Amager Travbane 100 år – Del 3

Sidste kapitel i historien om Amager Travbane, der i år for 100 år siden åbnede portene for første gang.

I Charlottenlund diskuterede man i begyndelsen af 50’erne meget en eventuelt udflytning lidt længere nordpå mod Dyrehaven, men i stedet blev der bygget en stor ny tribune.

Samtidig gik det nogenlunde for Amagers Travbane og Travselskab. Taarup & Co. havde mange nye ideer på at få indtægter fra andre steder end travet, men en del kom aldrig længere end på tegnebrættet!

Hvis vi nævner 25 års jubilæet i 1947 som et centralt år, så nævnes det at Amager Travbanes guldalder derefter havde nogle gode år – ja, vel helt op i begyndelsen af 60’erne. Men ekstra penge kan der altid bruges på en travbane.

I 1952 var der f.eks. planer om en motorbane. Motorbanen vil få premiere 4. september fortalte Taarup på generalforsamlingen. Der skulle køres med elektrisk lys, hvorimod travbanen ikke ville få lys foreløbig, det var alt for dyrt for selskabet i øjeblikket, lød det.

Motorbanen ville kunne tage 12.000 tilskuere, og Amager Travbane skulle støtte motororganisationerne med 70.000 kr., men ville få 40 % af entreindtægterne – og al fortjeneste af salg på banen skulle gå til travselskabet. Det gav en bedre udnyttelse af banen i de døde perioder, hvor travløbene foregik i Charlottenlund, fremførte Taarup.

Derfor blev der projekteret anlæggelse af en mindre motorbane på vestkredsens vestlige del. Et dristigt eksperiment Amager Travselskab her indlagde sig på, fordi selskabet selv skulle skyde hovedparten af pengene til. Men planen blev aldrig gennemført!

Derimod blev der kørt speedway i kort tid på banen, det var i 1954. I 60’erne, hvor man begyndt at være i stærkt pengenød, blev der kørt ”bule-løb” (stockcarløb) på banen.

---

“For meget gøgl og cirkus bør undgås!
Her et eksempel på hvad der blev diskuteret på en generalforsamling i 1956:

• Den blev som sædvanlig afholdt på Park Restaurant på Østerbro lørdag den 18. februar, hvor formand Axel Taarup bød de fremmødte medlemmer velkommen.
• Derefter gennemgik han årets gang i sin formandsberetning. Først udtaltes mindeord om de i årets løb afdøde medlemmer af selskabet. Det drejede sig bl.a. om teaterdirektør Axel Frische samt trænerne Holger Fischmann og Peter Andersen, der begge havde deltaget i løbene på banens premieredag i 1922.
• Sæsonen 1955 havde været noget unormal, især som følge af, at Charlottenlund-banen først havde kunnet åbne sæsonen den 30. maj pga. af nybygningen af tribune.
• Derfor havde man på Amager Travbane kørt travløb uafbrudt fra den 6. oktober og maj måned med. Det var man ikke vant til, normalt skiftede man jo mellem løbsdagene, eller meetings som det hed, mellem de to københavnske baner.
• ”Omsætning i april og maj har været svage, hvilket skyldtes, at publikum var blevet banetrætte efter, at der var kørt uafbrudt i 8 måneder på Amager. Det er sundt at skifte bane”, lød det fra formanden.
• Man havde købt en halvpart i Charlottenlund-banens nye startvogn for ”at tilfredsstille hesteejerne og DTS, men stort set udover de store klasseløb, kan vi ikke benytte den”.
• Udgifterne til lønningerne til totalisatorpersonalet var steget så stærkt, at det var blevet et problem. De moderne spilleformer var i så henseende meget dyre, og det måtte være rimeligt at forlange, at det offentlige deltog i disse udgifter!
• Man havde gjort forskellige forsøg på propaganda. Blandt andet havde Tårnbys voksende befolkning fået cirkulærer tilsendt med fribilletter. Men som det lød i formandsberetningen:
• ”Men for meget gøgl og cirkus bør undgås. Vigtigst var det, at få befolkningen til at synes om Travsporten”.
• Nye hestebokse og en forspændingsmur var der ikke råd til. Amager-banen var blevet meget værd, hovedsagelig pga. af husprisernes stigning. Formanden blev genvalgt med akklamation.
• Ved den efterfølgende spisning herskede der, som det plejer at være tilfældet på Amager, en hyggelig stemning. Der blev holdt en del taler, bla. af formanden fra DTS i Charlottelund, Robert Hove. Der blev også uddelt æresemblemer til de, der havde været medlemmer i 25 år. Det drejede sig bl.a. om championtræner N. J. Koster og Centralforbundets tidligere formand Leo Frederiksen.

To baner er én for meget i København
Allerede først i 50’erne kom problemet op. To travbaner i København var én for meget. Senere skulle det så udvikle sig til en regulær travkrig, som i den sidste ende endte med lukningen af Amager-banen.

Problemet var især de lavere løbspræmier på Amager, og i det hele taget den ringe bygningsmasse på Løjtegårdsvej. Men selve banelegemets 1200 meter var der ikke noget i vejen med.

Nuværende direktør i Det Danske Travselskab, Klaus Koch, har skrevet om denne problematik og den begyndende travkrig:

”Den dynamiske formand Axel Taarup kontrollerede også nyvalg af medlemmer, og snart bestod Amager Travselskab for en stor dels vedkommende af hans håndplukkede folk. Nu ville Taarup have større plads for sin bane i den Københavnske travsport, og han følte sig forfordelt med hensyn til sæsonplanerne. Han fik skabt splid mellem de to travselskaber. Vi er nu en god bid oppe i 1960’erne, og Amager Travbane var godt nok stadig Europas hurtigste bane, men dårlige publikumsfaciliteter og et nedslidt staldterræn begyndte at blive en belastning for Taarup.

Lunden havde midt i 50’erne fået sin kæmpetribune, mens Amagers træbarakker rakte ikke så langt sammenlignet med Lundens anlæg, som kunne rumme op til 30.000 tilskuere. Taarup fik da gennemtrumfet, at Amager skulle bygge en ny “multihal”, som skulle gøre banen tidssvarende, og nu bragtes sindene for alvor i kog.”

Ny dato for Derbyet – travkrigens opståen
Sagen var den, at Charlottenlund i midten af tresserne begyndte at lede efter en ny dato for sit Derby. I 30 år havde man kørt Derbyet den anden søndag i juli, men i takt med arbejdsmarkedsudviklingen med stadig mere ferie for folk, var dagen blevet uattraktiv med sin beliggenhed midt i den værste ferietid.

Klaus Koch:

“Charlottenlund ville have den sidste søndag i august som Derbydag, men det gik Amager til at begynde med ikke med til. August var deres måned.

I 1968 besluttede Charlottenlund så at køre Derbyet så sent som den 15. september, tidernes med afstand senest beliggende danske Derby. For at få opmærksomhed om det nye tidspunkt indgik Charlottenlund en gigantaftale med Københavns Sporveje om store reklamestreamers på samtlige busser i hovedstaden. Det var i forbindelse med denne kampagne, at man kom i kontakt med Kjeld Rasmussen, som var en af de drivende kræfter indenfor Sporvejene. Rasmussen var også borgmester i Brøndbyerne, og da han fik indsigt i travsportens verden, stillede han spørgsmålet om det tidssvarende og økonomiske i at drive to travbaner så tæt på hinanden.

Rasmussen foreslog at man byggede en helt ny og moderne bane i hans kommune Brøndby, hvor han kunne stille mere end tilstrækkelig med jord til rådighed. Charlottenlund tændte på idéen, men ikke overraskende var Taarup imod, og der kom endnu mere brændsel på travkrigsbålet.

Nogle af Amager Travselskabs medlemmer – mange var jo også medlemmer af travselskabet i Charlottenlund, fik gennemtrumfet en ekstraordinær generalforsamling her, hvor det nye fælles baneprojekt skulle komme til afstemning.

Det faldt med én (1) stemme! – Den stemme var formand fra Aalborg Travbane, proprietær Peter Lind’s. Skotøjsforhandler Lind, Stutteri Røde Mølle i Nørresundby, der også var formand for Centralforbundet, sad i Aalborg Lufthavn, da afstemningen blev foretaget. Hans fly var forsinket på grund af tåge!

Så krigen fortsatte altså, selvom Lunden fik sin Derbydag den sidste søndag i august. Den københavnske travscene var nu delt i to fraktioner, der kom længere og længere væk fra hinanden. Bygningen af en ny tribune på en bane, A T Hallen på Amager Travbane, som de fleste ville af med, ansås som en ren provokation. Selvom Amager faktisk på det tidspunkt havde bedre økonomi end Charlottenlund, så kunne selskabet ikke bære en sådan investering. Nu havde både Hesteejerforeningen og frem for alt Trænerforeningen taget plads på barrikaderne, og pga. et svagt Centralforbund, som ikke formåede at dæmme op for det, som var ved at ske, kunne Lunden, støttet af de to foreninger, i begyndelsen af 1970, komme ud med en sæsonplan, der klart overmatchede Amager. Man skulle, fra april, køre parallelt med Amager.

Trænerforeningen blev splittet, da et mindre antal trænere havde trofaste Amager-hesteejere, men det klare flertal blev på Lunden.  

Mens sporten i Lunden således blomstrede, kæmpede Axel Taarup videre med sit Amager Trav, og det var egentlig beundringsværdigt, at han lykkedes med at holde liv i sin skude så længe, som han faktisk gjorde. Men hans stædighed tilførte ikke bare københavnsk travsport men hele den danske travsport umådelig, og på længere sigt, uoprettelig skade.”

Så vidt Klaus Kochs analyse. Du kan læse yderligere om travkrig i en selvstændig artikel om dette emne her på sitet: KLIK HER

---

En forgæves kamp
Amager Trav kæmper og kæmper således for sin eksistens i nogle år endnu. 50’ernes ønske om kun én bane i København forsatte ind i det næste årti, som bl.a. Klaus Koch her har beskrevet.

Travkrigen gik således hårdt ud over Amager Travbane, hvor det sportslige niveau blev ringere og ringere. Til gengæld boltrede kuske fra de andre danske baner sig. Som før nævnt var det Otto Donatzky, som nu var driftsleder på Amager, der kæmpede hårdt for at løbene skulle forsætte med gæstekuske og heste udefra.

Man kan sagtens forestille sig f. eks. de bornholmske amatører nød at køre på en bane, der var 1200 meter og ikke en rundkreds på 500 meter! Kuskeveteraner som Palle Dahl Pedersen, Edgar Andersen, Leo Rasmussen m.fl. får julelys i øjnene den dag i dag, når man spørger ind til de mange Bornholmerløb i begyndelsen af 70’erne på Amager Travbane. Man blev behandlet godt og rejsen blev betalt, lyder det.

Det første spadestik
Den 29. marts 1967 afholdt Amager Travselskab deres generalforsamling på Langelinie Pavillonen. Ikke alle 225 medlemmer mødte op, men her kunne de fremmødte tage stilling til dagsordenens punkt 4:

”Forslag til opførelse af totalisator-,sportshal og restauration i samarbejde med Tårnby Kommune samt optage de nødvendige lån i bank og kreditforening.”

Og således blev det vedtaget. Den 13. september det følgende år tog Axel Taarup det første spadestik sammen med den lokale bankdirektør og Tårnbys borgmester. Efter nogle år købte denne kommune hele molevitten.

Den nye hal var budgetteret til 5 mio., men kom til at koste op imod det tredobbelte. En af grundene var et voldsomt kursfald på obligationer, og efterfølgende kom der en stor rentebyrde. Det var dog ikke kun dette og det nye halbyggeri, der skabte økonomiske problemer for Amager. Medvirkende til krisen var også, at man i fællesskab med Det Danske Travselskab havde investeret i et nyt toto-anlæg for 7,2 mio. kr.

Anlægget indfriede imidlertid ikke forventningerne, da det ikke var muligt at rationalisere i det omfang, man havde forventet. Derimod fik Amager Travselskab en del ekstraudgifter til reparation og flytning af det elektroniske anlæg.

Taarup forsvarede sig bravt i offentligheden de følgende år omkring den tunge økonomiske byrde især A T Hallen – omdøbt til Amager Hallen – gav travselskabet:

-Den blev bygget, fordi vi skulle skaffe travpublikummet et godt sted at være mellem løbene, og samtidig skabe en hal, der var masser af brug for, når vi ikke kører travløb.

Taarup tilføjede, at han fandt det forkert, at Charlottenlund i sin tid byggede sin tribune, som bliver brugt 50 gange om året.

-Som gammelt medlem af KB, har jeg set, hvor stor økonomisk glæde man har haft af KB Hallen hele året rundt. Amager Travselskab skulle have noget lignende.

Men ak, Amager Hallen var i stedet med til at besegle Amager Travbanes skæbne!

Københavns Travselskab blev aldrig til noget
Amager Hallen og andre tab trængte mere og mere på Amager-banen. I første omgang vendte Taarup sig mod kommunen.

Oplægget til endnu en ekstraordinær generalforsamling i september 1970 lød således: Et salg til kommunen på 20 mio. kr. og en brugsret i 10 år. Det blev vedtaget, men kommunen sagde i første omgang nej tak.

Regnskabet for Charlottenlund viste i 1970 et underskud 250.000 kroner, mens Amager havde et underskud på næsten 1,9 mill. kroner, hvoraf de 600.000 stammede fra Amager Hallens drift!

Så i stedet kom forsøget med at slå de to travselskaber sammen og flytte til et nyt travcenter i Brøndby, og samtidig komme tæt på alle de andre sportsgrene, der holdt til der, både administrationsmæssigt og fysisk.

Men fusionen og forligsplanerne mislykkedes; der kunne ikke opnås det kvalificerede flertal på generalforsamlingerne. Københavns Travselskab blev aldrig til noget.

Måske der også var persongnidninger. Taarup var ikke velset i Charlottenlund og nok heller ikke hos banens formand, Ib Thyregod. Selv Taarups egne støtter og hans bestyrelse svigtede nu også ham på en ekstraordinær generalforsamling, og det lykkedes ham ikke at få de nødvendige antal stemmer (3/4 af de fremmødte).

Ja tak – kommunen køber
Men så i december 1970 kom det frem at Tårnby Kommune alligevel sagde Ja til at købe travbanen, nok fordi brugsretten for travet nu var sat ned til kun FEM år. Centralforbundet tildelte stadig Charlottenlund de bedste datoer på løbsdagene, og Amager Travs sidste fem sæsoner blev en træls nedtur.

I oktober 1973 kom Brøndby-projektet dog igen i spil en kort tid. Et ingeniørfirma udarbejdede en “Kalkulation for travbanelegeme i Brøndby” til en samlet pris af 12,7 mio. kr., men som bekendt endte det med, at man i stedet byggede en helt ny i bane i Bjæverskov, A.T. Skovbo, der blev indviet den 2. maj 1976.

“Hvor blev så de 20 millioner kroner af, som Tårnby Kommune gav for købet af Amager Travbane?” kunne man spørge.

De fleste forsvandt, om ikke op i den blå himmel, så til Amager Travet og dets håbløse situation, andet kan jeg ikke konkludere. Der var godt 5 mio. kr. tilbage, da flytningen til Skovbo Kommune blev foretaget.

---

Ole Petter om sin Amager-tid
Travsportshistorie.dk har gennem årene interviewet flere tidligere Amager-trænere, heriblandt Ole Petter:

-Som barn og ung havde jeg kun én ting i hovedet: Jeg ville være travtræner! Sådan lyder det, når den tidligere træner og trænerchampion på Amager og senere i Odense, Ole Petter, ser tilbage på sin travkarriere.

Med en far og farfar, der begge var involveret i travsporten som hesteejere – for farfaderens vedkommende med start i 1918, var begrebet ”bidt af en gal travhest” mere aktuelt for den unge Ole Petter end for de fleste andre.

-Min far havde gerne set, at jeg havde overtaget hans konditorforretning, men han krævede, at jeg tog en uddannelse, inden jeg kastede mig over travsporten på fuld tid, har Ole Petter, fortalt. I en alder af blot 22 år startede han som træner på Amager Travbane og allerede to år senere, 1972, blev han champion for første gang. Han gentog triumfen året, men flyttede derefter til Fyn.

-Da jeg blev færdig med trænereksamen fik jeg stald på Amager, hvor jeg overtog Gerhard Petersens stald. Det var i 1970.

-På det tidspunkt var travkrigen godt i gang. Lunden-trænerne boycottede jo Amager, men selvom jeg stod på Amager, startede jeg på Lunden, når jeg havde heste til det. Desuden ville mange hesteejere gerne have deres heste ud på Amager, hvor det var lettere at vinde løb, når man kun var seks-syv trænere frem for det tredobbelte på Lunden. Det var én af årsagerne til, at vi havde så stor succes.

I 1972 fik Ole Petter sin første storløbssejr med Paw Senator i Amagers 3-års Mesterskab. Succesen fortsatte i 1973, hvor Ole Petter vandt 36 løb.

Amager Trav var det snart slut med. Førsteønsket som nyt trænersted var egentlig Charlottenlund for Ole Petter, men det var for tidligt i forhold til travkrigen. Han søgte råd hos Amager-banens driftsleder Otto Donatzky, som han havde stor respekt for, både som privatmenneske, og for hans store alvidende indsigt i hele travverdenen.

KLIK HER for at læse hele portrættet af Ole Petter.

Torben Fischer om sin Amager-tid
Fhv. træner Torben Fischer er født og opvokset på Amager, lige overfor Amager Travbane.

-Som dreng løb jeg jo over til travbanen, og den første kontakt med travhestene fik jeg i staldene hos de såkaldte privattrænere. Jens Jensen var selvfølgelig den mest kendte, men jeg trak mest heste hos ”jordbærgartneren”, fortæller Torben Fischer.

Jordbærgartneren var lig med gartner Alfred Petersen fra Kirke Værløse, som også opdrættede heste fra sit stutteri Egedal.

-Han havde en hest, der hed Skjalden, og den trak jeg rundt med. Jeg var også nede hos Petersen i ferien, mindes Torben Fischer. Han blev sendt i lære som maskinarbejder, selv om han hellere ville arbejde på travbanen, men det måtte han ikke for sine forældre.

-Men det blev kun 5-6 dage, det var ikke noget for mig. Som 16-årig fik Torben Fischer (Larsen) sit første fuldtidsarbejde som staldmand hos Mogens Ingvard, der som alle de andre københavnske travtrænere havde stald på både Amager Travbane og Lunden.

Det blev dog kun til kort tid hos manden bag Derbyvinderen Gigant, Mogens Ingvard, inden turen gik videre til Eivind Schnell, også i kort tid, inden Fischer kom til et større trænernavn, Leif Nielsen, hvor Torben Fischer var i to år. Derefter blev Torben Fischer headhuntet til champion Walther Kaiser-Hansen, som dengang i 1966 var den førende træner på Lunden.

Vagn Bruhn om sin Amager-tid
Fhv. træner Vagn Bruhn er født i Sakskøbing og da Nykøbing F. Travbane åbnede i 1966 blev både han og hans far interesseret i travsporten.

-Jeg startede som staldmand hos William Günther og kom siden til Anthon Nielsen, fortæller Vagn Bruhn.

-Jeg er samme årgang som Arvid Olsen, der var hos Harald Lund, og da travkrigen brød ud i 1970 fandt Anthon Nielsen og Harald Lund på at sende et antal heste ind til Amager. Dem fik Arvid og jeg ansvaret for; jeg tror vi havde omkring 15 heste hver, og vi var jo kun 18-19 år, så det var noget af en opgave for sådan et par ”knægte”, men bestemt meget lærerigt.

-Det gik et stykke tid, men så satte DTC en stopper for at udenbys trænere kunne have en filial på Amager. Senere kom jeg til Flemming Munch Hansen og derefter til Ole Petter.

-Siden tog jeg med, da Ole Petter flyttede til Fyn, men dér faldt jeg aldrig rigtig til. Jeg var også i en kort periode hos Poul Stripp, men valgte så at vende tilbage til Amager, hvor jeg startede som træner i august 1974.

Vagn Bruhn fik hurtigt etableret sig som en af banens førende trænere. Det blev til 34 sejre i den første hele sæson, 1975, og året efter, hvor Amager-banen ”flyttede” til Bjæverskov, vandt han 49 løb.

KLIK HER for at læse hele portrættet af Vagn Bruhn.

---

Den sportslige del af Amager Trav i 54 år
Det er selvfølgelig for meget at opremse den fine sport, der trods alt har været på den, til tider, meget fine banelegeme. Men her er nogle få hovedpunkter, i spredt fægtning:

Amagers 4-års mesterskab, første gang kørt i 1924, blev efterhånden et højt profileret løb, også selv om det kunne være hårdt for hestene, da man i 1955 gik over til heatløb, og hvor de forskellige heatvindere kunne risikere at løbe 3 gange! Løbet blev også benævnt ”Amager-derbyet”.

Så var der 3-årsmesterskabet og Dansk Mesterskab for 2-åringer. Desuden løb som Internationalt Pokalløb, Indlænderpokalen og mange andre. Danmarks længste løb, et stayerløb over 3600 meter, er et andet eksempel.

I 1935 løb Star McElwyn på Amager 19,8. Det var den første 1,20-traver i Danmark.

I 1949 sejrede den svenske topekvipage, Scotch Fez/Søren Nordin, i ny banerekord på 1.18.

I 1952 var der et såkaldt Propagandastævne, benævnt Internationalt Idrætsstævne, start kl. 12,15, og med indlagte travløb fra kl. 14.

I 1958 løb danske Onward Eagle 16,9, ny dansk indlænderrekord.

I 1962 fejres 40-års jubilæet med bulder og prag. Helsingør Pigegarde er på plads. Ny rekord i totalisatoren med 736.000 kr. Svenske Frances Nibs-Olle Andersson vinder Jubilæums Grand Prix-løbet, det var det første løb i Danmark med løbspræmier på 100.000 kr.

Rent spillemæssigt kom der i 1963 indskudsboder på begge de københavnske baner, men det gav dog ikke den forventede gevinst i forhold til spilleomsætningen, i hvert fald ikke for Amagers vedkommende. Boderne kom efter mange års forgæves forsøg hos det politiske flertal i Folketinget.

Søndag den 28. august 1966 blev der sat nogle bemærkelsesmæssige rekorder på Amager Travbane. Hovedløbet, 4. afdeling af Dyhrbergs Travomnium var afviklet. Kneben sejr til Eminent før Cim Payne og Fox Hanover. Efter løbet bad Cim Paynes kusk, Jens Jensen, om at få lov til at slå banerekorden, som var fra 1958, sat af Onward Eagle på 16,9. De færreste troede det var muligt, men man gav lov, og da det blev kendt ville den festlige nordjyde Carl Aage Præstegaard også deltage med sin superhoppe Hideal.

Rekordforsøget blev en strålende opvisning af Cim Payne, der i ensom majestæt kom hjem på tiden 1.16,4, uden form for nogen hjælp eller pace. Hideal løb 18,9. Jubelen ville ingen ende tage. 16,4 var ikke alene ny banerekord på Amager, men også det hurtigste nogen dansk hest nogensinde havde løbet på en dansk travbane.

Samme år (1966) var der nogle travle weekender på den store travbane på Amager. Der var dobbelt arrangement med en løbsdag både lørdag og søndag den 19. og 20. marts. Det samme gjorde sig gældende efterfølgende weekend med løb både lørdag og søndag den 26. og 27. marts!

Den danske Derbyvinder fra 1968, Karina Axworthy, blev på Amager 4-dobbelt årgangsmester, da den vandt alle fire af banens mesterskaber; 2-, 3-, 4- og 5-årsmesterskabet.

Farvel for altid – Osman Bogø vandt det sidste løb
Søndag den 28. marts 1976 lukkede Amager Travbane med et gigantisk 12 løbs program. Tilskuerpladserne var fyldte til bristepunktet, måske en af de største publikumstal siden banen begyndte i 1922!

Omsætningen kom over imponerende 1 million kroner.

Der var to Invitationsløb. Det var til bornholmerne og til dem fra Nykøbing F-banen, der havde støttet banen. Bornholmerløbet vandtes af Rollo Kroggård kørt af Steen Haagensen, der stadig kører travløb den dag i dag. Nykøbing-løbet vundet af Ronny Clou med Kurt Mariussen. Axel Taarups egen hest, Siff, med kusk Børge Grandahl, vandt sin ejers ærespræmie; Stald K.B.’s Ærespræmieløb!

Derbyvinder Osman Bogø og Harald Lund gav banen et værdigt farvel ved at vinde det allersidste løb, Don Orlan-løbet.

Fem uger senere – søndag den 2. maj 1976 – åbnede A T Skovbo sine porte.