Svend V. Pedersen

Danmarks ældste nulevende forhenværende travtræner, 90-årige Svend V. Pedersen kan se tilbage på et langt liv med heste, men det har også sin pris at blive gammel (Travservice.dk 2012)

Interviewet blev lavet i 2012. Svend V. Pedersen døde den 17. december 2016.

– Man taler så meget om at det er godt at blive gammel, men når man når min alder er der også en bagside. Det er ikke sjovt når alle venner og bekendte er døde og borte …

Svend V. Pedersen kunne den 19. april i år fejre sin 90-års fødselsdag, men selvom han stadig bor på ejendommen i Skåde syd for Århus og klarer sig selv, er alting ikke som det var engang. For 11 år siden mistede han således sin hustru gennem 55 år, Barbara, som endelig fik fred efter otte års ulige kamp med Parkinsons.

Barbara var datter af den engelskfødte galoptræner Jim Allen, som i mange år var træner på Saralystgården i Århus, og hun vandt selv flere løb som amatørrytterske, men det var inden hun mødte Svend, som nu sidder tilbage med minderne – bl.a. en smuk pokal fra en af Barbaras sejre.

Men tag ikke fejl af Svend, selvom dåbsattesten siger 1922. ”Pæren” fungerer stadig som den skal og når han først begynder at fortælle om de go’e gamle dage, er han næsten ikke til at stoppe igen.

– Jeg havde en dejlig tid på travbanen. Det var dengang der var noget ved at være travtræner – i dag knokler de fra morgen til aften og kører løb fire-gange om ugen, siger Svend, som var selvstændig træner i 47 år – det er kun de færreste, der oplever det.

– Du skal huske på, at de første mange år kørte vi kun løb syv-otte måneder om året og vi rejste ikke så meget rundt som man gør i dag. Det var i hvert fald ikke noget for mig. Jeg har da vundet løb på de fleste danske baner, men jeg holdt mig næsten udelukkende til Århus igennem alle årene.

Masser af heste
Med i alt 878 sejre kan Svend V. Pedersen se tilbage på en flot karriere med bl.a. otte trænerchampionater på Jydsk Væddeløbsbane i årene 1947-59.

– Jeg havde i mange år fast 20-25 heste i træning og dertil kom dem, jeg havde stående hjemme på gården, men frem til engang i midten af 60’erne var der nogle regler for, hvor mange heste vi måtte have i træning i løbet af en sæson. Vi måtte have max. 25 heste og max. 15 ”skift” – dvs. man kunne have max. 40 forskellige heste i stalden i løbet af en sæson, fortæller Svend, som blev gift med Barbara i 1946. De første mange år boede parret i lejlighed i boligkomplekset Kildegaarden, men i 1958 købte de ejendommen Jelshøjvej 31 – for 125.000 kroner.

– Der hører 15 tdr. land til gården, som dengang lå lidt uden for byen, men efterhånden er Skåde vokset sammen med Århus. Det var oprindeligt en almindelig landbrugsejendom, men efterhånden fik jeg bygget i alt 28 bokse. Til at starte med satte jeg en mand til at bygge otte bokse, men de var næsten fyldt op inden de var færdige, så han fortsatte bare – ja, selv hønsehuset blev bygget om til hestebokse!

– Jeg havde 25 heste på banen og om sommeren gik der ofte 40-50 heste herhjemme, så der var nok at se til. Jeg har også haft flere avlshingste stående gennem årene – den første var den svenske Derbyvinder Presidenten, som jeg selv senere købte, og den sidste var Lord Valentines helbror, Victory Dinner, som jeg havde lejet i Norge. I bedækningssæsonen bedækkede vi nogle år op mod 100 hopper.

Fire staldfolk og god økonomi
Svend V. Pedersen lægger ikke skjul på, at han i mange år drev en rigtig god forretning, hvor han tjente mange penge.

– Jeg er ikke blevet velhavende, men dengang jeg havde mange heste var økonomien anderledes end i dag. Der var bl.a. nogle regler om at man skulle have en staldmand for hver syv heste, så jeg havde ofte tre-fire staldfolk, men dengang gik halvdelen af træningspengene på 200 kr/måned til staldfolkenes løn, så jeg havde jo selv hvad der svarer til fire almindelige staldefolke-lønninger og det var egentlig udmærket, siger Svend.

– Tiderne var anderledes dengang og vi tog det hele lidt mere stille og roligt ind i dag. Når vi havde trænet om formiddagen, var der tid om eftermiddagen til bl.a. at tage ud og se på heste rundt omkring. Jeg har købt og solgt mange heste gennem årene, bl.a. til Norge, hvor jeg faktisk stadig har nogle bekendte, selvom mange af dem også er væk efterhånden.

Svend V. Pedersen vandt bl.a. Jydsk 2-årings Grand Prix med Pastime Junior (1952) og Rex Maritza (1953) samt Provinsmesterskabet i 1960 med Valdemar.

– Jeg startede faktisk ikke så meget i årgangsløbene. Jeg ville hellere vinde mange løb med en hest frem for et årgangsløb, hvor hestene ofte får så mange penge ”på nakken” at de senere har svært ved at klare sig. Det var min holdning og heldigvis var mange af mine hesteejere enige, smiler Svend, som f.eks. aldrig har startet i Dansk Trav Derby.

– Jeg tror da godt at nogle af mine heste kunne ha’ klaret sig i Derbyet, bl.a. Pastime Junior, som var et meget stort talent.

Læretiden
Svend Verner Pedersen kom til verden i 1922, men i første omgang var der ikke meget der pegede i retning af en fremtid med heste. Svends far var vognmand i landsbyen Lillering mellem Århus og Silkeborg, men naboen var til gengæld travinteresseret og havde fire-fem heste, som startede på Jydsk Væddeløbsbane.

– Jeg var omkring 12 år da jeg begyndte at komme med ud på væddeløbsbanen og blev ret hurtigt fanget af interessen, så da jeg gik ud af skolen, faldt det naturligt at jeg skulle være staldmand, fortæller Svend.

– Jeg startede i første omgang hos Hemming Andersen på JVB, men han havde ikke så mange heste, så efter et halvt års tid flyttede jeg over til Gunnar Vang Andersen, hvor jeg var i 7½ år indtil jeg startede for mig selv. Jeg startede med 55 kroner om ugen og det var endda udregnet efter 56 timer. Dengang havde man ikke meget frihed; den eneste årlige fridag jeg havde i de år jeg var staldmand, var faktisk Juledag. Men det var ikke noget man tænkte over dengang – man var bare glad for at have et arbejde.

– Den første sejr vandt jeg med hoppen Jolly Miss da jeg var 18 år og det har jeg en lille sjov historie om. Da Jydsk Væddeløbsbane blev bygget om i 1940 – inden da var der en niveauforskel på ikke mindre end otte meter – blev jeg sendt til Odense med seks af staldens heste, bl.a. Jolly Miss, som var meget sensibel hoppe. Dengang var alle boksene helt lukket, så hestene stod nærmest som i et fængsel og det er i grunden mærkeligt, at ingen havde fundet ud af at det på ingen måde var gavnligt for deres psyke. Der var kun en lille lem i boksdøren, som man kunne åbne hvis man ville kigge ind i bokset, men intet andet.

– Jeg fandt så ud af at Jolly Miss kun ville spise når lemmen stod åben, og det endte med at hun faktisk vandt flere løb den sæson. Historien gentog sig så da vi kom hjem fra Odense og jeg spurgte så Gunnar Vang Andersen, om jeg måtte lave noget tilsvarende. Det måtte jeg gerne, og da Jolly Miss fortsatte succesen, syntes Gunnar at vi også skulle åbne de andre bokse op – dvs. vi lavede tremmer både imellem boksene og ud til staldgangen, som man kender det i dag på alle væddeløbsbaner. Det var faktisk starten på at boksene generelt blev mere åbne på alle baner.

– Mange år senere var jeg i øvrigt også den første, der fik lov til at lave nogle indhegninger til mine heste inde på væddeløbsbanen. Det er jo ikke hestenes natur at stå i en boks 23 timer i døgnet, men det fandt mange af mine kollegaer heldigvis også ud af efterhånden.

Trænerchampion i sin tredje sæson
Svend V. Pedersen var blot 23 år da han startede som træner i Århus. Det var egentlig planen at have ventet et par år inden han skulle stå på egne ben, men sådan gik det altså ikke.

– Det var egentlig ikke meningen at jeg skulle være træner allerede – jeg var trods alt kun 23 år, men en af Gunnar Vang Andersens hesteejere pressede på og lovede mig fire heste, bl.a. to af banens bedste heste – Franklin og Effendi – men nogle omstændigheder gjorde, at han sprang fra og kun sendte to ikke særlig gode heste i træning hos mig. Heldigvis havde jeg også fået et par andre kontakter, så jeg startede med seks heste i stalden. Det var ikke de store stjerner, men jeg vandt da alligevel en del løb det første år, siger Svend, som vandt sin første sejr som træner med hesten Allan Dear.

– De to første år blev hhv. Gunnar Vang Andersen og Ernst Pedersen trænerchampion i Århus, men i ’47 lykkedes det mig for første gang at blive champion med 20 sejre – og så blev jeg altså champion yderligere syv gange, heraf fem år i træk i 1949-53. Jeg mener dog også, at min stald ofte var den mest vindende selvom jeg ikke vandt flest løb.

Foruden Pastime Junior, Rex Maritza og Valdemar har Svend V. Pedersen haft mange andre fine heste i sin varetægt gennem årene – bl.a. Ferdinandi Olympia, der vandt sine første ni starter, Timbo og Mckinley, der begge vandt over 20 løb.

Svend V. Pedersen har også uddannet mange senere trænere, heriblandt Johnny Hill, Benny Jørgensen, Børge Simonsen og Preben Munch.

Om pampere og travheste
Svend V. Pedersen var i mange år formand for den lokale travtrænerforening på Jydsk Væddeløbsbane og i den egenskab forhandlede han bl.a. fagforeningstariffer med formanden for chaufførernes fagforening i Århus, Oluf Jespersen, som var en hård nød at knække.

– På et tidspunkt, hvor det hele kørte lidt for meget i ring, sagde jeg: Sådan nogle pampere, I skulle prøve at købe en travhest, så I kunne forstå hvad det er vi taler om! ”Har du nogen til salg”? sagde Oluf så – ”Jo, jeg havde da nok et par emner”. Jeg havde bl.a. en hest, som havde vundet fire løb i træk og det endte med, at de kom ud på banen dagen efter og se på hesten – og vi fik da også handlet, griner Svend.

– Dagen efter spurgte de mig: Hvordan pokker bar du dig af med af få den overenskomst igennem? – og inden jeg nåede at svare, var der en anden der sagde: ”Han solgte sgu da bare en hest til formanden! ”

”Aviserne har næsten glemt travsporten”
Der er sket mange forandringer i dansk travsport siden Svend V. Pedersen for første gang satte sine ben på Jydsk Væddeløbsbane i 1934 – bl.a. fylder sporten langt mindre i medierne end dengang.

– Det virker som om aviserne næsten har glemt travsporten, siger Svend.

– Før i tiden var der alene i Århus fire aviser, som dækkede løbene på Jydsk Væddeløbsbane – Jyllandsposten, Århus Stiftstidende, Amtstidende og Demokraten – med foromtaler og løbsreferater. Dengang var der mange journalister, som interesserede sig for trav og jeg har altid haft et godt forhold til dem – altså lige bortset fra Jyllandspostens Orla Johansen, som godt kunne være noget af en bandit. Han spillede meget i løbene og når det gik dårligt med spillet, fik man det at føle i avisen bagefter.

– På et tidspunkt så han sig også gal på mig og det endte med at jeg smed ham ud af stalden. Han klagede til banens direktør, som heldigvis gav mig medhold, men det var ikke altid rar læsning når Orla Johansen foldede sig ud. I forbindelse med Provinsmesterskabet i 1960 skrev han f.eks. at det var uansvarligt af mig at anmelde Valdemar, som slet ikke rakte i den klasse, og desuden havde jeg en bedre hest i stalden – mente han. Jeg vidste imidlertid godt, at Valdemar var den bedste på den aktuelle distance og han vandt også løbet. Siden dengang blev tonen lidt mildere, smiler Svend.

Vandt sit sidste løb
Svend V. Pedersen var aktiv til det sidste og sluttede, om ikke på toppen, men trods alt som vinder, idet han vandt sit allersidste løb d. 12. december 1992 på Jydsk Væddeløbsbane med hesten Pecunia.

Herefter trak århusiansk travsports grand old man sig tilbage efter 65 år i travsportens tjeneste, og selvom han stadig følger med på sidelinjen, savner han ikke miljøet på sin gamle arbejdsplads.

– Pecunia kunne godt ha’ fortsat med at løbe efter jeg stoppede, men omvendt havde jeg heller ikke lyst til at kun at træne og lade andre køre, så det blev ikke til noget.

Svend havde selv anlagt træningsbane på gården, men den er for længst borte og jorden er udlejet. Staldene står stort set tomme, bortset fra tre rideheste, så alt i alt minder det hele om en tid der var engang.

– Jeg tager aldrig ud på væddeløbsbanen mere – jeg bli’r faktisk i dårligt humør af det; der er trods alt mange dejlige minder og jeg kender ikke ret mange mennesker derude. Jeg har dog stadig kontakt med Anne-Grethe Jensen fra sekretariatet, som er kommet hos mig siden hun var en 11-12 år og hun ringer stadig af og til hvis hun er i tvivl om noget fra gamle dage, smiler Svend, som bortset fra lidt slidgigt har det godt rent fysisk.

– Jeg begyndte at få slidgigt sådan for alvor for 1½ år siden og det er ved at tage pippet fra mig. Når jeg kommer ud og rører mig går det meget godt, men når man så kommer ind og sætter sig i sofaen, kommer det igen. Desværre er der ikke så meget at gøre ved det, men jeg tager da nogle Panodiler engang imellem når smerterne ikke er til at holde ud.

– Men jeg klarer stadig det hele selv. Vi fik hjemmehjælp da min kone var syg, men jeg får ingen hjælp udefra og har ikke lyst til at komme på plejehjem – jeg ser det som et venteværelse …  og så længe jeg kan klare mig selv, bliver jeg her.

Svend spørger om jeg vil ha’ en øl til, men interviewet er ved at være slut, så jeg siger pænt Nej Tak.

– Jeg har altid røger og drukket med måde, men der skal omvendt også være noget livskvalitet. Jeg vil hellere ha’ 80 sjove år end 90 kedelige!

– Al den sundhedssnak giver jeg ikke meget for. I gamle dage var alting økologisk, og folk døde da alligevel. Da jeg var barn og ungt menneske røg kvinder slet ikke; dvs. i min barndomsby var der kun én kvinde der røg, min svigerinde, og hun blev sgu da 86. Jeg har aldrig sagt Nej til livets glæder – ellers bliver det hele for surt. Det er MIN filosofi! slutter Svend V. Pedersen.