Jens Ipsen

Jens Ipsen (1920-2002) vandt ingen Derbysejre i Danmark, men fik til gengæld tre på Mallorca. 

I Danmark blev det til andenpladser i de klassiske løb, bl.a. i Dansk Trav Derby 1960, men trods en fin karriere i sit fødeland, afleverede træner Jens Ipsen i februar måned 1971 sit danske trænerlicens og rejste til Mallorca, hvor han begyndte et nyt liv som træner ved Son Pardo-banen.

Her var han træner med stor succes i 18 år og her fik Jens Ipsen endelig opfyldt sin gamle drøm om at vinde et derby. En drøm, som han i øvrigt havde tilfælles med sin far. I Danmark lykkedes det ikke, men det gjorde det til gengæld på den spanske ferieø.

Denne artikel handler selvfølgelig først og fremmest om travmanden Jens Ipsen, men er også en beretning om privatmanden Jens Ipsen.

Det er på ingen måde den fulde historie om mennesket Jens Ipsen, men et forsøg på at fortælle nogle af siderne. Foruden gængs travlitteratur er der talt bl.a. med to af Jens Ipsens børn, Jan Ipsen og Irmelin Ipsen, ligesom Jan Tunow, Flemming Ankerdal og Jesper Hald også har bidraget med forskellige oplysninger.

Faderen var den første travmand på Bornholm
Hestene var med fra barndommen hos familien Ipsen på Bornholm, hvorfra Jens Ipsen stammede.

Jens Christian Ipsen blev født i den 8. februar 1920 som søn af slagter og kreaturhandler Jens Chr. Ipsen og hustru Manna, Østermarie. Jens var den ældste ud af fem søskende og allerede som 12-13-årig fik han sin helt egen hest.

Far og søn havde samme navn, og det er nok værd her at give plads til nogle afsnit om Jens Ipsens far, der var traventusiast og den første, som havde travheste på Bornholm.

Jens Christian Ipsen senior var født den 18. januar 1887 i Ibsker, og fik det samme navn som sin farfar, der boede på Øster Klintebygård på tærsklen til Paradisbakkerne. Allerede syv år gammel døde faderen, men Jens Christian var en person, der ikke sådan lod sig slå ud. Han fik et spændende og virksomt liv.

Lige fra drengeårene var hestene Ipsens store hobby, og han var med fra starten af de bornholmske køre- og rideforeninger.

I 1919 blev Jens Chr. Ipsen gift og flyttede til Østermarie, hvor han begyndte som kreaturhandler og slagter med salg fra sin egen forretning. Året efter kom deres førstefødte, denne artikels hovedperson, til verden. Derefter i rækkefølge kom Hans Magnus Ipsen – aldrig kaldet andet end Will til fornavn – født i 1921, Kirsten Margrethe Ipsen i 1924, Svend Otto Ipsen i 1926, og endelig Elna Kathrine Stenby Ipsen i 1933.

---

En bacille for gamle Ipsen
I 1930’erne kørte Ipsen senior travløb og de bornholmske aviser beretter om, at han ved opvisningstravløbene udenfor Rønne den 28. maj 1932 kørte en præstationsrunde med sine heste inden de programlagte væddeløb. Der er ingen tvivl om at sønnike var med her.

Efter et par år holdt løbene ved Rønne op og i stedet flyttede køre- og rideforeningerne sine arrangementer ind på opvisningsbanen ved den gamle dyrskueplads i Hareløkkerne midt inde i Almindingen, hvor der mange år senere blev anlagt en rigtig travbane. Ipsen deltog her med fynd og klem med sine heste i forskellige løb, og han eksperimenterede meget med sine kørevogne. Han endte med at køre med nogle vogne, der mindede meget om vore tiders travsulky.

Hestevæddeløbene var som en bacille og for at få tilfredsstillet sin lyst til mere travsport, fik Ipsen travheste, der startede på banerne i København.

Jens Chr. Ipsen havde selv fået gode forbindelser til den sjællandske travsport, da han som ung arbejdede på det store hestested, Ny Toftegård ved Ølstykke.

Avlscenteret Ny Toftegård eksisterede før oprettelsen af både den danske Opdrætterforening og Dansk Travsports Centralforbund, og blev derfor også benævnt “Opdrætningsanstalten Ny Toftegård”. Her kunne “avlshingste, avlshopper, føl og årsplage af travrace og tilhørende danske ejere blive optaget i Centret for en vis maanedelig Afgift for Staldrum og Foder”. Det kostede i 1935 fra 35 til 45 kr. for dem, der kunne få et lille tilskud. De opstalde avlshingste skulle dog være anerkendt af Det Danske Travselskabs Udvalg for Avl og Skuer, for at være tilskudsberettiget. Det Danske Travselskab ydede Ny Toftegård et vist tilskud pr. hest, der ophold sig der.

Skævbenet hest tæt på en bornholmsk Derbysejr
Slagtermesterens drøm om at vinde Derbyet er tidligere nævnt og det så længe ud til, at det skulle lykkedes for Senior og Junior i 1953.

Den forunderlige historie om Jens Chr. Ipsens Derbyhest Ocean starter i 1949, hvor den kom til verden – sandsynligvis som den første travhest, der er født på Bornholm hos Ipsen, Sr. i Østermarie.

I Dansk Traver-Stambog, Bind IX (1951) står B. Beckmann Jensen, København som opdrætter af Ocean, men i et senere bind står Ocean som værende født i Østermarie, hvilket tages som “bevis” for at han var den første travhest født på Bornholm. Helbroderen North Star (f. 1948) var født i Lyngby, men hvorfor Kignæs Queen året efter gik til Bornholm for en kort bemærkning, vides ikke. Bechmann Jensen var dog kreatur- og hestehandler ligesom Jens Chr. Ipsen, så bekendtskabet mellem d’herrer er oplagt. 

Da Ocean kom til verden kunne alle se, at den var meget skævbenet og Bechmann Jensen mente, at den bare skulle aflives – men Ipsen fortsatte med hesten. Med smedens hjælp blev dens skæve ben rettet lidt af og Ocean fik faktisk en rigtig fin karriere med rekord 1.21,8 og 62.525 kroner – et flot beløb dengang.

Jens Ipsen, Jr. var på det tidspunkt blevet træner i København – herom senere – og Ocean kom til start i Dansk Trav Derby 1953, hvor den var i spids fra start og indtil opløbssvinget, men så kom der en ærgerlig galop.

Om det var træthed på den lange derbydistance ved jeg ikke, men sejrschancen forsvandt op i den blå luft. Den bornholmske slagtermester må have ærgret sig en del – så relativt tæt på en triumf i det fineste løb i Danmark. Men sønnen vandt i alt 21 sejre med Ocean, så den skævbenede hest betalte rigeligt tilbage til sin ejer og opdrætter, som havde reddet den fra slagterdøden kort tid efter dens fødsel.

Moderen til Ocean, Kignæs Queen, bliver i 1952 og ’53 mor til hhv. Scarface og Trine på Sjælland – begge heste med B. Beckman Jensen som opdrætter. Kignæs Queen meldes død i april 1956. Hendes søn Scarface dukker op på Bornholm i 1960 og bliver den mest vindende hest i premiereåret på den nye bornholmske travbane – men det er en helt anden historie.

Travkuskdebut som 72-årig
For at gøre historien om træner Jens Ipsens far færdig, så kunne den gamle slagtermester som 72-årig overvære den første bornholmske travdag midt inde i Danmarks tredjestørste skov. Året var 1960 – og samtidig fik han sin debut i travløbene som kusk!

Jens Chr. Ipsen, Sr. nåede at køre i et enkelt løb i premiereåret – uden egentlig kørelicens – men det havde ingen af de bornholmske kuske det første år. Det hele kørte på dispensation fra alverdens regler, det første travår i nyere tid på Bornholm.

Hesten “Senior” kørte var den nu 15-årige hoppe Kitty Foyle, som “Junior” havde vundet sin første trænersejr med år ni år forinden!

Jens Ipsen, Sr. var på det tidspunkt blevet pensionist. Han havde solgt forretningen og ejendommen i Østermarie og var flyttet til Svaneke sammen med sin kone. Herfra kunne han glæde sig over sin søns succes som travtræner.

Selv om Jens Ipsen, Sr. var kommet lidt op i alderen, havde han stadig sine meningers mod og var flittig debattør på de første generalforsamlinger i det nydannede Bornholms Travselskab.

Jens Ipsen, Sr. – som døde i 1971 – havde i det hele taget mange talenter. Han havde også en kreativ åre og skrev flere bornholmske dialektkomedier.

Om forholdet mellem far og søn siger Jens Ipsens søn, Jan Ipsen:
– Min far og hans far havde det svært sammen. De lignede hinanden i deres interesse for kvinder og deres charme, men samtidig var der dybe konflikter imellem dem. Begge forventede at være midtpunktet i enhver forsamling.

---

Startede hos Groch
Vi vender nu tilbage til den egentlige hovedperson – herefter kun benævnt Jens Ipsen – som i 1940’erne arbejdede på Ny Toftegård i Ølstykke, hvor faderen som tidligere nævnt også havde været. Det blev til et fem-årigt ophold her, hvor bl.a. Sylvest Pedersen drev et hestecentrum med alle racer repræsenterede. Først og fremmest brugsheste, men travere fandtes der også en del af.

Jan Ipsen, som i dag bor på Lolland og har bidraget med mange værdifulde oplysninger, fortæller om sin far og farfar:
-Det var en stor sorg for min far, at han aldrig fik lov til at studere mere, f. eks. i realskolen, gymnasiet eller på Landbohøjskolen. Han havde en stor drøm om at blive dyrlæge. Men det var der ikke råd til i familien, og jeg tror aldrig rigtig, han tilgav min farfar, at denne ikke gav ham muligheden for at læse videre, siger Jan Ipsen.

Efter tiden på Ny Toftegård kom Jens Ipsen i 1943 i lære hos Poul Groch, Jr. Sønnen Jan Ipsen mener, at Jens Ipsen også tog en uddannelse som mejerist. Den unge bornholmer var også i en periode hos Herbert Hansson og Fredi Sølberg, inden han i marts 1950 var til trænereksamen og bestod sammen med flere andre kendte navne, heriblandt Palle Sperling, Walther og Jørgen Kaiser Hansen, Hans Bagge, Leif Nielsen, Kurt Køppen, Preben Vebner, Eivind Schnell, Ib Hansen og Preben Munch.

Den første trænersejr
Allerede i 1946 købte Jens Ipsen sin første travhest, Kissie Hanover. Den var født i ’45 og som plag opholdt den sig på forældrenes ejendom på Bornholm.

Kissie Hanover havde ikke succes i løbene, men gjorde det til gengæld godt i avlen, hvor hun bl.a. blev mor til den danske rekordholder, hoppen Boogie Woogie, der var opdrættet af Viggo Nielsen i København.

Jens Ipsens første sejr kom 1947 med Jytte Hanover. Som jockey sejrede han også med Casino The Great. Ipsen var også en tur til Norge, hvor han vandt en jockeymatch.

I Væddeløbsbladet kunne man 1. februar 1951 læse, at “Jens Ipsen, den unge jockey, der bl.a. har været hos Groch og sidst hos Fredi Sølberg, har fået trænerlicens og nedsætter sig  nær fremtid som træner”.

Han startede med fire heste i stalden: Kitty Foyle, Madame Hanover, Normandie og Ocean – og med førstnævnte, der også tilhørte faderen, vandt Jens Ipsen den 8. april sin første trænersejr.

Lykken på Lykkesborg
Foruden Ocean havde Jens Ipsen flere gode heste i stalden i sine første trænerår.

Det første år blev det dog kun til to sejre i 91 starter, men året efter vandt Jens Ipsen syv løb og i 1953 fik han et større gennembrud med 18 sejre og yderligere 76 Top Tre-placeringer i 165 starter.

Successen fortsatte i 1954 med 22 sejre, heraf seks med Leo Axworthy, der senere blev en god avlshingst og en af Ipsens bedste sejrsheste med i alt 14 sejre.

Stalden voksede og i slutningen af 50’erne etablerede Ipsen sig på gården Lykkesborg i Fredensborg. Samme gård, som senere – af familien Jacobsen – blev navneændret til Langesø og hvor bl. a. Axel Jacobsens derbyvindere, Game Høgh og Hawkeye, kom til at opholde sig.

På Lykkesborg trivedes Ipsens heste og det var her, han udviklede nogle af sine bedste heste.

– Ud over min farfar på Bornholm, var en af min fars tidlige store hesteejere og støtter, forlagsdirektør Axel Wiinholt, der blev min morfar, fortæller Jan Ipsen.

I 1953 blev Jens Ipsen gift med Bente Wiinholt Hansen (f. 1932 i Høsterkøb). De fik to børn, Jan Chr. Ipsen (f. 1954) og Claus Ipsen (f. 1956).

– Min morfar elskede min far og ville give ham alt, hvad han pegede på. De havde mange gode oplevelser sammen. Min morfar købte Lykkesborg til min far og min mor, med plads til 60 heste og en avlshingst som Leo Axworthy, som min far samtidig vandt mange løb med, siger Jan Ipsen.

Kongeligt besøg
Jan Ipsen har mange dejlige minder fra årene på Lykkesborg, hvor der indimellem kom fint besøg:

– På Lykkesborg fik vi jævnligt besøg på cykel af Kong Frederik IX og Dronning Ingrid, som kom fra Fredensborg for at bese min morfars roser, og kong Frederik spillede ofte på orglet i Grønholt kirke. På samme vej som Lykkesborg boede forfatteren Hans Scherfig, Han skrev bogen ”Dammen” om den lille dam ved huset, og min morfar udgav den. For enden af vejen boede også en anden kendt forfatter, Kelvin Lindemann, erindrer Jan Ipsen.

– Blandt min fars og min morfars mange eventyr fortæller min mor ofte om besøget af den berømte amerikanske forfatter Arthur Miller. Min morfar havde udgivet en af hans bøger, – ”En sælgers død”, og skulle have besøg af Arthur Miller med pressemøde som promotion. Arthur Miller forespurgte, om han måtte tage sin nye kone med til Danmark? Hun hed på det tidspunkt Marilyn Monroe!

– Min far, min morfar og min farbror Will måtte bestille nyt tøj, bades og klippes og have manicure til en sådan lejlighed, og de drog forventningsfulde afsted for at møde filmskuespillerinden. Desværre havde Arthur Miller haft et skænderi med hende umiddelbart inden afrejsen, og hun valgte at blive hjemme, til de tre herrers store skuffelse. Min mor fortæller, at hun aldrig har set noget så slukøret som de tre herrer, da de vendte hjem med en sur Arthur Miller på slæb.

En drøm slutter
Også den senere amerikanske president, general Dwight D. Eisenhower besøgte Danmark i anledning af udgivelsen af hans selvbiografi.

– Ifølge min mor klarede både min morfar og min far besøget med bravour på trods af, at ingen af dem talte et ord engelsk. Min fars bornholmske charme virkede åbenbart også på amerikanske præsidentfruer! smiler Jan Ipsen.

– Min far fejrede her på Lykkesborg sin 40-års fødselsdag med 40 gæster, og det så ud til, at de gode tider ville fortsætte for altid – men min Morfars sygdom ændrede desværre på alt.

– Min morfar led af PTSD (Posttraumatic Stress Disorder, red.) efter sin indsats i modstandsbevægelsen, og fik voldsom sukkersyge og senere kræft. Han mistede alt i denne periode og måtte sælge Lykkesborg. Min far og mor blev samtidigt skilt, og min mor, min bror og jeg flyttede ind på en lille gård ved Nørre Herlev med plads til otte heste. Min far blev gift med jazzsanger Lise West, datteren af hans største hesteejer på daværende tidspunkt, Stald Viben. De fik sammen datteren Camilla.

---

B.T. var Ipsens bedste hest
14 sejre vandt Jens Ipsen med sin nok bedste hest, B.T.

Derudover en masse andenpladser, bl.a. i Derbyet og Mesterskab for Danmark – “Årgangens evige toer” blev den kaldt.

Som 2-års fulgte B.T. årets 2-års stjerne Baltica til dørs og blev næstmest vindende i årgangen. I Kriteriet måtte B.T. bøje sig for Bambino, men i Amagers 3-års mesterskab var rollerne byttet om.

I sin 4-års sæson begyndte B.T. forrygende, men benene kunne ikke holde.
– Da B.T. skulle føres frem til derbyet forsøgte min far en speciel kur, som han havde læst bokseren Floyd Patterson indtog, nemlig 10 rå æg i en halv liter mælk. B.T. var brækket ned nogle måneder før, men det blev desværre “kun” til en andenplads bag Bambino – til trods for de rå æg, fortæller Jan Ipsen.

Bambino røg til Tyskland og i de følgende år var B.T. årgangens stjerne. Det blev bl.a. til anden- og tredjepladser i Mesterskab for Danmark – og så huskes B.T. også for sine dueller  med den tre-dobbelte danmarksmester Ruder Konge i Øresunds Trav Omnium på Amager, hvor der én løbsdag var tre heat samme dag.

I 1965 sagde benene stop for B.T.’s løbskarriere og det første år som avlshingst blev hingsten opstaldet hos en mindre opdrætter på Sjælland. Men i 1966 kom B.T. op til Verner Juel Rasmussen på Stutteri Mariesminde i Mundelstrup ved Århus, hvor også hingste som Francis Senator, Emigrant, Eminent og Rodney Ranger stod.

Det første år på Mariesminde blev B.T. tilført 44 hopper og året efter (1967) hele 70 hopper. De følgende år bedækkede han omkring 30 hopper om året.

I 1969 blev der sat rekord på en auktion, da Pearl Vixi efter B.T. og Gina Poppelgård (mor til Derbyvinderen Karina Axworthy) blev solgt for 30.500 kr. Hesten blev ikke til noget, men generelt B.T. fik en acceptabel afkomsliste med Onkel Ø (54 sejre og 450.000 kr) i spidsen. Totalt vandt dens afkom i Danmark 3.548.280 kr.

Tuan-skandalen
Andre gode heste i Jens Ipsens stald i 60’erne var årgangsheste som Daning og Høvding og en slider som Diamond. Førstnævnte vandt bl.a. Dansk Mesterskab for 2-åringer, Amagers 3-års Mesterskab og Kriterieprøven. I Kriteriet blev Daning nummer tre, men sluttede uplaceret i Derbyet.

Høvding, som Jens Ipsen selv ejede sammen med Ebba Groch, havde samme mor (Jolinde) som B.T. Jens Ipsen havde i øvrigt stor glæde af adskillige andre afkom efter Jolinde. Det var sejrsheste som Eton, Gulf Oil og Flachi.

I stalden hos Jens Ipsen var også den store slider i mange år i de københavnske travløb, Tuan, der blev solgt til Mallorca inden Ipsen selv kom derned. Her mødtes Ipsen og Tuan igen.

En version af historien om Tuan og den slidstærke hest var, at den forsatte med at løbe travløb som 18-årig på naboøen Ibiza. Om Tuan fortæller Jan Ipsen:
– Tuan blev solgt til Mallorca som en af de første heste den vej. Formiddagsbladene fik en stor historie under overskriften: Hvor går de gamle heste hen? Man beskrev en fremtid som taxahest eller i tyrefægterarenaen! Min far dækkede her over såvel Tuans ejer som den nye ejer, men han modtog trusselsbreve og mange bekendte slog hånden af ham. Jeg oplevede, at Jan-bøgernes forfatter Knud Meister spyttede min far i ansigtet til seksdagesløbene!

Sandheden var, iflg. Jan Ipsen, at Tuan fik en god karriere på sine ældre dage på Mallorca, inden han blev solgt til en familie, hvor han skulle være ridehest men mest gik på en eng og dér havde et godt otium.

---

Slikmunden Tenderloin elskede is
– Min far stolede meget på genetik, og mente således jeg måtte have arvet de fleste af hans evner med en hest. Jeg var således første gang ude at køre med ham, da jeg kun var ni mdr. gammel – til min mors rædsel, griner Jan Ipsen.

-Jeg oplevede senere hans klippefaste overbevisning om, at jeg, som hans søn, da ikke kunne have problemer med at køre de mest sindssyge og vanskelige væddeløbsheste. Dette var indimellem næsten for spændende, men også lærerigt.

En af disse ”spændende” heste var Tenderloin. I Danmark vandt Jens Ipsen 276 løb og sejr nummer 200 vandt Jens Ipsen med netop denne bornholmskejede og temperamentsfulde amerikaner Tenderloin, som Jan Ipsen har flere sjove erindringer om:

– En sommermorgen kom jeg på Charlottenlund Travbane og min far viste mig stolt en ny hest. Min første reaktion var, at det måtte være en fuldblodshest, for den var ualmindelig fin i sin fremtoning. Min far viste mig, at den var tatoveret i overlæben og fortalte, at det var en amerikaner efter den fine hoppe Filet Mignon og i familie med amerikanerstjernen Porterhouse, siger Jan Ipsen.

-Hesten var ualmindelig smuk og havde karakter med fine lemme; meget lange bagben og en tynd hale. Tenderloin var brækket ned i sin tidlige træning, hvor man havde forceret dens udvikling. Den var nu opgivet som væddeløbshest og blev solgt til Danmark for at vi måske kunne bruge den i avlen. Men min far ville det anderledes.

– Første gang vi spændte ham for en vogn og kørte ham ud på banen fik han et nervøst sammenbrud. Han skumsvedte og spændte og krampede i angst, så vi måtte næsten bære ham tilbage til stalden. Herefter startede et stort arbejde. Jeg havde sommerferie, og fik til opgave hver dag at gå tur med Tenderloin på banen et par timer.

-Vi gik på tilskuerpladserne og alle steder på banen. Tenderloin udviklede en sød tand og var meget glad for is – specielt Københavnerstang! Vi fandt ud af, at han sagtens kunne gå i vogn uden for banen, så jeg brugte mange timer med ham i Dyrehaven.

– Han slappede mere af og vi kunne begynde at køre ham på banen, uden han gik i krampe. Første gang vi forsøgte at lade ham gå hurtigt, fik vi et chok. Hans bagaktion var så stor, at hans baghove ramte stængerne på sulkyen. Tenderloin måtte derfor have en speciel opspænding, hvor man sad lavt mellem hans bagben, så benene fik fri bane over stængerne, i højde med ens ører!

-Det var som at flyve og det var en forrygende oplevelse at køre Tenderloin hurtigt. Første gang jeg fik lov at slippe ham på opløbssiden, gik han 1:12. Jeg havde aldrig kørt så hurtigt med en hest før.

– Min far blev presset til at starte ham efter ni måneder, og Tenderloin sprang som en gedebuk i panik over larmen en løbsdag, så vi måtte starte forfra med hans behandling. Tenderloin fik vist sin kapacitet med flere fine sejre, men beholdt altid en del af sin nervøsitet. Meget af hans afkom arvede hans nervøse sind, men også hans hurtighed og hans speed.

Tenderloin blev senere solgt til Norge for at gå i avlen, men Jens Ipsen sørgede for, at han i stedet kom til Mallorca som 16-årig for at blive brugt i avlen der. Men de lokale mallorcinere ville se hesten løbe, og han blev trænet til at løbe 1000 meter som han som 16-årig gjorde på 1:16.

– Jeg er siden blevet psykolog og psykoterapeut, og regner Tenderloin som min første klient, lyder det humoristisk fra Jan Ipsen.

---

Pleje af hesteejerne
Jan Ipsen var ofte på tur rundt til faderens hesteejere. De skulle plejes.

– Fra jeg var 10-12 år tog min far mig ofte med på arbejde. Jeg havde således den glæde, sammen med min bror, at være sammen med ham i ferier 24 timer i døgnet. En af oplevelserne var naturligvis det daglige arbejde i stalden, men vi kom også med, når min far plejede sine hesteejere, fortæller Jan Ipsen.

– En sådan “pleje” kunne starte med morgenmad kl. 5 i Nyhavn hos en restauratør og hesteejer, mindes Jan Ipsen.

-Derefter tog vi på fisketorvet hos direktør Johannes Tvilling, for derefter at kikke ind hos tankpasseren ved SAS-hotellets BP-tank, Mogens Wiberg, og så kunne slutte turen af hos inspektør Erling Kludt på Park Hotel på Østerbro.

Alle steder var træner Ipsen velkommen – og velanset.

– Alle disse steder havde interessen for trav og heste til fælles. Det har resten af mit liv været en af mine erfaringer fra min far; at kunne falde ind i alle sociale situationer og miljøer. Min far gjorde det med lethed. Jeg har aldrig oplevet ham falde igennem i en social situation. Han var lige tilpas med præsident Eisenhower som med manden, der passede toiletterne på Rådhuspladsen, siger Jan Ipsen.

---

Sol og sommer på Mallorca – en ny start
“Trods relativt beskedent materiale når Jens Ipsen pæne resultater”.

Sådan skrev Travsportens Jul i 1969, og i samme artikel udnævnte årsbogen Jens Ipsens 2-åring Noble Pride (Joe’s Pride-Boogie Woogie) som et stort emne til Årets Hest i 1970.

“Fremtiden tegner således lyst for Jens Ipsen” stod der bl.a., men alligevel befandt Ipsen sig året efter på Mallorca, hvor han fik en forrygende karriere som kusk og træner.

Med sig til den spanske ferieø tog Jens Ipsen seks danske heste og staldfolkene Jesper Hald og Jan Højen – begge opvokset i Blokhus.

Hestene var Hurry Lance, Greco, Mr Lance, Hans Britton, russiske Prigotsi og ikke mindst Horsepower, der fik en kanonkarriere på Mallorca. Horsepower startede til omkring 16-års alderen, og et afkom fra hans første årgang som avlshingst vandt det spanske Derby, Gran Premio Nacional, der køres på Son Pardo–banen for de bedste 3-årige heste.

I årenes løb er der blevet solgt adskillige danske travheste til Mallorca – men hvorfor forlod Jens Ipsen egentlig Danmark? Var det ren og skær eventyrlyst?

To af hans børn, Jan Ipsen og Irmelin Ipsen, har hver deres bud.

Irmelin Ipsen, datter af Ursula og Jens Ipsen, og nu bosiddende i Birkerød, er inde på, at Jens Ipsen bl. a. forlod Danmark i skuffelse over, at de to københavnske travbaner i Charlottenlund og Amager ikke kunne finde ud af at samarbejde, mens Jan Ipsen forklarer følgende:

– Da min far tog til Mallorca kunne han ikke se nogen muligheder i Danmark. Han var en glimrende kortspiller og skakspiller, hvor hans matematiske begavelse var ham til stor hjælp. I perioder tror jeg hans hovedindkomst var kortspil på “Tutten” i Charlottenlund. Han havde megen gæld og var blevet skilt fra Lise West. Han forsvandt meget stille og tog kun sin kone Ursula med sig.

---

Jan Tunow viste vej
Selv fortæller Jens Ipsen enslydende følgende i en artikel i 1971 og til Trav & Galopavisen i 1978:
– Jeg besøgte Mallorca i januar 1971 og her mødte jeg den danske travmand Jan Tunow. Han fortalte, at der var gode muligheder for en dansk træner – især i forhold til tilkøring af ungheste.

Dén version kan Jan Tunow bekræfte:

– Jeg boede på Mallorca, og her mødte jeg Jens Ipsen, der var på ferie. Jeg fortalte ham, at der her var gode muligheder for en veluddannet dansk travtræner, fortæller nu 75-årige Jan Tunow, som efter mange år i udlandet for nylig er flyttet tilbage til Danmark.

– Jeg kendte ellers kun Jens Ipsen sporadisk, jeg havde blandt andet mødt ham på Amager Travbane, siger den tidligere firefoldige amatørchampion på Lunden.

– Jens Ipsen var en flink og god mand, en travmand af den gamle skole, og han kunne med lethed klare sig indenfor travet på Mallorca.

Jan Tunow havde selv på et tidspunkt heste i træning hos Jens Ipsen på den spanske ferieø.

Jan Tunows egen hesteinteresse startede, da han som 5-6-års purk kørte med mælkehestene i København. Han begyndte tidligt at komme på travbanen, hvor man kunne komme gratis ind som barn, men kun i følgeskab med voksne.

– Den første gang spurgte jeg nogle fremmede voksne ved indgangen, om jeg kunne følges med der ind. Den første sagde nej, men nummer to sagde ja, husker Jan Tunow, som overværede sit første Derby i 1954, hvor Princess The Great vandt.

Utallige er de heste som Jan Tunow har købt og solgt videre. Han sørgede for, at den urstærke amerikaner My Nevele i sin tid endte i Danmark hos Walther Kaiser-Hansen. My Neveles bedste præstation var en andenplads i Elitloppet.

Selv så jeg en ung Jan Tunow køre trav på Bornholm, hvor han brillerede i det år, han var soldat på Bornholm.

– Det var en god tid på Bornholm. Jeg havde medbragt fem-seks heste, som jeg havde lejet af Walther Kaiser-Hansen, mindes Jan Tunow om sit bornholmske eventyr.

Med til denne tid mindes denne skribent også utallige sammenstød med de bornholmske travdommere, som ikke kunne styre den unge kække københavnerknægt.

– Det er sandt; det hører også med. Jeg sagde jo ikke bare Jaa og amen til alting dengang. Jeg husker specielt én gang, hvor jeg var helt oppe og ringe.

– Jeg havde en hurtig hest, der hed Fem 44, som jeg vandt mange løb med, men jeg kom også først over målstregen i løb, hvor jeg flere gange blev frataget førstepladsen på grund af diskvalifikation af urent trav. I et løb havde jeg distanceret hele feltet, men jeg fik ikke lov til at beholde sejren, og dermed få løbets samlede præmiesum, fordi dommerne ikke mente, at hesten havde travet helt rent. Det var bare øv.

---

Derbyvinder – endelig
Jens Ipsen fik stor succes fra starten på sit spanske eventyr – på mange områder.

Ikke kun som kusk og træner. Troldmand og mirakelmand blev han kaldt, og han blev også efterspurgt, når der var skadede heste, der skulle kureres.

Jens Ipsen blev også valgt som trænernes talsmand, og kæmpede for bedre forhold.

-Mallorca er en farverig og spændende oplevelse, udtalte Jens Ipsen kort tid efter ankomsten. Han var glad for de mange danske besøg han fik.

-Så kan man ved selvsyn se, at rygter om spansk dyrplageri er det rene vrøvl. Få steder ser man så velplejede heste, lød det fra Jens Ipsen.

Sønnen Jan Ipsen beretter her om Mallorca-tiden:

– Mange af de gamle danske heste fik en ny ungdom på Mallorca. Min far fik også en ny ungdom, og de første år på Mallorca var fantastiske for min far. Alt skulle ses, prøves og opleves. Min far kom ud i alle hjørner af det mallorcinske samfund, og var et kendt ansigt alle steder. Hans charme og dygtighed var synligt for alle. Samtidig opfatteede jeg det, som han blev revancheret i Danmark. Mange mennesker, som havde set ham som en fiasko i Danmark, så ham nu som en stor mand på Mallorca, og han optrådte hyppigt i medierne igen. Han var igen på toppen.

Hvad han ikke opnåede i Danmark lykkedes til gengæld for Jens Ipsen på Mallorca. Tre gange vandt han det spanske Derby, Gran Premio Nacional på Son Pardo–banen.

Første Derbysejr for Ipsen var i 1973, to år efter hans far døde på Bornholm, så “Senior” nåede desværre ikke at opleve sønnens Derbytriumf i det fjerne.

Derbyvinder i 1973 var Rey Piroska, der havde halvt dansk afstamning, idet faderen var den fra de københavnske baner kendte August Worthy, født i 1955. August Worthy var en af de mange danske heste, der blev solgt til det sydlige Europa.

Jens Ipsen gentog Derbysejren i 1986 med Jaleo Piroska med ren “dansk” afstamning: Surgy Hanover-Anette Dyhrberg.

Endelig vandt Jens Ipsen også løbet i 1987 med Lina F – endnu et afkom efter Anette Dyhrberg, men med danskfødte Trotting B som far.

I alt vandt Jens Ipsen omkring 200 sejre hovedsageligt på de to mallorcinske travbaner.

---

Det store amerikansk-russiske eksperiment
Jan Ipsen har selvsagt mange minder om sin far og tiden Mallorca, bl.a. husker han tydeligt den belgiske forretningsmand Jean Buchet, som Jens Ipsen hurtigt kom i kontakt med.
-Jean Buchet importerede med sin kollega Walther Ostrowski fra Sovjetunionen otte heste fra et eksperiment, hvor man havde indkøbt amerikanske travheste og krydset dem med russiske Orloff-travere. De amerikanske heste havde speed, mens de russiske var berømte for deres udholdenhed, fortæller Jan Ipsen og fortsætter:

-De første år på Mallorca var således udfordrende, og ikke mindst Jean Buchet afholdt den ene store fest efter den anden med min far som æresgæst.

Jean Buchet også havde en privat loge med bar på travbanen.

– Min far nød denne opblomstring og den store interesse for ham. Han havde lidt “Prins Henrik” i sig og blev aldrig træt af at blive fejret. Han var den perfekte æresgæst, som da han vandt Gran Premio og ejeren Don Miguel Segui bespiste byen, efter at hesten og min far havde kørt i triumftog gennem byen.

La Reina – Dronningen – fra Manacor
Jens Ipsen kørte hoppen La Reina, der kun havde ét tempo – ca 1.28 på den dybe langsomme bane i Manacor. Ingen spurt, men god udholdenhed. La Reina startede nogle gange med op til 160 meters tillæg.

– Kunsten var så, at min far navigerede den korteste vej bagfra gennem hele feltet med den konstante fart, hun besad, – for til sidst at komme først i mål. Hans køreevner var eminente, og han blev både beundret og applauderet, når han lavede det kunststykke, husker Jan Ipsen.

---

Jesper Hald:
”Han var som en far for mig”
Der var mange danske staldmænd ansat i stalden hos Jens Ipsen. Bent Jensen var ansat i mange år, en anden var Jesper Hald, der i dag bor på Fyn.

– Det var nogle rigtigt gode år af mit liv, Jens Ipsen var som en far for mig, fortæller Jesper Hald.

-Han lærte mig alt om travet efter alle kunstens regler. Selvom jeg havde erfaring med galop- og rideheste, havde jeg ikke haft med travheste at gøre før – alligevel blev jeg ansat hos Jens. Det var Jan Tunow fra Falke Rejser, der sørgede for forbindelsen. Ipsen-stalden var en storstald med omkring 35 heste i træning.

– Jeg boede på Mallorca sammen med min mor, der startede ”Den danske børnepasning” på ferieøen.

– Jens Ipsen var en rar og normalt en tålmodig mand, og i stalden var der nærmest pinlig orden. En skævt rullet eller nusset benbandage i Ipsens stald ville være uhørt, lyder det fra Jesper Hald, der husker, at Jens Ipsen også kunne havde et heftigt temperament, der engang imellem kunne komme i udbrud.

Jesper Hald fik licens på Mallorca og kørte løb dernede. Efter 3½ år på Mallorca hos Jens Ipsen kom Jesper Hald til Danmark, hvor han arbejdede hos træner Peter Hansen, Billund, popstalden Preben Kjærsgaard & Bent Engelbrecht og til sidst hos Torben Fischer i Charlottenlund.

– Jeg blev træt af travet, siden stiftede jeg JH Transport og desuden handlede jeg med heste, bl.a. har jeg solgt mange heste til netop Mallorca.

Jesper Hald blev senere også opdrætter, hesteejer og kusk.

– Den sidste hest jeg havde, var Willpower CN, der vandt tæt på 20 sejre. Da den gik på pension, gjorde jeg det også indenfor travet.

Jesper Hald havde forsat god kontakt til sin gamle læremester Jens Ipsen, og besøgte ham tit i hjemmet i Birkerød.

---

Flemming Ankerdal:
Mindes charmetrolden
Skive-træner Flemming Ankerdal har også arbejdet på Mallorca samtidig med Jens Ipsen.

-Han var et sødt og pragtfuld menneske, siger Flemming Ankerdal.

-Han var meget humoristisk, altid med et glimt i øjet. Ham kunne der skrives bøger om.
-Jens Ipsen var også god til at lære fra sig, fortæller Flemming Ankerdahl, der som 10-12 års knægt kom i stalden hos Jens Ipsen på Amager Travbane.

-Han kunne jo ha’ smidt os knægte ud af stalden, men han var bare venlig og vi fik lov til meget trods vores unge alder.

På Mallorca tog Flemming Ankerdal tog sig af heste ejet af Jan Tunow.

– Jan Tunow og Jens Ipsen var to personligheder, der ikke lige altid passede sammen, vurderer Flemming Ankerdal i dag.

-De var hver sine typer, i hvert fald hestemæssigt. Hos Jan Tunow skulle der ske noget, mens Jens Ipsen filosoferede lidt mere over hestene. Var han i tvivl, så lod han det altid komme hestene til gode.

– Jeg synes han var en suveræn god kusk, han havde “gode hænder” og en fin hestemand, men han var ikke en slider. Det var ikke altid lige stor energi, han havde. Her kommer jeg til at tænke på nu afdøde træner Jørgen Olsen – ham kunne man virkelig kalde en slider, der var i fuld gang med træningen fra tidlig morgen hver dag. Jens Ipsen levede livet mere let, en rigtigt charmetrold var han; det lå bare i hans natur, lyder det med smil i stemmen i telefoninterviewet med Flemming Ankerdal.

---

Familien
I 1973 blev Jens Ipsen gift med Ursula Dragsted Hammer (1933-2012) datter af Eiler Haar Hammer og hustru Helga Dragsted, Søllerød, senere Birkerød. De fik datteren Irmelin Eva Isabella Dragsted Ipsen (kaldet Mimi).

Irmelin Ipsen er i dag direktør i firmaet Catalonia Trade & Investment for Skandinavien og Baltikum, og er gift med direktør Marko Perisic, Microsoft. Parret har tre børn – tvillingerne Lukas og Stefan, og Viktor.

-Min far var bornholmer med stort B, fortæller Irmelin Ipsen.

-Han elskede sin fødeø. Han sang om sin perle ved mange lejligheder. Han kunne finde bornholmske sange frem som han fremførte med stor glæde; han havde en stor og smuk sangstemme.

-I vores køkken var der kort over Bornholm, tallerkener, krus og minder fra Bornholm. Han var også glad for at tale det bornholmske sprog, og glædede sig altid, når han kunne komme hjem til Bornholm og besøge familien.

I forbindelse med opstarten af den bornholmske travbane i 1960 var Jens Ipsen meget aktiv. Han var på øen bl.a. sammen med trænerkollagen Walther Kaiser-Hansen og den senere træner Per Hansen, DTC. De var behjælpelige på flere måder, både forud og ved selve premieren.

– Min far var hurtig i både tankegang og i bevægelse, meget slagfærdig. Ingen kunne kede sig i hans selskab, men han veg aldrig tilbage for at sige sine meninger, siger Irmelin Ipsen.

-Hans heste lignede altid en hel million, også når deres evner kun rakte til en “tudse”. Stalden var præget af nærmest pinlig orden, og hvis noget kiksede, kom det bornholmske temperament i udbrud.

Respekt om Ipsen-navnet
Travsportseksperterne Klaus Koch og Karsten Bønsdorf har også delt minder om Jens Ipsen. Klaus Koch fortæller:

– Jeg mødte aldrig Jens Ipsen, mens han var aktiv i Danmark, men en augustdag i 1980 traf jeg ham på Son Pardo udenfor Palma de Mallorca. Han havde en stor stald, men kun én starthest den aften. Den vandt forspændt samme sulky, i hvilken Gigant 15 år tidligere havde vundet Derby!

– Jeg havde i mit daværende virke som konsulent for ATG ret meget arbejde på Mallorca, og jeg forhørte mig om Jens hos de ældre travfolk der. Jeg konstaterede, at han var umådeligt respekteret og i gamle resultatbøger kan ses, hvor stor succes han havde.

Også Karsten Bønsdorf besøgte Ipsen på Mallorca:

– Jeg besøgte ham på Mallorca – men kendte ham også fra tiden forinden. Han havde en lillebroder til B.T., Høvding, der først kom i træning hos Erik Hansen på Fyn, hvor jeg kom i stalden.

-Jens Ipsen kom og kørte den i løb, og her talte jeg meget med ham, så da jeg dukkede op på Mallorca i 1974, så kendte han mig. Jeg havde her en fin formiddag, hvor jeg lå og kørte hurtigt sammen med Ipsen – det foregik på den måde, at vi hele tiden fik nye heste, som staldfolkene kom ned på banen med. Det var helt amerikansk.

– Min kammerat Tage Hemmingsen, der også var med, fik bare lov til at ligge og skridte med den gamle derbyvinder Gigant hele formiddagen, griner Karsten Bønsdorf.

-Ipsen havde en masse heste for Jan Tunow og Falke Rejser – og nogle af Walther Kaisers hesteejere sendte heste ned til vintertræning, bl. a. den gode unghest Tanja Trolle.

Ærekær og nervøs
Jan Ipsen husker sin far som meget ærekær.

-Han var altid meget nervøs før hvert løb. Jeg har siddet mangen en aften på sidestangen af sulkyen, klar til at checke op efter opvarmningen, og delt hans spænding og uro inden start, husker Jan Ipsen.

-Hans ønske om at vinde var det samme inden et Derby på Lunden som en mandag aften i Manacor. Han ville altid at vinde – helst med en lille margen, og bagfra kommende på de sidste meter. På løbsdage drejede alt sig om min far, han var midtpunkt, leder, chef, den alle så på.

-Timerne på sidestangen er nogle af mine bedste minder med min far. Vi kunne tale om alt i hele verden, mens hesten skridtede rundt for at holde sig varm. Det var vigtigt at distrahere min far fra hans nervøsitet. Sidste løb trak ofte ud, for banerne ville gerne have alle spillere til at blive helt færdige.

-På Son Pardo var der mange flagermus om aftenen, inden lysene på banen blev tændt og der blev kaldt til start. Så sprang jeg af, checkede hesten op, og min far drejede rundt og travede ned mod endnu en start. Fællesskabet var slut; nu var det ham alene mod alle de andre endnu en gang i det skærende lys på hans scene, fortæller Jan Ipsen helt poetisk.

Sønnen måtte ikke blive travtræner
Set i bakspejlet mener Jan Ipsen, at hans far nok aldrig oplevede sig selv om “forløst” gennem travsporten, selvom han var en meget dygtig, fantasifuld og velorienteret træner.

-Hans overvejelser om afbalancering og opsætning af en hest hører til mine store oplevelser i lange eftermiddage på banen, men han fik aldrig fuldt udnyttet alle sine evner inden for travsporten. Det var aldrig “godt nok”, konstaterer Jan Ipsen i dag.

-Han hjalp mig til at få en jockeylicens og jeg fik lov at starte i enkelte løb. Da jeg overvejede at blive travtræner var imidlertid han klar i sin afvisning. Det ville han ikke have.

-Gennem hele sin karriere havde min far altid nogle drenge han tog sig af, både i Danmark og på Mallorca. Han elskede mentorrollen. Jeg kan tælle de første ti drenge, han tog sig af. Jeg er i dag ikke sikker på, hvem der havde mest brug for denne mentorrolle, min far eller drengene, men mange af drengene nød godt af det.

-Min far var også meget aktiv i opstarten af Bornholms Travbane, og senere i opstarten af Lolland Falsters travbane. Han elskede at være ekspert og bruge sin store viden. Jeg havde mange samtaler med ham, hvor jeg forsøgte at overtale ham til at lave en trænerskole på Mallorca, hvor han kunne give sin viden videre og højne niveauet på Mallorca.

-Desværre fik min far i sine senere dage en idé om at han skulle være forretningsmand med import-eksport. Det blev ikke nogen succes. Min fars forhold til økonomi var mildt sagt dårligt.

-Det var i det hele taget meget vanskeligt for min far at blive gammel. Det var frygteligt for ham at miste sit gode udseende, sin charme, overskud og kræfter. Hans sidste år blev svære.

Jan Ipsen fik lov at deltage i faderens arbejde fra han var ganske lille og til han trak sig tilbage. Jan Ipsen deltog både på travbanen og i perioder også bag kulisserne.

Ved opstarten af Nykøbing F-banen arbejdede han i dommertårnet på Charlottenlund. Han fik også selv licens og kørte enkelte løb på Mallorca, inden Jan Ipsen trak sig ud af sporten ved indledningen på universitetsstudiet. Jan Ipsen er i dag psykolog med egen praksis på Lolland, som han driver sammen med sin kone Carolyn Ipsen. Sammen har de sønnen Nicholas.

Claus Ipsen, bror til Jan, blev ejer og grundlægger af Cruise2Go, et rejsebureau, der er specialiseret i flodkrydstogter i Europa og de senere år også har haft succes med klassiske krydstogtrejser. Claus Ipsen byggede afdelingen for flodkrydstogter op fra bunden, Claus Ipsen døde for et par år siden, 59 år gammel. Hans søn, Frederik Ipsen, viderefører firmaet.

Søskendeminder
Ved denne skribents egne møder med Jens Ipsens nu afdøde søster, Elna Smidt-Larsen, Rønne samt hans svigerinde Tenna Ipsen, Svaneke blev der også delt mange glade minder om Jens Ipsen.

-Han var en flot udseende mand, og kvinderne var modtagelige for hans charme, fortalte Elna Smidt-Larsen.

-Han var i hele livet meget tæt knyttet til sin bror, Will Ipsen, min mand, fortalte Tenna Ipsen. Brødrene Ipsen døde med kort tids mellemrum.

-Mange mennesker der kendte min far, har jeg snakket med gennem tiden, og de holder sig ikke tilbage med at fortælle mig, hvor omsværmet min far var. Men min oplevelse var, at mine forældre havde et meget lykkeligt og kærligt liv sammen, lige til det sidste, fortæller Irmelin Ipsen.

Fra den ene ø til den anden
I 1989 stoppede Jens Ipsen som travtræner på Mallorca og vendte hjem til Danmark. Her boede han i Birkerød med hustruen Ursula Ipsen.

-Den sidste gang de tog ned til Mallorca i 2002, var for at fejre deres bryllupsdag den 24. februar. Inden de tog af sted, havde min far sendt en rose til min mor på hendes arbejdsplads, den belgiske ambassade. Her havde min mor arbejdet i over 25 år. På kortet stod der; ”Til min eneste ene”, fortæller Irmelin Ipsen om kærlige minder om sine forældre.

Fra den lille ø Bornholm til den større ø Sjælland, til den spanske ø Mallorca, og så tilbage igen. Sådan var livets geografiske rejse for Jens Ipsen. På den føromtalte sidste tur til Mallorca i 2002 blev Jens Ipsen syg, og han døde senere samme år – 11. juni –  i Danmark.

Ursula Ipsen døde i 2012.

---

Væsentligste kilder:
Travsportens Jul og Trav Tidende, forskellige årgange
Væddeløbsbladet, forskellige årgange
Trav- og Galopavisen 1978
Travkalender DTC, forskellige årgange

Hans Larsen, slægtsforsker
Tekster af Klaus Koch og Karsten Bønsdorf

Samtaler, interviews og mailkorrespondance med:
Irmelin Ipsen, Jan Ipsen, Frederik Ipsen, Tenna Ipsen, Elna Smidt-Larsen, Karsten Bønsdorf, Jan Tunow, Jesper Hald, Flemming Ankerdal m.fl.