Leif Nielsen

Portræt af træner Leif Nielsen (1921-2003), som bl.a. vandt Derby med Aprilsnar og flere andre storløb – både som kusk og træner – og desuden var meget aktiv i travpolitik som mangeårig formand for den københavnske trænerforening.

Det kom som lyn fra en klar himmel, da Leif Nielsen efter løbene på Lunden søndag den 18. juni 1978 pludselig meddelte, at han lukkede stalden med øjeblikkelig virkning og sidenhen flyttede til Spanien.

I en alder af 57 år sagde Leif Nielsen farvel til travsporten efter en karriere med over 700 sejre, heriblandt Derby med Aprilsnar, Kriterium med Ursus The Great og Lewport (trænet af Bjarne Schnell) samt Opdrætningsløb med Ursus The Great.

Leif Nielsen var manden, der forstod at skabe overskrifter – han havde pressetække, som Væddeløbsbladet skrev i et portræt i 1968 – og kælenavne som “Den lille troldmand” – “Finish-Leif” og “Sulkyekvilibristen” blev ofte brugt om den københavnske træner.

Han var også særdeles aktiv i travpolitik, bl.a. som formand for trænerforeningen i en af de mest turbulente perioder i dansk travsports historie, hvor travkrigen mellem Charlottenlund og Amager trak dybe og ødelæggende spor. Leif Nielsen opfordrede på et tidspunkt trænerforeningens medlemmer til at boykotte Amager Travbane, som svarede igen med en udelukkelsesdom på ubestemt tid. Dommen blev dog annulleret af DTC og trådte således aldrig i kraft.

Leif Nielsen havde sin storhedstid fra sidste halvdel af 50’erne og ca. 15 år frem, men de sidste tre-fire år blev der længere mellem sejrene. Han havde således kun vundet seks løb i 1978, da han valgte at lukke stalddøren.

-Jeg tror min far var gået lidt “død” i det hele, samtidig med at han ikke længere havde så mange heste i træning, siger Leif Nielsens søn, Henrik Nielsen, og bakkes op af sin mor, 88-årige Else Nielsen:

-Leif udtalte ofte noget med, at han godt kunne klare sig med nogle få “laks” i stalden og derfor holdt hesteejerne sig væk, fordi de var bange for at han ikke syntes deres heste var gode nok. Det gav desværre bagslag og til sidst havde han ikke ret mange heste i stalden.

Sent i gang
Efterhånden som man dykker ned i kildematerialet må jeg give Klaus Koch ret når han i sit miniportræt af Leif Nielsen (KLIK HER – søg på “Den Lille Troldmand”) skriver, at det havde været mere passende med en bog.

Leif Nielsen var, på godt og ondt, en særpræget personlighed, som umiddelbart er blevet lidt glemt af eftertiden. En blændende dygtig træner og kusk og en stærk formand for den københavnske trænerforening, som dengang havde væsentlig mere indflydelse end i dag – men også en rodløs og impulsiv natur med et til tider voldsomt temperament, som lod sig friste af mulighederne for at tjene hurtige penge på ejendomshandler. Det kostede til sidst ægteskabet med hustruen Else, som glædeligvis sagde Ja til at medvirke i et interview, og hun har kunne bidrage med mange værdifulde oplysninger, bl.a. om hvordan Leif Nielsen kom ind i travsporten.

-Da vi mødte hinanden i 1944 arbejdede Leif på radiofabrikken Torotor i Ordrup, der imidlertid blev sprængt i luften af sabotører den 2. januar 1945 (KLIK HER og søg på Torotor) fordi de samarbejdede med tyskerne, og så var han lige pludselig arbejdsløs, fortæller Else Nielsen, som i en alder af 88 år stadig er frisk med en imponerende hukommelse.

-Leif skulle melde sig på arbejdsformidlingen hver dag for at få sin understøttelse, men ellers havde han jo masser af tid, så en dag gik Leif ind på Charlottenlund Travbane og kom bl.a. ind i Orla Bregnbaks stald. “Kan du ikke lige holde den her hest?” sagde Orla – det kunne han jo godt, og siden blev han bare hængende på travbanen.

-Leif blev siden tilbudt et job på Torotor, da fabrikken åbnede igen efter krigen, endda i en funktionærstilling, men han sagde Nej Tak – han var faldet godt til på travbanen.

Senere kom Leif Nielsen til Poul Grandahl og Julius Høybye, Jr., inden han bestod sin trænereksamen i marts 1950 sammen med bl.a. Palle Sperling, Walther og Jørgen Kaiser Hansen, Hans Bagge, Jens Ipsen, Kurt Køppen, Preben Vebner, Eivind Schnell, Ib Hansen og Preben Munch.

Trav Tidendes Julenummer bragte dengang hvert år et kort interview med samtlige deltagere på trænerskolen, heriblandt også Leif Nielsen, der ikke havde nogen aktuelle planer om at starte som selvstændig:

“Det er vanskeligt at sige, hvornår jeg lægger ud som træner. Det hele ligger lidt usikkert. Man ser jo flere unge trænere, der næsten ingen heste har eller blot en tre-fire stykker. Derfor er det en betænkelig sag at nedsætte sig, men får jeg et ordentligt tilbud, springer jeg naturligvis.

Jeg er glad for undervisningen på trænerskolen. Den er glimrende og letfattelig. For travsporten som helhed er udsigterne ikke alt for gode. For os, der skal leve af sporten, ser det sort ud, dersom totalisatorafgifterne ikke sættes ned. Man risikerer at præmierne skæres ned, og at hesteejerne bliver bange for at lege med mere.”

Upopulær hos Koster
Efter trænereksamen var Leif Nielsen sammenlagt to år hos hhv. Koster og Månsson, inden han 1. februar 1952 startede som træner på Lunden med blot to heste i træning, 3-årige Ole Pinero og 4-årige Nick.

Det blev til fire sejre som jockey og yderligere en enkelt sejr i 1950, men i ’51 kørte Leif Nielsen blot tre løb uden den store succes.

-Jeg husker tydeligt den eneste sejr han vandt mens han var hos Koster (med hesten Tonny Tilt, red.), siger Else Nielsen.

-Koster kørte selv favoritten i løbet og Leif havde fået besked på at køre sådan og sådan, men hesten gik så godt, at han blev så ivrig og vandt løbet. Koster blev stiktosset og slog Leif i ansigtet med pisken. Han ville gå videre med sagen, der dog blev ordnet i mindelighed.

-Leif kunne måske ellers godt have slået fra sig – han gik nemlig til boksning og nåede at bokse tre kampe. Han kørte også engang cykelløb, men da han kun kunne træne om aftenen pga. sit arbejde på Torotor, kunne han efterhånden ikke følge med de andre og så droppede han også det.

Ole og Nick var begge ejet af Stald TS og startede flere gange i løbet af foråret ’52, men i begyndelsen af juli måned blev begge heste pludselig aflivet, og de næste syv uger havde Leif Nielsen blot en enkelt hest i træning.

Far var staldmand
Leif Nielsen var således ikke “arveligt belastet” – og alligevel. Han var nemlig adopteret og kendte ikke sin biologiske far, men det viste sig senere, at han faktisk arbejdede som staldmand på Lunden.

-Mange år senere, da Leif var blevet træner, ansatte han sin far som staldmand, men det gik ikke. Han gik rundt og pralede af at Leif var hans søn, og så endte Leif med at fyre ham, fortæller Else Nielsen.

Flere senere trænere har i øvrigt fået en del af deres uddannelse hos Leif Nielsen, heriblandt Aksel Pedersen, Henry Olsen, Torben Fischer, Helge Rasmussen, William Günther, Jørgen Olsen, Mogens Frost, Rene Ravn og Niels Duus. Navne som Bjarne Engelhardt, Erik Duun og John Graversen har også været ansat hos “Lille-Leif” – mere herom senere.

Gennembruddet
Det blev til tre sejre det første år, men ved årsskiftet 1952/53 havde Leif Nielsen stadig kun to heste i træning – nu Minister Root og Miss Tally Ho. Førstnævnte blev hans første reklamehest og med Minister Root vandt Leif Nielsen syv løb.

-Det gik lidt tungt i starten og Leif var ved at opgive det hele, fordi han næsten ikke fik nogle nye heste i træning, men jeg sagde til ham: “Du kan da ikke forvente at blive stortræner lige med det samme” – og jeg tror egentlig, at han ikke havde fortsat, hvis jeg ikke havde skubbet på ham, siger Else Nielsen.

Der kom dog efterhånden mere gang i forretningen og efter otte sejre i 1953 blev det til 15 sejre i ’54.

Succesen fortsatte med 23 sejre i både 1955 og ’56, hvor Leif Nielsen vandt sit første klassiske løb, Dansk Opdrætningsløb med Ursus The Great. Hesten vandt også Dansk Trav Kriterium og tog i alt fem sejre for Leif Nielsen, inden den blev skiftet til Gerhard Petersen, som bl.a. blev nummer tre i Derbyet med Ursus The Great.

Leif Nielsen var nu et etableret navn i dansk travsport og de næste par år blev det til 21 og 22 sejre – men så blev “turboen” for alvor slået til og i 1959 vandt han 40 løb, heriblandt Dansk Trav Derby med Aprilsnar.

---

Derbysejren
Med et vinderodds på 38,79 er Aprilsnar en af de største overraskelser i Derbyets historie, og der var på forhånd heller ikke meget, der indikerede, at den fynskejede hest skulle blive Derbyvinder – selvom den kom med fine resultater fra Fyn.

Aprilsnar var opdrættet af Viggo Poulsen, Stutteri Ørnebjerg, der solgte hesten som 1-års til træner Andy Kierstein på Fyens Væddeløbsbane. I april måned som 2-års overtog trænerens hustru, Anni Kierstein, ejerskabet, men få uger senere blev Aprilsnar solgt til grosserer Peter Rye Jørgensen fra Odense.

Som 2-års blev det til to sejre i ni starter og som 3-års vandt Aprilsnar seks løb i 16 starter.

Derbysæsonen blev indledt på Amager, hvor Aprilsnar sluttede på ottendepladsen, men i årets anden start var han tilbage på hjemmebanen, hvor det blev til en overlegen sejr i tiden 1.28,2/2140 meter.

I næste start var Aprilsnar på en svær opgave med 60 meters tillæg, men nåede alligevel tredjepladsen i tiden 1.27,0/2060 meter – og så blev “overliggeren” i den grad sat op.

Næste gang gjaldt det således Provinsmesterskabet i Aalborg, hvor Aprilsnar dog var chanceløs mod lokale Vilhelmine med Jens Thomsen, der trods to fejl sejrede i tiden 1.25,0/2220 meter foran Tax Frisco og Ulla Director. Aprilsnar sluttede uplaceret i 1.27,0/2200 meter.

Første møde med årgangens bedste heste fandt sted i Derbyprøven søndag den 31. maj, hvor Aconto manifesterede sin position som årgangens bedste hest med sikker sejr i tiden 1.24,1/2600 meter foran Asa Britton og Altid Nivea, mens Aprilsnar sluttede lige uden for præmierækken i 25,0.

Aprilsnar i juli måned
Leif Nielsen havde tidligere kørt Aprilsnar et par gange og tre uger før Derbyet blev hesten, der hidtil havde været i træning hos Andy Kierstein på Fyens Væddeløbsbane, sendt til Charlottenlund mhp. at Leif Nielsen skulle køre de afsluttende hurtigarbejder med hesten. 

I de officielle resultater står Andy Kierstein som træner af Aprilsnar og han har selvfølgelig også en stor del af æren, men ret beset burde Leif Nielsen krediteres for Derbysejren, da han stod for den sidste “finpudsning” af hesten.

Aprilsnar var på forhånd ikke levnet de store chancer i Derbyet, der blev afviklet søndag den 12. juli 1959 med Aconto og Mark Ingdam som storfavorit (15:10).

Aconto var også toneangivende undervejs, mens Aprilsnar fik et løb bagerst i feltet.

Det blev et yderst seværdigt løb, hvor fem heste lå side om side da feltet gik ud på sidste omgang med Aconto indvendig – herefter Akvavit, Arnheim, Allegro og Anita, men kort efter galoperede tredjefavoritten Arnheim.

På bagerste langside blev Aprilsnar sendt af sted fra bagfeltet og med en forrygende speed overtog Leif Nielsen føringen.

Aprilsnar sejrede siden ganske let i tiden 1.23,9a/3000 meter foran Aconto i 24,2 og Anneke i 24,3.

Med et vinderodds på 38,79 er Aprilsnar en af de største sensationer i Dansk Trav Derbys historie – kun overgået af Johnny Finance, der i 1928 vandt til odds 45,67.

Leif Nielsen var dog efter sigende ikke så overrasket over sejren. Aprilsnar havde nemlig trænet rigtig godt i de sidste tre uger op til Derbyet, men det havde stort set ingen opdaget, da han trænede sine heste på Amager Travbane. Det var ellers normalt, at trænerne flyttede til den bane, der afviklede løb, men Leif Nielsen foretrak altså at blive på Amager – langt fra journalisternes nysgerrige blikke.

Antiklimaks
To løb efter Derbyet vandt Leif Nielsen også Courvoisier-Pokalen med Ruder Konge, der henviste storfavoritten, Derbyvinderen Tjavs til andenpladsen, men i det efterfølgende løb – Derby Trøstløb – gik det galt.

I en trang situation efter omgangs kørsel styrtede han således med Annine, der løb løbsk. Det medførte en længere sygemelding for Leif Nielsen, som først vendte tilbage til løbene efter en måneds tid. Han var på intet tidspunkt med i championatskampen, men sluttede dog som nævnt sæsonen med i alt 40 sejre. Inden uheldet havde han vundet 22 løb og var otte sejre efter den førende Gerhard Petersen, der også blev champion med 61 sejre.

Choksejr i Åby Stora Pris
Som 5-års fortsatte Aprilsnar succesen med 10 sejre (heriblandt Nationalløb, Ulrichs Mindeløb og Hesteejerpokalen, hvor ejeren vandt pokalen til ejendom) i 17 starter og blev kåret som Årets Hest, men året efter blev det blot til en enkelt sejr i ni starter.

Som 7-års vandt Aprilsnar ingen løb i sine ni starter i Danmark, men choksejrede til gengæld i det svenske storløb Åby Stora Pris for Kaj “Smiles” Hansen til odds 48,63. Leif Nielsen havde også Ruder Konge med i løbet, men både den og 1961-derbyvinderen Carl Aage sluttede uplaceret.

Vindertiden blev beskedne 1.23,0/2600 meter og sejren var iflg. Væddeløbsbladet meget populær, fordi svenskerne kendte Kaj Hansen, der i flere år var træner på Åby-banen.

Desværre døde Aprilsnar året efter et kolikanfald.

---

Udelukket en måned 
Leif Nielsen nåede aldrig at blive trænerchampion, men i 1960 var han tæt på.

I midten af august måned var han således førende med 35 sejre foran Mark Ingdam og Walther Kaiser-Hansen – begge med 31 sejre, men så blev han udelukket frem til og med 18. september “for grov ureglementeret piskebrug”.

Det skete i Amagers Mesterskab for 3-åringer, som Leif Nielsen vandt med favoritten Ca Va Richmond. Han fik lov til at beholde sejren, men fik frataget ærespræmien og blev altså samtidig udelukket fra løbsdeltagelse i fem uger.

Da han vendte tilbage var Mark Ingdam i front med 37 sejre. Det lykkedes for Leif Nielsen at få gang i sejrene igen og han overtog kortvarigt føringen, men Ingdam blev alligevel champion med 49 sejre foran Leif Nielsen med 46 sejre – hans hidtil bedste resultat.

Stalden havde dog på ingen måde ligget stille under Leif Nielsens udelukkelse. Kaj “Smiles” Hansen vandt således bl.a. Dansk Opdrætningsløb med Diana Spencer og Ulrichs Mindeløb med Aprilsnar.

Leif Nielsen vandt også Skandinavisk Mesterskab for 3-åringer med Ca Va Richmond, der året efter også var favorit til at vinde Derbyet, men måtte se sig henvist til andenpladsen af Carl Aage, som Leif Nielsen i øvrigt havde i træning som 2-års. Siden gik hesten til Ernst Pedersen, som også vandt Derby med Carl Aage. Ca Va Richmond blev i øvrigt også nummer to i Kriteriet bag Carlsberg.

I 1960 blev det også til sejr i Nationalløb og Amagers 4-års Mesterskab – begge med Basta Hanover, der i “Amagers Derby” slog Derbyvinderen Bambino og overordnet set var en af Leif Nielsens allerbedste heste. Basta Hanover havde året forinden vundet Amagers 3-års Mesterskab og var desuden nummer to bag svenske Allé i Skandinavisk 3-års Mesterskab på Jägersro.

-Basta Hanover var et godt eksempel på et af Leif Nielsens mange forvandlingsnumre. Den kom på et tidspunkt over til Andy Kierstein på Fyn, hvor den nærmest startede i handicap, men vendte så på et tidspunkt tilbage til Leif Nielsen og så blev turboen igen slået til. Basta Hanover startede i hurtigklassen, men døde så desværre af tarmslyng, fortæller Jørn Clevin, tidligere staldmand hos Leiff Ingdam på Amager.

-Et andet forvandlingsnummer var Tenderloin, som Ilsøe Mikkelsen, der også havde bl.a. Fjuri Axworthy, lejede på Bornholm. Han sendte den til Leif Nielsen og det blev også en rigtig god hest.

Op og ned
I 1961 var både Leif Nielsen og Mark Ingdam en skygge af sig selv med hhv. 20 og 18 sejre, mens Gerhard Petersen vandt sit andet championat med 73 sejre foran Walther Kaiser-Hansen med 65 sejre.

I 1962 gik det ikke meget bedre med 19 sejre, men til gengæld vandt Leif Nielsen det år en af karrierens største sejre som træner, da Aprilsnar med Kaj “Smiles” Hansen i sulkyen som tidligere nævnt gik til tops i Åby Stora Pris. Det år var der dog blot 16.000 SEK til vinderen, mens der året før og efter var hhv. 32.000 og 38.000 SEK i førstepræmie.

Efter et par sejrsmæssigt lidt magre år var Leif Nielsen tilbage på toppen i 1964 med 30 sejre og de næste ti år gik det forrygende. I 1966 havde han sin bedste sæson med i alt 56 sejre, hvilket rakte til en fjerdeplads på landsplan.

I 1966 vandt Jørgen Olsen Derbyet med Hansa, der indtil februar måned i 4-årssæsonen havde været i træning hos Leif Nielsen. Det blev til sejr i årets to første starter, men fordi Leif Nielsen i samme årgang havde en anden særdeles kapabel hest i H.R. Cathrineberg, foreslog han efter sejren på Amager den 13. februar at hesten skiftede træningskvarter til hans tidligere staldmand, som altså vandt Dansk Trav Derby – foran H.R. Cathrineberg.

To år senere var Leif Nielsen igen lige-ved-og-næsten i et klassisk løb, da Kap Cathrineberg var først over stregen i Dansk Trav Kriterium, men blev diskvalificeret for urent trav. Sejren gik herefter til Kaiserdrengen med Jørgen Kaiser-Hansen.

I den periode havde han også gode heste som bl.a. Dennis Pride, Fjuri Axworthy og Flying Boy.

Den vanskelige godsejer
Tilbage til Ruder Konge, der således kiksede i Åby Stora Pris, men ellers var hesten et af de allerstørste navne i dansk travsport i 50’erne og begyndelsen af 60’erne. “Den mest hårdføre hest, jeg har oplevet” som Lars Donatzky skriver i en artikel i Væddeløbsbladet.

Ruder Konge vandt bl.a. Mesterskab for Danmark tre år i træk (1961-63) – som 10-, 11- og 12-årig. De to sidste sejre med Leif Nielsen i sulkyen og i alt blev det til 41 sejre og 239.475 kroner i 250 starter. En af hestens største præstationer var dog formentlig andenpladsen i Skandinavisk Mesterskab 1959 bag norske Jens Protector.

I 1962 var den da 11-årige Ruder Konge vendt “hjem” til Leif Nielsen, som første gang fik hesten i træning, da han i 1959 fik Stutteri Cathrineberg (Godsejer Kofod) som hesteejer i stalden.

Kofod var nærmest berygtet for at skifte træner meget ofte, og tidligere havde både Aage Kristoffersen, Jan Koster, Mark Ingdam, Thomas Hansen, Hans Hansen, Sophus Bügel-Hansen og Gerhard Petersen haft ansvaret for Ruder Konge og staldens øvrige løbsheste.

Leif Nielsen er den træner, som har haft heste i træning i længst tid for godsejer Kofod, der havde fin succes med Cathrineberg-hestene med Derbytoeren H.R. Cathrineberg (“Den lille igle”) i spidsen.

På et tidspunkt ragede han dog også uklar med godsejeren og Ruder Konge gik til Gerhard Petersen, men så trådte fruerne i karakter og kastanjerne blev raget ud af ilden.

-Min far havde smidt godsejeren ud af stalden med alle hans heste, men bortset fra Ruder Konge fungerede de ikke optimalt hos andre trænere, og en dag kontaktede godsejerens frue Rigmor – kaldet “Ramsy” – min mor. “Det er jo noget værre noget, det her, Fru Nielsen – skal vi prøve at finde ud af noget?” – og så fik min far igen Kofods heste i træning takket være konernes indblanden! fortæller Henrik Nielsen.

Året før (1961) havde Ruder Konge vundet Mesterskab for Danmark for Gerhard Petersen og i 1963 fuldendte den nu 12-årige hest hattricket med endnu en mesterskabstriumf.

Som et lille kuriosum kan det nævnes, at Ruder Konge med Leif Nielsen i sulkyen den 18. juli 1963 på Amager dystede mod løberen Kurt Jacobsen og cykelrytteren Ole Pingel – en match, der gav sejr til sidstnævnte.

Laksestald
Perioden fra sidste halvdel af 50’erne og ca. 15 år frem var Leif Nielsens storhedstid.

I begyndelsen af 70’erne havde Leif Nielsen en mindre stald, men med heste som Marloo, Marco Polo, Norbit, Once Again, Osty Hanover, Rik, Ritva Pride og Ronson vandt han mange løb og begrebet “laksestald” genopstod.

I 1973 blev Leif Nielsen nummer to i Derbyet med Paw Senator, der efter føring undervejs måtte se henvist til andenpladsen af Patricia Garbo efter målfoto.

To år senere fik han sin sidste sejr i et årgangsløb, da Sparker W vandt Derby Trøstløb.

Da Leif Nielsen stoppede som træner i 1978 havde han blot seks heste på træningslisten. En af disse var sejrshesten Billi Hanover, der fortsatte successen hos Torben Fischer.

Det er fortsat lidt af en gåde, hvorfor Leif Nielsen stoppede så pludseligt.

Der gik rygter om at en stor moms- og skattegæld skulle være årsagen til Leif Nielsens overraskende exit, men det afvises af både Else og Henrik Nielsen.

---

Nomadetilværelse
Else og Leif Nielsen fik tre sønner, Birger (f. 1949), Henrik (f. 1959) og Jesper (f. 1963), hvoraf kun Henrik har arvet faderens interesse for travsporten. Han har i mange år haft amatørtræner-licens og er pt. aktuel med hestene Roxy Heart og Torque.

-Når jeg ser tilbage på min barndom, så flyttede vi ufatteligt mange gange, siger Henrik Nielsen.

-I 1967 købte mine forældre Stutteri Søvang ved Ølstykke, som vi havde i ni år. Jeg var otte år da vi kom dertil og det var det sted, vi boede længst tid, så jeg betegner Søvang som mit barndomshjem. De købte gården af Bekker Olsen, der som hesteejer vandt Derby med Bambino og desuden havde opdrættet Derbyvinderen Carl Aage, som han dog havde solgt.

-Der var 12 bokse på gården, hvor min far havde de heste stående, som skulle en tur på landet. Han var ikke interesseret i avl, så de 12 følhopper, der stod på gården, da vi købte den, blev solgt på rekordtid i samarbejde med Walther Kaiser-Hansen. Som jeg husker det har min far kun én gang forsøgt sig som opdrætter, men hoppen kastede føllet efter Safari The Great og så mistede han interessen. Hoppen solgte han efterfølgende til Kaiser-Hansen, som igen bedækkede den med Safari The Great og resultatet blev Kriterievinderen Kaiserdrengen.

-Min mor havde hundepension på Søvang og klippede også især puddelhunde, som var meget moderne dengang. Hun var i det hele taget en meget driftig kvinde og på et tidspunkt tjente hun væsentlig flere penge end min far.

-Dengang var der meget mere charme over det hele. Jeg kan bl.a. huske engang min far kom hjem med en korthåret hønsehund, Knold, som han havde fået af en på et værtshus. “Du bor jo på en gård – sådan en har du da sagtens plads til, Leif” – Jo, det havde han da nok, men den var helt umulig og endte med at blive aflivet.

Else og Leif Nielsen blev gift i 1947 og igennem det meste af deres ægteskab var der ofte brug for flyttekasserne:

-Min mand havde altid gang i en eller anden hushandel og det var ikke altid han spurgte mig først. Så købte han lige en ejendom, der selvfølgelig lige skulle sættes i stand, men han havde nok at se til på travbanen. Så faldt det tilbage på mig og da håndværkere var for dyre, måtte jeg i gang. Jeg blev sgu efterhånden god til alt tømrer- og murer-arbejde, og jeg har ikke tal på de gange, jeg har gået og malet og tapetseret, siger Else Nielsen.

-Vi har flyttet utallige gange. Den første gård vi købte var Møllebakkegården i Ledøje (1. juni 1960, red.) og den havde vi til 1964, hvor vi stedet købte en villa i Køge. Dér boede vi dog ikke ret længe, og vi nåede at ha’ yderligere to villaer og en sommerhusgrund inden vi fandt Søvang. Nåja, og så var der også en gård i Ishøj, som vi næsten var på vej til at flytte ind i, da ejeren pludselig fortrød – det var lige inden vi købte Søvang.

Henrik Nielsen tilføjer:

-Min far mødte på et tidspunkt nogle mennesker, som tjente mange penge rigtig hurtigt, og det lod han sig inspirere af. Pludselig købte og solgte han ejendomme i et helt vanvittigt tempo uden hensyntagen til familien. Jo, man kan godt sige, at min far var bedre til dyr end til mennesker. På et tidspunkt spekulerede han meget i de såkaldte gearingsrenter, hvor man kunne tjene mange millioner og det brugte han meget tid på sammen med bl.a. Poul Guttermann.

Viljefast
Henrik Nielsen beskriver sin far som en meget viljestærk person.

-Han ville helst ha’ sin vilje, men det kan man jo ikke altid få her i livet, siger Henrik.

-Derfor tror jeg ikke, at han kunne være travtræner i dag – der ville være alt for mange kompromisser han skulle indgå. Han ville ha’ at hesteejerne gjorde som han sagde – hans ord var lov. Når en hesteejer havde sat sin hest i træning hos min far, var det fordi de stolede på ham.

-Det var også samtidig hans akilleshæl, at han ikke var bange for at stille sig op og gå imod. “Stå aldrig til søs, lad de andre stå” og det var måske også nemmere i længden, men sådan var min far ikke.

-Jeg er jo kommet med på travbanen lige siden jeg lå i barnevogn. Jeg har en storebror, som er 10 år ældre end mig, så han gad ikke være sammen med mig. Så for ikke at være alene ville jeg gerne med på travbanen.

-Noget af det første, jeg husker er min fars tid på Amager, hvor han havde stald ved siden af smedjen. Jeg kom meget over til “Smede-John” for det syntes jeg var meget spændende.

-Jeg så også meget op til Kaj “Smiles” Hansen (kort biografi nederst i dette afsnit), som havde stald ved siden af min far og vel var en slags satelittræner for ham. En halvgammel – undskyld mig – drukkenbolt, som levede et mærkeligt liv. Han sov i kammeret hos John Petersen og sov også af og til i min fars stald, hvor han lavede mad sammen med “Sømanden” (se nederst i dette afsnit) om aftenen. De hyggede sig sammen, men kunne også skændes som et gammelt ægtepar – jo, det var en helt anden tid dengang.

-Kaj Hansen var en rigtig boheme, som havde levet et spændende liv, og han havde en enorm viden om heste, som ikke mange andre havde. Ham nød jeg at være sammen med, ikke mindst fordi han altid havde en chokolademælk til mig – det fik jeg aldrig af min far, smiler Henrik.

-Der gik lang tid før jeg fik lov til at køre med hestene. Jeg måtte kun vaske dem, men en dag sagde jeg, at nu gad jeg ikke det mere, og så fik jeg lov til at begynde at træne ude på banen. Jeg fik også amatørlicens, men det blev ikke til så meget – jeg har en tredjeplads som bedste resultat i tre starter.

-Set i bakspejlet var min far en sjov mand – han var aldrig rigtig glad for noget. Hvis du kunne spørge ham i dag, ville han nok ha’ været glad for sin trænerkarriere, men de sidste år betød det ikke så meget for ham. Han var heller ikke en, som talte meget om sine sejre på sine gamle dage. Det skete da at vi kom til at tale om Aprilsnar og andre heste, men det var ikke noget, der “fyldte” ret meget hos ham.

Kaj “Smiles” Hansen (f. 1911): Uddannet hos Albert Hill og vandt sin første sejr i 1930 med Guy Frisco. Trænereksamen 1931. Startede som træner på Lunden i 1933 og havde som ung stor succes med sejrshesten Calumet Director.

Kaj Hansen var i en periode træner i Sverige og senere på Fyens Væddeløbsbane. Han stoppede på et tidspunkt, men vendte i 1960 tilbage som træner og kørte først i 60’erne en del løb for Leif Nielsen når denne var udelukket eller sygemeldt pga. dårlig ryg – en skavank Leif Nielsen pådrog sig efter styrtet på Derbydagen i 1960 (herom senere). Hans største sejr var med Aprilsnar i Åby Stora Pris 1962. Kaj Hansen stoppede som træner igen i 1964 og blev siden staldmand hos John Petersen på Lunden.

“Sømanden” alias Henry Brinkelsen var staldmand hos bl.a. Børge Grandahl og Walther Kaiser-Hansen. Han døde tragisk af kulilteforgiftning fra en petroleumsovn i Grandahls kammer, hvor han sov.

---

Stærk trænerformand
I 1967 blev Leif Nielsen valgt som formand for den københavnske trænerforening, da Palle Sperling, som havde siddet på posten siden 1964, ikke ønskede genvalg.

-Dengang havde trænerforeningen mere indflydelse end i dag og da min far ikke var bange for at sige sin mening, tror jeg han passede godt ind i rollen som trænerformand, siger Henrik.

Det var en til tider turbulent periode i dansk travsport med flere alvorlige sager, da Leif Nielsen stod i spidsen for den københavnske trænerforening. Hans rolle i travkrigen, hvor han opfordrede trænerkollegaerne til at boykotte Amager Travbane, er beskrevet detaljeret i en særskilt artikel (KLIK HER), og så var der sagen om Jens Jensens privattrænervirksomhed (KLIK HER), som også fyldte meget i medierne i midten af 60’erne.

Tidligere træner Leif Løfgren fortæller:

-Det var jo åbenlyst, at Jens Jensen drev en “maskeret” trænervirksomhed. Når han vandt løb, kom hestens tidligere ejer i vindercirklen og fik overrakt ærespræmier. Det syntes vi var noget mærkeligt noget, men Jens forklarede det med, at det var en del af handlen.

-Det troede vi ikke på og det endte med, at Leif Nielsen var til møde i Centralforbundet med den daværende formand Buchholz-Nielsen, hvor han gav udtryk for, at trænerne ikke ville finde sig i Jens Jensens metoder længere. Det ville DTC imidlertid ikke gøre noget ved, og hvis vi var utilfredse, kunne vi jo bare aflevere vores licenser, og til det svarede Leif: “Jeg ved ikke hvad de andre gør, men her har I i hvert fald min trænerlicens!”

-Det var en hverdag, hvor der var løb på Lunden om aftenen, og et par timer inden løbene blev vi indkaldt til møde, hvor vi blev enige om at stå sammen og kræve, at Jens Jensen fremover kun måtte ha’ et vist antal heste i træning.

-Det krav afleverede Leif Nielsen så til Aage Ulrich, som var direktør på Lunden, og sagde, at hvis Det Danske Travselskabs ledelse ikke skrev under på vores krav, ville alle trænerne aflevere deres licens. Han havde ikke alle licensbeviser med, men sagde, at resten ville blive afleveret i morgen. Dén tyggede de på et stykke tid, og det endte med, at man efterkom vores krav.

-Jo, det var dengang trænerne kunne finde ud af at stå sammen – det kunne man lære meget af i dag, siger Leif Løfgren, der beskriver Leif Nielsen som en meget dygtig træner, som dog ikke var lige populær hos alle sine kollegaer.

-Men han havde mange gode heste og en af “hemmelighederne” bag successen var, iflg. Leif Nielsen selv, at han kørte mange langsomme arbejder, måske op til en time ad gangen.

Leif Nielsen var formand for trænerforeningen indtil han stoppede i 1978, hvorefter Palle Sperling igen overtog posten.

---

Alternativ afregning
Else Nielsen husker tydeligt travkrigen og har mange erindringer om Leif Nielsens tid som trænerformand.

-Leif havde et rigtig godt forhold til Carl Andersen, som han talte med næsten dagligt. Det var dengang trænerforeningen havde indflydelse. Aage Ulrich havde han også et godt forhold til, men Axel Taarup kunne han til gengæld ikke snuppe, siger Else Nielsen.

-En af de ting, som Leif fik indført i sin tid som trænerformand var fælles fakturering. Det skete jo ofte, at især de mindre trænere ikke fik deres penge. Jeg kan bl.a. huske en episode, hvor en hesteejer ikke havde betalt sin regning til en af de mindre trænere i et halvt års tid. En dag flyttede han bare sine heste til en anden træner, og den første træner kunne ikke gøre en disse.

-Det var Leif meget imod og det er bl.a. hans fortjeneste, at man fik indført fælles fakturering. Fremover gik alle fakturaer over travselskabet, og hvis ikke hesteejeren betalte sine regninger, blev der nedlagt startforbud.

-I starten af sin karriere havde Leif også indimellem problemer med at kradse pengene ind. Der var bl.a. engang en slagtermester, som i stedet for at betale med kontanter, gav ham en stor hamburgerryg. Dengang havde vi ikke køleskab, så jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med den. Jeg gemte på den i flere dage, men til sidst blev den jo fordærvet, smiler Else.

Fruen bragte uheld
Else Nielsen var sammen med Leif Nielsen i over 40 år, men det kan tælles på to hænder, hvor mange gange hun har været med på travbanen.

-Jeg tror allerhøjst jeg har været derude syv gange. Både Leif og hans hesteejere troede, at der var uheld ved mig. Jeg kan huske engang jeg var med på Lunden, hvor Leif havde sagt noget i retning af: “Jeg har så stor chance med den her – det må bare ikke glippe” – og jeg husker tydeligt, at jeg stod ude på toilettet, da jeg hørte i højttaleren at den blev diskvalificeret!

-Jeg har også tit hørt hesteejerne sige: “Fru Nielsen, De bliver da hjemme på søndag?” – og så blev jeg selvfølgelig væk. Jeg var heller ikke med på Lunden, da Leif vandt Derby i ’59, men da havde jeg også lige født ham der, griner Else Nielsen og peger på sin søn.

-Jeg kan også huske, at en af Leifs hesteejere altid kom til trav med store røjsere (gummistøvler, red.), beskidte bukser og diplomatfrakke. Han havde tidligere prøvet at komme i pænt tøj, men så vandt hans hest aldrig, og han kom også altid ned i vindercirklen i den mundering.

-Det var jo ikke sjovt at gå til trav når man ikke føler sig velkommen, men Leif kunne også godt være lidt gnaven når det ikke gik som han havde forventet. Så fik han lov til at dampe af på vej hjem – så ventede jeg derhjemme med noget god mad og så dampede han endnu mere af.

-Man kan godt sige, at Leif godt kunne være meget afvisende og arrogant, mens en mand som f.eks. Mark Ingdam altid var sød og rar, meget omfavnende og jovial. Helt modsat min mand, men overordnet set havde vi en god tid mens Leif var træner.

Henrik Nielsen runder interviewet af:

-Min far tænkte trav fra morgen til aften, og det er med til at holde én i gang, hvis man er dedikeret til det man beskæftiger sig med, men jeg tror ikke han var så dedikeret til sidst. Han arbejdede meget, måske for meget, i trænernes interesse og gik meget op i folkenes forhold, men jeg tror han havde fået nok at trænerforeningen og travsporten generelt.

De sidste år 
Tre par år efter Leif Nielsen stoppede som træner flyttede familien til Spanien, men efter otte år på Solkysten vendte de hjem i 1989.

Efter hjemkomsten til Danmark blev Else og Leif Nielsen separeret. Leif Nielsen fik herefter en lejlighed i Det Danske Travselskabs ældreboliger på Ordrup Jagtvej 193 i Charlottenlund.

Han blev senere syg og boede den sidste tid på et plejehjem i Ordrup, hvor han døde i 2003.

---

Klaus Koch: Mit første idol
Klaus Koch er inspirationskilde til flere af artiklerne på Travsportshistorie.dk – også dette portræt af Leif Nielsen, som blev den danske traveksperts første “idol”:

-Jeg ved egentlig ikke hvorfor Leif Nielsen blev min første favorittræner og -kusk; måske fordi man næsten hver uge kunne læse om ham i B.T., hvor Jens Erik Holdgaard sørgede for at man kunne holde sig opdateret om alt omkring Leif Nielsen, siger Klaus Koch.

-Jeg var også meget fascineret af Leif Nielsens kørestil. Man sagde at han kørte for galleriet, men han var også en typisk vind- eller forsvind-kusk. Den ene løbsdag kunne han vinde fire løb og den næste løbsdag var han helt væk med de samme fire heste som storfavoritter.

Apropos Klaus Kochs sidste kommentar, så gik der indimellem rygter om at Leif Nielsen skulle “spekulere” i spil og forsøgte at køre hestene i stilling til et stort vinderodds, men han blev aldrig taget i noget i den stil.

Anklagerne kan måske have været en tolkning af hans opførsel, når han havde tabt et løb. Hans galopprocent var høj, hvilket formentlig skyldtes at han kørte sine heste så let.

---

Spredte minder
Jørn Clevin:

-Det er altid svært at sætte ord på en død mand, som ikke har mulighed for at kunne forsvare sig, men Leif Nielsen var sikkert en person, som var både elsket og hadet, herunder ikke mindst pga. hans rolle i travkrigen. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at han var meget forhadt bl.a. pga. den topstyring, der var i trænerforeningen, mens han var formand, samt at dette måske også spillede ind, da han valgte at lukke stalden så pludseligt.

-Generelt var politik noget, der optog Leif Nielsen meget. Både travkrigen og privattrænerproblematikken kom til at fylde meget, både i trænerforeningen, samt med alle de regler de “opfandt” gennem årene. Topstyringen stoppede egentligt først, da Carl Andersen sparkede benene væk under dem og inviterede Preben Kjærsgaard og Steen Juul indenfor, uden at spørge trænerforeningen først.

-Som træner var Leif Nielsen nok lidt præget af den gamle skole, dvs. at han var en hård banan ved sine heste – de fik sgu lov til at bestille noget.

-Han stod meget på Amager Travbane, som jeg egentlig tror, han anerkendte som det bedste træningsanlæg med de bedste folde. Der var jo langt friere forhold på Amager end på Lunden. Vi havde både hingste- og fællesfolde, og når stockcar-banen ikke blev brugt, blev den også anvendt til fold.

-Leif Nielsen trænede altid højre rundt på Amager, og gjorde det ofte til sent på dagen, men jeg tror faktisk, at han befandt sig godt, med at være næsten alene på banen.

-Han kørte i øvrigt altid rundt i noget slidt materiale – noget gammelt lort, for at sige det rent ud – det materielle var ikke noget, han brugte alle sine penge på.

-Begrebet laksestald synes jeg ikke jeg har hørt omtalt, men det er rigtigt, at Leif Nielsen altid var dygtig til at frasortere de heste, han ikke gad at beskæftige sig med. Man så ham sjældent med “gedebukke” – men en enkelt gang tog han grundigt fejl. Leif Nielsen havde overtaget Jørgen Toftebjerg fra Fredi Sølberg, men den kasserede han, og den blev herefter sat til salg. Tilfældigt kom amatørkusken Ejler Pedersen gående forbi og han købte hesten for stort set ingen penge – og blot 14 dage senere vandt Jørgen Toftegård sit første løb på Amager for sin nye ejer med smør på halen.

---

Staldfolke-minder
Leif Nielsen har som nævnt haft mange kendte folk ansat gennem årene, heriblandt en del senere trænere.

Helge Rasmussen (tidl. Lunden-træner):

-Jeg var førstejockey hos Leif Nielsen i 1966-69 og havde en god tid, hvor jeg fik mange gode køreture. Jeg vandt også en del løb og var måske ikke skiftet til Gerhard Petersen, hvis jeg ikke var blevet gift med Ellis.

-Vi havde mange gode heste dengang, bl.a. Igor, Fuks Boy, Hayworth, Hattie og H.R. Cathrineberg. Et år var Leif også tæt på at blive champion, men løb så ind i en udelukkelse – jeg husker ikke for hvad – og så glippede championatet.

Rene Ravn (tidl. Lunden-træner):

-Jeg startede som ungarbejder hos Leif Nielsen i 1959 og var der til jeg skulle ind som soldat i ’62. Da jeg blev hjemsendt kom jeg tilbage til Leif og var hos ham sammenlagt i omkring seks år.

-Det var overordnet set en god tid, men Leif Nielsen misbrugte sine evner med alle de “numre” han lavede. Han var en dygtig træner og kusk og en mægtig mand at arbejde for. Han gik op i staldfolkenes vé og vel og tog f.eks. ikke en hest i træning, hvis ejeren ikke ville betale 3 % af præmierne til staldfolkene, som delte procenterne ligeligt. Han var også meget fin når vi skulle ud og rejse med hestene til Jylland eller Jägersro, hvor Leif vandt mange løb – så var der altid rejsepenge og forplejning.

-Han havde et hidsigt temperament og kunne ikke tåle at blive slået. Hvis han kiksede med en hest, som han havde regnet med at vinde med, smed han hjelmen hen ad staldgangen og var hurtigt ude af stalden når løbene var slut.

-Leif Nielsen kørte alle sine heste så barfodet som muligt og med høj tjek. Han gik meget op i balancering af hestene og kunne eksperimentere en hel dag med en enkelt hest. Normalt kørte han i øvrigt kun meget få af staldens heste i den daglige træning – måske en håndfuld – mens vi staldfolk fik resten.

Erik Duun (tidl. jockey):

-Jeg bliver lidt ked af at læse de dårlige ting om Leif Nielsen, for tiden på Amager, hvor vi havde stald i træstalden ved siden af smedjen, var min bedste tid på travbanen.

-En af de ting jeg husker er, at han kørte hestene så barbenet som muligt, og han var generelt en rigtig dygtig træner.

-Jeg var hos Leif Nielsen i 1½ år fra 1966 sammen med bl.a. Helge Rasmussen. Jeg vandt jockeymesterskabet på Lunden fire gange i alt og de to sidste gange mens jeg var hos Leif.

---

Kilder:

Trav-Tidende 1943-54
Væddeløbsbladet 1943-78
Travkalenderen 1943-78
Klauskoch.se
Interviews med Else og Henrik Nielsen, Klaus Koch, Leif Løfgren, Helge Rasmussen, Rene Ravn, Erik Duun, John Graversen og Jørn Clevin

Korrekturlæsning: Klaus Koch