Travkrigen

Travkrigen i 70’erne – et trist kapitel i dansk travsports historie med en stærk trænerforening og en stædig bestyrelsesformand som hovedaktører. 

Den såkaldte travkrig mellem Charlottenlund Travbane og Amager Travbane er en af de begivenheder, man ofte støder på i Travsportshistorie.dk’s artikler, og med hjælp fra diverse kilder skal vi her forsøge at afdække sagen.

“Travkrigen er udkæmpet” skrev signaturen Ratio som overskrift på en artikel i julehæftet Travsporten 1971, men det var en sandhed med modifikationer, selvom slaget – efter indgriben fra Dansk Travsports Centralforbund (DTC) – var tabt for Amagers vedkommende.

Striden fortsatte således yderligere næsten syv år, hvor størsteparten af de københavnske trænere nægtede at starte på Amager og senere Skovbo, og først den 5. maj 1978 kunne travkrigen officielt afblæses, da Det Danske Travselskabs direktør Carl Andersen overrakte ærespræmier på Skovbo, som en række Lunden-trænere med Mogens Larsen og Walther Kaiser-Hansen i spidsen gæstede for første gang siden banens åbning to år tidligere.

Krigen var slut, men dansk travsport havde lidt store skader undervejs – og sagen kostede mange penge for begge parter – men hvad var egentlig årsagen til, at det gik så galt?

For at forstå sagens sammenhæng, skal vi tilbage til begyndelsen af 50’erne, hvor Axel Taarup (1907-76) var bestyrelsesformand i Amager Travselskab. Den succesrige manufakturhandler (Taarups Magasiner i Griffenfeldsgade på Nørrebro) havde været hesteejer siden begyndelsen af 40’erne og var samtidig en ivrig amatørkusk, som altid kørte i sine karakteristiske blå/hvide farver inspireret af sin favoritklub, Københavns Boldklub (KB), der også lagde navne til Axel Taarups Stald K.B.

Siden Amager Travbanes åbning i 1922 havde de to københavnske baner afviklet løb på skift og det fungerede fint i mange år, hvor man typisk kørte løb på Lunden i januar, februar, maj, juli, september og oktober, mens Amager kørte de øvrige måneder. Nogle trænere havde fortsat heste stående på begge baner, men ellers flyttede man samtlige heste til den bane, der kørte løb. I 1970 var der eksempelvis 446 heste i træning hos de 31 københavnske trænere, så der var jævnligt en livlig trafik mellem de to baner.

Efterhånden som Taarup, der blev valgt ind i Amager Travselskabs bestyrelse i 1946 og blev formand i 1948, fik mere og mere indflydelse – ja, man kan vel nærmest sige, at Amager var “Taarups bane” – begyndte uroen imidlertid at ulme.

Taarup og resten af bestyrelsen, der fortrinsvis bestod af formandens håndplukkede folk, følte sig forfordelt mht. sæsonplanen og fik på den måde skabt splid mellem de to travselskaber. Det Danske Travselskab med Arne Guttermann i spidsen var ikke interesseret i at afgive attraktive løbsdage til Amager, der samtidig kæmpede med et nedslidt staldterræn og dårlige publikumsfaciliteter.

Man var hårdt presset og i 1966 opstod tanken om én fælles travbane i Københavnsområdet endnu engang – præcis som det var sket i både 1938, 1945 og 1955.

Nu kom Brøndby Kommunes nyvalgte borgmester Kjeld Rasmussen ind i billedet, da han samme år foreslog at man kunne opføre en helt ny bane med alle moderne publikums- og træningsfaciliteter på et areal, som kommunen ville stille til rådighed. Idéen, som Berlingske Tidendes Otto “Quickly” Nielsen kaldte et blålys, blev dog blankt afvist.

Amager opruster
Noget skulle der dog ske for at tiltrække flere tilskuere og spillere, og derfor besluttede man i 1968 at opføre en ny tribunebygning på Amager til en budgetteret pris af 5,2 mill. kroner. Der blev afholdt en ekstraordinær generalforsamling, hvor 89 af Amager Travselskabs 225 medlemmer stemte for, mens 42 var imod, og 13. september 1968 foretog Axel Taarup det første spadestik.

Et voldsomt kursfald på obligationer betød imidlertid, at byggeriet blev væsentligt dyrere end forventet, således at den samlede pris for A.T.-Hallen (senere Amager-Hallen) blev ca. 10 millioner, hvilket til sidst endte med at man i 1970 blev tvunget til at sælge banen og tribuneanlægget til Tårnby Kommune – men herom senere.

Hallen stod færdig i september 1969 som en torn i øjet på Lunden, der så den nye hal på en bane, som mange dybest set ikke ønskede, som en yderligere provokation fra Amagers side.

Opfordring til boykot
Det kulminerede i foråret 1970, da Det Danske Travselskab valgte at køre løb i april måned, der ellers var Amagers måned, og allerede de to første løbsdage var det tydeligt, at det ikke kunne fungere på længere sigt. Onsdag den 1. april havde Amager således kun 6 løb med blot 42 heste til start, mens Lunden dagen efter havde 10 løb med 113 heste.

Årsagen var, at trænerforeningens formand, Leif Nielsen, angiveligt havde opfordret sine kollegaer til at boykotte Amager – og resultatet blev at 26 af de 31 københavnske trænere valgte ikke at starte på Amager. Kun Børge Grandahl, Dan Jensen, Børge M. Rasmussen, Verner Rasmussen og Eivind Schnell valgte at træne og starte på Amager. Grandahl og Schnell fortsatte med at have stald på Lunden resten af sæsonen, men i december 1970 var opdelingen definitiv.

Som den eneste af de øvrige trænere var Gerhard Petersen på plads på Amager den 1. april med Lasse Borup, men formentlig kun fordi hesten var ejet af Axel Taarup. Gerhard Petersen trodsede dog også trænerforeningen, da han startede Grønholt, der var ejet af Otto Donatzky, men ellers så man ikke meget til Gerhard Petersen på Amager.

Leif Nielsen og trænerforeningens næstformand, Per Hansen, var “arkitekterne” bag boykotten af Amager, men i første omgang fik Leif Nielsen overbevist både Amager Travselskab og DTC om, at der var tale om rygter, selvom den århusianske træner Vagn Lønborg Nielsen over for Amager Travselskab bekræftede, at han havde hørt Leif Nielsens opfordring til boykot. Det benægtede Lønborg dog samme dag over for trænerforeningen.

I første omgang udsendte Amager Travselskab efter et bestyrelsesmøde torsdag den 9. april 1970 flg. erklæring:

“På et d.d. afholdt bestyrelsesmøde i Amager Travselskab blev det besluttet, at forbyde trænerforeningens formand Leif Nielsen al trænervirksomhed foreløbig i 1970 på anerkendte baner.

Udelukkelsen skyldes, at Leif Nielsen havde opfordret andre trænere til ikke at starte på Amager Travbane. Udelukkelsen sker i henhold til løbsbestemmelsernes § 146, stk. 2.”

Samme dag udsendte DTC’s forretningsudvalg dog en meget kortfattet erklæring, hvor der bl.a. stod: “Straffen opsættes og overvoldgiftsrettens kendelse afventes.”

Herefter kom trænerforeningen på banen og efter et møde fredag formiddag udsendte man flg. erklæring:

“Den af Amager Travselskabs bestyrelse afsagte dom, som bl.a. bygger på udtalelser af træner V. Lønborg Nielsen, der over for os er blevet afkræftet af træneren, finder vi så uacceptabelt i forhold til gældende samfundsregler, at vi, såfremt Amager Travselskabs bestyrelse inden søndag kl. 12 (12. april) ikke har tilbagekaldt dommen, ser os nødsaget til at indkalde samtlige trænere til møde mhp. totalt startforbud på Amager Travbane.”

Samme dag udsendte Amager Travselskab en ny erklæring, hvor man annullerede Leif Nielsens udelukkelsesdom primært fordi bestyrelsen var blevet bekendt med en skriftlig erklæring, som Leif Nielsen havde afgivet til DTC med flg. ordlyd:

“Fra trænerforeningens side giver jeg som formand tilsagn om, at der ikke udvises chikane overfor de hesteejere eller trænere, som måtte ønske at bringe heste til start på Amager.”

Stærkt sammenhold
En af de trænere, som valgte Lunden var den tidligere Derbyvinder Leif Løfgren, selvom han var født og opvokset og stadig boede på Amager.

-Jeg mindes ikke at have hørt Leif Nielsen direkte opfordre til boykot af Amager, men vi havde et utrolig stærkt sammenhold blandt trænerne dengang, siger Leif Løfgren (80).

-Det endte dog alligevel med at størsteparten af os valgte kun at starte på Lunden. Der var nogle få stykker, som startede på begge baner – det var jo ikke decideret forbudt og man fik ikke bøder e.l. for at starte på Amager, men vi andre syntes jo, at de var dårlige kollegaer.

Dén betragtning er travsportshistorikeren og tidligere staldmand Jørn Clevin langt fra enig i:

-Eivind Schnell, Børge Grandahl, Dan Jensen, Børge M. Rasmussen og Verner Rasmussen var Lunden/Amager-trænere, men de valgte at støtte op om Amager Travbane, uden at tilslutte sig den boykot, som Trænerforeningen på Lunden havde startet sammen med Det Danske Travselskabs ledelse. De burde alle i dag dekoreres med den største erkendelighed indenfor dansk travsport.

-At flere af de personer, som udløste travkrigen – Leif Nielsen og Per Hansen, godt understøttet af den nu næsten uddøde garde – ikke blev udelukket for travsportskadelig virksomhed, er mig fortsat en gåde.

Med til historien hører dog, at på Lunden havde Lunden-trænede heste altid fortrinsret ved anmeldelse til løbene, og derfor var det under travkrigen meget sjældent, at Amager-trænede heste kom med i de ordinære løb.

Det var således kun i årgangsløbene, at man ikke kunne blokere for Amager-trænernes startmuligheder ved at indføre særregler til fordel for Lunden-trænede heste.

-Leif Nielsen kom selv i klemme under travkrigen, da Paw Senator skulle starte i et årgangsløb på Amager. Hesten var ejet af amatørkusken Scotwin i Ordrup, som ønskede at hesten skulle starte, men pga. Leif Nielsens rolle i travkrigen, blev hesten flyttet til Ole Petter, som samtidig også fik samme ejers Nimbus i træning, fortæller Jørn Clevin.

Kuldsejlede fusionsplaner
Det var tydeligt for enhver, at det på længere sigt ikke var nogen holdbar situation med to væddeløbsbaner inden for en radius af under 20 km. De fleste trænere og hesteejere bakkede op om Lunden, mens Amager havde problemer med at fylde felterne. Driftsleder Otto Donatzky gjorde dog en stor indsats for at skaffe heste fra provinsen (især Nykøbing F og Bornholm) og Sverige, og i første omgang overlevede Amager krisen, men omsætningen styrtdykkede til 36.000 kroner pr. løb i 1970 mod 58.000 året før.

Samme år fik banen et underskud på 2 millioner kroner, mens Lunden kom ud af 1970 med et underskud på 600.000 kr.

Det var dog ikke kun det nye tribunebyggeri, der skabte økonomiske problemer for Amager – medvirkende til krisen var også, at man i fællesskab med Det Danske Travselskab havde investeret i et nyt toto-anlæg for 7,2 mill. kroner. Anlægget indfriede imidlertid ikke forventningerne, da det ikke var muligt at rationalisere i det omfang, man havde forventet. Derimod fik Amager Travselskab en del ekstraudgifter til reparation og flytning af det elektroniske anlæg.

Inden for det næste års tid blev der dog gjort endnu et par forsøg på en sammenlægning af de to københavnske travbaner på initiativ af Det Danske Travselskabs næstformand Ib Thyregod – og igen med Kjeld Rasmussen som en aktiv medspiller.

Forhistorien var, at Det Danske Travselskab i 1968 var interesseret i at flytte Derbydagen til den sidste søndag i august måned, men det ville Amager ikke gå med til for august var deres løbsmåned. Man besluttede derfor i stedet at flytte Derbydagen til søndag den 15. september og for at gøre opmærksom på dét, indgik Lunden en stor reklameaftale med Københavns Sporveje om store reklamebannere på samtlige busser i hovedstaden.

Kjeld Rasmussen var på daværende tidspunkt bestyrelsesmedlem i Københavns Sporveje og Brøndbys initiativrige borgmester kom igen med et forslag om at bygge en helt ny bane i hans kommune.

Det Danske Travselskabs bestyrelse var meget interesseret i idéen, men det var ikke muligt at opnå den nødvendige opbakning på 3/4 af travselskabets 123 fremmødte medlemmer. På en ekstraordinær generalforsamling den 10. november 1970 var der således 84 stemmer for og 38 imod, mens én stemme var blank.

Året efter i oktober 1971 blev der gjort et nyt forsøg, men på en ekstraordinær generalforsamling i Amager Travselskab var der 63 stemmer for, mens 62 var imod.

Taarup led dermed endnu et nederlag og efter generalforsamlingen nedlagde de øvrige bestyrelsesmedlemmer deres mandat – med undtagelse af Hans Dirchsen. Påfaldende var det også, at generalforsamlingens mangeårige dirigent, advokat Lund-Nielsen, som tidligere havde reddet Taarups formandsliv flere gange, direkte opfordrede medlemmerne til at gå imod Taarups fusionsforslag – og sådan blev det, da det krævede et stemmeflertal på 3/4.

Dermed gik travkrigen ind i sin afsluttende fase, der desværre kom til at vare yderligere næsten syv år.

Salget af Amager
På det tidspunkt havde Amager Travselskab solgt banen til Tårnby Kommune for 20.330.000 kroner med tilladelse til at benytte banen i mindst fem år.

I første omgang vedtog travselskabets medlemmer en model, hvor man ønskede at benytte banen i 10 år, men det oplæg blev i midten af oktober afvist af Tårnby Kommune, og derfor blev der indkaldt til en ny ekstraordinær generalforsamling den 23. november, hvor blot 117 af Amager Travselskabs 211 medlemmer var til stede – og der blev “kamp til stregen”.

57 af disse stemte Ja til dagsordenens punkt 1: “Bemyndigelse til bestyrelsen til afhændelse af selskabets faste ejendomme til Tårnby Kommune eller andre, eventuelt på betingelse af, at der tillægges Amager Travselskab ret til fortsat afholdelse af travløb i en nærmere fastlagt periode.”

56 stemte Nej, mens tre stemmesedler var blanke og ét medlem ikke ønskede at stemme.

Landsretssagfører de Waal havde på forhånd ment, at generalforsamlingen burde erklæres ulovlig fordi tre af de syv bestyrelsesmedlemmer var udtrådt af bestyrelsen, men det blev afvist. Der blev i stedet indkaldt til endnu en ekstraordinær generalforsamling den 7. december, hvor blomsterhandler Gudmund Rasmussen, vognmand Frede Sørensen og grosserer Einar Lyttik blev valgt ind i bestyrelsen. Til suppleanter valgtes bagermester Vagn Poulsen og direktør Svend Aage Sørensen, som senere kom til at spille vigtige hovedroller i Skovbo Travs bestyrelse.

Tårnby Kommune accepterede Amager Travselskabs salgstilbud og salget blev en realitet med tilbagevirkende kraft fra 1. september 1970.

DTC griber ind
Dansk Travsports Centralforbund blev kritiseret voldsomt for sin rolle – eller rettere mangel på initiativ – i travkrigen.

I begyndelsen af maj 1970 afholdt DTC således delegeretmøde i Skive, men som Otto “Quickly” Nielsen skrev i sit referat af mødet, skete der ingenting af interesse. Travkrigen blev formentlig drøftet, men ingen havde tilsyneladende mod nok til at skride ind. Det var dog heller ikke blevet lettere af, at DTC’s mangeårige magtfulde formand Leo Frederiksen var død i 1969, og hans efterfølger, Karl K. Pedersen (Stald Domas), samme år, så travsportens øverste myndighed stod lidt i et vadested.

Året efter skete der heller ikke noget. Quickly havde mere travlt med at skrive sine erindringer fra de første løbsdage på Lunden, i anledning af banens 80-års fødselsdag, og det eneste Væddeløbsbladet skrev om DTC’s delegeretmøde i Nykøbing F. den 19. maj 1971, var en note om, at landsretssagfører Mogens Erichsen, Skive var valgt som ny formand efter skotøjsforhandler Peter Lind, Aalborg.

Først efter Amagers ekstraordinære generalforsamling i oktober 1971 skred DTC til handling og tildelte Lunden stort set alle interessante løbsdage i 1972, mens Amager måtte nøjes med torsdag aften.

Amager kæmpede videre
Travkrigen var nu reelt slut – Det Danske Travselskab kunne se fremad og Lunden blomstrede som aldrig før i de efterfølgende år under Carl Andersens dygtige ledelse, mens Amager var dødsdømt, selvom Axel Taarup og hans bestyrelse ufortrødent kæmpede videre. Foruden travløb blev der bl.a. arrangeret stockcarløb og cirkus.

I oktober 1973 kom Brøndby-projektet igen i spil og et rådgivende ingeniørfirma i Glostrup udarbejdede en “Kalkulation for travbanelegeme i Brøndby” til en samlet pris af 12,7 mill. kroner, men som alle ved endte det med, at man i stedet byggede en helt ny i bane i Bjæverskov, der blev indviet den 2. maj 1976.

Inden Bjæverskov-projektet kom på bordet, fremkom Axel Taarup med et forslag om at etablere en kort bane på Vestamager for enden af Kongelundsvejen på jorde ved Nøragersmindevej. Man indså dog hurtigt, at etablering af en ny travbane på Bornholmer-størrelse var et “dødfødt” projekt og denne plan blev herefter droppet hurtigt.

I november 1974 udsendte Amager Travselskab en folder til sine medlemmer, hvor man orienterede om travselskabets nuværende og fremtidige situation.

Heraf fremgik det bl.a., at man havde fået i alt 469 skriftlige tilkendegivelser fra hesteejerne, som ville støtte Amager Travselskabs nye bane.

Travselskabet havde på daværende tidspunkt en formue på ca. 5 mill. kroner, der i tilfælde af en opløsning af selskabet skulle tilgå Landbrugsministeriet, men med opførelsen af den nye bane, sikrede man at formuen i stedet kom travsporten til gode.

Banelegemet og tribunebygningen blev budgetteret til 5,2 mill. kroner, mens staldbygningerne – herunder en renovering af den eksisterende firelængede gård, Krogsbækgaarden – blev udliciteret til anpartsselskabet A.T. Nybyg Skovbo, der udbød anparter á 500 kr.

Farvel Amager – goddag Skovbo
Søndag den 28. marts 1976 var det slut efter 54 år med travløb på Løjtegårdsvej. Amager Travbane afviklede 12 løb og Osman Bogø vandt Amager Finish 1976/Don Orlan-løbet.

Halvanden måned senere, søndag den 2. maj, åbnede A.T. Skovbo portene for første gang og markerede starten på en ny æra i dansk travsport.

Axel Taarup strålede om kap med solen, men desværre blev glæden kort. Han døde således den 26. december 1976 – ironisk nok på Charlottenlund Travbane, hvor han faldt om ved fontænen i den store spillehal.

Manden, der i næsten 25 år kæmpede for sin bane – ofte med urealistiske mål og ambitioner – nåede således aldrig at opleve afslutningen på travkrigen, der officielt blev afblæst søndag den 5. maj 1978.

Tårspigen med Ole Schulz og Ametyst med Mogens Larsen var blandt dagens vindere på Skovbo, og for en stund glemte man de mange “tabere” i travkrigen, der kostede begge parter blod, sved og tårer – og mange penge.

Amager Travbane blev revet ned i årene efter banens lukning, men Amagerhallen eksisterer fortsat og i 1986 blev den udvidet med Travbanehallen, der bl.a. indeholder en håndboldarena og cafeteria.

I området finder man også ældrecentret Travbanehjemmet, der i lighed med Travbanehallen har udsigt til Travbaneparken – så historien er på den måde bevaret.

Skovbo Trav havde enorm succes i mange år, men et stort staldbyggeri og senere en tilbygning til tribunen kostede dyrt, og i september 1991 gik banen konkurs. Skovbo blev efterfølgende solgt til Det Danske Travselskab og løbsafviklingen blev genoptaget i 1998, men efter få år var det definitivt slut med væddeløb på den midtsjællandske bane, der i dag fungerer som træningscenter for bl.a. en håndfuld Lunden-trænere med René Jonassen og Steen Juul i spidsen.

Læs også: Skovbo-banens åbning  samt trænerportrætterne af Leif Nielsen og Per Hansen, som begge spillede en aktiv rolle i travkrigen.

---

Kilder:

Klauskoch.se
Flemming Ettrup: Gå med i Lunden (1991)
Travsportens Jul 1970 og 1971
Væddeløbsbladet 1966-
Travsporten 1973-76
“Orientering om Amager Travselskabs nuværende og fremtidige situation” (1974)
Diverse materiale fra Amager Travselskab og A.T. Nybyg Skovbo
Interviews med Leif Løfgren, Jørn Clevin og Claus Nielsen

Foto (øverst): Charlottenlund Travbane set fra oven (2016). Foto: Pia Berg