Her er mit liv (2006)

Her kan man sidde og lufte sine egne tanker og meninger – uden at skulle stå til regnskab for andre end sig selv!

Jeg har valgt at indlede blødt med at fortælle lidt om mig selv og mine oplevelser i travsportens forunderlige verden. Første kapitel omhandler min aktive “karriere” som kusk.

Jeg er 41 år og har været bidt af en gal travhest i 30 år siden min nu afdøde Morfar – Frederik Jensen – blev engageret til at udføre tømrerarbejdet på det nye staldbyggeri i Bjæverskov, Skovbo Travbane.

Heste har altid haft min store interesse. Ikke kun fordi jeg er vokset op på landet på Sydsjælland, men de store smukke dyr har altid fascineret mig på en eller anden uforklarlig måde. Således begyndte jeg at gå til ridning som 9-årig, men varmblodshestene måtte snart vige for travhestene.

Min første og eneste ridehest var i øvrigt en travhest! Han adlød navnet Prins, men var egentlig døbt Steen Rex efter den kendte tophingst Winston Rex af Hoping Frisco og var fem år, da vi mødtes i foråret 1976.

Efter en kort og mindre glorværdig karriere hos Jørgen Larsson på Skovbo var Steen Rex opgivet og billigt til salg. Enden på historien blev at min morfar købte hesten af den daværende ejer, Børge F. Larsen (senere ejer af bl.a. Ejby Cup og Hasty Bambino) for 5.000 kroner.

Desværre for Prins mistede jeg hurtigt interessen for rideheste, og efter min mor havde forsøgt sig som en ny Lis Hartel, endte han livet som ridehest på en rideskole i Skuderløse i nærheden af Haslev!

Første gang jeg stiftede bekendtskab med travsporten var d. 28. marts 1976, hvor jeg sammen med min morfar overværede den allersidste løbsdag på Amager Travbane.

Staldbyggeriet på Skovbo var på daværende tidspunkt i fuld sving, og d. 2. maj kunne man slå portene op til den nyeste og mest moderne travbane i Danmark. Med 10.000 tilskuere og en million-omsætning var successen en realitet fra første dag.

Succcessen fortsatte i de kommende år, men som i eventyret om konen med æggene, bristede ballonen da ledelsen fik “storhedsvanvid” – men derom senere.

Første gang jeg sad bag en travhest var i sommeren 1977, hvor jeg kørte en træningstur med Vupti Marielund sammen med amatørkusken Søren Sørensen – søn af A.T. Skovbo’s tidligere formand og mangeårige bestyrelsemedlem, Svend Aage Sørensen, Stutteri M.M.

M.M. var en forkortelse for “Mariendals Mølle” – en brødfabrik i Roskilde, der bl.a. fremstillede de kendte Bobs Hundekiks. Min morfars storebror, Otto, var i mange år ansat på Mariendals Mølle, og på den måde lærte min morfar Svend Aage Sørensen at kende.

Det udviklede sig til et nært venskab og medførte bl.a. at Morfar kom med på staldbyggeriet på Skovbo Trav. Han var også med i “fase II” i 1979/80, der bl.a. omfattede staldbygningen med staldcafeteriaet Tutten på 1. sal. Jeg har på den måde fulgt Skovbo både foran og bag kulissen fra allerførste færd.

Som teenager drømte jeg om at blive travtræner, så da vi skulle i erhvervspraktik i 9. klasse var der ingen tvivl i mit sind. Jeg skulle ud på travbanen, hvor jeg tilbragte en uge hos mit store idol, Kurt Køppen. Stalden talte dengang topheste som Uffe Mac, Uffe Vallund, Watergate og Derbydeltageren Brooklyn.

Jeg troede selvfølgelig jeg skulle ud og køre travløb fra første dag, men jeg blev klogere. Det nærmeste jeg kom føromtalte stjerner var at spule deres fusser efter træningsarbejderne, og så fik jeg ellers en masse øvelse i at feje staldgang!

Nå, men jeg lod mig nu ikke slå ud af den oplevelse, og de to efterfølgende somre var jeg “ansat” som staldmand hos hhv. Anders Jensen og Harald Lund.

Hos Anders Jensen fik jeg masser af køreture, og jeg førte minutiøst regnskab med hvilke heste jeg kørte hvilke dage. Heste som Conny Phil, Truska Bakkely og kæmpestore Bonny Øst var mine favoritter. De to førstnævnte blev siden “forældre” til Ken Ecce’s sejrshest Jagtfalken, men det er jo en anden historie …

Førstemand i stalden var jockey Per M. Olsen, som selv ejede sejrshesten Florence Bogø, som han vandt mange løb med. Jeg mener han blev jockeychampion et år, men er ikke helt sikker.

Jeg havde en dejlig tid hos Anders Jensen og lærte en masse grundlæggende ting om træning og pasning af travheste. Anders var en meget rar og sympatisk mand, som jeg kun har gode minder om. Desværre er både Anders Jensen og Per M. Olsen forlængst væk. Anders blev dræbt i en trafikulykke – vistnok i begyndelsen af 90’erne – mens Per døde nogle år senere efter lang tids sygdom. Begge i en alt for tidlig alder.

Anders Jensen var uddannet hos Harald Lund, som var træner på Skovbo i en kortere periode i 1981-82. Han havde stadig sin stald på NFT, men ville også have en fillial på Skovbo, hvor han startede hver eneste løbsdag.

Henrik Mortensen, Johnny Jørgensen og Henrik Thomsen passede stalden på Skovbo, mens Harald kom et par gange om ugen – bl.a. lørdag, hvor mange af hesteejerne kom forbi for at se deres heste.

Jeg var staldmand hos Harald i sommeren ’81 og her fik jeg også masser af køreture – så mange, at jeg til sidst opgav at holde regnskab!

Det var hos Harald jeg fik nogle af mine første store oplevelser inden for travsporten.

Mit første hurtigarbejde kørte jeg med hesten Donny Bogø, som var ejet af Ellen og Hans Petersen fra Fakse Ladeplads. Et ældre ægtepar, som jeg kendte ganske godt fra de ugentlige løb – de havde nemlig bord i restauranten ved siden af os!

Ja, det vil sige, jeg kørte også et “hurtigarbejde” med 3-årige Ecce, som var ejet af Ken Ecce og Tutten’s første forpagter, Tage Overgård. Det var egentlig meningen, at jeg skulle køre et almindeligt langsomt arbejde med Ecce, men pludselig tog fanden ved hesten og jeg kunne ikke få den til at slappe af igen.

Vi fortsatte fire-fem omgang i fuld fart, men selvom alle på banen formentlig havde set min “opvisning” med Ecce, var der ingen, der sagde et ord da jeg kom ind i stalden igen. Bortset fra Ken Ecce.

“Den drog vist af med dig!” konstaterede han tørt, og det kunne jeg jo kun give ham ret i!

Episoden med Ecce står stadig tydeligt i min erindring – selvom der har været flere andre lignende oplevelser i min tid som staldmand.

Efter en længere pause startede jeg i sommeren 1986 hos Arvid Olsen, hvor jeg samme år fik TU-licens. “Verdensmesteren” var klar til at vise sine evner!

Debuten fandt sted d. 13. oktober ’86 med Gejo Nyhave, der var ejet af Carsten S. Nielsen. Jeg var ikke blandt de mest betroede – tværtimod kunne Gejo Nyhave kun overraske – og jeg havde på forhånd fået besked på at tage den med ro. Give hesten et afventende løb og evt. køre til slut, hvis der var kræfter sparet.

Desværre blev min første start et sandt mareridt for en nyudklækket travkusk. Gejo Nyhave pullede vanvittig hårdt fra start og jeg måtte vikle hænderne ind i håndstropperne for at forhindre den i at løbe henover de foranliggende. Jeg var rædselsslagen og bange for at han skulle stikke af med mig – igen dukkede “Ecce-episoden” frem i erindringen.

Det lykkedes mig at dæmpe Gejo Nyhave så meget, at der ikke var noget som helst at køre med, da jeg trak ud i tredje spor ind i sidste sving, men jeg faldt med æren i behold – selvom mine arme rystede og var tunge som bly dagen efter!

Gejo Nyhave kom i øvrigt aldrig til start igen og Carsten S. Nielsen forsvandt nærmest ud af travsporten i mange år. Hvorfor ved jeg ikke.

I den næste start gik det meget bedre. Via min morfar kendte jeg bestyrelsen i A.T. Skovbo, som tilsammen ejede Fan Senator. En sød og stabil handicapper, der altid gjorde sit bedste og var meget let at køre – også for en uerfaren kusk.

Den første start med Fan Senator resulterede i en flot tredjeplads efter en fin afslutning i opløbet. Jeg var stolt af min kørsel og fik også ros af Arvid & Co., så alle var glade og jeg var ikke i tvivl om, at jeg var den nye topkusk!

Jeg kom imdierltid hurtigt ned på jorden igen, selvom der var genvalg i sulkyen bag Fan Senator i det næste TU-løb. Never change a winning team.

I mellemtiden havde Arvid Olsen vundet et handicap med hesten, så jeg var overbevist om, at min første sejr var inden for rækkevidde. Vi havde 60 meters tilæg, så jeg var tvunget til at tage den med ro fra start.

Imidlertid var jeg som nævnt overbevist om at jeg skulle vinde løbet, så tidligt sendte jeg Fan Senator afsted i tredje spor, men vi blev hængende og sluttede uplaceret. Nedtur!

Da jeg kom ind i stalden var Fan Senator træt – meget træt – og han pustede og “skummede” meget. Forståeligt efter det løb jeg gav ham, men jeg måtte jo finde på en undskyldning.

“Hvad skete der?” spurgte staldpigen, Annette Müller, da jeg kom ind i stalden.

“Han pullede utroligt meget, så jeg var nødt til at køre frem” lød det begavede svar.

“Nå, det plejer han ellers aldrig at gøre – vi skal nok lige tjekke ham igennem!” sagde Annette.

Jeg nåede at køre 10-12 løb som TU-kusk. Denne licenstype findes ikke mere, og desuden er jeg blevet for gammel! Dansk travsport er dog ikke gået glip af det store.

Udover Fan Senator har min – på papiret – bedste chance været med Eivind Schnell-trænede Grev Danner, der stod fra spids. Også en sød og stabil hest, som efter sigende var meget nem at køre.

“Du skal enten tage spids eller tage ryg på den førende – så kan det ikke gå helt galt. Du må bare ikke trække ham ud før opløbet!” sagde Eivind inden løbet.

Det gik også fint. Jeg fik ryg på den førende, men med ca. 700 meter tilbage synes jeg den foranliggende virkede træt, så jeg trak Grev Danner ud til angreb. Bam! Han galoperede og alt var tabt. “Idiot!” sagde jeg til mig selv, men da var det for sent.

Tja, verdensmester blev jeg aldrig, og selvom jeg til dato har kørt ca. 15 løb, er tredjepladsen med Fan Senator det største resultat jeg kan prale med – men det har været sjovt og jeg kunne stadig godt tænke mig at køre travløb igen.

De sidste tre starter har været i de såkaldte “Eksperternes Specialløb” for journalister, officials m.m. Eneste krav for deltagelse er at man har eller har haft licens, og det har givet mig flere dejlige og sjove oplevelser.

Jeg har været med i Aalborg, Skive og på Bornholm, hvor sejren gik til min gamle kollega på Væddeløbsbladet, Willy Mogensen.

Jeg selv sluttede uplaceret – kom aldrig fri fra vinderhullet før det var for sent. Hvis jeg havde haft mod til at køre med, da “toget gik” ud på sidste omgang, kunne det været blevet til en topplacering – men sådan gik det altså ikke.