Viggo Andersen
Portræt af fhv. Skive-, Lunden- og NFT-træner Viggo Andersen.
De fleste husker sikkert Viggo Andersen for hans mange år som træner på Nykøbing F. Travbane (NFT), men han startede faktisk sin karriere som træner på Lunden og var også i en kortere periode på Skive Trav, inden han i 1971 kom til Falster for at hjælpe træner Anthon Nielsen, der var blevet ramt af kræft. En rolle han overtog efter Preben Vebner, som valgte at prøve lykken på den nyåbnede bane i Billund.
Anthon Nielsen døde i 1973, hvorefter Viggo Andersen overtog ansvaret for stalden og han var på NFT til han stoppede i 1999.
Viggo Andersen er født og opvokset på Røde Mellemvej på Amager – tæt på Amager Travbane, og tidligt blev både han og storebroderen Hans (mangeårig træner på Lunden) bidt af travsporten. Faderen var skraldemand med hestevogn, så i baghaven var der opstaldet fire heste.
Han startede som 16-årig hos Carl Nielsen og kom senere til Oluf Månsson, Gunnar Jensen og Palle Sperling, hvor han var ansat, da han i 1959 bestod sin trænereksamen – i øvrigt sammen med Peter Bratholm, Ole Boelskov Hansen, Enrico Haupt, Dan Jensen, Benny Jørgensen, Leif Løfgren, Jørgen Mortensen, Ole Nexø, Erik Nielsen, Jørgen Olsen, John Petersen og Aage Wellejus.
I 1960 startede Viggo Andersen, der vandt sin første sejr med sin egen Ulven, som træner på Lunden, men konkurrencen var for hård, så da han fik mulighed for et job hos legendariske Billy Haughton i USA, sagde han farvel og tak til dansk travsport – for en tid.
Efter USA-opholdet vendte han atter hjem til Danmark, hvor han 1. januar 1962 igen startede som træner på Lunden.
I 1970 kom Viggo Andersen til Skive, hvor han var privattræner for storstalden Stald Højgård (Hans Højgård), der bl.a. havde købt flere heste af Laursen-familien.
Året efter kom han som nævnt til NFT, hvor han i sin ”storhedstid” havde op mod 40 heste i træning.
Viggo Andersen har bl.a. vundet Dansk Trav Kriterium med Ronson R og Mesterskab for Danmark med Herold Samson. Han havde også fin succes med bl.a. Fyrst Samson, Groggi Axworthy, Equus The Great, Knold, Bolzano, Kornet Orbit, Racy Bell, Ringo The Great og Frk Farø – og så er Hoppe Derby-vinderen Diva Derm faktisk kørt til hos Viggo Andersen.
Mange senere trænere har desuden fået en del af deres uddannelse hos den dygtige hestemand, heriblandt Mogens Larsen, Bjarne Schnell, Børge M. Rasmussen, Peter Petersen og Peter Laursen.
Viggo Andersen – som døde på sin 80-års fødselsdag, 1. marts 2016 – vandt i alt 425 løb.