Amager Travbane 100 år – Del 2

Næste kapitel i Kenn Erik Bechs beretning om Amager Travbane er et portræt af banens mangeårige formand, Axel Taarup (1907-76). 

I 1946 blev der valgt en ny mand ind i travselskabets bestyrelse, den 39-årige manufakturhandler Axel Taarup, som de næste 30 år – på godt og ondt – skulle blive en form for omdrejningspunkt for Amager Travbane og komme til at spille en kontroversiel rolle i bl.a. den opslidende travkrig mellem de to københavnske travbaner.

Generalforsamlingen i 1946 for Amager Travselskab holdtes i den forlængst nedrevne Restaurant Wivex, beliggende i tilknytning til Tivoli, og blev behørigt refereret i bl.a. Væddeløbsbladet:

-Formanden, W. Philipps, aflagde beretning. Selskabet havde den 10. februar eksisteret i 25 år.

-Personalenyt: Hr. Olufsson var ansat som ny sekretær, og skulle tage sig af det administrative, mens Otto Nielsen (travsportsjournalist Quickly) forsat ville tage sig af det løbstekniske. Den forrige sekretær, Claudius Petersen, havde opsagt sin stilling, fordi han havde fået en, der var bedre.

-Til den kommende sæson var der bevilget penge til 16 nye bokse, i alt 37.000 kr.

-Til nye boder var der afsat 25.000 kr. Nye 1-2 væddemålsmaskiner kostede 37.500 kr.

-Forbedring af højtaleranlægget 6.000 kr. og så var der tegninger og planer fremme til en samlet byggeplan som omhandlede forbedring og modernisering af tilskuerpladserne, en lukket spillehal, en udvidet restauration m. m. Formanden håbede på, at Amager Travbane kunne blive en smuk og moderne bane, som folk gerne ville gæste.

-Den tidligere sekretær gennem 24 år, ritmester Jerichau, fik på generalforsamlingen bevilget en pension ”som han kunne leve af”.

-Carl P. Voss nedlagde sit bestyrelsesmandat, og der var tre forslag til nyt bestyrelsesmedlem; Axel Taarup fik flest stemmer.

-Efter generalforsamlingen gik man til bords, og her talte formændene for de 2 travselskaber m. fl. Stemningen var god til det sidste.

25 års jubilæum i 1947
Man havde overlevet alle de kriser, der havde været, og også 2. verdenskrigs strabadser, og var nu klar til glædens dag, hvor man skulle fejre Amager-banens 25-års fødselsdag.

Allerede under krigen havde man udsendt proposition for det store 25-års jubilæumsløb!

Man forventede ingen deltagelse af f.eks. de gode tyske og italienske heste, så derfor blev jubilæumsløbet udskrevet for skandinaviske heste i alderen 3-6 år. Samlet præmiesum på fine 35.000 kroner – og der kom hele 180 anmeldelser!

Men da startlisten blev lavet stod der kun 12 heste tilbage med de to svenske heste, den skandinaviske mester Balett og landsholdshesten Prins Bulwark, i front. De danske heste var ikke spået de store chancer i jubilæumsløbet – størst tiltro var der nok til 1946-Derbyvinderen Hickory med Oluf Månsson i sulkyen.

Vinder blev dog helt overraskende en helt tredje svensk hest, Benito med Algot Scott til odds 97,30! I V3-spillet blev det sat udbetalingsrekord med 19.481 kroner for en femmer. Samlet omsætning: ca. 500.000 kr.

---

Omstridt som ingen andre – men hvem er Axel Taarup?
Ja, det er et godt spørgsmål, som man siger, når man ikke ved hvad der skal svares. Her kommer et slags portræt af den forkætrede travmand, der i 1937 blev medlem af travselskabet, hvor bestyrelsen af B.D. Corneliussen (Formand), Sophus Hansen, Tønnes Jansen, I.L. Offersen, A.C. Thomsen, E. Gjertsen, Valdemar Jensen og Carl Ryle.

Som tidligere nævnt havde dyrlæge Corneliussen siddet tung på formandsposten størsteparten af Amager-banens første 24 leveår, men i 1945 blev bagermester Wilhelm Phillips valgt til ny formand og han sad på posten indtil 1948. Herefter var Svend Warming kortvarigt fungerende formanden, inden Axel Taarup samme år blev valgt som travselskabets bestyrelsesformand.

Taarup gjorde også mange gode ting i sin formandsperiode, men overordnet set var han omstridt på mange måder og benævnt med ikke så pæne gloser og tillægsord. Magtfuld, manipulerende, med dårlig mandskabspleje, sørgede selv for hvem der blev medlem af travselskabet, ødelæggende for den samlede travsport, osv. osv.

Denne artikels formål er imidlertid ikke at drage mange konklusioner om personer, der er gået bort for længe siden, endsige fælde dom over diverse ældre travfolks gøren og laden på godt og ondt, men mere prøve at fremlægge de ting, der er sket, som det er oplyst – og Amager Travbanes 54-årige historie kan ikke beskrives uden at placere Axel Taarup i en af hovedrollerne.

I næsten 30 år blev han uafbrudt valgt som formand, og selv da det så værst ud for hans kære Amager Travbane, gav han ikke op, men kom i stedet med idéen om at etablere  en helt ny bane, Skovbo-banen ved Bjæverskov.

Han nåede at se premieren på den nye bane i Bjæverskov, A T Skovbo fik faktisk fin succes de første par år, men det nåede Taarup ikke selv at opleve, idet han faldt om på tilskuerpladserne på hans ”fjendebane” i Charlottenlund ved årsskiftet 1976/77 og døde kort efter.

Fodbold og trav
Axel Hannibal Taarup var født i 1907 i København, og blev gift med Sonja Rosaline Fanny Christensen. De fik to sønner, Erik og Aage Taarup, der også i en vis grad blev aktive i travsporten ligesom Sonja Taarup var en ivrig hesteejer med sine egne heste og ivrig tilskuere på Skovbo-banen, hvor hun havde fast bord i restauranten flere år efter sin mands død.

I skolen på Forchhammersvejs Skole kunne man fra klasseværelserne se over til KB’s gamle fodboldbane ved Sct. Marcus Allé, hvor nu Forum ligger. Her trænede fodboldheltene fra KB – Københavns Boldklub – så det var nok svært for Axel og de andre børn at koncentrere sig, når de dengang store KB-berømtheder trænede ved siden eller spillede kampe i deres karakteristiske blå-hvid langstribede trøjer.

Axel Taarup forblev KB-fan hele livet og det var derfor oplagt, at han valgte klubbens farver som sine hesteejerfarver da Stald K.B. blev lanceret i april 1945, hvor Emo som den første startede i de karateriske blå-hvide farver.

I juni 1945 fik Axel Taarup selv kørelicens og havde kort efter sin første start med Emo, der dog galoperede og blev diskvalificeret. Parret fik dog siden hen revanche og i november måned samme år fik Taarup sin første kuskesejr med netop netop Emo.

I alt vandt Taarup i omkring 70 løb – den sidste sejr kom i efteråret 1963 på Amager med Cille.

Taarups egne heste
Efter Emo kom der andre heste til Stald K B. Der var navne som Jungmand, Jalema, Gylfe og Helmuth. En speciel sejr for Taarup var en sejr med Gylfe på Derbydagen i 1946 til et ganske stort odds. I alt vandt han syv sejre med Emo og seks med Jungmand.

Taarups drøm var at vinde Derbyet, men det skete ikke, selvom han gennem årene købte mange højtprofilerede hest i håbet om en Derbysejr.

I Derbyet 1948 deltog han selv med Jungmand, der fik den sidste pengepræmie. I 1975 var det Siff med Børge Grandahl, men den røde hoppe galopperede.

Amatørchampionatet vandt Taarup heller ikke. I 1947 blev han dog nummer to med ni sejre, mens Beckmann Jensen tog titlen med 14 sejre.

To løb kørt samtidigt
Taarup var en innovativ herre. Lunden havde fået sit lysanlæg allerede i 50’erne, men Amager havde dengang ikke råd til et lysanlæg, så man måtte tænke lidt kreativt.

Dengang kørtes løbene med op til 30 minutters mellemrum, så det blev problematisk med mange løb på programmet.

Hvad gjorde Taarup? Jo, han begyndte – allerede samme efterår, hvor Lunden havde fået sit nye lysanlæg – med at køre to løb samtidig!

Amager var jo 1200 meter lang, så de var plads nok – så nu kørtes sædvanligvis 3. og 4. løb – samtidig!

I sagens natur gik de over to forskellige distancer. Det ene kørtes på distancen 1900 meter og det andet over 250 meter. Det ene var altid et amatørløb, således at man ikke begrænsede de professionelle kuskes startmuligheder.

Ja, det lyder utroligt i mine ører, men den skulle være god nok.

Ved at køre to løb samtidig sparede man en halv time. De to løb, som kørtes samtidig, havde hver sin totalisator, men de stod opført med fortløbende numre, og det er derfor, at man kan finde fotografier på heste med startnumre oppe i 40’erne. Hvor længe det blev gjort, ved jeg ikke. Nok ikke så lang tid, er mit bud.

---

En – næsten – positiv karakteristik af Taarup
Travjournalist Otto “Quickly” Nielsen lavede i 1964 denne karakteristik af Taarup:

“Taarup har gennem årene altid haft store planer for Amager Travbane, ingen er blevet realiseret endnu, og ofte er hans planer blevet kritiseret i pressen. ”Et loppecirkus på Amager” som en avis kaldte det. Men dette anfægtede aldrig Taarup, der bare arbejdede videre, og på Amager var han populær travformand, og der var aldrig nogle modkandidater ved travselskabets generalforsamlinger.

Taarups nærmeste familie blev også hesteejere. Hans hustru Sonja blev hesteejer, og med en ny væddeløbsdragt, sort med gyldne stjerner, og efterhånden kom sønnerne Aage og Erik, også med som hesteejere. Thorshøvdi var en af Sonja Taarups første heste, tilsyneladende en lidt hidsig type, da den på et tidspunkt sparkede Taarup selv alvorligt på hånden, så han måtte holde pause som kusk.

I de senere år er der ikke kommet de store stjerner fra Stald KB. Derimod vandt Sonja Taarups heste flere sejre, bl.a. med førnævnte Thorshøvdi og senere med hesten Don. Nye heste hos Taarup er nu Cille, som han sejrede med sidste år, og unghesten Flotte Victory.

Som formand for Amager Travselskab har Taarup været med i mange udvalt, og han har altid arbejdet idealistisk for travsporten, men også forstået reklamens magt. Taarup tog chancer og slap som regel godt fra det.

Taarup er endnu i sin bedste alder trods mange års slid for dansk travsport. Han er en handlekraftig mand, der kæmper hårdt for sine ideer, og det er yderst sjældent, han må give op med hensyn til disse. Vi ønsker ham held med arbejdet for fremtidens travsport, og forstår hans glæde, når han kommer først over mållinjen siddende i sin karakteristiske stilling.”

Til ovenstående skal bemærkes, at Otto Nielsen havde været ansat deltids på Amager-banen fra 1945 til 1955, så lidt inhabil er han måske her. “Man kunne frit fremføre sine idéer for ham” som “Quickly” fremførte.

Ofte var Sonja Taarups heste . navne som fornævnte Thorshøvdi og Don – bedre end gemalens. Til gengæld fik Axel Taarup dog lejlighed til selv at køre sin kones heste.

Taarups stald, Stald KB, havde også to gode heste de sidste år før det hele stoppede – Lucky Song og Lasse Borup. Førstnævnte var bl.a. i spil som Derbydeltager; det lykkedes imidlertid ikke, men Lucky Song vandt adskillige sejre. Den 19. april 1970 vandt begge disse L-heste på Amager. Lasse Borup med Gerhard Petersen og Lucky Song med Børge M. Rasmussen.

Heste som Siff og Samson Ørnebjerg var også nogle af Taarups sidste heste.

Mangler på erkendelse men altid smilende
Flemming Ettrup fremhæver i sin bog om den københavnske travsport bl.a. følgende om Axel Taarup:

Brøndbyplanen som en helt ny bane der, og frasalg af de 2 gamle, gik i vasken, omsætningen på Amager raslede ned, og aviserne skrev om Taarups tragiske og utrolige mangel på erkendelse af situationens håbløshed. Det var slut med Amager Trav – troede man.

Taarup var, som han havde været sit lange travliv; smilende og venlig til alle sider, slog på skulderen og sagde ”tab og vind med samme sind”. Den nye tribune på Amager Travbane havde kostet tre gange så meget som forventet, men Taarup havde en ny plan, banen ved Bjæverskov. Den fik han, næsten ene mand, gennemført, hvad ellers al fornuft sagde, at det var umuligt.

Klaus Koch fremfører følgende om Axel Taarup:

Taarup dominerede snart alt på Amager Travbane. Lidt symbolsk er det, at han delte initialer, A.T., med sin elskede bane, for han blev virkelig opslugt af den – eller den af ham.

Taarup foretog f.eks. selv alle sejrsinterviews, som han indførte allerede i 50’erne. Lunden kom efter – i 80’erne. Ofte foretog Taarup disse interviews iført sine løbsfarver, eftersom han skulle ud og køre i det efterfølgende løb.

Tøj i ALLE størrelser
Aksel Taarup startede i 1933 – med 1500 kroner på lommen – sin egen herreekviperingsforretning, og med sig selv som både bud og indkøbschef.

Taarups Herremagasin i Griffenfeldsgade 35 var tøj til alle størrelser, også de store mænd. Her lå den indtil forretningen kom på tvangsauktion 2. november 1989. En æra på Nørrebro var forbi.

I sin storhedstid var der forretning i to etager: Griffenfeldsgade 35 og 35 A. Der kom mange kendte og købte tøj, eksempelvis Dirch Passer, Poul Bundgaard og Arthur Jensen. Bygningerne huser nu helt andre ting.

---

Taarup fyrer to driftsledere
At Axel Taarup, i hvert fald udadtil, var en venlig mand, er blevet nævnt flere steder. Et minus hos ham, jeg her vil fremhæve, er hans måde at fyre de ansatte på Amager Travbane.

Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved at en bestyrelsesformand sammen med sin bestyrelse skal ha’ lov til at fyre ansatte – berettiget eller ikke berettiget, også set i historiens og bagklogskabens lys. Men måden det blev gjort på var ikke den bedste. Det sagde man også dengang det skete.

Efter 10 års som driftsleder blev Otto Donatzky fyret i 1972. Han havde i 1961/62 afløst den hidtidige driftsleder, Knud Jacobsen, der havde haft denne stilling siden 1953. Donatzky havde i denne stilling ellers bidraget med mange ting i den periode, f.eks. blev Amagers travprogram i den grad opgraderet med fine artikler, statistikker og fotos.

Han kæmpede de sidste år af sin stilling en ulig kamp for at holde travløbene på Amager bare nogenlunde oven vande. Til gengæld fik den danske opdrætterforening nu en kapacitet uden lige, da han i stedet blev ansat som denne forenings sekretær og forretningsfører. Her havde han et godt samarbejde med Opdrætterforeningens formand Ole Anker, der for år tilbage også havde været medlem af Amager Travselskabs bestyrelse.

Donatzkys efterfølger på driftslederposten – navnet husker jeg ikke – fik kun få år på posten. Utroligt nok blev det offentliggjort i Væddeløbsbladet INDEN han selv fik det at vide, det virkede ikke værdigt!

Om det så var Taarups skyld eller det var lækket fra en anden Amager-mand, skal jeg ikke kunne sige. Jeg ved kun, at vedkommende først læste det i Væddeløbsbladet på DTC’s Delegeretmøde i 1976, og forargelsen der var stor. Taarup og Svend Aage Sørensen repræsenterede Amager Travselskab, og de fik en del knubbede ord fra de andre delegerede.

Eric Malver, der sad i Amager-bestyrelsen på den tid, og fik en del af ansvaret vedrørende formidlingen af Donatzky-fyringen, udtaler i denne forbindelse:

-Ellers bestemte Tarup det meste i forhold til bestyrelsen og medlemmer af selskabet, men visse temmelig ubehagelige opgaver, kom videre til os andre, bl.a. afskedigelsen af Donatzky, der kunne være meget temperamentsfuld.

Claus Nielsen, tidligere Lunden, Skovbo og DTC udtaler:

-Fyringen af Donatzky var ikke i orden. Han knoklede for at holde sammen på de sørgelige rester på Amager og lave løb.

---

Jørn Clevin om Taarup
Jørn Clevin beskriver Axel Taarup som en “iscenesætter-type” som eksempelvis sørgede for, at der var ekstra buslinjer fra Sundbyvester Plads til travbanen, når der var løb.

-De var proppede, der var et mylder af menensker med. Han forsøgte sig også med speedway-løb på travbanen, det holdt man dog op med, da det ødelagde banen. Senere kom der stock-carløb, med masser af tilskuere. Det var temmelig støjende, naboerne var ikke for glade for det, men det skete ikke så ofte.

-Taarup fik også kritik fra nogle af sine medlemmer, der mente, han ligefrem var for Charlottenlund-venlig.

-Taarup var en supersælger og rigtig salgsmand i sin tøjforretning. Han stod der selv. Clevin skulle engang købe kørebukser til sig selv – til travløbene. “Har De købt kørestøvler?”” spurgte Taarup mig. Nej, det havde man jo ikke. “Har De købt silketørklæde?” osv. osv.

-Inden man kom ud af forretningen havde man jo flere sæt tøj og en del andet!

Engang skulle Clevin til bryllup og havde fået af vide af sin daværende kæreste, at han skulle møde op i rigtigt jakkesæt. Det havde han jo ikke, og så tog Clevin ind til Taarups forretning. Der var selvfølgelig liiige et godt tilbud på det. Og på kravebryst, butterfly og meget andet. Til sidst selvfølgelig også et slips.

-Men det fik man dog gratis med. Så man kom nærmest ud med en totalekviperingspakke! – Mindes Clevin. – ”Men nu sidder det lige i øjet, De har ikke behov for at bytte noget!” Sådan lød de sidste ord fra Taarup til Clevin, inden han skyndte sig ud af forretningen.

-De havde også syersker lige om hjørnet. Måske det var det hustruen Sonja Taarups idé, at forretningen havde specialiseret sig med tøj i store størrelser – til mænd. Hun var selv ret omfangsrig, lyder det tørt fra Jørn Clevin.

Alligevel en jævn mand
Jørn Clevin kom i presselogen på Amager allerede som 6-årig:

-Driftslederen dengang hed Jacobsen, kaldet Søvnig pga. hans ”søvnige” øjne, erindrer han.

-Taarup deltog i de årlige tøndeslagsfester i forbindelse med fastelavn nær banen, hvor jeg også var. Vi var jo nabo til Amager Mølle. Axel Taarup elskede at holde taler, så det gjorde han også her.

-Men Taarup var på bunden hvad man kan kalde en jævn mand; en man kunne stole på. De grinede på Lunden, da det første spadestik blev taget “ude på pløjemarken” i Bjæverskov, men det var jo en succes de første år.

– Da han døde var der en kæmpebegravelse på Nørrebro.

Jørn Clevin var – ligesom undertegnede – på Lunden, den dag Axel Taarup blev syg der og døde kort efter.

Axel Taarup kom således ikke til at opleve den storhedstid, som A. T. Skovbo Travbane fik de første år. Taarup døde kort tid efter 2. juledags løbene på Lunden. Han faldt han sammen ved fontænen i den store spillehal. Hans liv stod ikke til at redde.

Som en kuriositet skrev DTC’s Travkalender nr. 43/1976 (11. november) om et løb der skulle køres det følgende år:

”I anledning af Axel Taarups 70-års fødselsdag den 24. marts 1977.”

Med vanlig sans for tilrettelæggelse og selviscenesættelse, lidt med selv at komme i fokus, havde Taarup m.fl. planlagt, at hans 70 årsdag den 24. marts 1977 skulle være en rigtig festdag på den nye bane.

Først med reception i forretningslokalerne i Griffensfeldtsgade, og derefter storløbet om aftenen “Axel Taarups Fødselsdagspris”. Hans død gjorde, at hans efterladte i stedet ændrede løbet til en Mindepris.

Løbet skulle nu hedde AT’s Mandfolkepris udsat af familien Taarup, Griffenfeldsgade – “Det er os med Mandfolkerabatten.”

---

Claus Nielsen om Taarup
En anden, som kendte Axel Taarup er tidligere sportschef på Lunden og Skovbo samt generalsekretær i DTC, Claus Nielsen, som bl.a. i 1971-75 var ansat i DTC og siden hen (1975-85) i Det Danske Travselskab.

-Axel Taarup var en fantast, der selv efter Amagers lukningsdag, troede på banes fremtid på Amager.

-En sød, venlig og jovial mand, som først og fremmest kæmpede for sin sag. Bortset fra at jeg har hilst på ham ifm. nogle bestyrelsesmøder og delegeretmøder i DTC, har jeg dog som sådan ikke haft noget meget ham at gøre. 

Eric Malver om Taarup
84-årige Eric Malver, som travsportshistorie.dk tidligere har portrætteret, har siddet i bestyrelsen på både Amager og Skovbo:

-Axel Taarup sad jeg sammen med i bestyrelsen i Amager Travselskab. Han bestemte benhårdt stort set selv, hvem der kunne blive medlem og havde derfor altid medlemmernes opbakning.

-Min far havde spillet på K.B.’s førstehold sammen med Axel Taarups bror Georg, hvilket var nok for ham til at blive kvalificeret til at blive medlem af A.T. Selv blev jeg medlem få år senere. Taarup var ellers et venligt menneske, men ofte uddelte han altid de ubehagelige opgaver ud til de andre bestyrelsesmedlemmer, bl.a. til mig, som dengang var ung og med mange nye ideer, så det kunne ofte være en stor udfordring.

Som de sidste ting denne skribent vil fremhæve i forbindelse med Axel Taarup er, at han havde et vågent øje på amatørkuskene – det var han jo selv – og der blev f. eks. arrangeret mange amatørmatcher på Amager. Men han arbejdede også for at forbedre de professionelles vilkår, og sad som DTC’s repræsentant for trænerskolen.

Samarbejdet med udlandet var også en del af Amager Travet, og her var der f. eks. stort anlagte gæstebesøg fra Rusland og Finland.