Hvor blev de af? – Jan Riedel

Portræt af fhv. amatørkusk og hesteejer Jan Riedel (f. 1943), som har været med i travsporten siden 50’erne og vundet flere store amatørløb. 

-Jeg kan love dig, at det ikke bliver kedeligt!

Citat: Klaus Koch, som i slutningen af januar måned opfordrede mig til at kontakte Jan Riedel, som rigtig gerne ville ha’ lov til at fortælle sin (trav)historie – “mens jeg kan huske det hele; jeg bliver trods alt 80 til december, så man ved aldrig hvor længe man holder …”

To gange besøgte jeg Merete og Jan Riedel i deres hyggelige og yderst smagfuldt indrettede hjem i Tisvildeleje på den sjællandske nordkyst, og så blev der ellers snakket trav til den store guldmedalje.

Og kedeligt – det blev det i hvert fald ikke.

Faktisk blev det nødvendigt at beskære historien ganske betragteligt, og så endte vi endda med et meget omfattende portræt, der uden de mindste problemer kunne have været meget længere!

Det på trods af at Jan Riedel aldrig har været professionel og levet af travsporten, men han har alligevel oplevet mangt og meget inden for travsporten siden han som 7-8-årig for første gang fik lov til at køre en hest hos træner Georg Andersen på Lunden.

Han har ejet den senere Derbyvinder Karina Axworthy, som han købte på en auktion, passet Derbyvinderne Fox Hanover og Spathrine C, vundet flere større amatørløb og haft succes som hesteejer med især Oberst Aconto og Keystone Bright.

I 70’erne og 80’erne var Jan Riedel en hyppigt anvendt amatørcatchdriver på Lunden, hvor han ofte fik succes med heste, der ikke tidligere havde vist det store.

69 sejre – heraf syv i professionelle løb – blev det til igennem mere end 30 år som TU- og amatørkusk, og flere af sejrene blev vel at mærke vundet med heste, som Jan aldrig tidligere havde kørt i hverken træning eller løb.

I dag har Jan Riedel forlængst indstillet karrieren – han kørte sit sidste travløb i 1993 – men følger stadig travsporten på tætteste hold, og er frem for alt et omvandrende travleksikon med en kolossal viden om dansk travsport de sidste godt 60 år.

Baggrunden
Som så mange andre inden for travsporten er Jan Riedel også “arveligt belastet” idet hans far, Osvald Riedel, var bidt af sporten allerede da Jan kom til verden – først som tilskuer og spiller, men siden hen også som hesteejer hos daværende træner Georg Andersen.

-Min far var slagtermester og dermed en del af det typiske klientel på travbanen, hvor størsteparten af hesteejerne dengang var slagtere, bagere, grønthandlere og andre erhvervsdrivende, som ofte havde en masse sorte penge, de bl.a. kunne bruge på at ha’ travheste, fortæller Jan.

-Min far var født i 1905 og havde sin egen forretning på Hvidovrevej. Hver dag spændte han nordbaggen for hestevognen og kørte ind til Kødbyen i København for at hente varer til butikken, som især under krigen åbenbart gik fantastisk.

-På et tidspunkt kom han i kontakt med en anden slagtermester, som gerne ville sætte sin søn i gang med sin egen forretning og det endte med, at han købte min fars forretning.

-Min far havde interesseret sig for travløb i mange år, men kun som spiller. Nu fik han så pludselig en hel del penge, som gav ham mulighed for at købe sin egen travhest, og det gjorde han så. Jeg kender desværre ikke navnet på den første hest han fik, men jeg kan huske navne som Gorki Diamond (der rent faktisk var Osvald Riedels første hest, som han købte på en tvangsauktion den 15. juli 1948, red. anm.) og Lime Axworthy. Stalden kom til at hedde Stald Vips – Vips var min Mor, Veras kælenavn. Det var dengang man havde hesteejerfarver og jeg mener at Stald Vips’ farver var blå med gul Vips.

-Det at min far blev hesteejer gav ham samtidig en vis status ude på travbanen, hvor der dengang var forskel på tilskuerne, dvs. der var en særlig indgang for hesteejere, mens alle andre kunne komme ind på de billige pladser. Den danske maler Paul Fischer har malet et fantastisk billede fra Charlottenlund Travbane, hvor man ser den opdelte indgang – det kunne være rigtig sjovt at eje dét billede.

Som et lille kuriosum kan nævnes, at Osvald Riedels stald i første omgang blev indregistreret i DTC som Stald Hveps i juli 1948, men i et af de følgende numre af Travkalenderen blev navnet ændret til Stald Vips.

Favorittræneren
Nogle af Jans første erindringer stammer også fra denne periode:

-Jeg kan huske at mine forældre havde børnepasning til mig – vi boede på Azalievej på Frederiksberg – når de skulle ud til forretningen på Hvidovrevej. Forretningen blev formentlig solgt ikke ret lang tid efter, siger Jan.

-Min far havde Georg Andersen som træner igennem alle årene. Han så et stort lys i mange af trænerne derude og jeg kan huske engang, hvor Georg Andersen styrtede i et løb, dvs. han blev groft generet af Ernst Petersen og røg henover hesten. Han kom slemt til skade og jeg kan huske, vi var ude og besøge ham på hospitalet. Min far havde nærmest lyst til at tæve Ernst Petersen, men holdt sig heldigvis i skindet! 

-Georg Andersen var en utrolig flink mand, som var god til at tage sig af mig, når jeg blev slæbt med ud på travbanen. Jeg har ikke været med end syv-otte år, da jeg første gang kom ude at køre – alene – med en hest fra hans stald. “Den skal du ikke være bange for; den er meget rolig” – og det var den da heldigvis også!

Fandt Victory Kings mor
Osvald Riedel havde som hesteejer ikke de store stjerner, men kan til gengæld – indirekte – tage æren for at have fundet Derbyvinderen Victory Kings mor.

-Historien er den, at mine forældre på et tidspunkt oppe i restauranten på Lunden kom i kontakt med et ældre ægtepar, Valdemar Lund og hans kone, fortæller Jan Riedel.

-De var lidt ældre end mine forældre og havde en stedsøn, som var fem-seks år ældre end mig, og jeg kan huske, at vi ofte løb og legede travkuske omme bag tribunen.

-En dag spurgte Valdemar Lund min far, om han ikke kunne prøve at finde en god hest til ham? Jo, det ville han da gerne, og han fandt så to emner, hopperne Nanna Frisco og Nica Axworthy. Valget faldt på sidstnævnte, der var i træning hos Månsson, men på min fars anbefaling blev Nica Axworthy flyttet til Georg Andersen.

-Nica Axworthy var imidlertid ikke det store lys som væddeløber, så Valdemar Lund besluttede sig i stedet for at bruge hende som følhoppe. Han sendte hende op til Sverige til avlshingsten Speed King – det var ret usædvanligt dengang at sende en hoppe til Sverige – og resultatet blev Victory King, der også kom i træning hos Georg Andersen, som altså vandt Derby med hesten i 1958.

Ville være cykelrytter
Jan Riedel fattede forholdsvis hurtigt interesse for travhestene, men han ville egentlig oprindeligt hellere være cykelrytter.

-I starten satte min far mig af ved Ordrupbanen, inden han selv kørte ud på travbanen, men senere begyndte de at køre løb på cykelbanen efter travløbene, og så foreslog min far mig, at jeg skulle tage og blive på travbanen. Det var også mere “sikkert” forstået derhen, at de indimellem aflyste cykelløbene pga. regnvejr.

-Snart blev jeg mere bidt af hestene og jeg kan bl.a. huske, at når vi kørte på ferie til Italien og Spanien, mine forældre og jeg, i vores lille Fiat 500, så sad jeg ofte på bagsædet og legede travkusk!

-Det gjorde jeg også derhjemme. Vi havde en stor kurvestol, hvor jeg satte en snor rundt om ryglænet og så sad jeg bagved på en stor pude og satte benene op, så jeg kunne sidde og “drive på hesten” med den kæp, jeg havde fundet ovre i Søndermarken.

-Det så min far jo selvfølgelig godt, men han nægtede mig alligevel at komme ud på travbanen og arbejde, selvom det var det jeg allerhelst ville. Han havde stor respekt for trænerne, men vidste samtidig godt, at de ikke havde meget at lave i vinterpausen og så sad de i stedet oppe i Tutten og drak bajere det meste af dagen. Dét skulle hans søn ikke lære!

-Derfor sagde han desværre også Nej, da Leif Løfgren en dag ringede til ham og sagde, at Sofus Sørensen stod og manglede en staldmand. Det har været omkring 1957/58, men det blev altså ikke til noget. Min far kunne jo desværre ikke undvære mig i forretningen.

Slagtermester som 20-årig
På et tidspunkt blev Jan Riedels far alvorligt syg og sønnike måtte træde til for at redde familieforetagendet, der i godt 20 år blev hans levevej, indtil hustruen Merete – som Jan mødte i 1961 på Frederiksberg Preliminærkursus – overtog forretningen fra den ene dag til den anden.

-Merete hjalp mig ofte i forretningen og kørte bl.a. ud med regninger til kunderne, men på et tidspunkt syntes jeg, at det var ved at være for hårdt at klare alt det andet, så jeg begyndte at overveje at finde noget andet, siger Jan.

-Jeg kunne godt tænke mig at blive enten skraldemand eller postbud; de havde jo tidligt fri hver dag, og så kunne jeg hjælpe til i forretningen bagefter, så en dag gik jeg ned på postkontoret i Glostrup og spurgte postmesteren, om de kunne bruge en frisk mand, som havde været selvstændig i 20 år?

-Det kunne han desværre ikke på daværende tidspunkt, men tre måneder senere ringede han og spurgte om jeg stadig var interesseret? Jo, det var jeg da, men hvad skal han bruge mig til? “Du skal være postbud og cykle rundt med post i byen – hvis du kan starte i morgen kl. 5.30, ville det være perfekt”!

-På den måde blev Merete selvstændig fra den ene dag til den anden og overtog “Riedel Kød, flæsk og pålæg engros”! Hun kendte jo i forvejen rutinerne og kundekredsen, men jeg hjalp hende, når jeg har havde mulighed for det. Senere overtog vores datter forretningen, som hun havde i yderligere 13 år, inden hun valgte at lukke den. Hun har i dag en gårdbutik, Butik Bakkegaarden i Vejlby.

---

Vandt sit første travløb!
Vi er atter tilbage i 1963, hvor Jan Riedel blev selvstændig og egentlig havde nok at se til i hverdagen, men han mistede ikke interessen for travsporten og kom hver løbsdag på Lunden, hvor han også fik opbygget en kundekreds blandt hesteejere og trænere.

-På et tidspunkt hørte jeg om foreningen Travsportsinteresseret Ungdom (TU), hvor man kunne komme ud og køre travløb på såkaldt daglicens, fortæller han.

-Det syntes jeg lød spændende og jeg kontaktede formanden, Leif Frederiksen, som fortalte mig, at det kostede 25 kroner at blive medlem og så kunne jeg komme ud og køre travløb efter at ha’ været medlem i tre måneder.

-På det tidspunkt var jeg stadig officielt ansat hos min far, som ikke ville hjælpe mig “sådan noget pjat” så jeg måtte i stedet låne pengene af en kammerat, og så kunne jeg melde mig ind i TU-foreningen.

-Jeg begyndte at træne hos Leif Løfgren og det var ham, der lærte mig at køre travløb. Leif var rigtig dygtig til at lære fra sig, men til gengæld meget “nærig” med køreturene, så fik jeg aldrig en hest fra hans stald til TU-løbene.

-Den første hest jeg kørte i løb hed Styrmand Junior, der var i træning hos Dan Jensen, som på det tidspunkt havde den senere træner Mogens Larsen som staldmand. Hesten var ejet af Johannes Nielsen, der var brygger i Usserød og senere blev hesteejer hos og svigerfar til Torben Fischer.

Torben Fischer overtog i øvrigt Johannes Nielsens hesteejerfarver, da han startede som selvstændig træner i 1977 – men det er jo en anden historie.

-Det første TU-løb jeg deltog i blev en onsdag aften på Lunden, så jeg fik nattegn og nogle af mine soldaterkammerater fra Sjælsmark tog med ud på travbanen – og selvom jeg havde 40 meters tillæg, så vandt jeg sgu mit første løb! smiler Jan.

Det første år kørte Jan Riedel yderligere tre TU-løb uden den store succes.

Til tops i kuskematch
I 1965 blev det til to sejre i TU-løbene. Først med August Worthy fra Børge Grandahls stald og siden med Ejvind Schnell-trænede Dimke Lloyd i en TU-match mellem Lunden og Jägersro.

-Seks heste fra hver bane med et udtagelsesløb, hvor de seks bedstplacerede gik videre til “finalen”. I kvalifikationsløbet kørte jeg Dan Butler; en helt umulig kamel, der altid galoperede fra start, men det lykkedes mig at blive nummer tre, fortæller Jan.

-I finalen blev der trukket lod om hestene og jeg trak Dimke Lloyd. Den var ejet af en af mine gode venner, Benny Frederiksen (søn af amatørkusken Rogert Frederiksen), som selv kørte TU-løb og også skulle havde kvalificeret sig til TU-matchen. Han troede at han skulle køre sin egen hest, men Ejvind gjorde ham opmærksom på, at hestene blev fordelt ved lodtrækning. “Så skal den ikke starte!” – men da han fik at vide, at det var en af hans gode venner, der skulle køre Dimke Lloyd, fik den lov til at starte alligevel.

-Jeg havde 60 meters tillæg i TU-matchens finale med Dimke Lloyd og det blev så min tredje og sidste sejr som TU-kusk, inden jeg året efter (1966) fik amatørlicens.

Medejer af Karina Axworthy
I august 1965 var der åringsauktion på Lunden, hvor i alt 41 heste skiftede ejer, heriblandt den senere Derbyvinder Karina Axworthy.

-Vi var fire mand med tilknytning til Leif Løfgrens stald (Jørgen Deichmann, Helge Heine, Max Danielsen og jeg), som købte tre heste: Klør Konge, Kaptain Kid og Karina Axworthy, dvs. officielt købte Leif Løfgren dem i kommission. Klør Konge kostede 2.700 kroner, mens Kaptain Kid og Karina Axworthy begge blev solgt for 3.500 kr, siger Jan.

-Alle tre heste gik i træning hos Løfgren og i starten havde vi hestene sammen, men på et tidspunkt blev vi enige om at splitte dem op, så det endte med at jeg fik Klør Konge, mens Max Danielsen fik Kaptain Kid og Helge Heine fik Karina Axworthy, som jo senere blev Derbyvinder, efter hun var blevet solgt til Stald Hans.

Den første amatørsejr
Jan Riedel fik som tidligere nævnt amatørlicens i 1966, hvor det blev til en enkelt mindre placering i syv starter, men året efter kom den første sejr med hans egen Klør Konge.

-Klør Konge startede flere gange som 2-års, men uden den store succes. Den pullede ad h…… til og Leif Løfgren var bl.a. i Sverige for at finde noget udstyr til den, men det hjalp ikke det store, husker Jan.

-Som 3-års gik det lidt bedre, men Klør Konge havde stadig lidt svært ved at følge med. Jeg var på det tidspunkt flyttet over til Børge Grandahl primært fordi Leif Løfgren ikke ville lade mig komme ud og køre travløb i de professionelle løb, selvom Klør Konge var min egen hest. Sådan var det dengang. Trænerne bestemte suverænt, og hvis Leif havde to heste med i samme løb, kørte han selv den bedste, mens hans staldmand kørte den anden.

-Så fik jeg mulighed for at komme ud med Klør Konge og i en af de første starter blev jeg nummer to i et professionelt løb, som Børge Grandahl i øvrigt vandt med Korbit, der tilhørte Birger Jansen – men ellers viste hesten ikke ret meget.

-Jeg havde jo egentlig ikke råd til at ha’ Klør Konge alene, så jeg havde fået én med på en halvpart, en frisør, som var lidt utilfreds med de manglende resultater.

-En dag skulle der være et maidenløb på Amager, hvor Klør Konge stod fint – “Men så skal Børge Grandahl altså køre den!” sagde min makker, og det var selvfølgelig helt i orden. Den stillede også op som favorit, men blev kun nummer tre.

-Efter løbet gik jeg over til smeden og spurgte, om der ikke var noget at gøre? Den var så skævbenet og gik med nogle tunge sko samt knægamacher fordi den løb og slog sig, så han fik den skoet om og jeg kørte den i et arbejde, hvor jeg syntes at Klør Konge gik bedre.

-Vi meldte den så i et professionelt løb, hvor Jørgen Olsen var storfavorit med Kathrine C – en af Bent Ole Retvigs første heste – men det lykkedes mig at få spids og da vi kom ned i sidste sving, kunne jeg godt mærke, at Klør Konge stadig tog fat. Opløbet på Amager var MEGET langt, men det lykkedes mig alligevel at få den først over stregen!

---

Nick Hørlyck
De efterfølgende år havde Jan Riedel ikke den store succes og det skulle gå fire år, inden det atter lykkedes for ham at vinde løb, men han fik til gengæld en masse rutine. I årene 1966-70 kørte Jan således 105 løb.

-Men så fandt jeg Nick Hørlyck, der var til salg i Væddeløbsbladet, fortæller Jan.

-Den stod på Fyn og kostede 5.000 kroner. Derudover skulle jeg betale ekstra 500 kroner når den vandt sin første sejr og 500 mere når den vandt sejr nummer to.

-Den dag, jeg vandt med Nick Hørlyck for første gang, spurgte en fyr, som hed Viggo, der kom nede i Leif Løfgrens stald, om vi skulle spille en V5-kupon sammen. “Jo, det kunne vi jo godt” og så viste han mig den kupon, han havde lavet. “Du har jo ikke min hest på” sagde jeg, og det var måske også fornuftigt nok, idet Leif Løfgren var storfavorit i løbet med Ole S, men han indvilligede i at tage Nick Hørlyck med – og så skete der faktisk det, at jeg “knaldede” Løfgren på målstregen og vi ramte V5!

På det tidspunkt var Nick Hørlyck i træning hos Bjarne Schnell, men senere flyttede Jan Riedel hesten til Henry Olsen.

Dramatisk storløbssejr
Med en samlet præmiesum på 14.700 kroner var Nimbs Vandrepræmie søndag den 19. marts 1972 på Lunden det hidtil højestdoterede amatørløb i Danmark. Løbet var et såkaldt sweepstake, hvor hesteejerne indbetalte et par forfeits for at være med i løbet – præcis som man kender det fra årgangsløbene.

-Jeg havde meldt Nick Hørlyck, men han stod ikke med nogen oplagt chance i løbet, hvor Nolojohn med H.P. Sørensen blev storfavorit (19:10), fortæller Jan.

-Med i løbet var også Derbyvinderen Villy “Passat” Pedersen, som kort tid forinden havde købt Nebelung fra Jørgen Olsens stald, fordi den stod til at kunne komme med i løbet.

-Der var to omstarter, hvor jeg begge gange kom fint afsted, men i gyldig start fik jeg ikke den allerbedste start.

-Selvom de havde 20 meters tillæg var både Nolodjohn og Nebelung meget hurtige fra start og ind i første sving dystede de om føringen, men så galoperede Nolodjohn og H.P. Sørensen trak med det samme oppe i banen, mens Villy Pedersen fik spids med Nebelung.

-Nebelung vandt siden helt overlegent, men det viste sig, at Villy P. havde generet Nolodjohn til galop i første sving, så efter løbet nedlagde han protest. Det fandt jeg imidlertid først ud af efter løbet.

-Med 700 meter igen råbte Kaj A. Larsen til mig, at jeg skulle trække ud med Nick Hørlyck fordi den travede meget dårligt, men den var jo ikke hængt ud så jeg fortsatte og ind på opløbet kunne jeg godt se, at det var enten mig eller Mogens 66 med Mogens “66” Pedersen, der skulle blive nummer to bag Nebelung.

-Jeg fangede ham på målstregen og så råbte Mogens “66” til mig: Ja, det er enten dig eller mig! “Hvad mener du?” spurgte jeg. “H.P. er jo på vej for at nedlægge protest – han blev kørt ned i første sving” – men det havde jeg slet ikke set, så jeg kørte bare i stald med Nick Hørlyck og gav ham dækken på.

-Det endte med at dommerne smed Nebelung ud og Nick Hørlyck blev hejst som vinder – men så lød der et ramaskrig ovre fra publikum: “UUUUUd”!

-Efter løbet blev episoden vist på internt Tv, hvor Carl Andersen forklarede, at Nick Hørlyck ganske rigtigt havde galoperet i opløbet – “Men Jan Riedel tager op i sin hest, der ikke vinder terræn på galoppen, så derfor bliver den kåret som vinder”!

---

“Boycottede” travkrigen
De to sejre med Nick Hørlyck var Jan Riedels eneste sejre i hhv. 1971 og ’72, men de efterfølgende år kom der lidt mere gang i sejrene og han sluttede på i alt 66 sejre, da han indstillede karrieren som amatørkusk i 1993.

I april 1970 var den berygtede travkrig mellem Lunden og Amager brudt ud, hvilket i praksis betød, at i de år krigen varede (1970-78) startede ingen amatørkuske med hjemmebane på Lunden på Amager/Skovbo – med en enkelt undtagelse: Jan Riedel!

-Forhistorien er den, at jeg i 1972 på en auktion på Lunden havde solgt Nick Hørlyck til en pensioneret sømand, men den fungerede ikke rigtig på Lunden og derfor valgte han at sende den i træning på Amager, siger Jan.

-På et tidspunkt i 1973 sidder min gode ven H.P. Sørensen en dag oppe i restauranten på Lunden sammen med amatørklubbens formand Arne Rasmussen, som vi kaldte “Spritteren”. De diskuterede travkrigen og Arne sagde bl.a., at han var stensikker på, at der ikke var nogle Lunden-kuske som ville starte på Amager.

-Dét mente H.P. Sørensen var noget vrøvl. “Jeg kan få en hvilken som helst amatørkusk til at starte på Amager!” – “Det kan du sgu’ ikke” svarede Arne Rasmussen – “Det gælder en middag!” og så væddede de.

-Kort tid efter kom jeg helt tilfældigt forbi. Jeg leverede varer til restauranten og kom der derfor tit, så da jeg går forbi råber H.P. til mig: “Du, slagter, jeg har en hest ude hos Ole Nexø. Den skal starte på Amager næste torsdag (14 dage senere), men jeg er blevet forhindret, så kunne du ikke tænke dig at køre den?”

-Joh, det kunne jeg måske godt. Jeg syntes jeg var blevet dårligt behandlet af amatørklubben i forbindelse med en kommende amatørmatch på Jägersro, hvor jeg ikke var blevet udtaget, og det var jeg ærligt talt lidt sur over.

-“Jamen, så er det en aftale” sagde H.P.

Tæt på en double
Skæbnen ville dog, at Jan Riedel fik yderligere en køretur på Amager med sin gamle hest Nick Hørlycke.

-Kort tid efter jeg havde sagt ja til at køre H.P. Sørensens hest, kom “Sømanden” over til og spurgte, om jeg havde lyst til at køre Nick Hørlyck allerede førstkommende torsdag. Verner Frederiksen, som ellers skulle ha’ kørt den, var blevet syg, så han manglede en kusk – og på den måde kom jeg til at køre løb på Amager to uger i træk! fortæller Jan.

-Nick Hørlyck havde 40 meters tillæg, men gik faktisk rigtig godt og på målstregen gik jeg side om side med Børge Grandahl med Juno Klokkedal.

-“Det blev tæt!” sagde han, men mente, at han havde vundet, så jeg kørte over mod stalden og den første jeg mødte var ejeren. “Vandt du, Jan?” – Han havde sådan en sjov, gnækkende stemme. “Jeg tror det ikke!” – men så lød det det lød over højttaleren, at efter målfoto havde Nick Hørlyck vundet løbet!

-Ugen efter skulle jeg så køre H.P. Sørensens hest i et stayerløb og da jeg kørte ud på banen stod Niels Duus og flere andre Lunden-folk og råbte ad mig: “Buuuuuhh” – præcis som da jeg havde vundet sweepstaket med Nick Hørlyck. Det var selvfølgelig ikke så sjovt at høre på, men jeg valgte at lukke det ude.

-Mange af trænerne og staldfolkene fra Lunden kom jo – af ren nysgerrighed – på Amager hver løbsdag under travkrigen, men jeg var altså den eneste kusk, som startede derude i de år.

-Hesten gik i øvrigt rigtig godt og var tæt på at fange favoritten, Prins Tonny med Ole Køppen, men det var så til gengæld de to eneste gange jeg kørte på Amager under travkrigen.

Jan Riedel kom i øvrigt med i den føromtalte amatørmatch på Jägersro, hvor han blev nummer to med Bjarne Schnell-trænede Sunday Hanover – til stor glæde for hestens ejer, Frank Albers, som havde spillet 1000 kroner plads på sin hest!

-Der var to omstarter og i tredje startforsøg burde det også have været omstart, fordi min hest gik på snorene og galoperede, men Sunday Hanover gik alligevel et topløb og efter løbet blev Frank Albers som jeg husker det budt 100.000 for Sunday Hanover, siger Jan.

---

Derbydeltager 
En enkelt gang har Jan Riedel været med i Dansk Trav Derby – i 1973 med sin egen Prince Fox, der sluttede uplaceret bag Patricia Garbo.

-Jeg købte Prince Fox for de penge, jeg havde fået efter salget af Nick Hørlyck, og jeg købte den, fordi den var efter Fox Hanover, som jeg havde været med til at passe, mens jeg kom hos Leif Løfgren, fortæller Jan.

-Jeg kom om eftermiddagen og tog Fox Hanover på græs, og jeg kørte den langsomt ovre bag tilskuerpladserne på Amager Travbane for at give den noget adspredelse.

-Fox Hanover var jo ejet af H.C. Henriksen og hans far Sofus Henriksen, som havde en stor slagterforretning i Køge, og de havde også en anden hest, Ellen The Great, der ligeledes var i træning hos Leif Løfgren.

-H.C. og Sofus Henriksen beholdt siden Ellen The Great som følhoppe og hun fik bl.a. Prince Fox, der var solgt til en mand i Aalborg, men jeg kørte op og så på den og endte med at købe hesten, der kom i træning hos Mogens Larsen.

-Prince Fox var ikke den store stjerne. Den vandt to løb og knapt 4.000 kroner som 3-års, men jeg fik den altså med i Derbyet. Prince Fox startede med 6-7000 i præmiesum og var jo chanceløs mod Prins Frederik, Patricia Garbo & Co., men jeg var i hvert fald med i Derbyet, hvor vi dog sluttede uplaceret efter galop.

-I den efterfølgende start stillede Prince Fox op som storfavorit i et løb under 10.000, men der gik den heller ikke noget.

---

DM-vinder
DM for Amatører blev først indstiftet i 1981, men tidligere kørte man om FDT Pokalen, der godt kan betegnes som det uofficielle DM for Amatører med deltagelse af to amatørkuske fra hver af landets baner. Her var Jan Riedel med for første gang i 1975.

-De øvrige baner kørte udtagelsesløb – “Men det gør vi ikke i Charlottenlund” sagde amatørklubbens formand, Arne “Spritter” Rasmussen. “Vi tager dem med, der er bedst til at feste!” og så udtog man hhv. Erik Hagman og Erik Juellund! fortæller Jan.

-Idéen var så, at de kunne sidde og spille kort i toget derover – det var jo længe før Storebæltsbroen – og Hagman havde arrangeret en stor middag hos en af sine venner i Odense, Christian “Kesser” Nørgård, som i øvrigt senere vandt Kriterie som hesteejer med Axius C. De skulle så overnatte og tage hjem dagen efter matchen, der blev afviklet en torsdag.

-Jeg kan ikke huske navnet på Juellunds hest, men Hagman var medejer af Tupilak S, der var i træning hos Mogens Larsen. Hagman havde sagt til Mogens: “Jeg samler altså på 1-taller, så hvad er det for noget med 2-5-0-3 etc.? Den må over i amatørløb!”

-Mogens Larsen mente at Lennart Sandberg skulle køre Tupilak S, men Hagman syntes, at jeg skulle køre hesten, så jeg var ude på Lunden en dag og prøvekøre Tupilak S, og det virkede faktisk som en ganske fin hest.

Rød løber og store roser fra Bønse
Jan Riedels far tog med sønnike til Odense, men hvordan finder man lige frem til et hus, når man ikke kender adressen?

-Hagman havde bare sagt, at vi bare skulle finde det flotteste hus på Langelinie i Odense, men der lå jo det ene store palæ efter det andet. Pludselig opdagede jeg så et kæmpe hus med søjlegang og alt muligt – og det var sgu dér! mindes Jan.

-De var allerede godt i gang og der blev ikke sparet på noget. De havde både tjenestefolk og en gartnerbolig. Det var store forhold.

-Nå, men vi kørte senere ud til Fyens Væddeløbsbane og i første afdeling havde jeg startspor 1 og kom godt fra start. Pauli Andersen førte ind på opløbet, men jeg fangede ham kort før mål.

-I anden afdeling havde hestene omvendte startspor, dvs. jeg havde nr. 12 og kom rigtig fint afsted fra start, men så blev der ringet omstart. Jeg havde påkørt startsnoren. I andet startforsøg gik det bedre – jeg tog den mere med ro, men Tupilak S gik igen forrygende og vi vandt sgu også anden afdeling!

-Der var 7.000 kroner til vinderen i begge afdelinger + yderligere 7.000 i bonuspræmie hvis en hest vandt begge afdelinger, så Hagman og hans medejer, Michael Herbst, fik en god sjat penge ind på kontoen, ligesom de også fik fyldt lommerne i totalisatoren.

-Da jeg kom tilbage til restauranten havde Steen Pedersen, som senere blev staldmand hos Axel Jacobsen, samlet en masse røde servietter og lavet en rød løber til ære for mig! “Det har du sgu fortjent, slagter”!

-Jeg kan i øvrigt stadig huske Karsten Bønsdorfs omtale af FDT Pokalen i Væddeløbsbladet, hvor han skrev at amatørmatcher ofte ikke var så populære blandt publikum, men det her var en undtagelse: “Charlottenlund-hesten blev fortrinligt ført frem til sejr i begge afdelinger kørt af Jan Riedel med en kørsel, som mange af de professionelle godt kunne tage ved lære af”!

---

Alt er vel til salg …
Apropos Erik Hagman, så lærte Jan Riedel den københavnske vekselerer og forretningsmand at kende i 1973, hvor han en dag kom uanmeldt på besøg i Mogens Larsens stald.

-Jeg gik ude i stalden sammen med Finn Frederiksen, da Erik Hagman pludselig kom forbi, fortæller Jan.

-“Hvad kan jeg hjælpe dig med?” spurgte jeg. “Jeg skulle se på en hest, der er til salg” svarede han. Det viste sig at være Spathrine C, som Mogens Larsen ejede sammen med sin far, Kaj A. Larsen, og guldsmed John Larsen, som havde haft heste sammen med Kaj A. i mange år uden den helt store succes.

-Nu havde de altså fået Spathrine C, der kun var to år på det tidspunkt, men den havde vist et stort talent, så jeg var helt overbevist om, at den IKKE var til salg. Det meddelte jeg Erik Hagman.

-“Årh, alt er vel til salg til den rigtige pris” sagde han og det endte med, at jeg hentede Mogens Larsen, som sad oppe i Tutten. I første omgang sagde han: “Den ved du jo godt, ikke er til salg, slagter” – men han kom med ned i stalden og gik uden for for at tale med Erik Hagman.

-20 minutter senere kom han tilbage. “Jeg har solgt Spathrine C” – “Hva’ har du? Hvad med din far og guldsmeden?” – men han havde altså solgt hesten, som to år senere vandt Derby.

-Erik Hagman købte Spathrine C sammen med sin bror. De havde også en anden hest hos Mogens Larsen, Ratso, og havde ejerfarverne Rød med hvid B.H. (Brdr. Hagman) på ryggen og sorte ærmer. “I er de eneste, der kører med BH på ryggen” drillede vi ham med.

Den Derbyvase skal vi da ha’
På Derbydagen året efter (1976) var Spathrine C’s billede på Derbyvaserne, og sådan én ville Erik Hagman selvfølgelig rigtig gerne vinde.

-Han sagde så til mig, at de havde meldt Tupilak S og gerne ville ha’ mig til at køre den igen. Det ville jeg selvfølgelig gerne, selvom hesten vist nok kom fra landet og på papiret ikke havde de store chancer, men det er jo altid sjovt at komme ud at køre på Derbydagen, fortæller Jan.

-Det var Derbydagens 12. og sidste løb og Hagman og hans venner havde siddet hele dagen oppe i restauranten, men var på vej over i staldene, da vi præsenterede.

-Jeg så de kom gående og råbte til dem: “Hvem skal så modtage Derbyvasen?” – “Åhh, hold nu op – den har ikke en chance” og så fortsatte de langs med banen.

-Da de nåede over til staldene blev de stående ved 500 meter-pælen, og da der manglede en omgang kunne Hagman godt se, at jeg lå rimelig godt til med Tupilak S, så han gik ind på den lille bane.

-Så vandt jeg sgu løbet og de kom pludselig farende allesammen over til vindercirklen, hvor Hagman fik sin Derbyvase!

-Jeg har altid været kendt for mine langsomme æresrunder i stil med Jørn Laursen når han gik med Tarok, og da jeg kører tilbage med Tupilak S og når over i Tuborgsvinget, ser jeg pludselig nogle store projektører der lyser direkte på mig. Det var nemlig det sidste løb på Lunden inden baneomlægningen og det var bulldozerne, der holdt klar til at gå i gang når den sidste hest havde forladt banen!

---

Tvist med Walther Kaiser-Hansen
I 70’erne og 80’erne fik Jan Riedel rigtig mange gæstekøreture hos to af Lundens førende trænere – først Mogens Larsen og siden hen Preben Kjærsgaard, hvor han i flere år var førstevalg blandt staldens amatørkuske.

-På et tidspunkt, jeg mener det var i 1978, fik jeg også tilbuddet om at køre for Walther Kaiser-Hansen, selvom jeg nogle år tidligere var “skyld i” at han blev udelukket en måned! griner Jan.

-Jeg kørte en hest fra Mogens Larsens stald, mens Walther var ude med en hest, som han gerne ville ha’ solgt til Norge. De var nede for at se på, men desværre galoperede hesten fra start og kom til at sidde et stykke nede i feltet.

-På bagerste langside sidder jeg i andet spor, mens Walther ligger indvendig for mig. “Kør nu!” råbte han – men jeg skulle ingen steder på det tidspunkt, så jeg blev siddende, men så pludselig slog han mig i ansigtet med pisken – to gange!

-Jeg troede i første omgang, at det var min egen hest, som havde tabt en sko, men fandt så ud af hvad der skete – og jeg var sgu lidt rystet.

-Da jeg kom tilbage til Mogens Larsens stald var der en der sagde til mig: “Hva’ fanden var det, der skete dér? Jeg tror, du skal gå over til dommerne og klage” – så jeg tog cyklen og kørte over til dommertårnet.

-De havde mærkeligt nok ikke set noget, men det havde størsteparten af dem, som stod ovre på staldsiden, da det skete omkring 500 meter-mærket, så det endte med at Walther Kaiser-Hansen blev udelukket en måned!

Tilgivelse
Der gik så nogle år – vi skriver nu 1978 og Mogens Larsen og Walther Kaiser-Hansen dystede hårdt om om trænerchampionatet på Lunden.

-Jeg havde en hest i træning hos Mogens Larsen, Business, der var opdrættet af hans far, Kaj A. Larsen. Jeg så den første gang da Mogens fik den ind til tilkøring og endte med at købe den sammen med to andre, men navnet – Bobby Gnist – syntes jeg var lidt tungt, så jeg omdøbte den til Business, fortæller Jan.

-Business vandt første gang Mogens Larsen startede den og var vist nok nummer to anden gang, så det gik jo fint, men på et tidspunkt fik den en skade i en kode og kom på landet.

-Da den var klar igen, tog jeg op og trænede Business hver anden dag – og det gik pænt fremad.

-En dag så jeg i Travkalenderen, at der var et godt løb til Business og bad Mogens om at melde den. Han startede selv en hest, der var rimelig klar favorit – Carina Dan, tror jeg det var – mens jeg blev sat på Business. “Skal jeg køre den?” sagde jeg, da jeg så startlisten. “Ja, jeg har jo den anden og det løb vinder jeg i øvrigt!” grinede Mogens.

-Business fik startspor 12, men jeg kom godt fra start og vandt siden hen løbet til et kæmpeodds FORAN Mogens Larsen, som dermed mistede en pind i kampen om championatet, men han klarede det jo alligevel i den sidste ende (Mogens Larsen blev trænerchampion på Lunden i 1978 med 101 sejre – ny sejrsrekord, red.)

-Efter løbet kom der en nede fra Walther Kaiser-Hansens stald: “Vi skulle hilse fra Walther og sige, at Jan Riedel kan få alle de køreture han vil nede hos os!”

---

Sejr i Hallings Mindeløb
To heste skiller sig ud blandt de mange heste, Jan Riedel har ejet gennem årene – Oberst Aconto og Keystone Bright.

-Ja, dvs. Oberst Aconto lejede jeg bare af ejeren, Audun Poulsen (A/S Stald Thise), som jeg kendte rigtig godt, da ham og hans kone havde en loge på den lukkede tribune ved siden af vores. På den anden side sad Kirsten og Mogens Johannsen (Det Danske Travselskabs nuværende bestyrelsesformand, Henrik Johannsens forældre), siger Jan.

-Vi kom en del sammen med Audun Poulsen og de var lidt kede af, at Oberst Aconto ofte havde problemer med koderne efter en start, og jeg spurgte på et tidspunkt, om jeg måtte leje den de sidste par år af dens karriere. Jeg havde jo aldrig haft en hest, der var bare i nærheden af hurtigklassen, og jeg fik stor glæde af Obersten. Eneste betingelse var, at jeg leverede hesten tilbage når karrieren var slut, da de ville benytte ham i avlen.

I en alder af 10 år havde Oberst Aconto i 1978 sin hidtil bedste sæson med fire sejre og 62.300 kr.

-Han vandt bl.a. Otto Hallings Mindeløb med Mogens Larsen i sulkyen. Dengang blev løbet kørt over to afdelinger på hhv. 2000 meter og 1600 meter, og Oberst Aconto vandt dem begge! husker Jan Riedel.

-Desværre har jeg ikke længere pokalen fra Otto Hallings Mindeløb, da alle mine ærespræmier blev stjålet for nogle år siden!

-Vi startede også Oberst Aconto i et løb på Bahrenfeld-banen i Hamborg, hvor han blev nummer to. “Der alte Bekante” skrev de i programmet, fordi Oberst Aconto tidligere havde været i træning dernede hos den legendariske tyske træner Johannes Frömming.

Dystede mod Tarok
Mogens Larsen kørte Oberst Aconto i stort set samtlige starter, mens Jan Riedel havde lejet hesten.

-Jeg kørte så vidt jeg husker kun Oberst Aconto i tre løb. Første gang var i et amatørhandicap på Lunden i den første start han gjorde for os, hvor jeg havde 80 eller 100 meters tillæg, siger Jan.

-På bagerste langside kan jeg huske Jan Tunow råbte til mig: “Skal du ikke snart afsted med den hest?” – Jo, det skulle jeg selvfølgelig, og selvom han altså havde toptillæg blev vi faktisk nummer to.

-Næste gang jeg kørte Oberst Aconto var i Nytårsløb på Lunden på en helt umulig bane, hvor vi blev hængende i tredje spor stort set hele rejsen, fordi Walther Kaiser-Hansen, der sad i dødens, ikke ville slippe mig forbi. Hans heste blev træt til slut, men Oberst Aconto kæmpede hele vejen og blev nummer tre.

Efter det løb sagde Mogens Larsen: “Den tager jeg selv næste gang” – og det var 1. afdeling af Otto Hallings Mindeløb, hvor han altså også vandt 2. afdeling.

-Sidste gang jeg kørte ham var i et løb mod Tarok, hvor vi som jeg husker det blev nummer fire eller fem, men Oberst Aconto var en mægtig hest med et fantastisk væddeløbshoved.

-Det største problem med Oberst Aconto var, at han stod og “kodede over” efter hver start; dvs. han var i princippet stokhalt efter løbet, men så fik han et skud kortisone og så gik der ikke lang tid, før han kunne lidt igen.

-At Oberst Aconto fungerede så godt som han gjorde var helt klart staldpigen Ellens fortjeneste. Hun var ansat hos Mogens Larsen og gjorde et kæmpe stykke arbejde med den hest.

-Ellen havde i øvrigt en anden pashest, Beautiful Kvorup, som jeg på et tidspunkt blev sat til at køre i et amatørløb. Jeg turde dårlig sætte mig op, for hun var meget “pylret” med “sine” heste hvis kusken bare rørte den med pisken, men det gik fint og jeg vandt sgu løbet med Beautiful Kvorup!

---

Første-amatørkusk hos Kjærsgaard
Jan Riedel kørte som oftest Business selv, men fik efterhånden også chancen med flere af staldens øvrige heste.

-Jeg kan bl.a. huske en sjov episode fra engang, hvor jeg havde været ude og køre Business og efterfølgende gik over i logen, hvor jeg sad og sludrede med ham, der var medejer af Business. Pludselig siger de over højttalerne: Der er kuskeændring i 10. løb, hvor Campari køres af Jan Riedel!

-Dét var jeg ikke lige forberedt på, så jeg måtte afsted igen. Det viste sig, at ejeren, som selv skulle ha’ kørt Campari, var blevet forsinket, så Preben Kjærsgaard valgte at sætte mig op bag hesten, som jeg aldrig havde set eller kørt før.

-Da jeg kom løbende over til staldsiden, var Jan Godtfredsen, som var ansat hos Kjærsgaard dengang, allerede kørt ud på banen med Campari, der skulle præsenteres foran dommerne.

-Campari var en “småtosset” krabat med blændkappe og andet specieludstyr, men det lykkedes mig at få den først over stregen. Den var dens første sejr, men senere blev Campari en udmærket hest.

-Når jeg ser tilbage på min karriere som amatørkusk, synes jeg egentlig godt, at jeg kan tillade mig at være lidt stolt! Campari var langt fra den eneste gang jeg blev sat på en hest, som jeg dels ikke havde prøvet at køre før og som dels aldrig tidligere havde vundet løb, men det lykkedes altså med 10-12 heste igennem årene – bl.a. Campari, Beautiful Kvorup, Roy Lulu, Funny Honey, Musketer Ala, Dillon Hedevang, Un Fin G, Tupilak S m.fl.

-Du er nok lidt af en hestehvisker! indskyder Jan Riedels datter, Henriette Blaust Blædel, som kom på besøg hos sine forældre under en del interviewets anden halvdel – og der er måske noget om snakken …

Der er i hvert talrige eksempler som bekræfter Henriettes “teori” og der hersker under alle omstændigheder ingen tvivl om, at Jan Riedel var en af allerbedste amatørkuske på Lunden i 70’erne og 80’erne.

“Jeg kan fandme ikke finde ud af den …”
Efter sejren med Campari fik Jan Riedel flere og flere køreture med heste fra Preben Kjærsgaards store stald.

-Jeg kom meget i stalden op gennem 80’erne og var ofte med til at træne sammen med Preben og hans folk, fortæller Jan.

-En dag bemærkede jeg en hest, der var bundet op på staldgangen. Jeg syntes den var flot og spurgte hvem det var.

-“Den hedder Keystone Bright, men jeg kan fandme ikke finde ud af den. Du kan prøve at køre den i et hurtigarbejde og se hvad du synes” sagde Preben.

-Jeg kunne godt mærke, at den tog fat og kunne egentlig godt li’ den. “Jamen, så køb den dog!” sagde Preben.

-Det viste sig så, at Keystone Bright var købt til Skandinavien af en svensk hesteejer bosiddende i Stockholm, som havde prøvet den hos tre forskellige svenske trænere uden den store succes. Faktisk kom den først til start hos den tredje træner, men det gik ikke som forventet, så det endte med, at ejeren valgte at sende Keystone Bright ned til den unge, danske komettræner Preben Kjærsgaard.

-En anden pointe var, at den i Sverige startede med en stor tvangspræmiesum. Den tvangspræmiesum havde den også i de første starter, men hvis den blev danskejet, så ville tvangspræmiesummen forsvinde og hesten starte med sin egentlige startpræmiesum, der var meget mindre. Derfor fik jeg lov til at leje og senere købe Keystone Bright.

Løb lige ud i svinget!
I sin første start med Keystone Bright i 1983 gik det mildt sagt ikke så godt.

-Han løb lige ud i svinget kort efter start og galoperede – jeg kunne simpelthen ikke holde den! siger Jan Riedel, men takket være stor tålmodighed og målrettet træning, lykkedes det for Jan Riedel og Preben Kjærsgaard at få Keystone Bright på rette vej, og den første sæson (1983) bød på fem sejre og tre andenpladser i 15 starter.

-Jeg kan huske den første sejr jeg vandt med Keystone Bright, som dengang løb med fast ørehætte, jernkæde som sidestrop, blændkappe, to små tåvægte foran og jernsko!

-Vi var imidlertid ikke i tvivl om, at det var en hest med stor kapacitet. Det kunne man tydeligt mærke. Efterhånden pillede vi mere og mere af, og til sidst løb Keystone Bright kun med hovedstang og helt barfodet.

-Den anden sejr kom i en amatørmatch mellem Lunden og Bologna-banen i Italien, hvor jeg ved et rent lykketræf trak min egen hest, som gik hen og vandt kuskematchen!

-Italienerne havde tage en flot ærespræmie med til alle de danske deltagere – vi var seks kuske fra hver bane – samt en guldmedalje til den bedstplacerede danske kusk, og så tog jeg sgu det hele!

V6-konge
Året efter (1984) blev V6 introduceret i Danmark og her blev Keystone Bright et af de helt store navne med talrige sejre.

I 1984 blev det otte sejre, fem anden- og fire tredjepladser samt 175.000 kroner i indkørte præmier. Med tiden 1.16,4 blev Keystone Bright den hurtigste udenlandske hest i snorestart i Danmark.

Året efter blev det til syv sejre og 90.000 kr.

-Foruden de mange V6-sejre vandt han bl.a. Påskepokalen på Jägersro. Han vandt på et tidspunkt fem-seks sejre på stribe for Preben Kjærsgaard og blev kåret som Månedens Hest på Lunden. Det var en mægtig hest, som vi havde stor glæde af, siger Jan Riedel.

“Halve sejre”
Jan Riedel kørte Keystone Bright i mange af hestens starter, bl.a. i en indledende afdeling i N.J. Koster Memorial, hvor parret blev nummer to bag Feicy Hjordal i tiden 1.15,4a/1609 meter – ensbetydende med den hurtigste tid, Keystone Bright fik noteret i Danmark.

I finalen sluttede parret uden for præmierækken, mens Hairos og John K. Hansen sejrede foran Julius Royal Canin og Feicy Hjordal.

-Jeg husker også et hurtigklasseløb på Lunden, hvor vi bl.a. mødte Axel Bendes (Preben Kjærsgaard, Arnie’s Victory (Birger Jansen) og Lord Amos (Egon Larsen), siger Jan Riedel.

-Tidligt i løbet fik jeg spids med Lord Amos i ryg og Arnie’s Victory i dødens. Birger Jansen trykkede hårdt på, men jeg følte at jeg havde en del at køre med, så jeg svarede op. Ind på opløbet var Arnie’s Victory træt og Birger Jansen trak ud, hvilket gav plads til Lord Amos, som kom ud og gik forbi Keystone Bright til slut.

-Dommerkomiteen undersøgte løbet og det endte med at Birger Jansen blev udelukket en måned for at give plads til en staldkammerat, men Lord Amos fik lov til at beholde sejren. Det syntes jeg selvfølgelig var hamrende uretfærdigt, men det var faktisk blot én af mange andenpladser i hurtigklasseløbene, som jeg fik gennem årene.

Sluttede på Bornholm
Keystone Bright var i en periode i træning hos Axel Jacobsen uden den store succes, og hesten sluttede karrieren på Bornholm, hvor den nåede at startede nogle få gange inden Carlisle-sønnen gik i avlen.

Som avlshingst blev Keystone Bright far til Ohøj Frennegård (1.13,6a-438.000 kr) samt sejrshestene Pugin Frisco og Turbo Prop med hhv. 24 og 27 sejre.

-Dengang Keystone Bright begyndte at falde lidt af på den, foreslog Preben Kjærsgaard at vi skulle prøve at sælge den, og via en agent i Sønderjylland fik vi kontakt med nogle østrigere, som var interesseret i hesten, fortæller Jan Riedel.

-De kom op for at se på den, og efter en våd aften på Kakadu Bar i København kom de ud på Lunden søndag formiddag, hvor den østrigske træner kom ud på en prøvetur med Keystone Bright.

-Jeg skulle ud i amatørløbet med en hest fra Prebens stald, så jeg foreslog, at de bagefter kunne gå op i vores loge på den lukkede tribune og snakke med min kone – så ville jeg komme senere.

-De spurgte mig så om jeg havde en chance i løbet, men jeg havde aldrig tidligere kørt den pågældende hest og syntes den virkede chanceløs, så jeg sagde til dem, at den IKKE havde nogen chance i løbet.

-Nu ville skæbnen så, at jeg gik ud og vandt løbet til, som jeg husker det, 45 gange pengene, og det var nok indirekte årsagen til, at de ikke købte Keystone Bright. Han var jo ikke til at stole på, ham danskeren!

-Keystone Bright blev i stedet solgt til Bornholm til Ole Basse Mortensen, Stutteri Frennegård, og blev også forsøgt nogle gange på Bornholms Travbane, men kunne slet ikke finde rundt i svingene.

-Basse Mortensen brugte bl.a. Keystone Bright til Daisy Frennegård, som jeg havde vundet Dyhrberg Amatør Cup med hende, så jeg sagde at jeg gerne ville købe føllet. Desværre kvalte det sig en dag mens det stod på staldgangen sammen med sin mor, så det blev aldrig til noget!

---

Varm på Frække Frederik
Jan Riedels mangeårige venskab med Preben Kjærsgaard var også årsagen til, at han i 1999 var tæt på at købe den senere Derbyvinder Frække Frederik.

-Min kone og jeg var inviteret til fest hos Preben Kjærsgaard, som dengang boede i Sverige, og han havde bl.a. forberedt en præsentation af en håndfuld 1-årige plage, som han bl.a. havde købt på den danske Derbyauktion, fortæller Jan.

-En af hestene var Frække Frederik, som jeg blev lidt varm på. Den skulle vist koste 35-40.000 kroner, men da jeg ikke havde råd til at ha’ hesten alene, spurgte jeg en af mine venner fra Kødbyen, om han var interesseret i at være med på en meget spændende unghest.

-Det kunne han måske godt være, men vi skulle lige aftale nærmere senere. Da jeg så kommer derud igen 14 dage senere, viste det sig, at han pludselig var død kort tid forinden, så dén handel blev desværre ikke til noget.

---

De sidste historier 
Jan Riedel vandt som nævnt 69 løb i sine godt 30 år som TU- og amatørkusk – vel at mærke med rigtig mange forskellige heste. Flest sejre blev det til med kvartetten Nierstein, Business, Elvis Mosely og Ofelia Tempo, som Jan Riedel alle vandt tre løb med.

-Første gang Mogens Larsen startede Nierstein galoperede den fire-gange i opvarmningen og afcantringen, og galoperede også i løbet, husker Jan.

-Næste gang skulle jeg selv køre den i et amatørløb og selvom den viste lidt fremgang, var der stadig lang vej hjem.

-Så fik vi en til at ridetræne den og det hjalp faktisk en del, men det var den senere træner John K. Hansen, som “løste gåden” til Nierstein. “Den skal bare ha’ en lang tjek på” sagde han.

-Det prøvede vi i arbejde samtidig med at den også fik en jordblænder på, og så var det pludselig en helt anden hest. Første gang jeg kørte den efter ændringerne blev vi nummer tre bag O’lejre, der var storfavorit, men derefter gik jeg ud og vandt de to næste løb med Nierstein.

-En enkelt gang har har jeg prøvet at vinde to løb på samme dag med hhv. Tanja Gnist og Tarzan Rhein, og så er jeg faktisk ubesejret som amatørcatchdriver for den nu tidligere Jägersro-træner Kenneth Hagre, som jeg lærte at kende helt tilbage i min tid som TU-kusk. To gange kørte jeg en hest fra hans stald – den sidste kan jeg huske hed Funny Honey – og begge gange vandt jeg!

-Ofelia Tempo skiftede jeg fra Lars Lykke til Ken Ecce, som vandt det første løb med hesten på Kriteriedagen i 1992 til 90 gange pengene!

-Jeg vandt selv tre løb med Ofelia Tempo, som jeg også kørte i min allersidste start i 1993. Jeg kan huske, at jeg fik en perfekt start – spids og siden vinderhullet. Jeg havde hverken trukket vat eller kørt ret meget med hende, så på bagerste langside troede jeg at NU vinder jeg løbet – men hun kunne ikke følge med til slut og blev vist nummer fem på en 19-tid på 2000 meter voltestart.

-Så var det jeg tænkte, at nu var det nok. Selv efter et optimalt løb var min hest ikke god nok til at være med i afgørelsen, og så valgte jeg at stoppe.

Det blev for dyrt
Det er i dag næsten 30 år siden, Jan Riedel kørte sit sidste travløb, men han følger stadig med i travsporten på afstand.

-Det blev for dyrt, syntes jeg. Jeg betalte omkring 8.000 kroner om måneden i træningspenge og der var kun 7.000 i førstepræmie i de normale løb på Lunden, så det kunne ikke hænge sammen, siger Jan.

-Jeg har gennem årene købt flere heste til “ingen penge” som hurtigt tjente sig hjem igen. Nick Hørlyck f.eks. kostede 5.000 kroner på et tidspunkt, hvor træningsprisen var 2.500 kroner om måneden, så den ene måned kan jeg huske, at jeg fik 10.000 for en sejr og en andenplads.

-Desuden var vi flyttet herop, hvor vi har en lille times kørsel til Lunden, så det hængte bare ikke sammen.

-Jeg vil ikke sige, at jeg savner travsporten, selvom jeg har tilbragt en meget stor del af min tid på travbanen de første 50 år af mit liv, men minderne – om alle de ting, jeg har oplevet og været med til igennem årene, har jeg til gengæld stadig …

---

Korrekturlæsning: Klaus Koch (Karsten Bønsdorf/Kenn Erik Bech)

Kilder: 
Travkalenderen 1948-93
Væddeløbsbladet 1960-93