Harry Carstensen

Portræt af fhv. Lunden-træner og nuværende vægtforstander på Lunden, Harry Carstensen (f. 1942) og hans ligeså kendte hustru, Fyens Væddeløbsbanes banespeaker og totalisatormedarbejder på Lunden og Klampenborg, Kirsten Carstensen (f. 1943)

Kirsten og Harry Carstensen har begge været med i trav- og galopsporten i over 60 år, men selvom de forlængst har nået den officielle pensionsalder her i landet og med god samvittighed sagtens kunne læne sig tilbage i sofaen og nyde deres otium i rækkehuset i Helsinge, er de fortsat yderst aktive.

Alle hverdage kører de således op til Axel Jacobsens træningscenter på amatørkusken Jørgen Sthelis’ gård i udkanten af Hillerød, hvor de begge hjælper til med forskellige gøremål, og når der er væddeløb på enten Lunden eller Fyens Væddeløbsbane, er de begge to også på plads.

På Lunden er Harry vægtforstander m.m., mens Kirsten arbejder i totalisatoren på publikumssiden, og på Fyens Væddeløbsbane har hun i mange år haft tjansen som banespeaker – præcis som hun var det på Lunden i årene 1973-92. Derudover er Kirsten også ansat på Klampenborg Galopbane som “spilrådgiver”.

Det handler med andre ord om trav – måske ikke fra morgen til aften, som dengang Harry Carstensen var træner på Lunden, men mindre kan trods alt også gøre det for det aktive pensionistægtepar, som Travsportshistorie.dk’s redaktion (Kenn Erik Bech og Henrik Berg) besøgte en eftermiddag i slutningen af oktober måned.

Arveligt belastet
For Harrys vedkommende er han i bogstavelig forstand født ind i travsporten, idet hans far – Kaj Carstensen (1915-2000) – allerede som ung blev interesseret i travsporten og fik amatørlicens.

-Det sidste fandt jeg dog først ud af for 14 dage siden, da jeg sad og bladrede i nogle gamle julenumre, som jeg har arvet efter en tidligere hesteejer, siger Harry.

-Jeg anede ikke at min far havde kørt travløb – det har han aldrig talt om, og nu er det jo for sent at spørge ham. Han fik amatørlicens i 1943 og vandt en enkelt sejr i ’45, men stoppede umiddelbart ret hurtigt igen med at køre løb.

-Da jeg var barn havde mine forældre én følhoppe, Yvette, som de fik to føl på: Onkel Kaj, der var opkaldt efter min far, og Prins Basse, der var opkaldt efter mig! De var begge i træning hos Kurt Køppen. Min far tog mig tit med på travbanen og jeg blev hurtigt bidt af det.

-Min far var slagtermester og havde på et tidspunkt 11 slagterforretninger rundt omkring i Storkøbenhavn, men han måtte sælge dem allesammen da mit barndomshjem, Bakkegården i Herstedvester, brændte i september 1948. Han havde købt gården et års tid forinden, men den var ikke forsikret, så han var nødt til at sælge alle forretningerne for at få penge til at bygge gården op igen.

-Jeg var næsten seks år da gården brændte, så det husker jeg tydeligt. Vi blev boende i stuehuset, der gik fri, men de tre øvrige længer brændte ned.

-Jeg var tit med min far i kødbyen i København, hvor han købte varer til sine forretninger, men det var ikke noget, der sagde mig noget. Jeg ville hellere på travbanen, men min far forlangte at jeg skulle i lære som bager, så jeg startede på prøve hos bageren i Fredensborg. Men vi var jo først færdige ved 14-tiden søndag eftermiddag og så kunne jeg ikke komme til trav, så jeg nåede kun at være i bagerlære i tre måneder!

Startede hos “Lille-Leif”
Onkel Kaj og Prins Basse var begge i træning hos Kurt Køppen, så det var i første omgang hér, Harry Carstensens mor forhørte sig om en “læreplads” til sønnike når nu han insisterede på en karriere inden for travsporten.

-Men Kurt havde ikke brug for en mand på det tidspunkt, så jeg begyndte i stedet hos Leif Nielsen i 1956. Han holdt dengang til i den gamle sygestald, der nu er revet ned. På det tidspunkt var Jørgen Olsen førstemand i stalden.

-Jeg var hos Leif i et års tid og kom derefter til Knud Hansen, hvor jeg også var et par år. Han var en rigtig dygtig hestemand, som virkelig tog sig tid til at lære fra sig og Knud Hansen var nok den træner, jeg har lært mest hos. 

-Derefter kom jeg til Walther Kaiser-Hansen og siden hen til hans lillebror Jørgen Kaiser-Hansen. De to brødre var vidt forskellige. Jørgen havde ikke det samme Walther, som var meget mere udadvendt og en rigtig handelsmand. Han kunne godt tage til Jylland for at se på en hest og så kom han hjem med fem, selvom han ikke havde nogle penge. Så blev de i stedet købt med veksler – en slags afbetaling, hvor han forpligtede sig til at indfri til et givet tidspunkt. Det var meget almindeligt dengang.

-Jørgen kom typisk i stalden ved 10-11-tiden med B.T. under armen. “Hvordan går det?” spurgte han – “Det går fint” – og så gik han op i Tutten, hvor han sad og læste sin avis. Så kom han ned i stalden og kørte et par heste, inden han tog hjem igen.

-Jeg fik jockeylicens mens jeg var hos Jørgen Kaiser-Hansen og netop fordi han ikke kom så meget i stalden, fik jeg flere køreture, men ellers var det svært at komme ud og køre løb som jockey dengang.

-Jeg var til licensprøve med en kæmpestort hest, Toscana, som var ret svær at styre. Ikke den bedste hest at send en urutineret mand ud med, men jeg bestod da.

Den første sejr
Hvis en træner havde mere end én hest med i løbene, fik han som regel en kollega til at køre den anden, så de fleste jockeyer havde kun mulighed for at komme ud i jockeyløbene, der typisk kun blev kørt hver tredje-fjerde uge.

-Så for at være sikker på at få nogle køreture, var jeg nødt til at købe min egen hest og det blev den tidligere Kriterie-vinder Robin, som jeg købte af Jan Tunow for 2.500 kroner, fortæller Harry, som den 7. oktober 1961 vandt sin første sejr med netop Robin i et 1.28-handicap på Lunden.

Allerede fire dage senere var parret igen i aktion – denne gang i Jockey-Mesterskab på Lunden, hvor Robin vandt en ny sejr for Harry Carstensen i tiden 1.25,8/2120 meter foran Cirona (Hans Andersen) og Bolzano (Bjarne Schnell).

Pudsigt nok står Harry Carstensen i Traver-Kalenderen for 1961 kun noteret for én sejr i 10 starter, men det er altså ikke korrekt.

Ung stutteriejer
I 1961 boede Harry Carstensen stadig hjemme hos sine forældre, som i øvrigt flyttede ekstraordinært meget rundt igennem hele hans barndom og ungdom.

-Jeg har næsten ikke tal på hvor mange steder jeg har boet, smiler Harry.

-Min far handelsmand og hvis han øjnede muligheden for at tjene 100.000 på en ejendom, blev den solgt og så købte han en ny, så vi skulle flytte igen.

-I første halvdel af 60’erne forpagtede han Agiltegård i Grønnegade ved Hørsholm, hvor han indrettede stutteri, hvor han havde en del heste opstaldet for andre, bl.a. avlshingsten Rex Junior. Min far havde ingen heste selv på det tidspunkt; den sidste han havde var hoppen Ursula, som han i sin tid købte af Gunnar Jonassen (farfar til René Jonassen). Den var helsøster til Redmond, som Koster vandt mange løb med og Ursula var i træning hos Kurt Køppen, men meget fransk i sit trav og kom aldrig til at fungere.

-Jeg fik siden Ursula i konfirmationsgave og brugte hende i avlen, hvor det første afkom blev Elis Rex (Rex Junior), som jeg selv kørte en del løb med inden hun også gik i avlen.

-Ursula og mine andre heste stod allesammen på Agiltegård, hvor jeg det meste af tiden havde tre-fire-fem følhopper.

-Jeg solgte størsteparten af hestene til Finland, hvor man dengang kunne få rimeligt gode priser. Det var Preben Rasmussen eller “Guldsmeden” som man kaldte ham, der havde nogle kontakter i Finland og han fungerede som mellemmand.

-Den bedste var helt sikkert Pan Pride (Joe’s Pride-Jenny Uielspiegel), der i første omgang kom til Stockholm, hvor den bl.a. vandt et Gulddivisionsløb inden den gik videre til Finland. Pan Pride vandt i alt 41 løb, heraf 18 det første år (1974)!

-Til sidst solgte jeg alle følhopperne enten i fol eller med føl ved siden – også til Finland. Der kom så en turistbus, hvor de havde pillet alle sæderne ud og monteret en rampe, så hestene kunne gå op. Der skete så det, at en af hopperne pludselig folede efter hun var blevet læsset, men det tog de ikke så højtideligt. De smed bare føllet ind under hoppen og så afsted mod Finland!

Harry Carstensens sidste opdræt på Stutteri Firkløver var Robin Pride (f. 1970).

---

Træner som 24-årig
Harry Carstensen – som afsluttede sin uddannelse hos hhv. Benth Kyvsgård og Per Hansen – vandt i alt fem løb som jockey inden han i januar 1967 startede som selvstændig træner på Lunden.

-Det var ikke usædvanligt at staldfolkene ofte skiftede arbejdsgiver dengang pga. de strenge regler om antal staldfolk i forhold til antal heste i træning. Når man havde syv heste skulle man ha’ én staldmand plus evt. en “dreng” under 18 år, en såkaldt ræveunge, der dog officielt ikke talte som en rigtig staldmand. Staldmand nummer to skulle man så ha’ når man nåede op på 12 heste i træning, men hvis en træner pludselig mistede et antal heste, kunne man som staldmand jo risikere at bliver fyret, siger Harrry.

-Jeg havde været på travbanen i godt 10 år da jeg startede for mig selv. Sofus Sørensen var reelt stoppet i 1964, men han beholdt sin stald på Lunden og først da han definitivt sluttede i ’67 blev der plads til en ny træner – og så fik jeg chancen.

-Jeg startede op med to heste (i 1967 var der ca. 400 heste i professionel træning på Lunden, red.), men fik relativt hurtigt yderligere en lille håndfuld heste. Jeg har dog aldrig været “stortræner” og lå ofte på under 10 heste i træning.

I forbindelse med trænerstarten blev Harry Carstensen interviewet til Lundens baneprogram, hvor han bl.a. blev spurgt, om det ikke er lidt tidligt at begynde som selvstændig i 24-årsalderen?

-Det synes jeg afgjort ikke. Jeg har været med i travet i 10 år efterhånden og mener at have gennemgået en grundig uddannelse. Jeg mener også at have noget at bygge på i de aftaler, jeg har med hesteejere, og ser ellers sådan på det, at den, der passer sine ting, må kunne klare sig. 

-Nu vil jeg gøre alt for at gennemarbejde mine ungheste, så de kan vinde nogle løb. Det er det vigtigste – og det eneste, der kan skaffe flere i stalden, sagde Harry Carstensen, der vandt sin første sejr som træner allerede i februar måned med Gigolo, men ellers kom der kun yderligere én sejr det første år.

Året efter gik det lidt bedre med seks sejre og i 1969 fik han et mindre gennembrud med i alt 13 sejre, heraf seks med Mads Mac og fire med Lizette Lloyd, der blev Harry Carstensens første reklamehest. Tre af sejrene blev vundet i februar måned på Lunden, hvor Lizette Lloyd blev kåret som Månedens Hest.

Samme år vandt han også to løb med sit eget opdræt, Matador Rex, som Harry i et senere interview betegnede som en af de hidtil bedste heste han havde haft i træning. Desværre brækkede Matador Rex ned og kom først langt senere i gang igen, men da var hesten ikke længere hos Harry Carstensen. 

En gylden mulighed
De efterfølgende år (1970-74) blev det til hhv. 11-9-5-2 og 3 sejre – her var Morgan Cathrineberg og Orakel staldens bedste kort med hhv. syv og seks sejre. 

I 1975 vendte det igen for Harry Carstensen, som i slutningen af januar måned fik en særdeles vigtig hesteejer i stalden i skikkelse af Allan Audun Poulsen alias A/S Stald Thise, som hidtil havde haft deres heste i træning hos Mogens Larsen, men pga. “samarbejdsvanskeligheder” bad han Audun Poulsen om flytte sine heste og anbefalede i stedet Harry Carstensen som ny træner.

Det drejede sig i første omgang om syv heste: Rolex Garbo, Sanne C, Sienna Senator, Starline C, The Flying Garbo, Titan C og Trinity.

Stald Thiese’s stjerne, Oberst Aconto, som de to foregående år havde vundet 17 løb og 85.000 kroner, blev i første omgang hos Mogens Larsen, men der gik ikke lang tid inden “Obersten” også blev skiftet til Harry Carstensen, som dermed fik en af landets bedste hurtigklassetravere i stalden.

De mange nye heste betød at Harry Carstensen måtte ansætte en førstemand i stalden og her faldt valget på den senere træner Erik Gade.

Sejr i Kriterium Consolation
I årene 1975-77 blev det til hhv. 9-10 og 9 sejre.

1975 blev et udmærket år for Harry Carstensen, som bl.a. vandt Kriterium Consolation med Trinity, der tidligere på året sæsondebuterede som vinder i tiden 1.21,3/2000 meter, hvilket på daværende tidspunkt – iflg. en avisoverskrift – MÅSKE var den hurtigste tid af en 3-åring i Norden!

Desuden blev Trinity ikke den stjerne, Harry Carstensen havde håbet på, selvom hesten også senere vandt Kriterium Consolation. Det blev således kun til de to sejre i fire starter som 3-års.

Oberst Aconto debuterede for Harry Carstensen som overbevisende vinder i Hesteejerpokalen i tiden 1.19,8/2540 meter, hvor han gav 40 meter forud til sejrshesten Ozon og desuden besejrede andre topheste som Napalm, Nallo og Mobil.

Det første år hos Harry Carstensen (1976) vandt Oberst Aconto fem løb, mens det året blot blev til en enkelt sejr, men det var til gengæld i Julistayeren på Lunden i den dengang fantastiske tid 1.20,1/3080 meter.

I 1979 ophørte samarbejdet med A/S Stald Thise – stort set af samme årsager som dengang familien Audun Poulsen blev “smidt ud” af Mogens Larsen.

-De kunne være ret vanskelige at arbejde sammen med, især konen, som ofte opførte sig helt uacceptabelt inde på banen, så det endte med at jeg bad dem om at flytte deres heste, fortæller Harry.

-Men det ville de sgu ikke. Jeg husker tydelig en nat, hvor jeg blev ringet op ved 3-tiden og så råbte konen ind i telefonen: “Vi flytter ikke!” – men det lykkedes mig da til sidst at få dem ud af stalden. Jeg husker ikke hvad der efterfølgende skete med hestene.

---

“Den kunne være blevet datidens Tarok!”
Harry Carstensens vel nok bedste hest i karrieren var Alex Mon (Frits Mon), der som 3- og 4-års vandt syv sejre på stribe og gang på gang imponerede stort.

-Jeg købte den i sin tid af Verner Frederiksen (amatørkusk og opdrætter, red.), som ikke rigtig kunne få den til at fungere. Den løb nede i 0-klassen og røg meget ofte i prøveløb, men jeg havde kigget den ud og tænkte, at det måske godt kunne blive en god hest, fortæller.

-Jeg spurgte en dag Verner om han ville sælge den. Jo, det ville han måske godt. “Hvad vil du ha’ for den” – men det vidste han ikke. “Hvad vil du gi’?” spurgte han.

-Jeg sagde til ham, at jeg havde en mand (Finn F. Jensen, Stald Lolland), som ville give 25.000 kroner, men det ville han ikke sælge den for.

-Den besked gav jeg til Finn, som sagde, at han havde en hoppe, der ikke duede til at løbe væddeløb længere. “Den kan han få med i købet” – og så sagde Verner sgu Ja!

-Så begyndte jeg at træne med Alex Mon, men den løb aldrig stærkere end 1.32 i træning og efter at ha’ trænet med den i tre måneder, meldte jeg den i prøveløb for at se hvordan det går. Det krævede 1.25 for at få den godkendt.

-Jeg kørte så 1.25 den første kilometer og sad bare i ryg hele vejen, men da vi kørte over mål stod der 1.21 på stopuret! Det kunne ikke passe, tænkte jeg – uret måtte være gået i stå – men den var god nok og Alex Mon blev altså godkendt.

-Den var med andre ord bare doven i træning, men når den kom i løb, vidste den godt hvad det drejede sig om og den vandt den ene sejr efter den anden.

-Det var en fantastisk hest, som på et tidspunkt blev kåret som “Årets Fund” i dansk travsport. Engang var den så overlegen, at en due nåede at lande på banen MELLEM Alex Mon og de øvrige!

-Desværre døde Alex Mon pludselig af kolik og det er sgu det eneste jeg ærgrer mig over i min tid som træner. Han kunne være blevet datidens Tarok, men døde inden han fik det bevist.

Alex Mon fik rekord 1.21,0 og tjente 36.500 kr.

---

Ny sejrshest
Takket være primært Alex Mon blev 1978 Harry Carstensens hidtil bedste sæson med 15 sejre, der også blev vundet med heste som Buller Ørbæk, Tribell og Pan Viking.

Året efter fortsatte successen med 23 personlige sejre og over 30 sejre til stalden i alt. Her var Akkord Sporup med ni sejre sæsonens topscorer. Den 5-årige hoppe vandt bl.a. syv sejre på stribe og blev kåret som Månedens Hest i maj.

-Akkord Sporup er den hest, jeg har vundet flest løb med, men desværre syntes ejeren pludselig at det var dyrt at ha’ den i træning på Lunden, så han flyttede den til Kurt Robach i Billund, siger Harry.

-På det tidspunkt var Alex Mon forlængst død og jeg mistede også en anden sejrshest, Uha Mac, som jeg havde vundet seks løb på stribe med. Den ville ejeren selv køre, så han flyttede til ud på Amager til Ejvind Schnell.

-Det betød selvfølgelig meget, at jeg mistede nogle af staldens bedste heste, så de efterfølgende år blev det ikke til ret mange sejre, men jeg holdt da forretningen kørende.

Gentleman tvunget til at stoppe
Sportsligt set var det så som så med succesen i 80’erne, hvor Harry Carstensen blot vandt en håndfuld sejre eller derunder hvert år, og til sidst måtte han i 1987 kaste håndklædet i ringen.

-Det skyldtes dog primært den tarmsygdom, der begyndte at genere mig i 1980-81 og som gjorde, at jeg var indlagt flere gange, hvor man til sidst fandt ud af, at det var kronisk tyndtarmsbetændelse, siger Harry.

-De første gange jeg var indlagt, sendte Axel Jacobsen, der var startet som træner i 1980, Erik Bondo over for at passe mine heste. Jeg havde kun en fire-fem stykker på det tidspunkt, men de skulle jo stadig passes og trænes. Jeg spurgte Axel hvordan jeg skulle gengælde den store hjælp, men det skulle jeg ikke tænke på, sagde han bare – det har jeg aldrig glemt ham for.

-Sidste gang jeg var indlagt var det Per Hansen, som kom og hjalp. Han var selv stoppet som træner, men tilbød at komme og passe heste, og det var ham, der fandt ud af hvad der var galt med Fort Knox. Det viste sig, at den havde et problem med hoften, som vi efterfølgende fik ordnet og jeg vandt bl.a. et V6-løb på Skovbo med Fort Knox – det var vist en af mine sidste sejre.

Pga. sin sygdom fik Harry Carstensen førtidspension, men har heldigvis forlængst fået styr på sygdommen.

Med til historien hører, at Harry Carstensen igennem årene var kendt som en dygtig og fair kusk, som ofte var med blandt “finalisterne” når TU-foreningen på Lunden skulle uddele den prestigefuldte Gentleman-Pokal, der blev givet til den træner, som gennem sæsonen havde fået færrest bøder.

Harry fik således pokalen i 1982, hvor han kun fik 550 kroner i bøder i sine 152 starter, som i øvrigt resulterede i fire sejre.

---

“Gi’r du ikke snart kaffe?”
Kirsten og Harry Carstensen mødte hinanden på Lunden omkring 1970, hvor Kirsten havde fået en boks til sin galophest.

-Det var Mogens Ingvard, som skaffede mig boksen, og han ville på et tidspunkt ha’ mig til at køre nogle af hans heste, men dét skulle jeg i hvert fald ikke! Men så fik jeg lov til at køre Derbyvinderen Gigant og det var jo ren luksus, fortæller Kirsten.

-Så blev jeg pludselig bidt af det at køre heste, men Mogens havde ikke så mange heste, så jeg begyndte i stedet hos Aksel Pedersen, hvor min yndlingshest var Derbytoeren Lau. Den kørte jeg altid, og hvis jeg ikke fik lov til at køre den i tredje heat, så blev jeg sur! Men så forbarmede Aksel sig som oftest over mig: “Så ta’ den dog!”

-Når jeg trænede ude på banen, mødte jeg tit Harry, som kørte forbi mig hele tiden – “Gi’r du ikke snart kaffe?” – og så blev det jo efterhånden os …

Kirsten Carstensen fik senere TU-licens og vandt et enkelt løb med Aksel Pedersen-trænede Kent Pinero.

-Da jeg kørte æresrunde stod der en mand nede ved rækværket og råbte til mig: Godt kørt, Moster! griner Kirsten.

Succesfuld amatørrytter
Kirsten Carstensen startede oprindeligt som amatørrytter på galopbanen inden hun “konverterede” til travsporten, omend hun stadig følger lidt med i galopsporten.

-Jeg begyndte at gå til ridning som 12-13-årig og blev på den måde interesseret i galoppen, men dengang måtte man som barn kun komme ind på banen i følge med en voksen, så jeg stod troligt nede ved indgangen og spurgte, om jeg måtte komme med ind. Jeg fandt så altid nogen, der tog mig med ind på banen, husker Kirsten.

-Efter et par år begyndte jeg at komme hos en galoptræner, Willy Arnull, og spurgte ham, om jeg måtte komme og ride hos ham, og det måtte jeg gerne.

-Jeg startede i mit første løb i 1960 og nåede at vinde fem løb som amatørrytter, bl.a. Ladies Cup på Klampenborg i 1965. Jeg havde også en del ridt på Fyens Væddeløbsbane fordi de manglede ryttere med lav vægt og jeg kunne ride 52 kg, så jeg blev tit kontaktet af hesteejere eller trænere.

-Dengang kunne piger ikke blive professionelle, så det var egentlig aldrig en drøm for mig. Piger måtte faktisk kun ride amatørløb og måtte heller ikke ride sammen med de professionelle mænd.

Kirsten Carstensen – som er kontoruddannet og i mange år arbejdede i KTAS – havde som tidligere nævnt en galophest opstaldet på Lunden i et par år, men solgte den sidste galophest inden parret blev gift.

Banespeaker i næsten 20 år
Hvis man gik til trav på Lunden i 70’erne og 80’erne kender man helt sikkert Kirsten Carstensens stemme, idet hun var banespeaker på Lunden i årene 1973-92, ligesom hun faktisk fortsat kan høres hver eneste løbsdag – både på Lunden og på flere andre baner, som bruger den optagelse af startproceduren, som Kirsten indlæste for omkring 25 år siden: “Klar – 1 – 2 – kør!”

-I sin tid søgte Lunden, gennem TU-foreningen, som jeg var medlem af, en løbsreferent eller banespeaker og så anbefalede Nick Schewitz – der dengang var formand for TU-formanden – mig til Carl Andersen, fortæller Kirsten.

-Carl mente dog ikke, at en dame kunne være banespeaker, men det endte alligevel med at jeg blev ansat og i starten sad jeg sammen med Peter Faber-Rod (Dansk Travsports Centralforbunds daværende bestyrelsesformand, red.) oppe i dommertårnet, hvor jeg skulle læse resultater m.m. op i løbet af løbsdagen, og det gik vist meget godt det meste af tiden.

Reklame-Tv
I 80’erne kom der også reklamer mellem løbene og Kirsten husker især én af disse: “Et Francis Senator-afkom – dét er en vinder!” – men der var også et par gange, hvor der gik lidt “ged” i oplæsningerne:

-Engang skulle jeg lave en reklame for en eller anden bitter på internt Tv, hvor jeg skulle ta’ en tår og så gik jeg den galt i halsen, men jeg fik da sagt at “Den smager da meget godt”! griner Kirsten.

-Et år var der trav Nytårsdag og så skulle jeg skåle med publikum, men fik det igen galt i halsen og blevet mere og mere rød i hovedet, inden teknikeren fik det klippet ud. Det syntes Carl Andersen var mægtig sjovt, så han spurgte, om vi ikke også skulle skåle i champagne næste år!

-Jeg stoppede som banespeaker da vi flyttede til Langeland i 1992, men var korvarigt tilbage som vikar i Derbyweekenden i 1993, hvor Lunden måtte rykke lidt rundt på personalet efter det tragiske flystyrt i Sverige. Claus Nielsen var banespeaker på det tidspunkt, men ham afløste jeg altså i Derbyweekenden.

-Siden blev jeg banespeaker på Fyens Væddeløbsbane da vi kom til Langeland, og det er jeg stadig, så vi tager derover hver eneste løbsdag.

Kirsten Carstensen har således snart 50-års jubilæum som banespeaker, mens hun til gengæld aldrig har været løbsreferent.

-Det kan jeg simpelthen ikke fordrage. Jeg har været løbsreferent i nogle ponyløb, men kan næsten ikke så forskel på ponyerne, som jo ikke er større end en gravhund, så det fungerede ikke, smiler hun.

-Jeg har til gengæld engang indlæst nogle lydbøger for ordblinde. Det var meget sjovt og jeg husker at ham, som stod for det, syntes det dejligt at de havde fået “en moden dame” til oplæsningerne!

Foruden banespeaker-jobbet på Fyn er Kirsten Carstensen også ansat som totalisatormedarbejder på Lunden – hvor rekorden i øvrigt er 125.000 kroner på en enkelt løbsdag! – ligesom hun også var det på Klampenborg indtil banen ved 2022-sæsonens begyndelse valgte at afskaffe kontantspil.

-Nu er jeg så i stedet blevet spilvejleder, så jeg hjælper gæsterne med at spille på deres tablet eller mobil via Danske Spil, siger Kirsten.

---

Langeland tur-retur
I 1992 flyttede Kirsten og Harry Carstensen til Langeland, hvor parret boede i godt 10 år.

-Vi har altid gerne ville ha’ en gård, men det var jo ikke til at betale heroppe i Nordsjælland. Det endte med at vi fandt en gård i Rudkøbing på 14 tdr. land med plads til nogle heste. Den kostede 700.000 kroner, men ville jo ha’ kostet 5-6 millioner i Nordsjælland, siger Harry.

-Den første hest vi fik var Rabell (Fine Shot), der blev mor til fem afkom, bl.a. Bali og Firebird, der begge vandt et par løb. Siden fik vi Salinda (se), en svensk hoppe, som jeg købte af Jan Halberg, der dengang var træner på Fyn og hende kørte jeg nogle amatørløb med, inden vi bedækkede hende.

-Vi fik tre afkom på Salinda, bl.a. Funny Girl (Lindy’s Crown), som jeg selv trænede og kørte et par løb med på Fyn. Senere gik hun i træning hos Axel Jacobsen, som vandt et enkelt løb med Funny Girl, men desværre brækkede hun ned i slutningen af 4-årssæsonen og gik i avlen året efter.

I 2002 vendte Kirsten og Harry Carstensen “hjem” til Nordsjælland – nærmere bestemt et hyggeligt rækkehus i Helsinge, hvor parret har boet siden.

-Gården på Langeland var bygget i 1923 og var egentlig rimelig velholdt, men der var efterhånden brug for mere og mere vedligeholdelse, primært fordi gården var opført i sandsten, og derfor valgte vi at sælge inden vi blev for gamle, siger Harry.

Da Kirsten og Harry Carstensen var flyttet til Langeland opstod parrets ejerpseudonym Stald Long Sand, og det var der en særlig grund til.

– Vi boede Longelse Sand og det forkortede kommunen til Long Sand, så det er forklaringen på det, siger Kirsten Carstensen.

---

Eventyret om Runaway
Funny Girl blev opstaldet en gård i Nødebo, hvor hun fik tre føl i årene 2004-2008. Sidste afkom blev Runaway, som Harry selv gik i liner med inden den blev sendt til tilkøring hos Axel Jacobsen, hvor Runaway også var i træning igennem hele sin karriere.

-Det var en bestemt herre, når den kom for vogn, mindes Harry Carstensen.

-Han opførte sig ofte helt skruptosset og til sidst fandt vi ud af hvorfor. Den var såkaldt urhingst, dvs. den ene sten sad i klemme, så han blev selvfølgelig kastreret og det hjalp, men han må ha’ haft mange smerter, den stakkels hest.

Runaway blev godkendt på Lunden som 3-års og efter lidt begyndervanskeligheder, rullede han sig for alvor ud som 4-års, hvor det blev til seks sejre i 16 starter. Han kvalificerede sig også til start i Dansk Trav Derby, hvor Runaway desværre blev diskvalificeret for galop efter at være blevet generet til galop to gange!

Runaway havde en flot karriere med 13 sejre, 15 anden- og syv tredjepladser i 79 starter samt 394.617 kroner i indkørte præmier.

-Som 9-årig blev han halt på en bagkode og måtte stoppe karrieren. I første omgang forærede vi ham til en pige, som kom og ridetrænede ham, men året efter (2018) måtte vi desværre aflive Runaway, siger Harry.

---

Vægtforstander
Siden 2015 har Harry Carstensen været vægtforstander på Lunden på løbsdagene, hvor han udover at udlevere nummerskilte til samtlige deltagere har flere andre opgaver.

-Det startede en dag på Lunden nogle år tidligere, hvor jeg tilfældigvis stod nede i Vægten, som dengang blev passet af nu afdøde Birgitte Davidsen. Hun spurgte mig så pludselig om jeg kunne hjælpe med at trække en hest ned til dyrlægen til dopingkontrol, og det endte så med at jeg blev dopingvagt som jeg var i et par år, fortæller Harry, som altid er på plads i Vægten 2½ time inden 1. løbs start.

-Vægten åbner to timer før løbene starter, men der er noget forberedelse, som består i at jeg henter nogle forskellige papirer på kontoret, som skal bringes rundt til de forskellige trænere og kuske.

-Alle heste, der ikke startet på Lunden i otte måneder, skal f.eks. forbi dyrlægen for at blive identificeret. Det er især en udfordring på storløbsdagene, hvor der kommer mange fremmede heste. Alle heste er jo i dag udstyret med et hestepas, hvor der bl.a. er opført aftegninger m.m., men derudover har de også alle en chip- og frysemærkning, som man kan identificere dem ved.

-Derudover er der indført ordningen Sund Hest, hvor man hver løbsdag udtager fem-seks heste, som dyrlægen kommer forbi og kigger nærmere på. Trænerne får så et brev fra kontoret om at dyrlægen kommer, men der står ikke hestens navn. Det får dyrlægen først at vide når han/hun ankommer til stalden.

-Jeg er også den eneste kontakt mellem dommertårnet og staldterrænnet. Før i tiden var der telefon i alle staldene, men de eksisterer ikke mere, så nu går jeg i stedet rundt med telefonen hvis dommertårnet skal tale med en kusk. Det er ikke det store problem med hjemmebanekuskene, men catchdriverne kan være svære at holde styr på – det er især et problem hvis dommerne SKAL tale med kuskene her og nu i forbindelse med en episode i et løb, der måske har indflydelse på resultatet – så jo, der er faktisk ret meget at se til på en løbsdag!

Ingen sammenligning
Som tidligere nævnt begyndte Harry Carstensen som staldmand på Lunden i 1956 og har dermed været med i travsporten i 66 år!

Det er der vist ikke mange andre, der kan prale af – men der er jo nærmest en verden til forskel på “dengang og nu”.

-Der er slet ingen sammenligning, fastslår Harry.

-Dengang jeg startede var der omkring 40 staldfolk og nogle af dem, der var der dengang havde jo været på banen i 20-30 år, og der var et fantastisk liv på banen hver eneste dag. I dag er der meget dødt de fleste dage. Hvis du kommer på Lunden en fredag eftermiddag, hvor der skal løb om aftenen, ser du stort set ikke en eneste hest.

-Før i tiden stod alle hestene udelukkende på banen; dengang var der ingen, som havde gårde, hvilket langt størsteparten af trænerne har i dag. Walther Kaiser-Hansen var den første, som – inspireret af Jens Jensen – investerede i en gård i Langstrup ved Fredensborg, men det var efter jeg havde været hos ham. På det tidspunkt stod alle hans heste inde på Lunden.

-En anden ting, der virkelig har ændret sig gennem årene er selvfølgelig også antallet af tilskuere. I vore dage er der kun masser af folk på lægterne på en håndfuld løbsdage om året, men travets nedtur startede med at de lavede indskudsboder. Dengang (i slutningen af 60’erne, red.) blev travsportens ledere advaret om, at de ville affolke banerne, men ingen troede på det.

-Palle Sperling var en af de største modstandere. Han havde oplevet det i Amerika, hvor indskudsboderne (“offtrack betting”) totalt affolkede banerne og ødelagde spillet på banerne, men ingen ville høre på ham.

-En anden ting der var medvirkende til at ødelægge spillet, var dengang Steen Juul og Preben Kjærsgaard kom herover. På det tidspunkt havde vi kun to “stortrænere” – Axel Jacobsen og Max Nielsen – men nu var der pludselig fire stortrænere, som vandt en meget stor del af løbene. Det tror jeg også mange spillere gik lidt død i, men travsportens nedtur er selvfølgelig en kombination af mange ting.

-Dermed være ikke sagt, at jeg har fortrudt at jeg valgte at gøre travsporten til mine levevej. På ingen måde. Når man først én gang er bidt af en gal travhest, så er der ingen vej tilbage og jeg var sikkert også startet som træner hvis jeg havde været ung i dag!

---

Pige med fart på
Kirsten og Harry Carstensens datter, Tina Carstensen, har altid været hesteinteresseret, men har ikke arvet forældrenes passion for travsporten.

Hun har i stedet kastet sin kærlighed på ridesporten, men har trods alt et ben i begge lejre, idet Tina kører startvognen på Lunden!

-Hun startede med at køre med hestene i vindercirklen og fik dengang undervisning af Jens Simoni, men blev siden hen chauffør på startvognen. Hun har holdt en lille pause, men vendte tilbage for et par år siden, fortæller Harry.