Helge Rasmussen

OdinLuno-HelgeRasmussen-500x375

Fhv. Lunden-træner Helge Rasmussen – som fyldte 70 den 16. februar – skal i vindercirklen igen på søndag, præcis som han også var det for 25 år siden, da han vandt “Lundens 100 års Fødselsdagsløb” med Odin Lunø. 

Efter tre indledende afdelinger, der blev vundet vundet af hhv. Ohøj Frennegård (Lars Lykke), Moonshine (Max Nielsen) og Mr Frøkjær (Preben Kjærsgaard), blev Nice Vip med Christian Clausen favorit (34:10) i finalen, men her gik sejren altså til outsideren Odin Lunø med Helge Rasmussen i sulkyen i tiden 1.19,4/2000 meter.

Der var 20.000 kroner til vinderen, der var ejet af amatørkusken Willy Nielsen – far til nuværende træner Kenneth Nielsen – som selv havde kvalificeret Odin Lunø til finalen.

-Men Willy måtte ikke køre hesten i finalen fordi præmiesummen var for høj (!), og det blev jo mit held, siger Helge Rasmussen.

Sejren med Odin Lunø var i øvrigt Helge Rasmussen sidste start som træner – en flotte afsked kan man næppe ønske sig.

-Nej, det kan man jo godt sige, men det var alligevel lidt bittert at skulle stoppe. Travheste har været hele mit liv – ja,  hele VORES liv, idet min kone Ellis er datter af fhv. træner Gerhard Petersen, siger Helge.

-Jeg ville godt ha’ fortsat, men jeg havde Ellis som medhjælpende hustru, og da hun skulle på dagpenge fordi vi kun havde tre heste i træning, var jeg også nødt til at stoppe.

Startede hos Verner Rasmussen
Det var daværende træner Verner Rasmussen – eller indirekte hans kone, som var årsagen til, at Helge Rasmussen blev interesseret i travsporten.

-De blev naboer til os på Amager og Verners kone begyndte at tage mig med til trav – jeg kom jo gratis ind som barn. Efter løbene endte vi som regel over i staldene, og på den måde blev jeg bidt af det, siger Helge, der efter skolen startede som staldmand hos Verner Rasmussen.

-Jeg startede 2. juledag 1960 og var hos Verner i to år, inden jeg en kort overgang kom over til Leif Løfgren. Siden blev jeg før tiden “rykket op” som voksenlærling – dvs. jeg var endnu ikke fyldt 18 – og ansat hos Walther Kaiser-Hansen, som manglede staldfolk, og her var jeg i tre år indtil jeg skulle ind som soldat.

-Jeg var inde i 11 måneder og efter soldatertiden kom jeg til Leif Nielsen – det må ha’ været i 1967.

Nogle år forinden havde han købt sin første travhest, Deci Root, af træner Orla Bregnbak, men det viste sig at være en fejlinvestering.

-Bregnbak havde glemt at fortælle mig, hvor mange vogne den havde smadret på Fyn, hvor Deci Root oprindeligt kom fra. Den var skingrende skør! smiler Helge.

Succesrig jockey
Det blev til mange sejre (ca. 50) som jockey for Helge Rasmussen, der bl.a. var jockeychampion to gange og vandt adskillige sejre med heste som Niki Hanover, Vivanoff, Løjtnant og Rex June.

-Dengang skulle man jo være 18 år for at få jockeylicens og jeg vandt min første sejr med hesten Esbjørn, der var trænet af Verner Rasmussen og ejet af Stutteri Vadekær. Det var mens jeg var hos Kaiser-Hansen, husker Helge.

-Jeg blev jockeychampion to gange og vandt gulduret tre gange. Dengang samlede man point i alle jockeyløbene i løbet af sæsonen, og den som havde flest point vandt altså et guldur. To af de tre gange jeg vandt det blev jeg også jockeychampion – det sidste år var det så vidt jeg husker Niels Duus, som blev champion.

-Det var nogle rigtig flotte ure, men desværre har jeg mistet dem efter et indbrud.

Kompagnon med svigerfar
Helge Rasmussen fandt siden sammen med Ellis, datter af den tredobbelte championtræner Gerhard Petersen, og blev i 1968 ansat som jockey hos svigerfaderen.

-Vi havde et rigtig godt samarbejde og 1. januar 1978 dannede vi den første såkaldte popstald i dansk travsport, Petersen/Rasmussen, fortæller Helge.

-Det gik rigtig fint, men min svigerfar var jo også en rigtig dygtig og meget erfaren hestemand, og han kørte stadig løb. Vi havde på et tidspunkt 37 heste i træning og vandt mange løb med bl.a. Rex June, Bisse, Fair Pay Dirt, Hurricane S, Laurits, I B M og Black Vixi.

Helge Rasmussen vandt 155 løb.

Nej Tak til comeback
Efter Gerhard Petersen faldt for aldersgrænsen (70 år) i 1981 fortsatte Helge Rasmussen yderligere ti år på egen hånd, inden han måtte takke af i 1991.

-Efter jeg stoppede anbefalede Leif Løfgren mig at komme ud til Lejerbo som ejendomsfunktionær, og der var jeg i 15 år inden jeg gik på efterløn som 63-årig, siger Helge, som sammen med Ellis Rasmussen stadig følger levende med i travsporten.

-Vi har vores egen loge på den lukkede tribune og er på Lunden hver eneste løbsdag.

-Vi har pt. to løbsheste sammen med vores søn, Jan – Sisley og Aramis – der begge er i træning hos Rene Jonassen. De er de sidste to afkom efter Aktiv Bangsbo, som Ellis i sin tid købte for at få et afkom efter Desert Classic, som hun arvede efter sin bror, Frank Petersen.

-Det resulterede i Aramis, men desværre blev Desert Classic aldrig den store succes i avlen. Han fik kun ni afkom og er nu aflivet.

Helge Rasmussen skal som nævnt overrække ærespræmierne til vinderen af jubilæumsdagens 1. løb, og han blev også inviteret til at deltage i “Old Boys-løbet” der afvikles umiddelbart før 1. løb.

-Men jeg sagde Nej Tak. Jeg har problemer med ryggen og vil ikke ta’ nogle chancer. Desuden har jeg ikke siddet i en sulky i mange år, siger Helge Rasmussen.