Hvor blev de af? – Jan Godtfredsen

Travsporthistorie.dk tegner et portræt af fhv. jockey Jan Godtfredsen, som over en periode på ca. 15 år var ansat hos både Walther Kaiser-Hansen, Aksel Pedersen, Preben Kjærsgaard, Torben Fischer – og ikke mindst Stanley Dancer.

Jan Godtfredsen (f. 1958) er atypisk i forhold til størsteparten af de personer, vi normalt portrætterer på Travsportshistorie.dk i og med at han ikke kan se tilbage på en karriere som selvstændig træner – men han er alligevel interessant som repræsentant for en stor generation af travfolk, der var med dengang der stadig var masser af liv på staldterrænnet på Lunden – også uden for løbsdagene med omkring 30 trænere og over 60 staldfolk.

Interessen for travsporten startede lidt tilfældigt, da Walther Kaiser-Hansen i 1964 købte Digelsgård i Langstrup og blev nabo til Jans familie, men han blev hurtigt bidt af det og blev siden hen hængende i sporten i næsten 15 år som staldmand og jockey hos flere forskellige trænere – og kan i dag se tilbage på en rigtig god tid, der af flere årsager aldrig kommer igen.

-Jeg husker tydeligt den første gang jeg så Walther Kaiser-Hansen, fortæller Jan.

-Mine forældre havde landbrug og jeg gik uden for med nogle geder, da han en dag stoppede sin bil og kom ind for at hilse på sine nye naboer.

-“Davs, jeg er jeres nye nabo. Jeg har heste – kom ned og besøg mig en dag” sagde han, og jeg var jo vild med heste, så en dag traskede jeg ned til ham og vi udviklede et specielt venskab. Jeg kaldte ham i mange år “Onkel Walther” for han var et rigtig dejligt og varmt menneske, som altid var rar at være sammen med.

-Jeg kom meget hos Walther og var allerede som barn med rundt forskellige steder, så jeg var egentlig ikke i tvivl om, at jeg skulle begynde hos ham når jeg gik ud af skolen.

Hårdt arbejde
Jan Godtfredsen var hos Walther Kaiser-Hansen i godt tre år, hvor han det meste af tiden arbejdede på gården ved Fredensborg.

-Jeg var selvfølgelig med på banen på løbsdagene, dengang var der jo løb på Lunden hver eneste onsdag og søndag, og ofte også om lørdagen for at hjælpe til med at køre hurtigt. Det var egentlig også meningen, at jeg skulle ha’ været ind på banen som fast staldmand, men det blev aldrig til noget, siger Jan.

-Der var imidlertid ofte en del udskiftninger i personalet, og jeg kendte jo gården som min egen bukselomme, så det blev aldrig aktuelt.

-Walther havde også lidt økonomiske problemer indimellem, og det kunne godt ske, at man ikke fik sin løn den ene måned, men så kom den som regel den næste. Det var også på den måde, jeg fik min første travhest – følhoppen Emma Dalf, der lige havde fået et føl efter Francis Senator, Cuum Senator, som jeg kom til at stå som opdrætter af. Hende fik jeg i stedet for min løn, men hun avlede ikke noget af betydning.

-Det var en go’ tid hos Walther, men det var hårdt arbejde fra morgen til aften og jeg gik tit alene med op mod 50 heste.

-Jeg talte flere gange om at sige op fordi jeg syntes det var hårdt, men når jeg var lidt for ophidset, skete det ofte, at Walther ringede på skibsklokken ude i gården når han hjem fra banen. “Jan – ind op kontoret” og så kom whiskyflasken frem! Så sad vi og fik nogle whiskyer, og endte det med at jeg blev alligevel!

Masser af heste
I begyndelsen af 70’erne dystede Walther Kaiser-Hansen som regel med Jørgen Olsen om trænerchampionatet på Lunden, og der altid fyldt op både i stalden på Lunden og på gården.

-Walther var jo handelsmand og tog tit til Jylland, hvor han købte et læs heste. Dengang var der – og det er på ingen måde for at nedgøre de jyske trænere fra dengang – stadig forskel på København og resten af travdanmark, så Walther havde ofte held med de heste han fandt rundt om hos de jyske trænere og opdrættere, siger Jan.

-Jeg kan bl.a. huske Tella Dream, der oprindelig hed Therese Egå og som i starten havde et voldsomt temperament. Men efter vi havde “leget” lidt med hende oppe på gården blev hun en rigtig fin hest – vandt otte løb i træk, kiksede en enkelt gang og vandt så igen et par løb, inden hun blev solgt til Sverige. Fra den periode var der også heste som Sambo Vixi, Sir Viking og Stormlytøsen.

Fra Hansen til Pedersen
I 1977 stoppede Jan Godtfredsen hos Walther Kaiser-Hansen og flyttede til Aksel Pedersen, som på det tidspunkt havde sin “storhedstid” og hvert år var blandt de fem førende trænere på Lunden.

-En dag inde på Lunden mødte jeg John A. Jensen, som var ansat hos Aksel Pedersen, men havde fået nyt arbejde hos Leif Nielsen. Han vidste, at jeg gerne ville ind på banen og arbejde, så han anbefalede mig at søge over til Aksel Pedersen og der startede jeg i sommeren ’77, hvor jeg også fik jockeylicens, fortæller Jan Godtfredsen.

-Aksel var en lidt speciel person, som godt kunne virke lidt indelukket og måske lidt “humørsyg” – men når du kendte ham, synes jeg ikke der var de store problemer, og når han kunne li’ folk, kunne han virkelig li’ dem.

-Han var meget punktlig – mødte hver morgen kl. 8; man kunne næsten stille sit ur efter ham. Han gik med sådan en gammeldags skoletaske, hvor han havde sin madpakke, og man kunne se på hans bevægelser om han var i godt humør eller ej. Hvis tasken hang lige ned, skulle man passe lidt på, men hvis han svingede med tasken, var han i godt humør. Uanset hvordan han var om morgenen, synes jeg dog altid at han var i godt humør når han gik hjem. Så sad vi ofte og fik et par øl efter træningen.

-Aksel var også meget perfektionistisk; alting skulle være i orden og hos Aksel smurte vi f.eks. seletøj hver dag. Hvis man siger det til de unge mennesker i dag, tror de jo nærmest man er skør.

-Det skete selvfølgelig indimellem, at vi holdt lidt fest ovre på Tutten efter arbejde og så fik man ikke lige smurt seletøj, men så mødte vi til gengæld kl. 5 næste morgen og fik det ordnet – så meget respekt havde vi trods alt for ham.

-Aksel vidste jo godt, at vi af og til fik lidt for mange bajere og så kunne han godt finde på at gå forbi seletøjskammeret om morgenen når han kom, og så sagde han: “Nå, det blev vist lidt sent i går” eller noget i den retning. Det var ikke fordi vi fik skideballe, men sådan var han også – han havde humor når det stak ham.

-De år jeg var hos Aksel Pedersen havde vi hele tiden omkring 18-20 heste og det meste af tiden var vi to staldfolk, men til sidst var der vist kun mig. Han fortsatte dog et par år endnu, men stoppede i 1981.

---

Liv og glade dage på Lunden
Da Jan Godtfredsen var staldmand på Lunden i 70’erne var der et helt andet miljø på landets hovedstadsbane i forhold til i dag, hvor der nærmest er dødt på staldterrænet uden for løbsdagene.

-Dengang var der jo over 30 trænere på Lunden og 50-60 staldfolk, men derudover kom der ofte det samme antal frivillige medhjælpere om eftermiddagen, så der var altid liv og glade dage på banen, siger Jan.

-På det tidspunkt var der jo faste regler for, hvor mange heste man skulle ha’ i træning for at skulle ansætte en staldmand, og hvor mange man skulle ha’ for at ansætte én til o.s.v. Man kunne ikke arbejde i stalden uden man var medlem af fagforeningen, som virkelig havde noget indflydelse dengang.

-Vi fik også aftenpenge, som man kaldte det, dvs. et tillæg for at arbejde på løbsdagene. I starten fik man per løbsdag, men senere blev det lavet om, så man fik for det antal løb man var “med i”. Hvis man f.eks. havde to pasheste med i hhv. 1. og 5. løb, så fik man for fem løb.

-Det var vores kasserer, Willy Harder, som stod for regnskabet og én gang om måneden kørte han op til travselskabet og afregnede, Så mødtes vi allesammen i mødelokalet i funktionærboligen på staldterrænnet, hvor vi hver især fik en brun kuvert med vores navn på. Det var jo kontanter dengang og det første man gjorde var at betale sin fagforening og så gik turen over til Tutten, hvor man også betalte sin regning for den foregående måned. Sådan fungerede det.

---

“Hvad siger du til, hvis jeg skaffer dig til Amerika?”
Efter tre år hos Aksel Pedersen fik Jan Godtfredsen chancen for at komme til USA og arbejde hos legendariske Stanley Dancer.

-Jeg kendte Jan Tunow fra min tid hos Kaiser-Hansen og han havde en masse kontakter rundt omkring, bl.a. i USA, og han vidste godt, at jeg gerne ville derover på et tidspunkt, fortæller Jan.

-Jeg var egentlig godt tilfreds med at være hos Aksel, men på det tidspunkt var han delvis sygemeldt efter et alvorligt styrt under træningen, hvor han fik både hest og vogn nedover sig og bl.a. brækkede bækkenet. Det var rigtig grimt og Aksel var væk fra løbene i et par måneder, hvor jeg passede stalden nærmeste ene mand.

-Jeg knoklede virkelig “røven ud af bukserne” i den periode, og en dag, hvor jeg så startlisten til næste løbsdag, så jeg til min store overraskelse, at Aksel havde skrevet en anden jockey på som kusk til Duke Monarch, som ellers var en af mine pasheste. Dengang var det kotyme, at jockeyerne altid kørte den ene af staldens heste hvis man havde to heste til start – så det blev jeg sgu sur over.

-Samme dag mødte jeg så Jan Tunow, som også syntes, at jeg var blevet dårligt behandlet. “Hvad siger du til, hvis jeg skaffer dig til Amerika?” sagde han.

-Det kunne jeg jo godt tænke mig, og hvis det skulle være, så skulle det vel være nu, sagde jeg – “Helt i orden, jeg kommer forbi i morgen” svarede han og som sagt så gjort.

-Tunow var hurtig på aftrækkeren, så han kom næste morgen. “Vi skal ind på den amerikanske ambassade og ha’ lavet et turistvisum til dig; så sørger Stanley for papirerne. Du skal flyve om otte dage!”

-Jeg var sgu ikke stolt ved at skulle tilbage til Aksel og sige op – han var jo stadig syg på det tidspunkt, men det gjorde jeg så og så var det afsted mod USA.

Slut med at tale dansk
Det var noget af at kulturchok for den 21-årige dansker, som i efteråret 1979 ankom til John F. Kennedy Airport i New York, hvor han blev modtaget af et ældre ægtepar med skilt hvorpå der stod “Stanley Dancer”.

-Fra den dag var det slut med at tale dansk, og dér stod jeg så med mine to års skoleengelsk, men det var nu aldrig det store problem, husker Jan.

-Jeg startede på Stanley Dancers træningscenter i New Egypt i New Jersey, hvor der stod omkring 60 heste og hver staldmand havde typisk to heste, så der var jo også masser af folk.

---

GRØN ENERGI FRA MODSTRØM? KLIK HER FOR ET GODT TILBUD!

---

-Vi boede et et såkaldt bunkhouse i to etager, hvor jeg kom til at bo sammen med en svensker. Det var et meget lille værelse, hvor der i hver side var en garderobe og en seng. I midten stod der et fjernsyn og så var der ellers fælles baderum. Hver morgen kom der en foodtruck med alt mulige forskellige typer morgenmad – sådan noget kendte vi jo ikke i Danmark dengang.

-Vi kom tit i det lokale cafeteria, som blev drevet af en dame, som gift med Stanley Dancers banemand, og i starten fik de andre mig lokket til at bestille alt muligt på menukortet, som var noget anderledes end hvad jeg var vant til – “Ta’ den dér, Dane” sagde de og så grinede de af mig når jeg sad og stak i det.

-Men det vendte en dag vi tog ind på et american steakhouse, hvor vi fik nogle bajere og noget whisky; det havde jeg jo lært at drikke hos Walther og så fik de lidt mere “respekt” for mig, så fremover hed jeg “Big Dane”.

Gode forhold
Med en ugeløn på 200 dollars (ca. 1.000 kr) gik Jan Godtfredsen ned i løn da han kom til USA, men han fik til gengæld én på opleveren i travsportens moderland.

-Stanley Dancer var rimelig god ved sine folk, men han stillede også nogle krav og vi havde alle sammen stor respekt for ham. Når han kom ind i stalden om morgenen, altid iført jakkesæt, rømmede han sig lige og så stod folk ret, husker Jan.

-Jeg kom derover netop som auktionerne skulle til at starte, så der kom en del nye ungheste i den første periode. Jeg startede med et par løbsheste – en pacer og en traver, Soul Ball, der også vandt et par løb, men en dag sagde jeg til Stanley, at jeg ikke var så meget for pacere og spurgte om jeg ikke kunne få en traver i stedet.

-Jo, det kunne jeg da godt. Der var lige ankommet en ny 3-åring til stalden, Revolutionist e. Speedy Scot og en helsøster til Elitloppsvinderen m.m. Fresh Yankee. Det var ejet af Norman Woolworth, som havde Stoner Creek Stud i Kentucky, der dengang var et af de største stutterier i USA.

Et amerikansk svendestykke 
Jan Godtfredsen begyndte at træne Revolutionist ud fra Stanley Dancers direktiver, men det fungerede ikke helt optimalt.

-Han trænede udelukkende efter skemaer; man kunne gå ind og se, hvad en hest skulle kunne løbe efter et givent antal måneder, men jeg synes ikke at det fungerede med Revolutionist. så en dag sagde jeg til ham, at hvis det var hjemme i Danmark, havde vi trænet den på en helt andet måned.

-Stanley Dancer var ikke vant til at blive sagt imod, men jeg havde nok lidt mere “mod” fordi jeg var kommet derover takket være Jan Tunow, som kendte Stanley rigtig godt, og det endte faktisk med, at jeg fik lov til at træne ham på min måde.

-Han ville fortsat skrive den på træningslisten, men jeg skulle selv stå for træningen og selv køre den hurtigt. Normalt var det ellers sådan, at staldfolkene kørte to eller tre omgange med en hest, hvorefter Stanley eller hans førstetræner overtog den til det egentlig hurtigarbejde, men med Revolutionist kom jeg lidt mere ind i varmen.

-En dag skulle jeg køre hurtigt sammen med Stanley, som inden vi kørte ud sagde til mig: Du kører bare bagved mig og når så jeg så kalder, kommer du op til dig.

-OK, tænkte jeg, og da der manglede 300 meter råbte han til mig: Come on, Jan, og så “pev” den bare forbi ham – men det syntes Stanley sgu ikke om, så jeg fik den største skideballe. Det var aldrig nogen, som var kørt forbi ham i træning – det ville han ikke se.

-Han kom dog lidt på jorden senere på dagen, hvor han kom hen til mig og sagde, at hvis Reolutionist havde “gode ben” når vi senere kom til Florida, kunne den vinde første gang den startede.

Ugeløn i drikkepenge
Ï begyndelsen af det nye år (1980) flyttede Stanley Dancer som altid “teltpælene” til Florida og i februar måned skulle Revolutionist starte for første gang på Pompano Park med trænerens søn, Ronnie Dancer i sulkyen.

-Mens jeg stod og gjorde ham klar til løbet, kom en mand hen til mig og spurgte om tips – det var meget almindeligt, så jeg svarede, at jeg troede den vandt. “Men den er ikke bundet op?” sagde han – “Nej, sådan er den bare – jeg kan gå fra den og lade den stå på staldgangen, og så bliver den bare stående” svarede jeg. “Det bliver spændende” sagde han, husker Jan.

-“Er du klar over hvem det var?” var der bagefter en af de andre, som spurgte, men det vidste jeg jo ikke. “Det var Mr. Woolworth – en af Stanleys største hesteejere!”

-Revolutionist vandt også løbet og bagefter kom Mr Woolworth over i stalden. “Er det dig, de kalder Dane?” – “Jo, det var det da” og så gav han mig 200 dollars i drikkepenge – det svarede til en hel ugeløn!

-Revolutionist startede igen i marts måned, hvor bl.a. Mogens Larsen og Erik Hagemann var derovre – der vandt han igen, og jeg tror de tjente en god skilling i totalisatoren.

-Det var stort for sådan en ung knægt at være hos Stanley Dancer, som ganske vist var lidt oppe i årene på det tidspunkt, men han kunne jo stadig lave kanoner og vandt bl.a. Hambletonian nogle år senere (1983) med Duenna.

---

Hjem igen
Jan Godtfredsen var hos Stanley Dancer i ca. otte måneder, inden han atter vendte næsen hjem mod Danmark til et job hos Preben Kjærsgaard på Lunden.

-Jeg mødte Preben i Florida, hvor han fortalte, at han skulle flytte til Lunden og godt kunne bruge en ekstra mand. Han havde allerede lavet en aftale med Palle Günther, som skulle være førstemand, men hvis jeg var interesseret, var der et job til og det sagde jeg Ja Tak til, fortæller Jan.

-Der var dog en masse bøvl med trænerforeningen, da Preben skulle starte op på Lunden, så det blev udsat nogle måneder, hvor jeg gik og hjalp til hos Walther Kaiser-Hansen. Han kunne godt ha’ brugt en mand, men jeg havde jo allerede fået lovning på et nyt job.

-Det var en rigtig god tid hos Preben, som udover stalden på Lunden også lejede sig ind hos Christian V. Jensen på Grønnehavegård i Kvistgård, hvor jeg mener vi havde omkring 30 heste foruden de 50-60 heste på Lunden, men der var jo også masser af folk. Så vidt jeg husker var vi en seks-otte mand, da der var flest. Jeg var der bl.a. sammen med Per Iversen.

Stor udskiftning
Iflg. Jan Godtfredsen var en stor del af Preben Kjærsgaards succes i 80’erne hans evne til at sætte gang i de ældre heste, men der blev også trænet hårdt.

-Jeg startede med bl.a. at køre hestetransport. Jeg kørte én gang om ugen frem og tilbage til Jylland efter nye heste; dengang var der generelt en enorm udskiftning i hestematerialet siger Jan.

-Jeg kørte også tit over til Blädingeås Stutteri i Sverige hos John-Erik “Goya” Magnusson, som havde et tæt samarbejde med Preben. Jeg kan bl.a. huske, at han et år købte 13 heste på den danske åringsauktion, som gik til Sverige.

-Dengang skulle man betale moms og kødafgift af de heste, der blev eksporteret, og når man kom til Sverige skulle de allesammen ud og vejes! Det var til tider noget af en udfordring når man stod med fem dumme “kameler” som ikke ville samarbejde, så det endte med, at jeg blev enig med veterinæren og tolderne om at betale en fast gennemsnitspris pr. hest, fremfor at skulle bruge rigtig meget tid på at at få vejet dem enkeltvis.

Den første sejr
Preben Kjærsgaard fik som nævnt mange heste fra Jylland, som efter en periode hos den nybagte Lunden-træner blomstrede op igen – og det var der flere forklaringer på.

-Det er på ingen måde for at nedgøre de jyske trænere, men var man ikke så moderne derovre dengang. Mange af hestene vi fik i træning gik med tunge jernsko, men så tog vi dem op på gården, flåede alle skoene af dem og slap dem ud på banen, hvor vi jagtede dem rundt med traktoren. Det var ofte en flok på op til 12-15 heste; det gjorde vi også mens jeg var hos Walther Kaiser-Hansen og det virkede faktisk, smiler Jan.

-Pludselig blev de mere fri i det og mange af dem kunne vi typisk lette helt vildt og køre uden sko – ellers fik de plastsko på, som var meget moderne på det tidspunkt.

-Jeg kan bl.a. huske, at vi på et tidspunkt fik en hest fra Henrik Mylner, Castello, der gik meget tungt balanceret med nogle store tunge sko med stang og knop, hvilket var meget brugt dengang, samt to par gummiboots og tåvægte.

-Den tog vi også op på gården og jagtede den rundt med traktoren, og efter nogen tid begyndte den at løbe foran de andre. Den fik plasticsko og et par tynde gummiboots på – jeg mener at kunne huske, at vi lettede den 800 gram på hvert ben!

-Jeg skulle på et tidspunkt køre den i et jockeyløb i 1981 og havde den så med inde på banen en dag, hvor den gik rigtig godt, men sagde ikke noget – man skulle jo gerne ha’ en god vinder i totalisatoren engang imellem – og jeg vandt også med den!

Hård træning
En anden del af forklaringen på Preben Kjærsgaards evner til at “vække” ældre heste igen, var hård træning.

-De fik typisk to hårde heat. Først kørte man 2000 meter i frisk tempo, så skridtede man en omgang og så igen 2000 meter i forholdsvis højt tempo. Det gjorde man om onsdagen og så ind på Lunden og starte om søndagen; det var meget almindeligt, og dem, der løb bagefter i flokken ud på gården, begyndte langsomt at vise noget i løb, siger Jan, som fik mange gode køreture i sin tid hos Preben Kjærsgaard.

-Jeg har kun vundet omkring 10 løb som jockey, men fik mulighed for at køre rigtig mange gode heste og derudover var der en masse sjove oplevelser når vi var med ude og starte i både ind- og udland. Jeg husker specielt en tur i 1981 til Berlin, hvor Pluvier Lee skulle starte i et storløb. Vi havde også Dicky Vogt til start, som John-Erik Magnusson kørte og Preben vandt den ene indl. afdeling med Pluvier Lee, mens den i finalen blev nummer to til Keystone Patrick med Veijo Heiskanen.

Mange køreture
Efter tre år hos Preben Kjærsgaard kom Jan Godtfredsen til Torben Fischer på Lunden. Det skulle vise sig at blive hans sidste job som staldmand.

-Det blev for hårdt hos Kjærsgaard – jeg var landevejen en stor del af tiden, men skulle også deltage i arbejdet på gården og med til løb om søndagen. Preben prøvede at overtale mig til at blive og Goya foreslog, at jeg i stedet begyndte hos ham, men det ville jo bare ha’ blevet næsten det samme, så jeg valgte at stoppe, siger Jan.

-Torben Fischer stod og manglede en mand, og dér fik jeg også chancen for at køre en del løb. Faktisk vandt jeg flest løb mens jeg var hos Torben, som var inde i en periode, hvor han ikke rigtig havde så meget lyst til at køre løb og det kom så til min fordel.

-Jeg var også knapt tre år hos Fischer, men syntes efterhånden, at jeg var gået lidt død i det og valgte så at stoppe i ’86. Det var aldrig inde i mine overvejelser at blive træner.

---

Tiden efter travet
Efter han stoppede som professionel staldmand har Jan Godtfredsen haft stor succes med et entreprenør- og nedrivningsfirma, men de sidste 10 år har været meget præget af sygdom, selvom der selvfølgelig også har været lyspunkter.

-I 1988 købte min daværende kone og jeg en gård i Bjæverskov. Jeg havde fået amatørlicens året forinden og havde nogle heste, som jeg trænede på Skovbo, men da den lukkede i sin tid, var det også slut med travsporten som aktiv for mit vedkommende. Jeg mener, at den sidste hest jeg havde var Ocitta Guy, siger Jan.

-Da jeg stoppede som staldmand fik jeg arbejde i et entreprenørfirma og efter nogle år startede jeg for mig selv med et nedrivningsfirma, som gik rigtig godt i mange år, men i 2009 gik jeg konkurs som følge af finanskrisen. Jeg havde på det tidspunkt tre store kunder, der ikke kunne betale, og det kostede mig 12 millioner og medførte at jeg mistede gården i Bjæverskov.

-I 2009 fik jeg en blodprop i hjernen, som jeg heldigvis kom meget godt over, og i 2013 blev jeg så tilbudt et job i som områdechef hos Danske Fragtmænd i Hillerød.

-Det gik rigtig godt, men en dag i 2016 kunne jeg pludselig ikke gå op ad trappen til min lejlighed. Jeg tog min puls, men den viste 32, så jeg prøvede at skifte batteri. Det hjalp ikke noget – den var sgu god nok. Det viste sig efterfølgende, at jeg har fået kronisk hjertesvigt og har inden for de sidste fire år været igennem fire hjerteoperationer, så det har været ret hårdt indimellem.

-Nu har jeg imidlertid fået en helt ny type pacemaker, som skulle være langt mere effektiv, men jeg er ikke en type, der sætter mig ned og tuder over tilværelsen. Jeg har stadig mit gode humør, men det har da været en hård omgang, siger Jan Godtfredsen, som i dag bor i en lejlighed i de tidligere ældreboliger på Ordrup Jagtvej ved siden af Charlottenlund Travbane, som Det Danske Travselskab opførte omkring 1930.

Succesrig galophesteejer 
Det startede egentlig ved lidt af en tilfældighed, da Jan Godtfredsen en dag for mange år siden på Restaurant Fortunen mødte ejeren, Hanne Pedersen (mor til træner Bettina Andersen), som havde en 3-åring, hun mente var noget for Jan.

-Det endte med, at jeg tog en taxa ned til træner Gert Hansen, som havde hesten i træning og jeg købte den også, men den kunne desværre ikke holde i benene og måtte aflives, fortæller Jan.

-Det gik meget bedre med den næste, Standing Love, som Bendt Jensen købte til mig på Åringsauktionen. Ja, dvs. vi havde ikke aftalt noget på forhånd, men efter auktionen ringede han til mig og sagde, at han havde købt en hest til mig!

-Den kom siden til Stig Hansen og blev altså en rigtig god hest- Derudover har jeg bl.a. også haft Last Dance (vinder af Derby Trial Stakes og den første hest, der besejrede berømte Federico), Next Dance og Square Dance, som også gjorde det rigtig flot.

---

Artikelsponsor (KLIK på logo)