Alvar Poulsen

Portræt af træner Alvar Poulsen (1920-96), som vandt 499 løb løb og bl.a. var trænerchampion i Aalborg seks år i træk.

I 1954 åbnede den nye travbane i Aalborg. En af dem der samtidig begyndte som professionel travtræner ved banen, var sjællænderen Alvar Poulsen. Det blev til adskillige trænerchampionater og i alt vandt Alvar Poulsen 499 sejre – men sejr nummer 500 kom, trods adskillige tæt-på-forsøg, aldrig – mere om den historie senere. Efter trænerstoppet blev Alvar Poulsen baneforvalter på Aalborg-banen.

En af Alvar Poulsens første arbejdergivere var Arnold Jensen. Senere kom han til Olof Månsson, og hvor han i 1952 vandt Jockeymesterskabet med Derbyvinderen Hickory. Både Månsson og Arnold Jensen har deres store portrætter her på Travsportshistorie.dk.

Lige efter sin beståede trænereksamen i 1954, og inden afrejsen til Aalborg, kørte han i København nogle løb for den sygemeldte træner, Julius Høybye, Jr. Høybye-familien er også portrætteret her på Travsportshistorie.dk, hvor vi nu sætter fokus på Alvar Poulsen.

To løb der blev kørt samtidig – på den samme bane!
Alvar Poulsen kom til verden i 1920 på Sneseregård i Snesere, tre kilometer fra Tappernøje. Forældre var gårdejer Hans Frederik Poulsen og Marie Emilie Petersen.

I 1953 vandt Alvar Poulsen et helt specielt løb, hvor der blev kørt to løb samtidig. Vi er på den for længst nedlagte bane på Amager. Det var en løbsform, der havde verdenspremiere dengang, mente en avis. Her er historien bag dette løb:

”Medens Charlottenlund Travbane fik sit lysanlæg i 1953, måtte den nu hedengangne Amager Travbane (1922-1976) vente til 1969 med at køre travløb efter mørkets frembrud. Det begrænsede antallet af gennemførlige løb, specielt i vinterhalvåret, hvor selv den mindste forsinkelse i løbsafviklingen ofte førte til, at det sidste løb blev kørt i bælgravende mørke.

Men samme år, som Charlottenlund fik sit lysanlæg, kom Amagerledelsen på en fiffig idé for at løse problemet. Man besluttede helt enkelt at køre to af løbene samtidig! Typisk var det programmets 3. og 4. løb. Det første kørtes over distancen 1600 meter og det andet over 2100 meter. For at få kuskene til at række til var det ene løb for professionelle kuske og det andet for amatører.

Første gang, et sådant oplæg prøvedes, var søndag, den 8. november 1953. Der var 16 startende i det første løb og 14 i det andet, hvor amatørerne sad i sulkyen. Hestene i det andet løb havde programnumrene 17 til 30. Man spillede samtidig til begge løb, som dog var helt adskilte i totalisatoren.”

I Væddeløbsbladet stod dagen efter premieren at læse: ”Idéen, som var undfanget af banens tekniske leder, lykkedes. De to felter kom ikke i nærheden af hinanden, og begge løb afvikledes pænt. Det morede publikum og vil blive gentaget på sæsonens to sidste løbedage. Vindere af de to løb blev jockey Alvar Poulsen med sin faders hest, Ole Steen, og amatøren Alfred Petersen, den berømte ”jordbærgartner” fra Værløse, med sin hest, Nero Hanover.”

Forsøget lykkedes tilsyneladende i første omgang, men det blev ikke gennemført ret mange gange senere, om overhovedet.

Aalborg var klar – men så kom krigen
Tanken om en trav- og galopbane i Aalborg opstod allerede før 2. verdenskrig. En totalisatorbevilling til en bane i området var faktisk så småt på tegnebrættet allerede i 1939, og i 1941 var banen klar – troede man! Den skulle ligge ved Vesterkær, i det åbne terræn ved Limfjorden. Men de tyske besættelsestropper besatte netop dette område, bl.a. til en flyvebådsbase. Ved området blev der efter krigens afslutning efterladt en del træbygninger, som dog tilhørte staten, og en skønne dag var de også væk. Men måske var det godt, der ikke kom en bane ude dette sted, et temmelig åbent og vindblæst område.

Peter Lind – skotøjshandler og travformand
Efter krigen varede det nogle år før driftige nordjyder fik gjort en bane klar. Men der arbejdes på det i perioden 1948 til 1954. Der blev bygget lidt stalde, og der kom lidt kapital til Aalborg Væddeløbsforening. 80 mænd støttede med hver en plovmand, i alt 40.000 kr. I 1952 var Aalborg Væddeløbsforening blevet stiftet.

En af det mest aktive i de første adskillige år var Peter Lind. Han har aldrig fået et mindeløb opkaldt efter sig. Peter Lind, københavner af fødsel, var skotøjshandler – og stutteriejer, og, som der stod om ham i travbladene: ”Et energifænomen og businessmand om en hals – et kombineret billede af ro og rastløshed, men en sikker drivkraft man ikke kan undvære på banen”. I parantes bemærket hed Linds første følhoppe Idun Frisco, mor til hans og hustruens egen hurtigtraver Orkanen Frisco. Samtidig købte Peter Lind hestene Grevinde Danner og Ax Frisco, der senere blev morfar til Tarok.

I februar 1954 bestod Alvar Poulsen trænereksamen. På holdet var også senere trænere som Tommy Petersen, Mogens Ingvard, Sophus Bügel Hansen, Benth Kyvsgaard, Per Hansen, og hans senere kollega i Aalborg, Kjeld Petersen. Undtagen sidstnævnte er alle disse trænernavne også portrætteret på Travsportshistorie.dk.

Premiere i Aalborg
Den 15. august 1954 slog væddeløbsbanen i Aalborg portene op for første gang, og blev mødt af en sand publikumsstorm. Omkring 20.000 tilskuere gik gennem tælleapparaterne. En af de trænere der startede op samtidig var således Alvar Poulsen. Sjællænderen, der nu skulle forsøge at vise nordjyderne, hvordan travløb skulle køres.

Alvar Poulsen blev hurtigt kendt på sin nye hjemmebane. En myndig og bestemt herre, lyder nogle af hans karakteristika, og i 1958 var han blevet lokal trænerformand.

-Her skulle være flere trænere, mente Alvar Poulsen. De mange såkaldte privattrænere, med amatørlicens, begyndte på det tidspunkt at få vind i sejlene.

I København var problemet det samme:

-Vi ønsker selvfølgelig ikke at bestride privattrænernes ret til til at køre deres egne heste, men det er desværre ikke altid tilfældet. For os trænere gælder det vores eksistens, så der skal måske, ligesom i København, indføres begrænsninger til disse privattræneres materiale. Det kan være yderst vanskeligt for en træner, der er familieforsørger, at klare en vinter igennem med kun et par heste i stalden, tordner Alvar Poulsen, der også giver et hip til de nordjyske opdrættere her i 1958:

-De vælger lidt for ofte at sælge deres gode afkom til latterlige små priser til hesteejere langt fra Aalborg-banen.

Seks championater på stribe
I de første seks sæsoner i Aalborg-banens historie var det Erik Hansen og Preben Vebner, der sad på trænerchampionaterne, men i 1960 kom Alvar Poulsen til, og han sad på tronen de næste seks sæsoner.

Alvar Poulsen tog sit sidste trænerchampionat i 1965, hvorefter Peter Bratholm overtog førstepladsen i Aalborg.

I de år Alvar Poulsen var træner i Aalborg, vandt han masser af sejre, og havde selvsagt mange heste i træning. En af de helt gode var Captain Lloyd, der vandt banens 4-årsmesterskab, og i alt vandt 41 løb i perioden fra 1960 til 1967. Ikke ved alle disse sejre blev Captain Lloyd kørt af Alvar Poulsen, der dog f. eks. i 1960 vandt 10 løb med hesten. –

Mærkeligt nok kørte Alvar Poulsen aldrig i Derbyet.

Sæson 1964 og 1965 var de to bedste sæsoner for ham, rent sejrsmæssigt. Det blev til 46 sejre i 1964 og 48 sejre i ’65.

Det er selvfølgelig umuligt at nævne alle Alvars sejrsheste gennem de små 20 år han var træner, men her er alligevel nogle af dem, især fra de sidste 10-12 sæsoner – og i tilfældig rækkefølge: Igen Orkanen, Henny Roy, Ibka Hanover, Kiba Hanover, Jan Hanover, Frøken Foldsted, Hippos, Idon Storm, Hans Albert, Konstantin Roy, Kaja Harvest, Ludo, Iver Mon, Kom Hippos, Lenaj Moore, Honey Olympia, My Blackboy, Liberta Jægersbo, Lady Vester, Lord Hanover, Marianne Girl og Lednella.

I den næstsidste sæson som træner, vi er altså i 1970, sejrede Alvar Poulsen 29 gange, bl.a. med Nick Mosegård (fem sejre), Kaja Harvest, Nina Ømarksgård, Lady Vester, Nina Frisco, New Hit, Orkan M N og Noblecess.

I hans sidste sæson var der tre sejre med New Hit, der var ejet af Stutteri Hygæa, som også ejede Optim Lloyd, der sejrede for Alvar Poulsen, ligesom der igen var sejre med Honey Olympia og Oscar Saltum.

Sejr nummer 500 ville bare ikke lykkes
Det blev i alt til 25 sejre til Alvar Poulsen i 1971 – det samlede antal sejre i hele kuskekarrieren sluttede på 499 sejre.

Poulsen ville meget gerne vinde sin sejr nummer 500, inden han skulle være baneforvalter, men det var bare, som det var forhekset at nå dette flotte runde tal.

På hans sidste løbsdag, 30. oktober 1971, blev det i stedet tre andenpladser med hhv. Olsen Bakkely, Partisan og New Hit!

Løbsdagen før, den 23. oktober, blev det til en andenplads med Honey Olympia, mens Alvar Poulsen på løbsdagene 9. og 16. oktober hentede i alt tre andenpladser.

Sejr nummer 499 vandt Alvar Poulsen den 2. oktober 1971 med Oto Ø – ejet af Stald Ømarkgård – som også gav ham sejr nummer 498 et par uger forinden.

Oto Ø var en rigtig god sejrshest i 1971 med i alt fire sejre, heriblandt også i et amatørløb med Poul Nøhr.

Alvar blev hyldet af publikum – på cykel
Alvar Poulsen lukkede sin trænervirksomhed 1. november 1971 efter 17 år, og blev i stedet baneforvalter. Nogle af hans sidste mål som kusk var som nævnt, at vinde sin sejr nummer 500, men det lykkedes altså ikke.

Efter sine sidste løb, en oktoberdag i 1971, fik han stor hyldest af publikum, for hvem han også kørte æresrunde – på cykel!

Tilbage som trænere på Aalborg-banen var nu Enrico Haupt, Jørn Damsgaard, Finn Larsen, Jens Ferløv og Thorkild Jensen.

---

Minder om Alvar Poulsen

Alvar Poulsen var baneforvalter til den 31. december 1983. Generelt var han meget kendt for at have et særdeles godt tag på tilkørsel af ungheste, hvortil kom, at hans stald renholdelses- og ordensmæssigt var toppen.

Tidligere kollegaer med mere – fortæller her:

Jørn Damsgaard:

-Jeg mener, han i sin soldatertid bl. a. var udstationeret i Mellemøsten. Han var af den gamle skole. Da ellers fremsynede træner Mark Ingdam i sin tid prøvede en masse nyt indenfor travet, holdt Alvar Poulsen sig lidt tilbage med at afprøve det nye, siger Jørn Damsgaard.

-Men han var meget omhyggelig, intet blev overladt til tilfældigheder, og han havde en god fast kundekreds.

Jens Præstegård:

-Alvar Poulsen blev en af fars venner. Han havde selv en hest i slutningen af 60’erne, der hed Kaptajn Jægersbo, lyder fra Jens Præstegård, søn af den landskendte amatørkusk fra Aalborg, Carl Aage Præstegård.

-Den brækkede ned i slutningen af 1968 og kom derfor på ophold hjemme hos os.

-I foråret 1969, da jeg var da 16 år, spurgte Alvar mig, om ikke sådan en stor knægt som mig kunne køre lidt med Kaptajnen som genoptræning, og det begyndte jeg så på derhjemme.

-Det endte med, at jeg fik lov at starte med ham i Aså i sommeren 1969. Der var heller ikke den gang nogen aldersgrænse for kuske/ryttere.

-Jeg vandt altså med ham i mit allerførste totalisatorløb! Det har jeg avisudklip om. “Onde” tunger påstod i sjov, at jeg kun blev nummer to i den tætte opløbskamp med P.S. Christensen og hans hest, der var jo ikke målfoto dengang, – at jeg blev udråbt som vinder, fordi jeg var “Carl Aages dreng”!

-Det tog nu ikke glæden fra mig, slutter Jens Præstegård sin beretning med et stort smil.

Finn Larsen:
Finn Larsen, flerårig trænerchampion i Aalborg – som Travsportshistorie.dk besøgte i 2020, – har været ansat hos Alvar Poulsen.

-Jeg var ikke så længe hos Alvar, men han lærte mig meget. Når vi blev ansat fik vi udleveret en greb, skovl, kost og en trillebør, og så kunne vi ellers gå i gang med at muge ud og andre ting. Det er ikke som i dag, hvor mange hurtigt kommer ud og får licens og får køreture i løbene, fastslår Finn Larsen.

-Men Alvar var en god læremester, vi lærte det hele fra bunden af. Hvordan hestene skulle behandles. Efter hurtigarbejderne om formiddagen skulle hestene strigles, børstes og ordnes om eftermiddagen.

-Jeg begyndte at komme derude sammen med to kammerater, Thorkild Jensen, der senere også blev træner i Aalborg, og Bent, som vi kaldte ”Strit”. I starten kom vi hos Kjeld Petersen, der var en af banens første trænere, og efter skolen begyndte jeg i 1959 som staldmand hos Alvar Poulsen, fortæller Finn.

-I første omgang var jeg hos Alvar Poulsen et års tid, hvorefter jeg kom over på Stutteri Sofiendal, der tilhørte en af datidens største hesteejere, Laurits Sørensen, som på det tidspunkt havde otte-ni følhopper samt talrige føl, plage og løbsheste, så der var nok at se til.

Efter tiden på Sofiendal vendte Finn Larsen tilbage til Alvar Poulsen, hvor han også fik jockeylicens som 18-årig i 1963.

-Hos Alvar Poulsen gik alt efter en snor. Han var meget pertentlig, og det var nok dér, jeg lærte mest om alle de elementære ting omkring heste. Men han kunne også være en temperamentsfuld herre, og hvis man fik en malerpensel i hånden, vidste man, at man blev fyret inden for de næste 14 dage, lyder det fra 80-årige Finn Larsen, der nu bor i rækkehus sammen med sin hustru Jytte. Travsporten er stadig den store interesse, og han har, sammen med sin søn, René Grøndal Larsen, hoppen Mary Jane Kelly.

Gunnar Christiansen:

-Alvar husker jeg udmærket. Da jeg som helt ung begyndte at komme på travbanen i Aalborg, så vi meget op til Alvar Poulsen og Peter Bratholm, de var to ”konger” på banen, fastslår Gunnar Christiansen.

-Alvar havde et slags kælenavn, eller øgenavn – ”den rødmossede” – og som hentydede til hans ansigtskulør.

-Jeg synes, han var en hædersmand, en rigtig slider, men også en bestemt herre, meget speciel, og så mødte han ALTID til tiden.

-Han blev jo vores baneforvalter, da han stoppede som træner. Jeg synes, han gjorde det fantastisk. Som sagt var han også en bestemt herre, og havde han først sat sig noget i hovedet, ville han ikke ændre på noget. Han sprang ikke over, hvor gærdet var lavest, kan man sige, synes Gunnar Christiansen.

Kurt Hansen – senere træner i Odense:

Kurt Hansen kom fra starten af sin travtid hos Alvar Poulsen, der havde stalden fyldt med heste. Efterfølgende blev Alvar Poulsen også Kurt Hansens første arbejdsgiver, og han var der i mange år, før han skiftede til træner Jørn Damsgaard, inden Kurt Hansen fik muligheden at nedsætte sig som træner på Fyens Væddeløbsbane, midt i 1970’erne.

Jørgen Larsen, Stald Saltum:

Han husker, han besøgte Alvar, mens denne stadig var i København. Det var et dejligt hus, og besøget var inden en auktion i København, hvor Jørgen Larsen skulle købe nogle heste til Aalborg.

-Alvar var en meget flink, dygtig og behagelig mand, men også meget bestemt. Alvar Poulsen bestod sin trænereksamen med topkarakter. Han var altid alene, når han var på besøg hos os. En sjov historie, var engang hvor Alvar havde fået dispensation til at køre (og måske også starte?) en hest, bare i grimen, hesten var lidt tosset og dum i munden. Jørgen Larsen mener, det var Søren Sus, der også blev kørt uden bid. Efterhånden blev den mere fornuftigt.

---

Poulsen-døtrene fortæller

Alvar fik to døtre, Gitte Christensen og Jette Poulsen, og de fortæller her minder om deres far.

Barndom

-Vi kan desværre ikke fortælle så meget om vores fars barndom, andet end at han voksede op som én ud af en børneflok på ni. Alle drengene – med undtagelse af far – blev landmænd. Vi mindes, at far har fortalt lidt om alt det arbejde, de lavede i markerne og i staldene, når de havde været i skole.

-Vores farfar og farmor ejede tre gårde, og barndomshjemmet var en landbrugsejendom i landsbyen Ambæk ved Præstø. Farfar var desuden med til at starte en landbrugsskole på Sydsjælland. Da far var lille, faldt han ned fra et træ og brækkede benet eller låret, en ulykke der satte sine spor.

Ungdom og udsendt til Palæstina

-Alvar har både været på landbrugsskole og højskole. Tiden på landbrugsskolen har vi ikke så meget information om, men højskoleopholdet var i 1938. Det var under 2. Verdenskrig, og det gav ham en patriotisk tilgang. Vi ved ikke, om han var decideret involveret i modstandskampen, men han var den del af de såkaldte ventegrupper, der var etableret og dermed aktiv i tiden lige efter befrielsen.

-Efter 2. verdenskrig meldte vores far sig frivilligt til den britiske hær. Her gjorde han tjeneste som faldskærmssoldat og blev i årene 1946–1948 udsendt til Palæstina og Egypten. Det var en periode i hans liv, som kom til at præge ham dybt, men som han sjældent talte om. Bl.a. oplevede han at se flere af sine soldaterkammerater blive skudt under tjenesten. Når nogen spurgte ind til militærtiden, kunne han blive meget berørt, og jeg har oplevet, at han begyndte at græde.

-Det var også fra denne tid, det kendte Pegasus-mærke stammede – den vingede hest, som han senere bar på sin væddeløbstrøje. Det var det samme mærke, han havde på sin uniform som faldskærmssoldat, og det fulgte ham resten af livet som et symbol på både styrke og disciplin.

Vejen til travsporten for Alvar Poulsen

-Interessen for hestesporten har nok været tidligt og i hvert fald gik Alvar i den retning, da han startede på et kursus i 1941 på Ny Toftegård ved Ølstykke – som mange andre. Hvis det havde stået til Alvars far, var det nok ikke i retning af travtræner sønnen skulle blive, men mere traditionel landbrug det skulle have endt med.

-Efter hjemkomsten fra militærtjenesten begyndte han sin uddannelse inden for travsporten, og blev uddannet travtræner i 1954. Og nu er vi i Jylland. Her fandt han sit livs virke.

-Disciplinen, ordenssansen og ansvaret fra militæret tog han med sig ind i arbejdet med hestene, og det kom tydeligt til udtryk i hans måde at drive stald på og i hans tilgang til sporten.

Alvar Poulsens liv i travsporten

-I de årtier hvor Alvar Poulsen var aktiv i travsporten, opbyggede han et ry, der rakte langt ud over stalddørene på Aalborg Væddeløbsbane. Han blev kendt som en træner, der arbejdede stille, sikkert og med en dyb respekt for hestene — en egenskab, der ikke bare blev bemærket af kolleger, men også af dyrlæger, banefolk, og folk uden for sporten. Det var netop denne respekt og ordentlighed, der i 1969 førte til, at han modtog et sjældent diplom fra Hestens Værn for god behandling af heste, en hæder kun ganske få travtrænere fik. Her er nogle af de ting, der dengang i 1969, blev fremført af Hestens Værn:

I miljøet blev Alvar betragtet som en mand, der aldrig sprang over hvor gærdet var lavest. Han var grundig, rolig og konsekvent, og han havde en evne til at få selv de mere vanskelige heste til at falde til ro og arbejde med ham. Mange i sporten vidste, at hvis en hest kom i hans hænder, blev den behandlet med tålmodighed og faglighed — og det skabte et ry, der fulgte ham gennem hele hans karriere.

Som kollega var han kendt for at være hjælpsom og jordnær. Han var ikke typen, der gjorde væsen af sig, men når han sagde noget, lyttede folk. Han var ikke typen, der blandede sig i drama eller sladder. Hans erfaring og hans rolige måde at være på gjorde ham til en naturlig autoritet, både som træner og senere som baneforvalter. I den rolle blev hans ry kun styrket: Han blev manden, der sørgede for, at banen fungerede, at forholdene var i orden, og at sporten kunne afvikles sikkert og ordentligt.

For mange i travmiljøet stod Alvar som et eksempel på den gamle skole — en generation af trænere, hvor håndværket, hestefornemmelsen og den daglige disciplin var vigtigere end store ord. Hans ry var bygget på respekt, faglighed og en stille styrke, der gjorde ham til en af de personer, man kunne regne med, uanset om man var kollega, kusk eller hesteejer.

Alvar Poulsen var et menneske, der bar sin styrke stille. Han var ikke typen, der fyldte rummet med store ord eller høje armbevægelser — i stedet fyldte han det med ro, stabilitet og en naturlig autoritet, som folk omkring ham instinktivt respekterede. Han havde en måde at være på, der gjorde, at både mennesker og heste faldt til ro i hans nærhed. Det var ikke noget, han gjorde bevidst; det var bare sådan, han var.

I stalden var han kendt for sin tålmodighed over og sin evne til at læse hestene. Han havde en stille intuition, der gjorde, at han kunne se, når en hest havde brug for en pause, en blid hånd eller en fast ramme. Han talte ikke meget om det — han gjorde det bare. Og det var netop den tilgang, der gav ham ryet som en af dem, der altid satte hesten først. Diplomet fra Hestens Værn i 1969 er ikke bare en hæder; det er et spejl af Poulsens personlighed. Diplomet blev ham overrakt i stalden, og som anerkendelse for hans altid ordentlige stald og gode behandling af hestene.

---

Livet med en far som travtræner
Døtrene Gitte Christensen og Helle Poulsen fortsætter deres oplysninger om deres far:

-Væddeløbsbanen var næsten vores andet hjem. Da vi blev gamle nok til at kunne opføre os ordentligt – altså ikke løbe i vejen og ikke larme, begyndte vi at komme op i stalden. Vi havde kolonihave på den anden side af vejen, og vi boede heller ikke langt derfra.

-Når man havde været på banen hele formiddagen, var højdepunktet, hvis der var en rolig hest, der skulle motioneres med en roadcar. Og nogle gange var vi så heldige, at en af os måtte få en tur med.

-Når staldmændene gik hjem om eftermiddagen, skulle alt være i orden. Stalden skulle fejes, der måtte ikke ligge noget på gulvet, og der blev strøet sand. Vognene skulle stå i en lige række, og der skulle være revet både foran og uden for stalden. Seletøjet skulle være rent og pudset. Far lavede selv grimerne og reparerede seletøjet.

-Vores far lavede også selv melassen – den duftede dejligt, og den skulle selvfølgelig smages. Hvis hestene kunne spise det, kunne vi også!

-Om sommeren slog far ofte græs med le og fordelte det til hestene. Måske var det hans opdragelse, eller tiden i militæret, der gjorde, at tingene skulle være i orden og se præsentable ud, især når der kom hesteejere i stalden.

”Viceværten” Arthur Jensen kom på besøg

-Ved en premiere på banen, enten efter en nybygning eller en renovering, kom skuespilleren Arthur Jensen for at hilse på far. En af os piger skulle følge ham over på publikumspladsen, og vi fik 5 kroner for det – det var mange penge dengang.

-Mor og far havde en stor omgangskreds, og selv efter far stoppede på banen, bevarede de kontakten til flere af staldmændene.

-Vores forældre gjorde meget for os, og vi manglede aldrig noget. Mor strikkede og syede meget af vores tøj, og vi gik både til ridning og dans – der blev ikke sparet. Vores hjem var altid åbent for venner, og vi elskede livet i kolonihaven lige over for væddeløbsbanen.

-Når der var væddeløb, var mor med og stod blandt publikum, mens vi børn legede. Nogle gange, når far vandt og fik blomster, blev vi løftet over hegnet af publikum, så vi kunne hente dem, og give dem til mor.

-Vi var i mange år snoretrækkere, har løbet med sedler, og været rundt med omkring målfotobillederne. Vi har aldrig været meget på ferie med far – hestene og væddeløbsbanen kom i første række, og det passede os egentlig fint, for vi var selv hestetossede. Vi red ponyløb på banen, og jeg – Gitte – red også montéløb og et par galopløb.

Minderne og duften

-En gang imellem tager vi stadig på væddeløbsbanen. Jeg kan finde på at gå ind ved staldene, stå lidt og nyde duften, og lade minderne komme tilbage.

– Om sommeren løb vi ofte derop fra kolonihaven, hvor der også var mange andre børn og unge. Vi vidste godt, hvad vi måtte og ikke måtte. Overtrådte vi reglerne, var det bare hjem. Der var ofte liv på banen om aftenen med mange aktiviteter.

-Når far havde fri, kørte vi ofte op til mors familie, som havde en lille gård. Det holdt far meget af. Mor og far købte en kolonihave på den anden side af banen, og far elskede at arbejde der om aftenen. Når vi skulle i seng, gik han ofte lige en tur over for at se, om alt var i orden i stalden. Han var ikke god til at sidde stille.

En temperamentsfuld herre

-Far kunne være temperamentsfuld, men han havde også et stort ansvar for andres heste – og så var han rødhåret. Hestene var jo hans levevej.

-Selv efter han stoppede som træner, blev far ved i nogle år med at komme ud til løbene. Han stillede sig ikke ind blandt folk, men stod nede ved opløbssvinget og kiggede.

-Han savnede at være en del af løbene, hestene og den særlige stemning.

-Omkring 1976 købte mor og far hus, også tæt på banen. Mor var uddannet barneplejerske, men begyndte først at arbejde igen, da vi kom i skole, hvor hun uddannede sig til sygehjælper. Hun arbejdede, indtil hun ikke længere kunne holde til det. Omkring et år efter, at mor og far havde købt hus, købte de endnu en kolonihave, far skulle jo have noget at tage sig til.

En stolthed og en speciel køretur

-Vi var stolte af, at vores far var travtræner – det var ikke et almindeligt arbejde, og mange misundte os det.

-Et helt særligt minde var, da Jette på min (Gitte) polterabend havde aftalt med Jørgen Roos, som overtog stalden efter far, at jeg måtte komme ud at køre. Det var en fantastisk oplevelse, og også min søn fik lov til at prøve en lille tur.

-Vi driller ofte min søn, Emil, med, at han er i familie med Gøngehøvdingen. Gøngehøvdingen var fra Præstø – ligesom vores far, og de var begge rødhårede.

-Vores mor, Edel Pilgaard, født Jonassen, havde været syg i mange år, faktisk så længe jeg kan huske. Da sygdommen for alvor tog til, var det far, der overtog det hele – rengøring, tøjvask, indkøb og madlavning. Mor døde i 1991, 62 år gammel.

Alvar Poulsen døde i 1996, 76 år gammel. Han ligger begravet samme sted som sine sjællandske forældre.