Aage Kristoffersen

Portræt af den københavnske træner Aage Kristoffersen (1904-69), som bl.a. vandt Dansk Trav Derby tre gange inden for blot syv år! 

Det er efterhånden mere end 80 år siden Aage Kristoffersen vandt sin første Derbysejr, og kun få år senere vandt han en yderligere to Derbysejre. Alligevel drev Kristoffersen aldrig en storstald, og han sluttede forholdsvis tidlig som travtræner og slog sig i stedet ned som viktualiehandler.

Stilfærdig, nærmest selvudslettende, en knusende dygtig hestemand, men helt blottet for forretningssans – ja, det er noget af de, relativt få, skudsmål, der er kommet frem om Aage Kristoffersen. Disse udsagn kom eksempelvis fra den mangeårige championtræner i Lunden, Walther Kaiser Hansen. Det er ikke lykkedes for Travsportshistorie.dk at finde efterkommere for Aage Kristoffersen, og derfor er der ikke her, i denne artikel, nogle direkte minder fra børn, børnebørn eller oldebørn af Aage Kristoffersen og hans hustru Ellen Kristoffersen (1909-1990).

Først i lære – så til Amerika
Aage Kristoffersens far, Hans Peter Christoffersen, der benævnes proprietær og godsejer, havde travheste – formentlig hos den københavnske træner Peter Andersen (1878-1955), hvor den unge Aage Kristoffersen startede sin løbebane inden for travsporten.

Peter ”Fidus” Andersen startede som træner i 1915 og vandt både Derby med Ego (1924) og Nordisk Mesterskab med Star McElwyn (1934 og ’35).

Vi ved ikke helt nøjagtigt hvornår Aage Kristoffersen startede hos Peter Andersen, men i 1920 vandt han – blot 16 år gammel – sin første sejr med hesten Bartholdo.

Kristoffersens første stjerne fandt han i USA
Aage Kristoffersen opholdt sig i USA i årene 1921-25.

Han var først på Walnut Hall Farm og siden hos den dengang meget berømte træner, Walter Cox på Goshen-banen i New York – i øvrigt sammen med en anden dansk travmand, Jeppe Andersen, der blev i USA resten af sit liv.

I parentes vedr. Jeppe Andersen kan bemærkes, at han var søn af træner Hans Andersen (”Køre-Hans”) (1877-1933), og Jeppe var endvidere bror til den senere Århus-træner, Hemming Andersen (1901-1979).

Det vides ikke, hvordan Aage Kristoffersen fik kontakt med Wallnut Hall Farm, men et kvalificeret gæt er, at enten Jeppe Andersen, Hugo Jørgensen, H.C. Riegels eller Julius Pajoncek formidlede kontakten.

Aage Kristoffersen havde i slutningen af 1925 lagt en smule penge til side, da han forventede at rejse hjem til Danmark. Men han fandt så ud af, at han ligeså godt kunne tage et par heste med hjem, og prøve at få lidt forretning ud af det!

Og sikke en superhest Kristoffersen førte hjem til Danmark.

På en auktion i New York i december 1925 havde Walter Cox gjort Aage Kristoffersen opmærksom på en 6-årig mørkebrun hingst ved navn San Walker.

Den havde i 1923 sat rekord på 1.18,8, men kunne ikke gøre sig gældende i de mange heatløb der var, fordi den var for langsom fra start.

Det er HESTEN, sagde Walter Cox. San Walker stod i kataloget omtalt som værende en udmærket hest for eksport. Jo tak for den information.

Aage fik hammerslag på San Walker $ 1200 dollars – det svarer i dag til ca. $ 22.000 eller 144.000 kroner.  Samtidig årsplagen St. Florian samt to 2-årige hopper, May Read og Lydia Sunshine, som begge blev solgt fra Beaumont Farm, der skulle opløses.

St. Florian kom aldrig til at betyde noget, men de to hopper, der i Danmark blev solgt videre, fik gode afkom. Måske der også var nogle penge med hjemmefra fra faderen, H. P. Christoffersen ved auktionen.

Med damperen ”S/S Minnewaska” sejlede Aage Kristoffersen hjem til Danmark. Med ombord var ikke kun San Walker, men omkring 100 heste!

På rejsen hjem fra USA arbejdede Kristoffersen som hestepasser på skibet, og tjente derved til en del af sin hjemrejsebillet.

En stor del af hestene, 20-30 stykker, på USA-damperen var solgt til Danmark, bl.a. til Julius Pajoncek (1869-1935), som i en årrække i starten af 1900-tallet var en af dansk travsports mest succesfulde skikkelser. Pajoncek importerede en række af datidens bedste avlshingste i USA til Danmark. Også Sofus Sørensens far skulle have købt nogle travheste over there. Vi ved, at der i den store hestegruppe på USA-skibet bl.a. var den gode avlshoppe Silver Service, der blev mor til hurtigklassetraveren Sport, som var den hest Sofus Sørensen vandt flest løb med (39).

Stor succes med San Walker
San Walker blev det helt store nummer i dansk travsport de kommende år. Den havde i sit første år i sit nye hjemland mange dyster med hjemlige stjerner som Union Boy, Cyrano, Colonel Foote, Don Orlan og Double King samt f.eks. Peter Pogue (der nu var 12 år her i 1926) og ikke mindst uforlignelige Harrison Dillon (46 sejre), der kom til Danmark fra USA i 1926.

Allerede i sæsonåbningen den 5. april 1926 på Amager Travbane vandt San Walker med Aage Kristoffersen i sulkyen sin første start i Danmark. Det var i hurtigløbet, der gik over 1885 meter, og sejrstiden lød på 1.27,2 til odds 10,46.

Storfavorit i løbet var Sofus Sørensen med hesten McAfee. Det var Sofus’ første start i halvandet år efter hans lange udelukkelse, men han måtte nøjes med andenpladsen.

Kun seks dage efter var det tid til næste start i Danmark for San Walker. Her blev det igen til sejr, så parret blev hurtigt populært. Så flyttede travløbene fra Amager til Charlottenlund, hvor det også blev til sejr i de to første starter. Fire sejre i fire starter for Aage Kristoffersen og San Walker!

I alt blev det til 14 sejre (plus én sejr frataget) og seks andenpladser i 23 starter for San Walker i dens første sæson i Danmark – de 12 af sejrene med Aage Kristoffersen.

Aage Kristoffersen, der stadig var jockeylærling, startede i løbene med 20 meters godtgørelse, indtil sin sejr nummer 10. Den lettelse hjalp selvfølgelig noget til de mange sejre. San Walker var bedst på de lange distancer og var utrolig stabil.

Aage Kristoffersen var fortsat ansat hos Peter Andersen, men drev iflg. Klaus Koch formentlig en såkaldt maskeret trænervirksomhed, indtil han havde bestået trænereksamen et par år senere.

På Derbydagen i 1926 var parret også først i mål, men blev diskvalificeret for trængning, hvorefter sejren i stedet gik til den anden nye stjerne, Harrison Dillon. I Mesterskab for Danmark blev San Walker nummer to bag Don Orlan (William Jensen).

Solgt for 25.000 kroner
Sidst på året 1926 blev San Walker solgt til skibsrederne Hugo Marx Nielsen og Marius Nielsen – efter sigende for 25.000 kroner svarende til 1.028.000 2026-kroner!

Hesten forblev i træning hos Aage Kristoffersen, men de måtte nøjes med en andenplads i den første start i det nye ejerregi – og så gik San Walker efterfølgende i træning hos Holger Fischmann.

San Walker blev en af sæsonens mest populære heste, og var klart den mest vindende hest på de to københavnske travbaner.

Året efter vandt San Walker Mesterskab for Danmark med Holger Fischmann foran Harrison Dillon (N. J. Koster) og Colonel Foote (Sofus Sørensen), mens Fischmann og San Walker det følgende år (1928) måtte nøjes med en andenplads i dette storløb efter Harrison Dillon.

Fischmann havde også stor succes med San Walker i Sverige. På Jägersro-banen blev det til fire sejre i fire starter, heriblandt det nyindstiftede C. L. Müllers Memorial, som parret vandt to år i træk.

Ingen ny San Walker
I 1927 forsøgte Aage Kristoffersen at gentage succesen med at finde en supertraver til Danmark i USA. Valget faldt på en hest, der hed Guy Lightning. Det blev dog ikke nogen succes i Danmark. En smule bedre gik det, da den kom til Europas førende kusk og træner, Charlie Mills, og i avlen blev den far til nogle enkelte hurtigløbsheste.

I oktober 1929 havde San Walker sin sidste start i Danmark. I alt blev det til omkring 30 sejre.

I avlen blev San Walker ikke den store succes. Hans bedste afkom blev sejrshesten Sandy Mac (41 sejre), ligesom San Walker blev morfar til to Derbyvindere, Ebbe Axworthy (kørt af Aage Kristoffersen selv) og Dixie Star.

---

En ny laks i Kristoffersen-stalden
Efter tiden med San Walker i 1920’erne, fik Aage Kristoffersen en ny stor stjerne i sin stald – sejrsfænomenet Lauritz, der er portrætteret i Travsportens Hall of Fame.

I 1930 eller 1931 ombytter Aage Kristoffersen sin jockeylicens med et trænerlicens. Han havde består trænereksamen den 12. februar 1927 med karakteren 4,49, hvilket var den laveste af samtlige otte eksaminander. Dårligst var han i Eksteriørlære, hvor han blev underkendt med g- (godt minus), men ikke overraskende fik han som den eneste et ug i engelsk.

Han kørte nogle få løb (11) men drog så atter til Amerika. Han var tilbage igen i slutningen af 1929 og kørte ti løb.

I 1930 blev det kun til en enkelt sejr, men i de kommende sæsoner går det bedre rent sejrsmæssigt, dog uden at nå de helt store højder.

Kristoffersens største sejrsheste i disse år er i dag ukendte navne som Rhinestone, Fralick, og Mitzi samt Lauritz, der tidligere havde gjort det godt for Holger Fischmann med masser af sejre, bl.a. Mesterskab for Danmark 1932.

Sofus Sørensen havde også haft stor succes med Lauritz, men efter 25 sejre valgte ejeren at skifte til Holger Fischmann, som også vandt mange løb med hesten, men alligevel blev Lauritz igen sendt til en ny træner – denne gang Aage Kristoffersen.

Først over mål i Nordisk Mesterskab
Trænerskiftet skete efter en start på Amager, hvor Lauritz sluttede sidst. I den efterfølgende start var det således med Aage Kristoffersen som ny kusk og træner.

Debuten for denne konstellation var dog ikke positiv, idet Lauritz endte uplaceret. Men så gik det efterhånden bedre, bl.a. med en fin andenplads i Mesterskab for Danmark – lige bortset fra, at Aage Kristoffersen og Lauritz blev diskvalificeret som vinder af det nye storløb i Norden; Skandinavisk Mesterskab, der første gang blev afviklet på Bjerke-banen I Oslo i 1933.

En særdeles omdiskuteret diskvalifikation i denne første direkte nordiske ”landskamp”. Både den danske og norske travpresse var næsten enige om det urimelige i diskvalifikationen.

“Skandalen Skandinavisk Mesterskab” hed det – og endvidere: ”Danske Lauritz disket for galop som overlegen vinder. Uretfærdig diskvalifikation af Lauritz og kusk, Aage Kristoffersen, der ydermere fik 200 kroner i bøde pga. at han fuldførte løbet efter diskkvalifikationen og samtidig var der en krydsning af banen foran vinderen, norske Otter Eno. Lauritz hårdhændet disket i strid med reglementet” – lød det fra både den danske og norske presse. Og Trav Tidende i Danmark mente, at løbet, og landskampen, ”blev både den første og den sidste af sin art.”

Men den danske travchef, Helge Marks-Jørgensen, forsøgte at slå koldt vand i blodet: ”Dommen var hård, men efter norske forhold fuldt ud forsvarlig, og dommerkomiteen var i sin fulde ret at gøre det.”

Så året efter blev løbet kørt igen med en tredobbelt dansk triumf: Star McElwyn vandt, kørt af Peter Andersen foran Lauritz og Aage Kristoffersen med Patsy og Sofus Sørensen som nummer tre.

Lauritz var stadig på det danske travlandshold i de kommende år, men var nu ikke længere i træning hos Aage Kristoffersen. I 1935 kørtes den af Paul Groch og i 1937, hvor løbet igen afholdtes i Oslo, af Sofus Sørensen, men parret blev taget for galop som tredje over mål.

Aage Kristoffersen fik stadig køreture med Lauritz. I 1937 vandt han således de sidste sejre med denne fantastiske hest. I alt 16 sejre for Kristoffersen med Lauritz, bl.a. sejr nummer 50 til Lauritz, der med sine enorme 338 starter i alt og 61 sejre, fik en nærmest pinlig afslutning af sit liv med skiftende trænere og ejere, og et uværdigt endeligt i det der ellers skulle være et fredeligt otium.

---

Inden vi går over til Aage Kristoffersens tre Derbysejre og stjerner i 1940’erne, først lidt om familien, og dens bosteder.

Kristoffersen – en travfamilie
Christoffersen eller Kristoffersen. Vi vælger her med K, som Aage Kristoffersen blev stavet efter de første år i sporten i 1920’erne.

Aage Christian Kristoffersen blev født 7. februar 1904, og bopælen registreres som værende Haderslevgade 23, 1., Sankt Matthæus sogn, København. Haderslevgade blev, sammen med de øvrige gader omkring Enghave Plads, projekteret i 1880’erne, og fik sit navn i 1897. Ved fødslen benævnes Aages far som restauratør eller slet og ret som værtshusholder. Måske gæstgiver, eller restauratør i Torvegade på Christianshavn, det nævnes i hvert fald på et tidspunkt.

Gullasch-tiden
Aages fader, Hans Peter Christophersen, havde heste og også travheste. Hvornår han fik de første er ikke fastlagt. Hans Peter fik, gennem sit liv, mange betegnelser: Restauratør, hestehandler, proprietær, godsejer, gæstgiver, og faktisk også “gullaschbaron”!

Der er vel ingen klare beviser, at H. P. Christoffersen var gullaschbaron, og her skal ikke hverken (for)dømmes eller fastslås, at han var det – men således beskriver Wikipedia i hvert fald en gullaschbaron: ”En gullaschbaron var en nedsættende betegnelse for en spekulant, der under 1. verdenskrig udnyttede sit lands neutralitet og krigsøkonomiens efterspørgsel til på kort tid at tjene store formuer, typisk ved produktion og eksport af af underlødige fødevarer til de krigsførende magter, især gullasch på konservesdåser, hvis indhold var af tvivlsom, for ikke at sige ringe, kvalitet. Gullaschbaronerne blev rige, fordi de udnyttede de særlige muligheder for handel, som krigen skabte. I 1914 var der 21 danske fabrikker, der solgte kød på konservesdåse, men under krigen steg tallet til 148, og kødeksporten blev 50 gange større under krigen. Under de økonomiske kriser i 1920’erne gik mange gullaschbaroner fallit.”

Om det var penge fra dette som i en vis grad finansierede købet i USA af f.eks. San Walker vil jeg lade være usagt – MÅSKE var San Walker, og nogle år tidligere, også tophesten Worthy T – som H. P. Christoffersen købte i 1915 – såkaldte ”gullaschheste”.

Det skal dog tilføjes, at Aage Kristoffersen selv udtaler, at han selv havde sparet penge op for at købe San Walker, og først solgt den til sin far, da den var ankommet til Danmark.

Allestedsnærværende Klaus Koch, der har prøvet det hele inden travsporten, og som sammen med Hans Larsen har bistået med vigtige oplysninger til denne artikel om Aage Kristoffersen, udtaler følgende om emnet gullaschbaron:

-For mig er der er ingen tvivl om, at hestehandler H.P. Christoffersen udviklede sig til en såkaldt gullaschbaron. I 1915 købte han amerikanerhingsten Worthy T af preusseren Julius Pajoncek, Julius Pajoncek blev født et sted i Tyskland den 26. 6. 1869. Han var gift med engelske Jenny. Pajoncek var i sine unge dage virksom i Rumænien, og han var i en årrække, i travsportens barndom, en af dansk travsports mest succesfulde skikkelser. Pajoncek fik også en afgørende betydning for sportens avlsgrundlag, da han importerede en række af datidens bedste avlshingste.

-Pajoncek er optaget i Travsportens Hall of Fame i Danmark. Worthy T har her ved købet i 1915 ikke været en billig hest at erhverve, så H. P. Christoffersen har sikkert haft penge allerede på det tidspunkt. I 1916 eller 1917 erhverver Christoffersen den dengang eksisterende Teglgården i Skovshoved. – Fukshingsten Worthy T fik stor succes for træner Frank Starr og den blev senere en betydende beskeler.

Familie fra Fyn
Aages far, Hans Peter Christophersen, var født på Fyn i 1873 i Præsteskov, Nørre Broby sogn. Hans Peter står i kirkebogen opført som søn af ugifte Maren Kirstine Sørensen, Nørre Broby Mark, og udlagt barnefar, smed Rasmus Christophersen, Vester Hæsinge.

Hvilket år Hans Peter forlod Fyn og tog til København vides ikke, men i 1903 blev han gift i Frederiksberg Kirke med Anne Hansine Hansen, født 1876 på Ballerup Mark, Ballerup sogn, datter af indsidder Jens Christian Hansen og hustru Sophie Frederikke Charlotte Amalia Brunkhorst, der ved giftermålet i 1903 var bosat på Brohusgade, Nørrebro, København.

For lige at opsummere: Så var Aage Kristoffersens morfar og mormor således det københavnske par, Jens og Sophie Hansen, mens hans farfar og farmor var de fynske, Rasmus Christophersen og Maren Sørensen. Vedrørende det sidstnævnte ”par”, er det nok tvivlsomt om hverken Hans Peter eller Aage har mødt deres biologiske far/farfar, Rasmus, der var ”udlagt barnefader” – og det selv om de begge bærer hans efternavn. Men Aages farmor, Maren Sørensen, gifter sig senere med gårdejer Rasmus Clausen, Nørre Broby Mark.

Mange titler
Slægtsforsker Hans Larsen nævner, at ved Aages fødsel var faderen værtshusholder. Han blev siden hestehandler, og da det var op til og under 1. Verdenskrig, har han nok skabt sig en pæn sum penge på eksport til Tyskland, som han har kunnet investere i et større landbrug – altså ”Gullash-spøgelset” igen.

Aages far betegnes nu efterfølgende flere gange som gårdejer, godsejer og sågar proprietær. Den tidligere værtshusholder er ”steget i graderne” må man sige. På et tidspunkt nævnes bopælen som en gård ved Kirkelte pr. Lillerød og også ved Græsted, men inden flytningen til Nordsjælland ser det ud til, at Hans Peter Christoffersen erhverver sig den dengang store Teglgården i Skovshoved/Ordrup-området, som nævnt af Klaus Koch.

Fra barndommen
Vi skruer tiden tilbage til omkring 1904, og Haderslevsgade, hvor Aage bliver født.

Lidt overraskende er Aage ved sin fødsel i 1904 forældrenes tredje barn. Forældrene blev jo først gift i 1903, det må siges ikke at være helt almindeligt, dengang. Aage havde nemlig disse to ældre søskende: Karen Johanne, født 1901 og Annie Oline, født 1902.

Den lille Aage har ikke opholdt sig længe i Haderslevsgade, selv om denne adresse, som tidligere nævnt, var hans fødselsadresse. Hans far er en driftig herre, der flytter en del rundt, og med store nye boliger undervejs i årene fremover.

Aages forældre flytter på et tidspunkt fra Haderslevsgade. I 1909, da Aage er fem år gammel, synes bopælen at være Sønder Boulevard 100, st., Han betegnes da som restauratør og hestehandler. Ved folketællingen 1911 nævnes han som hestehandler.

Efter Aages fødsel i 1904 kommer der yderligere to børn. Poul Erik i 1909 og i 1915 Finn Børge Kristoffersen. Familiebopælen er da Gammel Kongevej 7, 3., København, hvortil familien var flyttet 12. 11. 1912, men allerede året efter Finn Børges fødsel, altså i 1916, viser Folketællingen, at familien er flyttet derfra. Ved dåben af Finn Børge Kristoffersen i Maria Kirken 30. marts 1916 nævnes, at familien bor på Teglgården ude i Ordrup-Charlottenlund-området.

Som fadder til Finn Børge støder vi igen på Julius Pajoncek, som da boede på Bernhardsvej, den nuværende Strandhøjsvej i Skovshoved. Pajoncek må dengang have været en særdeles velhavende mand. Hans formue var på 65.000 kr., lig med 3.360.000 i dagens værdi, og vi er her i 1916. Pajoncek og hans hustru, Jenny, boede til leje hos kongelig hof-hotelejer Carl Neiiendam, Hotel Phoenix, det fornemme hotel, der senere blev Danmarks Kommunistiske Partis hovedsæde, og som den 10. april 1891 havde dannet ramme om Det Danske Travselskabs stiftende generalforsamling.

Familien Kristoffersen må altså være flyttet til Teglgården i løbet af 1915 eller umiddelbart efter årsskiftet til 1916. Den næstældste datter, Annie Oline, tilhørte det første hold konfirmander i den spritnye Skovshoved Kirke den 16. april 1916.

Aage Kristoffersen selv blev konfirmeret i Skovshoved den 24. marts 1918.

Aage gifter sig
Aage Christian Kristoffersen bliver den 26. juni 1928 gift i Ordrup Kirke med husassistent Ingeborg Ellen Margrethe Jensen, Ordrup, født i 1909 i Stampen ved Rådvad, Søllerød sogn, datter af sliber Niels Christian Jensen og hustru Mathilde Frederikke Christiansen, Rådvad.

Han boede ved brylluppet i 1928 i Skovshoved, men ved Aages og Ellens datters dåb, hed adressen Rådhusvej 6 i Charlottenlund. Det samme ved deres søns dåb i 1930. Men ved folketællingen 1940, og ved sønnens bryllup i 1951, lyder adressen på Frølichsvej 21, 1. sal, Skovshoved. Boligerne på begge adresser er i dag nedrevet.

Inden vi forsætter med Aage og Ellen Kristoffersen skal vi lige gøre hans forældres ”historie” færdig. Hans Peter Christoffersen flytter til Nordsjælland efter tiden med Teglgården i Ordrup/Skovshoved. Men ved folketællingen 1. februar 1916 boede familien altså endnu i Teglgården. Hans Peter Christoffersens årlige indkomst blev da opgivet til at være 5.000 kroner, ligesom hans formue. Der var bare en pæn sum penge dengang, så en holden familie.

Slægtsforsker Hans Larsen oplyser, at der ved folketællingen i 1921 boede hestehandler Christoffersen og hustru med fire børn, der iblandt Aage, til leje på 1. salen af Bernhardsvej 24, i dag Strandhøjsvej.

-Det er villaen, der ligger på nordsiden af vejen længst oppe mod staldene, så da Aage var 17 år, skulle han kun springe over hegnet for at møde på arbejde, siger Hans Larsen.

Derefter flytter den ældste del af Kristoffersen-familien til Nordsjælland. Ved Folketællingen 1925 boede familien nemlig på Egerødgård, Tulstrup, Alsønderup sogn, nu Egerødvej 4B, og derefter på en gård med navnet Åmosegård. I 1930, eller før, på ny en ny bolig: Nu Kirkelte, beliggende i Karleby sogn – sydøst for Hillerød. Ved Aages bryllup i 1928 boede forældrene i Kirkelte, men ved folketællingen 1940 er de ikke at finde der.

Hans Peter Christoffersen opdrætter travheste. Fra 1923 noteres det dog, at disse opdræt alle født i Tulstrup – og fra 1925 på Aamosegaard pr. Hillerød. Om det er, både før og efter 1925, gården i Kirkelte, er ikke fastlagt. Lidt forvirrende er det.

Klaus Koch fortæller om Teglgården, som Aages forældre, som tidligere nævnt, erhverver før de flytter til Nordsjælland:

-Teglgården var den nordlige nabo til Skjoldgården. Den sydlige del af Ordrup Jagtvej anlagdes i 1912, Skovshoved Kirke byggedes i 1914 på Teglgårdsvej og Skjoldgården forsvandt helt 1915, da staldterrænet på travbanen anlagdes der.

-Jeg vil tro, at Teglgården, hvis stuehus lå på matriklen Melchiorsvej 12, blev revet ned i den samme periode.

---

Aage Kristoffersen – travtræner og nu med hustru og børn
Vi vender nu tilbage til Aage Kristoffersen, som altså blev gift med Ellen i 1928 og bosat i nærheden af Charlottenlund Travbane.

Klaus Koch beretter videre om sine undersøgelser og kendskabet til travtræner Aage Kristoffersen:

-Aage Kristoffersen boede på et tidspunkt i en ejendom på Bernhardsvej helt op til staldterrænet til Lunden udfor stald 4B på matriklen.

Aage og Ellen Kristoffersen fik to børn – Bitten og Bill:

Norma Bitten Kristoffersen, født 27. august 1928 på Rigshospitalet, døbt 21. juli 1929 i Ordrup Kirke, ugift 1968, Ericavej 163, Gentofte. En Bitten Kristoffersen arbejdede 1972 på kontoret hos firmaet Textronix i Bagsværd.

Bill Bjørn Kristoffersen, Frølichsvej 21, Skovshoved, født 24. maj 1930, Rådhusvej 6, Ordrup. Bill blev en kendt travkusk med amatørlicens, men ellers er omtalt som mekaniker;

Sønnen gift i ’51
Bill Bjørn Kristoffersen blev i 1951 gift på Gentofte Rådhus med kjolesyerske Ester Sara Klara Gellberg Sakhnovski, Frølichsvej 21, (1929-1985), datter af skrædder Abraham Sakhnovski og hustru Gurdula Gerhardina Gellberg, der begge var polske jøder, med adresse i Prinsensgade, en af de forslummede, nu bortsanerede gader i Borgergade-kvarteret.

Esters forældre, Abrahim og Gurdula, var blevet gift i 1927 i synagogen, men hun og lillesøsteren Nanny Marie Gellberg Sakhovski, født 1930, blev begge døbt 6. oktober 1943 i Ordrup Kirke. Pigerne boede da på børnehjemmet Dohns Minde, Ordruphøjvej 1, Ordrup. Forstanderinden og en kvindelig medarbejder stod fadder ved dåben.

Aage Kristoffersens søster, Bitten, ser ud til at være forblevet ugift, mens sønnen Bill var gift to gange. Første ægteskab, som beskrevet lige ovenover, er specielt. Bills hustru, den jødiske pige, Ester, boede altså på et børnehjem i Ordrup, da hun og søsteren 8. oktober 1943 blev døbt i Ordrup Kirke. Da var jagten på de danske jøder under 2. Verdenskrig netop gået ind.

Bill Kristoffersen blev således gift to gange. Så vidt undersøgelserne, så fik Bill en søn med sin første hustru – Ivan (f. 20. december 1951), som er Aage Kristoffersens eneste kendte barnebarn.

Bill bor da Frølichsvej 21, mens hustru og mor Ester bor på en anden adresse; Rosavej 11, på trods af, at de er gift.

Bill og Ester blev officielt skilt 18. november 1957. Ester døde 1985 i Gladsaxe Kommune – vist uden nyt ægteskab.

Bill gift anden gang den 31. januar 1959 i Vor Frelsers Kirke, Christianshavn, med ugift stenograf Lise Ingeborg Hansen, Markmandsgade 8, København, født på Rigshospitalet 16. maj 1937, datter af skomagermester Jens Vilhelm Hansen og hustru Mary Andersen, Markmandsgade 8. – Bill Kristoffersen boede da i Bostamose, Vestre Stræde 3, Skovshoved.

Det er desværre ikke lykkedes at finde omtalte Ivan Kristoffersen, Aage Kristoffersens barnebarn – eller eventuelle andre efterkommere.

---

Den første Derbysejr
Det var en meget kneben og overraskende sejr for Aage Kristoffersen og Ebbe Axworthy i Derbyet 1943, hvor parret vandt foran en af favoritterne, Es med Koster, der senere vandt Mesterskab for Danmark – det var tredje Derbyandenplads i træk til Koster! Nummer tre blev fynske Evergreen med jockey Arvid Andersson.

25.000 tilskuere var til det dramatiske derby den 11.juli 1943. Fredag aften havde radioens Gunnar Nu-Hansen været ude på banen og optaget indslag til radioen. Besøget var stort, som sædvanlig. Tilskuerpladserne var fyldte med mennesker, og det kneb med at bane sig vej til tribunerne, som var overfyldte til sidste plads. H.K.H. Prins Harald, protektor for Det Danske Travselskab, overværede løbene. I totalisatoren blev der noteret rekordomsætning på 579.884 kroner, og alene i entreindtægter var der 50.000 kroner.

Kort før snorene kunne trækkes i Derbyet, skete der et mindre uheld. Es’ tømmer knækkede, men resolut sprang den unge jockey, senere træner og hestetranportør, Gunnar Jensen, til, greb Es ved hovedet, og fik den beroliget.

50 meter før mål så det ud til at Koster skulle have sin 10. Derbysejr, men ud af øjenkrogen kunne han nok fornemme, at den stærke Ebbe Axworthy nærmede sig, i et, mente flere senere, lidt anstrengt trav. De to favoritter Es og Ever Tally Ho (Alex Simonsen) – der tidligere Kriterievinder og totalisatorfavorit – havde brugt mange kræfter på hinanden, og var ved at være trætte. Især Ever Tally Ho, der faldt tilbage forbi staldene og ind i sidste sving.

Det var umuligt at afgøre med det blotte øje for de fleste hvem der var først over stregen, Es eller Ebbe Axworthy. Målfotoet fastslog, at Derbyvinder var Ebbe Axworthy med Aage Kristoffersen, en meget populær sejr. Ever Tally Ho blev nummer fem.

Mens man ventede på målfotoet, troede Kristoffersen ikke helhjertet på derbysejren og havde allerede overladt Ebbe til staldmanden Walther Kaiser-Hansen!

Men så sagde de i højtaleren, hvem der havde vundet. Jubelen var enorm, den lille træner havde vundet over ”Kongen”, Koster.

Tilskuerne ”løftede” Kristoffersen op i jubel. Ebbes afstamning trak måske også Kristoffersens tanker tilbage til sine år i USA. Ebbe Axworthys mor, Bolette, var nemlig efter trænerens gamle USA-stjerne, San Walker.

En stille fejring af derbysejren
Efter derbysejren udtalte Aage Kristoffersens hustru Ellen sig til Trav Tidende, og fortæller bl.a. hverdagsting om sin mand:

-Derbysejren overraskede mig glædeligt, selv om min mand havde sagt, at Ebbe havde en ligeså god chance som Ever Tally Ho og Es. Nogle siger, at den ikke traver helt rent, men man må huske på, at Ebbe før derbysejren først har været syg og siden, efter sejren, ikke rigtigt var i form.

-Efter Derbyet gik vi ganske stille hjem og nød en flaske champagne sammen med nogle af vores bekendte. Lidt fest skulle der da være, fortæller Ellen Kristoffersen.

-Hjemme taler vi ikke meget om travet. Min mand vil helst være fri.

Ellen Kristoffersen tilføjer, at Aage Kristoffersen holder meget af at læse, f.eks. Jack London, dennes romaner minder nok om hans tid i USA. Hustruen udtrykker også ønsket om, at der kommer nogle ungheste i Aages stald, der ofte bar præg af mange handicap-heste.

Aage selv udtaler, at Ebbe Axworthy efter derbysejren blev syg, og at derbyvinderen er sent udviklet. Hans 2-årssæson var ikke noget at prale ad. Aage er optimistisk med hensyn til hestens fremtid. Efterfølgende må man dog sige, at Ebbe Axworthy, trods ca. 26 sejre i sine 215 starter, skuffede i sine senere sæsoner.

Derbyvinderens mor blev hurtigt opgivet
Også Ebbe Axworthys ejer, læge Axel W. Larsen, Helsingør fortalte meget om sin derbyvinder:

-Jeg har haft trav på hjernen siden jeg i 1919 kom til København som nybagt student. Min far var dyrlæge på landet og passede bl.a. klinikken ved at køre rundt med heste foran hans gig. Det var dog ikke travheste, men heste generelt var jeg vant til hjemmefra.

-Sommeren 1937 startede jeg første gang som hesteejer, fortæller doktor Larsen, der købte den 4-årige hoppe Bolette for 600 kr.

-Efter et par måneders træning hos Aage Kristoffersen blev Bolette imidlertid opgivet som traver. Bolette blev sendt til Larsens onkel, Nilaus Nielsen – (kan være Max Nielsens oldefar, red.) i Ølsemagle, hvor den blev bedækket ved Captain Axworthy.

-Ebbe tjente 450 kr. som 2-årig, og jeg ville sælge den for 2.000 kroner, men der var ingen, der ville købe den.

Larsen tilbød endda halvparten af hesten til et par af sine venner, men en af dem sagde, at han ikke engang ville have en del af Ebbe Axworthy “om den så var gratis!”

-Heller ikke i foråret 1942, hvor hesten var tre år, var der nogen der ville købe den for 3.000 kr., som nu forlangtes. Men så begyndte hesten at udvikle sig til det bedre, både hvad hurtighed og stayeregenskaber angiv.

– Efter Derbyprøven blev hesten syg, og blev taget ud af træning i tre uger, men ved træning i Dyrehaven og tilsætning af bl.a. syv liter skummetmælk hverdag blev den alligevel nogenlunde klar til en derbystart.

A. W. Larsen havde selv amatørlicens og kørte sin hest i en start kun ti dage før Derbyet, med en beskeden femteplads til følge. Men både han og træner Kristoffersen var alligevel godt tilfreds med hesten.

A. W. Larsen vurderer selv, at i 1943 var Ever Tally Ho nok årgangens bedste hest:

-Men så er Ebbe Axworthy den næstbedste hest, mente Larsen.

Set i bakspejlet var Ebbe ikke sin årgangs bedste hest. Han havde gode stayeregenskaber, men manglede speed. I 1947 deltog Ebbe Axworthy og Aage Kristoffersen dog i den nordiske ”landskamp”, som en del af det danske hold. I sine sidste tre sæsoner sås derbyvinderen oftest startende i handicapløbene.

I den samlede evaluering nævnes Ebbe Axworthy ikke værende i toppen af denne E-årgang fra 1939, der i alt bestod af 142 individer.

Det var mere navne som Es (33 sejre), Evanstone (43 sejre) – en hest som Aage Kristoffersen vandt enkelte sejre med – samt tidligt afdøde Ever Tally Ho med sine ca. 30 sejre.

I 1943 havde den ”lille” træner Aage Kristoffersen en god sæson. Ikke kun fordi han vandt Derbyet, men han havde også talentet, 3-årige Future, der vandt Kriteriumsprøven, og blev tredje i selve Kriteriet. Nærmest som et kuriosum kan nævnes, at Kristoffersen i 1943 trænede og kørte løb med Taroks morfar, Ax Frisco, der bl.a. blev nummer to i Mesterskab for Danmark.

---

Anden Derbysejr i træk!
Trods de tidligere nævnte store triumfer med San Walker og Lauritz forblev Aage Kristoffersen en af de mindre trænere.

Inden Derbysejren med Ebbe Axworthy i 1943 var der ikke de store overskrifter for Kristoffersen. Med hensyn til antal årssejre kan man dog godt fremhæve 1939, hvor det blev til fine 33 sejre i kun 58 starter (!) – Kristoffersens bedste årsresultat sejrsmæssigt i hans aktive år som travkusk.

I 1940 og ’41 blev det blot til hhv. syv og otte sejre, men så kommer der også nogle bedre år i resten af årtiet, der jo også bar præg af hans tre imponerende sejre i Derbyet. I 1942 er det årlige sejrstal steget til 15.

1943 bød på 20 sejre i 149 starter – derudover 23 andenpladser og 57 øvrige placeringer.

Så kommer vi til 1944, hvor Aage Kristoffersen igen var først over stregen i Dansk Trav Derby – denne gang med Future. Det er en fornøjelse at skrive om denne hest, hvor der kom så mange gode historier frem.

Future var meget interessant for travpressen. De skrev, at den vejede blot 300 kg! Mon dog? Den spiste hver dag 11 pund knust havre med melasse, dog hver tredje dag varm mask, som er et overskudsprodukt fra ølbrygning, men også en god portion hø, mange gulerødder om vinteren, og så det der også var spændende for medierne: Skummetmælk! Seks potter skummetmælk lød historierne på op til derbyet i 1944.

Future udviklede sig pænt efter sin Derbysejr, og var i mange år blandt Danmarks bedste heste. Future blev endda beskrevet som ”en verdenstraver i lommeformat”!

En ”fluetræner” med stor vægt
Aage Kristoffersen var ikke den største skikkelse, og blev ofte kaldt ”fluetræneren”, men sikke en succes han havde i disse år!

Future kom som 1½-års i træning hos Arnold Jensen. En lille hest ja, men velproportioneret. Hvor Future er født, findes der to versioner af i de gamle travblade. Et sted står der, at den er født hos Ole Anker på hans Stutteri Stenrødgård ved Lyngby – et andet sted fortælles følgende:

Som opdrætter af Future står der officielt direktør O. J. Petersen. Men mere reelt var det måske den sjællandske landmand Hans Larsen, bosat i Ølsemagle, nord for Køge. Han fortalte historien til travprogrammet til løbene i Bjæverskov d. 25. november 1976:

-Mit stutteri, Rishøjgård, begyndte i 1939. Min far startede det, jeg fik amatørlicens i 1944. Vi købte følhoppen Ann Diamond, der var fol ved Full Tilt. Aftalen gik på, at det første føl, ved seks måneders alderen, skulle afleveres til Petersen mod, at vi på Rishøjgård ikke skulle stå som opdrættere.

-O. J. Petersen fik da også føllet som aftalt, og først senere solgt han denne, nu voksne hest, til bagermester Winding for omkring 10-11.000 kr. Mange penge dengang i 1943, og føllet vi fik dengang var jo altså Future, fortæller Hans Larsen.

Aage Kristoffersen fik også Future i træning som 2-åring, efter dens tilkørselsperiode hos Arnold Jensen. Future startede kun tre gange som 2-årig. Den debuterede den 5. juli 1942, og det skete med galop, men den vandt en enkelt sejr i sin første sæson.

Opdrætteren sendte den derefter tilbage i træning hos Arnold Jensen, men da Stald Merkur (Bagermester Paul Winding) købte hesten som 3-års, fik Aage Kristoffersen på ny den lille, og temperamentsfulde, hest i sin stald.

Future besejret i Kriteriet af fynsk tophoppe
Dansk Trav Kriterium 1943 blev kørt søndag den 25.juli. Future var en af favoritterne sammen med N. J. Kosters Frank, men den fynske hoppe Frances the Great med Rudolf Jensen havde også imponeret og kom med flere sejre i træk fra Odense-banen. Hun var Kriteriefeltets eneste hoppe.

Future, der havde programnummer et, tog planmæssigt føringen, men Frances the Great som den dag var helt på top, overtog føringen, og den fynske hoppe var overlegen til sidst foran Frank. Aage Kristoffersen og Future blev nummer tre.

Afviklingen af løbet blev en time forsinket, da der kom et flyvervarsel og de op imod 20.000 tilskuere blev beordret til at søge tilflugt ude i Charlottenlund Skov.

Future overvintrede som en af årgangens topheste.

---

Banens mindste hest vandt Derbyet
I Derbyprøven var Future lidt uheldig, idet han ikke fik vendt ordentligt i startmomentet, og i stedet blev det til startfejl. Hesten blev dog alligevel fjerde efter Frank, Flic-Flac og Ferrosan.

Søndag den 16. juli 1944 kørtes Nordens højst doterede travløb dét år, Dansk Traver Derby, som det hed dengang.

Det var fin pressedækning; Allerede onsdag eftermiddag var sportsreporter Gunnar Nu fra DR ude med sin radiovogn på banen for at optage interviews og torsdag formiddag var der på banen, ”Derby-præsentation og træning” i form forskellige derbykandidater, der fik deres afsluttende hurtigarbejder, med masser af tilskuere til stede.

Frank, kørt af N. J. Koster, var på forhånd publikumsfavorit, mens Aage Kristoffersen fortalte, at den lille Future for nylig havde været forkølet, men nu var kureret ved hjælp af sveddækkener og seks potter skummetmælk dagligt. Træner Arnold Jensen havde stor tillid til sin fynske hest, Fux Director.

Men så kom det første chok …

Syv heste i Derbyet
Efter derbytræningen torsdag udtalte Koster nemlig i banens højtalere, at Frank måtte slettes fra derbyet pga. af ømhed. Den endelige startliste kom sent dengang. Foruden Frank manglede bl.a. også to andre store forhåndsfigurer; Frances the Great og Freja.

Dermed var der kun SYV deltagere tilbage!

Det blev den hidtil største hestesportsdag i Danmark. Det skrev Trav Tidende her i 1944. Allerede inden løbene var begyndt betegnes tilskuerpladserne ligefrem som “overfyldte’” Sådan. I det nye terræn med græs lejrede familierne sig med småbørnene; her kunne de rigtigt tumle rundt.

Tretten heste var meldt, men altså kun syv heste startede. Da den ene af dem styrtede bagerst i feltet og en anden opgav efter diskvalifikation, så fik alle fem heste der gennemførte, præmie!

Hyldet af 30.000 tilskuere
Future havde inderbanen fra start i Derbyet. Væddeløbsbladet tippede da også Future som vinder.

I løbet skete der ikke meget. Future tog spids, og det viste sig, at det ”lille lyn” også havde stayerevner. Overlegen sejr til bagermester Paul Windings hest i tiden 1:25.7 – den næsthurtigste i løbets historie – men den kunne have løbet hurtigere, hvis det havde været nødvendigt.

Der var langt ned til andenhesten, Flic-Flac (Thomas Hansen) og endnu længere til tredjehesten, Fux Director (Arnold Jensen). Det var staldmand og jockey, Walther Hansen, der var med til at passe og pleje den lille stjerne. Walther, der senere føjer Kaiser til sit efternavn.

Applausen efter derbysejren til det populære vinderpar var stor.

”De blev hyldet kraftigt af de ca. 30.000 tilskuere, der stod pakket som sild i tønder på de forskellige pladser”.

Æren er – nogle gange – det fagreste træ i skoven
Ejeren, den glade bagermester, var lykkelig for den store ærespræmie, der blev overrakt af banens protektor, Prins Harald, og, som Winding udtalte: ”Æren er større end de 15.000 kroner i førstepræmie”.

Future selv var derimod ikke glad for laurbærkransen, den nægtede at tage den om halsen, så det var Kristoffersen selv, der kørte æresrunde med sejrskransen om halsen.

Senere fortalte ejeren selv om hesten og sin derbysejr; ”Man føler sig i dette øjeblik som verdens midtpunkt, og også som svævende på en sky. Er det hele en drøm? Men det er jo dog hestens skyld, og så naturligvis trænerens. En derbysejr kan ikke gøres op i kroner og øre, dertil er den for værdifuld af en glædelig oplevelse” – Og Winding forsætter sin derbyfortælling:

-Lige inden løbet var jeg ikke så kry, da var jeg en ”lille” bagermester. Jeg gemte mig bag en bygning, væk fra venner og larm. Især frygtede jeg starten, men da jeg dukkede frem for at se løbet, kunne jeg se at Future lå i spidsen, klart endda. Jeg knugede hænderne mod hinanden og tænkte: Nu bare rolig, Kristoffersen. Da opløbet kom, trådte jeg helt frem, strålede over hele facaden. Tænk, at den mindste hest skulle rende alle de andre over ende. Jovist er der fut i Future.

-Journalist Gunnar Nu Hansen kom hen til mig med mikrofonen, men selv om jeg ellers normalt er godt skåret for tungebåndet, blev det noget ævl, jeg sagde. Jeg var ærligt talt noget mat i knæene”, fortalte derbyejeren. Han havde jo købt Future som 3-årig, og gav en pæn slat penge for hesten.

Winding havde tidligere haft en del heste uden den store succes, men nu var han endelig heldig med en tophest.

Den lille Future fløj rundt i svingene, og i 1946 satte den europarekord med tiden 1:19.9. På daværende tidspunkt var det det hurtigste en hest havde løbet i Europa.

Future efter Derbyet
5-årssæsonen (1945) blev lidt af en skuffelse med kun to sejre i 16 starter. Future kom dog alligevel i denne sæson på det danske ”landshold” i kampen om det Nordiske Mesterskab, der foregik på Bjerke-banen i Oslo.

Til gengæld blev 1946-sæsonen virkelig god med seks sejre i 17 starter. Future var klart bedst på Charlottenlund-banen i forhold til Amager-banen. Kristoffersen og Future var igen til Nordisk Mesterskab, hvor det dengang helt store løb i Skandinavien foregik på Solvalla-banen. Ingen af de to NM-starter blev dog en succes for Future.

Succes blev der som nævnt alligevel en masse af i 1946, hvor det blev til sejr i både Mesterskab for Danmark og datidens Copenhagen Cup, Internationalt Mesterskab. Der var dog i disse år næsten intet internationalt over løbet, men det blev dog betegnet som et felt af Nordens bedste heste. Sejren skete på en relativ billig baggrund. Løbet var et heatløb, og Future vandt begge heats.

Efter denne pragtsæson blev det dog til mindre succesfulde sæsoner. Blandt andet drillede benproblemer. Future kom i træning hos selveste championtræner N. J. Koster, men det blev aldrig det helt store.

Sjove historier om Future
En lille ualmindelig rap hest, der besad en hel del klogskab, sådan lød det hele tiden.

En historie går på, at en dyrlæge skulle undersøge Futures mund for at tjekke om dens tænder var ok. Men Future nægtede at åbne munden. Dyrlægen fik da to staldmænd til at hjælpe sig, men det hjalp ikke. Flere hestekyndige kom til, men der var intet at gøre. Future nægtede kategorisk at åbne munden. Ærgerlig opgav dyrlægen og sagde, at undersøgelsen måtte vente til en anden dag, hvor Future var mere medgørlig. Om det så var et tilfælde eller om Future var så klog, som denne historie vil gøre den til, ved vi ikke, men et er sikkert:

Netop da dyrlægen var ved at gå ud af stalden, åbnede Future munden og vrinskede højlydt og – i dyrlægens ører – triumferende.

Future brød sig ikke om biler. Den kom på sine træningsture aldrig udenfor Charlottenlund-banen. En gang stødte den dog på en vogn, men i stedet for at dreje brat rundt, hvor der måske ikke var plads, gik den af sig selv ti skridt baglæns. Den kendte også sin ejers stemme og vrinskede, når han kom ind i stalden. Der blev også fortalt, at hvis Future kom ind fra banen, og ikke var tilfreds med træningen, og den åbenbart følte, at den ikke havde været ude længe nok, tog den lille hingst et par raske omgange omkring staldbygningen, og nægtede kategorisk at blive taget ved hovedet og ført ind i bygningen.

Aage Kristoffersen mister Future til sidst
Selvfølgelig blev i 1944 en god sæson for træneren Aage Kristoffersen. I alt vandt han 30 sejre. Kristoffersen havde f.eks. også to gode 2-åringer i stalden i form af Hetta og Hetty Volo, men de skuffede fælt den følgende sæson.

Som nævnt blev 1945-sæsonen ikke helt som forventet. Future skuffede lidt. Aage Kristoffersen fik op til denne sæson den gamle Derbyvinder fra 1938, USA, i træning, og det blev til en enkelt sejr, mens 1943-Derbyvinderen, Ebbe Axworthy, også kun klarede sig minimalt. Den vandt dog sejre både med Kristoffersen selv og ejeren.

I 1946 var Kristoffersen endnu engang tæt på en Derbysejr, da han blev nummer to med efter startfejl. Hetta skiftede siden hen (1948) træner og vandt året efter Mesterskab for Danmark med Mark Ingdam i sulkyen.

Tager vi sæson 1947 med her blev det til relativt fine 22 sejre i 153 starter for Aage Kristoffersen. Der var fem sejre med den gamle derbyvinder Ebbe Axworthy, her i blandt ”Indlænder Pokalløb” på Amager Trav, et slags modsvar til Charlottenlunds ”Nationalløb/Indlændermesterskab”. En tredjeplads i DM blev det også for Ebbe Axworthy. Desuden vandt Ebbe også to sejre i amatørløb for sin ejer, A. W. Larsen. Endvidere deltog Ebbe Axworthy og Kristoffersen også som dansk repræsentant i det Nordiske Mesterskab. Sejren her gik til Søren Nordin og Justus.

Kristoffersen startede også i 1947-Derbyet med hoppen Irmelin, men her blev det til galop. Sammen med en anden tophest fra E-årgangen, Evanstone, vandt Kristoffersen ”Skandinavisk Træner Landskamp” her i 1947. Andre sejre i denne sæson var med mere ukendte heste som Elsebeth, Irmelin, Brix og Elette, men det blev også til en sejr i et 2-årsløb med den senere Derbyvinder Kuno. 

De sidste linjer om 1944-derbyvinderen, Future, skal også med her:

Efter pause forsøgte den i 1950 comeback hos den nystartede træner Preben Vebner, men snart var det helt slut, og samme år blev Futire meldt død. Vebner, der som Walther Kaiser Hansen var uddannet hos Aage Kristoffersen, startede op med det samme efter sin trænereksamen, og fik snart en hel del heste, blandt andet altså også Aage Kristoffersens gamle Derbyvinder Future. Sammen med sine fætre, brødrene Jørgen og Walther Kaiser-Hansen, lejede Vebner sig ind på Damgaarden længst nede på Ordrup Jagtvej. De tre nye trænere cyklede frem og tilbage med hestene, når de skulle trænes inde på banen.

Future vandt i alt 22 løb i 100 starter – heraf 21 med Aage Kristoffersen i sulkyen og sammen med Flic Flac og Fux Director (55 sejre) var han en af 1940-årgangens tre bedste heste.

---

Tredje Derbyvinder indenfor syv år!
3-årssæsonen for Kuno var absolut acceptabel. Den vandt seks sejre i 12 starter og blev nummer tre i Kriteriet efter King Ben Jr. og Komtessen.

I 1949 vandt Aage Kristoffersen endnu engang Derbyet. Efter sejrene i 1943 og 1944 med henholdsvis Ebbe Axworthy og Future samt en andenplads i 1946 var det igen tid til en imponerende sejr i travsportens største løb.

Sejren her i 1949 blev meget diskuteret i travsportskredse.

Det handlede om startafgangen, hvor Aage Kristoffersen trods startspor 18 formåede at køre til spids kort efter start – og dommertårnet deklarerede ikke omstart. Siden viste det sig faktisk, at Kuno, som Kristoffersen oven i købet selv var medejer af, blev årgangens bedste hest.

19 deltagere i årets Derby
Ikke mindre end 19 heste stillede til start i Derbyet 1949, og forhåndsvurderingerne lød på et forholdsvis åbent løb. Væddeløbsbladet tippede endnu en derbysejr til N. J. Koster i form af Kriterievinderen King Ben Jr. – og det gjorde de fleste travtrænerne også, mens Kuno var nævnt som nummer tre i tipsene i fagbladene.

King Ben jr. havde dog ikke Lundens bane som sin favoritbane. Komtessen havde Mark Ingdam vundet Derbyprøven med, og den var også et af de varme navne til titlen som Derbyvinder.

Om Kuno lød det på forhånd, at den havde stayeregenskaberne, men dens sidste starter havde ikke været noget at skrive hjem om. Blandt de 19 deltagere her i 1949 bemærkes en hest ved navn Kim, et navn der ellers allerede var brugt i den forrige K-årgang, fra 1925, og hvor denne Kim vandt Derbyet for Koster tilbage i 1929. Men nu sad Koster bag King Ben jr. En anden af deltagerne var Kommandant med træner Ernst Petersen, der betegnedes som en rigtig god stayer, og blev nævnt som en farlig outsider. Endnu en derbydeltager var Karola McElwyn, som denne skribent så løbe på Bornholm i 1960. Den på det tidspunkt 15-årige hoppe havde fået dispensation til at deltage i løbene på den nyanlagte travbane der.

Forud for søndagens Derby var der om torsdagen et stort arrangement på Charlottenlund-banen, hvor de populære og folkekære skuespillere Poul Reichardt og Osvald Helmuth, der begge boede tæt på travbanen, udtalte sig om derbychancerne. Danmarks Radio var også til stede over ved staldene og optog derbysnakken til aftenens udsendelse ”Aktuelt kvarter”.

Det lignede en omstart …
Det var kvælende varmt den julidag, hvor Derbyet skulle afvikles, så en del mennesker tog i stedet til skov og strand, men alligevel var der stort publikumsbesøg på Charlottenlund-banen.

På forhånd var starten det springende punkt. Med så mange startende heste kunne det godt ligne lidt kaos med datidens startmetode, idet det jo var inden startvognens ankomst i sporten.

Oplægget til starten til Derbyet i 1949 var følgende:

Man startede med en opsamling på 150 meter i tre rækker bag hverandre. Kuskene havde fået ganske bestemte instruktioner om at holde deres pladser, indtil startstedet var nær … men sådan gik det vist ikke. Kuskene fik f. eks. besked på, at der skulle køres langsomt indtil 20 meter før startstedet således, at alle ekvipager kunne slutte op – men baghestene, dem i tredje række, ja, de smuttede bare udenom!

Aage Kristoffersen bag Kuno var en af dem.

På trods af det blev der ikke dekreteret omstart. Så kuskene bag hestene i forreste række, og især dem der var placeret inderst til rækværket, kunne bare se til, mens konkurrenterne udvendig smuttede forbi. Sådan lyder referatet fra den noget specielle start af Derbyet 1949.

Kusken bag Komtessen, der blev nummer to, Mark Ingdam, hævdede da også til sin dødsdag, at han havde vundet Derbyet det år, hvis starten var forløbet korrekt.

Fotos fra Derbyet viser, at allerede 100 meter efter start førte Kuno og Aage Kristoffersen, trods den tredje række, klart. En af datidens travskrifter beskrev det på følgende måde:

I 1949 havde Aage Kristoffersen trukket nr. 19 med Kuno i derbyfeltet, og skulle volte i 3. række. Han vendte sin hest ude i banen, strøg af sted uden om de måbende konkurrenter, og var hurtigt langt foran, mens alle ventede på omstart. Men det blev der ikke, og Kristoffersen vandt sin tredje derbysejr.

Kuno holdt let den store føring helt til mål. Men tvivlsom start eller ej; det var nok årgangens bedste hest, der vandt, og publikum hyldede sejrsekvipagen med et stort bifald. Kuno var delejet af Aage Kristoffersen selv, resten var ejet af hans familie, og måske A. W. Larsen, ham med Ebbe Axworthy. Ejernavnet, Stald Bill, var navngivet efter Kristoffersens søn af samme navn.

Komtessen med Mark Ingdam blev nummer to trods en miserabel start, der bl.a. medførte en galop, mens Karla blev tredje, kørt af træner Børge Grandahl og trænet af Mark Ingdam. Nummer fire var Kommandant og Ernst Petersen, mens de sidste tre præmietagere var Kentucky (Gerhard Petersen), Klejs (Hans Hansen) og Karola McElwyn (Poul Grandahl). Hele fire heste blev diskkvalificeret for urent trav, deriblandt totofavoritten King Ben Jr.

Dopingprøver blev der taget af de tre første over mål i Derbyet 1949. Det var Steins Laboratorium, der stod for det, og resultatet kom frem i løbet af den efterfølgende uge.

Kuno efter Derbyet – en fin avlskarriere
Kuno var opdrættet på Danmarks dengang største travstutteri, Stutteri Karensdal. Han var efter Rex The Great og den amerikanske hoppe Sunny Morn, der også blev mor til bl.a. til Derbytreeren Eugen.

Det fortælles, hvorledes Kuno kom til Familien Kristoffersens eje: Aage havde kigget i en af stambøgerne fra DTC, og fandt, at den amerikanske Sunny Morn havde fået et hingsteføl efter Rex the Great. En fin krydsning, mente han.

I første omgang blev det dog ejeren af Derbyvinderen Ebbe Axworthy, A. W. Larsen, der købte Kuno sammen med Stutteri Lyngby – efter sigende for 6.000 kr. Senere var ejerne familien Kristoffersen og vist nok stadig A. W. Larsen, i fællesskab.

Kuno viste en del nervøsitet som 2-åring, men målbevidst arbejdede Aage Kristoffersen dog mod en deltagelse i Derbyet. Herlig er historien om, at Kuno var en selskabelig hest. Nok nervøs, ja, men på staldgangen ville den gerne følge med i alt, og derfor var der kun opsat en tværstang ind til dens boks. Selve boksdøren stod åben, når der var aktivitet.

Kuno forsatte i løbene i mange år, og gjorde det hæderligt. I alt blev det til 29 sejre, de fleste med Aage Kristoffersen som kusk, men hans søn, Bill Kristoffersen, vandt også flere løb med Kuno. En af dem var såmænd i et handicapløb i 1956, hvor Kuno havde fået 60 meters tillæg.

Allerede inden Kuno sluttede sin løbskarriere forsøgte den sig i avlen, hvilket ikke var normalt dengang. Kuno fik mange fine afkom, heriblandt adskillige med efternavnet Ørnebjerg, og som morfar gjorde han det også særdeles flot med bl.a. Derbyvinderne Osman Bogø og Karina Axworthy samt Krudt Ørnebjerg, der blev nummer to bag Karina Axworthy i Derbyet.

Tættest på en Derbysejr for et Kuno-afkom var Ny Ørnebjerg, der i 1971 blev nummer to bag Nu Bangsbo efter et uheldigt løb. Ny Ørnebjerg var solgt til Sverige, og den blev også avlshingst der. Der var generelt mange Kuno-afkom, der blev solgt ud af landet.

Af andre gode Kuno-afkom, kan nævnes heste som Leif Ørnebjerg, der satte ny dansk 2-årsrekord i 1967, Faust Søvang, Gilbert Houen, Davy, Danilo, Gilhelmine, Diktator, Prins Ørnebjerg og Ina Ørnebjerg.

Det var også et faktum, at denne dansk registrerede hingst, som Kuno var, i avlen ikke fik tilført så mange hopper, ej heller ikke de såkaldt bedste og fineste hopper.

Ørnebjerggård i Ølstykke
Et enkelt år var Kuno udstationeret i Jylland ellers stod den gennem alle årene i Ølstykke. Det var hos Viggo Poulsen, Stutteri Ørnebjerg.

Ølstykke var i mange år noget af et centrum for travsporten. Her i 2026 må det siges mere at være håndbold.

Ølstykke Travselskab blev stiftet i 1912, og der var egen bane, hvor der kørtes ”Ølstykke Derbyet”. Viggo Poulsens far var medstifter af dette travselskab i Ølstykke.

Viggo Poulsens nevø var nu afdøde Svend Aage Jensen, den særdeles kendte amatørkusk med flere championater, og som også var tilknyttet Ørnebjerg-stutteriet, der nu er omgivet af en masse parcelhuse. Svend Aage Jensen havde succes med en del Kuno-afkom, og var selv i en årrække bestyrer for stutteriet Ny Toftegård, en anden særdeles kendt hesteinstitution og uddannelsessted for hestefolk tilbage i tiden, også beliggende i Ølstykke. Viggo Poulsen døde i 1973 og Svend Aage Jensen i 2020.

Kuno virkede i avlen indtil 1969, hvor den således var 24 år gammel, og dens afkom vandt omkring to mio. kr., hvilket ikke er meget i vore dage, men dengang var det et pænt beløb.

Flest sejre i denne K-årgang fra 1945 fik Karensdal med 38 sejre.

---

Sejr i 3-års Grand Prix i Århus
Efter sine tre Derbysejre på blot syv år var der i 1950’erne ikke megen blæst om Aage Kristoffersen, omend han stadig indimellem skabte gode resultater.

I 1950 blev det til blot fem sejre, heraf to sejre med både Kuno og Ebbe Axworthy.

Året efter deltog Aage Kristoffersen kun 54 gange i løbene med seks årssejre som resultat, heraf de fire med Kuno, der i alt vandt fem løb, idet sønnen Bill Kristoffersen også vandt med Derbyvinderen. Desuden blev det til en tredjeplads i Mesterskab for Danmark for Kuno og Aage Kristoffersen.

I 1952 havde han ellers samlet, hvad travbladene dengang betegnede som ”efterhånden en helt god stald. Sidst har han modtaget Derbyets nr. 2 Masell samt de gode klasseheste Ole Sus og Penny Karensdal.” Det blev da også til syv sejre i 100 starter. Der var tre sejre med Ole Sus, og to med både Ota Karensdal og Kuno. Bill Kristoffersen vandt yderligere et par sejre med Kuno.

I 1953 virker det som det går fremad med Kristoffersen-stalden. Det bliver til 19 sejre i 152 starter. Flest (6) med klassehesten Pelikanen fra Johan Olsen Kofods Stutteri Cathrineberg. Desuden fire sejre med Pontiac og tre sejre med endnu en hest fra Kofod-stalden, Noel Hammer. Kuno var også stadig aktuel med to sejre.

Kristoffersen bliver endvidere i 1953 privattræner for hestene fra Stutteri Cathrineberg i Sengeløse, ejet af den excentriske bornholmer, Johan Kofod. Denne skiftede dog ofte træner for sine mange heste de følgende 15 år.

Allerede tre år forinden, i 1950, deltog Kristoffersen i endnu et Derby. Det var med en af Kofods heste, Little Boy, der dog sluttede uden for præmierækken. Han var også med i Derbyet i 1952 med Nelly Kignæs, men 1940’ernes Derbysucces for Kristoffersen kom ikke helt tilbage her i 1950’erne.

Aage Kristoffersen havde også fin succes med en anden Cathrineberg-hest, Pelikanen.

Pelikanen vandt bl.a. Jydsk 3-års Grand Prix i Århus i 1953 foran Pastime jr. (Svend V. Pedersen) og Peter Britton (Eli Andersen). Parret vandt også Kriteriumsprøven og blev nummer tre i Derbyet bag Princess The Great og Polonia.

De sidste år
1954-sæsonen byder på 12 sejre til Aage Kristoffersen. Flest løb (4) vandt han med Rollo Encore og to med den kommende, helt store stjerne fra Stutteri Cathrineberg, Ruder Konge. Ruder Konge og Aage Kristoffersen bliver desuden nummer to i årets Kriterium efter Robin og Mark Ingdam.

I løbet af 1955 mister Aage Kristoffersen successivt alle Cathrinebergs heste, og 1. januar 1956 bliver Thomas Hansen privattræner for den store stald.

I 1956 falder Kristoffersens cifre yderligere. Vi er nede på 45 starter og heraf er der fire sejre. To af dem er med Sophus Roy og Kuno. Den gamle derbyvinder er nu blevet 11 år. Denne vinder dog også et par sejre med Bill Kristoffersen, der virker som en eftertragtet amatørkusk. Bill vinder også sejre med Sophus Roy samt den gamle derbyvinder fra 1951, Minus.

I løbet af sæson 1956 runder Aage Kristoffersen sin sejr nummer 300. Af disse har han vundet flest sejre (21) med Future og Kuno, mens det blev til 20 sejre med Ebbe Axworthy, 16 sejre med Lauritz, 12 sejre med Hetta og San Walker og 11 sejre med Hidalgo Jr.

I 1957 nævnes nævnes Aage Kristoffersens væddeløbsfarver – Sort trøje med grønt bælte og sort hue – i Traver-Kalenderen, men de kom nok aldrig i brug i løb, da Aage Kristoffersen 1. april samme år afleverede sin trænerlicens. Den 12-årige Kuno – hans sidste hest – stopper også og går til avlstjeneste på Ørnebjerggård.

Klaus Kochs sidste oplysning:

-Kristoffersen havde kun Kuno til slut. Han havde godt nok haft en plag ved navn Alfredo, men den var nok væk, måske til Walther Kaiser Hansen. Selvom han ikke vandt så mange løb i dette tiår, så havde Kristoffersen en ret stor stald i 1953-1954 – Cathrineberg-stalden havde altid 11 heste fast på bane, og Aage Kristoffersen deltog i mange af årgangsløbene. Travsportshistorie.dk har i tidligere artikler fortalt om netop Stutteri Cathrineberg og Kofod, og også om deres bedste hest, den tredobbelte Danmarksmester, Ruder Konge

Omkring 1960 er Aage Christian Kristoffersen så viktualiehandler med bopæl i Gentofte Kommune, Strandvejen 325, Skovshoved, i samme bygning som i dag huser Skovshoved Dyrlægeklinik og det populære pizzeria Costa Smeralda. Sønnen Bill noteres tidligere som boende, Strandvejen 335.

---

Ansatte i Kristoffersen-stalden og gode minder om en speciel træner
Igennem sine 30 år som træner havde Aage Kristoffersen selvfølgelig en del ansatte, og mange blev selv trænere senere. Der var navne som Børge Grandahl, Benth Kyvsgaard, Preben Vebner, Jørgen Olsen, Per Hansen, og den mest kendte, Walther Kaiser-Hansen.

“Ingen kunne som Kristoffersen have indfølingsevne med hestene, ingen kunne drive en hest som ham, hans sjæl ligger i fingerspidserne. Han er nærmest i ekstase, når han kører, og hans sejrsvilje forplanter sig fra hænderne gennem linerne over i hesten” –citat af træner Preben Vebner, ansat hos Kristoffersen i fire år, fra 1945 til 1949.

Den festlige Walther Kaiser-Hansen har leveret mange oplysninger om Aage Kristoffersen:

-Jeg kom i hans stald allerede som 15-årig, og noget af det første han lærte mig var at tage en lille en på øjet om eftermiddagen.

-Aage havde sjældent noget stort materiale at arbejde med. Et år havde han kun en eneste hest. Knusende dygtig var han, men helt blottet for forretningssans. Måske derfor blev hans stald aldrig særlig stor. Til gengæld fik han meget ud af sine heste, og som træner var han ikke meget teoretisk. Skønt hans beskedenhed var stor, ja, han var nærmest selvudslettende, kunne temperamentet godt gnistre i selve løbene. Hans hue og kasket røg ofte af i løbene, og jeg tror faktisk, det var fordi håret rejste sig på ham. Han var kortklippet, og håret stod lige op i vejret, når han blev vred.

-Som kusk havde han en tilbøjelighed til at forsøge at køre i spids fra start, og det var vi bestemt ikke enige om. Mange har betydet meget for mig, både som travtræner og menneske, men jeg stopper altid ved Aage Kristoffersen.

-En mærkelig stille mand, og som lærte fra sig uden mange ord. Jeg skylder ham meget.

– Jeg var bl.a. hos Aage Kristoffersen i 1943, hvor han vandt Derbyet med Ebbe Axworthy. Ned gennem opløbet kæmpede Es med Koster og Ebbe Axworthy hårdt, side om side, og det var umuligt at afgøre, hvem der havde vundet løbet. Mens dommerne voterede, overlod Kristoffersen Ebbe Axworthy til mig, og jeg kørte rundt inde på inderbanen.
– Mange troede sikkert at Koster ville vinde fordi han var en større træner end Aage Kristoffersen, men Ebbe Axworthy blev altså ”hejst” som vinder. Kristoffersen – der altid blev kaldt ”Sørme halvt ud af sulkyen”, fordi han aldrig bandede, men kun sagde ”Det er sørme ikke så godt”. Han blev selvfølgelig ellevild, da derbysejren med Ebbe blev annonceret, og jeg gav ham en ordentlig lufttur!
– Dengang kunne man først få jockeylicens som 19-årig, og den første sejr vandt jeg med hesten Emo, der tilhørte Amager Travselskabs senere mangeårige formand, Axel Taarup, Stald K.B. På det tidspunkt var jeg hos Aage Kristoffersen.

– Da jeg kom hjem efter min soldatertid under krigen i Tyskland, blev jeg igen ansat hos Aage Kristoffersen og var bl.a. med, da Future i 1946 deltog i Skandinavisk Mesterskab på Solvalla. Danmark var repræsenteret af Future, Evanstone og Willy B, og vi staldfolk tog op med hestene en uge før løbet. Det var en meget spændende tur, slutter Walther nogle af sine erindringer.

I juli måned 1969 kunne Væddeløbsbladet oplyse, at den tidligere træner Aage Kristoffersen var død, 65 år gammel. Også i Berlingske, den 23.7.1969, stod dødsfaldet nævnt: ”Viktualieforhandler Aage Christian Kristoffersen var død”.

Sidste gang Kristoffersen sad i en travsulky, officielt, var da han i 1968 førte derbyfeltet op, selvfølgelig bag hans egen derbyvinder Kuno. I alt står han noteret for 302 sejre.

---

Kilder:

Diverse travblade m.m.

Korrektur m.m.: Klaus Koch

Slægtsoplysninger m.m.: Hans Larsen