Sofus tryllede med Ilka Nichols og vandt sin sjette derbysejr i 1947

Af Kenn Erik Bech

Sidst i august, på Charlottenlund Travbane sker det. Så afgøres hvem der til ”evig tid” skal indskrive sig i de historiske travanaler i Danmark over Derbyvindere. I-J-hestene fra årgang 2020 skal afgøre Derbyet 2024. Vi er tilbage i 1947, hvor I-J-hestene var hver sin årgang. I 1947 vandt Ilka Nichols Derbyet, året efter var det Jolly.

I en række artikler i den kommende tid her på travsportshistorie.dk fortælles om de derbys, hvor det er I-J-hestene, der har vundet årets Derby. Det drejer sig om følgende:

I’m A Photo 2005 – artikel 1 – er offentliggjort

Indus 1986 – artikel 2 – er offentliggjort

If Klokkedal 1967 – artikel 3 – er offentliggjort

Jolly 1948 – artikel 4 – er offentliggjort

Jim Bingen 1932 – artikel 6

Johnny Finance 1928 – artikel 7

Ingolf 1909 – artikel 8

og her Ilka Nichols 1947 – artikel 5.

 

Ilka Nichols var efter Sally Nichols, født i USA, og foruden Ilka blev Sally også mor til årgangshesten og avlshingsten Percy Nichols, som Sofus Sørensen også startede i med i Derbyet.

Ilka Nichols benævnes som en jævn hest, men 60-årige Sofus Sørensen tryllede til en lidt heldig sejr. Sofus fik hermed sin sjette, og sidste, derbysejr, hvoraf de to var vundet i Sverige.

Ilka vinder også Kriteriet

At Ilka Nichols skulle være en jævn hest, var måske en lige frisk nok betegnelse, i hvert fald vinder den også Dansk Trav Kriterium

Opdrætter og ejer af Ilka Nichols var Oluf Hansen, der startede sine heste under pseudonymet Mr Basse. Han ejede både moderen og også faderen, Silver Prince.

Oluf Hansen ville gerne sælge den dengang unge upålidelige hoppe, der også løb lidt pasgang ind imellem. Men sammen med Sofus Sørensen blev han enig med sig selv om at give hoppen endnu en chance. Det med at have ejet både faderen og moderen spillede sikkert også ind for Olaf Hansen.

Træningen blev intensiveret og hårdere, og det gav åbenbart pote. Ilka begyndte at vinde løb allerede i 2-årssæsonen.

3-års sæsonen blev virkelig flot med fire sejre, heraf den ene endda i Kriterium!

Her vandt hoppen foran Isak/Hans Hansen og Indian Britton/Paul Groch. Ilka Nichols blev årets hurtigste 3-års hoppe, og den viste, at den godt kunne stå distance.

Derbyets gang med en vis dramatik – Sofus fortæller

I Derbyprøven fejlede Ilka Nichols fra start, men blev alligevel nummer to efter Isak/Hans Hansen.

Alligevel tvivlede Sofus Sørensen på en Derbysejr med Ilka. Sofus fortalte selv efter den store sejr:

-Nej, jeg regnede ikke med en Derbysejr, og da det tilmed var en våd og fedtet bane, syntes jeg, at chancerne dalede endnu et stykke, så mine forhåbninger var kun små, da vi kørte ud til start.

-Én ting har jeg dog lært: Man må aldrig give op – intet løb er tabt før målstregen er nået. Og denne sætning stod fastprintet i min hjerne, da starten gik, og jeg i første omgang så, at de værste konkurrenter, Isak og Indian Britton, stikke af.

-Så er det løb kørt, tænkte jeg.

-Jeg havde nok at gøre med at holde Ilka på benene i den fedtede bane. Men hun har to ting, som kræves for at vinde Derby: Lunger og ben. Og Sofus fortæller også om episoden i opløbssvinget, hvor Ilka, for anden gang, fejler:

-Hun fejlede pludseligt, jeg gjorde så noget, jeg sjældent gør – satte hende temmelig hårdt. Gerhard Petersen sagde bagefter, at Ilka havde generet hans hest, Ido C.

-Det kan tænkes, men at jeg med vilje skulle have prøvet at ødelægge en konkurrent er hen i vejret at påstå, fortalte Sofus Sørensen i sejrsinterviewet.

– Jeg havde for travlt til at tænke sådan, og ønsker desuden heller ikke at genere nogen. I sin tid mistede jeg en Derbysejr, da en af mine heste blev bange for en konkurrents noget for livlige pisk. I travløb sker ofte hændelige uheld, – og skulle det denne gang være min hest og mig, der har været medvirkende til noget i den retning, beklager jeg det. Denne episode var et lille skår i min glæde over Derbysejren. – Så vidt Sofus Sørensen.

Et Derby hvor der skete meget

Derbyet i 1947 blev under alle omstændigheder betegnet som et rodet og forkørt løb. Det var ventet, at hestene Isak, Indian Britton og Ido C skulle afgøre løbet, men Sofus Sørensen og Ilka ville det altså anderledes.

Isak førte derbyet til at begynde med. Hans Hansen ville ikke vige sin inderbane trods hårdt pres fra Indian Britton, mens Sofus Sørensen forsøgte at balancere sin hoppe indenom en anden i førergruppen, Ido C/Gerhard Petersen. Det gik galt, og det blev til galop for parret.

Med en omgang tilbage var Ilka Nichols igen nået op til førerhestene. Indian Britton fejlede, og nu lå Ilka Nichols som anden. Men så skete der igen noget.

Isak, den førende, blev pludselig meget træt med en halv omgang tilbage, og sørme om ikke Ilka fik galop på igen, episoden som beskrevet tidligere, – set fra Sofus Sørensens vinkel. Den var dog kort, Ilka’s galop, og Ilka Nichols og Sofus Sørensen nåede målstregen først i vores største klassiske løb. Anden var Ido C, mens Isak holdt til tredjepladsen.

Isak, her med Aage Hansen, blev årgangens oftest sejrende hest. Den blev senere avlshingst.

Efterfølgende mente nogle altså, at Sofus Sørensen ”myrdede” Ido C i sidste sving, da Ilka Nichols galoperede, i hvert fald blev Ido C sinket. Det blev også antydet, at Ilka godt kunne være blevet diskvalificeret efter sine to galopper, og selv dens trav fik ikke de store roser.

Følhoppe men uden succes

Men Ilka Nichols var nu både kriterium- og derbyvinder. Den robuste hoppe startede flittigt de næste par sæsoner. 36 årsstarter både i 1948 og 1949, med tilsammen 6 sejre. Det var vel ok, men alligevel lød det, at dens udvikling godt kunne have været bedre.

I 1950, som 7-årig, var sidste år med start for den nu aldrende hoppe, vinder af Derbyet i 1947. Det blev til 2 sejre i 24 starter, totalt set 17 sejre. Oftest sejrende hest i årgangen var Isak (se foto) med i alt 41 sejre.

Ilka Nichols kom som følhoppe til Nordjylland hos travformand Peter Lind, men dens otte afkom viste ikke noget særligt.