Derbyet for 50 år siden: Tredje hoppesejr i træk!
Kenn Erik Bech afslutter dette års Derbyartikler med historien om Spathrine C, der i en tæt opløbskamp vandt Dansk Trav Derby 1975 for Mogens Larsen.
Det er ikke meget, jeg husker fra Derbyet i 1975, men det er jo også 50 år siden. Et lille glimt er der et sted i mit baghoved med en spændende opløbskamp, hvor fire heste dystede tæt. Vinder blev Spathrine C med Mogens Larsen som kusk og Erik Hagman som ejer.
Opdrættere var Jørgen og Jens Pedersen, Stald Domas, Odense. På de næste pladser fulgte ”svenskerne” Silius (Søren Norberg) og Stuart Reerstrup (Leif Lövgren). Derefter Solo Nolo med Leif Løfgren, der kom meget tæt på til sidst. Marginalerne tilhørte Spathrine C.
Kriterievinderen Surveyor var ellers klar Derbyfavorit, men 100 meter før mål stod den af. Surveyor havde prøvet at frafriste førende Silius spidsen. Skive-hesten var ikke helt sig selv, og kusken, Aksel Laursen, var selvfølgelig skuffet. Dyrlæge Thomsen fra Skive mente også, at Surveyor var mærket af en form for sygdom.
Hundene Spat og Trine blev til travhoppen Spathrine C
Det var tredje hoppesejr i træk i Derbyet efter sejr de to foregående år til hhv. Patricia Garbo og Ritha Lyngholm i 1973 og ’74.
Spathrine C var født som Snif Domas på Fyn hos Brdr. ”Domas” Pedersen, men solgt som føl sammen med moderen til den storsatsende sjællander Bent Ole Retvig, Stutteri Kathrinedal, og fik navneforandring efter Retvigs hunde, Spat og Trine.
Mogens Larsen købte selv Spathrine C på Kathrinedal-auktionen i 1972 for 11.500 kroner, men året efter blev hesten solgt til Erik Hagman, der senere også fejrede mange andre triumfer som medejer af topheste som Meadow Roland, Heir To Crown og ikke mindst Ellizar H – der såmænd var Spathrine C’s første afkom.
Fantastisk spændende og flot opløbskamp
Lord Valentine-hoppen viste tidligt fine evner og vandt sine to første starter som 2-års og satte rekord 1.20,4a. Som 3-års blev det til to sejre for Spathrine C, og en andenplads i Kriteriet bag Stald Kima’s Surveyor, der overvintrede som den helt store Derbyfavorit.
Derbyets gang:
Silius med Søren Norberg var hurtigst af sted fra start med Spathrine C, Sussi Hjordal og Stuart Reerstrup nærmest, mens der bl.a. var galop for Solo Nolo. Efter omgangs kørsel kom Surveyor frem til dødens, men i opløbssvinget stod det klart, at favoritten ikke var på toppen.
Det lignede nu i stedet sejr til Silius, men bagfra kom Stuart Reerstrup med Løvgren i et godt angreb. 100 meter før mål så Mogens Larsen et lille hul til angreb med Spathrine C, der med det mindst mulige fik kæmpet sig forbi til Derbysejr.

Spathrine C efter Derbysejren
Et knivskarpt og utroligt spændende opløb med tre heste over mål indenfor 1/10 sek., mens der kun var 1/10 sek. til fjerdehesten Solo Nolo, der ellers jo havde en ”pæn” stor startgalop. Silius nummer to, og tredjehesten Stuart Reerstrup var også lidt uheldig, idet den blev sinket noget af den på et tidspunkt førende Sussi Hjordal, der gik træt.
For andet år i træk vinder en Lord Valentine-hoppe Derbyet – og som nævnt tredje år i træk med hoppesejr i dansk travsports fornemmeste løb!
Spathrine C fik siden pæn succes i avlen. Hendes første afkom var jo således Ellizar H (1.13,2a-1,7 mill. kr), der bl.a. blev nummer to i Copenhagen Cup og vandt Mesterskab for Danmark. Efter eksport til Sverige blev Spathrine mor til yderligere otte afkom, hvoraf Etter Käll (1.15,5a-270.000 SEK) er bedst.
Via døtrene Akacia Käll og Juva Käll er Spathrine C mormor til flere topheste, bl.a. Gismo Bøg (1.12,4a-1.193.000 kr) og Oralee (1.15,3a-483.000 kr).
På Travsportshistorie.dk kan du læse den store – og nærgående – portræt af Spathrine C’s træner og kusk, Mogens Larsen, der døde i 1992, kun 45 år gammel. Her finder man også et interview med Mogens Larsens førstemand gennem flere år, den senere træner Finn Frederiksen, der også var med til at passe Derbyvinderen Spathrine C.