Thomas Hansen

Artikelsponsor (klik på banner):

 

 

 

 

 

 

Portræt af Danmarks første Prix d’Amerique-deltager, Thomas Hansen (1910-81), som bl.a. vandt C.L. Müllers Memorial, Mesterskab for Danmark tre gange og Dansk Trav Kriterium med Gordon Richards.

Medforfatter: Klaus Koch

Travsportshistorie.dk sætter denne gang fokus på et af de – set med eftertidens øjne – mere ukendte trænernavne, men Thomas Hansen var trods alt i mange år blandt de førende trænere herhjemme med i alt 460 sejre og huskes bl.a. som manden bag den dobbelte Mesterskab for Danmark-vinder Willy B med i alt 50 sejre.

Willy B var også den første dansktrænede hest i Prix d’Amerique, hvor den franskafstammede hest dog sluttede uplaceret, selvom Sofus Sørensen fik bildt nogle journalister ind, at det var blevet til dansk sejr i verdens hårdeste travløb!

Dén historie vender vi tilbage til.

I en alder af blot 52 år valgte Thomas Hansen i 1962 pludselig at stoppe som træner og forsvandt nogle få år senere mere eller mindre helt ud af sporten, men han formåede trods alt at sætte et ganske tydeligt “aftryk” i dansk travsport – derfor dette portræt, der er bygget på interviews med Thomas Hansens datter og niece, en tidligere kollega, artikler i Væddeløbsbladet og Trav-Tidende samt ikke mindst Klaus Kochs fine portræt på hans hjemmeside, som har været en vigtig inspirationskilde.

Født i Horsens
Thomas Hansen kom til verden i Horsens den 7. april 1910 som yngst i en søskendeflok på fem som søn af hesteslagter Martin Kierstejn Petersen (1881-1916) og Karoline Hansine Andersen (f. 1886).

Allerede inden den sidst ankomne nåede at blive navngivet, døde hans storebror, Thomas Evald, den 28. april 1910 i en alder af blot tre år, hvorefter hovedpersonen i denne artikel “overtog” hans navn og blev døbt Thomas Evald Petersen.

Mindre end et år efter lille Thomas’ fødsel flytter Karoline og de fire børn til København – angiveligt fordi faderen ønskede at prøve noget nyt og starte forfra i hovedstaden, hvor de bosatte sig i Istedgade 25. Martin følger senere efter, men døde allerede i 1916 i en alder af blot 35 år og så stod Karoline pludselig alene med fire mindre børn i alderen seks til 14 år – dvs. hun kom ikke til at være alene ret længe, for i 1921 giftede moderen sig igen med Viggo Ernst Albert Hansen (f. 1887), som boede i samme opgang i Istedgade.

De nærmere detaljer kendes ikke, men som Klaus Koch skriver i sit portræt af Thomas Hansen, er det sandsynligt at Viggo tog sig af Karoline og børnene da Martin blev syg – og senere hen i livet betegnede Thomas også Viggo Hansen som sin far. Først i 1928 skiftede han dog, sammen med sine tre ældre søskende, efternavn fra Petersen til Hansen.

Viggo Hansen var meget travinteresseret og ejede gennem årene en del heste, bl.a. Albatros (som han købte på auktion på Amager Travbane i 1922 for 310 kroner – en svimlende sum på de tider), Perfection, Baron Fleetwood og Baryton. 

-Min fader var travgal og det var kun få løbsdage, han forsømte, ja, selv på min konfirmationsdag var vi til travløb, fortalte Thomas Hansen i et interview med Trav-Tidende i 1941.

Når hestene ikke var i professionel træning, stod faderens heste i en lille stald i nærheden af “Komarken” som Thomas Hansen også omtaler i interviewet:

-Ude ved Carlsbergs Bryggerier lå for godt en snes år siden en stor mark, som vi drenge kaldte “Komarken” og ikke langt fra den boede mine forældre. 

-På Komarken havde jeg min første start! En dag kom “Fatter” hjem med en sulky han havde købt af “Jægermesteren” (hestehandler N.P. Hansen, red.) og så kan det nok være, at der blev arrangeret travløb på Komarken. Derude slog jeg – i tankerne – alle datidens stortrænere, men alligevel havde jeg ikke tænkt mig, at jeg skulle ende som travtræner.

Startede hos Leth-Olsen
Faderens interesse har utvivlsomt smittet af på den unge Thomas, men det var alligevel tilfældighedernes spil, der gjorde at han valgte travsporten som sin levevej.

-Da jeg var blevet konfirmeret, kom jeg til at bo hos min bedstemor (Ida Else Hansen, som boede på Gasværksvej, tæt på Thomas’ forældre), og i samme opgang boede (Axel) Leth-Olsen, som dengang var selvstændig træner. Han stod og skulle bruge en dreng og det blev så mig. Det var i 1924. (Trav-Tidende 1941)

Thomas Hansen nåede dog kun at være hos Leth-Olsen en måneds tid, inden han kom over til Alexander Nielsen, som på det tidspunkt var privattræner for teaterdirektør Axel Frische og som bl.a. blev nummer to i Dansk Trav Derby 1927 med Honolulu.

Foruden Honolulu havde Axel Frische (1877-1956), der i øvrigt var med i Det Danske Travselskabs bestyrelse i 1932-34, også fine heste som Chaplin, Iowa og Jørgen.

I 1924 havde Alexander Nielsen ansvaret for staldens heste, der på det tidspunkt stod på Amager Travbane, men snart efter flyttedes hestene over på Skjoldgaarden, som senere har lagt navn til den kendte restaurant på Lunden. Axel Frische og hans familie flyttede samtidig ind i Skjoldgaardsvillaen, som lå der, hvor der i dag ligger en børneinstitution ved siden af Restaurant Skjoldgaarden.

Den første sejr
Da Thomas begyndte at arbejde for Axel Frische flyttede han ind hos familien og boede der i godt fem år frem til 1931, hvor han efter eget udsagn blev behandlet som en søn i huset. Talrige var også de teaterforestillinger han overværede igennem årene – mange af dem så ofte, at han kunne dem udenad!

Axel Frische flyttede ofte sine heste og hver gang flyttede Thomas Hansen med. Han nåede således i kortere perioder at være hos både Sofus Sørensen, Frank Starr, Max Rabenhorst, William Jensen og P.P. Nielsen, inden han i 1930 blev ansat hos N.J. Koster – i øvrigt det år, hvor den hollandske stortræner vandt både Opdrætningsløb, Kriterium og Derby; en præstation, der siden hen kun er gentaget af Steen Juul i 1990.

Det var Axel Frisches ønske, at den unge Thomas kom i lære hos Koster, der som en slags “betaling” fik Honolulu i træning og hos Koster fik Thomas Hansen sin første køretur som jockey den 30. april 1930 på Lunden med hesten Merouw.

Parret sluttede uplaceret og bedre gik det ikke i den efterfølgende start med den tidligere Derbyvinder Kim, men lidt senere på sæsonen (15. juni) skete der noget, som fik stor betydning for Thomas Hansens karriere: Koster var impliceret i et styrt på Amager Travbane med hesten Quick Assets og var væk fra løbene i 14 dage.

To andre heste – Peter Pan (Paul Groch) og Miss Worthy Peter (Rasmus Wallentin) – styrtede også, men kun Koster kom til skade.

Med Koster ude af billedet fik Thomas Hansen chancen bag mange af staldens heste og søndag den 22. juni på Lunden fik han med hesten Fancy Frisco sin første sejr i tiden 1.22,4/2030 meter foran Paul Revere (Sofus Sørensen), der med tiden 1.22,2/2045 meter satte ny banerekord. Det var pudsigt nok Paul Revere, som vandt det føromtalte løb på Amager, hvor Koster styrtede.

Den efterfølgende løbsdag vandt Thomas Hansen med både Kim og Louise Ann H. Det første år blev det til det yderligere en sejr med Kim, der henviste Halma med Koster til andenpladsen.

Trænereksamen udskudt
Efter et år hos Koster kom Thomas Hansen til Oluf Månsson, hvor han var yderligere i et år indtil han startede som selvstændig i 1932.

Hvis Thomas Hansen havde valgt en anden arbejdsgiver, kunne han måske være blevet træner allerede i 1931, men dengang måtte en træner kun uddanne én lærling om året og Månsson havde allerede Hans Hansen, der blev færdiguddannet i 1931 sammen med bl.a. Gerhard Petersen.

I april 1932 gik Thomas Hansen til trænereksamen sammen med Ernst Petersen og Robert Trautwetter og alle bestod – Thomas med 49 point, mens Trautwetter og Petersen fik hhv. 47 og 35½ point.

Som jockey hos Månsson fik Thomas Hansen et mindre gennembrud, da han på kort tid vandt tre løb med Heinrich, der tilhørte den svenske storstald Stall Ericsson, og det blev indirekte startskuddet på trænerkarrieren.

-Efter jeg havde vundet de tre løb med denne speedige amerikaner, kom grosserer William Andersen og tilbød mig en hest i træning, det var Roar Bingen. Jeg tog imod det smukke tilbud og i løbet af vinteren (1932/33) fik jeg også Guy Brooke, fortalte Thomas Hansen bl.a. i interviewet med Trav Tidende (1941), der havde store forventninger til den unge træner i sit julenummer i 1932, hvor alle de nye trænere blev præsenteret:

“Thomas Hansen er rosinen i pølseenden og er ikke uden grund regnet for en af dem, der næste år vil være med til at “nippe” lidt af stortrænernes mange sejre over på andre hænder. Hans køreteknik er i fineste orden, en kold og klar hjerne i løbene hjælper ham til at udnytte enhver situation, og med største lethed finder han en god placering i feltet.

Tre sejre i rad tog han hjem med Heinrich, lige før travet holdt op, og selvom han må dele æren med handicapperen, har han vist hvorledes man skal køre, og hans arbejde i Månssons og Kosters stald giver ham gode forudsætninger for at blive god som træner. Vi vil regne med, at hans sejre i 1933 skal skrives med et tocifret tal, og det uden at ane hvilket materiale, han får at arbejde med. Han har allerede fået en helbroder til Pippa Bingen, og der kommer adskillige til ved nytårstid, og Thomas Hansen er en af vores favoritter når talen falder på, hvem der er “a coming man”.”

Thomas Hansen vandt i alt fem løb i 1932. Foruden de tre sejre med Heinrich vandt han også med King Wilkas og Loreley.

King Wilkas var i øvrigt ejet af Thomas Hansens far, som fik en henvendelse fra Jylland, hvor man manglede heste og derfor ville købe King Wilkas. Viggo Hansen blev tilbud en halvpart i en 1-årig hingsteplag som betaling, men faderen takkede Nej – desværre for Thomas Hansen, idet plaggen var den senere Kriterium- og Derbyvinder m.m. Rex The Great!

Flot start
I januar 1933 stod der otte heste i Thomas Hansens stald: Volwyn, Arions Flash, Hoping, Anna P, Kaba, Guy Brooke, Holly Britton og Roar Bingen – og senere fik han flere andre fine heste, bl.a. den tidligere Derbyvinder Jim Bingen.

I sin første hele sæson som træner blev det til 16 sejre – Voltaire blev topscorer med fire sejre, mens Arion’s Flash vandt tre løb – og Thomas Hansen sluttede på en flot sjetteplads blandt de københavnske trænere efter Månsson (64), Sofus Sørensen (57), Koster (29), Hans Hansen (20) og Max Rabenhorst (20), men foran store navne som Arnold Jensen, Aage Kristoffersen og Paul Groch.

Gennembruddet
Thomas Hansen fortsatte successen i 1934 med 16 sejre – heraf tre med både Jim Bingen og Voltaire, mens det blev til to sejre med føromtalte Roar Bingen. Det blev endvidere til sejr i C.L. Müllers Memorial på Jägersro med Edellinde, der året forinden (1933) havde vundet Mesterskab for Danmark med Månsson i sulkyen.

I 1935 blev det til 32 sejre fordelt på 15 forskellige heste. Edelline blev årets topscorer med fem sejre, mens Thomas Hansen vandt tre løb med både Arion’s Flash og Jim Bingen.

En anden fin hest det år var Rotan Vesta med to sejre. Hesten, der var ejet af storhesteejeren Wm. Andersen, blev halvanden måned før Derbyet skiftet fra Arnold Jensen til Thomas Hansen, som i den første start fik en tredjeplads med Rotan Vesta.

I Dansk Trav Derby 1935 var Rotan Vesta nummer to bag Rex The Great, men blev desværre diskvalificeret for urent trav. Det var det tætteste, Thomas Hansen kom på en Derbysejr. Parret fik dog revanche senere på sæsonen med sejren i den første udgave af Amager 4-årings Grand Prix, hvor Rotan Vesta vandt knebent foran Margaret P (Wm. Jensen) og Quiney (Månsson). Rex The Great kom aldrig ind i løbet og sluttede næstsidst i det otte heste store felt.

Samme dag vandt Thomas Hansen i øvrigt også med Edellinde, der altså blev staldens oftest sejrende hest i 1935.

---

Gammel “kærlighed” ruster ikke
Efter 32 sejre i 1935 blev det blot til 16 sejre året efter, men med til historien hører, at Thomas Hansen sidst på sæsonen blev indkaldt til militærtjeneste og derfor måtte overlade fine heste som Jim Bingen, Calumet Director og Rotan Vesta til andre trænere.

Han indledte sæsonen 1936 med 16 heste på træningslisten og i midten af maj måned fik Thomas Hansen pludselig (igen) ansvaret for møbelhandler Peter Hansens heste, Sandy Mac, Guy Worthy Jr., Voltaire, Luminta, Hertha Dillon, Rob Roy, Robinson og Tommy.

Peter Hansen skiftede ofte træner og havde nu med øjeblikkelig virkning opsagt samarbejdet med sin privattræner, Max Rabenhorst, som imidlertid følte sig uretfærdigt behandlet og indgav klage til licensudvalget.

Det videre forløb i sagen kendes ikke, men Thomas Hansen kom ikke til at beholde Peter Hansens heste ret længe. Han vandt ganske vist et par løb med bl.a. Sandy Mac og Harrison Dillon Jr., men i Derbyet måtte Sandy Mac nøjes med fjerdepladsen og det fik Peter Hansen til at flytte hestene til Koster. Allerede samme år (1936) sejrede Sandy Mac i Skandinavisk Mesterskab på Bjerke med Kosters lærling, jockey Per Bengtsen i sulkyen. Koster kørte selv Sonny Diamond.

Netop samarbejdet med Peter Hansen var et af emnerne i Trav Tidendes interview i 1941, hvor journalisten (Aage Rasmussen) bl.a. spurgte Thomas Hansen:

-Direktør Peter Hansen og De er dog et par gange skiltes lidt brat?

-Det kan ikke nægtes, men jeg ser sådan på det, at når en hesteejer fire gange vender tilbage til samme træner, må det være fordi vi er på samme bølgelængde – i alle tilfælde med mellemrum, svarede Thomas Hansen og fortsatte:

-Peter Hansen gav mig i 1933 Voltaire i træning, vistnok fordi Fischmann anbefalede mig. Han sagde, at Voltaire var det nok bedst at lade en ung mand forsøge sig med. Amerikaneren var på det tidspunkt noget af en “umulius”. Alligevel gav den sin ejer en af de største glæder som travsportsmand. Det var, da jeg vandt Hesteejerpokalen med den. Det var en stor dag, og jeg husker så tydeligt den måde, direktøren optrådte på over for mig efter den sejr.

Med ni sejre var Robert The Great den af Peter Hansens heste, som Thomas Hansen vandt flest løb med, mens det blev til syv sejre med både Borsalino og Voltaire.

---

Tredobbelt mesterskabstriumf
Inden han måtte “træde i kongens klæder” – som Væddeløbsbladet formulerede det i en notits i slutningen af september måned – havde Thomas Hansen som nævnt vundet 16 løb, heriblandt Mesterskab for Danmark med William Andersens Hanover Speed – ja, det blev endda til tredobbelt triumf for stalden med Jim Bingen (Albert Hill) og Calumet Douglas (Arnold Jensen) på anden- og tredjepladsen! 

Fælles for de to tre heste var, at de alle var ovre deres bedste tid da Thomas Hansen fik dem i træning og han blev derfor kendt som lidt af en “mirakelmand” – og ikke uden grund.

Da Thomas Hansen blev indkaldt blev Hanover Speed sendt i træning hos Wm. Andersens gamle træner, Paul Groch, men det blev ingen succes og hesten gik på vinterferie uden at tjene en krone for sin nye træner.

---

Stjernen over dem alle
I foråret 1937 vendte Thomas Hansen tilbage som træner, men havde iflg. eget udsagn lidt svært ved at komme i gang igen, selvom det trods alt blev til 12 sejre i ’37 og 11 sejre i 1938.

Efterhånden kom der dog igen fart på forretningen og med Peter Hansens Robert The Great som en slags reklamehest, fik Thomas Hansens flere og flere fine heste i træning, bl.a. Elf Hanover, Blitzie Dear, Duchess, Flic Flac og Dorrit Diamond – heste som vi vender tilbage til senere – samt ikke mindst Willy B, der fortjener et kapitel for sig selv.

Willy B var opdrættet af Knud Olsen, der også ejede faderen, franske Briscart II.

Den københavnske grosserer havde tidligere ejet en anden fransk avlshingst, Quadrille, der bl.a. blev far til Derbyvinderen Patsy (som Knud Olsen også opdrættede) og han blev så begejstret for det franske blod, at han – da Quadrille døde i 1933 – investerede i Briscart II, der var blevet importeret i 1930.

Briscart II bedækkede nogle enkelte hopper i 1933, men de kom ikke i fol. Hans første årgang blev i stedet 1935, der talte i alt fire afkom. Man var egentlig nået til A i alfabetet, men Frances Mokos mørkebrune hingstføl blev døbt Willy B.

Willy B’s første træner var Axel Leth-Olsen, men som 2- og 3-års var der ikke meget der tydede på, at hesten skulle blive en kommende stjerne. 40 starter resulterede således i blot en enkelt sejr, to andenpladser, 15 placeringer – heriblandt en tredjeplads i Amagers 3-årings Grand Prix – og 4.070 kroner i indkørte præmier.

Som 3-års blev Willy B solgt til fouragehandler Røhlings, der året efter (1939) sendte hesten i træning hos Thomas Hansen – og så skete der virkelig noget med den franskafstammede hingst.

Som 4-års blev det til fire sejre og seks andenpladser i 26 starter. I Derbyprøven blev Willy B nummer to bag den senere Derbyvinder Aerolit efter galop, angiveligt pga. problemer med “bentøjet” som det ofte var tilfældet igennem hele karrieren.

I Derbyet omtaltes Willy B som “Derbyets dark horse” pga. sin enorme styrke og da Væddeløbsbladet spurgte til chancerne svarede Thomas Hansen:

-Aerolit, Alex og Ax Frisco er vist de tre bedste heste i Derbyet, men med lidt held kan jeg måske til slut knibe mig ind imellem dem med Willy B. Willy gik godt i sit sidste arbejde og jeg har vel lov til at tro på en lille outsiderchance. Mon 1.28 bliver nok?

1.28 ville have været nok til at vinde Derbyet, men Willy B galoperede fra start og tabte mange meter mens Augias og Aerolit dystede om føringen. Aerolit overtog kommandoen efter 700 meter og vandt siden overlegent i tiden 1.28,9/3000 meter.

Willy B kom godt tilbage og nåede fjerdepladsen bag Aerolit, Augias og Alex, men foran Ax Frisco, der skuffede og gav op.

Revanche på Amager
I Amagers 4-årings Grand Prix tre uger senere kom hverken Aerolit, Alex eller Ax Frisco til start – ja, faktisk kom der kun tre Derbydeltagere til start, Willy B, Andenstyrmand og Augias, og Derbytoeren Augias (Månsson) skulle give Willy B 40 meter forud, så det lignede på papiret en overkommelig opgave for Thomas Hansens sejrshest.

Willy B sejrede da også ganske let i tiden 1.27,8/2500 meter foran Augias og Andenstyrmand (Julius Høybye, Jr.). Det blev til i alt 10.050 kr. i indkørte præmier i 4-årsssæsonen.

To mesterskaber 
Som 5- og 6-års vandt Willy B hhv. fire og fem løb og han gjorde sig ikke specielt bemærket i storløbene, men så kom det store gennembrud som 7-års, hvor Willy B tog i alt otte sejre med Mesterskab for Danmark som den helt store triumf.

I mesterskabet sejrede Willy B foran de tre Derbyvindere Rex The Great, Sonny Diamond og Aerolit – og han gentog triumfen tre år senere, hvor det igen blev til sejr i Mesterskab for Danmark foran Game Warden, en anden af tidens store sejrsheste.

Med 10 sejre og 21.000 kroner blev 1943 Willy B’s bedste sæson og i årene 1943-46 blev det til yderligere en række store sejre i bl.a. Nationalløbet (1943 og ’46), Derby-Paraden (1943), Wedellsborg Mindeløb (1943, 1944 og 1946), Ulrichs Mindeløb (1943), Hesteejerpokalen (1946) og Danmarksløbet (1946).

Willy B sluttede karrieren i 1947. I 255 starter blev det til 50 sejre – 45 af disse taget med Thomas Hansen i sulkyen – 44 andenpladser, 99 placeringer og 114.620 kroner i indkørte præmier.

Kun fire danske heste havde på det tidspunkt tjent mere – Rex The Great toppede listen med 135.525 kr. foran Lauritz (133.900 kr), Sonny Diamond (133.525 kr) og Union Boy (117.700 kr) – men det var alligevel ikke helt slut for Willy B …

Det franske eventyr
I januar 1949 – altså næsten halvandet år efter han slutttede karrieren i Danmark, var Willy B til start i Prix d’Amerique som den første dansktrænede hest nogensinde.

Han var forlængst faldet for aldersgrænsen i Danmark, hvor Willy B siden 1948 var blevet benyttet som avlshingst, omend i begrænset omfang, men hesten kunne godt starte i Frankrig som 14-års og det skulle altså prøves.

Willy B var dog som ventet chanceløs i Prix d’Amerique, hvor han sluttede næstsidst. Løbet blev vundet af Venutar med Francois Reaud i tiden 1.24,6/2600 meter foran Mighty Ned og Reyland.

Willy B var meldt i yderligere syv løb i Vincennes vintermeeting og startede også i både Prix d’Angleterre, Prix de Belgique og Prix de Berne, men sluttede hver gang uplaceret. Hesten gik herefter i midten af marts måned hjem til Danmark, hvor Willy B blev opstaldet som avlshingst på Ny Toftegård i Ølstykke til en følpris på 100 + 200 kr v/levende født føl.

---

Artikel fra “150 historier fra trav og galop” af Hugo Holdgaard (1979):

Dansk sejr i Prix d’Amerique!
Det bedste danske resultat i Prix d’Amerique nogensinde er Taroks fjerdeplads, som den røde hingst fik efter et besværligt løb, hvor den først fik frit frem til sidst. Men tilbage i 1949 stod der i en københavnsk avis, at det var blevet til dansk sejr i årets udgave af PDA!

Det var 14-årige Willy B, der med træner Thomas Hansen i sulkyen skulle have vundet det største europæiske løb.

Fortællingen, som Thomas Hansen fortalte den til travsportsjournalist Hugo Holdgaard, lyder således:

“Sandheden er, at vi de første 2000 meter lå placeret som nr. fire, men så gik luften pludselig ud af Willy B som en skrigeballon. Det var alt for hårdt løb for den på den krævende bane, og vi nåede i mål langt bagefter konkurrenterne.”

Thomas Hansen blev så spurgt af journalisten, hvordan den falske nyhed om sejren så kunne komme frem i avisen, og her røbede Thomas Hansen, at det var spøgefuglen Sofus Sørensen, der havde været på spil.

“Ja, det var Sofus, der var mester for det. Han havde været nede og se løbet, og så ringede han for sjovs skyld til en god ven blandt journalisterne og fortalte ham, at Willy B havde vundet – og journalisten røg altså på limpinden.”

Thomas Hansen fortæller endvidere, at han ikke engang fik sine rejseudgifter dækket. De 3-4.000 kroner han skulle have af Willy B’s daværende ejer fik han aldrig, da ejerens firma krakkede.

---

Storhedstiden
Vi vender tilbage til perioden 1939-47, der overordnet set var Thomas Hansens bedste periode som træner, hvor han vandt masser af løb med heste som Robert The Great, Elf Hanover, Blitzie Dear, Duchess, Flic Flac og Dorrit Diamond – ligesom han også blev benyttet som catchdriver og bl.a. vandt Kriteriet med Arnold Jensen-trænede Gordon Richards.

Robert The Great, der var søn af den tidligere Derbyvinder Great Miss, havde tidligere været nummer to i Derbyet bag Rex The Great. Hesten var på det tidspunkt i træning hos Sofus Sørensen, men havnede altså senere hos Thomas Hansen, som vandt ni løb med Robert The Great i 1937-39.

I ’39 blev det til 22 sejre med Elf Hanover som topscorer med otte sejre. Den amerikanskfødte hingst havde tidligere været hos Hans Hansen, hvor den viste stor fart, men til sidst blev opgivet. Herefter fik Thomas Hansen chancen og i interviewet i 1941 afslørede han “hemmeligheden” bag Elf Hanovers succes:

-Jeg forsøgte at kurere den ben med et engelske præparat, “Irsk blister” og overdyrlæge Moltzen-Nielsen prøvede en boring efter polsk metode. Da disse kure var overstået, begyndte træningsarbejdet. Til at begynde med så det ikke meget ud til succes, men jeg blev ved og ved. Det stod på på længe, at selv mine staldfolk rystede på hovedet og sagde, at de ikke forstod, jeg gad blive ved. Resten af historien kender De selv.

Thomas Hansen vandt 19 løb med Elf Hanover, men hesten tog i alt 23 sejre på fire sæsoner (1939-42).

Successen fortsatte med 28 sejre i 1940 og 39 i ’41, der blev Thomas Hansens bedste år som træner.

Blitzie Dear var årets oftest sejrende hest i 1941 med 10 sejre – hun havde året forinden vundet otte løb – og i alt vandt Thomas Hansen 25 løb med hoppen.

Fra denne periode skal også nævnes Flic-Flac (17 sejre), Freja (12 sejre), Esben Snarre (12 sejre) og Duchess (10 sejre).

Kriteriesejren
Thomas Hansen vandt ikke Derby, men “kun” Dansk Trav Kriterium i 1944 med Gordon Richards, der var trænet af Arnold Jensen, som selv blev nummer to med Guy Dovaki og dermed sørgede for dobbeltsejr til stalden.

Gordon Richards var med tiden 1.29,5 årets hurtigste 3-åring og det var inden Kriteriet blevet til tre sejre i årets første seks starter – ofte med Thomas Hansen i sulkyen, så han fik også chancen i årets største løb med en førstepræmie på 9.000 kroner.

Kriteriet blev afviklet med linjestart, men med ikke færre end 17 heste til start kom overstarteren på en svær opgave. Man valgte at dele feltet op i tre rækker med 50 meters mellemrum med forreste og bagerste rækker, hvilket medførte nogle kradse kommentarer i pressen, men afsted kom feltet til sidst.

Gøsta (Månsson) og Gisela (Alex Simonsen) var toneangivende til midt på sidste langside, hvor Gordon Richards overtog føringen og siden holdt hjem til sikker sejr i tiden 1.29,4/2600 meter foran Guy Dovaki (29,7) og Gøsta (30,0).

I årene 1942-47 blev det til hhv. 37-25-25-38 og 17 sejre for Thomas Hansen.

---

Privattræner på Fyn
Thomas Hansen indledte sæsonen 1948 med 10 heste på træningslisten, heriblandt den tidligere Kriterievinder Dorrit Diamond og storhesteejeren Wilhelm H. Møllers øvrige heste, som han havde overtaget efter Paul Grochs død i juli 1944.

Der var god grund til at tro på en fin sæson og derfor kom det som et chok, da Thomas Hansen ved begyndelsen af sæson 1948 meddelte, at han “ville trække teltpælene op, pakke sammen og drage videre”. Hvorhen meddelte han ikke, men det taltes om et privattrænerengagement hos den danske storhesteejer i Göteborg, Trygg Levin Hansen.

Et lignende engagement hos Danmarks på den tid største travopdrætter A.D. Nielsen, Hjallese Torpgård på Fyn, der havde stald på Fyens Væddeløbsbane, var også inde i billedet og det endte med, at Thomas Hansen i februar 1948 flyttede teltpælene til Fyn.

I Aftenbladet spekulerede Hugo Holdgaard i, hvorvidt Willy B’s pensionering skulle ha’ været årsagen til Thomas Hansens beslutning om så radikalt karriereskift, men iflg. Klaus Koch er det næppe sandsynligt.

Koch mener i stedet, at moderens død den 23. oktober 1947 er en mere sandsynlig årsag, da hendes tidlige bortgang – i en alder af 61 år – afstedkom en del skyldfølelse fra Thomas Hansens side, i hvert fald at dømme ud fra samtidige private breve, som Klaus Koch har haft adgang til via Thomas Hansens datter, Lone Hougaard.

På Hjallese Torpgaard fik Thomas Hansen ansvaret på op mod 80 heste, hvoraf dog ikke alle var aktive travere. Han vandt sin første start på Fyens Væddeløbsbane på årets anden løbsdag, men havde kun syv starter i Odense i 1948 med tre sejre som resultat. Thomas Hansen havde endvidere 14 starter på de københavnske baner på med to andenpladser som bedste resultat.

Kort tiden inden Thomas Hansen rejste til Fyn, dukkede Trygg Levin Hansen i øvrigt op med en kontrakt i hånden, men Thomas kunne efter løses fra kontrakten med Hjallelse Torpgård, der løb til udgangen af 1949, så det blev aldrig til et “svensk eventyr” for hans vedkommende.

Det var i øvrigt meningen, at trænerkollegaen Ernst Petersen, som i begyndelsen af 1948 flyttede fra Århus til København, skulle overtage Thomas Hansens stald og heste, men det blev angiveligt ikke til noget. Wilhelm H. Møllers heste, heriblandt Dorrit Diamond, gik således i stedet til Sofus Sørensen.

---

Tilbage til Sjælland
Efter to sæsoner på Fyn vendte Thomas Hansen i 1950 tilbage til Sjælland som privattræner for Stutteri Gl. Allerødgård ved Lillerød.

Stalden talte seks heste, men blev snart efter udvidet med yderligere fire, heriblandt den 2-årige hingst og senere Derbyvinder Nollo, der blev skiftet fra Gerhard Petersen til Thomas Hansen.

Det var dog ikke den store succes – i 1950 blev det således kun til tre sejre i 121 starter – og i 1951 blev Thomas Hansen igen publictræner, men han blev aldrig senere stortræner igen. De sidste 12 år af sin karriere havde han således kun 8-10 heste i træning og vandt i perioden 1951-54 hhv. 4-7-10 og 12 løb, men formåede dog indimellem at udvikle nogle ganske fine væddeløbere.

En af disse var Rasmussen, som var ejet af Reinholdt Christiansen (dyrlæge Flemming Reinholdts far) og Jens Thomsen (hesteejer Niels Thomsens far) i fællesskab og som bl.a. vandt Jydsk 3-årings Grand Prix i 1954 i overlegen stil. Det blev til i alt seks sejre og 11.200 kroner i 12 starter i 3-årssæsonen.

Rasmussen overvintrede som en af forhåndsfavoritterne til Derbysejren sammen med Robin og Rex Junior, men 4-årssæsonen blev vel reelt set lidt af en fuser med blot to andenpladser i seks starter. Hesten blev dog nummer tre i Derbyet, hvor Rasmussen overtog føringen på bagerste langside, da den førende Robin var træt, men ind på opløbet var Rex Junior klart bedst og sejrede foran Ruder Konge og Rasmussen.

Alvorligt styrt
Et par uger senere (17. juli) var Rasmussen til start i Johannes Ulrichs Mindeløb på Lunden, hvor Mark Ingdam sejrede med Oliver The Great foran Moster og Rasmussen, men efter målpassage skete en ganske alvorlig ulykke, idet Oliver The Great stoppede meget brat op og den bagved liggende Rasmussen med Thomas Hansen i sulkyen kom op op kantstenen og styrtede.

Det gik også ud over Percy Nichols med Sofus Sørensen, der kørte sammen med Rasmussen, og den 68-årige tidligere championtræner blev også kastet ud af sulkyen.

Thomas Hansen blev liggende bevidstløs på banen og efter den tilkaldte læge kunne konstatere en alvorlig hjerterystelse, blev han kørt på Gentofte Amtssygehus til nærmere observation. Sofus Sørensen blev også kørt på hospitalet, men slap uden mén og kunne snart efter udskrives.

Thomas Hansen kom sig aldrig rigtig over styrtet og blev mere forsigtig i løbskøring og den generelle omgang med hestene.

Der går endvidere et sjovt rygte om, at Thomas Hansen mistede alle sine guldtænder, der blev slået ud i forbindelse med styrtet, og at han flere år efter stadig gik rundt og ledte efter guldtænderne ved Lundens dommertårn.

-Jeg kan tydelig huske den dag, fortæller Thomas Hansens niece, Lis Nexø (f. 1945), som i øvrigt er enke efter den tidligere Amager- og Skovbo-træner Ole Nexø.

-Jeg havde været på feriekoloni med skolen og da jeg kom hjem var alle i oprør, fordi onkel Thomas var indlagt på hospitalet med hjernerystelse. Han var også blevet trådt i ansigtet, så han fik et ar på læben. 

-De var jo på et tidspunkt bange for, at han ikke klarede det, og jeg kan huske, at det stod på forsiden af BT med billeder fra styrtet. 

1955 var i øvrigt på anden vis også et bevæget år for Thomas Hansen. Hans kollega Knud Hansen var i midten af maj måned impliceret i et trafikuheld, hvor han på sin scooter kolliderede med en bil og pådrog sig ganske svære kvæstelser.

Knud Hansen var derfor ikke i stand til at køre løb den efterfølgende løbsdag på Amager, hvor bl.a. 3-årige Snowflake skulle sæsondebutere. Her fik Thomas Hansen chancen og det blev til sejr i tiden 1.27,9/2020 meter, men som Klaus Koch skriver i sit portræt, fik han ikke meget credit for sejren, da Snowflake snart efter skiftedes til Mark Ingdam for hvem hesten vandt både Kriterium og Derby.

Sejren med Snowflake var en af årets blot fem sejre til Thomas Hansen, som dog senere (1958) fik hesten i træning, men da var Snowflake langt fra fordums styrke.

Ekstra Bladets Hæderspris
I vinteren 1955/56 blev Thomas Hansat som privattræner på Stutteri Cathrineberg i Sengeløse og fik dermed Cathrineberg-hestene Uffe, Ulla, Vera, Vitus og Winston samt de indkøbte Unesco og Witty Girl i træning.  Desuden trænede Thomas Hansen nu også Pelikanen, Ruder Konge, Sancho Pancha, Scipio, Tex Raider, Termit Cathrineberg, Tina Tjørnebjerg og Trumf Tjørnebjerg for den kontroversielle og temperamentsfulde godsejer Kofod, der var berygtet for at skifte træner meget ofte.

Stjernen i stalden var Ruder Konge, som det år (1956) vandt Nationalløb og Valashpokalen, og Thomas Hansen blev tildelt Ekstra Bladets Hæderspris for sit arbejde med netop Ruder Konge.

Thomas Hansen var privattræner et års tid og erstattet af Sophus Bügel-Hansen, men beholdt dog nogle af Kofods heste i træning.

Stoppede som 52-årig
Efter samarbejdet med godejer Kofod ophørte i august 1956 vendte Thomas Hansen tilbage som publictræner, men der blev efterhånden længere mellem sejrene. I 1957 og ’58 blev det således til hhv. 10 og otte sejre, mens det de efterfølgende år (1959-61) hvert år kun blev til tre sejre.

Søndag den 6. maj 1962 på Lunden kørte Thomas Hansen sit sidste løb som træner med hesten Derry, der sluttede uplaceret. Samme dag vandt Asanipigen, som netop var blevet flyttet fra ham til Leif Løfgren, en imponerende sejr, og ugen efter stoppede Thomas pludselig som træner.

Thomas Hansens exit blev meddelt i Væddeløbsbladet under rubrikken “Vi bemærkede …” og her skrev Quickly (Otto Nielsen) bl.a.

-at Thomas Hansen altid har været en god træner og altid kørt fair mod sine konkurrenter.
-at der var blevet svært for Thomas Hansen at være med i vor forjagede tid.
-at Thomas Hansen havde sin gode dage i travsportens rolige tid; en tid, hvor det var en fest at gå til travløb.

Ironisk nok var den allersidste hest, som Thomas Hansen trænede, måske den allerbedste. Det var den da 2-årige hoppe Fanlight, som siden for Gerhard Petersen og – efter salg til Poul Guttermann – for Walther Kaiser Hansen skulle udvikle sig til at være Danmarks bedste hoppe. Fanlight led kronisk af kolik, hvilket var yderst hæmmende for den pragtfulde hoppe, og hun døde som følge af et kolikanfald allerede som 6-åring.

Det sidste år som træner kørte Thomas Hansen blot 15 løb med i alt ni mindre placeringer som resultat.

---

Hjælpsom ven og kollega
I sine sidste år som træner delte Thomas Hansen stald med sin mangeårige ven og kollega, Ernst Petersen (1908-65), der allerede i 1961 – i ugerne op til Derbysejren med Carl Aage – blev alvorlig syg som følge af en uhelbredelig nyresygdom. Han formåede at rejse sig fra sygesengen og stille op på Lunden, hvor han vandt ikke kun Derbyet, men yderligere to løb.

Året efter blev Ernst Petersen imidlertid igen syg og da han i 1964 tilmed fik konstateret podagra, sprang Thomas Hansen ind og hjalp til i stalden. Han kørte bl.a. Fan Olympia i Derbyprøven, hvor hesten dog opgav efter galop, mens Ernst Petersen selv kørte Frans Mon. Det gjorde han også i Derbyet, men også her sluttede Frans Mon uplaceret.

Da Ernst Petersen efter nytår 1965 ikke længere var i stand til at køre travløb, tog Thomas Hansen en jockeylicens for at hjælpe sin ven og vendte for nogle få løb tilbage til travbanen, men uden den store succes. I 1964 og ’65 blev det således blot til nogle få placeringer i sammenlagt 18 starter.

-Mine erindringer om Thomas Hansen stammer mest fra min barndom, hvor mine forældre kom sammen med Thomas og hans kone, Grethe, som boede i Skovløberhuset i Charlottenlund, fortæller Ernst Petersens datter, Tenna Ipsen (f. 1936).

-Men jeg er nu ret sikker på, at Thomas og Grethe også var ovre og besøge mine forældre, da vi boede i Århus, hvor min far var træner i mange år. De lærte jo hinanden at kende på travbanen i begyndelsen af 30’erne og var bl.a. til trænereksamen sammen i 1932. 

-Jeg var tit med på travbanen og når vi tog hjem – med tog og bus – gik vi indimellem ind i Skovløberhuset i Charlottenlund, der dengang var traktørsted – så fik min far en bajer, mens jeg altid fik en honningkage. Jeg husker også tydeligt hans søn, Tommy, mens jeg ikke har kendt Lone ret godt. 

-Jeg husker Thomas som en sød og hyggelig mand, men må indrømme, at jeg ikke har nogen erindringer om, at han kørte heste for min far. Det var mest Willy Harder, der selv tidligere havde været træner og blev ansat hos min far. 

Thomas Hansen kørte sit sidste travløb den 18. juli 1965, hvor han sluttede uplaceret bag Benth Kyvsgaard-trænede Borris.

---

Lone Hougaard:
En god og kærlig far
I midten af 40’erne mødte Thomas Hansen Grethe Hougaard, som blev mor til hans to børn, Tommy Hougaard Hansen (f. 1948) og Lone Hougaard (f. 1951).

Grethe var datter af skovløberen i Charlottenlund Skov, Axel Hougaard, og parret – som dog aldrig blev gift – flyttede snart ind hos svigerforældrene i Skovløberhuset på Jægersborg Allé 2B, hvor Grethes søster, Inga Hougaard Jensen, også boede med sin mand, Aksel Jensen.

-Vi boede i Skovløberhuset hele min barndom og jeg gik i skole på Maglegårdskolen, men var ofte med min far på travbanen, hvor jeg faktisk levede en stor del af mit liv indtil han stoppede som træner, fortæller Lone Hougaard.

-Jeg tror faktisk, at der er rigtig mange børn, som ikke har fået lov til at følge med deres far på travbanen, men det var aldrig noget problem for mig, for han ville altid gerne ha’ mig med.

-Jeg var tit med ude og træne og kan bl.a. huske når jeg lå nede i bunden af roadcaren, hvor jeg kunne høre lyden af grus når det ramte plasticen på vognen. Det syntes jeg var noget helt specielt.

-Min far var jo kendt som lidt af en mirakelmand med “magiske hænder” fordi han kunne få selv de mest umulige heste til at løbe. Jeg kan f.eks. huske, at der indimellem stod nogle heste på staldgangen med de mærkeligste ting på benene, hvor der løb vandslanger igennem. De kunne stå i timevis fordi han ville prøve noget nyt for at få dem til at fungere igen. Det var en helt anden måde at være træner på – sådan lidt Georg Gearløs-agtigt. 

-Jeg var også som regel med til løb, men kan huske, at jeg var lidt bange for at der skulle ske ham noget når han var ude og køre løb. Jeg tror det hang sammen med, at der jo også dengang altid holdt en ambulance på staldterrænnet og det satte nogle tanker i gang hos en lille pige. Og der skete jo så også noget en dag, hvor min far var impliceret i et styrt lige efter mål. Den dag var jeg ikke med på travbanen – jeg var trods alt kun fire – men vi hørte det i radioen og der blev nærmest panikstemning derhjemme. Han blev bl.a. trådt i ansigtet og måtte jo syes flere steder, så det var ret voldsomt. 

-Det var jo sådan noget, jeg var bange for skulle ske med min far, og jeg syntes generelt at hestene var nogle store, farlige væsener. Jeg kan huske engang jeg var lige ved at blive løbet over ende af en løbsk hest på staldterrænet og jeg kan næsten også stadig høre lyden at sulkyhjulene når de kørte mod hinanden ude på banen, så det var nok årsagen til at jeg aldrig selv blev så bidt af travsporten. 

-Jeg har aldrig prøvet at køre en hest selv, men min far havde engang en hest, Gazellen, som var den eneste man kunne ride på, så det gjorde jeg engang imellem. Men efter min far stoppede på travbanen, har jeg ikke interesseret mig for travheste. 

Ændrede personlighed
Lone Hougaard syntes at hendes far ændrede personlighed efter styrtet.

-Man skal jo hele tiden huske på, at det er set gennem barndommens briller, men jeg syntes at han blev lidt indesluttet og stille, og som voksen har jeg tænkt, at jeg synes han ændrede adfærd – begyndte at gå lidt ind i sig selv eller blive introvert, som man kalder det i dag, siger Lone Hougaard.

-Det kunne sagtens være en af årsagerne til, at han valgte at stoppe som træner allerede nogle år senere (1962). Men jeg tror også at hans gigtsygdom spillede ind. 

-For et barn betyder det meget når ens familie går delvis i opløsning. Jeg kan huske alle de steder min far boede, indtil han fik en lejlighed på Stolpegårdsvej 33 i Gentofte, hvor han boede til sin død.

-Mine forældre var jo ikke gift, men fortsatte med at ses indtil min mor døde i 1969. Da vi flyttede fra Skovløberhuset flyttede vi i første omgang ind i en lejlighed på Jægersborg Allé sammen med mine bedsteforældre, men de fik på et tidspunkt en lejlighed på Skrænten 14 i Gentofte og så blev min mor og jeg boende i lejligheden på Jægersborg Allé, hvor min far også kom og besøgte os.

---

Tætte familieforhold
Lis Nexø, som er datter af Inga og Aksel Jensen, har også mange gode erindringer om sin onkel Thomas, som hun især havde et tæt forhold til i sin barndom om ungdom.

-Vi havde en lejlighed på Ellebækvej i Gentofte, men hvert år fra 1. maj til 1. oktober flyttede vi ud til min mormor og morfar i Skovløberhuset, hvor der var to værelser på førstesalen. Vi boede i det ene, mens min moster og onkel, Grethe og Thomas, boede i det andet, så vi levede jo ret tæt sammen med dem en stor del af tiden, men vi var jo egentlig også kun inde når vi sov, fortæller Lis Nexø.

-Min min morfar passede sit arbejde i skoven, mens mormor stod for alt det praktiske på traktørstedet med at lave kaffe/te og bage, og så hjalp min mor og moster til med at servere for gæsterne.

-Jeg kan huske, at vi tit havde besøg af folkene over fra travbanen, som kom kørende med hestene, der blev “parkeret” uden for, mens kuskene gik inden for og fik en kop kaffe eller en øl. Dén slags ville være helt utænkeligt i dag. 

-Jeg ved godt der var noget med, at Thomas var på Fyn, men jeg kan kun huske at han var på Lunden, hvor vi ofte tog over sammen med min far, som havde været travinteresseret siden sine unge dage. Han kom som regel hjem ved middagstid og sov til middag efter de havde spist, og så tog han over på banen igen om eftermiddag for at fodre. 

-Onkel Thomas var altid sød og kærlig over for os børn, men ham og Grethe var vist ikke altid så lykkelige. Samtidig kunne de ikke undvære hinanden, men min mormor og morfar syntes ikke så godt om det forhold, selvom det ikke var noget man snakkede så meget om. Min moster gik meget stille med dørene, men bølgerne gik lidt højt indimellem, og selvom vi boede dør om dør, sad vi ikke lårene af hinanden. 

-Thomas var som sagt altid sød og rar over for os børn, og var i det hele taget en stille og rolig type, som tog tingene lidt som de kom. Der var nok også mange ting, som gik lidt henover hovedet på ham – men sådan var han bare.

-Det var også ham, som stillede op da jeg skulle bruge en frivillig til at klippe da jeg var i gang med min frisøruddannelse. Jeg kom til at klippe ham i øret, men tog han nu meget roligt, så han var godheden selv. 

---

Damernes ven
Thomas Hansen var ikke en af de trænere, som oftest var i mediernes søgelys med store artikler som f.eks. Koster og Sofus Sørensen, men især i “storhedstiden” fra midten af 30’erne til 1947 støder man trods alt ofte på hans navn i gamle numre af Væddeløbsbladet og Trav Tidende – som f.eks. i Væddeløbsbladets Julenummer 1943, hvor redaktionen bad fem tilfældige tilskuere om at fortælle om “Min yndlingstræner og hesten jeg holder mest af”.

Under overskriften “Måske køber jeg en hest til Thomas” erklærede “en smilende ung dame, Frk. Etny Danielsen” sin begejstring for Thomas Hansen:

-Jeg har en svaghed for Thomas Hansen, og det skyldes hans fantastiske opløb med Willy B, der er en bomstærk traver. Selvom efterhånden alle har erkendt dette, overrasker den ofte, når den sejrer. Det er da pudsigt, ikke? Efter min mening er Thomas Hansen og Willy B det flotteste par på hele banen. Jeg synes, at Thomas Hansen fortjener at få flere heste i stalden. Jeg er desværre ikke i familie med den rigtige Danielsen (?), men hvis jeg engang skulle få mange penge, køber jeg en hurtigtraver til Thomas Hansen. Det må De gerne skrive. 

---

Løfgren startede hos Thomas Hansen
Persioneret træner Leif Løfgren (f. 1936) er en af dem, som har fået en del af sin uddannelse hos Thomas Hansen, og som alle andre har den tidligere Derbyvinder kun lovord tilovers for denne artikels hovedperson:

-Da jeg var færdig med skolen i 1951 begyndte jeg som staldmand hos Thomas Hansen. Han havde imidlertid ikke så mange heste tilbage, så jeg kom snart efter over til Knud Hansen, hvor jeg var indtil jeg skulle ind og aftjene min værnepligt i 1953. Jeg tror kun jeg var hos Thomas Hansen et halvt års tid, så det var begrænset hvor meget jeg nåede at lære, men jeg husker ham som en god træner og en flink og venlig mand, siger Leif Løfgren.

---

Et venligt og behageligt menneske
Efter Thomas Hansen var stoppet som træner og staldmand havde han flere forskellige jobs – først som chauffør hos Gunnars Hestetransport, senere som mælkemand, rangérarbejder og siden rengøringsassistent på S-togene.

Han pådrog sig efterhånden gigt i hænderne og fik bl.a. en såkaldt guldkur, men det havde ikke den store effekt.

-Jeg tror min far måske lidt bitter på det hele på sine gamle dage. Han mener selv at han fik gigt fordi han havde siddet så mange timer ude i al slags vejr og holdt fast i linerne, og det er måske ikke helt umuligt, siger Lone Hougaard.

–Jeg kan da godt huske, at jeg bemærkede, at der ikke var så mange, som kom hen og snakkede med ham når han kom ud på travbanen efter han var stoppet. Det kan der selvfølgelig være mange grunde til, men min far var ikke en type, der opsøgte folk når han var på banen. 

En af dem, der ofte mødte Thomas Hansen på Lunden var tidligere staldmand Jørn Clevin, som altid fik en snak med Thomas Hansen når de mødtes, bl.a. på Derbydagen.

-Vi sad ofte og snakkede på bænken foran Gerhardt Petersens stald. Han var et utroligt behageligt menneske, altid glad og venlig når han kom på Lunden, men han var nok en type, der tænkte meget over tingene, på sin helt egen måde, siger Jørn Clevin.

Den sidste tid
De sidste år af sit liv boede Thomas Hansen som nævnt i en lejlighed på Stolpegårdsvej.

-Men han var efterhånden blevet syg pga. alderdom og vi havde faktisk skaffet ham en plads på et plejehjem i Gentofte. Velkomstbuketten fra kommunen var kommet og billederne hængt op på væggen, men han nåede aldrig at flytte ind og døde i stedet på sygehuset, fortæller Lone Hougaard.

Thomas Hansen døde den 3. juli 1981, 71 år gammel.

---

Kilder:

klauskoch.se (uddrag fra portrættet af Thomas Hansen bragt med tilladelse fra forfatteren)
Slægtshistoriske oplysninger: Hans Larsen
Trav-Tidende 1921-54
Væddeløbsbladet 1930-81
Trav-Tidende: Det Danske Travselskab i 50 år (1941)
Travsportens Årbog 1944-49
Det Danske Travselskabs 60-års jubilæumshæfte (1951)
Flemming Ettrup: Gå med i Lunden (1981)
Interviews med Lone Hougaard, Lis Nexø, Jørn Clevin, Tenna Ipsen og Leif Løfgren.