L-årgangenes Derby: Loyal

Derbyet kørtes i 1969 for første gang den sidste søndag i august. Lau og Loyal, med henholdsvis Eivind Schnell og Aksel Pedersen i sulkyen, udkæmpede en fantastisk spændende opløbskamp.
Den lille nordjyske hoppe Lideal med den stoute amatørkusk Carl Aage Præstegård havde eller ført til midt i opløbet. Men hvem vandt? Det kunne man ikke se med det blotte øje.
Eivind Schnell var kørt i stald, og havde lykønsket Aksel Pedersen, – da Loyal blev udråbt som vinder over højtalerne!
Loyal og Schnell var favorit, 19:10, men havde ikke en rekord nok til første række, og fik startspor 14.
Alligevel fik den relativt mindre træner sin Derbysejr her i 1969. Både Eivind Schnell, hans søn, Bjarne Schnell, og fynboen Aksel Pedersen, kan man læse mere om på Travsportshistorie.dk

Stor og dvask
L-årgangen 1965 bestod af 508 heste. Avlshingsten Newport Orbit imponerede med denne årgang med en masse gode afkom. F. eks. var de tre første i kriteriet i 1968; Lewport, Løjtnant Nord og Long Step – alle efter Newport. De to førstenævnte blev begge træner af Schnell-sønnen Bjarne. Og så de to første i Derbyet, Loyal og Lau, begge efter Newport Orbit (US).
Loyal var opdrættet af Henning Pedersen, København, men kom til verden på Stutteri Stenklammergården ved Lønholt i Nordsjælland.
Schnell byttede sig i sin tid til Loyals mor, Cici Harvester, der blev en rigtig fin følhoppe. Foruden Loyal blev hun – efter salg til den store opdrætter, Bent Ole Retvig, Stutteri Kathrinedal, også mor til bl.a. Kriteriumsvinderen Axius C.
Loyal betegnedes som plag som en: ”stor, dvask og lidt doven hest”.
Loyal startede ikke som 2-års, men viste til gengæld fine evner som 3-års med fire sejre. To-årsstjernen var ubestridt den flotte røde hoppe Laksepigen for træner Carlo Frederiksen.
Ny ejer som 3-årig var Stald F, lig med Frede Sørensen. Og som 3-årig var Loyal helt anderledes.
Nu struttede Loyal af vilje, lyst og energi.
Loyal blev bedre og bedre som 4-års
Loyal vandt bl.a. forud for Derbyet et stort stayerløb, der var på 3600 meter. Loyal blev dog også betegnet som lidt ”nervebetonet”, og ind imellem var der en del galopper. Et lidt iltert temperament blev det sagt flere gange om Loyal.
14 dage før Derbyet kom der endvidere en lille forskrækkelse, idet Loyal fik dragtkløft. Lau vandt Derbyprøven.
Statsministerhustruen Egone Baunsgaard trak lod om derbypladserne. Loyal, der med sin rekord var henvist til anden række, fik først nummer 17, helt tilbage i tredje række, men efter afbud blev det ”kun” startnummer 14 og anden række.
16 heste stillede op bag startvognen i Derbyet 1969. Feltet var ved præsentationen blevet ført op af 82-årige Sofus Sørensen, der sad bag Hallo Burgundia.
Op til Derbyet var Loyal nok favorit men jævnbyrdigheden ansås alligevel for at være ganske stor, og desuden havde Loyal ikke deltaget i de store løb for årgangen.
Inden Derbyet stod Loyal med fem sejre i syv starter, og den blev gjort til favorit (19:10) foran Little Pride/Leif Nielsen og Lau/Aksel Pedersen til hhv. fem og seks gange pengene. Heste som
Lideal, Long Step, Lewport og Leif Ørnebjerg blev vurderet som de næste chancer.
Ubønhørlig kamp i Derbyet
Og Derbyet blev ”uhyggelig” spændende med ubønhørlig kamp gennem hele opløbet.
Stillingen skiftede hele tiden, mellem Loyal og Lau, og på målstregen kunne ingen skille de to heste.
De store aviser skrev meget om Derbyet både før og efter løbet, heriblandt B.T., hvor Eivind Schnell i en del år leverede tips til løbene på Amager og Lunden. Han tippede sig selv som vinder og gav Derbydeltagerne karakterer. Ikke uventet fik Loyal topkarakter (ug), mens Lau, Little Pride og Laksepigen fik næsthøjest karakter, mg+.

Da startvognen slap feltet, blev det til galop for næstfavoritten Little Pride, der efterfølgende opgav, mens Lideal med Carl Aage Præstegård tog spids foran Lewport. Efter 2000 meter stadig Lideal i føring foran Long Step med Loyal udvendig.
Ind på opløbet overtog Loyal kommandoen, nu angrebet af Lau, der så ud til at få overtaget, men 75 meter før mål galoperede Lau kort. Aksel Pedersen fik hurtigt sin hest i trav igen og nåede på målstregen frem til Loyal.
Hvem vandt?
Eivind Schnell var ikke i tvivl. Han lykønskede Aksel Pedersen og kørte i stald med Loyal, mens Lau blev på banen.
Det forstørrede målfoto viste imidlertid, at Loyal med det berømte mulehår havde nået målstregen først, og Eivind Schnell, som allerede havde spændt fra, måtte køre tilbage til dommertårnet og publikums hyldest.
Favoritten indfriede dermed forventningerne og ejeren, Stald F, kunne indkassere en førstepræmie på 37.500 kr.
-Det var igen nerverne, som nær havde slået Loyal ud, sagde Eivind Schnell til B.T. efter Derbysejren.
–Hesten trak så stærkt fra start, at jeg hele tiden var bange for, at den skulle løbe ud i fejl. Derfor måtte jeg holde den så hårdt i linerne, at jeg fik vabler i hænderne. Jeg tænkte kun på at bjerge sejren hjem.
-I opløbet løb Loyal uden den sædvanlige gnist, og på de sidste meter indstillede jeg mig på at nøjes med andenpladsen, som jeg også ville have været glad for. Så flot som Lau løb, var det næsten synd for Aksel Pedersen, at han ikke vandt. Men uha, hvor var det spændende, fortalte Schnell.
Aksel Pedersen var fattet efter nederlaget, og måske, som Væddeløbsbladet skrev i sit referat, burde Lau reelt være blevet diskvalificeret for sin opløbsgalop. Den vandt vist lidt terræn på det. Bjarne Schnell, Schnell’s søn, fik i øvrigt den sidste præmie i Derbyet med Lewport, og vandt senere på dagen til gengæld finalen i Rex The Great-løbet med Kolibri. Løbet var dengang for næsthurtigste klasse.

Ejvind Schnell med Loyal og Bjarne Schnell med Lewport
De øvrige i Derbyets præmierække var Lideal, der holdt til tredjepladsen. Fjerde blev Landbodrengen med Ole Størup, der dengang kørte som amatør. Derefter fulgte Lucky D/Leiff Ingdam og Long Step/Lars Gustafsson.
Derby Consolation blev vundet af Lasse Tally Ho (Jørgen Olsen), der endte med at blive årgangens bedste hest, her i Consolation var det foran Lady Kignæs/Ole Størup og Lassalle/Børge Grandahl.
Ugen efter derbysejren vandt Loyal og Schnell 4-års mesterskabet i Nykøbing, og den blev kåret til Årets Hest. I alt vandt Loyal i sin 4-årssæson syv sejre i kun 10 starter.
Succes også som 5-årig
Succesen for Loyal forsatte i 5-årssæsonen. Loyal vandt i sæsondebut, i Nykøbing og i alt 7 sejre i 18 starter. Loyal vandt også meriterende sejre i løb som Internationalt Pokalløb og Dansk Mesterskab for 5-åringer. Men derefter forsvandt Loyal næsten efter sin 5-årssæson.
I 1971 blev det det til nul sejre i 13 starter, og i julehæftet Trav Jul 1971 stod der: ”Det er som om Loyal mangler fordums kampånd, der er ikke mere bid i dens angreb”.
Og det samme i 1972. Nul sejre.
I 1973 var Loyal blevet otte år. Her vandt den dog tre sejre i 14 starter, men så var det også helt slut med løbskarrieren. Total blev det til 21 sejre.
Hesten gik derefter i avlen på Stenklammergården, men Loyal døde i en tidlig alder og nåede kun at få 16 afkom, mange i året 1976. Bedst var Cim Løgstrup med 13 sejre, 16,3a og ca. 170.000 kr.

Loyal og Ejvind Schnell
Farvel til årgangen – og Schnell
Lasse Tally Ho, oftest med træner Jørgen Olsen, var som nævnt årgangens bedste hest.
Derby-toeren Lau holdt ud til det sidste. Startede i handicapløbet 2.juledag på Lunden i 1977, som 12-årig.”Lille tapre Lau”, som der stod i Væddeløbsbladet.
Den bedste hoppe var den lille nordjyske hoppe Lideal, og desuden vandt f.eks. de jyske La Boca og Luen masser af sejre.
Eivind Schnell flyttede fra Amager til Skovbo-banen, hvor han december 1991 kørte sit sidste travløb. Foruden Derbyet vandt han 11 år før Loyal-sejren i vores største løb også Dansk Opdrætningsløb. Det var i 1958 med Baltica.
Den muntre og friske humørbombe Schnell havde de sidste år en stald, der mest fungerede som forspændingsstald for en række amatørkuske. Schnell, der døde i 2010, vandt mere end 400 løb.

En glad Ejvind Schnell efter Derbysejren