Hvor blev de af? – Christian V. Jensen

Artikelsponsor (klik på banner):

 

 

 

 

 

 

Mange kender ham som populær rundviser på Fyens Væddeløbsbane, hvor han en kort periode i slutningen af 80’erne var direktør, men 87-årige Christian V. Jensen kan også skrive travopdrætter, stutteriejer og medstifter af Travsportsinteresseret Ungdom på visitkortet – og så er han stedfar til Dansk Hestevæddeløbs sportschef, René Jensen.

Man kunne også tilføje ”dueejer” på CV’et og de smukke, sort-hvide fjerbolde er i høj grad med til at holde Christian V. Jensen i gang på et tidspunkt i livet, hvor mange af hans jævnaldrende har trukket sig tilbage – og måske endda er flyttet ind på et plejehjem.

-Hvis jeg satte mig inde i lænestolen og slappede af hele dagen, tror jeg, at jeg døde i næste uge, smiler Christian V. Jensen.

-Men når man har dyr – uanset om det er duer eller heste – så har man ansvaret for at passe dem, og jeg bruger et par timer herude hverdag; det er ren terapi og det er guld værd!

For Christian V. Jensen har duerne af racen Modena, der oprindeligt stammer fra den Norditalienske by af samme navn, været en stor del af hans liv. Næsten lige så lang tid som travhestene – som han nærmest fik ind med modermælken via sine travinteresserede forældre. I 50 år var han dommer ved både danske og internationale udstillinger og dén hobby har bragt ham vidt omkring.

-Jeg har været dommer i syv forskellige lande og har også været i Bagdad i Irak, lige før Saddam Hussein kom til magten, for at aflevere et par duer, som en højtstående embedsmand havde købt; det var en stor oplevelse, fortæller Christian V. Jensen, som i dag har har plads til 32 duer i sit dueslag på ejendommen i Fraugde i udkanten af Odense, hvor Væddeløbsbladet har sat den aktive pensionist stævne til en snak om et langt liv i travsportens tjeneste.

To kroner vinder på Sport
Duerne fylder således stadig meget i Christian V. Jensens liv, men ellers kan man – inspireret af en af W.C. Wields’ legendariske komedier – godt sige, at travhestene blev hans skæbne.

Forældrene var begge travinteresserede og kom ofte på begge de københavnske travbaner, og junior blev hurtigt bidt af det meste hestene.

-Jeg kan erindre heste som Sonny Diamond med Koster og Sport med Sofus Sørensen, som var nogle af de helt store navne dengang sidst i 30’erne (Christian V. Jensen er født i 1932, red.). Jeg kan blandt huske, at jeg en dag fik lov til at spille to kroner vinder på Sport – og den vandt! smiler Christian V. Jensen.

-Så var interessen skabt og senere begyndte jeg at komme på en gård i min hjemby Fredensborg, hvor de havde travheste. De forsvandt siden hen ud af travsporten, men der kom jeg næsten hver dag igennem flere år.

-Senere lærte jeg træner Jens Ipsen at kende og begyndte at komme i hans stald i min fritid, hvor jeg hjalp til med træning og pasning af hestene. Han havde en staldmand, Poul Rasmussen, der havde været hos Ipsen i mange år. Hans bror, Helmuth Rasmussen, var træner på Fyens Væddeløbsbane – og dér kom jeg på ferie hvert år i 10 år; en fire-fem dage ad gangen, hvor jeg boede på hans gård lige ved siden af væddeløbsbanen. Jeg nåede da også at køre et enkelt amatørløb på Fyn dengang.

Medstifter af TU
I 1954 var Christian V. Jensen med til at stifte ”Travsportsinteresseret Ungdom” på Lunden, der snart blev en stor succes og siden hen spredte sig til alle de øvrige danske baner.

-Vi var jo en del unge mennesker, som færdedes på Charlottenlund Travbane i vores fritid, hvor vi kom og hjalp til hos de forskellige trænere, og så var vi på et tidspunkt nogle stykker, som talte om, at det kunne være sjovt at lave en forening, hvor vi mødtes og lavede nogle fælles aktiviteter, fortæller Christian V. Jensen.

-De havde allerede en tilsvarende forening ude på galopbanen, H.U. (Hestesportsinteresseret Ungdom), så det var jo oplagt at lave en forening på travbanen, der selvfølgelig skulle hedde Travsportsinteresseret Ungdom. Vi holdt stiftende generalforsamling i august måned, hvor de første 26 unge mennesker blev meldt ind, og ved årets udgang var vi oppe på 60 medlemmer – det var vi vældig godt tilfreds med.

-Vi lavede nogle forskellige arrangementer, hvor vi blandt andet var på stutteribesøg på Stutteri Vartegård og Stutteri Cathrineberg samt hos træner Jens Ipsen på Lykkesborg i Fredensborg, der senere ændrede navn til Stutteri Langesø, da Axel Jacobsens far købte gården. Det var som regel lørdag eftermiddag og så sluttede vi af på en kro, hvor vi fik noget god mad og hyggede os. Vi tog også til trav på både Jägersro og Åby, hvor vi overværede Åby Stora Pris, som det år (1959) blev vundet af Icare IV, erindrer Christian V. Jensen, der blev valgt som TU-foreningens første formand – en post han bestred i seks år.

”Køb en knallert i stedet for”
Selvom TU-medlemmerne kom i stalden hos de forskellige trænere, var der ingen af dem, der havde prøvet at køre travløb, men det fik de nu mulighed for – endda uden at være hesteejere, hvad de færreste unge mennesker havde råd til.

– Vi ville selvfølgelig også gerne ud og køre løb og her havde jeg et rigtig fint samarbejde med sekretær Aage Ulrich på Lunden, som var meget positivt indstillet over for vores nye forening og bakkede op omkring vores ønske om at køre løb, siger Christian V. Jensen.

-Det var imidlertid ikke helt let at få overbevist hesteejerne om at det var en god idé. Der var blandt andet en storhesteejer hos Mark Ingdam, som syntes, at vi unge mennesker hellere skulle købe en knallert i stedet for at tænke på at køre travløb!

-Det lykkedes dog efterhånden og selvom det jo ikke var verdenstravere vi kom ud med, havde vi det smaddersjovt når vi kørte TU-løb. Der var ingen desideret licensprøve, men trænerne stod inde for, at vi kunne køre og 7-9-13, så skete der heller aldrig nogen ulykker. Pigerne måtte desværre ikke køre travløb dengang, men de var altid med på banen og vi havde nogle rigtig hyggelig stunder sammen til de forskellige arrangementer.

Christian V. Jensen deltog i de første TU-løb i 1956 og var med i de fleste øvrige løb, men nåede aldrig at komme først over stregen som TU-kusk.

Den første hest
I december 1957 købte Christian V. Jensen sin første hest, hoppen Anita Hanover, men det var ikke den store succes.

-Det første år (1958) vandt hun et enkelt løb for Jens Ipsen i 25 starter, men året efter blev det kun til nogle placeringer i samme antal starter. På et tidspunkt solgte jeg Anita Hanover til anden hesteejer, men han nåede ikke at have hende i ret lang tid, før han solgte hende videre til Jens Jensen – og så begyndte hun pludselig at vinde en del løb. Han kunne nogle ting, Bonden fra Leestrup, smiler Christian V. Jensen, som i mange år kun havde én ad gangen og den næste i rækken var Rex Maritza, der kom i træning hos Mark Ingdam.

-Der er skrevet og fortalt meget om Mark Ingdam, som desværre ødelagde sit liv og døde alt for tidligt, men han var et fantastisk og meget følsomt menneske og vi blev rigtig gode venner, fortæller Christian V. Jensen.

-Han var en rigtig ”Ole Opfinder-type” som selv lavede mange forskellige ting; jeg husker blandt andet en gang, hvor han bad smeden om at lave fire nye sko til den senere Derbyvinder Bambino. Det var en længere proces og den dag var Bambino ind og ud af stalden syv gange, før Mark var tilfreds.

-Jeg husker også den specielle ”Bambino-tjek” der var låst inde i et skab i stalden. Bambino startede med hovedet meget højt oppe, og når han havde kørt x antal meter trak man i en snor, så tjekken blev længere og hovedet kom ned i mere normalt leje. Det var noget helt nyt dengang, men de virkede jo, de ting, Mark fandt på. Han var virkelig et geni, der var langt forud for sin tid.

Uenighed blandt hesteejerne
Efter seks år i TU-foreningen fik Christian V. Jensen amatørlicens i 1960 og vandt samme år sin første sejr med hesten Bess The Great. Samme år blev han valgt ind i Amatørklubbens bestyrelse.

-Jeg kom også med i Hesteejerforeningen, men på et tidspunkt blev hesteejerne på Lunden sure over præmierne, som nogle syntes var for lave. Det enten med, at nogle ville boykotte løbene, mens andre ville fortsætte med at køre løb. Jeg forstod ikke dem, der IKKE ville køre løb, for så tjente deres heste jo slet ingen penge, men det endte i hvert fald med, at der blev stiftet en ny hesteejerforening, Hesteejerforeningen af 1961 for dem, der gerne ville køre løb, fortæller Christian V. Jensen.

-Det var bagermester Carl Petter, som var en af de store hesteejere i København, der foreslog mig, at jeg kom med i den nye forening, og selvom jeg var en ung mand på 29 år, kunne de af en eller anden grund godt bruge mig i bestyrelsen. Jeg blev på et tidspunkt valgt som kasserer og den post sad jeg på i 19 år, men da var gemytterne faldet så meget til ro, at vi igen kun var én hesteejerforening på Lunden.

Travpolitik
Christian V. Jensen tænker tilbage på bestyrelsesarbejdet med stor glæde og langsomt steg han i graderne.

-Det var yderst interessant tid, synes jeg, og den dag i dag følger jeg stadig meget med i travpolitik. Sporten er selvfølgelig nummer 1, men dét, der foregår bagved i kulisserne finder jeg overordentligt interessant, siger Christian V. Jensen.

-Der er jo foretaget nogle dispositioner gennem årene på forskellige fronter, som jeg ikke synes er så rigtige, men sådan er dét jo.

-Jeg kom senere med i både licens- og propositionsudvalget og havde i den periode et vældig godt samarbejde med Det Danske Travselskabs direktør Carl Andersen.

Fælles bane i Brøndby
I sine egenskab af bestyrelsesmedlem i Hesteejerforeningen, blev Christian V. Jensen sammen med den øvrige bestyrelse en dag inviteret til et møde med Brøndby Kommunes borgmester, Keld Rasmussen, som havde en revoltionerende idé.

-På det møde deltog også Brøndbys viceborgmester og de kom med et forslag, der desværre aldrig blev behandlet seriøst, indleder Christian V. Jensen.

-De spurgte, om vi ville være interesseret i at flytte vores væddeløbsbane til Brøndby? Idéen var at slå Charlottenlund og Amager Travbaner sammen til én bane, der skulle opføres på det areal, hvor Brøndby Stadion senere blev opført. Så vidt jeg husker drejede det sig om et areal på omkring 80 tønder land.

-Bagsiden af den ene tribune på Brøndby Stadion skulle være tribune for travbanen, og der var plads til både staldterræn, folde m.m. Ved et fornuftigt salg af de to baner, var der endda penge til overs når det hele var anlagt.

-Vi så tegningerne til det nye anlæg og syntes det lød som en god idé, så vi kontaktede først Det Danske Travselskabs bestyrelse, som ikke var afvisende. De ville gerne tale med os om det, men Amager Travselskabs bestyrelsesformand, Axel Taarup, satte til gengæld bremseklodserne i: ”Sådan et projekt har ingen gang på jord!” fastslog han.

-Vi forsøgte at overtale ham: ”Vi havde tænkt, at du skulle være frontfigur på den nye bane” – men det ville han på ingen måde høre tale om og så døde dén plan desværre.

-Betingelsen var jo, at begge baner skulle være enige om at gå sammen, og så havde vi fået Europas mest moderne travbane, der – set i bagklogskabens klare lys – tilmed havde ligget helt perfekt. Og ikke mindst med en kommune, der støttede hele vejen igennem, men sådan skulle det ikke være.

Ekskluderet
Tanken om at skabe en fælles travbane i Københavnsområdet blev imidlertid ikke definitivt opgivet, og det fik nogle år senere (1970) alvorlige konsekvenser for Christian V. Jensen og Hesteejerforeningens øvrige bestyrelse, som alle var medlem af begge travselskaber.

-Vi syntes jo, at det var tåbeligt, at den ene af banerne lå øde hen når der var løb på den anden bane. Sådan havde det være i årtier, men ham, der reelt set havde mest ud af det var Gunnar Jensens Hestetransport, som tjente gode penge på at transportere hestene mellem de to baner hver anden måned, siger Christian V. Jensen.

-I slutningen af februar 1970, på den sidste løbsdag inden vi skulle flytte tilbage til Amager, indkaldte vi alle de københavnske trænere til et møde umiddelbart efter sidste løb. Jeg repræsenterede Hesteejerforeningens bestyrelse sammen med advokat Spang Larsen og vi sagde til trænerne, at hvis de kunne gå med til det, ville vi køre løb på Lunden igen den efterfølgende søndag, hvor det ellers var meningen, at der skulle være løb kun på Amager. Det krævede blot, at de ikke meldt til Amagers løb, og det var der stort flertal for. Kun Eivind Schnell, Børge Grandahl, Dan Jensen, Børge M. Rasmussen og Verner Rasmussen valgte at støtte op om Amager, og det startede så den berømte travkrig, hvor de to københavnske baner bevidst modarbejdede hinanden i mange år.

-Det afstedkom, at jeg en dag i september 1970 pludselig fik et brev fra Axel Taarup, som meddelte mig, at jeg var ekskluderet af Amager Travselskab for at modarbejde travselskabet. De øvrige fire bestyrelsesmedlemmer i Hesteejerforening fik det samme brev, hvor man bad os om at blive væk fra den kommende generalforsamling, hvor man skulle tage stilling til om man skulle fusionere med Lunden.

-Taarup havde jo talt stemmer og vidste, at han med stor sandsynlighed ville blive væltet hvis vi fem dukkede op. Så var Amager-banen blevet lukket og banen i Brøndby måske blevet en realitet, men nu vandt Taarups fløj i stedet afstemningen. At det så senere endte med at banen af forskellige årsager alligevel måtte lukke, er en anden historie.

-Vi blev dog siden hen taget til nåde igen efter vi havde været en tur i Østre Landsret, som fandt at det var forkert at ekskludere os på den baggrund.

Den fødte sælger
Vi springer igen tilbage i tiden til slutningen af 50’erne, hvor Christian V. Jensen var soldat på Værløse Kasserne, hvor han for første gang forsøgte sig som selvstændig sælger.

-Jeg er udlært købmand og var tre år i vin & engros-afdelingen, men man fik jo ikke så mange penge som værnepligtig, så jeg fandt på at lave mit eget lille vinkatalog, hvor jeg solgte vin til mine soldaterkammerater – det gik faktisk rigtig godt, smiler Christian V. Jensen.

-Det var meningen, at jeg skulle tilbage til min gamle læreplads, da jeg blev hjemsendt, men de kunne alligevel ikke ansætte mig og så fik jeg i stedet job i et vinfirma på Østerbro, hvor jeg var i tre år.

-Siden kom jeg til Colgate Palmolive, hvor jeg var syv-otte år som sælger. På det tidspunkt havde jeg lært Poul Rørsgård (senere bestyrelsesformand i Det Danske Travselskab, red.) at kende igennem Hesteejerforeningens bestyrelse. Rørsgård var direktør i dækfirmaet Continental og han spurgte mig en dag, om jeg kunne sælge dæk? ”Jo, det kunne jeg måske godt” svarede jeg, selvom jeg ikke havde nogen erfaring på det område, og det endte med at jeg var hos Continental i 20 år indtil jeg kom herover som direktør.

Forpagter og stutteriejer
Næsten samtidig med at Christian V. Jensen blev ansat hos Continental, blev han forpagter af Ærtebjerggård i Dronningmølle, som han satte i stand sammen med en kammerat.

-Gården var ejet af noget af min mors familie og sønnen ville gerne til Amerika, så de var på udkig efter en forpagter og det blev i første omgang en af mine gode kammerat, som forpagtede ejendommen, fortæller Christian V. Jensen.

-Vi jævnede hele kostalden med jorden indvendig og byggede 32 bokse og lavede også en del folde, men desværre kunne min kammerat ikke magte det. Da jeg havde hjulpet ham økonomisk, havde jeg valget mellem at sige farvel og tak – eller selv overtage stedet, og travtosset som man er, overtog jeg forpagtningen i 1966.

-Jeg fik det også til at fungere rigtig godt og havde stort set fyldt op med heste; jeg havde flere af de københavnske trænere som kunder.

-En dag sagde ejeren, at hvis jeg var interesseret, kunne jeg få forkøbsret på gården når min forpagtningsaftale udløb. Det ville jeg gerne og så rejste han til Amerika, men blev syg om kom hjem igen da der var cirka to år tilbage af mine forpagtningsperiode. Jeg skulle have besøgt ham på hospitalet, men nåede ikke at få talt med ham før han pludselig døde, og kort tid efter solgte enken gården til Cirkus
Benneweis – uden jeg blev spurgt. Hun kendte tilsyneladende ikke til vores aftale.

-Så fik jeg pludselig travlt for jeg havde jo mange gode kunder på gården, som jeg helst ikke ville miste, så jeg kørte rundt i Nordsjælland for at finde en ny gård og i 1970 købte jeg så Grønnehavegård i Kvistgård.

-Grønnehavegård var noget mindre – 40 tdr. land – men den lå godt og jeg købte den faktisk for halvdelen af den pris, jeg skulle have givet for Ærtebjerggård.

Succesopdrætter
Christian V. Jensen overtog Grønnehavegård i 1970 og fik i løbet af relativt kort tid opført 28 bokse samt i alt seks store folde.

-Der var ingenting i forvejen, men jeg fik faktisk et dejligt stutteri ud af det, siger Christian V. Jensen.

-Den første følhoppe var Falconett, som jeg havde købt som 2-års, hvor hun gik i træning hos Gerhard Petersen. Hun fik i 1967 sit første føl, hoppen Ninetta, og fik i alt 13 afkom, hvoraf fire tjente over 100.000 kroner. Den bedste var Veuve Cliquot (1.15,1a-606.000 kr), der som åring blev solgt til Finland.

-I samme årgang havde jeg også Uno Boy (1.14,9a-576.000 kr), der var Ninettes første afkom og som blandt andet vandt Femårsstjernen på Lunden for Veijo Heiskanen. Uno Boy er i øvrigt en af de meget få danskopdrættede heste, der har været med i Prix d’Amerique (1979).

-Det kunne have været sjovt at se de to heste i Dansk Trav Derby, men de var desværre slettet. En anden god hest var Thunderbird (1.16,2a-304.000 kr), der i øvrigt også blev solgt til Finland.

-Jeg havde på et tidspunkt fire-fem følhopper ad gangen og har desuden haft flere avlshingste opstaldet på Grønnehavegård, blandt andet Miracle Hill, US Arrogant, Fischerman og Keystone Master.

-Jeg lavede også en 1000 meter træningsbane og fik på et tidspunkt kontakt med Preben Kjærsgaard, da han blev træner på Lunden i 1980 og vi havde et rigtig godt samarbejde i flere år. Jeg hjalp til så meget jeg kunne, men syntes efterhånden, at jeg ikke kunne holde til det fysisk.

-Da jeg blev direktør på Fyn, tilbød jeg Preben at købe Grønnehavegård, men han flyttede i stedet til Stutteri Focus og så solgte jeg i stedet gården til en mand, som mest var interesseret i at gå på jagt.

Kollossal omvæltning
I 1986 blev Christian V. Jensen ansat som direktør på Fyens Væddeløbsbane, som på det tidspunkt havde store økonomiske problemer.

-Det var en kollossal omvæltning i forhold til den bane jeg kom fra, siger Christian V. Jensen.

-Den daværende bestyrelse var sandt at sige ikke meget bevendt og jeg fandt ret hurtigt ud af, at det reelt kun drejede sig om at få solgt banen. Det var så galt, at Dansk Travsports Centralforbund mere eller mindre gik ind og overtog banen på tidspunkt, hvor bestyrelsesformanden blev tvunget til at underskrive en slags håndfæstning. Ellers var banen blevet lukket.

-Der var en masse intern ballade dengang og jeg blev efter blot et års tid sagt op, angiveligt fordi man gerne ville have en byggesagkyndig direktør – det undrede jeg mig meget over, men fandt senere ud af hvorfor.

-Det viste sig, at man faktisk havde en køber på hånden – en entreprenør, som ville bygge et stort hotel på parkeringspladsen og lave P-plads på den anden side af banen. En anden køber var kun interesseret i to mindre stykker jord, som vi ville få 9-10 millioner for, men det blev heller aldrig til noget.

-Alt det ”glemte” bestyrelsen imidlertid at oplyse medlemmerne om på den efterfølgende generalforsamling; udover bestyrelsen og jeg var der ingen, der hørte noget om byggeplanerne eller så tegningerne.

-Det endte med at Odense Kommune købte banen og i dag ejer både banelegemet og staldene, som Fyens Væddeløbsbane betaler et årligt beløb for at leje. Resten ejes af Fyens Væddeløbsbane A/S.

Rundviser på Fyn
Efter han stoppede på Fyens Væddeløbsbane i 1988 var Christian V. Jensen i nogle år ansat i Odense Kommune, men i dag er han forlængst gået på pension. Han er dog som nævnt meget aktiv og foruden den daglige ”terapi” med duerne, er han også fast rundviser på Fyens Væddeløbsbane hver eneste løbsdag.

-Travet har været hele mit liv og hvis der stadig er noget man kan bruges til, vil jeg gerne hjælpe til. Vi har det godt sammen ude på banen, der gør meget for at skaffe nye gæster, siger Christian V. Jensen.

-Så tager jeg dem en tur rundt i staldene og fortæller hvad der foregår. De får også udleveret en program og jeg giver dem nogle tips, inden vi går over i restauranten, hvor der er reserveret bord. Desuden får de som regel et spillebevis på 50 kroner og jeg hjælper dem med at spille, og så har de forhåbentlig haft en god dag.

-Formålet er selvfølgelig at de kommer igen og det ér der også mange der gør. Sidste løbsdag (lørdag den 6. april, red.) var der således fyldt op i restauranten og tillige mange folk i spillehallen. Vi har et meget trofast stampublikum på Fyens Væddeløbsbane og det smitter også af på baneomsætningen.

-Den pågældende løbsdag havde jeg f.eks. to grupper på henholdsvis fem og ni personer; jeg plejer at sige at der skal være mindst seks, men dem slog vi så sammen til 14. Gangen før havde jeg et selskab på 22, og generelt er der faktisk rundvisninger næsten hver løbsdag, siger Christian V. Jensen, som for nogle år siden var initivativtager til anpartsstalden Stald Fynboen, der købte hesten Atletico.

-Det lykkedes at få solgt 200 anparter og jeg tror, at kun 10 % var travfolk i forvejen – resten var helt nye folk i sporten. Desværre skete der nogle ting i forbindelse med et kommende salg af Atletico, som gjorde, at jeg helt trak mig helt ud af det, men det var alligevel et projekt, som jeg var lidt stolt af.

Rejsen til Amerika
Den sidste løbsdag i april måned måtte Fyens Væddeløbsbane dog undvære sin populære rundviser, idet Christian V. Jensen var en tur i USA sammen med sin veninde Kirsten.

-Vi skal over og besøge en gammel skolekammerat, som jeg har kendt siden vi begyndte i 1. klasse sammen i april 1939 i Fredensborg! fortalte Christian V. Jensen da interviewet blev lavet medio april.

-Hun blev siden hen ansat i den amerikanske ambassade i København og gift med en amerikansk oberst. De fik tre børn, hvoraf de to yngste er født i USA, hvor de i mange år havde en restaurant i Venice på Floridas vestkyst indtil hendes mand døde for nogle år siden.

-Hun har jævnligt været i Danmark og vi har altså bevaret i kontakten i 70 år. Da min kone døde for fire år siden, ringede hun og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at komme en tur til USA når jeg nu var blevet alene.

-Det ville jeg gerne og nu skal Kirsten og jeg altså derover sammen for første gang. Vi skal blandt andet ud og besøge Åke Svanstedts træningscenter Palema Racing og dagen efter en tur til Kennedy Spacecenter – det glæder jeg meget til.

-Det gælder som sagt om at holde sig i gang – både mentalt og fysisk, og så længe jeg kan gå en tur rundt på staldterrænnet og fortælle nogle røverhistorier for de nye gæster, så bliver jeg ved. Det nyder jeg virkelig, siger Christian V. Jensen.

Den stolte stedfar
Til slut skal vi ikke ikke glemme Christian V. Jensens stedsøn, Dansk Hestevæddeløbs sportschef René Jensen, der som bekendt har en fortid som sportschef på både Jydsk Væddeløbsbane og Halmstadtravet i Sverige, hvor han var ansat i mere end 15 år.

-Jeg er selvfølgelig meget glad for og stolt over, at René har fået den her post. Han blev jo hurtigt bidt af en gal travhest da hans mor, Grethe, og jeg lærte hinanden at kende sidst i 70’erne og han startede også med at køre TU-løb præcis som jeg gjorde i sin tid. Det glæder mig virkelig at han er nået så langt, men han har også altid brændt for det han har lavet inden for travsporten og gjort det fantastisk flot i sine tidligere stillinger, siger Christian V. Jensen.