Travsportshistorie.dk

Holger Fischmann

quickworthy

Portræt af den tredobbelte Derbyvinder Holger Fischmann (1891-1955) – en stor personlighed med en alsidig baggrund og en lidt atypisk karriere.

Holger Fischmann er endnu et af de store navne fra travsportens barndom, som havde sin storhedstid fra omkring 1. verdenskrig og ca. 20 år frem.

Han vandt bl.a. Dansk Trav Derby tre gange på fire år (1916-19) med hhv. Danish Girl, Great Miss og Union Boy. Sidstnævnte blev med 26 sejre og 117.000 kroner Holger Fischmanns største stjerne, men mange andre fine heste med San Walker (vinder af Mesterskab for Danmark og C.L. Müllers Memorial to gange) og Lauritz (vinder af Mesterskab for Danmark og Nationalløb) i spidsen passerede også gennem Holger Fischmanns stald i hans næsten 35 år som træner.

Som navnet antyder, havde Holger Fischmann tyske rødder. Hans oldefar, der var født i Preussen, kom til Danmark i 1808 og nedsatte sig som slagter i København – et erhverv, der gik i arv til de næste to generationer.

Holger Christian Peter Fischmann kom til verden den 15. januar 1891 i Skovshoved som ældst i en søskendeflok på fem, og allerede som 10-års i 1901 kom han “i lære” som staldmedhjælper hos Stald Bording på Charlottenlund Travbane. Som Klaus Koch skriver i sit portræt på Klauskoch.se (søg på Holger Fischmann) kan man kun gisne om at familiens økonomi har været meget smal, eftersom den ældste søn efter blot fire års skolegang sendes ud på arbejdsmarkedet.

Excentrisk lærermester
Stald Bording var pseudonym for handskemager A.T. Bording, som efter sigende var ret speciel – excentrisk om man vil – men en meget dygtig hestemand, som selv trænede sine heste og kørte dem i løb. Med heste som Mira, Melikoff og Dora høstede han mange triumfer.

Bording havde stor succes i årene før og efter århundredeskiftet. Han var således den oftest sejrende amatørkusk otte gange i årene 1895-1904; de tre første år måtte Bording dog dele titlen med Hans Chr. “Silcowitz” Hansen. Bording vandt i alt 74 løb.

Handskemageren var imidlertid også en af de kuske, der led allermest af den såkaldte “rekordangst” som var meget udbredt indtil 1912, hvor man indførte det nuværende pengesystem – dvs. hestene fik tillæg efter hvor hurtigt de havde løbet. “Det var et godt system, men også et farligt system, der medførte, at på rigtigt skidne regnvejrsdage, hvor banen var foddybt ælte, mødte alle de bedste og hurtigste hest op, mens de som regel blev i stalden når det var godt vejr og de dyrebare sekunder var i fare. Og kom de gode heste endelig ud, kunde man være sikker på, at der blev kørt med hårfin beregning, om det kunne betale sig at vinde.” som Helge Marks Jørgensen bl.a. skrev i Travsportens Årbog 1945.

bording

Holger Fischmanns første lærermester, A.T. Bording – formentlig med hesten Mira.

Det var årsagen til, at Bording altid kørte med stopur. Samtidig var han også en flot kusk, som altid kørte med lysegule handsker – han havde jo nemt til dem – og han fik ofte megen ros for sin kørsel, men han måtte også, mere end de fleste, tage imod drøje hug fra tilskuerne når han kørte lidt for meget på stopuret. Skældsord, forbandelser, truende knytnæver og løftede spadserestokke – men det prellede alt sammen af på Bording.

En enkelt gang gik det dog galt for Bording. Helge Marks Jørgensen fortæller:

“Han var ude med Dora og var ganske overlegen; han kunne let vinde uden at slå rekord. Så stillede to trænere sig op nede ved opløbssvinget, som altså dengang lå lige ved staldene, og da Bording kom sejlende forbi, klikkede den ene af dem demonstrativt med sit væddeløbsur og sagde til kollegaen, men så højt, at Bording ikke kunne undgå at køre det: “1:40!”.

Bording fortalte mig selv mange år efter, at da han hørte disse magiske ord, blev hans arme fuldstændig lamme; han kørte selv med ur og vidste inderst inde, at det ikke gik hurtigere end 1:50, men rædslen for at få en ødelæggende rekord slog i den grad ned i ham, at han ikke kunne formå sig selv til at køre hesten videre. Han stoppede simpelthen op og lod de andre passere sig. Men de to trænere måtte i lang tid holde sig i skjul, når Bording var i nærheden.”

Bording var som nævnt anerkendt som en dygtig træner, og som den eneste privattræner havde han tilladelse til at uddanne travlærlinge. En af disse var altså Holger Fischmann.

juliuspajoncek

Julius Pajoncek

Alsidig uddannelse
Efter fire år hos Bording kom Holger Fischmann efter sin konfirmation i 1905 i lære hos Julius Pajoncek, som også var amatørtræner, men oprindeligt kom til Danmark i 1900 som hesteimportør.

Pajoncek indså hurtigt, at travsportens fremgang var afhængig af importer fra USA og det varede ikke længe, inden Det Danske Travselskabs bestyrelse indledte et samarbejde med den østprøjsisk-fødte hestemand. Flere gange sendte man Pajoncek til USA for at købe heste – både ifolede hopper og avlshingste. Første gang i 1901, hvor han kom hjem med fem hopper, der blev solgt på en auktion i februar 1902.

Det var også Julius Pajoncek, som fandt avlshingstene Refero og The Dreamer til Det Danske Travselskab – sidstnævnte kostede $ 10.000; et nærmest astronomisk beløb i 1907, hvor en gennemsnitlig arbejder tjente ca. 20 kroner om ugen, men travselskabet havde lige vundet den store gevinst i Klasselotteriet (180.000 kroner) så der var penge på kistebunden.

Alligevel blev købet af The Dreamer mødt med stor kritik, men kritikken forstummede siden hen, da det viste sig at hingsten var alle pengene værd. The Dreamer var således avlschampion ni år i træk (1912-20). Inden da havde Refero siddet på tronen i 1909-11, og efter The Dreamer overtog hingste som Cortella, Alabama Bond og Worthy T, der også alle var importeret af Julius Pajoncek.

Mange af de heste Pajoncek fandt i USA blev solgt videre på diverse auktioner, men han beholdt også mange af dem selv – både løbsheste, følhopper og avlshingste. Som opdrætter vandt han bl.a. Derby med Danish Girl og Union Boy (se senere), og som kusk vandt Pajonjek, som startede alle sine  heste under pseudonymet Mr King, både Derby med Miss Refero (1906) og Kriterium med Society Worthy (1914).

Pajoncek var overordnet set en populær og respekteret hestemand, som var kendt over det meste af verden. En “fin” mand, som uden tvivl har haft særdeles stor indflydelse på den unge Holger, der senere i sit liv blev kendt for sin korrekthed, ordenssans og stil – egenskaber han med sikkerhed har udviklet i sin tid hos Julius Pajoncek.

Klaus Koch har med hjælp fra en slægtsforsker dykket ned i Holger Fischmanns tidlige historie, og det viser sig, at han var hos Pajoncek af flere omgange. Første gang i halvandet år, inden han i november 1906 fik arbejde som tjenestekarl hos direktør Carl Jacob Vilhelm Moresco i indre by tæt på Amalienborg. Her var han frem til marts 1907, hvor han flyttede med ud til Morescos villa på Ordrupvej.

Vi ved at Holger Fischmann i 1909 vendte tilbage til Julius Pajoncek som hjælpetræner, men i den mellemliggende periode var han – iflg. Væddeløbsbladet, der i 1934 bragte en artikel i anledning af Fischmanns 25-års jubilæum – også kortvarigt hos galoptræner Jens Carlsen (der formentlig havde ansvaret for Morescos heste) og gjorde i en periode desuden tjeneste hos Prinsesse Marie, der var gift med Christian den Tiendes bror, Prins Valdemar.

Træner som 18-årig
Onsdag den 21. juli 1909 debuterede Holger Fischmann som travkusk med Julius Pajoncek-trænede Kentucky Boy, der dog måtte opgive. Meget bedre gik det ikke næste gang, men på årets sidste løbsdag – søndag den 12. september – vandt Fischmann sin første sejr med Kentucky Boy i tiden 1.37,0a/2400 meter. Førstepræmien var 1.200 kroner og det blev blot til disse tre starter det første år.

På det tidspunkt havde Holger Fischmann allerede nedsat sig som selvstændig træner som den yngste gennem alle tider, og hans gamle lærermester Bording blev hans første hesteejer.

Bording ville dog gerne ha’ flere heste i stalden, men samme dag, som Fischmann var på vej til at mødes med handskemageren for at bistå ham med købet af Kentucky Boy, fik han meddelelse om at Bording var død.

I marts 1910 blev der afholdt auktion over Bordings heste og skæbnen ville, at Holger Fischmann fik mange af hestene i træning. Selv købte han de to 3-åringer, Milo og Lydia Dillon. Sidstnævnte blev købt til grosserer J. Stilling Andersen, der under pseudonymet Signor Venturo blev Fischmanns første store hesteejer. Lydia Dillon var efter sigende beregnet til at skulle trække en smørvogn (!), men blev inden da prøvet på banen og det gik helt godt.

Det gik i det hele taget rimeligt i den første hele sæson som træner, hvor Holger Fischmann vandt 10 løb i 88 starter, hvilket var ensbetydende med en fjerdeplads på trænerlisten efter Joy May (23 sejre), Robert Stolle og Frantz Smcrka.

I 1910 blev Holger Fischmann optaget som medlem i Dansk Travtrænerforening, der var blevet stiftet året før. Måske skulle Joe May (foreningens første formand) & Co. se den unge træner lidt an først, men senere blev Fischmann selv mangeårig formand for trænerforeningen.

unionboy-1

Udelukket efter retssag
Sæsonen fik desværre et lidt kedeligt efterspil for Holger Fischmann, som blev anklaget for “matchfixing” – dvs. han skulle angiveligt have holdt hesten Mary Cook tilbage i et løb, så kollegaen Robert Stolle kunne vinde med sin hest, som han skulle have spillet 300 kroner på.

Anklagen kom fra en af Holger Fischmanns egne hesteejere, tæppehandler Frederiksen, der ejede Mary Cook – han hævdede at træneren havde indrømmet episoden over for ham, men Fischmann afviste alle anklager.

Stolle sagde at han aldrig havde talt med Fischmann om den slags, og i øvrigt havde han kun spillet 25 kroner på sin hest – påstod han.

Det Danske Travselskab tvang derfor Holger Fischmann til at anlægge sag imod Th. Frederiksen for injurier, men han tabte sagen og travselskabet valgte derfor at udelukke Fischmann resten af sæsonen 1911 – dvs. fra og med løbsdagen den 14. juni.

Ugen efter blev en anden træner, Frits Sommerfeldt, også udelukket for resten af sæsonen, og det fik fagbladet “Sport” til at undre sig over, hvordan netop disse to forholdsvis anstændige trænere kunne få sådan en hård straf, når der fandtes mindst ti andre kuske, som mere fortjente sådan en skæbne.

Mens Holger Fischmann var udelukket blev staldens heste kørt af kollegaen Johan “Sacki” Petersen.

Fischmanns første reelle stjerne var Baron Guy, men også Harry Chimes, C.L. Müllers trio Corona, Borenut og Esperanto samt Martin Hansens trio Pierette, Dr Beautaw og Jenny Wilkes havde han fin succes med de første år.

Privattræner for gullaschstald
Herefter var Holger Fischmann publictræner frem 1915, hvor han blev hyret som privattræner for en af de såkaldte store krigsstalde eller gullashstalde, Blauenfeldt & Stribolt, der havde stor succes som hesteejere under 1. verdenskrig.

Blauenfeldt & Stribolt (egentlig bare Fr. Blauenfeldt) købte deres første hest, Princess Todd, i vinteren 1913/14 og sendte den i træning hos Louis Nielsen.

Senere flyttedes den til Holger Fischmann, og den 8. september – efter krigens udbrud – blev Princess Todd solgt til hærstyrelsen. I maj 1914 købte Blauenfeldt & Stribolt hestene Ambrosius og Dr. Beautaw, og senere samme år Cornelia G samt Julius Pajonceks tophopper Danish Girl, Great Miss og Society Worthy. Sidstnævnte havde vundet Kriteriet i 1914, men kiksede som favorit i Derbyet året efter, hvor Society Worthy kun blev nummer tre bag Elegant Bai og Ellen Beautaw. Til gengæld vandt Holger Fischmann Derby med både Danish Girl og Great Miss.

Efter sæsonen 1917 flyttedes alle hestene til Koster, men allerede året efter blev stalden opløst.


Ringer-affæren 
Holger Fischmann blev igen publictræner og fik hurtigt en stor stald med omkring 30 heste, men allerede i 1918 blev han igen ansat som privattræner – denne gang for Kammerjunker Magnus de Creagh-Bornholt, som startede sine heste under pseudonymet Mr Farmer.

Mr Farmers første hest var den forholdsvis ubetydelige Lady Vera, som han købte i et salgsløb. Senere opkøbte ‘Creagh-Bornholdt mange rigtig gode heste og Holger Fischmann fik på rekordtid en meget fin stald, der bl.a. talte 1919-Derbyvinderen Union Boy, som Mr Farmer købte inden Derbysæsonen af en anden storhesteejer, H.F. Eiermann, for et stort beløb.

UnionBoy

Union Boy

Stalden talte også fine heste som Opdrætningsløbsvinderne B.S. og Guy Boko samt Advance Guard og Alice Jeremiah, der i 1920 vandt et heat i det tyske storløb, Matadoren-Rennen.

Desværre blev Mr Farmer uforskyldt involveret i den berømte Ringer-affære, hvor en lang række heste blev solgt under falske navne – heriblandt Advance Guard og Alice Jeremiah.

Forhistorien var den, at amerikaneren C.E. Metcalfe i maj 1920 kom til Danmark med hoppen Alice Jeremiah, der sammen med de året efter ligeledes importerede Advance Guard og Queen Ivan blev solgt til storhesteejeren, kammerjunker Creagh-Bornholdt alias ”Mr Farmer” som i 1920’erne var en af dansk travsports førende hesteejere.

Hestene blev sendt i træning hos Holger Fischmann, som nåede at vinde adskillige løb med dem, inden ringer-affæren blev optrevlet i 1923.

Det var C.L. Müller eller ”Bygmesteren” som han bare blev kaldt, der startede sagen. Alice Jeremiah var blot en af mange amerikanske heste, der kom til Danmark i årene efter 1. verdenskrig, men det var to andre heste – Loretta’s Charlton og førnævnte Avance Guard, som Müller fattede mistanke til.

Han mente at kunne genkende hestene fra et ophold i USA, hvor Müller i 1919 havde været på auktion i New York. Loretta’s Charlton skulle være identisk med Amy Frisco – der i øvrigt vandt Mesterskab for Danmark 1921 og ’22 – mens Advance Guards rigtige navn angiveligt skulle være Belgic.

Også andre af de importerede heste var indført under falske navne – heriblandt Jack Dempsey, som Frank Starr havde stor succes med – for at give dem bedre startvilkår her i landet, ligesom tænderne skulle være filet på en måde så man fik indtryk af, at de var yngre end de rent faktisk var.

Hårde anklager fra bygmester Müller, men i første omgang blev anklagerne afvist, fordi et par dyrlæger – efter at have kigget hestene i munden – vurderede, at hestenes alder var korrekt.

Müller gav imidlertid ikke op og bekostede selv at en amerikansk træner, som havde haft Amy Frisco og Belgic i træning i USA, blev hentet til Danmark, hvor han kunne bekræfte at der VAR tale om et svindelnummer.

I alt syv heste blev ”dømt” i ringer-sagen, heriblandt Advance Guard, Loretta’s Charlton og Ailce Jeremiah, der viste sig at være identisk med den 9-årige hoppe Golden Axworthy, der havde rekord 1.21,8 i USA.

Metcalfe blev efterfølgende udelukket på livstid og på Det Danske Travselskabs generalforsamling i marts 1924 fik C.L. Müller dækket sine udgifter – omkring 4.000 kroner – i forbindelse med ringer-sagen.

Ringer-affæren medførte, at Mr Farmer blev godt og grundigt træt af travsporten, og da han samtidig i 1923 blev kaldt til Riga i Letland for at overtage faderens skibsprovianteringsforretning, valgte han at sælge alle sine heste på en auktion, heriblandt Union Boy til pseudonymet Mr Robert.

Mr Farmer er i øvrigt en af de få danske hesteejere, som har vundet Derby i både Charlottenlund og Klampenborg. I 1919 vandt Union som nævnt Dansk Trav Derby og i 1926 – altså efter Creagh-Bornholdt havde vendt travsporten ryggen – vandt han Dansk Derby med Martinette.

Han var dog ikke den første hesteejer, der præsterede dét “kunststykke”. Brdr. Mauritzen vandt således Dansk Derby med Lily (1913) og Dansk Trav Derby med hhv. Ingolf (1909) og Excelsior (1911).

Træner i England
1923 blev dog alligevel et rimeligt godt år for Fischmann, som vandt 16 løb – heriblandt syv med Dictator og fire med Daniel II. Sofus Sørensen blev champion med 67 sejre foran Koster (62) og Poul Groch (39).

Efter sæsonen 1924 fik Holger Fischmann engagement som træner i England, men nåede desværre aldrig at komme i gang med arbejdet.

I begyndelsen af 20’erne blev der eksporteret en række danske travheste, bl.a. 1918-Derbyvinderen Dreamwold, til England, som ønskede at forbedre forholdene for travsporten, der altid har stået i skyggen af fuldblodssporten.

Koster var inde i billedet, men han bakkede ud og så fik Holger Fischmann i stedet chancen. Det var en glimrende stilling han gik ind til med en årsløn på 1.000 Pund, hvilket (iflg. Statistisk Årbog 1923) svarede til ca. 18.000 kroner. Han var tilmed glad for forholdene og arbejdsgiverne, men efter nogen tids tovtrækkeri blev Fischmann nægtet opholdstilladelse af myndighederne, og måtte desværre rejse hjem igen.

Holger Fischmann vendte tilbage til Danmark som træner, men udtalte senere, at han ofte skammede sig ved at gå over på banen, og han helst blev i sit hjem. Nederlaget omkring trænerjobbet i England tog hårdt på ham.

Skibsrederstalden
I 1924 og ’25 blev det til kun hhv. tre og ni sejre, men så fik Holger Fischmann en ny storkunde i stalden, skibsrederne Marius Nielsen og Hugo Marx-Nielsen (far og søn) alias Mr Marius, der havde stor succes med heste som San Walker og Guy Worthy.

sanwalker

San Walker efter sejren i Mesterskab for Danmark 1927 – ved hovedet hestens ejer, skibsreder Hugo Marx-Nielsen (Mr Marius)

Efter 22 sejre i 1926 vandt Holger Fischmann 27 løb i 1927, heriblandt otte med San Walker, der bl.a. vandt Mesterskab for Danmark og den første udgave af C.L. Müllers Memorial på Jägersro.

Året efter gentog San Walker triumfen i C.L. Müllers Memorial og i alt vandt Holger Fischmann 12 løb med den amerikanskfødte hingst.

Mr Marius, der i 1927 blev årets mest vindende hesteejer med 37.150 kroner, havde også gode heste som Irland og Native Lady, men selvom Marius og Hugo Marx-Nielsen investerede i bl.a. Quick Assets, Arion Guy og Guy Bates, gik det forholdsvis hurtigt ned ad bakke igen. I 1929 og ’30 blev det således til hhv. 17 og syv sejre for Holger Fischmann.

lauritz

Ny mesterskabstriumf
I slutningen af sæsonen 1931 fik Holger Fischmann ansvaret for en af de mest hårdføre heste i dansk travsport gennem tiderne, fantastiske Lauritz, som i alt startede 338 gange med 61 sejre, 46 andenpladser og 140 placeringer som resultat.

Lauritz var på det tidspunkt fem år gammel og havde senest været i træning hos Sofus Sørensen, der havde vundet 25 løb med hesten på 15 måneder. I den sidste start for Sofus – Hesteejerpokalen – blev Lauritz kørt af Axel Leth-Olsen og var på vej mod sejren, men galoperede og så gik sejren til Le Roy med Sofus Sørensen foran Harrison Dillon med Koster.

Dagen efter blev Lauritz flyttet til Holger Fischmann, der vandt sin første start med hesten, men de to næste starter blev Lauritz besejret af hhv. Arion Gay og Mr Brooke – begge med Sofus Sørensen i sulkyen.

I 1932 vandt Lauritz otte løb, heriblandt Mesterskab for Danmark og Nationalløb, og året efter blev det til fire sejre, inden hesten igen holdt flyttedag – denne gang til Aage Kristoffersen.


Formand for trænerforeningen
Holger Fischmann blev som nævnt optaget i Dansk Travtrænerforening (“Trænerforeningen af 1909”) i 1910 og i 1918 blev han for første gang valgt som foreningens formand – en post han overtog efter Max Rabenhorst.

Holger Fischmann var formand frem til 1929 og igen fra 1933 til ’34, og som Væddeløbsbladet skrev i en artikel i anledning af trænerforeningens 25-års jubilæum i 1934 er Holger Fischmann “den mand, der i det længste spand af år, i kraft af sin sunde sans, sin udmærkede forhandlingsevne og sine repræsentative evner, har stået for styret i Dansk Travtrænerforening.”

Det var en spændende, men til tider turbulent periode for de danske travtrænere, der i de første år opkrævede 30 kroner pr. hest i træningspenge om vinteren og 40 kroner om sommeren, men under 1. verdenskrig steg priserne betragteligt til mellem 200 og 225 kr.

I 1923 blev der lavet en ganske omfattende overenskomst med hesteejerforeningen, således at træningspengene blev fastsat til hhv. 85 og 100 kr. I jubilæumsåret (1934) var træningsprisen 323 kroner/måned.

Senere opstod der problemer med, at hestene klumpede sig sammen hos stortrænerne primært N.J. Koster, Sofus Sørensen og Oluf Månsson, og på et forslag fra Poul Groch vedtog man at en træner højst måtte have 20 ældre og fem 2-årige heste i træning. Det blev desuden tilladt 15 skift i løbet af sæsonen.

Dét fik Koster, Sørensen og Månsson til at melde sig ud af trænerforeningen i protest, og først i 1933 blev de tre stortrænere tvunget tilbage, da Poul Groch i samarbejde med Det Danske Travselskabs bestyrelsesformand, Aage Ulrich, og generalsekretær Helge Marks-Jørgensen fik gennemtrumfet, at enhver licenshavende træner skulle være medlem af Dansk Travtrænerforening. Desuden overtog travselskabet ansvaret for, at antallet af heste i træning og antal skift overholdtes.

Den megen uro medførte, at Poul Groch på en meget følelsesladet generalforsamling i 1933 nedlagde sit mandat, hvorefter Holger Fischmann atter blev valgt som formand med Arnold Jensen og Julius Høybye, Jr. som næstformand og kasserer.

Det var denne bestyrelse, der stod i spidsen for Dansk Travtrænerforening ved 25-årsjubilæet i 1934, der blev fejret på Park-Restauranten, men allerede samme år gik Holger Fischmann af som formand og overlod igen formandsposten til Poul Groch.


Popstald med nevø
I 1931 og ’33 vandt Holger Fischmann Dansk Trav Kriterium med hhv. Oaks og Quick Worthy, men herefter gik det tilbage. I 1934 vandt han 13 løb, men de næste tre år blev det kun til fire sejre hvert år.

I 1938 kørte Holger Fischmann blot seks løb med en andenplads som bedste resultat, men dels havde han ved sæsonens begyndelse også kun seks heste i træning, heriblandt to 2-åringer. og dels havde han indgået et samarbejde med sin nevø, træner Herbert Hansson, som kørte staldens heste.

Herbert Hansson vandt det år syv løb.

På Holger Fischmanns træningsliste bemærker man den amerikanskfødte 2-årige Game Warden, der senere skulle blive en af dansk travsports bedste heste med i alt 54 sejre. Det blev bl.a. til to sejre i Mesterskab for Danmark og derudover var Game Warden hesten, der vandt Derby for Poul Reichardt i filmen “De røde heste”.

Det var dog først efter trænerskiftet til Koster, at Game Warden for alvor foldede sig ud, men Holger Fischmann vandt trods alt syv løb med hesten.

Plaget af sygdom
Holger Fischmanns sidste mange år var præget af sygdom – hvad han helt konkret fejlede er dog usikkert. Han blev syg allerede i 1938 og overlod træneransvaret til Herbert Hansson, mens Fischmann i stedet hjalp til i stalden, da han blev udskrevet fra hospitalet omkring 1. juni.

Væddeløbsbladet bragte dengang hvert år inden sæsonens start en oversigt over træningslisterne, og i 1939 og ’40 startede Herbert Hansson med hhv. fem og seks heste. Fischmann beholdt sin trænerlicens, men havde ingen heste i træning.

I 1939-41 kørte Holger Fischmann forholdsvis få løb og vandt hvert år tre sejre, men efter sæsonen 1941 var han delvis væk fra sporten et par år.

Han kom tilbage i 1944 og i marts ’45 indledte Holger Fischmann et samarbejde med sin tidligere lærling, nu træner Leon Hartvig – sammen dannede de to en mindre “popstald” med hestene Earl Kignæs, Else, Gilbert og Nitouche.

Leon Hartvig kørte staldens heste og deltog bl.a. i Derby Trøstløb med Gilbert, der dog blev diskvalificeret for galop. Stalden havde dog ikke den store succes og Hartvig vandt blot to løb.

Holger Fischmann selv kørte blot et enkelt løb i 1945, men nåede kun at være aktiv i et års tid, inden sygdommen satte en definitiv stopper for karrieren. Han vandt i alt 357 løb.

Efter Holger Fischmann sluttede som træner blev han købmand på Skovshovedvej i Charlottenlund. Hidtil havde hans kone passet forretningen, der for længst er nedlagt –  her ligger i dag den amerikanske ambassadørs privatbolig.

Holger Fischmann døde i november 1955.


Kilder:

Væddeløbsbladet 1930-55 og 1968
Travtidende 1921-54
Trav-Kalenderen 1932-42
Travsportens Årbog 1944 og ’45
Klauskoch.se