Lammesteg forsoner mangt og meget
Krisen kradsede også på Lunden for 100 år siden.
Om et par måneder mødes Det Danske Travselskabs medlemmer atter til den årlige generalforsamling, og den betrængte økonomi taget i betragtning, kan man utvivlsomt se frem til mange følelsesladede diskussioner.
Sådan har det været ofte i de 30 år skribenten til disse linjer har været medlem af travselskabet, selvom der selvfølgelig også har været perioder med fred og forsoning – omend det efterhånden er længe siden.
Dansk travsports guldalder er forlængst forbi – og når krybben er tom bides hestene, som det gamle ordsprog siger.
Diskussionerne “for og imod” starter længe inden generalforsamlingen. Det gjorde de selvfølgelig også i de gode gamle dage, men i vore moderne tider foregår en stor af debatten dels på diverse hjemmesider med læserbreve fra repræsentanter for begge fløje – for dem er der selvfølgelig også inden for travsportens verden – og dels i højere og højere grad på de såkaldte sociale medier, hvor følelserne ofte får frit løb med lange indlæg med mudderkastning som et af de vigtigste våben.
Men det er altså på generalforsamlingen beslutningerne træffes, og derfor er det selvsagt her at de mest “voldsomme” diskussioner finder sted.
Sådan var det også før i tiden – bl.a. i 1923, hvor Det Danske Travselskabs kasserer, grosserer William Jensen, på den ordinære generalforsamling måtte stå på mål for et driftunderskud i 1922 på 19.000 kroner, som skal ses i forhold til en totalisatoromsætning på 5.024.371 kr.
Kasserens hoved på et fad
Især to medlemmer, Hr. Bøggild og overretssagfører Hans Jensen, gik på skift og i flere omgange i flæsket på bestyrelsen, hvor William Jensen var fungerende formand, da hverken bestyrelsesformanden, Baron Wedell-Wedellsborg eller næstformanden, proprietær Lind, var til stede. Baronen var på rekreation i Frankrig (og døde senere samme år), mens Lind var sygemeldt pga. gulsot!
Det Danske Travselskabs formand i årene 1910-23, August “Gustav” Frederik Baron Wedell-Wedellsborg
Hans Jensen havde således indsendt et forslag, der gik ud på at man mellem medlemmerne valgte to personer, som skulle undersøge travselskabets økonomiske forhold og medvirke til at en kraftig reduktion af de forskellige udgiftskonti.
Det er det vi i dag kalder interne revisorer, så noget har man da lært af fortiden.
Overretssagførerens forslag blev imidlertid stemt ned efter en længere diskussion, bl.a. fordi bestyrelsen allerede selv internt havde nedsat en besparelseskommission med det formål at få bragt udgifterne ned.
Hr. Bøggild var imidertid ikke tilfreds og krævede kasserens afgang – “… og forlangte hans hoved på et fad kantet med kruspersille” som Trav-Tidendes udsendte, som tydeligvis var bestyrelsens mand, skrev i sit referat – og han fortsatte:
“Det virkede lidt irriterende stadig at høre Hr. Bøggilds langtrukne kritik, og hesteejernes formand, Hr. Orla Nord, følte sig forpligtet til at oplyse, at Hr. Bøggild absolut ikke var hesteejernes talsmand på tinge.
Hr. Bøggild er endnu en novice i faget og burde erindre engang imellem, at beskedenhed selv i vor hypermoderne tid endnu regnes for ungdommens bedste og største dyd.”!
Genvalg
Hans Jensen forslog bagermester Herman Nielsen til bestyrelsen i stedet for Georg Levald, men trods de mange hårde anklager var der genvalg til både Levald, William Jensen og Martin Hansen.
Bestyrelsen betod derudover som nævnt af Wedell-Wedellsborg og Lind samt bestyrer H.P. Hansen, bagermester H.F. Eiermann, kommissionær Albert Mauritzen, sagfører N.C. Nielsen og partikulier H.C. Riegels.
Velbekomme!
Det Danske Travselskabs generalforsamling blev i mange år afholdt på Hotel Phønix i København (det øverste foto er dog fra en senere generalforsamling i Håndværkerforeningens Selskabslokaler i København), og som traditionen bød det, var travselskabet efter generalforsamlingen vært for en stor middag, hvor de interne stridigheder var glemt for en stund.
Lad os til slut give Trav-Tidendes journalist ordet:
“Man må lade dirigenten, hans travteknik er i ypperlig form. Han leder generalforsamlingen efter rekord 1.12. Der bliver ingen tid spildt på at uddybe eller overtænke situationen. En – to – tre – hva’be’har’? – vedtaget – og næste sag på dagsordenen – generalforsamlingen hævet.
Et kraftigt hurra som tak for ekspresbefordringen hilste den kloge jurist, og i bedste forståelse gav man sig bordets glæder i vold. I taler og ord fik bestyrelsen fuld oprejsning for den uhyggelige time bag det grønne skafot.
Lammesteg forsoner mangt og meget.”
De tørre tal
Ringer-affæren
Overordnet set var 1920’erne ellers præget af de økonomiske efterdønninger efter 1. verdenskrig. Omsætningen på de 25 løbsdage lå meget stabilt mellem 3 og 4 millioner, men Det Danske Travselskab klarede sig igennem krisen.
Johannes Ulrich blev – på foranledning af Otto Halling – valgt ind i bestyrelsen i 1924 og overtog med det samme formandsposten, som han beklædte frem til 1942. KLIK HER for at læse et portræt af Ulrich, som omhandler hans store betydning for travselskabet.
Sportsligt set fyldte den såkaldte ringer-affære meget.
Forhistorien var den, at amerikaneren J. Metcalf i maj 1920 kom til Danmark med hoppen Alice Jeremiah, der sammen med de året efter ligeledes importerede Advance Guard og Queen Ivan blev solgt til storhesteejeren, kammerjunker Creagh-Bornholdt alias ”Mr Farmer” som i 1920’erne var en af dansk travsports førende hesteejere.
Hestene blev sendt i træning hos Holger Fischmann, som nåede at vinde adskillige løb med dem, inden ringer-affæren blev optrevlet i 1923.
Det var C.L. Müller eller ”Bygmesteren” som han bare blev kaldt, der startede sagen. Alice Jeremiah var blot en af mange amerikanske heste, der kom til Danmark i årene efter 1. verdenskrig, men det var to andre heste – Loretta Charlton og førnævnte Avance Guard, som Müller fattede mistanke til.
Han mente at kunne genkende hestene fra et ophold i USA, hvor Müller i 1919 havde været på auktion i New York. Loretta Charlton skulle være identisk med Amy Frisco, mens Advance Guards rigtige navn angiveligt skulle være Belgic.
Også andre af de importerede heste var indført under falske navne for at give dem bedre startvilkår her i landet, ligesom tænderne skulle være filet på en måde så man fik indtryk af, at de var yngre end de rent faktisk var.
Hårde anklager fra bygmester Müller, men i første omgang blev anklagerne afvist, fordi et par dyrlæger – efter at have kigget hestene i munden – vurderede, at hestenes alder var korrekt.
Müller gav imidlertid ikke op og bekostede selv at en amerikansk træner, som havde haft Amy Frisco og Belgic i træning i USA, blev hentet til Danmark, hvor han kunne bekræfte at der VAR tale om et svindelnummer.
I alt syv heste blev ”dømt” i ringer-sagen, heriblandt Advance Guard, Loretta Charlton og Alice Jeremiah, der viste sig at være identisk med den 9-årige hoppe Golden Axworthy, der havde rekord 1.21,8 i USA.
Metcalf blev efterfølgende udelukket på livstid og på Det Danske Travselskabs generalforsamling i marts 1924 fik C.L. Müller dækket sine udgifter – omkring 4.000 kroner – i forbindelse med ringer-sagen.
Kongelundsløbet
En anden sag, der også fyldte meget i første halvdel af 20’erne var sagen om Kongelundsløbet – den første sag om matchfixing i dansk travsport, hvor Sofus Sørensen og fire andre trænere blev tilkendt både bøder og lange udelukkelsesdomme.
Det kan man læse alt om i portrættet af Sofus Sørensen – søg på “Kongelundsløbet”.
Overskud på Amager
Otte dage efter Det Danske Travselskabs generalforsamling var det Amagers tur, da “Foreningen til den almindelige Hesteavls Fremme” den 27. marts 1923 afholdt sin generalforsamling i mere ydmyge omgivelser, Teatercaféen på Amagerbrogade.
Amager Travbane havde blot eksisteret i godt seks måneder på det tidspunkt, men selskabet kunne alligevel fremvise et pænt overskud på ca. 67.000 kroner.
I 1922 blev der i totalisatoren på Amager omsat for ca. 1,8 mill. kroner på de 13 løbsdage.
Som det fremgår af Kenn Erik Bechs store epos om Amager Travbane var alt langt fra fryd og gammen i banens første leveår, men det skal vi ikke dvæle mere ved i denne sammenhæng.
