59

Lykkeprins

Af Kenn Erik Bech

1950: Lykkeprins (øverste foto)
v/Silver Prince-Beatrice/Moore Dear
Kusk: Vagn Lønborg Nielsen
Ejer og opdrætter: Anton Nielsen, Århus

Nr. 2: Lux (N.J. Koster)

Nr. 3: Leila (Alex Simonsen)

Den 9. juli kørtes ”Invalidederbyet”, som det blev kaldt, idet årgangens formodede fem bedste heste kom ikke til start i derbyet: Leo Roy (3 x Mesterskab For Danmark) var ikke meldt, Sofus Sørensens Kriterievinder Lucky Strike gik i stykker inden derbyløbet, og de tre gode navne, Leo Dillon, Lincoln og Logan var heller ikke med i Derbyet.

Ejer af Lykkeprins var læge Anton Nielsen, far til kusken, 27-årige Vagn Lønborg Nielsen. Lykkeprins’ første start efter Derbyet var den 23. august, hvor den sejrede i et amatørløb på Amager Travbane med ejeren selv i sulkyen. Mange år senere vandt Vagn Lønborg Nielsens søn, Henrik Lønborg, også Derbyet som kusk med Wee Hjordal.

Her i 1950 var der endnu en derbyandenplads til Koster, der nu var blevet 63 år gammel.

Fantastiske Leo Roy vandt i alt 39 sejre, og blev den tredje indlænder, der løb under 1:20. Leo Axworthy blev en god hest i årgangen, fik 31 sejre og mange gode afkom. Lincoln og Logan vandt hhv. 31 sejre og 29 sejre.


Minus

1951: Minus
v/Sonny Diamond-Morn/Calumet Douglas

Kusk: Arnold Jensen
Ejer: Mr. Minus
Opdrætter: Valdemar Hansen

Nr. 2: Masell (Poul Klartoft)

Nr. 3: Minister Root (Gerhard Petersen)

Moster med Poul Stripp var ellers sikker første hest over mål i Derbyet, men blev diskvalificeret for urent trav! Stor opstandelse – Stripp glemte det naturligt nok aldrig.

Efterfølgende gennemgang af løbet på bl. a. You Tube viser, for de fleste, at det var en hård dom for Moster.

I stedet vandt den skævbenede Minus efter kamp med Masell og Minister Root.

Minus’ ejer, Axel Mølgaard Olsen, inviterede alle i nærheden af ham til Derbyfest på Bellevue Strandhotel. Mange tog med, så adskillige af de 25.000 kroner derbysejren gav, blev brugt samme dag. Mølgaard Olsen fulgte travsport helt til det sidste fra sin faste plads på Lundens lukkede tribune.

Det var Arnold Jensens tredje og sidste derbysejr.

Moster, der senere kom til Koster i København, var den bedste hest i årgangen med i alt 51 sejre.


1952: Nollo
v/New England-Gertrud Guy/Brother Guy

Kusk: Mark Ingdam
Ejer og Opdrætter: Erik Moesgård, Stutteri Gl. Allerødgård

Nr. 2: Nitouche (Hans Hansen)

Nr. 3: Nedda The Great (N.J. Koster)

14 heste startede i derbyet, Nitouche og Novice havde fået tilladelse til at starte bagest. Kriterievinderen Niels Embers (Sofus Sørensen) fejlede groft i dette års Derby og var derfor uden rolle.

Nollo, med startnummer 1, var en af de heste man regnede med, og Nollo vandt efter kamp med de to hopper, Nitouche og Nedda The Great. Vindertiden ikke  imponerende – den første kilometer blev kørt efter langsomme 1.30.

Som 3-års startede Nollo 13 gange og vandt tre løb; dels for den unge træner Eivind Schnell, som selv kørte den i to af sejrene, mens det var hestens opdrætter, som styrede ved den tredje sejr. Efter denne sæson blev Nollo flyttet til Mark Ingdam, hvor den med det samme viste lovende takter.

Som føl var den ellers et skravl og på en åringsauktion blev den købt tilbage for 1.100 kr.

Efterfølgende var det så som så med resultaterne for Nollo, men han viste dog stor fart da han den 7. juni 1953 vandt et heatløb på Amager i tiden 1.22,0/1620 meter snorestart, hvilket på det tidspunkt var årets hurtigste tid i Danmark. En flot præstation, da netop 1620 meter-volten var lige på hjørnet af opløbssvinget, hvilket betød, at det mange gange nærmest var som stående start!

Nollo blev aflivet allerede i sensommeren 1955.

I årgangen fik Nelson The Great en del afkom, men overordnet set var det en årgang uden stjerner.


OnwardEagle

1953: Onward Eagle
v/Josedale Eagle-Fan/King Ben

Kusk: Hans Hansen
Ejer: Stald Majestic
Opdrætter: J. C. Thorsen

Nr. 2: Olympic (Mark Ingdam)

Nr. 3: Opel Karensdal (Peter Mogensen)

Det første Derby kørt med startvogn og Hans Hansens tredje derbysejr.

I opløbet angreb Koster med tredjefavoritten Orkanen Frisco den førende Olympic, men fik galop. I stedet speedede Onward Eagle forbi. Flot af Onward med en ellers dårlig startplads.

Tredjehesten i mål, Opel Karensdal med amatørkusk Peter Mogensen (“Mode-Peter”) var lukket inde og blev måske generet – havde tilsyneladende flere kræfter i behold over mål.

Derbyvinderen var de første år i træning hos Preben Vebner.

Onward Eagle havde en flot karriere med i alt 45 sejre. Som 9-årig i 1958 forbedrede han den danske indlænderrekord til tiden 1.16,9 i et løb på Amager – nu med Palle Sperling i sulkuyen.

Derbyvinderen fik ikke den store succes i avlen. En smule bedre i avlen var den fine væddeløber Orkanen Frisco (41 sejre). Fremhæves skal også Olympic, Oscar den Store og Ocean.


PrincessTheGreat

1954: Princess The Great
v/Rex The Great-Fillerup/Moore Dear

Kusk: Fredi Sølberg
Ejer: Hr. M. W.
Opdrætter: N. Schibbye

Nr. 2: Polonia (Mark Ingdam)

Nr. 3: Pelikanen (Aage Kristoffersen)

Det sidste højrekørte derby. To fine hopper blev her et og to.

I første omgang fik Fredi Sølberg Princess The Great i træning den 1. marts 1952 og en måned efter blev den solgt til Sølberg-familien, som igen solgte hesten i starten af 3-årssæsonen til bagermester Paul Winding. Princess The Great vandt også Kriteriet og Winding fik igen en derbytriumf ti år efter den første med Future.

Fredi Sølbergs far, Svend Sølberg, var staldmand for Princess The Great og det var hans fjerde derbyvinder som staldmand (de øvrige tre var Patsy, Carl Hof og Ilka Nichols – alle hos Sofus Sørensen).

Aviserne skrev, at Fredi Sølberg måske var lidt for tæt på en af favoritterne, Percy Nichols i derbyløbet. Princess The Great havde svage ben – den fik ingen succes i avlen.

Andenhesten i derbyet, Polonia, fik sent angrebsplads. Den klarede sig senere pænt i løbene og ligeledes i avlen.

Storstalden Stutteri Cathrineberg havde otte 2-åringer i denne årgang, hvoraf de fleste stod til salg – dog ikke talentet Pelikanen.

Årgangens bedste var dog Percy Nichols, der sammen med Pinero Director fik lidt afkom.

Poker vandt for Stald Kima og Karl Laursen en masse sejre i provinsen – 51 i alt.


RexJunior

1955: Rex Junior
v/Rex The Great-Lilly Warden/Game Warden

Kusk: Kurt Køppen
Ejer: Stald Italy (Køppen-familien)
Opdrætter Sigfred Køppen

Nr.2: Ruder Konge (Hans Hansen)

Nr.3: Rasmussen (Thomas Hansen)

Familiehesten Rex Junior var en temperamentsfuld herre, som kun træner Kurt Køppen kunne magte. Den vandt Opdrætningsløbet (dødt løb med Robin), var tredje i Kriteriet efter fejl og galoperede også i Derbyet, men vandt alligevel.

Køppen-familien ejede både moderen og mormoderen Broløkke.

Rex Junior vandt kun tre sejre sidenhen – temperamentet drillede for ofte.

Efter 4-årssæsonen overtog StutteriCathrinebergs Derbyfavorit Ruder Konge pladsen som årgangens absolutte fløjmand – en af Danmarks mest hårdføre heste. Den fik en utroligt flot karriere og vandt bl.a. Mesterskab For Danmark tre gange – sidste gang som 12-års! Den var desuden anden i Skandinavisk Mesterskab. Ruder Konge, der havde otte forskellige trænere, vandt 41 sejre.

Hoppen Ranja Roy vandt 40 sejre, Rodney (34 sejre – mest i Jylland) og Kriterievinderen Robin var andre fine heste i den årgang.


Snowflake

1956: Snowflake
v/Rex The Great-Gisella/Susan Axworthy

Kusk: Mark Ingdam
Ejer: Stald Dorrit
Opdrætter: J.P. Meldgård

Nr. 2: Safari The Great (Walther Kaiser-Hansen)

Nr. 3: Star Hanover (Knud Hansen)

Der var ventet et opgør i derbyet mellem Safari The Great, Snowflake og Silvie Roy. Snowflake og Ingdam kom til sidst i en mægtig spurt og vandt overlegent.

Snowflake betegnes som årgangens bedste hest. I januar 1956 kom det frem af, at den var ejerskiftet til bagermester Poul Winding, ejer af de tidligere derbyvinderne Future og Princess The Great, men det var stadig Stald Dorrit, der stod opført som ejer i programmet, da derbyet blev kørt.

Hesten skiftede dog træner fra Knud Hansen til Mark Ingdam, der også havde kørt den til sejr i Kriteriet.

Snowflake startede sin Derbysæsom med at vinde et 1:30-handicap på Amager Travbane med 120 meters tillæg!

Det var tredje år i træk med afkomssejr i derbyet til Rex The Great. Snowflake fik efterfølgende en lidt omtumlet tilværelse, men kom dog et par gange på det danske landshold til Nordisk Mesterskab. Den havde også problemer med dårlige hove, og i avlen nåede den ikke langt pga. nedsat frugtbarhed. Snowflake døde relativt tidligt, mens den opholdt sig på Bornholm.

I avlen var det Derbytoeren Safari The Great, der fik meget stor succes – både som væddeløber og i avlen, bl.a. som far til to Derbyvindere, Emigrant (Danmark) og Bjørn (Sverige).

Sorrento, nummer fem i derbyet, vandt 42 løb og pudsigt nok endte den også på Bornholm.

Ellers bød årgangen på en god hoppe i form af Egon Larsens Silvie Roy, der blev mormor til 1977-Derbyvinderen Vixi Bird. I næste række heste som de slidstærke Sølvprins og Svend Rex samt unghestestjernen Susan Frisco.


1957: Tjavs
v/Joe’s Pride-Maggie/Styrmand

Kusk: John Petersen
Træner: Kurt Køppen
Ejer: Rich. Petersen
Opdrætter: Vald. Petersen

Nr. 2: Two-Step (Jørgen Larsen)

Nr. 3: Tapper (Arnold Jensen)

Tjavs blev kørt af ejersønnen, jockey John Petersen, som senere blev træner på Lunden.

Tjavs fik en fin karriere og var suveræn som 3- og 4-års – og som 5.prig vandt den flere fine sejre i udlandet.

Derbytoeren Two-Step – blev kørt af 19-årige Jørgen Larsen- blev i avlen mor til den skandinaviske mester Ikaros. En anden hoppe var Tina Virup, der blev nummer fem i Derbyet efter et uheldigt løb med Karl Laursen i sulkyen. Tina Virups bedste afkom blev “selvfølglig” en vis rød hingst ved navn Tarok.

Af andre gode heste i T-årgangen kan nævnes Tobias med 41 sejre, Teddy Roy (28 sejre), Topscorer (27 sejre) samt Tuan, der var en dejlig lille slider for Jens Ipsen, som havde hesten i gang fra 2-årssæsonen til og med det tolvte år i 1965. Tuan, der var registreret med to fædre, sejrede 24 gange og tjente 90.000 kr.


VictoryKing

1958: Victory King
v/Speed King-Nica Axworthy/Ax Frisco

Kusk: Georg Andersen
Ejer: Stald Kaj
Opdrætter: Valdemar Lund

Nr.2: Captain Frost (Sophus Bügel-Hansen)

Nr.3: Ursus The Great (Gerhard Petersen)

Et tæt derbyopløb i kamp mod Ursus The Great og Captain Frost blev det sejr til Georg Andersen med den sorte elegante Victory King, der først indledte sit angrebind på opløbet.

Opdrætter Valdemar Lund havde sendt sin hoppe Nica Axworthy til Stutteri Brodda i Sverige for at få den bedækket med Speed King der.

Victory King blev betegnet som et godt træningsprodukt af træner Georg Andersen.

I ejerkredsen var bagermester Vagn Poulsen, en af foregangsmændene omkring Nykøbing Falster Trav og senere på Skovbo-banen.

Victory King nåede aldrig at vise noget særligt senere. Den blev solgt til Aalborg, men var bidsk og blev aflivet.

Ellers var de bedste årgangsheste Ursus The Great, Captain Frost (mock-indlænder) og ikke mindst den eksporterede Uffe Kejlstrup.

Uffe Kejlstrup var ikke med i derbyet, men startede til gengæld to gange i Elitoppet for Søren Nordin og Leif Lövgren. Lövgren sagde bagefter, at Uffe Kejlstrup i den indledende afdeling kom i mål ubrugt og lukket inde bag den senere Elitloppsvinder Eidelstedter med Johannes Frömming. Uffe Kejlstrup vandt også storløbet C.L. Müllers Memorial på Jägersro.

Nævnes i årgangen skal også træner Hans Bagges duo Umberto Frisco og Vica.


Aprilsnar

1959: Aprilsnar
v/Fux Director-Lydia Bingen/Jim Bingen

Kusk: Leif Nielsen
Ejer: P. Rye Jørgensen
Opdrætter: Viggo Poulsen

Nr. 2: Aconto (Mark Ingdam)

Nr. 3: Anneke (Bertil Jansson)

Stor overraskelse med Aprilsnar som vinder – vinderodds: 38,79.

Indtil tre uger før Derbyet havde Aprilsnar været i træning hos den dengang fynske træner, Andy Kierstein, som i DTC’s officielle “Traverkalender” står opført som træner ved derbyresultatet.

En dramatisk derbydag for Leif Nielsen, der en time efter at 25.000 tilskuere havde hyldet ham som Derbyvinder, styrtede i Derby Trøstløb og blev kørt på hospitalet.

Som 7-årig fik Aprilsnar den helt store triumf og vandt Åbys Stora Pris for Kaj “Smiles” Hansen, men hesten døde et halvt år senere som følge af et kolikanfald.

Ascari The Great var ellers bedst som 3-års og i 2-årssæsonen var det Asani og Anita, der lyste mest op.

Aconto var derbyfavorit, men måtte nøjes med andenpladsen. Affect var også meget fremme en overgang i denne årgang.


Kilder:

”Muntre erindringer fra 63 derby´er 1912-1975″ af Otto “Quickly” Nielsen – offentliggjort i Væddeløbsbladet nr. 44 d. 27.8.1975 – samt artikler af Otto Donatzky i bl.a. Væddeløbsbladet nr. 54 d. 17.8.1972.
Desuden masser af derbystof m.m. i Væddeløbsbladet, Trav Jul, Trav-Tidende, Årsrevyer, travprogrammer og dagblade, herunder oplysninger fra DTC’s Stambøger samt artikler skrevet af bl.a. Lars Donatzky, Karsten Bønsdorf, Klaus Koch, Teit Rasmussen, Aage Hansen, Knud Lillegård, Carsten Bundgaard og Henrik Berg