Travsportshistorie.dk

Bent Lemvigh-Müller

BentLemvigh-Muller

Portræt af en særpræget personlighed.

For nogle år siden havde et af de store ugeblade (Familiejournalen?) en artikelserie med overskriften “Mennesker på min vej” om en række af de lidt skæve eksistenser og eksentriske personligheder, som den pågældende journalist havde mødt gennem årene.

Lidt i stil med Søren Ryge’s TV-udsendelser om Anna og de to brødre, der havde boet sammen på deres fædrenes gård igennem hele livet.

Der er længere mellem “den slags” mennesker i vores moderne samfund, men de findes stadig og vi kender dem allesammen.

En af dem jeg har mødt på min vej er Bent Lemvigh Müller, som boede på Grundtvigsvej 27B på Frederiksberg. Jeg mødte ham første gang i juli 1993.

Bent havde reflekteret på en annonce i Væddeløbsbladet, hvor jeg efterlyste gammel travlitteratur, og hvis jeg havde lyst til at komme og se på “Det jeg har brugt størsteparten af mit liv på” så skulle jeg være meget velkommen.

Mit nysgerrighed var vakt, og jeg blev ikke skuffet!

Samlingen omfattede bl.a. Væddeløbsbladet 1940-70 (indbundet), Trav-Tidendes Julenummer 1931-54, Væddeløbsbladets Julenummer 1941-54, Trav Jul 1955-60, Travsportens Jul 1961-71 og Travsportens Årbog 1944-49.

Jeg kom til at betale en mindre formue, men har aldrig fortrudt og har i dag en næsten komplet samling af dansk travlitteratur – mangler stadig de første 17 årgange af Væddeløbsbladet (1913-29), men måske en dag …

Igennem de par år jeg havde kontakt med Bent Lemvigh-Müller, lærte jeg ham selvfølgelig bedre at kende.

Hans lejlighed var proppet med bøger, tidsskrifter og LP-plader fra gulv til loft. En rigtig eneboer-type, som aldrig havde stiftet familie. Det var som at komme ind i et antikvariat fra forrige århundrede!

Bent var bankuddannet og havde arbejdet i Landmandsbanken i en menneskealder, men han havde fire store lidenskaber: Travsport, litteratur, musik og teater.

Han var født i 1922 og begyndte at gå til trav i 1933. Han havde været hesteejer en enkelt gang, idet han ejede hingsten Værdig, der var i træning hos N.J. Koster i årene 1956-60. Værdig vandt fire løb for Koster og et enkelt for amatørkusken Jørgen Andersen.

Bent fortalte bl.a.:
“Da jeg var barn boede vi i Stenosgade på Nørrebro. Vores nabo hed Offersen, en nydelig ældre herre, som hver eneste søndag formiddag ringede på hoveddør og spurgte “Om Lille Peter måtte komme med til trav?” Jeg ved egentlig ikke hvorfor Hr. Offersen kaldte mig Lille Peter, men jeg hed aldrig andet i de år han tog mig med ud på travbanen.

Jeg var ikke med på travbanen hver eneste søndag, men når jeg ikke var med, så kom Hr. Offersen altid forbi efter løbene og puttede det lille, lyserøde Trav-Tidende ind gennem brevsprækken, så jeg kunne læse om min store interesse. Jeg opbevarede alle mine Trav-Tidender inde i stuen, men da vi skulle flytte fra Stenosgade smed min mor dem allesammen væk! Jeg var utrøstelig i flere dage!

Jeg begyndte selv at abonnere på Væddeløbsbladet i 1939, og jeg husker tydelig de mange gange jeg har ringet til bladets fhv. redaktionssekretær Johs. C. Pedersen på EVA 3150 for at ændre min adresse. Johs. Pedersen eller Petter, som han hed blandt venner, blev senere min meget gode ven. Vi fulgtes igennem mange år ad til trav, og han forærede mig for mere end 25 år siden en lille erindringsmedalje, som han fik efter Journalistlandskampen på Amager søndag d. 5. december 1940. Det er den medalje, jeg nu overlader til dig.

Det enlige bind af Trav-Tidende 1931 er i øvrigt et bind, jeg i sin tid lånte af Petter. En dag spurgte jeg ham, om han ikke savnede det, men Petter, som havde en meget dyb og lidt grødet stemme, sagde bare: “Nej, det må du sgu godt beholde” – og jeg har haft det siden.

I 1956 købte jeg min eneste travhest, Værdig, som igennem hele sin karriere var i træning hos Koster. Jeg holdt meget af Koster og blev, som et af de meget få mennesker, meget gode venner med ham. Fra 1955 til 1969 kom jeg et par gange om året, bl.a. op til Jul, i Rigmor og Jan Koster’s hjem, villaen Skovbo på Traverbanevej 10 i Charlottenlund. Hver gang medbragte jeg en flaske Carpano, en vermouth, som Koster holdt meget af, fint pakket ind.

Kender du for øvrigt Carpano? Jeg har altid et par flasker stående, så jeg synes du skal have en til minde om mig!

Nå, men sidste gang jeg besøgte Koster i hans hjem var Juleaftensdag 1968, hvor jeg som sædvanelig medbragte en flaske Carpano. Koster sad i sin kørestol, som han var lænket til de sidste år af sit liv, og kiggede op på mig. Han havde ikke engang kræfter til at sige tak, endsige pakke papiret af flasken. Vi talte en times tid, ja, det vil sige, jeg førte ordet hele tiden, og Koster sad bare og nikkede nu og da. Jeg husker endnu Rigmor Koster’s ord, da jeg gik – Hun stod på trappen med tårer i øjnene: “Åh, Hr. Lemvigh-Müller, bare jeg overlever dette her”!

N.J. Koster døde som bekendt søndag d. 2. februar 1969, mens Rigmor døde d. 9. januar 1970. Den 22. december ’69 besøgte jeg hende for sidste gang i hjemmet på Traverbanevej, og den dag forærede hun mig bogen “Internationales Traber-Album” fra 1895 – som jeg nu overgiver til dig.

Koster’s enorme samling af pokaler og ærespræmier blev i foråret 1970 solgt på en auktion på Charlottenlund Travbane. Rigmor og Jan Koster havde jo ingen børn, og havde ikke skrevet testamente, så hele boet blev overtaget af Gentofte Kommune, som altså fik indtægten fra ovennævnte auktion. Forfærdeligt!”

Da jeg forlod Bent Lemvigh-Müller sagde han bl.a. til mig:
“Nu går du med hele mit liv! Lov mig nu, at du om 50 år, når du selv er i slutningen af 70’erne, finder en “Lille Peter” som kan få lige så stor glæde af disse gamle bøger, som jeg ved du vil få”

Bent Lemvigh-Müller er afgjort en af de mest særprægede personligheder, jeg endnu har mødt inden for travsporten – mange ville sikkert havde kaldt ham eksentrisk – men han var samtidig en person, der vandt ved nærmere bekendtskab.

Han skrev bl.a. en lille hilsen til mig i den meget smukke og sjældne bog, Internationales Traber-Album. Denne bog vil sammen med Johs. Pedersen’s erindringsmedalje fra 1940 og Poul Stripp’s første licensbevis fra 1935, altid have en ganske særlig plads i min efterhånden omfattende samling.

Jeg havde som nævnt kontakt med Bent i et par år. I begyndelsen skrev han ofte til mig om alt muligt fra travsportens forunderlige verden. Ofte to-tre sider, tæt beskrevet med en meget fin og sirlig skrift.

Han indledte altid sine breve med “Kære Lille Peter” – ofte efterfulgt af “Næste gang du kommer forbi Sølundsvej …” (Centralforbundets tidligere kontor) , hvor han bad mig finde ud af dette og hint.

En anden hyppigt forekommende sætning var “Når du en dag bliver direktør på den gamle bane i Charlottenlund, så …”!

Jeg har gemt alle Bent’s breve, og det er alt fra beretninger om Koster til diverse Derbyvinderes moderlinier. Uhyre interessant læsning – det er tydeligt det er en mand, der ved hvad han taler/skriver om.

Alle breve blev afsluttet med ordene “Jeg vil have mine bøger tilbage!” og ledsaget af et par tegninger af Storm P’s berømte Peter og Ping-figurer, som var Bent’s yndlingstegneserie.

Bent kom hver søndag på Lunden, hvor han sad i Tarokbaren sammen med et par venner, men pludselig gik der nogle uger, hvor jeg ikke så ham. Jeg spurgte hans travkammerater, om de havde set noget til Bent, og det viste sig at han var blevet indlagt på hospitalet med lungebetændelse.

Jeg tog ud og besøgte ham et par gange og han var meget glad for at se mig. En dag var en af vennerne også på besøg, og han hviskede til mig, at lægerne havde sagt til Bent, at han ikke skulle regne med at komme hjem til sin lejlighed på Grundtvigsvej igen. Det slog ham helt ud.

Bent er formentlig død for mange år siden, men jeg glemmer ham aldrig.