Gnisten Bogø

Gnisten Bogø flankeret af Henning Beyer og Steen Juul. Foto: Burt Seeger

Husker du lynstarteren Gnisten Bogø, der bl.a. vandt finalen i Tuborg Mesterskabet i 1985?

Vi kender allesammen vendingen “Et billede siger mere end tusind ord” – men et billede kan også vække gamle minder fra en forlængst svunden tid.

Se nu f.eks. Burt Seegers flotte foto af Gnisten Bogø fra Tuborg Mesterskabets finale på Lunden i 1985, som jeg helt tilfældigt faldt over i går.

I årgangssammenhæng så man ikke noget til Osman Bogø-sønnen, der var slettet i alle årgangsløbene, men hans ejer – Skovbo-amatøren Henning Beyer – havde til gengæld stor fornøjelse af Gnisten Bogø i klasseløbene. Gennembruddet kom som 3-års, hvor det blev til ni sejre og 13 andenpladser i 32 starter – fortrinsvis på hjemmebanen.

-Jeg købte Gnisten Bogø på en auktion på Skovbo – ja, det vil sige, Henry-Toft Olesen (Stutteri Kejsergården) ville ha’ lidt for meget for ham, så den blev i førte omgang købt tilbage, men så handlede vi i stedet efter auktionen, fortæller Henning Beyer, som i dag er 82 år.


Artikelsponsor (klik på banner):


 

-Han kostede 10.000 kroner og så aftalte vi, at jeg skulle gi’ yderligere 5.000 når Gnisten Bogø satte rekord 1.20 og 5.000 til når han satte rekord 1.18, så han kom til at koste i alt 20.000, men tjente jo over en halv million (520.000 kr), så det var en udmærket handel.

-Gnisten Bogø var lynhurtig fra start – der var ikke ret mange, der kunne følge ham og han var rigtig skrap, hvis man kunne dæmpe ham undervejs, men han pullede sig til gengæld halvt ihjel hvis han kom til at sidde i ryg.

-Steen Juul havde jo på det tidspunkt Granit Bangsbo, der ofte mødte Gnisten Bogø, men i starten foretrak Steen at køre Granittten.

-Jeg kan huske engang, hvor vi mødte hinanden og jeg havde startspor 5 volten. Jeg vendte på en tallerken og kørte til spids – og Gnisten Bogø vandt ganske let.

-Næste gang var det meningen, at de to heste skulle mødes igen og Steen spurgte mig: Hvem skal køre Gnisten Bogø? “Det skal jeg vel” svarede jeg – “Du har jo Granit Bangsbo” – men det viste sig, at han egentlig hellere ville køre Gnisten Bogø og så blev Granitten ikke meldt i dét løb.

Overlegen i finalen
5-årssæsonen var Gnisten Bogøs klart bedste sæson med 11 sejre og 236.000 kroner i indkørte præmier.

Tuborg Mesterskabet var i 1985 et afdelingsløb for 5-åringer i fire afdelinger, hvor de to første afdelinger blev vundet af hhv. Gutten B med Axel Jacobsen og Granit Bangsbo med Steen Juul, som i øvrigt vandt tre af de fire afdelinger.

I 3. afdeling havde Steen Juul valgt Gnisten Bogø, der var helt overlegen og i finalen sejrede parret også ganske let i tiden 1.16,7/2000 meter foran Crown T (Birger Jørgensen) og Goldie (Bent Svendsen).

Der var 75.000 kroner i førstepræmie til Gnisten Bogø, som i øvrigt også vandt Tuborg-Revanchen, der blev afviklet på Derbydagen.

Gnisten Bogø fortsatte med at “tjene til havren” de næste par sæsoner med hhv. to sejre/48.000 kr. og tre sejre/67.000 kr., men formåede alligevel ikke at leve op til de forventninger, mange stillede efter den forrygende 5-årssæson.

Gnisten Bogø sluttede karrieren som 10-årig i 1990.

Ville ha’ været travtræner
Henning Beyer fik amatørlicens i 1972, men interessen travhestene går helt tilbage til barndommen:

-Vi havde arbejdsheste derhjemme og dem red jeg ofte på om vinteren. Efterhånden fik jeg også interesse for trav – tror at jeg læste om det i avisen – og på et tidspunkt omkring konfirmationsalderen, meddelte jeg min far, at jeg ville være travtræner! Men det kunne der ikke være tale om – jeg skulle være landmand og arve “den fædrenes gård” – og sådan blev det.

Vandt sin første start
Henning Beyer fik som nævnt amatørlicens i 1972 og vandt sin allerførste start med hesten Osman Bulwark, der også var hans første travhest.

-Jeg havde startspor 1 som den eneste i spidsvolten, så min taktik var at køre for fuld fart de første 500 meter og så pulle op. Det gjorde jeg så op på et tidspunkt kunne jeg ikke høre de andre – så trak jeg ørehætten og vattet og han vandt med omkring 40 meter! fortæller Henning Beyer, som også hentede en “lille” gevinst i totalisatoren.

-Jeg kom i stalden hos Verner Rasmussen på Amager og den dag jeg skulle starte for første gang, spurgte jeg en af jockeyerne, om han havde nogle sikre vindere. Jeg ville spille en V5-kupon til 500 kroner og fik staldmanden til at indlevere bonnen.

-Han sagde, at der var TO sikre vindere, så dem “blankede” jeg og jeg stod også blank på mg selv med Osman Bulwark i sidste afdeling. “Du er ikke rigtig klog” sagde han, men det gik jo godt og jeg mener V5 gav omkring 15.000!

Amatørchampion
Jeg husker udmærket Osman Bulwark fra de første år på Skovbo i 1979, men bortset fra Gnisten Bogø var det ikke de store stjerner, Henning Beyer kørte rundt med.

Han blev dog amatørchampion på Skovbo en enkelt gang og vandt bl.a. også Amatør Grand Prix.

-Det år jeg blev champion havde jeg seks travheste og på årets sidste løbsdag, Lillejuleaften, vandt jeg tre løb, husker Henning Beyer.

-Jeg havde bl.a. Rikiti Bodal, Tølper og Vupti Marielund, men den bedste, udover Gnisten Bogø, var nok Gin Bogø, som faktisk havde et bedre væddeløbshoved, men den døjede med bentøjet og kunne ikke tåle at blive trænet så hårdt.

Henning Beyer bor i dag i Jyderup sammen med hustruen Ruth, men travhestene er forlængst væk.

-Vi solgte den sidste omkring 1997, nogle år efter Skovbo var gået konkurs. Jeg følger ikke så meget med i travsporten længere, men kommer da på Lunden en eller to gange om året, siger Henning Beyer.